KAPITEL 36

Angie havde brækket sig på et tidspunkt, men kneblen havde holdt det meste i munden. At dømme efter den syrlige stank i bagagerummet havde hun også tisset i bukserne. Det dunkede i hendes hoved, og kroppen gjorde så ondt at hun ikke kunne bevæge sig uden at stønne af smerte. Hendes hænder og fødder var bagbundet. Selvom hun kunne have bevæget sig, ville der ikke være nogen mulighed for at slippe væk. Hun var fuldstændig hjælpeløs.

Hun forsøgte at koncentrere sig om sit åndedræt mens hun sørgede for at holde sig i en stilling hvor hun ikke ville kaste op igen. Det var ikke hendes første hjernerystelse og heller ikke den værste, men mørket i bagagerummet gjorde det vanskeligt ikke at gå i panik, og hver gang bilen standsede for et trafiklys eller et fuldt stop-skilt, kunne hun ikke slippe frygten der brændte som syre i hendes bryst.

Bilen satte farten ned, og hun stivnede igen mens hun lyttede til dækkene mod en grusvej. De havde forladt den asfalterede vej nu. Angie havde ingen anelse om hvor længe hun havde ligget i bagagerummet. Hun havde ikke set hvem det var der havde slået hende i baghovedet, men hun følte sig overbevist om at det måtte være Michael. Hans latter genlød stadig i hendes ører. Det var den samme latter der havde lydt den nat ved Kens party da han havde skubbet hende ind på bagsædet af hendes bil.

Pigen.

Der havde ligget en pige bundet fast på billardbordet. Der havde været blod og blå mærker overalt på hendes spinkle krop. Jasmine. Det måtte være Jasmine.

Bilen rullede stadig langsommere og standsede så helt. Angie talte sekunderne. Da hun nåede 12, blev en dør åbnet. Bilen bevægede sig da vægten forsvandt fra førersædet. Døren smækkede i. Fodtrin knasede i gruset. Døren i passagersiden blev åbnet og lukket hårdt, som om den var blevet sparket i.

Tyve sekunder. Halvtreds. Hundrede. Angie havde opgivet at tælle da hun hørte en nøgle kradse i låsen til bagagerummet.

Hun blev blændet af sollyset. Angie kneb øjnene sammen for at dulme smerten. Den friske luft var himmelsk, og hun åbnede munden så meget hun kunne omkring kneblen, spilede næseborene op, desperat efter at få luft.

En skygge gik for solen. Langsomt åbnede hun øjnene. Michael smilede ned til hende. Det forrevne kradsemærke som Jasmine havde givet ham på kinden tre dage før, så ud som krigsmaling.

”Fik du dig en god lur?”

Hun kæmpede med rebene.

”Slap af,” advarede han.

Angie klemte et ”rend mig i røven” ud gennem kneblen.

Han trak en lang jagtkniv ud af skeden og truede hende mens han skar rebene over bag hendes ryg. ”Prøv ikke på noget.”

Hun stønnede af lettelse og strakte benene så meget hun kunne. Hendes hænder var stadig bundet bag ryggen, men hun kunne i det mindste bevæge sig.

”Ud af bilen.”

Angie kæmpede for at komme op at sidde. Michael stak kniven tilbage i skeden og trak sit tjenestevåben. Han sigtede på hendes hoved, og hun holdt op med at bevæge sig.

”Langsomt,” beordrede han. ”Tro ikke at jeg ikke vil skyde dig.”

Rebet gnavede i hendes håndled, og hun trykkede håndfladerne mod bunden af bagagerummet. Efter flere forsøg lykkedes det hende at skubbe sig selv op. Hun svingende benene ud over kanten på det åbne bagagerum. Med en stønnen tvang hun sig selv ud, vaklede da fødderne ramte jorden, men holdt på en eller anden måde alligevel balancen.

Hun rettede sig op og så sig omkring, prøvede at få styr på omgivelserne.

”Det var ret imponerende,” sagde han. ”Jeg havde glemt hvor smidig du er.”

Hun kunne rive hans øjne ud med sine bare hænder.

