"Vi lander i Cork om tyve minutter." Michael Fane bandt sit slips og lod en kam glide gennem håret. Ikke fordi han ventede, at de to betjente, der tog imod ham, ville være særlig elegante, men de regnede med, at han bestemte, og han ville vise dem sin myndighed.
Han spekulerede på, om de var bevæbnet. Det håber jeg, tænkte han lidt nervøst med Brian Ackers' advarsel i tankerne. Brian havde flere gange fremhævet den mulige fare, Liz svævede i, men nærede tilsyneladende ingen betænkeligheder ved at sende Michael midt ind i det hele.
Ikke fordi Michael kunne beklage sig. Da Brian tilkaldte ham, troede han, at han trods Liz' forsikringer skulle have en skideballe for sin overvågning af Ivanov. Brian havde set rasende ud - rød i hovedet og med øjne, der flakkede foruroligende. Men Michael opdagede hurtigt, at Brians nervøsitet ikke havde noget at gøre med ham, og han blev så lettet, at han først ikke forstod, hvad han fik besked på.
"Du skal tage til Irland øjeblikkelig," sagde Brian straks. "Liz tog af sted tidligt i morges - vi ved endnu ikke præcis, hvor hun er. Tag det første fly, du kan, til Cork. Peggy Kinsolving har talt med Garda. Hold kontakten til hende, så sørger hun for, de henter dig. Hvis der er nogen problemer, retter du dig efter dem, men ellers stoler de på dine instrukser."
"Hvad gør jeg, når jeg kommer derover?"
Brian så på ham, som om han burde have vidst det. "Finder Liz," sagde han kort og godt. "Uanset hvor hun er, lokaliserer du hende og tager hende med tilbage. Jeg er ligeglad, hvem hun er sammen med, eller hvad hun laver, du tager hende med straks og rejser hjem til England med hende. Er det klart?"
Det kunne ikke være mere klart, tænkte Michael, selv om han kunne se et indlysende problem. "Hvad nu, hvis hun ikke vil med? Jeg mener, det plejer at være hende, der udsteder ordrerne, ikke mig."
"Du rapporterer midlertidigt direkte til mig. Når du finder hende, siger du, at du bare viderebringer mine ordrer."
Tusind tak, tænkte Michael, men udfordringen var spændende. Da han gik, havde han nær overset en høj, slank skikkelse, der stod i sekretærens kontor og kiggede ud ad vinduet ned i gårdhaven. Da manden vendte sig om, så Michael, at det var hans far.
"Hej, Michael," sagde Geoffrey Fane.
Hans far var som sædvanlig elegant i nålestribet jakkesæt og silkeslips, og ved synet af ham her i chefens kontor mærkede Michael den velkendte mindreværdsfølelse, og vreden vældede op i ham. Jeg ved ikke, hvad du laver her, tænkte Michael, men det ligner dig at dukke op, netop som jeg endelig har fået noget rigtigt at lave. Selvfølgelig kommer du masende og ødelægger det.
Men netop som tågen fra alle de sædvanlige følelser begyndte at lægge sig, standsede han længe nok til at kaste et blik på Geoffrey, som bare stod og så på ham. Han virkede pludselig - der var ikke andet måde at beskrive det på - fortabt. Og af grunde, som Michael ikke kunne have beskrevet eller forklaret, ja, end ikke tilnærmelsesvis forstå, så han i denne bussemand af en faderskikkelse noget, han ikke havde set før. Det havde ikke det ringeste at gøre med den skikkelse, han havde skabt i tankerne, og virkede bare fuldstændig, uventet menneskeligt.
"Far," sagde han uvilkårligt, "jeg har temmelig travlt. Jeg er nødt til at tage til Irland." Han tøvede og spekulerede på, hvor de ord mon førte hen, indtil han ud af det blå pludselig sagde: "Når jeg kommer tilbage, kunne vi måske ses til frokost."
Geoffrey Fane blev så overrasket, at Michael var lige ved at fortryde sit impulsive forslag. "Ja," sagde hans far til sidst, "det vil jeg vældig gerne." Og han smilede, men usikkert, forlegent - noget, Michael aldrig før havde set.
"Jeg ringer til dig, når jeg kommer tilbage," sagde Michael fortrøstningsfuldt.
Nu solede han sig i den følelse, da flyet vippede, og den irske kyst forsvandt ud af syne. Udsigten til denne tur virkede ikke længere så skræmmende. Det ville være et antiklimaks at blive udsendt over hals og hoved kun for at opdage, der slet ikke var noget problem. Han håbede faktisk at opleve noget action. Det ville være rart, hvis han havde noget at fortælle sin far.