Inde i opholdsstuen var atmosfæren så anspændt, at den knitrede. Nu stod Greta foran kaminen og havde den absolutte kommando. Liz så, at en eller anden, rimeligvis Dimitri, havde båret staffeliet med Blåt bjerg ind og stillet det i et hjørne, hvor lyset fra vinduerne faldt skråt ind på det. Brunovskij havde hentet Jerry Simmons ind udefra, og nu stod de ved siden afbilledet som en slags nervøs modtagelseskomité. Det hele lignede et skuespil, lige inden tæppet går op. Kun hovedpersonen var ikke kommet endnu.
Ligesom Brunovskij undgik Dimitri at møde Liz' blik. Hun indså, at han måske virkelig var gallerikurator, men her var han ikke tilskuer. Den selvsikre måde, han optrådte på, viste, at han var et fast led i det, der foregik. Det forklarede de små gåder, Liz havde fundet ved manden: hans glimrende engelsk (skønt han angiveligt kun havde været en enkelt gang i Vesten), hans dyre livsstil - det smarte hotel, den dyre middag. Og, huskede hun med en gysen, den pludselig opringning, der havde sendt hende tidligere hjem til den ventende overfaldsmand.
Liz kastede et blik på Simmons. Hvor meget forstod han af, hvad der foregik? Han havde været udenfor ved bilen, mens Greta rettede pistolen mod Liz. Hun vidste ikke, om han var bevæbnet. Sikkert ikke. Hvordan ville han reagere, hvis begivenhederne tog en grim vending, eller hvis hun var truet? Det var hans job at passe på Brunovskij. Han ville kun gribe ind, hvis hans chef var truet - eller i selvforsvar, og han tænkte langsomt.
Hendes overvejelser sluttede brat, da de franske døre ud til haven gik op, og en høj, slank skikkelse kom ind. Liz genkendte Grigor Morosovs anspændte, arrede ansigt. Selvfølgelig. Det var den sidste brik i puslespillet. Sidste akt kunne begynde.
Morosov var i mørkegrå forretningshabit og åbenstående skjorte. Han så sig forundret om i lokalet og lod blikket glide fra den ene til den anden, som om han prøvede at forstå, hvad det var for en scene, han var trådt ind på. Så fik han øje på Brunovskij, der stod ved sofaen. "Hvad bestiller du her?" sagde han. "Hvor er ejeren? Hvem er alle de mennesker?"
"Ovenpå," sagde Brunovskij. Han viftede ubestemt med hånden. "Men hun har intet imod, at du ser på billedet."
"Forbes fortalte mig, at jeg ville være alene," sagde Morosov anspændt. "Har du også bestukket ham? Hvis du har købt maleriet, så sig det bare, så tager jeg tilbage til London. Men prøv ikke på at lave numre med mig - jeg har fået nok af dine numre, Brunovskij."
Brunovskij sagde noget på russisk i en skarp, skinger tone. Den eksplosive vrede, Liz havde set før, var på nippet til at få magten, men hun så, at Greta sendte ham et advarende blik. Han fremtvang et lille, tåbeligt smil.
"Billedet er her," sagde han på engelsk og pegede på lærredet henne i hjørnet. "Hold dig ikke tilbage. Det er lidt for meget efter min smag." Han lo bedrevidende.
Morosov tøvede undrende, men vendte sig så om og så på maleriet på staffeliet. Han gik nærmere for at undersøge det, og Liz bemærkede, at Greta stadig stod med hånden i sin skuldertaske. Dimitri havde flyttet sig hen mellem Morosov og døren ud til hallen.
Morosov inspicerede billedet et øjeblik og udstødte en sarkastisk latter. Han vendte sig om og rettede blikket mod Greta og Dimitri.
"For det har I bragt mig til Irland?" sagde han og slog ud med hånden mod billedet. "For det?" sagde han igen, men denne gang i en skarp tone.
Han vendte sig igen om og betragtede roligt billedet. Så trådte han pludselig hen til det og hamrede hånden ind i maleriet. Der lød en flænsende lyd, og et stort stykke lærred ramte gulvet som en løs skjorteflig.
I den efterfølgende stilhed kunne Liz kun tænke, at hvis Blåt bjergvar ægte, havde det lige mistet det meste af sin værdi på tyve millioner pund. Men Morosov havde selvfølgelig ikke gjort andet end at ødelægge for halvtreds pund nyindkøbt lærred og maling. Hvem havde malet det? Dimitri højst sandsynlig.
"Hvorfor har du hentet mig til Irland for at vise mig et tydeligt falsum?" spurgte Morosov og gloede vredt på Brunovskij. "Du troede, jeg var så dum at falde for det?"
"Du kom!" svarede Brunovskij. Noget af hans selvsikkerhed var vendt tilbage sammen med hans sædvanlige dumme grin.
"Hvad er formålet med denne komedie?" spurgte Morosov vredt henvendt til alle i almindelighed. "I har haft en masse besvær og brugt mange tusind pund. Hvorfor? Bare for at narre mig? Men så er det mislykkedes. Jeg lod mig ikke narre."
"Billedet var ikke formålet med projektet," sagde Greta roligt og iskoldt.
"Hvad er formålet så?" spurgte han vredt.
"Du er formålet, kammerat Morosov."
"Jeg er ikke din kammerat, hvem du så end er. Jeg har britisk pas."