”Se dig omkring,” sagde han. Hun så bløde bakker og sneklædte bjerge der rejste sig bag en primitivt udseende hytte. ”Du kan skrige lige så meget du vil, men der er ingen der vil høre dig.”

Han trak kneblen ned, og hun gispede efter luft. Næsen føltes brækket, og da hun spyttede, var det en blodklat blandet med dele af morgenmaden der landede på jorden.

Hun skreg som et genfærd.

Michael blev bare stående da hun bukkede sammen efter anstrengelsen, med lungerne rallende i brystet. Hun råbte indtil hun løb tør for luft og var helt tom i hovedet bortset fra lyden af sine egne skrig.

”Er du færdig?” spurgte han.

Hun slog ud efter ham, og han knaldede knæet op i hendes bryst. Hun knækkede sammen på jorden, gruset jog en skarp smerte op gennem benene.

Han trykkede Glock’en mod siden af hendes hoved og holdt sit ansigt nogle centimeter fra hendes. ”Angie, husk på at her spiller du andenviolin.”

Jasmine. ”Hvor er hun?”

Han trak hende op ved håret, slæbte hende over mod hytten. Angie kæmpede imod og trak i rebene mens hun bumpede mod trappetrinnene. ”Slip mig!” skreg hun. ”Slip mig, dit røvhul!”

Han åbnede fordøren og skubbede hende indenfor. ”Gå derud.” Han greb hendes arm og kastede hende ud på badeværelset.

Hun faldt ned i badekarret og slog hovedet mod plasticvæggen. Michael havde stadig pistolen i den ene hånd. Med den anden åbnede han for bruseren. Angie forsøgte at rejse sig, men benene gled væk under hende mens det kolde vand slog mod hendes ansigt.

”Tag dine shorts af,” kommanderede Michael. Han sprøjtede en klat shampoo på hende mens hun kæmpede for at blive stående. ”Tag dem af.”

Selvom hun havde villet, kunne Angie intet gøre med hænderne bundet bag ryggen. Det gik tilsyneladende også op for Michael. Han stak hånden ned og rev den øverste knap op på hendes afklippede jeans og trak så lynlåsen ned. ”Også trusserne,” sagde han. ”Nu.”

Hendes fingre var lamme, uden blodcirkulation. Alligevel lykkedes det hende at få tommelfingrene ind under bukselinningen og trække shortsene ned. Hun sparkede dem væk med fødderne.

”Hvad har du gjort med den lille pige?” spurgte hun mens hun lirkede sine trusser af. ”Hvad har du gjort ved Jasmine?”

”Bare rolig.” Michael smilede som om han morede sig over en privat vittighed. ”Hun kommer ikke til at fortælle noget.”

Angie gik efter ham igen, stangede hovedet ind i hans mellemgulv. Michael røg tilbage i entreen, og pistolen bumpede hen over det våde gulv. I én hurtig bevægelse hev han Angie op og slyngede hende tværs gennem rummet. Hun landede kejtet da hun rakte ud efter tomrummet bag sig for at afbøde faldet. Hendes højre hånd blev vredet om da håndleddet tog af for hendes fulde vægt, hun hørte et knæk, og en lynende smerte jog op gennem armen.

”Rejs dig op,” beordrede Michael.

Hendes hånd dunkede, nåle stak over hele armen.

Hulkende rullede hun om på siden. Åh gud, hun havde brækket håndleddet. Hvad skulle hun gøre? Hvordan skulle hun komme væk?

Hun hørte lyde inde fra det tilstødende værelse. Michael var væk. Hvor var pigen? Hvad havde han gjort ved Jasmine?

Angie pressede ansigtet mod gulvet, tvang sig op på knæ og derfra op at stå.

Hun lænede sig op mod væggen da det begyndte at køre rundt for hende, og hendes syn sløredes. Hun trak vejret dybt, tog sig sammen og kom væk fra væggen. Hendes våde trusser hang nede omkring anklerne, og hun sparkede dem af mens hun humpede ind i det tilstødende værelse.

Michael sad på sofaen med benene krydsede mens han vippede foden op og ned. Glock’en lå på puden ved siden af ham. Han vidste at hun ikke ville kunne nå at få fat i den.

