KAPITEL 37

Will holdt mobiltelefonen mod øret mens han kørte, og bad til at Amanda ville være på kontoret. Han havde taget John med fordi han måtte høre hans historie, vide hvad det var for et dyr han ville stå over for når han kom til Tennessee. Hvad John angik, var han mere end villig til at tale. Al mandens genstridighed var forsvundet, og Wills hoved summede af hans teorier.

Caroline svarede endelig. ”Amanda Wagners kontor.”

”Jeg må tale med Amanda nu. Det haster.”

Hun satte telefonen på vent. Will holdt øjnene på vejen og drønede ud ad Interstate 75 i samkørselssporet, med 40 kilometer i timen over hastighedsbegrænsningen.

”Will?” lød Amandas stemme. ”Hvad sker der?”

”Jeg er på vej til Tennessee.”

”Så vidt jeg husker, har jeg ikke skrevet under på nogen ferieansøgning.”

”Jeg tror Michael Ormewood er morderen.”

”Okay,” drævede Amanda. ”Lad mig få detaljerne, Will.”

Will genfortalte Johns historie, hvordan Michael havde forsøgt at lægge pres på den tilsynsførende, og hvordan Johns søster havde fortalt om hytten i Tennessee. Han sluttede med oliepletterne i Michaels indkørsel og det som naboen havde fortalt Leo Donnelly.

”Undersøgte du Polaskis hus?”

”Jeg fik en af patruljevognene til at køre forbi. Hun er der ikke. Hendes bil holder ikke i indkørslen.”

Amanda tav. Will havde engang præsenteret hende for Angie – ikke med sin gode vilje. Angie havde kørt ham på hospitalet dengang Amanda havde skudt ham med sømpistolen. De to kvinder var kommet godt ud af det med hinanden, hvem der nu kunne forstå det.

Endelig talte hun igen. ”Det du siger, er altså at du, på baggrund af et par ubesvarede telefonopringninger og nogle oliepletter i en indkørsel, tager en dømt kriminel over statsgrænsen for at finde en kriminalassistent fra Atlanta, som måske eller måske ikke har bortført en anden kriminalassistent ved højlys dag?”

”Du bliver nødt til at undersøge hans hus.”

”Vi taler om et hus der ligger under DeKalb Countys jurisdiktion? Hvordan vil du foreslå jeg skaffer en dommerkendelse, doktor Trent? Det er ikke fordi jeg tvivler på at de mystiske oliepletter er yderst interessante, men jeg tror ikke at der findes en dommer her på jorden der vil skrive under på en kendelse.”

”Amanda,” sagde Will og prøvede at styre sin stemme. ”Du er en rædselsfuld, forfærdelig person, men du har altid støttet mig når jeg har arbejdet på en sag. Svigt mig ikke nu.”

”Tja, Will,” gav hun igen. ”Du er en velfungerende ordblind der læser på anden klasses niveau, men lad os nu ikke kaste med sten.”

Will mærkede sin mund blive tør. Hvornår havde hun fundet ud af det?

”Jeg har ikke mange venner i Tennessee, Will,” sagde Amanda. ”Jeg kan ikke bede dem hjælpe dig når vi ikke har mere at gå efter end din mavefornemmelse, og vi ved begge at Yip Gomez hellere ville æde sit eget lort end at give dig en hånd.” Yip var Wills gamle chef oppe på regionskontoret. Hun fortsatte: ”Det er derfor jeg bliver ved med at prøve at banke ind i knolden på dig at du ikke skal brænde dine broer,” som om dette var det rette tidspunkt for en af hendes moralprækener.

”Jeg ved ikke hvad du vil have at jeg skal sige,” indrømmede han. ”Du har ret. Det her er måske ingenting. Jeg kunne finde stedet, og måske ville det bare være spild af tid, men jeg kan ikke sidde på min flade og gøre ingenting, Amanda.”

”Har du udsendt en efterlysning af Polaskis bil?”

”Ja.”

Hun tav et par sekunder og spurgte så: ”Sig mig, var kriminalassistent Donnelly den sidste der forlod Ormewoods hus?”

”Ja.”

”Næh, se nu her,” udbrød Amanda, med en høj stemme der foregav forbavselse. ”Caroline har lige givet mig en besked. Det er et anonymt tip. En bekymret borger har bemærket at kriminalassistent Ormewoods bagdør er blevet brudt op. Den her må jeg vist hellere selv undersøge, tror du ikke?”

Will følte en bølge af lettelse strømme igennem sig. Amanda ville hjælpe ham. Han kunne næsten høre hende tænke det igennem i telefonen.

