Han havde aldrig nogen sinde oplevet sådan en samtale i al sin tid i tjenesten. Generaldirektøren havde talt, ikke følelsesladet, ikke engang særlig vredt - begge dele havde været at foretrække frem for den iskolde irettesættelse, han lige havde modtaget. Da Brian var otte år gammel, blev han grebet i at snyde til en eksamen på sin kostskole og sendt hen til rektor. Han følte ligesådan nu.
Han stod med panden støttet mod vinduet i sit kontor næsten uden at bemærke udsigten, indtil hans ånde fik ruden til at dugge. Så tegnede han åndsfraværende et gitter til kryds og bolle, lavede et stort O og et mindre X ved siden af, men glemte så alt om det, da han afspillede generaldirektørens bebrejdelser i hovedet en gang til.
Du har bragt en medarbejders liv i fare. Og med hvilket formål? Jeg ønsker, at du øjeblikkelig retter op på situationen. Og den sidste kortfattede advarsel: Jeg må advare dig om, at jeg vil tage disciplinære forholdsregler.
Skulle hans karriere ende på den måde? Tredive års tjeneste brat afsluttet, fordi en eller anden blev nervøs. Han tvivlede ikke et øjeblik på, at Adlers oprindelige historie var sand. Russerne pønsede på noget - de pønsede altid på noget. Det forstod folk bare ikke. Men det var Brunovskij, de ville have fingre i, ikke Liz Carlyle. Fjollede, forskræmte kvindemenneske. Det var hans ulykke, at han hang på hende i den her sag.
Han satte sig ved sit skrivebord og kiggede på den grønne marmorholder og det ubrugte penneskaft. Han spekulerede på, hvor generaldirektøren havde sine oplysninger fra. Hvem havde talt med ham? Hvem var gået bag hans - Brians - ryg? Han skulle nok ende med at finde ud af, hvem der havde undermineret ham. Men det måtte vente - han måtte handle øjeblikkelig, om ikke andet så for at redde sit eget skind og gøre, hvad generaldirektøren havde givet besked på.
Han sukkede, så trykkede han mobilnummeret kun for at få en telefonsvarer. Satans. Det var slemt nok at skulle krybe til korset, men værre at måtte udskyde det. Han lagde røret på, men tog det så igen og trykkede et internt nummer. "Jeg vil gerne tale med dig straks."
Peggy Kinsolving kom i løbet af et minut. Hun virkede som en effektiv tøs, selv om hun var lidt for sammenspist med Liz Carlyle efter hans smag. Meget ung, men en kompetent researcher. Han bad hende ikke sætte sig ned, det ville tage for lang tid.
"Jeg prøver at få kontakt med Liz Carlyle, men hendes mobil er på svareren."
"Jeg har også prøvet. Vi har været i kontakt med både danskerne og tyskerne for at prøve at identificere den illegale, som de mente ville komme til England. Jeg har lige fået en besked."
Peggy tog et stykke papir ud af det chartek, hun medbragte, og lagde det på skrivebordet under næsen på Brian Ackers. Han så adspredt på de få korte sætninger og på navnet.
"Er denne kvinde dukket op her? Ved vi noget om hendes opholdssted?"
"Hun er nært knyttet til Brunovskij."
"Gode gud!" sagde Brunovskij ophidset. "Det kan være første tegn på Victor Adlers komplot."
Men pludselig som et lyn fra en klar himmel gik det op for ham, hvad Peggys ord kunne betyde. Liz Carlyle kunne trods alt være i virkelig fare. Han prøvede ikke at se så rystet ud, som han var, og udstedte ordrer i rivende fart. "Du tager hen til Brunovskijs hjem og finder Liz. Lad, som om du er en gammel ven eller hendes søster - jeg er ligeglad, bare du sørger for at finde hende. Sig, at jeg vil have, hun trækker sig ud med det samme - hun kan selv finde på en undskyldning, men hun skal ud straks. Er det forstået?"
"Det kan jeg ikke, Brian," sagde Peggy og så ned på sine fødder.
Du godeste, tænkte han vredt. Hvad fejler de kvindemennesker? "Sludder," sagde han i en barsk tone. "Gør, som jeg siger." Hvis generaldirektøren kunne tale sådan til ham, kunne han gøre det samme til sine underordnede. "Det står øverst på listen. Har du forstået?"
"Jeg beklager, Brian," sagde Peggy, men hun beklagede ikke. "Liz er der ikke. Hun er taget til Irland med Brunovskij. Hun efterlod en besked til mig for en times tid siden fra Northolt. De har taget hans privatfly."
"Åh gud," stønnede Brian. "Hvad laver hun der?"
"Hun sagde, de ville prøve at købe det her billede af en gammel dame vest for Cork."
"Er denne... kvinde... sammen med dem?"
"Det ved jeg ikke."
"All right," sagde Brian. Han vidste nu, hvor meget han havde taget fejl, men han var næsten uhyggelig rolig. Selvbebrejdelser tjente ikke noget formål. "Bed Michael Fane komme ind til mig," sagde han til Peggy. "Jeg sender ham derover så hurtigt som muligt. Du skal kontakte Garda, det irske politi, med det samme. Fortæl dem, at vi forsøger af al magt at finde en kollega. Få dem til at hente Michael, når han lander i Cork."
"Okay," sagde Peggy. "Skal jeg fortælle dem hele historien?"
"For guds skyld, nej," sagde Brian. "Bare fortæl dem, hvad de behøver at vide." Han viftede med sin magre hånd for at vise, at hun hellere måtte se at komme i gang. Hvorfor gik pigen så ikke? Hun så på ham med et foruroligende blik, han aldrig havde oplevet magen til hos en af sine underordnede - med en blanding af foragt og medlidenhed.
"Tror du ikke, at du hellere skulle tale med Geoffrey Fane og udenrigsministeriet, Brian? Vi ved ikke, hvordan det her ender. Og jeg må nok hellere prøve at finde ud af, hvem der er rejst til Irland sammen med Brunovskij og Liz."