”Sæt dig,” sagde han og pegede på gyngestolen ved siden af pejsen. Forsigtigt satte hun sig på kanten af stolen og forsøgte ikke at falde bagud.

”Hvad lavede du i mit hus?”

Angie så sig omkring i stuen som var omkring tre gange fem meter stor, en opholdsstue med et lille køkken bagerst i rummet. Hun huskede bjergene udenfor og hyttens afsondrede beliggenhed. Han havde ret: Her ville ingen kunne høre hendes skrig.

”Hvad har du tænkt dig at gøre?” spurgte hun.

Han havde den samme grimasse i ansigtet, smilet som hun havde set om aftenen ved Kens fest og havde taget som en flirten. ”Hvad tror du jeg har tænkt mig at gøre?”

Angie kunne ikke få underlæben til at holde op med at sitre. Hendes hånd blev mere og mere følelsesløs, en dump smerte dunkede i hendes håndled. Rebet var blevet vådt under bruseren og føltes tykkere og tungere af vandet. Huden var som brændt væk.

Hun kiggede på pistolen på sofaen.

”Vær nu ikke dum.”

Angie rømmede sig og følte det som om hun havde spist vat.

”John fortalte mig alt,” sagde hun mens hun spekulerede på hvor langt hun kunne gå, før Michael knækkede hendes kampvilje. Ingen vidste hvor hun var. Will afhørte formodentlig stadig John Shelley i et forsøg på at få sandheden frem. Hvis John ellers havde fået noget at vide i fængslet, holdt han tæt med det. Det ville tage timer, måske dage, før Will ville tænke på at lede efter hende, og når han endelig nåede dertil, ville han umuligt kunne vide noget om denne lille hytte i bjergene.

”Hvad fortalte John dig?” spurgte Michael.

”Han fortalte mig om Mary Alice,” svarede Angie og bad til at hun huskede pigens navn korrekt. ”Han fortalte mig hvad der virkelig skete.”

Michael lo, men han smilede ikke. ”John ved ikke hvad der virkelig skete.”

”Han regnede det ud.”

”John er for dum til at regne noget som helst ud.”

”Jeg fortalte det til alle.”

”Lad være med at stikke mig en løgn,” advarede han hende. ”Lige nu er jeg venlig, men vi ved begge hvad jeg er i stand til at gøre.”

”Will, jeg fortalte det til Will.”

Han var bange for Will. Hun kunne se det i hans øjne.

”Trent?” spurgte han.

”Han er min kæreste.”

Michael stirrede længe på hende mens han forsøgte at lodde om hun fortalte sandheden. Til sidst rystede han på hovedet ”Næh, næh, du.” Han troede ikke på hende.

”Det er sandt,” insisterede hun. ”Jeg har kendt ham hele mit liv.”

Han lod blikket løbe over hendes krop. Hun var nøgen fra livet og ned og sad med benene spredt for at holde balancen. ”Tænk på at der er mange forskellige måder du kan dø på.”

”Will har et ar i ansigtet,” forsøgte hun. ”Det går fra kæben og ned over halsen.”

Michael trak på skuldrene. ”Det kan enhver se.”

”Hans hånd,” fortsatte hun. ”Han fik et søm fra en sømpistol gennem hånden. Jeg kørte ham på hospitalet.”

Et glimt af vrede sås i hans øjne. Han rejste sig langsomt fra sofaen og gik over hvor hun sad. Angie forsøgte at læne sig bagud da han anbragte sine hænder på gyngestolens armlæn på hver side af hende. ”Hvad fortalte du ham?” spurgte han med en dyb knurren.

Frygten strammede som et bånd omkring struben. ”Alt …” Hun hørte skrækken i sin stemme og vidste at det gjorde han også, men hendes mund bevægede sig af sig selv, og hun kunne ikke stoppe ordene. ”John fortalte mig … og jeg fortalte … jeg fortalte Will …”

Han holdt så hårdt om armlænene at hele stolen syntes at ryste. ”Fortalte dig hvad?”

”At du kendte Aleesha!”

”Lort!” Michael skubbede sig så voldsomt væk fra stolen at den næsten tippede bagover. Angies ben sprællede i luften da hun lynhurtigt forsøgte at afværge et fald. ”Satans!” Han løftede foden for at sparke til sofabordet, men skiftede mening i sidste øjeblik. Langsomt sænkede han foden igen, men hans hænder var stadig knyttede, og han dirrede af raseri.

