Vinteren var blevet ved i én uendelighed. Selv langt ind i marts måned holdt frostgraderne sig stædigt til tocifrede tal. Og så var billedet pludselig vendt; et let lysegrønt slør bredte sig i skoven, og endelig begyndte solen at få fat.
Selma havde næsten ikke fået nydt foråret, og på sine lange arbejdsdage var duften af syrener trængt ind gennem vinduet, og hun havde sendt længselsfulde blikke ud på de lysegrønne trætoppe. Og nu, langt ind i juni måned, var det spinkle lysegrønne forår fordampet, og snart var det midsommer. Hun fortrød, at hun ikke havde undet sig en afspadseringsdag og bare taget i skoven eller på stranden, men hun havde ikke skånet sig selv grund af sagen med Marburg, der havde krævet hende et hundrede procent.
Med sommeren kom også længslen efter én at dele tilværelsen med. Hun havde virkelig lyst til at finde en kæreste, fordi hun følte, at hendes nuværende ikke-liv i undtagelsestilstand var blevet uudholdeligt. Men da hun stort set aldrig gik ud, havde veninden Lisa rådet hende til at oprette en netdatingprofil, for det gjorde simpelthen alle normale mennesker i dagens Danmark. Selma havde først nægtet purre, men da hun overvejede alternativet, hvilket bestod i at hænge i en bar til langt ude på natten, kom hun frem til, at det med at sidde i ro og mag foran computeren og udvælge sit offer, måske ikke var så ringe endda. Kort efter havde hun oprettet en datingprofil, og det gav et behageligt kick, da hun konstaterede, at der allerede var gået én i fælden efter, at hendes profil havde været aktiv i æteren i mindre end en time.
Dagen efter kom Jørgensen forbi, og sagde, at man nu officielt regnede med, at faren var drevet over; Marburg-smitten var ebbet ud både i Danmark og i Rusland – heldigvis var der ikke opstået nye tilfælde gennem flere måneder. Hele forløbet havde været tragisk og vist, hvor let det kunne gå galt, hvis bare én person pådrog sig smitte fra en af de uhyggelige sygdomme, som blev anvendt til biologisk terror. Heldigvis var antallet af ofre begrænset. Det kunne have gået langt værre, mindede hun sig selv om. Selma var lettet over, at hendes rolle var udspillet, men delte Jørgensens frustration over, at direktøren for vaccineinstituttet i Almaty stadigvæk var sporløst forsvundet på trods af en særdeles intensiv eftersøgning.
Hun spændte to solide elastikker omkring sagsmappen og placerede den i monstrummet.
Selma gik ud og hentede en kande kaffe, åbnede indbakken og klikkede på en mail fra en lokal dyrlæge i Skive, der skrev, at der var blevet observeret ekstremt mange døde havfugle i området omkring Limfjorden. Om Overvågningstjenesten var interesseret i at få tilsendt prøver fra fuglene. Selma svarede, at han naturligvis var velkommen til at sende en prøve ind og bad ham om også at udfylde et standardskema til instituttets database.
I fængslets kantine var luften fortykket af maddunst og sved. Danskeren ventede tålmodigt på sin tur og balancerede med bakken i retning af sit stambord. En lille skikkelse, der endte i en blankpoleret isse havde taget hans plads. Ægget, som manden blev kaldt, spiste ufortrødent videre, mens Danskeren nærmede sig. Et par af Danskerens bordfæller var holdt op med at spise og gloede afventende på Danskeren og Ægget. Danskeren lod sin bakke falde de sidste par centimeter, så Ægget ikke kunne undgå at bemærke hans tilstedeværelse. Derefter bøjede han sig ned og hviskede den spinkle mand i øret:
– Du har taget min plads, forpulede gnom!
– Hold kæft og sæt dig ned! lød det overraskende svar.
Til alles forundring satte Danskeren sig på bænken, og de andre måtte rykke sammen. Ægget lod en lille seddel falde ned i skødet på Danskeren, der diskret læste den. På trods af sin beskedne størrelse nød Ægget en vis respekt i fængslet, og han blev også omtalt som Skafferen. Han havde hørt, at Danskeren efterspurgte en særlig vare, som det nok kun var ham, der kunne fikse. Men det kostede. Efter at have sundet sig en smule over den hårrejsende pris, nikkede Danskeren kort til Ægget som tegn på, at tilbuddet var accepteret.
I cellen tjekkede han, at alt var klar. De seneste mange måneder var gået hurtigt, eftersom der var mange forberedelser, og intet måtte overlades til tilfældighederne. Når Ægget havde leveret varen, ville han være klar til handling. Hvis han ventede meget længere, ville alle hans anstrengelser have været forgæves.
Det blæste kraftigt ved Limfjorden. Skumspidserne faldt tungt mod sandet og efterlod grå, gennemsigtige blondespor. Tilfældige lunser fra havets flora og fauna lå uordentligt spredt på stranden som vidnesbyrd om vindens og vandets enorme kræfter. Blæretang med nuancer af mahogni spækket med afrevne stykker grønt ålegræs glinsede endnu friskt af havdråber, og millioner af snehvide muslingeskaller lignede på afstand store snefnug. Alt i alt lignede scenariet det forventede resultatet af en sommerstorm. Men ud over tang, sten og muslingeskaller, lyste også talrige lig af havmåger op som hvide plamager i sandet. Imponerende vingefang fra deres udslåede vinger vidnede om fuglenes fabelagtige flyvefærdigheder – selv kraftige vindstød burde ikke kunne slå havfuglen nævneværdigt ud af kurs.
Danskeren skubbede rengøringsvognen foran sig og inspicerede kritisk sit eget arbejde. Sommervarmen var ulidelig, og sveden drev af ham, selvom alle vinduerne stod åbne, og duften af nyklippet græs fyldte lokalet. Han stoppede et øjeblik for at rulle ærmerne ned om de kraftige underarme. Tilsyneladende fuldkommen tilfældigt bøjede han sig ned for at rette på et gardin, han havde hængt over en sofaryg for at skåne det for stænk fra det grålige, beskidte sæbevand. Hans blik havde fanget noget glimtende metal, der lå fastkilet mellem to sofapuder. Han famlede efter metallet efter at have sikret sig, at ingen holdt øje med ham. Det var en kraftig papirklips af metal. Han plumpede klipsen ned i det tågede sæbevand og puffede vognen med rengøringsmidler igennem scanneren, der som sædvanlig bippede, men det ignorerede man vanen tro, da stativet var af metal. Derefter tog han sin kedeldragt af, og iført underbukser og strømper gik han igennem scanneren, mens han vinkede smilende til en af fængselsbetjentene. Han gik ud i rengøringsrummet for at tømme spandene og kylede kludene til vask i en udspændt hvid stofsæk. Klipsen fæstnede han til underbuksernes kant og tog kedeldragten på igen.
Han låste sig ind i sin celle; det var fangerne selv, der låste dørene indefra. Ingen var dumdristig nok til at sove med ulåst dør, da naboen sad inde for voldtægt, væbnet røveri eller drab. For at forhindre fangeflugt, var alle øvrige døre i fængslet til gengæld altid forsvarligt låst.
Klipsen rettede han omhyggeligt ud og snoede den om køleskabets baggitter. Han havde nu lidt over halvtreds klips, hvilket nok skulle dække hans behov. Flere aftener i træk havde han tålmodigt rettet klipsene ud og forsøgt sig med forskellige fletteteknikker, før han endelig fandt én, der virkede. Han vejede prøvende den slanke, stærke ståltråd og forsøgte at vriste den fra hinanden. Den bestod prøven! Med et veltilfreds udtryk i de blege øjne, tændte han for fjernsynet og smed sig på briksen, efter omhyggeligt at have flettet ståltrådskæden ind i køleskabsgitteret, så den lignede en integreret del af bagbeklædningen.
Han havde fået en overraskende henvendelse gennem en af sine venner, der kom og besøgte ham i fængslet. Han sagde, at det var tid til handling. At der var kræfter rundt om i Europa, der var ved at samles for at hævne de usmagelige genoptrykninger af karikaturtegningerne af Profeten. At et angreb desværre var slået fejl i vinters, men at der hele tiden ville komme nye angreb, indtil de vantro var besejret. Der var behov for en insider, der kendte til det lille gesjæftige land og dets svagheder. En, der vidste, hvordan de tænkte.
Mordet på bin Laden i forsommeren kom som et rædselsvækkende chok. Hvordan kunne det ske? Han, der havde forekommet udødelig, var blevet plaffet ned på den mest ydmygende måde. I al hemmelighed sørgede Danskeren flere dage over den store leders død, men gradvist blev det klart for ham, at det åbnede en unik chance for at markere og relancere Organisationen.
Han gik længe og spekulerede, og efter nogen tid, fik han en nærmest genial idé.
Han var overbevist om, at det måtte være et tegn fra Gud, da han første gang hørte om fænomenet i fjernsynet. Men planen krævede, at han selv stod i spidsen. Man kunne ikke stole på andre end sig selv. Han ringede til vennen fra fængslets mønttelefon og bad ham om at komme snarest muligt. Han ville give ham en besked, der skulle overgives til den konstituerede ledelse af Organisationen.
Han gik straks i gang med at indsamle information. Rekvirering af materiale om emnet voldte ingen særlige problemer, og i løbet af kort tid var han næsten blevet ekspert i dinoflagellater.
Danskeren havde ikke lukket et øje hele natten, og på slaget syv gik han i gang med de sidste forberedelser. Foran spejlet fordelte han omhyggeligt det fintmalede kridtstøv i ansigtet. Fra naturens side var hans hud lysere end gennemsnittet, og kridtet gjorde ansigtet sygeligt voksblegt.
Kridtet havde han snuppet fra et undervisningslokale, hvor det var blevet glemt i tavleranden. Den blå plastikflaske med klorin havde han stjålet fra rengøringsrummet; ingen havde lagt mærke til, at han gik rundt med flasken i hånden, da det jo var en del af hans arbejde at sørge for rengøringen, og den syrlige ammoniakstank på toiletterne legitimerede bestemt brugen af kradse rengøringsmidler. Men ingen havde nok forestillet sig, at Danskeren forsigtigt vædede kraven med den stinkende væske og lagde sig roligt på briksen og ventede. Metalsnoren havde han fæstnet ved at rulle elastikken i underbukserne en ekstra gang ned, så den blev, hvor den skulle. Forskellige andre rekvisitter havde han fordelt i kedeldragtens talrige lommer.
Overvagtmesteren undrede sig over, at Danskeren ikke mønstrede til morgensamling og låste døren op til cellen. Danskeren lå udstrakt på sin briks i halvmørket og reagerede ikke på hans kalden. Instinktivt tilkaldte han assistance over walkie-talkien. På trods af fangens ry som både medgørlig og hjælpsom var det indpodet i personalet, at fængslet trods alt rummede repræsentanter fra den tungere ende af afsoningsskalaen, så på personalemøderne blev det gang på gang indskærpet fra direktionens side, at man aldrig måtte stole på en fange eller blive venner med dem. Det kunne få fatale konsekvenser, hvis man ikke konstant var på vagt.
Danskeren lå ubevægelig under et tyndt tæppe. Overvagtmesterens fod traf noget, der trillede gluggende ind under sengen. Han trak hårdhændet gardinet fra og stirrede undersøgende på den udstrakte skikkelse på briksen. Det blege ansigt havde omtrent samme kulør som pudevåret. Fangen var tilsyneladende ikke ved bevidsthed. Han fik øje på papkrus på sengebordet, slyngede den gennemsigtige væske rundt i kruset og afgjorde med sig selv, at det måtte være klorin.
Den vagthavende unge læge på Glostrup Hospital, der stod klar til at modtage fangen i akutmodtagelsen, blev kort briefet om patientens tilstand af ambulancefolkene. De løftede patienten over i en hospitalsseng, og en betjent fulgte efter, da de trillede af sted med fangen ind i et undersøgelseslokale, der var oplyst af et grelt, hvidt lys.
– Husk, at han skal være under konstant opsyn, sagde betjenten.
Lægen nikkede, men tænkte i sit stille sind, at det nok var spild af ressourcer, efter at have kastet et hastigt, rutineret blik på den bevidstløse patient. Han spåede ham ikke mange chancer for overlevelse. Betjenten satte sig tungt i en stol nær døren og gav sig adspredt til at studere stuen med foldede arme, mens han diskret undertrykte et gab.
Patienten havde stadigvæk ikke rørt på sig, og lægen gav sig til at fjerne de hvide remme. Han var bevidstløs, så fikseringen forekom omsonst, og det var vanskeligt at undersøge en person, der var kniplet. Lægen granskede bekymret fangens kulør. Han havde ikke meget forstand på forgiftninger og tastede nummeret til bagvagten på sin mobiltelefon, da patienten var tilsyneladende ved at gå i koma. Derefter bøjede lægen sig ind over patienten for at tjekke pupilreaktionen og rodede i kittellommen efter pencillygten, men kom i tanker om, at han i distraktion var kommet til at putte den i bukselommen. Pludselig spærrede patienten sine blege øjne op, fejede tæppet til side og gled smidigt ned fra briksen. Danskeren fik i en hurtig bevægelse lagt sin hjemmelavede garrotte af sammenflettede papirklips om lægens hals og begyndte hurtigt at stramme den. Lægen udstødte en gispende lyd og forsøgte panisk at få fingrene arbejdet ind under det ubarmhjertige stålbånd, men det var allerede nedlejret i halskødet. Sorte solpletter i synsfeltet og et væmmeligt summende overtryk i hovedet gjorde ham diffus, og han knækkede sammen. Betjenten væltede en stol, idet han angreb Danskeren, og hans forsøg på at få lægen viklet ud af garrotten blev forhindret af en knusende skalle, der sendte ham bevidstløs i gulvet. I tredive lange sekunder holdt Danskeren lægen i en knælet position, mens han fortsat strammede garrotten, hvorefter han slap ståltråden. Liget af lægen fejede forover og landede dæmpet mod gulvet. Danskeren så sig om efter noget skarpt og fandt efter nogen tids søgen en skalpel, der lå i en sterilbakke sammen med sakse og pincetter. Døren gik op, og Danskeren sprang frem. Bagvagten, en pæn ældre herre, fik et snitsår bag knæet og faldt bagover. Hovedet ramte dumpt det blankpolerede gulv. Danskeren nærmede sig bagvagten med antydningen af et smil. Først alt for sent opdagede bagvagten, at pinslerne først kun lige var begyndt, og øjnene bulnede af rædsel, da han så den kraftige skikkelse udfylde synsfeltet og mærkede et ubarmhjertigt tag i sin kraftige, hvide manke, der fæstnede hovedet i en skruestik. Danskeren fiskede en langbladet, skarp saks op af lommen og hævede armen, mens han tog mål med roligt åndedrag. Stik mod alle odds lykkedes det bagvagten at vriste sig løs, men ikke mere end, at de stålsatte sakseblade nu fik kurs mod den øvre del af kinden, og med al kraft mejslede Danskeren saksen ned gennem øregangen, hvor den gennemborede trommehinden og fortsatte et pænt stykke ind i hjernen. Et lille bæk af klistret rødt ormede sig langsomt ud af øregangen, og bagvagtens halsmuskler slap pludselig taget i kraniet.
Det havde været en nem sag at stjæle bilen, men han havde allerede fortrudt, at han ikke havde fundet én med flere hestekræfter. Speederen i den rustne Mazda virkede slap, og topfarten var bestemt ikke noget at prale af.
Et stik af rædsel nappede i brystet, da han registrerede, at han befandt sig klos op ad en politibil i en uendelig kø, og han trak kasketten ned i panden og slog skjortekraven op for at skjule sit opsigtsvækkende hår. Bag solskærmen holdt han nøje øje med politibilen foran sig og følte sig fanget i en fælde, da også en betjent på motorcykel pludselig fyldte bagruden; han formede febrilsk en flugtplan i tankerne.
Så snart trafikken tillod det, kastede han den ramponerede bil ned ad en sidegade og trampede på speederen, mens han bad til, at der bare var en smule hestekræfter under den rustspættede motorhjelm. I bakspejlet konstaterede han, at motorcykelbetjenten stirrede efter ham og begyndte at bakke, sandsynligvis med det formål at sætte efter ham. Politibilen sad ubehjælpelig fast i trafikken. Satans! Hvorfor var han ikke bare blevet i køen og havde ladet som ingenting? Han slog sig hårdt i hovedet, fuld af selvbebrejdelse. Men måske var det alligevel ikke så dumt? Han vidste, at både hans og bilens signalement snart ville blive spredt som en løbeild. En så spektakulær flugt ville ikke gå ubemærket hen, og inden længe ville hans billede pryde forsiden af alle medier.
Tankerne rimede til, da motorcyklens omrids igen voksede i bakspejlet, og desperat tvang han rattet hårdt mod højre og kørte nedad en lille gade mod ensretningen. Silhuetten af en barnevogn mellem to parkerede biler fik ham ikke til at lette trykket på speederen, og først i allersidste sekund, fik den chokerede kvinde revet barnevognen til sig – lige akkurat tids nok til at undgå den ramponerede kofanger. En skinger sirene fra motorcyklen ringede tinnitusagtigt i kabinen, og hænderne gled svedigt på rattet. Motorcyklen halede ind på ham, og han tvang sig til at overveje situationen, mens panikken boblede frem over alt. Betjenten havde sandsynligvis tilkaldt alt, hvad der bevægede sig af politi i området, og det var et spørgsmål om minutter, før det ville myldre med udrykningskøretøjer, og alle hans anstrengelser ville være spildte. Pludselig svingede en politibil ind fra en sidegade og lagde sig bag motorcyklen, og han bandede igen over, at han ikke havde stjålet en bedre bil.
I Store Kongensgade var trafikken som sædvanlig tæt og træg. Han overhalede aggressivt i zigzag og blev mødt af et lydkaos af horn, tilråb og rasende, utvetydige fagter. Det nerveflænsende, adstadige tempo truede med at frarøve ham den sidste rest af selvbeherskelse. Politiet havde tilsyneladende nemmere ved at skaffe sig plads, og snart var det kun en enkelt bil, der adskilte ham fra forfølgerne. Pludselig fik han øje på en lastbil forude, der holdt med katastrofeblinket tændt, og en mand i arbejdstøj stod med en sækkevogn oppe på ladet. Han gassede op, og få meter før han ville have ramt lastbilen, kastede han Mazdaen i retning af en porøst udseende Skoda, der kørte i overhalingsbanen. Sammenstødet udløste et højt metallisk brag, og føreren af Skodaens hoved efterlod en blodig krakelering af forruden, da skikkelsen blev kastet fremad som en viljeløs dukke. Føreren af bilen foran Skodaen gassede forskrækket op og torpederede næste bil i rækken. Dette efterlod et tomrum, der lige akkurat var stort nok til, at Danskeren kunne komme uden om lastbilen og lægge sig ind i sin egen vejbane igen.
Sirenerne lød til at være strandet bag lastbilen, og et blik i bakspejlet bestyrkede teorien. Den forulykkede Skoda havde heldigvis skabt trafikkaos nok til at forhindre politiet i at forfølge ham yderligere. En kriblende følelse af triumf arbejdede sig fra mellemgulvet videre op gennem halsen og eksploderede i en krampagtig, forløsende latter, der fik tårerne til at trille nedad kinderne. Han havde kraftedeme snøret de hunde! Han udbrød et sejrsbrøl, der på trods af lukkede bilruder fik flere til at vende sig om efter ham.
Han tvang sig selv til at køre så roligt og kontrolleret som muligt resten af vejen og drog et lettelsens suk ved synet af den mørke indgang til Magasins parkeringshus, hvor han navigerede bilen op ad den smalle, mørke sneglegang.
Ude på toilettet klingede Magasins kundeinformation metallisk om et eller andet knaldtilbud. Lugten af ammoniak fra plastikflasken dannede en kemisk koncentreret stemning på det lille toilet.
Han havde rapset hårfarven og nogle selvbruner-servietter i parfumeafdelingen, hvilket havde resulteret i et forarget blik fra en fed dame med griseøjne og for meget bruncreme. Hun havde været på nippet til at sige noget, men et enkelt blik havde fået hende til at klappe i.
De mørke kontaktlinser kunne han takke Ægget for. De var virkelig alle pengene værd og ændrede fundamentalt hans udseende, hvilket også var tvingende nødvendigt, hvis han bare skulle klare det første døgn på fri fod. De udsendte signalementer ville være fuldkommen ubrugelige.
Linserne var bløde, men føltes alligevel som insektagtige fremmedlegemer i de plirrende øjne, og han glippede ved synet af sig selv med den sorte hårfarvningscreme i hår og øjenbryn i et lille lommespejl. Han iførte sig en nyindkøbt, sort regnfrakke.
Derefter lagde han kinden fladt mod det uhumske gulv og så efter, om der var andre toiletbesøgende, og låste sig ud. Hårfarven efterlod blå striber i håndvasken, og han redte de sorte, våde lokker stramt tilbage og strøg omhyggeligt selvbruneren over ansigt, hals og hænder. Øjenbrynene så uvant markerede ud, og et nyt par intense øjne stirrede ind i spejlet. Han bandede over, at han havde glemt øjenvipperne, der strålede lyst om de mørke linser. Det måtte han sørge for senere. Lige nu gjaldt det om at komme ud af stormagasinet. Efter et par minutter var selvbruneren tilsyneladende nogenlunde absorberet i huden og ville med tiden give hans hvide hud en gylden kulør, han aldrig selv ville kunne opnå ad naturlig vej.
Det havde været en svær beslutning at flygte alene uden de to kammerater, men han turde ikke stole på andre. Han havde afgjort med sig selv, at han ville have størst chance for at lykkes med flugten, hvis han var alene. Derfor havde han lagt den egentlige flugt nøjagtig en uge før den oprindeligt planlagte.
Lisa Brodersen gjorde sig umage med at efterligne sin nye kollega Johns gurglende lyd og lod den violette, umodne vin hvirvle rundt i mundhulen, mens hun samtidig forsigtigt tog luft ind mellem læberne for at ilte vinen. Øvelsen havde tidligere resulteret i hosteanfald og blålilla spor på skjorten, men efterhånden mestrede hun teknikken til fulde og var ret stolt af sig selv. Den næste udfordring ville helt sikkert være, at få mere styr på druesorter og årgang. Men hun tvivlede på, om hun nogensinde ville kunne lære at kende forskel på de forskellige bourgogne-parceller, sådan som John kunne med usvigelig træfsikkerhed. Det var næsten ikke til at tro, at den høje, rødmossede kæmpe med skægstubbe, viltert, langt hår og tydelig misfarvning af tænderne havde sådan et følsomt og nuanceret smagsapparat. Når han skulle vurdere en vin, betragtede han med næsten sensuel interesse dens nuancer, substans og snusede eftertænksomt, hvorefter han smagte og afsagde dom.