”Tak,” hviskede han. ”Tak, skal du have.”

”Jeg kontakter dig når jeg er nået frem.”

Will afsluttede opkaldet. Han beholdt telefonen i hånden mens han kørte og drejede fra ved afkørslen til 575 med et pludseligt ryk i rattet der fik John Shelley til at gribe fat i døren som om han var bange for at de ville vælte. Will havde haft så travlt at han ikke engang havde tænkt over hvordan han skulle finde hytten, indtil John havde spurgt efter et kort. De fem minutters omvej til en tankstation havde virket som en evighed. Hvis det naboen havde fortalt Donnelly, var rigtigt, havde Michael omkring en times forspring. På den anden side ville Michael sandsynligvis overholde fartbegrænsningen for ikke at vække opmærksomhed. Will var ikke så forsigtig.

”Hvad sagde hun?” spurgte John.

”Du kunne have forhindret det her,” sagde Will til ham. ”Du kunne have stoppet det for fire dage siden.”

”Jeg ved ikke hvad du taler om.”

”Michael var sammen med mig da Cynthia Barrett døde.”

John kiggede ned på kortet som han havde foldet ud på skødet. ”Så vidt jeg hørte, løb hun gennem baghaven og snublede. Hendes hoved ramte en sten, og hun døde.”

”Hvorefter hun skar sin tunge af?”

John svarede ikke.

”Du skulle have gjort noget dengang.”

”Hvad?” ville John vide. ”Skulle jeg være kommet til dig? Mand, du tror jo ikke engang på mig nu. Hvad skal jeg gøre? Anmelde en politimand? Hvem vil tro på en tidligere straffet der arbejder på en autovask?”

Will holdt hårdt om rattet. Det var John der havde fået Angie rodet ind i den her historie. Hvis det ikke havde været for mandens arrogance og stupiditet, ville Angie være i god behold nu. ”Du tirrede ham. Du vidste nøjagtig hvad du gjorde.”

John bukkede kortet om med en raslen og fik det foldet så det fyldte mindre, mens han forsøgte at forsvare sig. ”Du kan jo fortælle mig hvad jeg burde have gjort, og så rejser jeg tilbage i min magiske tidsmaskine og gør det om. Men jeg kan jo foreslå dig at vi ikke stopper ved fire dage. Lad os rejse tyve år tilbage. Giv mig min ungdom tilbage. Giv mig min mor, mine bedsteforældre og min familie. For helvede, når du nu alligevel er i gang, så stik mig også lige en kone og et par børn.”

”Hun flygtede fra noget i den baghave.”

John sad stadig og kæmpede med kortet, men Will kunne høre smerten i hans stemme da han sagde: ”Tror du ikke jeg ved det?”

Will rettede igen blikket mod vejen, så uklart skiltene fare forbi, kilometerstenene med de fremhævede tal der dukkede op i landskabet. Han havde ikke gennemtænkt situationen; det var ikke gået op for ham at han kunne udsætte John for fare.

”Du overtræder betingelserne i din prøveløsladelse når du krydser en statsgrænse.”

”Det ved jeg.”

”Du risikerer at blive anholdt. Jeg kan ikke hjælpe dig i Tennessee.”

”Du kan heller ikke hjælpe mig i Atlanta.”

Will bed sig i læben, stirrede på den sorte asfalt og de andre biler på vejen.

Han var kørt frem og tilbage mellem Atlanta og bjergene de sidste to år og vidste nøjagtigt hvor alle fartfælderne var. Han satte farten ned gennem Ellijay, og speedede ikke op igen før de havde krydset Miciak Creek. De gled forbi det nye Wall-Mart, derefter det gamle, så forbi adskillige udendørs loppemarkeder og et par spiritusforretninger. I byen Blue Ridge drejede han til venstre. Han susede ud ad Coote Mason Highway, havde netop passeret æbleplantagen, da telefonen ringede. Han klappede den åben mod sit lår. ”Amanda?”

Hendes stemme var dyster. ”Vi fandt blod i garagen. To forskellige typer og i massevis.”

”Angie.”

”Hun er her ikke, Will.”

Han åbnede munden, men havde ingen ord.

”Nu skal du høre hvad vi gør,” sagde Amanda. ”Jeg har ringet til Bob Burg fra TBI.” Tennessee Bureau of Investigation. ”Han er ved at sætte et hold sammen i dette øjeblik. De befinder sig lige nu omkring fyrre minutter fra hytten.”

”Jeg er tættere på.”

”Det regnede jeg med at du var,” sagde hun. ”Lad mig tale med pædofilifyren. Jeg har nogle anvisninger på hvordan I kommer til Elton Road.”