Angie stirrede på hans ryg i åndeløs frygt. Forsigtigt stoppede hun gyngestolen og skubbede sig langsomt ud til kanten igen. Gulvet knirkede da hun forskød sin vægt.

Michael vendte sig om og langede hende et slag med bagsiden af hånden, så hårdt at hun røg ned på gulvet.

Angie lå ned. Hun kunne ikke bevæge sig. Ekkoet af slaget rungede stadig i hovedet.

”Rejs dig op.”

Han behøvede ikke at true hende. Angie forsøgte at sætte sig op, men det lykkedes ikke. Hun pressede hovedet mod gulvet, lukkede øjnene og ventede på straffen.

Der skete ingenting.

”Min far forlod mig da jeg var ti.”

Angie åbnede øjnene. Hun måtte være besvimet, måtte være gået glip af noget.

Michael stod ved køkkenvasken. Han tog en dåse ud af et af skabene.

”Ved du hvordan det føles?” spurgte han.

Angie svarede ikke. Hun så ham åbne dåsen og undersøge indholdet.

”John troede han havde det hårdt. Han havde ingen anelse om hvad det vil sige.”

Michael svingede en pose med hvidt pulver i luften. Nu var han igen den anden mand, den normale udgave som han præsenterede omverdenen for, så ingen opdagede hvilket uhyre han i virkeligheden var.

”Det her er udmærket,” sagde han. ”Vil du have noget?

Hun forsøgte at ryste på hovedet.

”Du ville heller ikke have den dér sidste drink.” Han smilede som om det var morsomt.

”Kan du huske det, Angie -Kens store fest? Jeg skaffede dig en drink.”

”Den var smækfuld af hyppere, skat.” Han satte sig i sofaen og stillede dåsen på sofabordet der stod imellem dem. ”Du drak en mundfuld hyppere.”

Rohypnol. Han havde dopet hende.

Michael morede sig over hendes udtryk. Han tog et barberblad og et lille spejl ud af dåsen og dryssede en smule af pulveret ned på glasset. Angie så hvordan han skrabede kokainen til rette med barberbladet. ”Har du nogensinde fået et barn?” spurgte han uden at se på hende. ”Jeg vil vædde på at du allerede har været igennem omkring tres aborter.” Han fortsatte forretningsmæssigt med at arrangere coken. ”Du ved godt at min søn har problemer.”

Angie tvang sig til at bevæge kroppen. Hun gispede af smerte da hun endelig kom op at sidde. Men det var dog lykkedes for hende, nu lå hun i det mindste ikke hjælpeløs på gulvet.

”Han er retarderet,” fortalte Michael mens han delte stoffet i fire baner. Han tog en sammenrullet pengeseddel op af dåsen og sniffede en af banerne. ”Ahh,” lød det fra ham hvorefter han spurgte Angie: ”Det er sateme god sne, det her. Er du sikker på du ikke vil have noget?”

Hun rystede igen på hovedet.

”Jeg bryder mig ikke om ikke at have styr på mig selv. Det var det du sagde ved Kens fest da jeg gav dig en drink.” Han kluklo. ”Du tog den jo alligevel, ikke? Du kunne have sat den fra dig, men du tyllede den i dig som en forbandet fisk.” Han rakte spejlet frem mod hende. ”Er du sikker?”

”Du brækkede min næse.”

”Dit problem.” Han lagde spejlet tilbage på bordet.

”Lad mig bare gå.” Hun rystede så voldsomt at hun knap kunne tale. ”Jeg fortæller ikke noget til nogen.”

”Tror du virkelig selv på at du slipper ud herfra?”

”Hvor er Jasmine?”

”Det finder du tids nok ud af.” Han lænede hovedet tilbage mod sofaens ryglæn og betragtede hende. ”Vil du ikke vide det om John?”

”Hvad med ham?”

”Han blev røvpulet af halvdelen af fængslet. Jeg vil vædde på at han har aids.”