Han fik ofte jobtilbud fra konkurrenterne, som han dog afslog. Han havde været i vinfirmaet i næsten tyve år og ville formodentlig også blive der de næste.
Lisa rakte ud efter et nyt glas og syntes, at det var noget tidligt på dagen at smage vin, men det lod ikke til at genere de andre deltagere af vinsmagningen. Hun følte sig en anelse ør og spyttede ud uden egentlig have smagt på sprøjtet, der ifølge John langt fra var sprøjt, men derimod det rene guf.
Hun fik pludselig en ubændig trang til at børste tænder, hvilket i øvrigt var en dødssynd i vinbranchen, på linje med brug af parfume. Tandpastasmagen ødelagde smagssansen i flere timer efter børstningen. Parfume kunne potentielt forpeste en hel vinsmagning, og hun ville aldrig glemme de forargede blikke, der havde mødt hende på hendes første vinsmagning, hvor hun havde begået den dumhed at duppe sig med Chanels Change.
John komplimenterede vinen med et stort smil og sagde halvt for sig selv og halvt til hende, at det var fantastisk at gensmage Grand Cru Classé’en fra Château Ausone. Lisa skyllede efter med danskvand og så på uret. To timers intensiv smagning var næsten for meget. Selvom hun var omhyggelig med at spytte vinen ud, trængte der vel altid noget alkohol gennem slimhinderne, og hun følte sig en anelse beruset. Hun undskyldte sig og gik gennem den mørke Børssal for at finde toiletterne.
Lisa havde med en vis uro betragtet tænderne på deltagerne i vinsmagningen, der alle var præget af rødvinens tannin i varierende grader. Hendes egne tænder føltes ru mod tungen, bortset fra fortænderne, der var kunstige og derfor ikke tog i mod garvesyren. Stifttænderne havde hun fået, efter at hendes voldelige eksmand i et anfald af jalousi havde givet hende bank og slået fortænderne ud. Selvom han var død, kunne hun stadigvæk nogle gange mærke angsten dunke i de kunstige tænder som fantomsmerter, mens flagrende billeder af hans øjne jog henover nethinden. Heldigvis var det som om angsten var på retur, og hun var sikker på, at hun nok skulle komme sig helt, selvom det tog tid. Hun havde gået til psykolog i en periode i et forløb, som var under afvikling, da det gik støt fremad.
Men for nogen tid siden var hendes verden var styrtet i grus. Hendes kæreste Chris, som i øvrigt også var direktør for reklamebureauet, hvor hun var projektleder, havde pludselig trukket i land, hvad angik spørgsmålet om at flytte sammen. Det var ellers hans eget forslag og egentlig hende, der havde været lidt forbeholden over for projektet i starten – ikke af mangel på følelser eller lyst til at være sammen med ham – men snarere af skræk for, at hun ikke var parat til et nyt forhold oven på den forfærdelige tid, hvor eksmanden forfulgte hende med det ene formål at slå hende ihjel. Men som tiden gik, blev hun mere og mere overbevist om, at det ikke nyttede at vente, og at de måtte klare eventuelle problemer sammen. Derfor kom det som et chok, da hun en dag tog emnet op, at han pludselig sagde, at han ikke var klar til at flytte sammen. Han ville ikke rigtig ind på hvorfor. Men svaret kom et par dage efter. Lisa havde fået en stor opgave for en kunde og var mødt usædvanligt tidligt på arbejde. Tilfældigvis havde hun stået og stirret ud ad vinduet og set Chris ankomme i en anden bil, end den sædvanlige Audi. Han stod ud af en lille, smart sportsvogn, efter at have kysset føreren af bilen længe farvel. Lisa havde tabt sin tekop, der splintredes mod gulvet, efter at have genkendt kvinden i bilen. Det var hans ekskone. Hun huskede tydeligt hendes kønne ansigt fra billedopstillingen på Chris’ skrivebord, før Lisas tid.
Herefter var tingene gået stærkt. Hun havde straks opsagt sin stilling, efter at have råbt og skreget af Chris. Smerten var endnu ikke toppet, vidste hun, men det gav alligevel en vis tilfredsstillelse at skrabe sine ting ned i en flyttekasse og smække døren hårdt i efter sig. Ingen af kollegaerne var endnu mødt, og hun så op mod glasfronten, hvor Chris stirrede efter hende, og vidste, at hun aldrig mere ville sætte sine ben i den restaurerede pakhusbygning.
Efter kun tre uger havde hun været så heldig at få nyt arbejde som marketingchef i et vinfirma. Hun vidste, at jobbet ville blive udfordrende, men til gengæld regnede hun ikke med, at der ville blive tid til kærestesorger. Hun skulle lære en helt ny branche at kende helt fra bunden; der fandtes ufatteligt mange vine, producenter, druesorter og processer, som hun forventedes at kunne på fingrene. Den første svendeprøve ville bestå i at lave en opsigtsvækkende, original stand på en vin- og fødevaremesse i Bella Centeret, hvilket afstedkom masser af overarbejdstimer og store udgifter, og hun havde sågar overvejet bodypaintede piger, men var dog kommet på bedre tanker og besluttet sig for at lave en traditionel stand, der bare skulle ose af kvalitet.
Hun pjaskede koldt vand i ansigtet og inspicerede sine rødsprængte øjne i spejlet. Lange arbejdsdage, kærestesorger og manglende søvn kunne pludselig spores. Hun fandt sin nye mineralpudder frem og gik systematisk i gang med at udbedre skaderne og purrede op i det røde hår og smilede ad resultatet, men blev i det samme chokeret over sine egne misfarvede tænder. Nej, fandeme, om hun ville ødelægge tandemaljen! En tandbørste og rejsetandpasta lå altid klar i tasken, og det var en ren nydelse at få skrabet rødvinsrandene af tænderne. Skummet havde en væmmelig lyserød farve. Næste udfordring gik ud på at undgå at blive afsløret af Johns uovertrufne lugtesans. Han ville garanteret påstå, at han kunne lugte forskel på tandpastamærkerne, tænkte hun sarkastisk.
Børssalen emmede af snak, spiritus og mandesved, og hun gik forsigtigt i sine nye højhælede støvler for ikke at falde på det skævtslidte, mørkebrune sildebensparket, der var nybonet og vanvittigt glat.
Hun nærmede sig John, der stod fordybet i snak med en ung mand med rødmossede kinder. John trak hende til side og hviskede diskret, at det var indkøberen fra Dansk Supermarked. Lisa studerede manden, der så ud til at være i begyndelsen af tyverne og lignede langt fra Børssalens absolutte VIP og mindede sig selvom, at man aldrig kunne skue hunden på hårene.
– Kan du ikke gøre mig en kæmpe tjeneste? spurgte John.
– Jo, naturligvis.
– Kan du ikke køre forbi lageret i Århusgade og tjekke, om den sydamerikanske vin er kommet? Jeg kan ikke få kontakt til lagerforvalteren, og jeg har en vigtig vinsmagning i morgen tidlig. Hvis den ikke er kommet, må jeg lige finde på en feberredning.
– Jeg skal nok køre derud.
– Du ser noget træt ud. Husker du at spytte ud?
– Naturligvis, sagde Lisa og var taknemmelig ved tanken om at slippe ud af den summende sal.
Det hele var stadigvæk meget nyt for hende og hun følte, at hun brugte ufattelig meget energi på at udføre selv den simpleste handling, og hun kendte endnu næsten ingen i branchen.
John stak hende nøglen til lageret og hun trippede ud af salen.
Udenfor blæste det lummert fra Holmens Kanal og store, næsten kropsvarme tordendråber klaskede mod ansigtshuden. Hun stred sig i retning af bilen og siddende på forsædet skiftede hun til sine dyre langskaftede gummistøvler. Alene den moderigtige, specialdesignede sok, der hørte til støvlen, havde kostet en bondegård.
Det var pludselig blevet unaturligt mørkt, og slagregnen slog hårdt mod folkevognens forrude, og de spinkle viskere pløjede frem og tilbage for at holde sigtbarheden på et bare nogenlunde acceptabelt niveau. Den lille bil bevægede sig langsomt gennem indre København, hvor vejbanen efterhånden lignede en snørklet flod, og zigzaggende lyn slog skår i himmelen.
Lisa kæmpede sig i retning af Århusgade, der lå fuldkommen øde. Hun parkerede bilen uden for porten, der førte ind til en rektangulær gårdsplads.
Hun standsede et øjeblik for at finde nøglerne frem foran det uskønne betonbyggeri. Lagerlokalerne var underjordiske, og hun bevægede sig ned ad trappen i kælderhalsen, låste sig ind ad jerndøren og indsnusede den karakteristiske lugt af papkasser, mugne korkpropper og støv. De spredte lysstofrør formåede ikke helt at få bugt med mørket, og hun overvejede at vende om, men tvang sig til at gå videre. Hun havde ikke ligefrem reklameret med sin fortid som voldsoffer ved jobsamtalen, hvor hun havde solgt sig selv som intet mindre end en verdensdame, der kunne det hele.
Hun havde kun været på lageret en enkelt gang sammen med John og forsøgte at erindre rummenes placering. Der var tre enorme lagerrum, forbundet med smalle gange som perler på en snor. Nye varer blev placeret i det første lokale, der var indrettet, så lastbilerne kunne bakke ind, hvorefter vinen blev fordelt i de øvrige rum af lagerforvalteren. I den første lagerhal befandt sig også det såkaldte kontor, der bestod af pakkebord med forskellige ruller med banderoler ophængt inden for rækkevidde, en kombineret telefon- og faxmaskine og en slidt barstol.
Temperaturen var naturligvis nøje kontrolleret og mere tilpasset til vin end mennesker. Der var faktisk temmelig koldt, konstaterede Lisa, der samlede kraven om halsen og krummede tæer i gummistøvlerne.
Lisa betragtede papkasserne, der stod opstillet langs væggene og nåede helt op til loftet. En funklende ny orange gaffeltruck stod lige foran indgangen til lokalet, og hun kantede sig forbi den. Lisa tvang sig til at undersøge kasserne og blev lettet, da hun så teksten Echeverría på en palle med papkasser. Så var vinen fra Chile heldigvis kommet, og hun kunne skynde sig hjem med god samvittighed.
Pludselig for hun sammen, da en skurrende lyd brød stilheden. Hun forsøgte at rubricere støjen og kom frem til, at den mindede om lyden af en samling usmurte hængsler. Der gik nogle sekunder, før det gik op for hende, at den store vognport langsomt var på vej op. Hun skjulte sig instinktivt bag nogle kasser og undertrykte et forskrækket udråb, da en mørk skikkelse gled ind ad åbningen. Han var for kraftigt bygget til at kunne være lagerforvalteren.
Pludselig var hun lammet. En ældgammel angstrefleks var vågnet og sugede kræfterne ud af benene i løbet af ganske få sekunder.
Hun registrerede lyden af kasser, der blev skubbet knasende af sted mod betongulvet og glas, der blev knust. Hun var ikke i tvivl om, at der var tale om indbrud. Der fandtes mange, dyre vine på lageret, vidste hun.
En anden skikkelse dukkede pludselig op. Vedkommende var ikke så kraftigt bygget som den første, men de var nogenlunde lige høje. Desuden var hans ansigt dækket af en stor hætte.
Lisa overvejede et øjeblik at ringe til politiet, men hun var bange for at gøre opmærksom på sin tilstedeværelse. Så lydløst som muligt trak hun sig tilbage mod udgangen, mens hun holdt øje med skikkelserne og sørgede omhyggeligt for ikke at lave støj, idet hun kantede sig forbi den smalle passage ved gaffeltrucken. Benene føltes om gummi, og angsten fik hende til at snappe efter vejret, men hun nåede den smalle gang, der ledte ud til kældertrappen. Hun tvang sig til at standse et øjeblik for at lytte efter, om de havde sat efter hende, men der var helt stille i gangen, bortset fra lyden af hendes eget hjerte. Pludselig var hun fremme ved kældertrappen og kiggede sig endnu en gang over skulderen. Gangen var tom. Hun sprang op ad trapperne, spurtede henover gården og var lettet ved synet af bilen. Hun rev bildøren op, satte sig ind på førersædet og satte nøglen i tændingen, hvorefter hun låste centrallåsen.
Helle indtil videre.
Hun tændte mobiltelefonen, men på mareridtsagtig facon gled fingrene på den glatte skærm, og frustrationen fik gråden til at dunke i struben. Endelig kom hun igennem, og telefonen blev heldigvis straks taget. En glødende plet i ansigtet fik hende imidlertid til at stivne, og telefonen gled ud af hånden. Følelsen af at blive betragtet indgående var fysisk til at tage at føle på. Øjnene var mørke og stikkende og åd sig ind i hendes. Ud ad de regnplettede, forvrængede ruder registrerede hun, at skikkelsen hævede armene, og sekunder senere lød en modbydelig flænsende lyd. Hun skreg i panik, da hun så, hvad der havde frembragt lyden. Som en rygfinne fra en haj pløjede en knivsæg sig gennem kalechens stof med kurs mod hende. Hun dukkede hovedet og tvang det ned mod knæene, slog ansigtet mod ratstammen og skreg, da smerten jog gennem hovedet.
Der opstod pludselig en stilhed, og hun bemærkede lugten af regn. Langt væk hørte hun et S-tog sætte i gang.
Pludselig vred hun nøglen rundt i tændingen og trådte speederen i bund. Bilen sprang frem, og hun var tæt ved at miste kontrollen og få meter før et hegn af trådnet lykkedes det hende at få rettet den op, og hun fortsatte i høj fart i retning af Århusgade uden at ænse regnen, der silede ned gennem den ødelagte kaleche. Hun slikkede sig om læberne, der smagte af blod. I det våde bakspejl blev omridset af den store skikkelse hastigt mindre, men det var som om øjnenes uendelige sorte huller forblev på hendes nethinde længe efter, hver gang hun blinkede regn og tårer ud af øjnene. Gradvist begyndte hun at komme til sig selv, trak vejret helt ned i maven og lettede trykket på speederen en smule.
Kroppen var stadigvæk i allerhøjeste beredskab, da hun passerede Trianglen og kørte ned ad Blegdamsvej. Folk vendte sig om efter bilen ved synet af den ødelagte kaleche. Havde han fulgt efter hende? Hun stirrede i bakspejlet og forsøgte at orientere sig ud af sideruderne, der var dækket af en blygrå film af regn. Hun holdt ind til siden så tæt på lejligheden som muligt og aktiverede katastrofeblinket uden at vide hvorfor.
Efter nogen tid tvang hun sig ud af bilen og småløb i retning af lejlighedskomplekset. Foran døren til sin lejlighed forbandede hun sin paranoia langt væk, da hun skulle igennem tre dirkefri låse, før hun kunne komme i sikkerhed.
Som i en trance bemærkede hun, at gadedøren nedenunder smækkede og hørte trin nærme sig. Den sidste lås drillede som sædvanlig. Nøglen var en anelse skæv, og panikken havde ikke ligefrem forbedret finmotorikken. Skridtene nærmede sig faretruende. Flashback af eksmandens vanvittige blik blandede sig med billeder af manden med kniven. Hænderne rystede nu ukontrolleret. Pludselig gav låsen efter, og hun nærmest faldt ind i lejligheden, smækkede døren i og satte sikkerhedskæderne på. Hun sank hulkende sammen på gulvet.
Det bankede kraftigt på døren, og hendes navn blev råbt gennem brevsprækken. Langsomt gik det op for Lisa, at det var underboen, og hun låste op.
– Hej Lisa, sikke travlt du havde med at komme op ad trapperne, sagde han.
Han så som sædvanlig noget excentrisk ud med sine gamle sølvindfattede pilotbriller, der i mellemtiden var blevet moderne igen, og netundertrøjen og de armyfarvede knickers fik ham til at ligne en medvirkende i en amerikansk soldaterfilm af ældre dato. Han granskede hende gennem brillerne.
– Hvad er der sket? Du bløder helt vildt!
Lisa så sig i spejlet, gik ud i badeværelset og fandt et par vådservietter og tørrede blodet væk.
– Er der noget i vejen? du virker helt fra den, blev underboen ved og var allerede på vej ind i entréen.
– Nej, jeg knaldede bare hovedet ind i bildøren, sagde Lisa. Hun orkede ikke at forklare sig for ham.
– Hm, sagde han og rettede på overskægget. Jeg ville bare høre, om du har noget puddersukker. Drengene kommer forbi til en irsk!
Lisa kunne næsten se dem for sig siddende i en mosgrøn, hæslig sofa, hvor et kæmpe kronhjortegevir hang faretruende lavt, og grine af hinandens blondinevittigheder.
Lisa gik ud i køkkenet og gav ham et syltetøjsglas med sukkeret og sagde, at han bare kunne beholde det. Ellers ville han komme dagen efter og aflevere det tilbage, og hun orkede ikke at have ham rendende. Eller værre endnu, at han ville invitere hende ned og se hans seneste trofæ. At underboen godt kunne lide at gå på jagt blev man straks klar over, allerede i entreen, hvor et kæmpe vildsvin poserede foruroligende livagtigt med små stikkende øjne, der syntes at følge én over alt, og hver en millimeter vægplads var beklædt med gevirer på rester af hjerneskallen fra kronvildt. Lugten havde Lisa beskrevet over for sin bedste veninde Selma som gammel gnu.
Underboen forsvandt kun nødtvungent, og hun var lettet over at have afpareret invitationen. Derefter fik hun ringet til John, der ville alarmere politiet. Han ville tage derud og låse dem ind med en ekstranøgle, han havde på kontoret. Han var rystet over, at hun var blevet truet med en kniv og spurgte, om han skulle komme forbi senere, men hun afslog, selvom det egentlig kunne være rart med lidt selskab, og hun rystede stadigvæk over hele kroppen. Hun overvejede, at gå ned og tildække bilen med noget plastik, men hun turde ganske enkelt ikke at bevæge sig ud af lejligheden.
Lisa forsøgte gentagende gange at få fat i Selma, men hun havde slukket telefonen. Hun gik ud i badeværelset, slugte to sovepiller og krøllede sig sammen på sofaen, indtil tankerne opløstes i en drømmeløs søvn.
Selma fik et mindre chok, da Ernst brasede ind ad døren. Han var hvid i ansigtet, og øjnene lyste af arrigskab. Han holdt en flagrende avisforside frem for sig, og Selma fiskede brillerne ud af håret og satte dem på næsetippen.
– Du må hellere sætte dig ned lille putte, sagde han og stillede afdelingens flaske Gammel Dansk og to målebægre af klar plast på et lille friareal på skrivebordet. Avisforsiden bredte han ud foran Selma og gik i gang med at skænke rundhåndet op.
Det første Selma registrerede var øjnene, der skar sig ind i hendes, på trods af, at avisen havde været krøllet sammen, sandsynligvis i frustration over budskabet, og dernæst glattet pænt ud igen. Billedet af den rene ondskab ætsede sig ind på nethinden. Versalerne gjorde deres arbejde effektivt, og budskabet om, at en terrordømt drabsmand var på flugt, var ikke til at tage fejl af.
Erindringsglimt steg op i bevidstheden med billeder fra hendes egen indlæggelse på Rigshospitalets intensive afdeling efter at være blevet smittet med én af verdens mest dødbringende infektioner. På trods af sin svækkede tilstand dengang vidste hun instinktivt, at der var noget galt, da en læge kom ind på stuen. For lægen havde haft en buket gule roser i hånden. Først havde hun registreret buketten og dernæst lægekitlen. Hver for sig var der jo ikke noget underligt i de to fænomener på et hospital, men hun mindedes ikke nogensinde at have set en læge med en buket. De to ting hørte ikke sammen. Og det havde hun sandet på egen krop, eftersom lægen havde kylet buketten i gulvet og taget en springkniv op af lommen. Hun mindedes, at det var med en vis ærgrelse, da hun betragtede de perfekte rosenhoveder blive smadret mod det skinnende gulv, og hun havde tænkt, hvilket spild, hvorefter al tankevirksomhed var stoppet, da hun så kniven og troede, at hun skulle dø. Hun havde forgæves forsøgt at fange voldsmandens vandblege øjne, der var fikseret på hendes strube.
Selma stirrede på Ernst, mens hun mærkede en velkendt angst, hun ellers havde lagt bag sig. Ernst sendte hende et varmt blik og rakte hende plastikglasset.
– Tag en tår. Det skal nok gå, min pige. Jeg kontaktede Jørgensen for at høre lidt mere om situationen. Alt disponibelt mandskab er på sagen. Du er altid velkommen til at bo hos mig. Jørgensen sagde, at det nok ikke er en god idé, at du opholder i din egen lejlighed, før han er bag tremmer igen.
Jørgensen havde aftalt med overvagtmesteren i Statsfængslet, at han skulle sørge for, at fængselsafsnittet var rømmet for indsatte, der var sendt i gården for at varme op til en volleyballturnering, der var blevet opfundet til lejligheden.
Så diskret som muligt, blev Jørgensen ført ind i Danskerens celle. Han var desperat efter at finde spor, der kunne lede i retning af, hvor Danskeren befandt sig, og måske hvad han havde af planer.
Cellen var ryddelig og klinisk ren. En snorlige række bøger, der stod på en lille hylde, og nogle ringbind i en reol vidnede om stor læselyst hos den flygtede fange, der åbenbart interesserede sig for både religion og historie. Jørgensen undersøgte omhyggeligt sengen og kiggede under madrassen uden at finde noget interessant.
Til sidst tog han en læderindbunden bibel ud af reolen og vejede den prøvende, mens han granskede omslaget. Bladguldet var næsten forsvundet, og læderet var blankslidt flere steder som tegn på hyppig brug. Ved siden af Biblen lå en smuk udgave af Koranen, hvor talrige skinnende bånd hang slapt ned som silkespaghetti. Den var mindre slidt end Biblen, men tilsyneladende også flittigt frekventeret. Han stillede begge bøger på plads.
Til sidst hev han en tung bog med en uforståelig titel ud af reolen, mens han forsøgte at gribe en lap papir, der dalede mod gulvet. Den havde ligget fastkilet mellem siderne i bogen, der viste sig at være en videnskabelig bog på engelsk om nogle organismer af en art.
