Udsigten over søen havde været den samme i de sidste hundrede år, siden resten af skoven blev fældet, og Letitia Cottingham havde levet i seksogfirs af dem. Da hun denne morgen tog sin lille spadseretur rundt om buksbomhækken ved terrassen, undrede hun sig lidt over, hvem alle de mennesker mon var, der myldrede ind og ud af hendes hus.
Måske skulle de have selskab. Det ville være rart, ligesom da hun var barn, den tid før krigen, da hendes bror Thomas tog sine venner med hjem at overnatte helt fra Cambridge. Dengang var huset fyldt med latter, og de spillede lawntennis og gik i vandet lige dernede ved siden af bådehuset. Om aftenen var der dans, og hun fik lov til at være længe oppe og sidde på trappen og kigge.
Men det var alt sammen slut med krigen. De lokale var ulykkelige, da Thomas meldte sig til den britiske hær - nogle af mumlerierne havde været direkte tyskervenlige. Men alle havde vist medfølelse efter den triste morgen, da postbudet cyklede op ad indkørslen med det telegram, der fortalte om Thomas' død ved El Alamein.
Hendes forældre var aldrig kommet over det, begge var døde inden for fem år. Og så havde hun arvet huset - grimme Letitia Cottingham, som ingen ville gifte sig med, før hun havde arvet godset. Hun havde taget hævn og sagt nej til fem-seks bejlere, og selv om hun aldrig havde gjort stedet til en succes - hun havde med få års mellemrum frasolgt jord - var hun her stadig. Taget var så utæt, at der stod spande på loftet. Skydevinduerne var pilrådne, træorm og råd i gulvbrædderne betød, at halvdelen af soveværelserne var ubeboelige. Men det var en kendsgerning, at huset stadig var Letitias. De kom til at bære hende ud med fødderne først.
Den nye sygeplejerske var flink. Bedre end den sidste, der kom fra Dublin og tilsyneladende hadede landet. Hvad var det nu, pigen hed? Svetlana? Noget i den retning. Fra et af de lande i Østeuropa, alle tidligere brokkede sig over. Hun var så blid, selv om hendes engelsk ikke var ret godt. Hendes venner var også flinke, selv om de udenlandske mænd, som havde været der i sidste uge, var ret grove. Og en ubehagelig kvinde. Men det var alligevel godt at få liv i det gamle hus igen.