Angie trak vejret dybt og kom til at hoste af anstrengelsen. Hendes håndled dunkede ved hvert hjerteslag. Rebet strammede mere og mere om hendes hud efterhånden som det tørrede i hyttens varme.

”Nå, men Tim, ikke?” Han sukkede kort. ”Vi fik diagnosen for seks år siden.”

Angie trak prøvende i rebene omkring håndleddene for at se om de skulle have givet sig. ”Det må have været – hårdt.”

”Det handler altid om penge, ikke?” Han pegede på spejlet på bordet, banerne af coke. ”Det var sådan jeg skaffede pengene. Giv pigerne et lille trip så de kan bidrage til at min dreng lærer at binde sine forbandede sko. Den offentlige sygesikring dækker ikke halvdelen af alt det lort han har brug for. Hvad skal jeg gøre, lade mit barn rådne op i en eller anden institution?”

Angie svarede ikke. Hun prøvede på at fortolke hans ord, forsøgte at få hoved og hale i hvad han sagde. Havde Michael solgt stoffer til pigerne og brugt stofferne i byttehandel når det passede ham? Han havde været i Sædelighedsafdelingen i mindst ti år. Hans søn kunne ikke være mere end otte. Tim havde intet med sagen at gøre.

”Så lå jeg inde med alle de kontanter og havde ingen steder at parkere dem. Skattefar ville være blevet nysgerrig hvis jeg havde sat dem ind på min bankkonto. Kunne heller ikke lade dem ligge og flyde, for det ville Gina have bemærket.” Han pegede på Angie. ”Så faldt det mig ind, hvorfor ikke åbne nogle konti i gode, gamle fætter Johnnys navn? Jeg havde allerede hans personnummer fra alt det lort fra ret-ten som lå og flød hjemme hos min mor.”

Fætter. Angie vidste ikke om de faktisk var i familie, eller om det bare var slang.

”Jeg behøvede jo ikke ligefrem være urolig for at han kom ud,” sagde Michael.

Hun følte sine øjne glide i og kæmpede for at holde sig vågen.

”Hvor bliver dine spørgsmål af, Angie?” Coken havde fået ham op på mærkerne og gjort ham snakkesalig. ”Kom nu, min pige. Spyt ud med spørgsmålene.”

Angie følte sig svimmel. Det eneste hun kunne finde på at spørge om, var: ”Kendte du Aleesha Monroe?”

”Ja, vi har kendt hinanden i evigheder.”

Angie ventede på at han skulle opdage at hun havde løjet før, men han var alt for optaget af sin egen historie til at kunne pille hendes fra hinanden.

”Min første dag i uniform,” fortalte han. ”Jeg blev kaldt ud til Homes – og sad fast i den skide elevator. Alle de gamle drenge var ved at grine deres røv i laser da de endelig fik mig ud, og dér stod Leesha og grinede sammen med dem. Det vil sige hun grinede indtil hun genkendte mig.” Han bevægede fingeren fra side til side. ”Ingen griner ad Michael Ormewood, Angie. Ingen griner ad ham, og det er dødsikkert at ingen skubber ham fra sig.”

Angie kunne mærke lidt blod sive ned i halsen. Smagen gav hende kvælningsfornemmelser.

”Hun var en luder i gymnasiet, og hun var en luder femten år senere. Hun ville sutte den af på en hund for et skud.” Han smilte igen det smil der signalerede at han bestemte. ”Det de aldrig har forstået, er at man skal kunne styre det. Tage det når man har lyst, ikke når man behøver det.” Det var coke han mente. ”Ryg det ikke, skyd det ikke, og bliv ikke for grådig.”

Michael var endnu mere stupid end hun havde troet, hvis han mente han kunne styre en afhængighed. ”Hvorfor dræbte du Aleesha?” spurgte hun.

”Hun gjorde mig gal i skralden. Prøvede at ændre reglerne.”

”Du ville ikke betale hende.” Angie havde været nok sammen med prostituerede til at kende forholdene. ”Gjorde Jasmine dig også gal i skralden?”