Jørgensen forsøgte at læse den gnidrede skrift på sedlen med sammenknebne øjne og søgte hen mod skrivebordet, hvor han tændte en billig læselampe. Læberne formede ordene:
– ”… jeg er Herren, med staven, jeg har i hånden, vil jeg slå på vandet, og det vil blive forvandlet til blod.”
Citatet havde en snigende uhygge over sig, og Jørgensen fik en fornemmelse af, at der skulle ske noget forfærdeligt.
På vej ud ad døren bemærkede han et lille værk i salmebogsstørrelse, der lå på natbordet. Han tog bøgerne under armen og lukkede døren til cellen.
Jørgensen ankom med sin assistent på instituttet, og Selma og Ernst havde indgående diskuteret, hvilke konsekvenser fangeflugten kunne have. Der var ingen tvivl om, at de straks måtte hæve beredskabet.
– Jeg vil starte med at læse noget op for jer, sagde Jørgensen og læste citatet op, som han havde fundet i cellen. – Giver det nogen som helst mening?
Selma og Ernst rystede på hovedet.
– Derudover fandt vi også denne her moppedreng i cellen. Det er ikke noget populærvidenskabeligt værk, skulle jeg hilse at sige. Den handler om såkaldte furealger. Det undrer mig en smule, at Danskeren interesserer sig for havbiologi. De andre bøger, vi fandt i reolen befandt sig inden for emnerne religion, historie og et enkelt værk om filosofi. Men den her bog er som sagt vanskeligt tilgængelig; hardcore stof for fagfolk.
– Dinoflagellates, læste Selma og bladrede i bogen. Hun skimmede bogens summary, og lidt efter sagde hun:
– Det er rigtigt, at det er en bog om toksinproducerende furealger, konkluderede hun.
– Så er der vel ikke ligefrem tale om uskyldigt tidsfordriv! sagde Ernst.
– Nej, det er jeg enig i. Hvis han kan udvinde toksinet, kan han principielt set have et meget farligt stof til rådighed. Selma holdt en pause. – Og det er jo ikke en rar tanke, når vi ved hvem, vi har med at gøre, tilføjede hun.
– Er det egentlig vanskeligt at udvinde? spurgte Jørgensen.
– Nej, svarede Ernst, faktisk ikke.
Jørgensen rynkede panden og spurgte:
– Hvordan foregår det?
– Ja, man skal bruge et laboratorium, vækstmedier og forsøgsdyr. Og naturligvis én, der har forstand på udvinding af toksinet. Men det er ikke noget, der hverken koster spidsen af en jetjager eller er specielt vanskeligt at anskaffe. Der findes flere leverandører af standardlaboratorier på nettet, svarede Ernst.
– Yusuf, tjekker du op på det med udstyret? spurgte Jørgensen, henvendt til assistenten.
– Ernst kan sikkert skitsere, hvordan prototypen på et laboratorium til det formål ser ud, tilføjede Selma.
Assistenten nikkede.
– En anden ting, som vi gerne ville vende med jer, er bogen her. Han lod den lille bog, der havde ligget på natbordet i cellen gå rundt og gav tegn til assistenten om, at ordet var hans.
– Bogen er en samling filosofiske betragtninger og er egentlig i sig selv ikke interessant. Men der er en dedikation i omslaget. Og ikke fra en hvem som helst. Det er en personlig dedikation til Mustafa, hvilket er Danskerens muslimske navn. Den har tilhørt Omar Abdel-Rahman – den blinde Sheik, ham, der stod bag det første angreb på World Trade Center i 1993.
Den efterfølgende tavshed lagde sig tungt om de tilstedeværende.
– Som I måske ved, var den blinde sheik flere gange på besøg i Danmark i starten af 1990’erne, hvor han holdt foredrag i København, Århus og Odense og ledede fredagsbønnen i en moske på Vesterbro. Og det er en kendt sag, at den blinde Sheik blev set sammen med flere markante, islamistiske skikkelser i Danmark, blandt andet den såkaldte boghandler fra Brønshøj, der faktisk fik en fængselsstraf for at propagandere rabiat islamisme. Jeg tror oven i købet, at den blinde sheik boede hos ham, mens han var i Danmark. Han var som sagt hjernen bag angrebet i 1993, men fik hjælp fra to specialtrænede terrorister med relation til al-Qaeda. De kørte en lejet varevogn ned i parkeringsanlægget under World Trade Center med en af terroristerne som chauffør. De havde en bombe på over 500 kilo i lastrummet, lavet af kunstgødning og brændstof. Bomben ødelagde næsten seks etager, og tvillingetårnene svajede, men dengang blev de stående. Der var mange sårede, men kun seks mistede livet. Jeg mener at huske, at sheiken har fået et par hundrede års fængsel i et topsikret fængsel, så han er i hvert fald sat ud af spillet.
– Der står 1990, sagde Selma, der granskede dedikationen.
– Faktisk december 1990. Fangen har åbenbart gjort et stort indtryk på den Blinde Sheik, siden han har foræret ham en bog, sagde Yusuf.
– Var han egentlig blind fra fødslen? spurgte Ernst.
– Nej, svarede Yusuf. – Han mistede synet som ung på grund af sukkersyge. Han fortsatte: – Dedikationen viser, at der er en forbindelse mellem Danskeren og fremtrædende islamister med kontakt til al-Qaeda; en særdeles uheldig cocktail, sagde Jørgensen. – Vi har med andre ord en alvorlig situation, hvor alt peger på, at der er nye planer om et terrorangreb mod Danmark. Desværre kan han på nuværende tidspunkt være nået meget langt. Jeg kan heller ikke udelukke, at det er lykkes ham at komme over grænsen, selvom hans signalement er sendt til alle grænseovergange og lufthavne. Jeg har sørget for, at alle relevante myndigheder er klar over, at han er ekstremt farlig.
Mødet havde udviklet sig til en gyser, og Selma måtte chokeret erkende, at det var svært at tolke flugten anderledes, end at terrortruslen var forøget i ganske væsentlig grad. Danskerens generalieblad var et studie i vold, mord og medvirken til biologisk terror. Den uopklarede sag med Marburg-virus var også et tegn på, at der havde været kræfter på spil, der var så magtfulde, at det var lykkes at fremskaffe en af verdens mest effektive biologiske dræbere.
Den følgende dag vågnede Lisa forvirret og satte sig op i sofaen med alt tøjet på; angsten sad stadigvæk i hende.
Hun gik ud i badeværelset og stirrede på sit eget blege spejlbillede og fjernede nogle indtørrede skorper blod under næsen. Hun var i tvivl om, hun skulle melde sig syg fra arbejdet, men tanken om at tilbringe dagen hjemme i lejligheden overladt til sig selv, var ikke særligt indbydende, og hun besluttede sig for at tage et langt varmt bad og slugte et par Panodiler.
John ringede og sagde, at hun skulle kontakte politiet, der gerne ville have hendes forklaring, og hun ringede og aftalte at møde op politistationen på Østre Fælled Torv, inden hun tog på arbejde.
Hun gav sig god tid til at komme i tøjet og lægge makeup, og hun følte sig nogenlunde tilpas, da hun låste døren til lejligheden. Inden da havde hun fået fat i Falck, der ville hente bilen allerede samme dag. Hun stivnede, da hun så bilens ødelagte kaleche og bestilte en taxa, selvom solen skinnede fra en skyfri himmel.
Men på trods af solskinnet lå angsten stadig på lur, og det strejfede hende, at det var et spørgsmål om brøkdele af sekunder, før den ville hugge til som en slange, hvis den blev tricket.
Betjenten, der sad over for hende så godt ud. Høj, flot og mørkhåret med lysebrune, øjne. Et lidt hårdkogt udseende, der ændrede fuldstændigt karakter, når han smilede. Men Lisa følte sig iskold indvendig, da hun skulle genfortælle episoden og var bange for, om hun kunne klare det. Hun tog imod kruset med kaffe, men satte det tilbage på bordet, fordi hun rystede på hænderne og var nervøs for at spilde.
– Der var overhovedet ikke nogen tegn på indbrud på vinlageret. Men vi tager naturligvis sagen meget alvorligt på grund af, at han truede dig med en kniv, tilføjede han. – Skal vi lige gennemgå signalementet igen?
Han læste op fra sine noter og Lisa nikkede.
– Du observerede altså to personer på lageret. De var begge meget høje, omkring to meter.
Lisa havde først været helt blank, hvad angik højden, men de var kommet frem til, at mændene på lageret var en anelse højere end politimanden, men den ene havde været væsentligere kraftigt bygget end den anden, hvis ansigt hun ikke havde set på grund af en hætte.
– Og du er sikker på, at den høje, kraftige mand havde mørkt hår?
– Ja, det var sort, sådan kulsort. Lisa skuttede sig ved tanken om manden.
– Fint, sagde betjenten. Meget fint.
Lisa fik pludselig på fornemmelsen, at han holdt noget tilbage.
– Hvordan fint! Hun kunne pludselig mærke vreden koge i mellemgulvet. Det kunne sgu da ikke være fint, at overfaldsmanden havde en bestemt hårfarve.
– Ja, undskyld, sagde han afvæbnende, det er fordi der er sket en fangeflugt her i går, og vi troede i første omgang, at det var den undvegne fange, du traf ude på lageret. Ja, jeg burde ikke fortælle dig det, men grunden til, at jeg sagde ”fint”, var, at jeg var glad for, at det ikke var ham, du rendte ind i!
– Hvorfor?
– Du har ikke læst aviser endnu, kan jeg regne ud. Der var ikke noget spottende i betjentens udtryk.
– Nej. Jeg læser først avis, når jeg møder på kontoret, sagde Lisa.
– Du kan lige så godt få det at vide. Der er sket en rømning fra Vridsløselille, og en terrordømt drabsmand er stukket af. Det er på forsiden af alle medier. Men det kan ikke være ham, du har set. For du beskrev manden med kniven som sorthåret, kraftigt bygget, med mørke øjne. Den undvegne fange er rødhåret og har helt blå øjne samt nogle karakteristiske fregner.
Lisa stirrede ind i computerskærmen, men koncentrationen syntes ikke at ville indfinde sig den dag. Atter kredsede tankerne om de uhyggelige mænd på lageret.
Det bankede på døren og Johns store skikkelse viste sig.
– Hej Lisa, er du okay oven på forskrækkelsen i går?
Han smed nogle papirer på hendes mødebord og trak en stol hen til skrivebordet.
– Tja, sådan da, sagde Lisa og forsøgte at lyde henkastet.
– Der blev mærkeligt nok ikke stjålet noget, sagde John. – Men vores lagerforvalter er ikke mødt, og vi kan ikke få fat på ham, så jeg har tilbragt morgenen med at stille vinen på plads.
– Det var da underligt, sagde Lisa.
– Nej, egentlig, det er ikke første gang, vi oplever det, sagde John. – Det er ikke ligefrem en jobfunktion, hvor man fejrer femogtyveårs jubilæum samme sted. Lagde du egentlig mærke til, at der lå en del glasskår på gulvet, da du var derude?
– Jeg hørte en masse glas blive knust, sagde hun og masserede tindingerne og tilføjede: – I øvrigt ikke særligt underligt, når man tænker på, at vi er i vinbranchen.
– Jamen, glasskårene stammede ikke fra flasker, sagde John og kørte hånden gennem sit lange hår. Det var stumper fra en hel masse lysstofrør.
– Der er da lysstofrør i gangene, sagde Lisa.
– De er jo beklædt med plastik, svarede John. – Og ingen af dem er gået itu.
Lisa flyttede sig uroligt på stolen. Pludselig begyndte små nåle at prikke ubehageligt over hele kroppen. Hvad lavede de to mænd på lageret, hvis de ikke de var ude på at stjæle vin?
– Men er du okay med at komme på arbejde allerede i dag? spurgte John og lænede sig frem i stolen. Hun lagde mærke til, at han havde varme øjne.
– Tja, jo, det er jeg, sagde Lisa. – Det er vel bare med at komme videre oven på sådan en hændelse.
– Men sig til, hvis der er noget jeg kan gøre, eller du har brug for en fridag. Hvis du er frisk, vil jeg gerne have, at du er med til vinsmagningen med SuperBest i morgen. Jeg har lagt materialet til dig på bordet.
Lisa nikkede.
I det samme tikkede en sms ind. Selma spurgte, om hun kunne bo hos Lisa de næste par dage, og Lisa skrev lettet tilbage, at det var mere end i orden.
På vej hjem fra arbejde bad hun taxachaufføren om at sætte hende af ved supermarkedet, hvor hun købte ind for en formue. Det var rart at foretage sig noget praktisk, der afledte tankerne fra hændelsen den foregående dag. På indkøbsturen havde hun fået en god idé, et lille projekt, som sikkert også ville få en positiv, terapeutisk virkning på hendes angst.
Da hun kom hjem stillede hun varerne på plads, tændte sin bærbare computer og satte vand over til kaffe. Kort efter kogte vandet, og hun lavede en ekstra stærk udgave og besøgte forskellige hjemmesider. Hun rejste sig, gik ud efter sin pung og fandt kreditkortet frem, hvorefter hun tastede kortnummeret ind.
Øvelsen med at købe en strømpistol, der var forbudt at anskaffe i Danmark, havde krævet lidt tid, men omsider havde hun fundet frem til en tysk forhandler, hvor hun købte et eksemplar. Halvtreds tusinde volt burde være nok til at føle sig sikker, hvis der skulle komme ubudne gæster, tænkte hun.
Hun gjorde klar til en større menu og glædede sig til at se Selma igen.
Selma lovede højtideligt sig selv, at det var sidste gang, hun havde overnattet på kontoret på den sødsuppefarvede sofa, men bevidstheden om, at Danskeren var på flugt havde effektivt frataget hende enhver lyst til at overnatte i lejligheden.
Tankerne havde hele dagen kredset om meddelelsen om fangeflugten, og hun kunne ikke samle sig om arbejdsopgaverne, hvorfor hun bad Ernst om at køre hende hen til lejligheden allerede tidligt om eftermiddagen, så hun kunne pakke det mest nødvendige.
Hun hev efter vejret. Trapperne op til nyhavnslejligheden forekom mere anstrengende end sædvanlig, og en stikkende smerte strålede ud fra brystkassen. Hun låste sig ind, fandt en kuffert og gik ud i badeværelset for at samle toiletsager sammen. Hun tvang sig til ikke at tænke på Danskeren og fokusere på, at Ernst holdt neden for ejendommen og ventede i hendes bil. Lejligheden føltes pludselig fremmed, og hun var lettet over ikke at skulle være alene hjemme. Ernst havde igen tilbudt hende at overnatte i hans lejlighed på Israels Plads, men hun havde definitivt afvist tilbuddet, selvom hun vidste, at det sårede ham. Hun så frem til at hygge sig med Lisa, som hun havde dårlig samvittighed over at have sjoflet alt for længe. Sagen med Marburg-virussen havde krævet al hendes opmærksomhed, men det var ikke i orden at negligere veninden, særligt efter bruddet med Chris.
Selma ignorerede omhyggeligt alle spisesedlerne, der alle viste billeder af Danskeren i størrelse extra large. Det føltes som om, at hans øjne fulgte hende fra snart sagt alle gadehjørner.
Lisa ville sørge for at lave mad. Ingen af dem havde lyst til at gå ud at spise.
Hun parkerede bilen på Blegdamsvej efter at have sat Ernst af og undrede sig over, at viceværten ikke havde fået repareret dørtelefonen endnu, og at gadedøren stod på klem. Han måtte være ualmindelig sløv.
Efter at have kaldt på Lisa gennem brevsprækken, ventede hun en rum tid, før hun raslende fik afmonteret sine tre sikkerhedskæder og åbnede døren på klem. Et blegt ansigt kom til syne i åbningen og lyste op ved synet af Selma.
– Selma! Hvor er det dejligt at se dig igen! Stemmen lød en anelse sprukken.
– Hej skat, svarede Selma og gav veninden et stort kram.
Hun kunne mærke Lisas ribben gennem tøjet. Hun havde tabt sig meget siden sidst.
– Hvordan har du det? spurgte hun og betragtede bekymret veninden. Hun havde allerede gættet svaret, bare ved at granske Lisas gennemsigtige fremtoning.
– Helt ærligt, så går det ad helvede til.
Pupillerne var store og mørke.
– Er du stadigvæk ked af det med Chris? Du må virkelig undskylde, at jeg ikke har ringet eller kommet forbi. Jeg forstår godt, hvis du er sur på mig.
Selma satte sig på en skammel.
– Nej, det er ikke det med Chris, sagde Lisa. – Jeg blev udsat for et mordforsøg. I går, da jeg var ude på lageret på Østerbro. Jeg skulle tjekke, om en sending vin var nået frem. Pludselig kom to mænd ind ad vognporten og begyndte at rode med papkasserne. Jeg var sikker på, at der var tale om indbrud, så jeg flygtede ud til bilen. Ude i gården fik jeg pludselig øje på en af dem, og han begyndte at flænse kalechen med sin kniv. Lyden...det…det var bare så forfærdeligt. Og jeg var sikker på, at han ville dræbe mig med kniven, men jeg fik startet bilen og flygtede. Lisas øjne blev pludselig blanke og der opstod en pause. – Men min kollega John siger, at det ikke er et indbrud. For der er ikke stjålet noget, hvilket jeg ikke forstår. Vi har jo vine til mange tusinde kroner stykket i det lokale, hvor jeg så mændene. Heldigvis var de meget flinke på politistationen og sagde, at jeg bare skulle ringe, hvis der blev det mindste, eller jeg kom i tanker om noget, der kunne være relevant for sagen. De troede i øvrigt først, at det var ham terroristen, jeg var rendt ind i, ham, der prøvede at slå dig ihjel på Riget. Han var blevet set i området.
– Hvad siger du?
Selma væltede skamlen, da hun rejste sig.
– Bare rolig, det kan ikke have været ham! Signalementet stemmer overhovedet ikke, skyndte Lisa sig at sige. – Ham her var sorthåret med mørke øjne. Jeg så ham kun på lang afstand, men jeg er helt sikker på, at han var mørk i det.
Selma rejste skamlen op og satte sig tungt.
– Ja, så kan det vel ikke være ham, sagde hun og sukkede, mens hun igen studerede Lisa indgående.
– Sagde du, at manden ligefrem flænsede din kaleche.
– Ja. Det var grufuldt, sagde Lisa stille.
Selma mærkede vreden stige op fra mellemgulvet som sort vand. Det var fandeme for meget, at hun skulle udsættes for noget så voldsomt efter bruddet med Chris. Og så lige Lisa, der havde været udsat for ekstrem partnervold, der næsten havde taget livet af hende. Hun var alvorligt bange for, at veninden ville bukke under psykisk.
Selma rejste sig og begyndte at gå frem og tilbage.
– Har du hørt fra Chris?
– Nej. Lisa så ned. – Nej, ikke siden jeg sagde op. Ikke en sms eller mail har han ulejliget sig med!
– Du burde måske sygemelde dig, søde. Det tager alt for hårdt på dig, kan jeg se. Nyt arbejde oven i kærestesorger koblet med den voldsomme oplevelse i går. Det kan ingen holde til.
– Selma, hvis jeg først melder mig syg, kan jeg love dig, at jeg for alvor bliver så neurotisk, at jeg skal bures inde på den lukkede! advarede Lisa dystert.
– Ja, ja, det forstår jeg godt, sagde Selma udglattende. – Men fortæl mig nu om dit nye arbejde. Hun knasede et tyggegummi. – Kan jeg ikke komme med til en vinsmagning?
– Jo, det skal jeg nok sørge for, sagde Lisa. – Jeg ved i øvrigt ikke, hvor interessant det er for dig. Vi professionelle spytter jo det hele ud. Ellers blev det hele nok hurtigt alt for muntert.
– Det er jo blasfemi, udbrød Selma. – Klart sammenligneligt med mord!
Lisa grinede for første gang længe og følte sig veltilpas, hvilket igen mindede hende om, at det var decideret usundt at isolere sig i en lejlighed.
– Dejligt du flytter ind, selvom det forhåbentlig ikke varer længe, før de fanger svinet. Så kan du også holde mig under opsyn! Jeg føler, du dissekerer mig med dit blik. Og Selma, en anden ting. Det er okay at være pisse angst. Jeg ved godt, at du prøver at skjule, at du er ved at gå til af skræk over, at Danskeren er på fri fod. Men du skal se angsten i øjnene, ellers kommer du aldrig videre. Tro mig, jeg har det sådan every fucking day!
– Jeg ser hele tiden hans øjne for mit indre blik. Det er som at stå ansigt til ansigt med døden, sagde Selma stille. – Jeg kunne ikke gøre en skid for at forsvare mig, da jeg lå på hospitalet. Jeg kunne nærmest ikke løfte en blyant, så afkræftet var jeg. Da han så kom ind i rummet, var det som om jeg bare kunne mærke, at han var en slags inkarnation af døden, og jeg tænkte på, hvordan det ville føles at få skåret struben over og blive tappet for blod. Jeg har jo min professionelle, fysiologiske tilgang til døden, og ved hvordan og i hvilken rækkefølge organerne sætter ud. Den naturlige død har sit eget stilfærdige mønster. Men synet af kniven har fået mig til at føle døden som meget nærværende lige siden da.
– Det er sgu da ikke så underligt, Selma. Manden er på fri fod. Du er jo ikke et eller andet følelsesmæssigt supermenneske, selvom du gerne vil fremstå sådan, sagde hun med et smil. – Du trænger bare til en stor, stærk mand, der kan passe ordentligt på dig. Er du kommet dig over din netdating-fobi eller sidder du hver aften og hænger med en gin og tonic på Café Victor?
– Faktisk har jeg fået flere seriøse henvendelser via min nye profil.
– De er vel bare ude på at få dig i kanen, sagde Lisa.
– Du er bare misundelig! sagde Selma med et smil.
Lugten af sved og vammel sødlig deodorant bølgede fugtigt som en indre vind i den lyse gymnastiksal og fik det japanske flag til at duve svulmende. Drivkraften, der skabte vinden, var næsten lydløst løbende, hvidklædte muskuløse mænd, der på bare tæer syntes at svæve rundt i lokalet. En bistert udseende sortøjet mand, hvis skråtstillede øjne nøje overvågede, at ingen trampede, så anerkendende på de mest lydløse af eleverne. Opvarmningen blandt karateskolens elever var kun lige begyndt, men sveden lå allerede som en fugtig film hen over de udtryksløse ansigter.