"En officer i KGB ophører ikke med at være russer, bare fordi han forlader tjenesten. Han har sin ed, sin pligt."
"Hvad mener du? Hvem er du?" spurgte Morosov og hævede stemmen. For første gang så Liz frygt i hans øjne.
"Du ved udmærket godt, hvad jeg mener. Predatel!" Hun spyttede ordet ud.
"Jeg er ingen forræder," protesterede Morosov.
"Hvad - siger du nu, at du er tysker? Ingen ægte russer ville arbejde for tyske herrer, som du gjorde, Grigor Morosov. Det er landsforræderi. Artikel fireogtres i Sovjetunionens love foreskriver dødsstraf for den forbrydelse."
Morosov sank besværligt og kæmpede synligt for ikke at miste besindelsen. "Jeg havde intet valg. Tyskerne betalte for min søns behandlinger. Ved du, hvad det koster? Hvor meget det betød for mig, der blev betalt, som den sovjetiske stat betalte sine undersåtter?"
Han mødte ingen sympati i Gretas øjne og skiftede taktik og henvendte sig til de tilstedeværende, som om det var et forretningsmøde. "Sovjetunionen findes ikke. Det er historie. I har ingen ret til at forfølge en privatperson. Jeg har britisk pas. Nu tager jeg af sted igen."
Men han rørte sig ikke. Greta stod også ubevægelig. "Det, du har gjort, forsvinder ikke, Morosov," sagde hun. "Landsforræderi er ikke en forbrydelse, der forældes på syv år sådan som andre."
Morosov blev pludselig helt bleg. "Hvad vil I gøre?" spurgte han. "Slå mig ihjel?"
"Nej," sagde Greta roligt og iskoldt. "Vi vil ikke slå dig ihjel. Vi vil stille dig for en russisk dommer. Du vil få din chance i retten. Men du kender straffen. Alle vil få kendskab til historien om dit landsforræderi."
"I bringer mig til Moskva?" spurgte Morosov vantro. "Hvordan vil I få mig derhen? Venter I, at jeg skal smile og bukke i paskontrollen?"
"Nej," sagde Greta. Hun slog ud med hånden. Dimitri trådte frem og stod pludselig med to sæt plastichåndjern.
Ved synet af dem veg Morosov tilbage og trykkede instinktivt armene ind til siden. Greta tog pistolen op af tasken og rettede den mod ham. "Ræk hænderne frem," sagde hun koldt.
Han adlød modstræbende, og Dimitri gav ham håndjernene på. Så skubbede han hårdt Morosovs ben sammen og anbragte det andet sæt om hans ankler. Han puffede den hjælpeløse Morosov ned på en sofa og forsvandt ud af stuen. Brunovskij kiggede nervøst ud ad vinduet og kløede sig på hagen. Ingen sagde et ord.
Efter et par minutter kom Dimitri tilbage sammen med Svetlana, som bar på en kanyle og en lille flaske med en farveløs væske. Hun fyldte kanylen med væsken. Morosov stønnede og vred sig. Svetlana løftede kanylen og så beundrende på den. Så bevægede hun sig hen mod Morosov.
Russeren veg tilbage, kæmpede for at komme på benene og vred kroppen hen mod Jerry Simmons. "Hjælp mig," råbte han, men forstod så åbenbart, at intet kunne eller ville blive gjort. Dimitri skubbede ham håndhændet ned på sofaen og greb fat i opslagene på hans jakke. Så trak han den ned, til jakkens skuldre sad halvvejs nede om fangens arme som en hjemmelavet spændetrøje. Samtidig bøjede Svetlana sig frem og stak med en behændig bevægelse kanylen i russerens overarm gennem skjorten. Morosov udstødte et kort, hæst skrig, og da Svetlana fjernede nålen, kom der en lille blodplet, som langsomt bredte sig på skjorten som blæk.
"Hvad har du gjort?" spurgte han og ømmede sig.
"Bare rolig," sagde Greta. Hun slappede af, nu da Morosov var pacificeret. "Du falder ikke engang i søvn."
Rohypnol, tænkte Liz. Voldtægtsmedicinen. Ti gange stærkere end valium. De kunne få Morosov til at gå gennem paskontrollen i stedet for at måtte bære ham og forklare hans sløvhed med en vodka-forårsaget brandert. Han ville ikke kunne sige ret meget - han ville bare nikke og smile sløvt, og før han vidste af det, ville han flyve i ti tusind meters højde mod Moskva.
Hvad ville der ske med ham der? En retssag, lod det til, men sikkert ikke meget andet end en skueproces. Den ville have til formål at vise de nysgerrige vestlige medier, at den russiske stat gjorde tingene rigtigt. Ingen snigmord, ingen radioaktiv forgiftning, men den idømte straf ville være den samme. Døden.
Morosovs øjne blev matte. Midlet virkede allerede. Han sagde noget på russisk og rystede på hovedet i kampen mod virkningen af indsprøjtningen. Så prøvede han at sige noget, men fik ikke en lyd frem.
Greta vendte sig mod Dimitri og gav ham en ordre. Han og Brunovskij løftede Morosov op og trak ham ud mellem sig. De ville anbringe ham i bilen. Hun vendte sig mod Liz og Simmons, der var tavse tilskuere til hele dramaet. "Jeg anbringer jer to i kælderen sammen med den gamle mand, der lukker op. Måske vil miss Cottingham lukke jer ud senere," tilføjede hun med et grimt smil.