”Jasmine …” Han smilede. ”Gad vide hvad din kæreste ville tænke hvis han fandt ud af at jeg gemte hende oppe i Aleeshas lejlighed mens jeg kørte ham ind til stationen?” Han betragtede hende opmærksomt og så ud som om han nød hendes reaktion. ”Kan du huske da vi gennemgik mine gamle rapporter? Du havde en ultrakort, stram nederdel på og viste dine bryster hver gang du lænede dig frem? Hun lå i bagagerummet hele tiden, Angie. Hele tiden mens du gnubbede dig op ad mig, lå hun i bagagerummet nede i min bil og pissede af angst og brød sin hjerne med hvad der skulle ske.”

Angie skilte læberne og lod en smule blod dryppe ud. Det dunkede i en af hendes kindtænder. Den var sandsynligvis knækket.

Han var holdt op med at tale, og hun tænkte på om virkningen af coken var ved at fortage sig. Hun vidste ikke hvor lang tid der var gået siden han havde sniffet banen. Måske var han et af de mennesker der reagerede modsat på stimulansen. Måske havde han så meget kontrol over sig selv at det ikke betød noget.

Han var tavs så længe at Angie mærkede øjnene falde i, mærkede at hendes krop gled ind i en slags søvn. Michael begyndte at tale igen, og hun vågnede med et sæt.

”De lader alle sammen som om de er så forbandet gode, men der skal kun en bane, et skud til, og så hænger de på den. De bliver ved med at komme tilbage, tigger ved dine fødder. Alle. Især John.”

Angie måtte rømme sig et par gange før hun kunne tale. ”Er det derfor du fik rettet den falske anklage mod ham?”

”Det var mors idé, men han fik hvad han fortjente. Alle fik hvad de fortjente.” Han så ned på hende. ”Det får du også.”

Angie mærkede at øjnene ville glide i igen, at musklerne begynde at slappe af. Hun kæmpede imod, bed i den flækkede læbe indtil hun smagte mere blod, brugte smerten til at holde sig i live.

”Når du først har fået smag for det,” sagde Michael tankefuldt, med lav stemme, ”er der ikke andre måder du kan gøre det på. Du behøver frygten, måden de kæmper imod på, panikken i deres øjne.”

Angie trak igen i rebet. Knoglerne i hendes brækkede håndled gned mod hinanden og frembragte en klikkende lyd der blev hængende i hendes hoved.

”Jeg fik fat i nogle kreditkort til Johnny,” fortsatte Michael. ”Købte det her sted.” Han mente hytten. ”Du tror jeg er dum, men det er jeg ikke.” Han bankede sig på siden af hovedet med en finger. ”Prøv at tænke efter, ikke? Hvad er det første du gør når du forsøger at sætte en gerningsmand i forbindelse med et gerningssted? Du tjekker kreditkortkvitteringer: gasregninger, hotelregninger og alt det lort. Du får manden anbragt tæt på gerningsstedet, den rigtige dato, det rigtige tidspunkt, og bingo, så har du ham.” Han rystede på hovedet. ”De kommer ikke til at finde noget på Michael Ormewood, det er helt sikkert. Ikke i Alabama, ikke i Tennessee og helt sikkert ikke i Atlanta. Jeg er bare en ganske almindelig familiefar der drager omsorg for min stakkels retarderede dreng og passer min kone og sidder hjemme foran flimmeret hver aften.”

”Du solgte stoffer til dem,” sagde Angie og tænkte på alle de piger hun havde mødt på gaden, alle de junkier der ville gøre hvad som helst for at få tilfredsstillet deres afhængighed. Det var en strisser der havde været deres pusher. En politimand havde udnyttet deres behov for at få stillet sine egne. Hvor mange havde han voldtaget? Hvor mange havde han myrdet?

”Jeg burde være gal på dig, men det er jeg ikke.” Han gned sig på hagen mens han holdt øje med hende. ”Dumme mennesker ligger under for deres følelser, og det er dér de begår fejl. Det er mig der har styr på tingene her, Angie. Det er mig der bestemmer hvordan du skal dø.”

Han rejste sig fra sofaen, og hun forberedte sig på mere smerte, men han gik over til pejsen og lagde hånden på hylden. Angie tænkte tilbage på da hun havde været sammen med Will for tre nætter siden. Han havde stået ved pejsen i hendes hus, og hun havde betragtet hans ryg, hans stærke skuldre, og det eneste hun havde ønsket, var at lægge armene omkring ham. Hun ville aldrig opleve det øjeblik med ham igen. Han ville aldrig få at vide hvordan hun følte.