Karateskolens beliggenhed i Viktoriagade var kendt af de lokale, og indgangen var uanseelig, nærmest usynlig, blot markeret med et lille skilt med logo og få, sorte japanske skrifttegn. Nede i kælderen fandtes to nøgne lokaler, med en tavle og nogle stole placeret i biografopstilling. På en hylde stod VHS-film og dvd’er, hvis indhold varierede fra light til heavy, hvad angik bestialitet. Indholdet af filmene overgik de mest hårrejsende splatterfilm, man kunne opdrive, og var the real thing. For tiden var en dvd, der omhandlede en halshugning, den mest populære. Selve arbejdet med adskillelse af hovedet fra kroppen mindede om en møjsommelig partering og trak ud i én grusom uendelighed. Kulminationen var en scene, hvor blodet drev ned ad den hovedløse, menneskelige stub som lava af rødt, før liget endelig tippede forover. Et andet hit viste en mand med bind for øjnene, der fik sat en pistol for tindingen og øjensynligt blæst hjernen ud. Kameraet dvælede unødigt længe ved det ødelagte hoved.
Danskeren lod ikke til at bemærke filmen, der kørte i uendelige loops. Han var optaget af et tæt beskrevet ark og trommede tankefuldt med kuglepennen mod knæet. Han så på uret. Der var et kvarter til de kom.
Han hilste varmt på Carim, da han så ham i døråbningen og smilede anerkendende til manden, der fulgtes med ham; Ahmad var høj og muskuløs, og hans smil afslørede nogle store, regelmæssige tænder, der var fæstnet i mørkt tandkød. Danskeren havde selv håndplukket ham blandt karateklubbens medlemmer. Han var stærk, kvik og selvstændig. Mønsteropvækst og gode karakterer. Lige en mand af den rette støbning.
– Er I helt sikre på, at der ikke var nogen, der så, I gik herned?
– Naturligvis, sagde Carim.
– Og udstyret?
– Vi fik klemt det ind i varevognen.
– Og hvad med eksperten?
– Skal hentes i Sverige, nærmere bestemt i Lund, så det er ikke så langt.
– Godt, så mangler vi kun at chartre en båd, sagde Danskeren. – Det sørger jeg for.
Lisa var fuldt optaget af at bestille standmateriale til messen i Bella Centeret, da hun fik en påmindelse fra sin kalender om den forestående vinsmagning, der foregik efter kontortid klokken syv om aftenen. Hun havde måttet undvære det sædvanlige strint parfume og sørget for at spise en solid frokost. John ville forsøge, om han kunne afsætte et parti bordvin til SuperBest, men havde sagt på forhånd, at de ikke skulle gøre sig de store forhåbninger, da de sikkert væltede sig i tilbud på billig bællevin.
John og Lisa havde stillet en masser af glas op på Johns særlige barbord, han havde fået specialdesignet til sit kontor, og Lisa slæbte store kander isvand og skar brød.
De to repræsentanter fra SuperBest virkede flinke og joviale, men stivnede i koncentration, når de skulle smage. De gjorde notater og konfererede indbyrdes, mens John udskiftede de brugte glas med rene. Lisa syntes, at de så noget forbeholdne ud, men John jokede og lod som ingenting.
Lisa syntes godt om vinen og udbrød begejstret:
– Som en skov af hyldeblomster.
Normalt var det bedst at holde beskrivende vendinger om vinen for sig selv, når man var i selskab med vinbranchens hardcore-indkøbere, der alligevel dannede sig deres egen mening om sagen.
Tre par øjne fikserede på hende, og der opstod en tavshed. Lisa holdt vejret.
– Totalt enig, sagde den ene indkøber kortfattet og smilede. John blinkede anerkendende til Lisa, der rødmede en anelse. Hun var sgu ved at lære det!
Efter et par timers koncentreret smagning af varierende vine ved forskellige temperaturer, var seancen ved at være slut. Vinduerne blev slået op, og de fik ild på cigaretterne. Det var først nu, at forhandlingerne gik i gang, og efter et par smøgers tid tog SuperBest-folkene afsked.
– Hvordan synes du det gik? spurgte Lisa.
– Ja, de vender tilbage i morgen, men jeg er ret sikker på, at de køber partiet, det sagde de lige til sidst. De kunne nok få samme kvalitet billigere, men vores sauvignon blanc holder sig skide godt, selv når den bliver halvlummer. Det skal sådan en vin kunne klare, så smagen af hyld ikke bliver til surt rævepis!
Klokken var efterhånden blevet mange, og Lisa gabte.
– Hvor er det nu du bor på Østerbro? Jeg tænkte, at vi burde tage en taxa. Vi holder os nok lige på den rigtige side af loven, men jeg lugter som et helt værtshus, så det er nok bedst ikke at friste skæbnen. Lisa var glad for at få følgeskab. Han boede på Amager, og sagde, at det ikke var noget problem at sætte hende af på vejen.
Uden for Lisas lejlighed holdt de et øjeblik, før John sagde godnat og gav hendes hånd et klem.
Lisa lavede en kop te, gik ind i stuen og tændte for fjernsynet. Trætheden var mærkeligt nok forsvundet. Det havde været en god aften; hun følte, at hun var ved at falde til på sit nye arbejde. Det havde været en fuldkommen sindssyg handling at sige stillingen op i reklamebureauet på et jobmarked, hvor det netop var stillinger som projektledere og marketingmedarbejdere, der stod for tur, når der skulle prikkes. Ledelsen havde allerede måttet fyre to medarbejdere på bureauet på grund af finanskrisen, og der havde bredt sig en nervøs atmosfære, som havde ødelagt den ellers så gode kollegiale stemning. Men hun havde ikke følt, at hun havde noget alternativ; det ville ganske enkelt være umuligt for hende at gå på arbejde, efter at Chris havde fundet sammen med sin ekskone igen. Endnu en god grund til ikke at blive forelsket i en kollega, mindede hun sig selv om.
Men sket var sket, og nu gjaldt det om at komme videre.
Det havde været meget sværere end ventet at finde en ny stilling, og det var kun på grund af hjælp fra en uventet kant, at det lykkedes hende at få jobbet som marketingchef i vinfirmaet. Hendes tidligere kollega fra bureauet, som altid havde haft et godt øje hende, havde anbefalet hende til John og den administrerende direktør i vinfirmaet. Han kendte dem fra Sydfrankrig, hvor vinfirmaet havde et mindre chateau, og hvor han selv ejede et hus. De kom åbenbart i de samme cirkler sydpå i en slags jetsetklub for danskere. Hvis hun ikke havde fået stillingen havde det set sort ud; hun havde modtaget rigtigt mange afslag på ansøgninger, selv på stillinger, som hun umiddelbart burde være kvalificeret til. Hun havde ikke nogen særlig opsparing, og selvom hun sad forholdsvist billigt i lejligheden, var hun alligevel økonomisk sårbar som eneforsørger for sig selv.
Hun syntes godt om John, selvom han stillede høje professionelle krav til hende, som hun i starten havde været tæt på at fortvivle over. Men efterhånden gik det op for hende, at det var fordi han virkelig troede, at hun kunne drive det vidt inden for branchen, hvis hun vel at mærke lagde sig i selen. Hun vidste, at det var en hård og sammentømret branche, og at hun ikke skulle begå mange fejltrin, før det ville rygtes og i værste fald kunne risikere at true hendes troværdighed. Derfor stod den på tunge værker om vinificering og jordbundsforhold som godnatlæsning. John havde lånt hende sine absolutte bibler, og han overhørte hende som en anden overlærer og var kun tilfreds, hvis hun svarede rigtigt på samtlige spørgsmål.
Hun var tilfreds med at komme på skolebænken igen, da det effektivt fjernede tankerne om Chris, og hun var så træt om aftenen, at hun faldt i søvn med det samme, i stedet for at ligge og vende og dreje sig som sædvanligt.
Hun var som sædvanlig vågnet tidligt om morgenen og anede intuitivt, at noget var forandret. Køkkenets konturer lignede sig selv i halvmørket, og der var helt stille. Hun stod ud af sengen og løb let hen over det kolde klinkegulv og ud på toilettet, hvor hun undlod at tænde lyset. Kakerlakkerne skulle ikke få lejlighed til at overraske hende, mens hun tissede. Hun hadede den tørre lyd, der opstod, når de lod sig falde ned fra det krakelerede badekar, og havde flere gange måtte afbryde tisseriet for at løbe ud af badeværelset. Kakerlakkerne sad og lurede i de mørke kroge, forestillede hun sig.
Lyset fik dem til at spæne med en karakteristisk lyd mod deres mørke skjul. Bare tanken om, at deres lange følehorn kunne komme i berøring med hendes tæer, var mere end hun kunne klare, og hun havde flere gange vækket hele familien med sin hvinen.
I dag gik det godt. Hun nåede at tisse færdig og tørre sig, men undlod at vaske hænder, da hun var rædselsslagen for den store kakerlak, der lurede i hulrummet bag den dryppende vandhane.
På vej hen mod sin seng låste hun hoveddøren op, selvom det var absolut forbudt. Hun risikerede en endefuld, hvis faren opdagede det. Men hun måtte se, hvad det var, der var forandret. Svaret kom næsten med det samme. En skarp, karsk og meget kold mur af luft stod mod hende. Hun trådte et skridt ud i gruset foran huset og bed et lille skrig i sig. Hvor var det dog koldt! Hun gik et par skridt videre og stak prøvende storetåen i vandpytten. Men vandpytten var hård!
Knæk. Der blev overfladen brudt med en sprød lyd, og iskoldt vand sivede op gennem brudfladen. Yderligere et herligt knæk. Det var rigtig is. Hvilken fryd! Snart var hele pytten fyldt af sprød, knækket is, der lignede glasskår.
Fuldkommen optaget af legen havde hun ikke bemærket, at nogen nærmede sig. Tre høje mænd klædt i paramilitært tøj. Det var først, da deres læderstøvler ramte en anden tilfrosset pyt med en knasen, at hun bemærkede dem. Angsten for flaksende rundt i kroppen, og med et skrig løb hun ind i huset igen og forsøgte desperat at låse døren. Men skrækken havde tappet kræfterne ud af de tynde fingre, der var nedkølet og stive efter legen med isen.
Og en truende, stor sort skosnude sad fastkilet i døren.
Lisa følte sig som en vaskeægte forbryder, da hun trak et kundenummer på Østerbro Posthus og havde en irrationel følelse af, at alle gloede på hende. Hun krammede sin kø-billet i sin fugtige håndflade og følte sig tør i munden.
Den gråhårede dame bag skranken gloede bebrejdende på hende efter at have gransket hendes pakkekvittering grundigt og sagde med savklingende røst, at Lisa selv skulle hente pakken i døgnposten. Lisa så desorienteret på hende, og damen forklarede med slet skjult utålmodighed, at hun skulle scanne kvitteringen og sit sygesikringsbevis og henviste til et rødt monstrum udenfor. Lisa følte sig dum, men trøstede sig med, at det var flere år siden, hun havde været på posthuset og ærgrede sig over, at hun havde stået skoleret og svedt i stedet for bare at hente pakken udenfor. Hun tvang sig til at takke ydmygt for instruktionen og begav sig udenfor.
Med et klik åbnede en rød låge sig lige over Lisas hoved, og hun var nu ejer af en strømpistol. Hun puttede pakken i en sportstaske og skyndte sig hjem til lejligheden. Hun var glad for at have foretaget sig noget konkret for at imødegå angsten og følte sig lidt tryggere med strømpistolen i tasken.
Kvinden skænkede te fra den kinesiske kande og spiste et lille stykke croissant, mens tonerne flød ubesværet fra underholdningspianisten, der betjente Bösendorfer-flyglet med legende lethed. Hun plumpede to stykker sukker i den sorte te, rørte behersket rundt og førte koppen elegant til munden. Scenariet blev kun ødelagt af, at der var nogle unge forældre, der havde slæbt deres umulige unger med til søndagsbrunch på Grand Hotel i Lund. Meget misforstået, tænkte kvinden, mens hun betragtede mødrene, der forsøgte at få poderne til at indtage noget serano-skinke, der præsenterede sig alt andet end børnevenligt på den bugnende buffet.
Hun lænede sig tilbage i den magelige sofa og lod et øjeblik tankerne flyve. Erindringerne for tilbage til barndommen, før alting gik i stykker. Hun kunne pludselig huske, at hun havde været på café med forældrene. Ikke et luksuriøst sted som dette, men hun havde alligevel følt, at det havde været et meget, meget fint sted, faren havde valgt. Og hun havde fået chokoladeis og kakao med flødeskum. En fuldkommen fantastisk luksus. Faren havde fortalt vittigheder, og hun havde grinet, indtil hun fik ondt i maven, selvom hun ikke forstod hele pointen.
Pludselig frøs filmen. En massiv skikkelse tegnede sig imod baren, hvor tjekkede personer drak latte i forskellige variationer og tjekkede deres iPhones. Erindringerne blev suget væk i hans blik, der kløvede lokalet, og hendes øjne blev tvunget ind i hans. Det var tid til at komme videre. Han havde øjensynligt betalt hendes regning i baren og gjorde tegn til, at de skulle mødes udenfor.
En nyvasket sort firehjulstrækker holdt i tomgang, og hun steg ind. Hun hilste på to unge mænd: Carim og Ahmad. Planen var, at de sammen skulle køre til København og få de sidste detaljer på plads undervejs. Derefter ville deres veje skilles for en stund.
Hun havde mentalt forberedt sig på dette øjeblik og mindede sig selv om, at det var hende, der var eksperten; hende de havde entreret med. Men alligevel var hun en smule utryg ved gensynet med Danskeren.
På vejen redegjorde hun for sine planer. De var som sædvanlig ret enkle og rene i konstruktionen. Alfa og omega var, at hun fik de rette arbejdsbetingelser. Hvis hun ikke var ubetinget tilfreds, kunne hun straks opsige aftalen. Hun var lidt spændt på især Danskerens reaktion på vilkårene; det virkede ikke som om, han var vant til, at andre stillede betingelser. Men han sagde ikke noget. Hun havde korresponderet med ham og på forhånd sendt de tekniske specifikationer. Det var virkelig det springende punkt, da der ikke skulle ret meget til, førend eksperimentet kiksede, og de måtte starte forfra. Det vidste hun om nogen.
Men Danskeren havde tilsyneladende fuldkommen styr på planen, og det virkede som om, han havde sat sig ind i sagerne. På en rasteplads sneg hun sig til at se papirerne, som han havde efterladt sig på forsædet, og blev imponeret. Det var lige før, at han selv kunne have udført opgaven. På en måde gjorde det hende også en smule utryg, for hun vidste, at han hele tiden holdt øje med hende.
Den kommende opgave måtte hun dog improvisere. Men hun vidste hvordan.
Arrangøren af den lille, eksklusive konference om den fanatiske islamismes fremfærd vred nervøst hænderne. De omfattende sikkerhedsprocedurer, der indebar screening af deltagerne og minutiøs gennemgang af konferencelokalet adskillige gange, havde gradvist opløst hans ellers selvsikre maske til en neglebidende skygge af sig selv. Ud over det store presseopbud var ministre, repræsentanter fra indvandrermiljøet, organisationsfolk og ikke mindst PET til stede. Arrangøren drak resten af sin ramlösa og smilede imødekommende til en af sikkerhedsfolkene, der lod sin bombehund snuse rundt mellem stolerækkerne, mens halen piskede ivrigt frem og tilbage.
Aftenens hovedtaler hed Rune Alsing og var oprindeligt uddannet journalist, men havde efterhånden gjort foredragsvirksomhed til sit hovederhverv. Han havde altid været bramfri, ligefrem og konfronterende, hvilket nogle anså for modigt og andre dumdristigt. På det seneste havde han valgt at garnere sit foredrag, der hovedsageligt omhandlede den fanatiske islamismes fremmarch i Danmark, med Muhammed-tegningerne, hvilket havde skabt masser af medieomtale. Og nyheden om en trettende tegning, der langt overgik de andre i provokation og udførelse, havde spredt sig som løbeild og nødvendiggjort øget sikkerhed omkring hans person og begrænsning af deltagerantal. Næsten hundrede interesserede konferencedeltagere måtte afvises.
Rune Alsing så afslappet ud, da han ankom et lille kvarter, før han skulle på. En sekretær hjalp ham med at få præsentationen over på konferencestedets computer. Han sagde et eller andet til hende, som hun lo højt ad. Han lod til at have et vist tag på kvinder, konstaterede arrangøren.
Et yngre, pænt ægtepar, som til forveksling lignede prototypen på erhvervsledere i den tungere ende, var i virkeligheden sikkerhedsvagter, og bag de rolige ansigter var alle sanser i højeste beredskab, da der var kommet efterretninger om, at flere rabiate grupper havde ytret utvetydige ønsker om at slå hovedtaleren ihjel.
Rune Alsing lod til at tage al opmærksomheden og de seneste dødstrusler roligt, hvilket antageligt kom af dagligt at leve med en konkret, reel mordtrussel. Et charmerende smil spillede om læberne, og han var afslappet og elegant klædt med en koksgrå vest under en velsiddende lysegrå jakke.
Bagerst i lokalet sad en ung, kvindelig tilhører og lyttede koncentreret. De uindfattede briller hvilede nonchalant på næsetippen, og håret var sat op i en løs klædelig knude. En slank mobiltelefon optog hele konferencen i høj opløsning.
Et veritabelt sus for gennem forsamlingen, da den trettende tegning af Profeten brutalt blev blæst op på storskærmen og spejledes tydeligt i hendes brilleglas.
På trods af det rolige, kølige ydre var hendes indre i flammende oprør.
Lisa lod opgivende bakken med to røde bøffer dumpe ned i køledisken igen. Det skortede ikke på remindere om, at hun ikke skulle indtage middagen i yndig tosomhed, tænkte hun bittert. Singlepakker med kød var en by i Rusland! Selma havde hun for længst opgivet, da hun for det meste først kom hjem ved titiden om aftenen, hvor var hun selv var på vej i seng. Hun overvejede ubeslutsomt, om hun bare skulle spise havregryn med mælk til aftensmad, hvilket efterhånden var gået hen at blive en meget kedelig vane.
Hun burde være kommet sig over bruddet med Chris for længe siden, men det var som om det bare blev værre og værre. Hun tænkte på, hvad han foretog sig lige nu. Var han ude at købe ind med ekskonen til en hyggeaften? Måske skulle hun også have en torsdagsbuket? Og hvordan ville hun mon honorere den? Et kærligt kys eller måske mere?
Pludselig flammede jalousien op i hende med en uhyggelig kraft. Hvordan fanden kunne hun få ham, når hun havde nægtet ham sex i næsten et år? Måske var hun blevet mere serviceorienteret oven på forskrækkelsen med hans affære med Lisa? Tanken om de to sammen fik det næsten til at sortne for øjnene. Hvad helvede bildte han sig ind? Bare sådan at skride og stikke halen mellem benene!
Bøfferne røg resolut ned i kurven igen, og hun spejdede efter de små dyre dåser med madagascar-peber, som fik selskab af økologisk fløde. Hun ville fandeme ikke hensynke i selvmedlidenhed i selskab med en tallerken slatten, selvdød havregryn! Det var livet satme for kort til. Hun sendte en sms til Selma om at flå stikket ud af computeren og skynde sig hjem og gik over i Irmas vinafdeling, hvor hun målrettet gik efter de dyre vine. Det var vel en forventelig erhvervsrisiko som ansat i vinbranchen, at man ikke kunne tåle at drikke dårlig vin. To flasker Amarone tyngede kraftigt ned i kurven, og et lille smil sladrede om, at kærestesorgerne for en tid skulle druknes.
Selma var blevet sat til at åbne vin, tænde lys og dække bord, mens Lisa regerede i køkkenet. Selma var oprigtig glad for, at veninden omsider havde fået lidt kulør i ansigtet. Hun støvede de fine glas af og gik ud i køkkenet, hvor hun stillede et fyldt glas ved siden af kogepladerne, hvor Lisa var i gang med at lave flødesovs.
– Det dufter fantastisk, sagde Selma og tog en tår vin. – Fejrer vi noget særligt?
– Det kan man på en måde godt sige, sagde Lisa og hældte fløde og grønne peberkorn på panden og rakte Selma salatskålen. – Jeg gider fandeme ikke være deprimeret over den idiot længere!
– Det var da noget af en melding, sagde Selma, der var usikker på, om man simpelthen kunne beslutte sig for ikke at have kærestesorger længere. Hun tvivlede og studerede veninden indgående. Hun havde godt nok flammende, røde kinder, men ved nærmere eftersyn var der noget lettere manisk og determineret i hendes blik, og hudens bleghed stod i diametral modsætning til det røde hår. – Jeg er sgu nærmest ikke kommet mig over Kims død og hans kæmpe svigt, selvom det efterhånden er lang tid siden.
Lisa lagde bestikket og stirrede på Selma.
– Det var en forfærdelig tid, du måtte igennem. Jeg fatter ikke, du kom dig så hurtigt. Utroskab, svigt og så hans rædselsfulde selvmord. Jeg var i hvert fald gået ned på det, hvis det var mig, sagde Lisa.
Selmas øjne blev blanke, og hun rømmede sig og sagde:
– Jeg ved heller ikke, om jeg i det hele taget er kommet mig. Jeg føler på en måde, at jeg skubber det hele foran mig som en stor byrde. Jeg begraver mig i arbejde, fordi jeg er skide angst for at få en nedtur, hvis jeg får for meget tid til at tænke over tingene.
– Måske burde du snakke om nogen om det, sagde Lisa. – Det er en tikkende bombe, du render rundt med.
Selma nikkede.
– Havde du egentlig mistanke til Kim? spurgte Lisa forsigtigt.
– Nej, ikke det mindste. Jeg fatter ikke, at jeg lod mig narre af hans charmerende væsen og søde ord. Du kendte ham jo også ret godt, Lisa. Havde du fornemmelsen af, at der var noget galt?
Lisa flyttede sig i stolen, og der opstod en tavshed.
– Jeg havde i hvert fald fornemmelsen af, at det var et usundt forhold, sagde hun omsider.
– Hvad mener du med usundt?
– Ja, han var jo væsentligt yngre end dig, må du indrømme.
– Det er der vel ikke noget odiøst i i dagens Danmark, sagde Selma skarpt. – Der er masser af eksempler på velfungerende forhold, hvor kvinden er ældre end sin kæreste. Hun remsede et par navne op på kendis-par.
– Jeg siger jo heller ikke, at der er noget galt i det, men han opførte sig sgu da umodent. Som en forkælet teenager. Det var jo dig, der var moren i det forhold. Du lavede mad, betalte hans regninger og trøstede ham, når han var ked af det.
Selma så ned i bordet.
– Det værste ved det hele er, at jeg ikke ved, om han virkelig var sådan, eller det bare var en bedragerisk maske, sagde Selma. – Jeg aner simpelthen ikke, hvem jeg var kæreste med. Og hele tiden gjorde han alt, hvad han kunne for at opsnuse oplysninger om Danmarks biologiske terrorberedskab. Det var som at vågne op til det værste mareridt, da det gik op for mig, at jeg havde haft et forhold til en terrorist.
– Der var ingen, der havde set det komme, Selma. Du må ikke bebrejde dig selv, det der skete. Selv PET havde jo overhovedet ikke nogen mistanke til ham, sagde Lisa.
– Jeg burde have fattet mistanke, sagde Selma trist.
– Hvis jeg skal være ærlig, var det, der virkede mest bekymrende, at du overhovedet ikke var dig selv, når I var sammen og, derudover var det jo åbenlyst, at han så andre kvinder, mens I var sammen, sagde Lisa.
Selma snerpede læberne sammen. Det var første gang, de havde talt det hele igennem. Det føltes befriende, og dog var smerten fra dengang stadigvæk intakt.
– Jeg vidste det egentlig godt, det med, at han var utro. Men jeg så igennem fingre med det, så længe han gav udtryk for at være glad for mig og sagde, at han elskede mig.
Lisa betragtede Selma, og det skar hende i hjertet at se sorgen lyse ud af hendes øjne.
Amatørornitologen trak tålmodigt i de langskaftede, støvet grønne, enorme gummistøvler, så hælen kom ordentlig i bund og foldede ragsokkerne omhyggeligt ned over støvlekanten, så de ikke rutsjede ned om fødderne. Udstyret lå som sædvanlig klar på hobbybænken. Sejldugstasken, kikkerten, feltstolen og lommelærken. Han samlede det sidste sammen, før han låste døren til det forfaldne husmandssted, hvor han havde boet hele livet. Det kriblede forventningsfyldt i maven ved tanken om snart at kunne føje endnu en Bucephala Clangula til sin hemmelige samling, der kun blev fremvist ved ganske særlige lejligheder og kun til få, betroede venner. Kræet var på Dansk Ornitologisk Forenings positivliste over sjældne ynglefugle og absolut vanskelig at få fat i, hvis man pønsede på at udstoppe den lille dykand, med det danske navn Hvinand. Med en ynglebestand på omkring et hundrede par var det særdeles risikabelt at forsøge at skyde et eksemplar af en truet art, da risikoen for at støde på en af ornitologkollegaerne var stor. Ofte havde han været ude for, at han uafvidende havde befundet sig ganske få meter fra en kollega, der lå på lur i sivene med øjnene klistret til den obligatoriske kikkert på de gode ynglesteder. Imidlertid var det lykkedes ham at overliste en han ved et lykketræf, uden at blive opdaget, men han manglede stadigvæk hunnen i samlingen, og han slikkede sig forventningsfuldt om munden ved tanken om at få fingre i den lille kompakte hun med chokoladebrunt hoved gennemboret af lysegule knappenålsøjne.
Så havde han et par.
Foreningen havde proklameret på sms til medlemmerne, at en stor flok havfugle, heriblandt også hvinænder, var døde af mystiske årsager ved Limfjorden. Man ville nok ikke bemærke, at der manglede et enkelt eksemplar, men han måtte se at komme af sted, før de emsige medlemmer kom for godt i gang med at optælle døde fugle, så de officielle tal kunne blive opdateret. Med lange skridt gik han i retning af stranden.
Næsten en time senere låste han den frønnede dør op igen og lukkede den omhyggeligt i efter sig. Det havde næsten været for nemt. En enkelt hun og tilmed en stor unge var listet forsigtigt ned i stoftasken. En hel lille familie!
Han lindede på låget til kummefryseren og lempede fuglene ned i det dampende indre. Om et par dage ville han tø hunnen langsomt op og gå i gang med udstopningen. Eller kunne han nå dem begge? Han gned hænderne og tømte lommelærkens indhold med et veltilfreds smil.
Følelsen af katastrofe bankede i tindingerne, da hun så farens blik. Hun havde egentlig regnet med, at han ville blive rasende på hende over, at hun havde brudt reglen om aldrig, aldrig at låse døren op, når de var hjemme. Men det var meget mere skræmmende at se hvordan rædselen forandrede hans ansigt til uigenkendelighed.
Det føltes slet ikke som hendes far, der normalt var stærk, glad og modig. Angsten havde fortrængt ham, oplevede hun i det enkelte sekund, der skulle forandre hendes verden for bestandigt. Skosnuden havde med legende lethed skubbet døren op på vid gab, og dørkarmen fyldtes af mørke skrækindjagende skygger, hvis eksistens hun kun havde hørt om, men nu vidste eksisterede i virkeligheden. Som naglet til gulvet stod faren med underligt løst hængende fortvivlede arme, og øjnene søgte ikke hende, men de brede silhuetter bag hende.
En serie høje skud forvandlede farens hvide undertrøje til en rød, grødet masse og sendte kroppen i gulvet. Han stirrede på hende, mens han faldt, men øjnene syntes at fare igennem hende. Han skreg. Et skrig, der var hult og hæst, som ikke var til at glemme.
Æsken så uskyldig nok ud, men alligevel havde hun en stærk fornemmelse af, at hun burde undlade at åbne den. Blikket traf en samling billeder, der alle stammede fra dengang, hun var sammen med eksmanden Holger. Hun burde have kasseret dem for længe siden, men kunne alligevel ikke få sig til at gøre alvor af det. Hun havde fundet æsken ved en hovedrengøring, der var startet med, at solens stråler havde sat gyldent fokus på støvkorn og vinterstribede vinduer, og hele kroppen værkede efter at have skuret og skrubbet i flere timer i træk. Hun havde sat sig på gulvet og spredt billederne ud foran sig. Hun så glad ud på billederne, gjorde hun ikke? Et nærmere blik afslørede dog alligevel en vis vagtsomhed i øjnene, som om hun hele tiden ønskede en pejling af eksmandens sindsstemning. Billederne havde noget særligt over sig; de udstillede deres tosomhed. Han havde aldrig været glad for, at hun så andre. I starten havde hun troet, at han blot var irriteret på hendes veninder, som hun tydeligt fornemmede, at han fandt tomhjernede. Og venskaberne ebbede efterhånden ud. Men den dag, han fandt ud af, at der også havde været mænd blandt de inviterede til en frokost, hun havde deltaget i, var han stivnet i en hvid maske og vendt hende ryggen, mens han tilsyneladende stirrede ud af vinduet. Da han kort efter atter vendte sig mod hende, så hun blikket, som hun senere kom til at frygte. Blikket rummede kun stumt had, og der gik ikke længe, før hadet blev omsat til rå vold. På en måde var det ikke smerten, der havde været det værste. Det var snarere den betændte stemning, der lige som samlede sig og udløstes i vold. Hun havde forsøgt at gøre alle mulige krumspring for at gøre ham tilfreds. Skippet veninderne, brugt timer i køkkenet, hvor hun lavede komplicerede, velkomponerede middage og gjorde sig umage for at finde vin, der passede nøjagtigt til maden. Håret blev sat op i en klassisk frisure, og hun købte sko med bidsler, selvom det langt fra var på mode og begyndte at gå med nederdel. Alligevel var han umulig at gøre tilfreds. Hun troede flere gange, at det var lykkes hende at imponere ham, men så kom blikket. Måske var kødet en anelse for rødt, waldorfsalaten for groft skåret eller vinen fejltempereret. Hun fik næsten ondt i maven ved tanken om den ubehagelige spænding, der kunne opstå ved middagsbordet og blikket, der fik angsten til at krybe gennem kroppen. Det kunne naturligvis også være noget, hun sagde, der udløste hans vrede. Hun havde endda meldt sig ind i det samme parti som ham og gik pligtskyldigt til alle vælgermøder, selvom det kedede hende usigeligt. Alligevel var det bare som om hendes meninger, argumenter, teorier, ja hele hendes eksistens ikke var lige så værdifuld som hans. Til sidst skulle han bare kigge på hende, før hun krympede sig. Fornemmelsen prikkede ubehageligt i kroppen, og hun vidste, at den indvarslede fysisk smerte. Underligt nok foretrak hun den fysiske afstraffelse, fordi den var konkret, og man vidste nogenlunde, hvornår smerten klingede af, og det lod til at gøre ham rolig, når han skadede hende. Værre var det med det psykologiske pres, for hvornår ville han atter blive aggressiv? Presset havde hun levet med, dag ud og dag ind; alligevel var det netop den lim, der holdt deres forhold sammen gennem flere år. Hun prøvede vitterligt konstant at gøre ham tilfreds, fordi hun troede, at hun elskede ham.
Selvom det var længe siden, at han var død, følte hun angst ved at se hans øjne. Det var som om de brændte gennem papiret og stirrede igennem hende.
Lisa frøs pludselig, selv om solen vældede ind ad vinduet. Hun samlede billederne sammen og fokuserede på ét, hvor hun så køn og glad ud. Lige netop den dag havde hun følt en særlig, utvungen lykke, kunne hun huske. Glæden skyldtes, at hun så frem til at fortælle, at hun netop havde fået arbejde. Hun ville vente med at fortælle nyheden til under middagen; så var han mest medgørlig. Men madvarerne var end ikke kommet ud af poserne, da eksmanden pludseligt havde overfaldet hende i et anfald af jalousi. Hun kunne ikke huske andet end hans blik, der var fyldt med had og knytnæven, der susede imod hende og slukkede bevidstheden som en kontakt.
Den lille kutter, Celine, tøffede dæmpet af sted med sin beroligende lyd, og små glatte grågrumsede bølger slikkede klukkende op ad skibets skrog, der havde en brændt mørkeorange kulør.
Peder-Kristian glædede sig til at se, om muslingerne var vokset, og, om de sad jævnt på linerne. Sidst var de vokset pænt hurtigt – meget hurtigere, end da han havde dem gående på muslingebanker. Der var mere ilt i den øvre del af vandet, hvilket fik dem til at vokse hurtigere, fordi deres føde – plankton – også befandt sig tæt ved vandoverfladen.
Han var nået helt ud til bøjerne og fik fat i et tov med en bådshage og trak til. Han elskede synet af de vandglinsende muslinger, der syntes at blive født af havoverfladen. Som en fed ravfunklende changerende kæde kom de dryppende muslinger til syne. Skallernes nuancer spændte fra lysebrune til sorte og sad strittende i alle retninger. Han plukkede et par stykker og fandt sin måletang frem. De var så godt som salgsmodne, men der var varslet giftalger i farvandet, så der ville utvivlsomt gå flere uger, før giften var forsvundet fra de konstant filtrerende skaldyr, og de kunne blive solgt.
Hjemme igen skænkede han kaffe og smurte toastbrød med tandsmør; han puttede en klat jordbærmarmelade oven på og spiste langsomt, mens han stirrede adspredt ud ad vinduet.
Han tog sin hvide kittel på. Det var tid til at inspicere østersbassinerne. Han gik over gården, nød lyden af det nystrøede perlegrus, der knasede mod gummistøvlerne og åbnede døren til laden, der for nylig havde gennemgået en totalrenovering.
Han rullede langsomt ærmet op, stak armen ned i det skummende saltvand og famlede efter en flad ru østers, han havde udset sig. Han fiskede sin østerskniv op af lommen og lirkede rutineret ved skallen og flækkede den i et snuptag. Han studerede den nøje, snusede til den, og lod lyset reflektere hver detalje.
Han lænede sig ind over bassinet for at fange termometeret, der hoppende i vandskummet som en anden korkprop og frækt undslap hans våde hænder gang på gang.
Pludselig gik døren til lokalet op, og en skikkelse nærmede sig. Fiskeren mønstrede undrende vedkommende, og spærrede øjnene op, da det blygrå lys blev fanget i æggen på en langbladet kniv.
Kniven skar sig gennem bughulen, hvor skikkelsen tvang den rundt om egen akse og perforerede adskillige meter tarme, hvilket en dygtig kirurg muligvis kunne have rådet bod på, men det, der slog fiskeren ihjel var hovedets møde med bassinkanten, da han fik overbalance. Blodet foldede sig ud som et skarlagensrødt, transparent gardin fra en dyb mørk flænge i panden og sivede hen over det blege ansigt og dryppede ned på den hvide kittel.
Mange timer senere skimtedes omridset af en lille plastikjolle, som normalt blev brugt til at hente fjordrejer og fladfisk på smutture i fjorden. Det havde kostet store anstrengelser at slæbe liget af fiskeren ned til stranden, men Carim var i god form.
Endelig fik han placeret liget i jollen. Han tog cowboybukserne af og skubbede båden ud mod strandkanten og videre ud i det mørke vand. Da vandet gik ham til livet slap han den og stirrede længe efter den, indtil den forsvandt i mørket.
Trawleren var lille, kompakt og dyster. En skiden lugt af fisk vidnede om dens normale anvendelse som fiskertrawler, men det var tydeligt, at den denne dag var chartret til et helt andet formål. Navnet, Black Demon, var for en sikkerheds skyld blevet dækket til med gaffatape, men passede ellers godt til det matsorte skib, hvor rusten åd sig rødligt gennem den sprukne maling. Den saltmættede, dystre stemning på trawleren stod i skærende modsætning til det gryende solskinsvejr, og en let dis foldede sig vattet ud over den matgrønne havoverflade. I ly af natten havde de slæbt en ganske anden last om bord end den sædvanlige.
Skipperen stod tavs og sørgede for, at kursen ikke afveg en millimeter. Han spændte nervøst kæbemusklerne, for selvom han havde fået en klækkelig sum for dagens tur, var det noget, der ikke huede ham. Han granskede mistroisk sin nye besætning. De forekom fysisk stærke, men det var tydeligt, at søen ikke var deres vante element. Alle bevægelser forekom klodsede og kejtede, og han grinede lidt i skægget, når de snublede over noget tovværk eller stødte ind i hinanden ved den mindste bølgekrusning. Men så snart de gloede på ham, trak han øjnene til sig.
Han fik øje på noget, han i første omgang tænkte måtte være affald; det lignede en form for gråhvide pytter, der duvede blidt i takt med bølgerne. Han fik brillerne på og studerede fænomenet og så til sin overraskelse, at der var tale om et større antal døde måger, som strømmen havde gennet sammen i en klynge. Han rynkede panden. Kunne der være tale om fugleinfluenza? Eller måske en forgiftning af en art? Under alle omstændigheder noget, han hellere måtte indberette til søfartsmyndighederne. Han håbede ikke, at det ville gå ud over fiskebestanden. Et jag i maven fik ham til at skynde sig ned ad en stejl stige, og kort efter smækkede døren til toilettet.
Danskeren udstødte et triumferende råb. Der var ikke i tvivl om, at de var på rette vej. Røde plamager i vandet syntes at samle sig mere og mere. Efter nogen tid udfoldede der sig et bølgende rødt tæppe, og han studerede fænomenet med fascination. Men en lavfrekvent lyd forstyrrede billedet, og han vendte opmærksomheden mod himmelen. Kikkertens linser fangede en helikopter på kornet, og der var ingen tvivl om, at den nærmede sig. Carim var i mellemtiden kommet op på dækket, og Danskeren rakte ham kikkerten og fortalte om sine observationer. Carim kneb øjnene sammen og panorerede med kikkerten. Danskeren gav Carim en kortfattet ordre på arabisk. Et øjeblik efter kom Carim atter til syne med et gevær.
Helikopteren var nu så tæt på, at de kunne ane omridset af piloten, der havde sat fartøjet til at cirkle rundt om trawleren. Carim ventede til, at den var kommet lidt på afstand, tog sigte, hvorefter han løste et enkelt skud.
Helikopteren syntes pludselig at blive slået ud af kurs. Flaksende om sin egen akse styrtede den skinnende blå metalkrop nedad i en destineret bane, og da den brød vandspejlet piskede rotorbladene protesterende et kort øjeblik, men det rustrøde tæppe flød hurtigt sammen igen som for at slette alle spor.
Kaptajnen havde tilbragt en rum tid på lokum under dæk. Han syntes, han havde hørt skud, men lokummet befandt sig klos op ad maskinrummet, så lyden var næsten blevet slugt af den ikke helt rene, stemplende lyd fra den aldrende, anløbne skibsmotor. Det løb fra tarmen, og hver gang han klemte ballerne sammen og forsøgte at rejse sig, tog fanden ved maven og sendte en ny, ækel stribe kaffebrun afføring ned i toiletkummen. Men hvad der var mere bekymrende, var den anden lyd af skærende, hvinende metal og et kæmpe plask, som end ikke motoren eller diarréen havde formået at overdøve. Han vaskede hænder, låste sig ud og gik i retning af kabyssen, hvor han skulle til at kravle op ad trappestigen, der ledte op til dækket, da en sort profil tegnedes mod den lyseblå himmel over hans hoved, og i et rædselsvækkende øjeblik stirrede han ind i et geværløb.
Et enkelt skud rev over halvdelen af kraniet af kroppen og afslørede en kvalmende blanding af knogle, blod og en bleggul, levret masse.
– For helvede, Carim, hvæsede Danskeren med ildevarslende stemme. – Hvad har du gang i?
– Han gloede underligt, mand. Jeg var bange for, om han kunne finde på numre. Han luskede hele tiden nedenunder.
– Derfor behøver du vel ikke tapetsere kabyssen med hans fucking hjernemasse, vel!
– Jeg troede, at han ville ringe til politiet. Han kunne jo have skjult en mobiltelefon. Eller også kunne der være en radio et eller andet sted på skuden. Ja, hvad ved jeg. Jeg stolede bare ikke på manden.
– Nå, sagde Danskeren i en uvant mild tone. – Han skulle jo alligevel ekspederes, så du har jo på en måde løst opgaven, selvom jeg kender mere diskrete metoder. Du må finde en måde at få ham til at forsvinde på og blive helt, helt væk.
De gik ned i kabyssen, hvor blodet havde søgt nedad, ind til koaguleringen standsede dets fremfærd.
Danskeren rystede på hovedet og så på uret.
– Du kan ikke nå at gøre det her rent. Vi må af med trawleren. Jeg går i gang med at finde et smart sted at dumpe denne her lorteskude og ham der.
Carim nikkede indforstået.
Danskeren betjente bådens navigationssystem, hvor han kunne downloade billeder af kyststrækningen i meget høj opløsning. Der var grund til at være forsigtig, da farvandene var berygtet for lumske rev og pludseligt opståede sandbanker. Desuden blev de nu nødt til at komme af med trawleren på en diskret måde. Efter at have gennemsøgt kyststrækningen grundigt, slog han smæld med tungen. Et nydeligt lille kvadratisk indhak i kysten, der var for symmetrisk til at kunne være naturskabt. Vanddybden tydede på, at der var tale om en lille havn. Han tjekkede positionen med søkortet. Der var ikke nogen navngiven havn på det sted, hvilket indikerede, at havnen ikke var i brug og dermed perfekt til deres formål. Men de måtte handle hurtigt. Helikopteren måtte være meldt savnet på nuværende tidspunkt. Kaptajnen var han ikke så bekymret for. Han havde med vilje chartret ham til et fireogtyvetimers timers job, så han regnede ikke med, at han ville blive savnet før den følgende morgen. Han rejste sig og gik hen til Carim, der havde overtaget roret, og gav ham koordinaterne.
Det var afgørende, at trawleren var gemt godt af vejen, så kunne de altid sænke den senere. Lige nu havde de vigtigere ting at tage sig til.
Vagthavende fra Søværnets Operative Kommando befandt sig i et lille, mørk lokale, der var oplyst af store computerskærme der viste satellitbilleder, tabeller med målingsresultater og Ekstrabladets hjemmeside. Han havde modtaget oplysninger fra en helikopterpilot om, at der var observeret noget, der kunne være et kemikalieudslip, hvilket efterfølgende var blevet underbygget af satellitbilleder fra deres eget system. Men farven undrede ham meget, så han havde bedt piloten kigge nærmere på fænomenet og sørge for at dokumentere det med billeder.
Vagthavende så på uret. Piloten burde have meldt tilbage, at han var landet for længe siden. Han prøvede forgæves at kalde piloten over radioen. Sikorskyen kunne maksimalt holde sig fem timer i luften under rolige vindforhold. Og der var gået omkring syv timer, siden piloten lettede, og derudover var det blæst voldsomt op. Efter at have prøvet ham en sidste gang over radioen, var der ingen vej uden om. Han måtte melde ham savnet og indkalde kavaleriet af eftersøgningsfartøjer.
Hun skreg og skreg og havde ikke opdaget, at moren stod i døråbningen til soveværelset. Men et hæsligt grin fra manden, der lige havde skudt faren, fik hende til at løfte blikket og se i retning af hans strittende pegefinger. De to andre var nu kommet ind i køkkenet og klappede anerkendende manden med maskingeværet på skulderen. Han pegede nu med geværmundingen mod moren, der smed sig skrigende oven på liget af sin mand. Med vilje fyrede han en salve af tæt forbi hendes hoved, hvilket fik hans kammerater til at grine højt. Til sin rædsel opdagede hun, at den ene var byens slagter, som hun først ikke havde genkendt på grund af den militære påklædning og det forråede ansigtsudtryk. De nærmede sig moren, og hun vidste instinktivt, at de ikke ville nøjes med at dræbe hende.
Lyden af deres stønnen og morens jamren gjorde hende næsten sindssyg. Døren til soveværelset stod åben, og hun holdt sig krampagtigt for øjnene. Liget af faderen lå stadigvæk midt på gulvet, og en blodpøl havde stille og roligt vokset til en rød skygge, der omkransede hans skikkelse. Hun havde ikke formået at flytte sig væk fra døren, men sad og rokkede frem og tilbage.
Efter uendelig lang tid kom de tre mænd ud af soveværelset. De grinede og smilede ubehageligt, da de passerede hende uden at værdige hende et blik. Men på vej ud ad døren fik slagteren pludselig øje på hende og så underligt sultent på hende. Instinktivt trak hun sin hvide natkjole ned om anklerne. Han råbte kammeraterne an, og tre par mørke øjne betragtede hende pludselig med en sær, kvalm interesse.
De rev tøjet af hende og voldtog hende på skift. Smerten fra underlivet var så kraftig, at hun besvimede, hvilket dog ikke forhindrede mændene i at fortsætte deres forehavende. Først længe efter forlod de huset og efterlod hende blødende på det kolde gulv.
Hun vågnede først mange timer senere og prøvede forvirret at finde ud af, hvor hun befandt sig. Et blændende hvidt lys skar hende i øjnene, og en sygeplejerske vaskede forsigtigt hendes underliv. Da sygeplejersken så, at hun var vågen, gav hun hendes hånd et lille klem og fortsatte sit arbejde.