Michael talte igen. ”Du aner ikke hvordan det er at have denne drøm om det perfekte liv, en mønsterfamilie, og så sker der sådan noget som med Tim, og du føler dig som en satans fiasko.”

Hun trak vejret så dybt som hun kunne, prøvede at holde hovedet klart. ”Hvordan begyndte det?”

”Du ved besked om Mary Alice.”

”De andre.” Der måtte være andre.

”Hvor langt vil du gå tilbage? Femogfirs? Femoghalvfems? Sidste år?” Smilet var vendt tilbage i hans ansigt. ”Din kæreste arbejder med det her profilhokuspokus, gør han ikke? Han ville sandsynligvis sige at jeg optrappede da gamle Johnny kom ud. Tog handskerne af fordi jeg vidste at når lokummet begyndte at brænde, skulle jeg bare pege på ham.”

”De var kun børn.”

”Tro mig, de var meget mere erfarne end de gav udtryk for. Rigtig modne af deres alder.” Han rystede på hovedet, som om han ikke kunne tro på ironien. ”I er sgu en flok narrefisser alle sammen.”

Ud af det blå kom skammen væltende op i Angie. Hvor mange af hendes mors kærester havde ikke sagt det samme om Angie? Hvor ofte var det ikke sket at hun havde taget imod deres legetøjsdyr, dejlige måltider eller smukke tøjgaver for så bagefter at få at vide at hun skulle betale med munden?

Michael fortsatte. ”De fleste af de piger var blevet bollet så mange gange at de ikke kunne føle noget, hvis ikke du hamrede den ind i dem.” Han betragtede hende igen vurderende. ”Du var nøjagtig ligesom Mary Alice. Er du klar over det? Du leger med mig, lader mig kysse dig og røre ved dig et stykke tid, og så skubber du mig væk som om jeg ikke er god nok til dig.” Han fnøs af afsky. ”Du spiller den uskyldige, men når jeg er inden i dig, er det som om min pik er inde i et skide tomrum.”

Angie stirrede på pistolen på sofaen.

”Luderne er gode til det formål. Du kan gøre hvad du vil med dem, ikke? Jeg mener, det er jo det man betaler for.” Han havde vendt ryggen til hende og stod med hænderne presset mod hylden. Angie holdt blikket rettet mod Glock’en og håbede at våbnet ikke var et puds hendes hoved spillede hende. ”Alt hvad jeg ville, var at komme af med lidt af trykket sammen med Aleesha inden kampen. Og så bliver hun pludselig storsnudet, jager mig ud af lejligheden og ud på trappen, som om jeg var en eller anden skide bums. Sådan noget lort betaler jeg ikke for. Hun gik for vidt, og så fik hun sig en lærestreg. Michael Ormewood betaler ikke.”

Angie tvang sig selv til at holde det ud.

”Ja, jeg gav hende lov til at gøre mig gal.” Hun hørte hans fodtrin og kunne føle ham stå nogle få centimeter fra hendes ansigt. ”Men der er ikke rigtig nogen der bekymrer sig om en luder der dør, vel? Der er ingen der bekymrer sig om dig.”

Hun kneb øjnene sammen. Hun havde ladet ham komme ind i sit hoved, ladet ham tage styringen, præcis som han ønskede.

”Alt hvad John skulle gøre, var at fortælle dem det hele,” sagde Angie. Hun tog chancen og tilføjede: ”Du er hans fætter.”

”Åh, søde lille Angie,” hånede Michael hende. ”Tror du virkelig at John ville få lov til at udtale sig i et retslokale?” Han rystede på hovedet. ”Jeg har leget med ham hele vejen igennem og trukket i trådene når jeg havde lyst.” Han lo lidt for sig selv. ”Jeg var godt nok lige ved at skide i bukserne da jeg åbnede den værktøjskasse og opdagede hvad han havde efterladt i den, men det er ingenting mod den overraskelse jeg havde lagt til rette for ham. Jeg havde tænkt mig at have lidt beskidt sjov med den her lille pige og så lægge det hele på Johnnys dørtrin, eller rettere sagt, i det rottehul af et klubværelse han bor i.”