Hun stirrede rundt i lokalet og blev overrumplet af sorgen, der vældede ind over hende. Visheden om, at moren også var død, sendte chokbølger gennem den ømme krop, og gråden gjorde smerterne i underlivet uudholdelige, så hun slugte sorgen. Men et mørkt had, der stod i skærende kontrast til den omsorgsfulde sygeplejerske og hendes kollegaer, spredtes som kræftmetastaser, og hver en celle i kroppen svor samstemmigt hævn. Selvom hun kun lige var fyldt elleve år, var hendes barndom med ét blevet suget ned i et sort, fortvivlet hul, og det eneste, der gav hende en form for trøst, var tanken om at dræbe.
Lisa havde taget en taxa ud til folkevognsværkstedet i Bispebjergkvarteret. Bilen var endnu ikke helt klar, så hun ventede i et kundecenter, der var behageligt indrettet med kaffemaskine, småkager og flad-tv. Hun slappede af og læste avisen, mens hun nippede til en latte, der smagte mistænkeligt af pulverfløde og brændte gennem plastikkoppen, og hun kæmpede med at få et par småkager ud af emballagen.
Efter omkring en halv times venten dukkede en mekaniker op med en bluetooth i øret og røde seler. Han bad Lisa om at følge med ud på værkstedet, hvor hun genså den røde folkevogn, der havde fået en ny sort kaleche. De havde givet bilen et servicetjek ved samme lejlighed og vasket den, hvilket havde en positiv mentalhygiejnisk effekt oven på hændelsen på lageret. Da hun rullede ud fra værkstedsområdet, kørte hun kalechen ned. Men luften sladrede om kommende regn, og snart landede den første dråbe på instrumentbrættet, så hun holdt ind til siden for at køre kalechen på plads. Dråberne formerede sig hurtigt, og snart var hendes udsyn forvandlet til en grå, våd masse, der blev flyttet frem og tilbage af viskerne.
Hun skulle ud at spise med en potentiel kunde sammen med John i indre by og ville parkere under Israels Plads. Parkeringsanlægget var næsten helt fyldt, og hun måtte helt ned til tredje underjordiske etage, før hun fandt en plads.
Kundemødet gik godt. Restaurantchefen var positiv overfor deres vine, der stod godt til hans nordiske køkken. Lisa var så mæt, at hun var ved at sprække, og trætheden havde indfundet sig på trods af en halv kande stempelkaffe, så hun var lettet, da John gjorde mine til at bryde op. Hun tog afsked med restaurantchefen, som forhåbentlig snart ville figurere som kunde i deres kartotek. John havde fundet en parkeringsplads i nærheden, men skulle lige aftale noget med restaurantchefen, før han kørte hjem.
Lisa begyndte at spadsere i retning af Nørreport Station. Gaderne var mørke og øde på grund af et nyligt overstået skybrud, der havde opløst sig til finregn og havde efterladt dybe vandpytter.
Hun kørte kreditkortet igennem kortlæseren ved det glasindkapslede trappehus og startede nedstigningen. Luften var tung af lugten af gummidækkenes friktion mod betongulvet. Parkeringsanlægget var i mellemtiden blevet næsten tømt for biler, og det var let at spotte den røde bil, da hun nåede sin etage. Idet hun åbnede døren, hørte hun hurtige trin nærme sig oppefra. Hun satte farten lidt op og stak hånden ned i tasken i et forsøg på at finde nøglen, der som sædvanligt havde forputtet sig i taskens mange læderfolder. Der var kun tre andre biler tilbage i den underste parkeringskælder; en stor firehjulstrækker og to Fiat’er i forskellige pangfarver. Endelig fandt hun nøglen, satte sig ind på førersædet og skyndte sig at låse centrallåsen. Kreditkortet lagde hun ved siden af sig på forsædet. Efter hændelsen på lageret følte hun ikke samme grad af sikkerhed i bilen, og hun glædede sig til at komme hjem i lejligheden og låse døren. Hun stirrede over mod indgangen til kælderen, hvor en stor skikkelse tegnede sig i glasruden. Hun mærkede et stik af frygt og skyndte sig at sætte bilen i gear og rullede over mod den spiralagtige opkørsel. Hun kørte lidt for hurtigt op mod betalingsanlægget, hvorved kreditkortet rutsjede på gulvet. Hun spændte selen op og strakte sig så langt hun kunne og famlede efter kortet. Det havde kilet sig fast mellem bildøren og sædet, og hun knækkede en negl i forsøget på at fiske det op. Hun overvejede at trykke på samtaleknappen på anlægget og sige, at hun havde mistet kortet, men det var et firmakort, og hun ønskede ikke noget bøvl med regnskabsafdelingen. Ruderne var i mellemtiden dugget til, og hun viskede dem af med sit tørklæde og spejdede instinktivt efter skikkelsen, hun havde set på underste etage, men parkeringskælderen var tilsyneladende tom. Hun tog nogle dybe vejrtrækninger, steg ud og åbnede døren til det andet forsæde. Febrilsk fumlede hun efter kortet og fangede det til sidst mellem to fingre. Lettet satte hun sig atter ind på førersædet.
Pludselig blev der banket hårdt med flad hånd mod ruden. Hun skreg så højt, at lyden kastedes tilbage mod hende selv i kabinen. En stor skikkelse formørkede forruden. Lisa var indkapslet i sin egen angst og sad som stenstøtte, ude af stand til at bevæge sig.
Først gradvist gik det op for hende, at det ikke var manden fra lageret, da hun efter en stund hørte sit eget navn blive gentaget. Langsomt genkendte hun Johns ansigtstræk, fik slået centrallåsen fra og kørte ruden ned.
– Jamen Lisa dog, hvad er der i vejen?
Lisa havde mistet evnen til at kommunikere.
– Undskyld jeg forskrækkede dig, men du havde glemt denne her, sagde han og holdt hendes mobiltelefon frem i lyset. – Jeg tænkte, at du nok ville være ked af at undvære den til i morgen, så jeg fulgte efter dig, men du havde så meget fart på, at jeg nærmest ikke kunne følge med.
– Tak, fik Lisa fremstammet. Pludselig skammede hun sig over situationen. Det var jo en komplet sindssyg måde at reagere på.
– Helt ærligt, skal jeg ikke køre dig hjem? Jeg kan bare tage en taxa tilbage til min bil.
– Nej tak, sagde Lisa. Hun havde dummet sig rigeligt. Lisa skottede til ham, men hans ansigt var ubevægeligt.
– Er du sikker?
– Ja, ellers tak, sagde Lisa, der havde fået nogenlunde hold på sig selv og genvundet sin forretningsfacade.
De tog afsked, og Lisa kørte hjem i høj fart. Hun var ærgerlig over episoden og gal på sig selv.
Selma åndede tungt i masken og havde kvalme, fordi hun ikke havde spist morgenmad og drukket alt for meget kaffe. Med en pipette dryppede hun præpareret materiale fra en af fuglene, hun havde modtaget fra dyrlægen i Nordjylland, i et reagensglas. Sagen med, at Danskeren interesserede sig for giftalger, havde fået hende til at overveje, om der kunne være tale om en særlig høj algeforekomst i området, som havde dræbt fuglene. Hun havde også overvejet, om det kunne være fugleinfluenza eller Newcastle Disease og sørgede for også at teste for disse infektionssygdomme. Hun samlede sin høst i et trådnet, og lidt efter stod hun i elevatoren, på vej ned i kælderen, hvor Epidemiologisk Institut opbevarede forsøgsdyrene.
Afdelingen var i princippet opbygget som en operationsafdeling på et almindeligt hospital og indeholdt forberedelsesrum, operationslokale og opvågningsfaciliteter. Der var bare den lille forskel, at patienterne fortrinsvist bestod af hvide rotter og mus, som Epidemiologisk Institut brugte til forsøg med for eksempel vacciner, og Overvågningstjenesten anvendte dyrene til forsøg med biologiske kampstoffer. Alt var sterilt og emmede af antiseptiske midler.
Hun hilste på dyrepasseren, der havde det overordnede ansvar for forsøgsdyrenes trivsel – en ældre mand med godt humør og forkærlighed for et par fyraftensøller.
– Nå, hvad kan jeg så gøre for dig, Selma?
– Vi skal have testet det her på tyve mus. Sørger du for at gøre klar, så skifter jeg lige.
Lidt efter gik Selma i gang med at injicere indholdet fra reagensglassene i musenes bughuler. Hun brugte femogtyve mus med nogenlunde samme vægt. Selmas sanser var fuldkommen skærpede, mens hun iagttog musene. Der gik ikke mere end omkring et minut, før musene gik i kramper og døde.
Der måtte være tale om et nervetoksin, konkluderede hun i tankerne. I en allerhelvedes kraftig udgave. Hun måtte straks have fat i Ernst, og hun skyndte sig at klæde om. Kort tid efter bankede hun på døren til Ernsts kontor, mens hun stakåndet forklarede situationen.
– Det kan godt tænkes, at du har ret, sagde Ernst. Men husk lige på, at musetesten jo bare viser, at der er tale om et giftstof. Ikke, hvad patienten døde af!
– Jeg ved det godt, sagde Selma. – Jeg har bedt sekretæren om at skaffe noget særligt testudstyr, der hedder Ridascreen, som kan bruges til at sige nøjagtigt, hvilken algegift vi har med at gøre.
Lisa vred det lange røde hår i badeværelset og formede en turban med håndklædet, gik ind i stuen og slog over på TV2 News. Hun satte sig i sofaen og redte forsigtigt det våde hår ud, mens hun halvhjertet fulgte med. Pludselig var der en sætning, der fangede hendes interesse, og hun skruede op for lyden. Der var åbenbart tale om noget exceptionelt. Meteorologen viste sig ikke at være den sædvanlige, smarte vejrpige, men en havbiolog, der med sigende gestik ivrigt forklarede om et eller andet naturfænomen. Han smed om sig med lange latinske betegnelser og fremmedord. Men hun opfangede få ord som skadelig algeopblomstring og røde giftalger.
Mystisk. Grønne alger havde man sgu da hørt om, men da ikke røde. Sikkert noget med klimaforandringer, tænkte hun adspredt, mens hun knappede skjorten. Hun betragtede undrende et closeup af noget hav, angiveligt i Nordjylland et eller andet sted, hvor den normale havoverflade var overtrukket med noget, der lignede et rødt bølgende tæppe. Dets nuance var en mellemting mellem rust og rødt, sådan mønjefarvet, afgjorde Lisa med sig selv.
Havbiologen holdt et eller andet sort og skinnende frem i en behandsket hånd. Lidt efter kunne hun se, at der var tale om blåmuslinger. Til sidst blev der vist et nærbillede af nogle døde fugle, der vuggede i strandkanten, hvilket ledte tankerne i retning af en olieforurening.
Lisa blev hidsig. Satans til miljøsvin! Et blødende hav var fandeme da noget, man kunne forstå. Næsten bibelsk. Blodigt vand. Hun gik ud i køkkenet, åbnede køleskabet og skænkede et glas rosévin med hidsige bevægelser.
At folk ikke kunne behandle naturen ordentligt, var en gåde for hende.
Amatørornitologen arbejdede til dagligt i en særlig enhed hos SKAT, der bestod i at inddrive moms, som borgerne havde unddraget sig, når de kørte private ærinder i gulpladebiler.
For tiden var en af de mest givtige tjanser at stå på lur om lørdagen bag en container på en genbrugsstation og vente, til gulpladebilerne kom trillende, og notere sig nummerpladen. Dette arbejde indbragte ganske store gevinster til Etaten. Han kunne snildt inddrive flere hundrede tusinde kroner på en god dag.
Denne dag ville blive en af de eminente, vurderede han, da han så firehjulstrækker nummer syv køre ind på Aalestrup Genbrugsplads. Blev folk da aldrig klogere! En selvsikker fyr med Ray Ban-solbriller og casual designer tøj steg ud og begyndte at losse helt klart privat skrald i småt brændbart. Han havde ikke den fjerneste anelse om, at alle hans bevægelser nøje blev gransket af personen bag containeren, der omhyggeligt noterede nummerpladen og gnavede tilfreds på kuglepennen. Ejeren af gulpladebilen havde lige udskrevet en opkrævning til sig selv på omtrent et par hundrede tusinde nettokroner, gættede han med kendermine. Han så på uret. Det var vist tid til fyraften.
På vej hjem fra arbejde købte han træuld og ståltråd, der skulle tjene som erstatningsskelet i andefuglen for det oprindelige, der var blevet pillet ud. Han havde tøet kræet uendeligt nænsomt op i sit køleskab over et døgn og glædede sig til at gå i gang med opgaven. Hvilken positur skulle han vælge til hunnen? Sådan parringsagtig eller måske lidt mere køligt afvisende? Han var i syv sind, men valgte til sidst en lidt neutral positur, så han ikke blev træt af fuglen for hurtigt.
Han købte også en ramme øller på tilbud. Man blev så frygtelig tørstig af al den træuld, der brugtes som indmad til fuglekadaverne, og som fyldte lokalet med støv og træfnug.
Med en raspende lyd skrabede han omhyggeligt indersiden af fuglekraniet fri for hjernemasse med en skalpel, han havde købt på en hjemmeside, der forhandlede operationsudstyr. Det var vigtigt, at skalpen og resten af kræet var helt fri for kød, sener og brusk, for at undgå at kunstværket skulle ende i kløerne på de allestedsnærværende frække mus, der havde onduleret op til flere af hans udstoppede fugle, fordi han havde glemt den gyldne læresætning om aldrig at efterlade nok kød i fuglen til at friste en sulten musemave.
Lugten fra fuglekadaveret, hvor indersiden nu var krænget ud, generede ham ikke, og han brugte heller ikke handsker. De kraftige, blodige hænder arbejdede smidigt med det lille andedyr. Han bandede arrigt, da mobilen ringede i den koncentrerede stilhed, og den barberbladsskarpe skalpel smuttede mellem hænderne på ham og efterlod en dyb flænge i blommen på tommelfingeren. Først blødte det ikke fra såret, men da han pressede undersøgende på fingerspidsen, vældede friskt, rødt blod ud og blandede sig med det levrede lillabrune fra fuglen. En tåre sved i øjenkrogen, og det svimlede et øjeblik for ham ved synet at sit eget blod. For dælen, hvor gjorde det ondt! Han gik over til den praktiske store stålvask og skyllede såret. Han var i tvivl, om det skulle sys, og kvalmen ved at se ned i sit eget kød overvældede ham pludselig. Han klemte fast om såret med flere lag køkkenrulle og ledte efter plasteret. Efter at have sundet sig et par minutter åbnede han klodset en øl med venstre hånd og lagde nakken bagover, tømte øllen, hvorefter han plastrede såret omhyggeligt til.
Han glippede lidt med øjnene og stillede dåsen på køkkenbordet, hvor den larmende fik overbalance og trimlede på gulvet. Pludselig prikkede det i ansigtshuden, og et anfald af svimmelhed fik gulvet til at hæve og sænke sig som et uroligt åndedrag. Et stik af angst fyldte med ét hjerteregionen, og han duvede frem og tilbage. Kunne det være øllerne? Han var godt i gang med nummer fem, men det var absolut ikke usædvanligt mange for en travl arbejdsdag i skuret. Snarere tværtimod. Han forsøgte at tage et skridt, men benene ville ikke lystre; det var som om, han var naglet til en gren med ståltråd som en anden udstoppet fugl.
Som en sprællemand spjættede han med lemmerne og fejede fugl og instrumenter på gulvet, da han faldt. Pludselig for en serie kramper igennem ham, og tænderne klaprede i munden, mens pupillerne forsvandt op bag øjenlågene. Kroppens nerver var ved at blive sat skakmat, og som et sørgmodigt punktum kappedes åndedrættet.
Bevidstheden forsvandt først efter et uendeligt langt minut.
Restauranten blev oplyst udefra af skælvende flammer fra runde messingkugler med osende sorte væger. Selv ved midnat langede det velanmeldte køkken dyre, franske retter over disken og tiltrak det mere velbjergede københavnske borgerskab. Vinden havde frit lejde i den lille passage og fik markisernes sorte tunger til at slå knaldende smæld mod de velpudsede ruder.
Varmen og duften af mad stod imod dem og en køn, kvindelig tjener kom dem smilende i møde og tog frakkerne. Sikkerhedsfolkene holdt imponerende lav profil, tænkte han. Rune Alsing skævede distræt til ledsagerskens kavalergang og gættede i tankerne hendes brystmål. Selvom hun havde siddet på bagerste række, havde han spottet hende næsten med det samme. Sans for skønhed, det havde han altid haft. Han trak belevent hendes stol ud og bestilte en flaske Veuve Cliquot og den sædvanlige menu. Tjeneren placerede diskret et sølvfad med krystalliseret is og sort tang, der dannede en dekorativ baggrund for de knytnæve store østers, der sejlede i egen saft i selskab med lime- og citronbåde. Saften var det bedste. Smagen af rent havvand. Han åbnede munden og lod den kolde saft passere som forsmag på den silkeagtige, fløjlsbløde, eftergivende elastiske masse, der dovent gled nedefter.
Tjeneren bragte varme lavendelduftende klude på et sølvfad, så de kunne fjerne den erotiske duft af skaldyrsafter. Ledsagersken undskyldte sig og bevægede sig elegant hen mod toilettet.
Han kunne dufte muslingerne længe før tjeneren kom ind med hans livret nummer to. Den krydrede duft af friske krydderurter i selskab med Noilly Prat fik spyttet til at samle sig i mundhulen, og han måtte synke flere gange. Tjeneren kom med to små, hjerteformede, røde støbejernsgryder med låg, som hun placerede på en dækketallerken af sølvplet. Han kunne ikke lade være med at linde lidt på låget, hvorfra en liflig duft skød op, og et herligt syn mødte ham; kødfulde højorange muslinger, drysset med havgrøn persille. Han spejdede forgæves efter ledsagersken og trommede utålmodigt med fingrene, mens han på afstand studerede den sorte, lakerede toiletdør, hvor nonfigurative motiver udført af en kendt kunstner bidrog mere til forvirring end afklaring af, om der var tale om et herre- eller dametoilet. Han mærkede, at blæren var fyldt og rejste sig. Ude på det luksuriøse toilet vaskede han længe og grundigt hænder. Et pludseligt let stik af svimmelhed fik ham til bekymret at betragte sit spejlbillede. Han, der snildt kunne drikke to anstændige flasker vin, selv på tom mave uden at blive synderligt beruset, oplevede pludselig, at det var, som om champagnen var steget ham en anelse til hovedet. Hans hænder rystede let. Var presset fra den allestedsnærværende dødstrussel omsider ved at gøre sit indtog i hans nervesystem? Svaret kom af sig selv, da han betragtede sine øjne, der strålede med en uvant glans, og ansigtet var usædvanligt rødmosset. Hvornår havde han sidst haft det sådan? I gymnasiet! 1. g. For helvede, var han virkelig brændt varm på hende? Tanken forekom både absurd og logisk. Symptomerne var i hvert fald håndgribelige og let genkendelige; hjertebanken, rødmen og stammen.
Det norske træhus var halvt skjult af aldrende graner, og vildtvoksende brombærgrene snoede sig lumsk gennem det stride, viltre græs. Husets finurlige udskæringer af fabeldyr og ugler med naturtro blanke, gule glasøjne reflekterede lyset fra den gamle velholdte 2CV, der trillede duvende ind ad indkørslen; han vidste, at han burde have ladet bilen stå, men tog chancen.
Tagets stritgræs var blevet slået ned af tunge tordendråber, og overalt silede og dryppede det. Regnen havde forvandlet indkørslen til en sump i det tiltagende tusmørke – l’heure bleue, tænkte han, men mente alligevel, at det danske regnvåde mørke ikke havde helt den samme inciterende blå tone, som man kunne opleve sydpå.
Han studerede hemmeligt ledsagerskens, klassiske profil, og en frydefuld kriblen for rislende gennem mellemgulvet. Hun var fandeme smuk, hende her. Næsten for lækker til at være sand! Han indfangede hendes varme parfumerede kropsduft, da han lænede sig en anelse ind over hende for at åbne handskerummet, hvor nøglerne til huset lå, og blev overrumplet over det begær, der løb som en ild gennem ham og et øjeblik gjorde ham komplet fortumlet.
Dørhåndtaget var kunstnerisk udskåret som en nøgen kvinde, der stod i bro, og vidnede om den tidligere ejers glæde for det modsatte køn og snilde, når det gjaldt træforarbejdning. Erotiske billeder jog gennem hjernen og fik kinderne til at blusse forventningsfuldt. Havde han været for fremturende ved at invitere hende hjem til sig selv, selvom de kun havde kendt hinanden et par dage? Hun var svær at lodde. Han fornemmede en forbeholden kant.
Ude i indkørslen signalerede to lyskegler, at sikkerhedsvagterne var ankommet, og for en gangs skyld forbandede han deres tilstedeværelse. Netop den aften ville han godt have haft matriklen for sig selv. Men det kunne vel ikke være anderledes, og man skulle jo ikke glemme, at de gav ham en vis VIP-effekt hos pigerne.
Sikkerhedsvagterne havde været en integreret del af hans hverdag, siden den første foredragsrække han holdt, hvor han som ekstra krydderi havde valgt at vise de berygtede Muhammed-tegninger på storskærm, hvilket havde fornærmet flere af tilhørerne dødeligt. En uge efter foredraget havde han modtaget et håndskrevet brev, hvor der højtideligt stod, at han havde fået en fatwa. Brevet var blevet fulgt op af flere dødstrusler på Facebook, hvor forskellige islamistiske grupper detaljeret beskrev, hvordan de ville dræbe ham, hvis han ikke straks undskyldte for sin fornærmende opførsel.
Han havde i første omgang ignoreret det som noget fanatisk vås, men var kommet på bedre tanker efter to hændelser; en nat vågnede han i sin stuelejlighed ved, at han først hørte en ækel gluggende lyd, efterfulgt af en kraftig eksplosion; nogen havde hældt litervis brændbar væske gennem brevsprækken og antændt det. Det var kun med nød og næppe, at det lykkedes ham selv at slukke ilden, og han pådrog sig en andengradsforbrænding på højre hånd, hvilket stadigvæk gav ubehagelige føleforstyrrelser.
Den anden ubehagelige oplevelse, der endeligt havde overbevist ham om det fornuftige i at gå under jorden og flytte til en hemmelig adresse begyndte med, at han en dag ikke kunne starte sin bil. Politiets teknikere fandt senere ud af, at der havde været monteret en avanceret bilbombe, der ville have elimineret ham selv og alt andet i en radius af omkring fem meter, hvis den ikke havde været defekt.
Efter disse ubehagelige hændelser blev han visiteret til at få livvagter på døgnbasis, hvilket han havde taget imod med kyshånd, da alternativet ikke syntes specielt attraktivt. Hans liv var derefter lagt i faste rammer, og spontane indslag var bandlyst.
Han langede ud efter en flaske champagne, gik ind i stuen og tog to slanke champagneglas fra vitrinen. Efter at have skænket op til randen i glassene viste han hende galant ud i husets atelier, som den tidligere ejer havde indrettet som en kombination af musikstue og malerværksted. Misfarvede skjolder i loftet vidnede om vandets eminente evne til at finde både små og store revner i taget. Et aldrende Hornung Møller-flygel, hvis overflade var oversået med talrige rande og malerpletter, fortalte en kompliceret, farverig historie om mange års kreativ aktivitet og abefester i atelieret. Ledsagersken klimprede forsøgsvis på de årede, revnede elfenbenstangenter, men lang tids ophold i fugtige og uopvarmede omgivelser og manglende omsorg fik det velmente forsøg til at falde sølle ud. Hendes varme, diskrete parfumerede duft var igen ved at få ham til at miste selvbeherskelsen, og han var tæt på at flå tøjet af hende og tage hende på flyglet, men et instinkt sagde ham, at han burde spille den belevne vært lidt endnu. Man vidste aldrig. Og det ville være en dødssynd at fortabe en så unik chance for at komme i kanen med en ægte skønhed.
De gik ind i stuen, hvor de satte sig i sofaen. Hun lagde hovedet i hans skød, og han rystede opgivende på hovedet. Hun måtte da kunne mærke den erektion, der dunkede faretruende nær ved hendes kind, men hun lod som ingenting.
Han aede nænsomt hendes bløde kind, som champagnen havde fået til at blusse og kærtegnede de sanselige læber. En let stønnen undslap hende, og hans hænder gled kærtegnende ned mod hendes bryster. Brystvorten føltes både eftergivende og hård, og da han klemte blidt, hvinede hun dæmpet, hvilket gjorde ham nærmest gal af begær, og på et splitsekund forsvandt den sidste rest fornuft ud af hans bankende krop. Den diminutive kjole skulle af nu! Efter et dybt kys havde han krænget kjolen af og gispede et øjeblik ved synet af hendes smukke krop og perfekte, hvælvede bryster og lod blikket vandre begærligt nedad. Han studsede lidt over en slags knap, der sad lidt til venstre for navlen, men fik derefter øje på et chokerende rødt og fortykket ar, lige over hårgrænsen. Arret var dybt og sårkanterne ujævne. Han trak hovedet lidt tilbage for at vurdere formen. Et kryds måske? Eller snarere et klodset kors? En dyb, vertikal fure dannedes mellem øjenbrynene. Denne kvinde var mere mystisk, end først antaget, men mærkeligt nok blev han ikke frastødt af arret. Det havde snarere en ophidsende effekt på ham.
Et stik af kvalme forstyrrede pludselig billedet, og han trak vejret dybt ned i mellemgulvet og begyndte at famle ved sit eget slips. Han måtte trække noget mere frisk luft. Han ville fandeme ikke gå glip af dette syn for guder. Ør af ophidselse, beruselse og noget tredje han ikke kunne forklare, ilede han ud på en overdækket terrasse, hvor græsset hang tjavset ned fra taget, og store dråber slap græsstråene og splintredes mod det sindrige mønster af mosaikfliser. Det duftede af sommernat. Han nød at stå i det dryppende mørke, men begyndte pludselig at fryse voldsomt og gik ind i stuen igen. Ledsagersken stirrede spørgende på ham, og han lagde mærke til, at han stod og svajede frem og tilbage som et pendul.
Han følte sig pludselig meget tørstig og gik ud i køkkenet for at tage et glas vand. Det svimlede for ham, og han fortrød, at han havde spist alle de skaldyr, og uforudsigelige opstød gengav uformindsket smagen og fik kvalmen til at accelerere. Maven rumlede løs, og uden forvarsel for en voldsom rystelse gennem ham. En ubehagelig brændende, prikkende fornemmelse bredte sig summende i de markerede læber, og han fyldte et glas med vand, men var tæt på at tabe det. Han forsøgte igen og samlede denne gang al koncentration om at føre glasset mod de skælvende læber, men forsøget kiksede, og glasset og splintredes mod klinkegulvet.
Den summende fornemmelse, der havde sendt hvidglødende pile af panik gennem hans krop, ophørte brat. Men på en måde ville han bedre kunne leve med en ubehagelig summen i stedet for den lammende fornemmelse, der nu sivede ud i mundhule og underansigt.
Som en kæmpe pumpende arterie indtog dødsangsten kroppen og efterlod en uimodståelig trang til at generobre følelsen i underansigtet, og han hev og nev med voksende desperation i læber og kinder. Han begyndte desperat at pille ved den øverste skjorteknap, som pludselig føltes snærende, og med ét var det som om, der ikke var mere luft i lungerne. Han hev efter vejret, og farven ændredes brat i ansigtet til en rødlig nuance med violette undertoner. Efter få sekunder faldt han og ramte klinkegulvet uden at tage fra. Øjnene stirrede blindt op i loftet.
Ledsagersken havde fået tøjet nogenlunde på plads og så ned på den udstrakte skikkelse. Der var ingen medfølelse i blikket. Hun vaskede omhyggeligt de to champagneglas af og stillede dem pænt på plads. Hun slukkede lyset i stuen og køkkenet og måtte famle sig hen til vinduet i stuen. Hun lindede lidt på gardinet og kneb øjnene sammen. I indkørslen skimtedes to skikkelser bag en bilrude. Et svagt lys fra en havelampe lyste kabinen så meget op, at hun kunne se, at de lod til at være optaget af at læse eller måske sms’se. I hvert fald var deres opmærksomhed ikke rettet mod huset, så hun listede ud gennem døren, der førte ud til terrassen og satte kursen mod nogle høje træer i baghaven. Hun gik barfodet gennem det våde græs. Skoene med de sylespidse hæle lå i tasken. Nu skulle hun bare fange en taxa og køres hen til biludlejningsfirmaet, hvor der stod en bil klar.
Selma fik et opkald fra Jørgen Fabricius, hendes gamle studiekammerat og beundrer og i øvrigt noget af en legende på Retsmedicinsk Institut. Stemmen lød overmåde korrekt og affekteret, hvilket fik Selma til at tænke på en gammel far til fire film.
– Hvordan har du det, Jørgen, er du kommet dig oven på operationen?
– Jo tak, jeg har det helt fint nu, sagde Jørgen. Men det var en drøj omgang, som du nok kan regne ud, hvilket jeg vil underholde dig med ved en anden lejlighed. Sagen er den, at jeg har fået en kompliceret sag, som jeg gerne vil høre din mening om. Må jeg kigge forbi snarest muligt?
– Du er altid velkommen, sagde Selma.
Maise stak sit kønne ansigt ind ad døren.
– Du, der står en flot fyr nede i receptionen. Han er lige din type. Selma bemærkede, at Maise åbenbart var nået til pink i farveskalaen – en stærkt nedringet top, der var skåret skråt henover hendes velformede krop, og øjenskyggen var nøjagtigt afstemt som sædvanligt. Et diskret mintfarvet stykke tyggegummi blev behændigt skubbet bagud med tungen, så hun i det mindste ikke læspede, når hun talte.
– Han hedder Jørgen Fabricius, og han er totalt lækker på sådan en Charlie-agtig måde. Selma havde kommet til at røbe, at hun godt kunne lide at se kanalen af samme navn, hvilket havde afstedkommet en del drillerier fra piccolinens side.
– Hvem Jørgen? ville Ernst vide, så snart Maise var forsvundet ud ad døren.
– Du kender da godt Jørgen, sagde Selma og skyndte sig at slukke Ernsts cigaret, der lå og osede i askebægret.
– Nå, ham, snerrede Ernst og foldede de lange tynde arme stramt over brystet og så fornærmet ud.
– Kom nu af sted, Ernst. Det er bare arbejde!
– Satans! eksploderede Ernst og drejede om på hælen og gik. Han havde åbenbart aldrig glemt, at Selma og Jørgen havde været småkærester en gang i tidernes morgen.
Hun nåede lige at få pudder i ansigtet og luftet lidt ud, før det bankede på døren.
– Hej Jørgen. Velkommen til, sagde hun varmt.
– Goddag, søde Selma, sagde Jørgen og gav hende et kejtet kys på kinden. – Du ser som sædvanlig pragtfuld ud.
Han duftede godt af en diskret aftershave og var nærmest mahognibrun af den sydspanske sol. Hun granskede ham og konstaterede, at han holdt sig utroligt godt.
– Tak, Jørgen. Vil du have kaffe?
– Nej tak, du, hellere te. Jeg har stadigvæk colon irritabile.
Selma ringede til Maise og bad hende om at hente te.
Et øjeblik senere gav det et sæt i dem begge, da Selmas dør gik op, og Maise balancerede ind med en stor tremmebakke af teaktræ med store, håndmalede tekopper. Selma skjulte sin overraskelse – der var langt fra bakkens indhold til den sædvanlige omgang papkrus med automatkaffe med en underlig metalagtig smag, og Maise overraskede med sit talent for at skænke te på en ret elegant måde. Selma nøjedes med at sende et spørgende blik. Kvik pige, tænkte hun anerkendende. Eneste fejl ved serveringen var en stor lysegrøn boble, der pludselig voksede i piccolinens mund og blev knaldet hårdt med tungen, så Jørgen var ved at tabe tekoppen. Han rynkede brynene, da han så pigebarnet rutineret ælte massen sammen til en ny ladning.
– Det er fint Maise, tak for hjælpen. Vi klarer os herfra, skyndte Selma sig at sige, før Maise kunne nå at punktere bobletyggegummiet igen.
– Nuvel, sagde Jørgen og rømmede sig tørt. – Jeg vil gå lige til sagen, Selma, det ved jeg, at du sætter pris på. Jeg fik en afdød ind for nylig. Justitsministeren udpegede mig til at foretage obduktionen.
– Hvorfor?
– Jeg er som Retsmedicinsk Instituts jeronimus den, der tager sig af særligt udfordrende tilfælde og, hvis vi får en VIP ind. Men for at sige det helt ærligt, aner jeg ikke, hvad der slog ham ihjel. Alligevel tror jeg, at det måske kunne relatere sig til dit speciale og, at der måske er tale om et mord, men jeg kan bare ikke bevise det. Kunne du ikke tænke dig at se ham?
– Naturligvis.
– Men det haster.
– Jeg kan i morgen, sagde Selma efter at have tjekket sin kalender.
– I morgen aften vil være perfekt, sagde Jørgen.
Selma forsøgte at gøre sit ansigt udtryksløst. Der røg en potentiel hyggeaften med Lisa, og hun hang nu på en aftale med Jørgen, der stod på Retsmedicinsk by night.
Hun sad længe og spekulerede. Antydningen af en grufuld tanke tog form i baghovedet.
Selma frøs. Det var blæst op til storm, og selvom det var sommer, gav afrevne smågrene og blade indtrykket af en efterårsdag, hvilket blev understreget af iskold regn.
Hun drejede ned ad Frederik V’s Vej og ringede Jørgens direkte nummer op, så hun slap for at stå og blomstre foran glasdøren.
Den firkantede sortbrune bygning rejste sig foran hende, og hun fik straks øje på Jørgen, der stod klar til at modtage hende ved indgangen. Han så fremmed ud med en hvid maske, halvt hæftet hen over munden og en grøn kittel med langt forklæde.
– Velkommen til, Selma, sagde han varmt.
– Tak, sagde Selma, der var næsten gennemblødt af regnen.
På vej ned ad trappen spurgte Selma – Stadig intet at gå efter?
– Jeg har ikke den fjerneste idé om, hvad han er død af, sukkede Jørgen. – Men, forresten, der er én vigtig ting, som jeg vist ikke fik fortalt dig. Afdøde var den kendte journalist og foredragsholder Rune Alsing – du ved ham, der turnerede med Muhammed-tegningerne, hvilket har skaffet ham en del uvenner hen ad vejen. Han var under politibeskyttelse døgnet rundt, fordi han ifølge PET rangerede meget højt på dødslisten over profet-fornærmere. På linje med Kurt Westergaard.
De gik ned ad endnu en halvmørk trappe. Jørgen kørte et plastikkort gennem en læser og indtastede en kode, der fik en tofløjet glasdør til at glide langsomt op. Lyset var hvidt og grelt, og Selma missede med øjnene. Jørgen anviste et linnedrum, hvor hun kunne klæde om.
Han havde i mellemtiden taget sine briller på, selvom han sikkert havde overvejet det nøje af forfængelighedsårsager.
Han ledte hende ind i et mørkt lokale gennem en massiv ståldør, der var omhyggeligt sikret med to speciallåse. Jørgen tændte for et kraftigt lys, der badede det store rum i et hvidt skær, og hun så over mod endevæggen, der var domineret af et stort reollignende skab i rustfrit stål med solide hængsler og håndtag. Her var der plads til tolv lig, talte Selma. Jørgen gik målrettet hen mod en boks og åbnede den. Et digitaltermometer viste 3,3 grader og slog jævnligt over på fahrenheitskalaen, der viste 38. Jørgen hev rutineret skuffen ud, hvor der tegnede sig en skikkelse under et lagen.
Rummet var indrettet med talrige metalbårer med hjul under og stålvaske med slanger og stålplader med huller i. Der var noget endegyldigt og definitivt ved de effektive arbejdsstationer. Var man først havnet her, var det videnskaben og rationalet, der herskede. Deduktion og logik skulle spole filmen tilbage og rekonstruere, hvornår døden indtraf og gerne hvordan. En fuldkommen skematisk gennemgang af ligets tilstand efter ganske bestemte procedurer sikrede, at intet blev overladt til tilfældighederne eller glemt. Alt dette skete i respekten til afdøde og for at sikre, at en eventuel drabsmand blev draget til ansvar. Følelser og sorg havde intet ærinde her.
Jørgen vinkede Selma hen til sig. Liget var voksagtigt hvidt, og kropsbehåringen trådte rødligt frem mod den blege hud. Ansigtet var en stivnet maske i et neutralt udtryk.
Selma fulgte det omvendte sammensyede Y-snit med øjnene. Det løb som en ujævn stiplet vej hen over liget.
– Jeg lover dig for, at han har givet mig adskillige søvnløse nætter, klagede Jørgen.
– Hvad har du skrevet i obduktionsrapporten i korte træk?
– Jeg har gennemlyst hans tøj for huller og flænger – og forgæves ledt efter tøjfibre. Huden var ikke perforeret nogen steder. Organerne fremtrådte alle normale både visuelt og ved vejning. Blodet fra lårpulsåren var også i orden, bortset fra at han havde indtaget noget alkohol, svarende til vel omkring en flaske vin, men slet ikke nok til at det skulle have påvirket hans almene tilstand negativt. Maveindhold: Østers og blåmuslinger, sandsynligvis fra Limfjorden. Jeg har undersøgt hovedet meget grundigt og set ørerne efter for blødninger. Der var heller ikke tandskader. Hovedbunden er også blevet undersøgt, og der var kun nogle postmortem-skader, som stammer fra faldet mod et klinkegulv.
Selma betragtede mandens hoved, hvor det mest bemærkelsesværdige var, at kraniekalotten havde været savet af og derefter nydeligt sat på igen.
– Ja, der var heller ingen hjerneskader, tilføjede Jørgen. – Man troede indledningsvist, at der var tale om en hjertesygdom, men det er der altså ingen tegn på ved obduktionen. Jeg har været i kontakt med hans egen praktiserende læge og familien, der sagde, at han alle dage havde været sund og rask bortset fra, at han var lidt overvægtig.
– Hm, sagde Selma og ønskede, at hun havde haft en cigaret.
– Og prøverne viste ingen af de gængse giftstoffer, sagde du?
– Nej.
– Kunne han ikke være død af en algegift? Toksinet ville have sluppet gennem nåleøjet, da den ikke bliver opdaget ved de sædvanlige toksikologiske tests. Måske kunne han være blevet forgiftet med saxitoksin?
– Den marine gift saxitoksin? Hvordan i himmelens navn er du kommet på den idé? Han boede jo i Paradiskvarteret i Holte!
– Det er en lang historie, sagde Selma, – men der har jo, som du nok ikke har kunnet undgå at bemærke, været en rød algeopblomstring i Jylland af særdeles giftige alger, vel at mærke. Jeg har mistanke om, at de østers og muslinger, som journalisten har indtaget, kan have været inficeret med algegift, selvom jeg ville blive meget overrasket over, at koncentratet i sig skulle være nok til at slå en velvoksen mand ihjel. Man kan også forestille sig, at der har fundet en udvinding af toksiner sted; altså et potentielt giftmord.
– Hm, i teorien kunne du have ret, men i så fald må vi straks få det verificeret!
– Hvis du sørger for at sende prøver over til instituttet, kan jeg analysere dem for dig, sagde Selma. – Jeg har netop bestilt testudstyr til algegifte, men det er vist i restordre, så der går måske en uge, før jeg har det.
Da Selma trådte ud fra Retsmedicinsk Institut regnede og blæste det stadigvæk kraftigt, og hun samlede frakkekraven om halsen. Hvis hun havde ret i sin mistanke om, at Rune Alsing var død af en saxitoksinforgiftning, var der tale om en meget alvorlig situation, der krævede handling.
– Nå ja, det var saxitoksin, det hed! Jeg så et indslag om det i nyhederne, sagde Lisa senere, da Selma kom hjem. Hun havde lunet noget mad til Selma, der var skrupsulten.
– Ja, det er noget uhyggeligt giftigt stads, sagde Selma.
– Og du tror, at det er blevet brugt til at slå journalisten ihjel? Ja, det lyder jo som det perfekte mord, hvis det ikke kan spores.
– Saxitoksin er paradoksalt nok omfattet af FN’s kemiske våbenkonvention, der også omfatter for eksempel sennepsgas og sarin, selvom giften bliver produceret af levende organismer.
– Det er godt nok forvirrende, sagde Lisa. – Men virkningen er vel den samme, ikke?
– Hvad mener du?
– Ja, ofrene dør vel, uanset hvad, konkluderede hun.
Der opstod en pause. Selvom Lisa ikke havde forstand på kemiske eller biologiske våben, havde hun jo faktisk ret.
– Men hvad får dig til at tro, at der er nogen, der har udvundet det?
– Indtil videre er det bare en mistanke, sagde Selma.
Selma var faldet i søvn i taxaen fra Karup mod Nykøbing Mors, og den store stak papirer, hun naivt havde troet, at hun kunne få læst på turen, var rutsjet ned på gulvet. Det var på tide at få syn for sagen med de røde alger og tale med nogen, der vidste noget om fænomenet. Havbiologen Ingvar Christensen virkede som det oplagte valg af ekspert, og han havde udgivet en masse artikler og flere bøger om emnet. Derudover var han for tiden ofte i tv for at forklare fænomenet med de røde giftalger. Han havde vist sig at være svær at få fat på, da hans bidske sekretær virkede overbevist om, at Selma var en særlig udspekuleret journalist, der bevidst pønsede på at misbruge hans kostbare tid.
Vejret var gråt og kedeligt, og regnen forvrængede det forbipasserende landskab til en dårlig kopi.
Hun steg ud, betalte chaufføren og skuttede sig i finregnen, der prikkede koldt på kinderne.
Forskningscenteret for Skaldyr bestod af en moderne rødstensbygning i organiske former med masser af glaspartier, der reflekterede den gråmelerede himmel. Det var havbiologen selv, der tog imod hende. Han var mørkhåret, havde en sund kulør og virkede umiddelbart venlig og imødekommende.
Selma forklarede ham om resultaterne af musetesten og mistanken om udvinding af algegift og bad ham fortælle om fænomenet.
– Der er tale om en sand sensation, sagde havbiologen. Vi har aldrig før haft en så kraftig rød algeopblomstring af furealgen alexandrium tamarence i Danmark før. Ja, det er et underligt ord, for opblomstring forbinder man normalt med noget kønt og positivt, men her er der snarere tale om en veritabel pøl af gift. På engelsk kalder man det forresten red tide, da det ligner rødt tidevand, der skyller ind over kysten. Alexandrium er en særdeles toksinholdig alge, og selvom vi aldrig tidligere har oplevet en decideret opblomstring i Danmark, trives algen faktisk i bedste velgående i vores farvande, dog normalt i meget mindre koncentrationer. Der er udstedt generelt fiskeriforbud på grund af algeforekomsten. Vil du ikke se et billede af den?
Han dykkede ned i en mappe og hev nogle krøllede ark frem, som han glattede ud på bordet.
En lille kugleformet kontur tonede frem. Ved nærmere eftersyn syntes Selma, at det lignede en lille lukket hjelmagtig ting.
– Den er ret fascinerende, ikke? spurgte havbiologen.
– Jo, sagde Selma og rykkede sig frem i stolen. – Kan man egentlig forudsige en kommende høj algeforekomst?
– Jo, man kan måle koncentrationen af cyster, der er forstadier til algen, og fremdiskontere en kommende opblomstring. Denne her opblomstring forudså vi allerede i vinters, hvor vi målte en ekstrem høj koncentration af cyster. Du er nok ikke særlig ofte inde på vores hjemmeside, men vi har skrevet meget om det på sitet og i vores fagblade. Vi har da også forsøgt at få medierne til at interessere sig for sagen, men det er først nu, hvor man rent faktisk kan se algerne med det blotte øje, at de er begyndt at dække historien. Men ingen af os forskere havde turdet håbe på, at det rent faktisk udviklede sig til en så fantastisk opblomstring. Hans øjne strålede.
– Men ud over at det er en sensation, sagde Selma forsigtigt, – er det jo også et temmelig farligt fænomen.