”Det ville aldrig være lykkedes,” sagde hun, men vidste at det ville det formodentlig.

”’Politihelt fanger seriemorder i gerningsøjeblikket.’ Man ville finde mit dna over det hele fordi jeg havde holdt den stakkels lille pige i mine arme. Betjentene stormer ind, ser Johnny død og mig ude af mig selv af sorg. De ville fandeme have forfremmet mig for at dræbe det dumme svin. Ved du hvor meget det koster at få en mand anbragt på dødsgangen? Jeg ville have sparet det offentlige for tyve millioner dollars, mindst.”

”De ville have opdaget det.”

”Hvem skulle have fortalt noget? Alle hans venner? Hans omsorgsfulde familie? Hans kærlige, døde mor?”

”Folk ville kunne huske dig.”

”Ingen husker mig,” snerrede Michael, og hun fornemmede at hun nu kom tæt på. ”Det var John alle lagde mærke til. Jeg stod bare i baggrunden – altid i baggrunden. Der var aldrig nogen der bemærkede mig, og ved du hvad? Nu er det eneste de vil huske om deres kære John, at han var morder.”

”Men John er ikke nogen morder, vel?” Da han ikke svarede, så hun op.

Michael stod foran en lukket dør som hun formodede var et skab. Han rakte armen op, søgte langs dørkarmen og fandt en nøgle.

Hun så dørlåsen, og hendes hjerte sprang et slag over. ”Hvad laver du?”

”Ikke mere snak nu,” sagde han og stak nøglen i låsen.

Angies benmuskler dirrede da hun tvang sig selv op at stå. Hun trak sig tilbage fra ham og kæmpede sig over mod sofaen.

Michael læste hendes tanker. Han snappede pistolen. ”Gå.” Han brugte løbet til at dirigere hende over mod skabet. ”Af sted med dig.”

Angie bevægede sig med små skridt og kunne nu se ind i skabet. Det var slet ikke et skab. En trappe førte ned til hvad der måtte være en kælder.

”Du ødelagde det hele,” sagde Michael til hende. ”Vi havde det rigtig sjovt, den lille pige og jeg.”

Trappen kom nærmere. Angie vidste at hvis det lykkedes ham at få hende ned i den kælder, ville hun dø.

”Videre.”

Hun stoppede op, og han stødte ind i hende bagfra. ”Gør ikke det her.”

Han åndede hende hedt ind i øret. ”Jeg vil kneppe dig, Angie. Jeg vil kneppe alle de huller du har.” Han fortsatte med at tvinge hende frem mod kælderen. ”Du sætter dig dernede og venter på mig. Du kan tænke på hvad jeg vil gøre ved dig.”

”Nej!” Hun satte sine bare fødder hårdt i gulvet og skubbede sig tilbage mod ham. Hendes fodsåler gled hen over trægulvet. Hun prøvede at vride sig væk, men han sprang et par skridt frem, fik fat om livet på hende og løftede hende op. ”Nej!” skreg hun, stemte fødderne mod dørstolpen og kæmpede imod så voldsomt hun kunne.

”Hold op!” kommanderede han og hev hende op igen. Hendes ben sprællede i luften da han skubbede hende ned ad trappen. Angie stødte imod væggene i faldet. Hun landede som en klud for foden af trappen og græd af smerte.

Lyset i loftet blev tændt. En enkelt pære oplyste hvad der engang måtte have været en kartoffelkælder. Jasmine lå i et hjørne, rullet sammen som en livløs kugle. Angie forsøgte at komme over til pigen, men noget holdt hende tilbage. Hun kiggede ned, så glasstumpen der havde boret sig ind i hendes overarm. Glasskår fra knuste flasker var støbt ind i det nederste trappetrin og stak op som hajtænder.

Der kom en sugende lyd fra glasset da hun prøvede at bevæge sig.

”Tænk over det,” råbte Michael oppe fra den åbne dør. ”Tænk på hvad der vil ske med dig.”

Lyset gik ud. Døren blev lukket. Nøglen blev drejet om.

Hun ville blive dræbt.