– Jo, og derfor er det også lovpligtigt at teste skaldyrene for algegifte; det gælder både i Danmark og i udlandet, hvor røde algeopblomstringer er mere almindelige. I Danmark havde vi nogle alvorlige tilfælde af høje koncentrationer af blågrønne giftalger i begyndelsen af 1980’ene, hvor der var badeforbud i mange dele af landet, og mange muslingebrug blev midlertidigt lukket. Furealgen Alexandrium Tamarence producerer et toksin, der kan give lammende eller paralytisk skaldyrsforgiftning. Den forkortes PSP; ”Paralytic Shellfish Poisoning”. Og giften, den producerer, hedder saxitoksin. Muslingerne kumulerer giften fra algerne, men bliver ikke selv påvirket af den; det gør derimod de dyr, der lever af muslinger som for eksempel havfugle og os mennesker. Mine folk har observeret et stort antal døde havfugle, og jeg er ikke i tvivl om, at de har indtaget inficerede muslinger. Giften kan ikke ses, smages eller lugtes. Selvom du udsætter giften for ekstreme temperaturer, som for eksempel kogning eller frysning, bliver den ikke svækket. Den er utrolig hårdfør og er en af de mest effektive nervegifte, man kan forstille sig. Giften er halvtreds gange mere potent end kurare, du ved den sydamerikanske pilegift, som Amazonas-indianerne brugte til at jage byttedyr med pusterør, og omkring tusind gange stærkere end den syntetiske nervegas sarin.
– Er det egentlig noget miljøbetinget, der gør, at algerne pludselig dukker op i så høj koncentration? spurgte Selma interesseret.
– Hvis du tænker på forurening eller klimaforandringerne, har man ikke kunnet påvise nogen direkte sammenhæng. Det er snarere et samspil mellem vejr, vind og strømforhold.
– Du har godt hørt om den allerførste beskrivelse af en rød algeopblomstring, ikke sandt?
– Nej, det må jeg tilstå, at jeg ikke har, sagde Selma.
– Men du har vel hørt om den første egyptiske plage? Der, hvor vandet bliver til blod.
– Jo, det har jeg da.
– Men du har nok ikke tænkt på, at det i virkeligheden nok var en rød algeopblomstring? Nu skal jeg læse noget for dig.
Til Selmas undren tog han en bibel frem og begyndte at læse op.
– Og vandet blev til blod, fiskene døde, og vandet lugtede, så egypterne nægtede at drikke det. Overalt var der blod.
Den sætning havde Selma hørt før. En gift, som farvede vandene rødt som blod, og som ubarmhjertigt dræbte dem, der indtog den. Den første Plage. Citatet var næsten enslydende med det Jørgensen havde fundet i Danskerens celle.
Selma hørte ikke rigtigt efter, da Ingvar spurgte, om hun var interesseret i at nærstudere algepølen.
Havbiologen ville lægge til ved ydermolen, hvor det så end var. Hun valgte at gå til venstre og hvis det ikke var der, måtte det vel være på den modsatte side. Så stor var havnen heller ikke. Pludselig hørte hun havbiologens stemme et sted nede fra havnebassinet. Hun kiggede ud over kanten og fik øje på ham og en avanceret gummibåd, der vippede gevaldig meget. Selma fortrød pludselig, at hun havde sagt ja til projektet med at se algerne på nært hold. Han havde ikke nævnt noget om, at de skulle sejle i gummibåd. Hun kravlede ned ad en minimalistisk stige og satte sig alt andet end elegant på en aluminiumsbænk i gummibåden.
Ingvar småsludrede om sit arbejde og gik i gang med at rode ved en kæmpe påhængsmotor, der startede med et potent brøl og virkede alt for stor til en lille gummibåd. Han hjalp hende i redningsvesten, og hun glemte straks alt om motoren, da båden brat satte i bevægelse og skød ud mod den blå horisont. Vinden fangede håret, og hun holdt fat om bænken af alle kræfter. Havbiologen lod ikke til at bemærke, at hun var alt andet end tryg ved projektet, og sad afslappet og styrede med to fingre.
Efter et kvarters sejlads havde Selma vænnet sig så meget til transportformen, at hun slækkede grebet om bænken en anelse og forsøgte at nyde den friske vind og skumsprøjt.
Midt ude på fjorden mødte der dem et sælsomt syn. Kulørte bøjer med gule plastikbånd markerede området. Vandets farve var surreelt. Havbiologen iagttog fascineret fænomenet – et unikt scenarie for ham, men Selma gøs, for under den lille gummibåd udfoldede der sig et giftigt algetæppe, der potentielt kunne dræbe et uoverskueligt antal mennesker, hvis toksinet blev udvundet. Og det var med al sandsynlighed det, der var sket. Hun betragtede de changerende farver. Formen var udflydende, og farverne skiftede fra postkasserød til orange med et blødende højrødt centrum. Hun fik pludselig en svimlende fornemmelse af at kigge ned i en solnedgang; plamagen var dog ikke båret af lys, men havde en mat overflade som maling.
– Det har samlet sig siden sidst, sagde han og målte tilsyneladende området med øjnene. Genskæret fra vandet gav hans ansigt et varmt lys, men Selma følte sig stiv og kold indvendig.
På vej tilbage, sejlede de forbi en kyststrækning, hvor de fik øje på masser af opdyngede, døde havfugle. På lang afstand havde det lignet bølgeskum, men da de nærmede sig, var stanken af råd påtrængende, og de besluttede hurtigt at vende om.
Selma havde set, hvad hun kom for, og hun var ikke længere i tvivl om, hvad der havde dræbt fuglene.
Det gav rungende genlyd i det højloftede rum med hvide klinker, da Lone hamrede døren op med spidsen af en hvid træsko i størrelse fireogtredive. Selvom hun kun målte i underkanten af halvanden meter, var de fleste medarbejdere en smule nervøse for at irritere hende og hoppede og sprang ved den mindste ordre.
Hun var lykkelig for at være kommet tilbage til Retsmedicinsk i Århus efter vikariatet i København. Desværre var det som om den københavnske dårlige karma var flyttet med i form af endnu en krop umulig sag, som skabte flere spørgsmål end svar.
Den århusianske assistent var stor, tyk og godmodig og hjalp hende med at vende de tunge lig.
Hun steg op på trappeskamlen, efter at assistenten havde åbnet brystkassen på liget med en knoglesav. Hun begravede de behandskede hænder i den midaldrende mands brystkasse og trak dem kort efter til sig med en svuppende lyd og et hidsigt udbrud.
– Satan og helvede, mumlede hun og bad assistenten om at afspille det, hun havde dikteret endnu en gang, og satte sig på trappeskamlen og lyttede eftertænksomt til sin egen, irritable stemme.
Liget var blevet fundet af en af hans venner og at dømme efter størrelsen på spyfluernes larver, havde vedkommende været død i nogle døgn. Der var lidt usikkerhed behæftet med dødstidspunktet, da der havde været voldsomt varmt i skuret, hvor han blev fundet, hvilket sandsynligvis havde accelereret processen. Vennen havde forklaret, at ligets øjenhuler myldrede med metalfarvede spyfluer.
Afdøde havde øjensynligt været i gang med at udstoppe en fugl, da han døde, og der var udover hans eget blod også spor af blod fra fuglen på liget.
Efter et kvarters tid rejste hun sig op og bad assistenten om at køre liget på køl og marcherede ud af lokalet, mens hun skrællede handskerne af. Eneste skade på liget var et dybt sår i tommelfingeren. Smertefuldt, men næppe noget man døde af. Var hun ved at falde af på den? Noget elementært, hun havde overset? Hun besluttede sig for at ringe til Jørgen Fabricius.
Vagthavende hos Midt- og Vestjyllands Politi begyndte at tage noter, da telefonsamtalen tog en overraskende drejning. Først havde han kategoriseret henvendelsen som værende endnu en emsig borger, der ikke havde bedre at tage sig til end at udspionere naboen; en ældre dame havde observeret, at naboen opførte sig mistænkeligt, hvilket ikke var første gang i historien, tænkte vagthavende og tegnede distræt kruseduller på blokken. Han lod hende snakke, og det var først, da hun nævnte, at naboen åbenbart spankulerede rundt iført en hvid heldragt og maske, at vagthavende spidsede øren.
Straks efter at have lagt røret på, kontaktede han sin chef, der omgående ringede til PET og blev viderestillet til Jørgensen.
Jørgensens var sunket ned i en sjælden dyb søvn, da telefonen ringede. Af bitter erfaring vidste han, at et telefonopkald midt om natten sjældent lovede godt, og det viste sig også denne gang at holde stik. Kort efter var han i tøjet og tændte en cigaret, selvom han hellere ville have haft en kop varm kaffe og kørte af sted i høj fart. På vejen ringede han og vækkede Selma og fortalte hende om indberetningen. Han regnede med at være fremme omkring fire timer senere.
Efter en anstrengende tur, der blandt andet bød på slagregn og kastevinde, nåede han frem til Midt- og Vestjysk Politi i Skive. Betjenten, der kom ham i møde var en ung fløs, der tillod sig at stirre ondt på Jørgensen, da han stak en cigaret i munden og tændte den. Efter en kort briefing på stationen, kørte han med den unge betjent, der førte bilen som om han var med i en biljagt i en amerikansk film. Han sendte en sms til Selma med adressen på gården, hvor de mystiske aktiviteter var blevet observeret.
Da de nåede frem, var det første, han tænkte, at anmelderen måtte være halvsenil, og den natlige udrykning udtryk for en total mangel på dømmekraft hos det lokale politi. Området virkede komplet forladt, og det lod ikke til, at der var nogen hjemme, kunne han konstatere ved at gå rundt om huset, efter at have banket på gentagende gange og forgæves spejdet efter mistænkelige individer i hvide beskyttelsesdragter gennem de mørke vinduer. Han gloede olmt på den unge betjent, der stod på gårdspladsen og vippede på fodsålerne, som om han kunne mærke Jørgensens undertrykte aggressioner. Jørgensen sukkede og betragtede en stjernebestrøet himmel, der var ved at blegne i daggryet og tænkte, at de lige så godt kunne vende næsen hjemad. Betjentens røv ville helt sikkert komme på komedie, og han overvejede grundigt, hvilken straf, han fortjente, da hans blik traf et underligt skær. Blåt, fluoriserende. Som om nogen havde tændt en snes fjernsyn på samme tid. Lyset strømmede ud fra laden. Han kradsede sig i nakken og nærmede sig døren. Så vidt han vidste, var gårdens ejer fisker, og lyset stemte ikke med noget, der kunne relateres til hans erhverv.
Døren til laden bandt, men til sidst fik han den op med den unge betjents hjælp.
Det var som at træde ind i et akvarium. Væggene nærmest funklede i blå, våde nuancer. Han kikkede op i loftet, hvor blånende lysstofrør sad tæt side om side.
Hold kæft en elregning, den mand måtte have, tænkte han undrende. Måske var muslingefiskeriet alligevel mere indbringende, end fiskerne ville indrømme? Han blev blændet af lyset og støttede sig op ad væggen. Men væggen forflyttede sig, og der lød et kæmpe brag.
Han havde væltet en stabel med papemballager.
Skoene trådte i noget knasende, og der var slimet på gulvet.
Føj for fanden, han vadede jo rundt i hønseæg! Havde manden en sideforretning som fjerkræavler, eller hvad helvede skete der lige? På vej ud af rummet var han ved at snuble. Skosnuden havde fanget remmen fra en maske af en art. Han samlede den undrende op og studerede masken, der var af mærket 3M.
Med biofilter, stod der.
Selma betalte taxachaufføren og registrerede, at indkørslen til gården var spækket med alskens køretøjer, der allerede på lang afstand sladrede om, at der var tale om noget langt alvorligere end natlige naboskærmydsler. Selma havde allerede i taxaen talt med lederen af det lokale beredskab, og havde advaret ham om, at det kunne være ekstremt farligt for hans folk at afsøge området, med mindre de bar sikkerhedsdragter og åndedrætsværn.
Jørgensen havde ikke sendt folk ind i selve laden, før Selma nåede frem, og der var stadig intet spor af gårdejeren.
Selma konfererede kort med Jørgensen og skyndte sig at få sikkerhedsudstyret på. Hun tog hun en dyb vejrtrækning, før hun trådte ind i lokalet, der var fyldt med ultraviolet lys, som forvrængede farverne og forvandlede hvidt til koboltblåt.
Udover de smadrede æg lå andre genstande smidt tilfældigt på gulvet, hvilket antydede, at stedet var blevet forladt i hast. En monoton, raspende lyd fra et udluftningsanlæg og flere lag plastikafskærming sammen med interimistiske brusekabiner underbyggede teorien om, at der var tale om et laboratorium til fremstilling af biologiske våben, der ganske vist ikke var lige så avanceret, som det hun var vant til, men ikke desto mindre funktionelt og ret velindrettet. Hun var ikke sekund i tvivl om, at det kunne lade sig gøre at formere både bakterier og virusser ret effektivt i disse rammer. Det var en grufuld erkendelse, at den viden hun selv besad om farlige bakterier og virusser også blev delt af personer, der ville anvende den til at skade andre, vel vidende, at processen kunne løbe løbsk.
Hun bevægede sig systematisk rundt i lokalet og registrerede omhyggeligt alle detaljer. Under noget plastikafdækning fandt hun et reagensglas med en bundskjuler af klar væske, som hun tog med sig.
Hun stivnede, da hun fik øje på nogle store hvide plastikbeholdere, der indeholdt plumret vand. Farven var noget svær at bedømme i det blå lys, men hun var ret sikker på, at kuløren ville være rødlig i almindeligt dagslys.
Efter at have gennemgået laboratoriet, gik hun ud til Jørgensen, der stod sammen med en snes forskelligt uniformerede personer, der så spørgende på hende.
Hun nikkede sigende til ham og tog masken af.
– Den er god nok, sagde hun. – Der er nok ingen tvivl om, at der er tale om et anlæg beregnet til produktion af biologiske våben. Vi skal naturligvis have undersøgt laboratoriet grundigt, men jeg synes, at det tyder på, at de har arbejdet med at udvinde toksiner fra Limfjorden. Jeg fandt nogle tønder med vand, der nok vil vise sig at være algeinficeret, hvilket indikerer, at man har forsøgt at udvinde saxitoksin. Men intet er som sagt sikkert, før vi har fået svar på vores analyser.
– Fandens også, sagde Jørgensen.
Pandens folder trådte tydeligt frem i det ultraviolette skær. – Men fortæl mig lige, hvad de skulle bruge en palle æg til?
– Hvis man gerne vil opformere virus eller bakterier, skal der noget næring til. Og vil du producere virus, bruges hønseæg. Hun tilføjede: – Havde det været kødsuppe, ville vi sandsynligvis stå med en produktionsenhed til bakterier.
– Gud fader, det lyder fandeme som noget fra en kogebog!
Han stirrede indgående på hende.
– Tror du det er lykkes dem at udvinde skidtet? spurgte han.
– Det er ikke til at sige på nuværende tidspunkt, sagde Selma. – Jeg fandt et reagensglas med et gennemsigtigt indhold, som jeg vil analysere på instituttet.
Jørgensen kløede sig på hagen, mens han betragtede indgangen til laboratoriet, der forekom selvlysende i en lilla nuance.
– Hvorfor har de brugt diskotekslys?
– Det er ultraviolet lys og bruges til at rense luften for eventuelle giftrester, der kunne være undsluppet filteret. I denne slags interimistiske laboratorier er det svært at rense luften effektivt, fordi lokalet aldrig kan blive helt lufttæt, og man kan således ikke kan skabe undertryk, så partiklerne bliver, hvor de skal. UV-lys dræber de fleste bakterier og virus. Men ikke, hvis der er tale om saxitoksin. Men det er der ikke så mange, der ved. Det er fuldkomment umuligt at destruere, tilføjede hun. – Har du ikke en cigaret?
Jørgensen stak hende en med filter, som hun knækkede af. Han tændte for hende, og hun sugede begærligt røgen ned i lungerne.
– Der er i øvrigt kommet flere oplysninger i sagen, sagde Jørgensen efter en stund. – Jeg tænkte, om vi ikke skulle spise lidt morgenmad sammen?
De kørte sammen i en af politiets patruljevogne og blev sat af ved Selmas hotel. Da de kom indenfor, hængte Jørgensen den krøllede cottencoat over en stol. Skjorten var om muligt mere krøllet, og hans lettere koppearrede hud havde et gråligt skær, og han hostede konstant. Selma fik lidt ondt af manden, der øjensynligt ikke passede særlig godt på sig selv. Hun gik ud i receptionen, hvor det lykkedes hende at få overtalt køkkenet til at servere lidt morgenmad og bad dem om at dække op i et af hotellets mødelokaler; deres kommende samtale var af dybt fortrolig karakter, havde Jørgensen understreget flere gange og egnede sig ikke til at blive ført i hotellets restaurant.
Lidt senere sad de i et kæmpe mødelokale og drak kaffe.
– Der er blevet skudt en helikopter ned i området, som det har lykkes os at bjærge, og den afdøde pilot havde fanget nogle temmelig foruroligende billeder på helikopterens videokamera, der bekræfter, at der er blevet gjort forsøg på at udvinde algegiften i området. Derudover viste billedmaterialet en fisketrawler midt i et rødligt hav, hvor en person ombord på båden sigtede på helikopteren med et skydevåben. Derudover står vi med to dødsfald, der kan have relation til algegiften, hvis jeg ellers har forstået det rigtigt, sagde Jørgensen.
Selma nikkede. Hun havde allerede talt med Jørgen Fabricius, der fortalte, at Retsmedicinsk Institut i Århus havde obduceret en midaldrende mand, som også godt kunne være død af en algeforgiftning.
– Hvis jeg får prøver fra liget fra Århus, tester jeg det, når jeg kommer hjem.
– Fint, men det haster. Jeg har hele tiden haft en mistanke om, at Rune Alsings død var en likvidering, som havde at gøre med hans foredragsvirksomhed med Muhammed-tegningerne. Han havde mange fjender i det islamistiske miljø. Jeg har bare ikke kunnet bevise det.
– Jeg er enig. Jørgen Fabricius og jeg undersøgte hans lig, og Jørgen er ikke afvisende over for teorien om, at der kan være tale om en algegift. Hvad med den midaldrende mand, hvad ved I om ham?
– Ikke andet, end at han var ornitolog i sin fritid. Til daglig arbejdede han hos SKAT. Vi har undersøgt hans hjem, og han døde, mens han var i gang med at udstoppe en fugl, der var eftertragtet som samlerobjekt.
– Jeg har i øvrigt forsket i saxitoksin siden sidst, fortsatte Jørgensen. – Saxitoksin er ikke blevet produceret siden 1950’erne og aldrig i Danmark. Når man læser om det, lyder det som noget fra en spionfilm.
– Hvordan? spurgte Selma.
– Saxitoksin blev jo udvundet til selvmordspiller til blandt andet agenter under den kolde krig. Den skulle afløse cyanidpillen. Har du hørt om det tophemmelige forskningsprojekt ved navn M.K. Naomi?
Selma rystede på hovedet.
– M.K. Naomi var kodenavnet for et fælles forskningsprogram mellem det amerikanske forsvarsministerium og CIA i 1950’erne. Det handlede om biologisk og kemisk krigsførelse. Programmet overvågede de forskellige giftes virkning på ofrene. Man udviklede blandt andet forskellige giftpile, der brugtes til at lamme vagthunde, og modgift til at vække dem igen, når opgaven var fuldført. Men programmet beskæftigede sig også med langt alvorligere projekter. En erhvervsrisiko for en agent var som bekendt, at hvis man blev fanget af fjenden, ville man blive afhørt og eventuelt tortureret, hvis man ikke gav de ønskede oplysninger til fjenden. Agenterne vidste, at mennesket ikke kan modstå tortur gennem længere tid, og derfor medbragte de selvmordspiller på deres missioner, hvis det værste skulle ske. Cyanidpillerne var problematiske. Var man særlig uheldig, kunne det tage op til et kvarter, før selvmordspillen virkede, og det skulle efter sigende være en særdeles smertefuld død ved langsom kvælning. Agenterne ønskede en mere effektiv udgave af selvmordspillen, som oprindeligt blev udviklet og brugt under 2. Verdenskrig. I forskningsprogrammets regi gik man i gang med at udvikle en ny selvmordspille. På et af den amerikanske hærs laboratorier fandt forskere ud af at udvinde et toksin fra skaldyr, der gav lammelser og en hurtigere og forholdsvis smertefri død efter få minutter. Amerikanske agenter medbragte det nye stof på deres missioner, skjult på forskellige kreative måder. For eksempel medbragte U-2-piloten Francis Gary Powers toksinet i en lille kanyle, skjult i en sølvdollar. Man udviklede også giftpistoler, som var fuldkommen lydløse, og pile, hvis indgangshul var så småt, at det næsten var umuligt at finde bagefter, og giften efterlod belejligt nok ingen spor i kroppen. Man begyndte sågar at udvikle giftpile skjult i stokke og paraplyer. Ja, du husker nok historien om paraplymordet i slutningen af 1970’erne, hvor den bulgarske journalist Georgi Markov blev myrdet ved et giftigt stik fra en kanyle, skjult i en paraply i London. Der var godt nok tale om giften ricin, men teknologien var den samme – de kunne lige så godt have anvendt saxitoksin. Endelig lavede man forsøg i metroen i USA, hvor tog kørte over ampuller med et ufarligt stof, og man fandt ud af, at togene selv spredte stoffet rundt i undergrunden ganske effektivt, hvilket vi jo var meget tæt på at opleve i forbindelse planerne om at sprede anthrax-sporer i de københavnske undergrundsbaner. Der opstod en kæmpe skandale i USA, efter det kom frem, at Nixon havde beordret, at alle giftvåben skulle destrueres, men at CIA havde undladt at følge ordren.
Han læste op fra et stykke papir:
– CIA havde skjult næsten ti gram saxitoksin og otte gram kobragift. Nok til at dræbe tusindvis af mennesker.
Der opstod en stilhed.
– Efter, at vi har bjærget helikopteren, har vi fundet frem til den geværtype, som piloten blev dræbt med. Der tale om et særligt magnumgevær, der er populært blandt al-Qaeda-krigere.
Han tog en smal bærbar computer frem og tændte den. Et øjeblik efter tonede billeder frem af det røde algetæppe. Billeder af rødt vand og et mørkt skib. Hun var ikke i tvivl om, hvad personerne på skibet foretog sig. De var i gang med at opsamle vand. På et tidspunkt kunne hun skimte, at en af personerne holdt et gevær. Pludselig forrykkedes fokus, og det røde vand kom nærmere og nærmere.
Billederne blev ved med at køre for hendes indre blik, længe efter, at Jørgensen havde slukket computeren.
Jørgensen startede sin bil og kørte Selma til lufthavnen i Karup, hvorefter han selv satte kursen mod København.
Selma kørte direkte til instituttet efter at være landet i Kastrup og mumlede et distræt godformiddag til receptionisten. Hun havde flere vigtige opgaver den dag. Først og fremmest skulle hun straks analysere prøverne fra Rune Alsing og ornitologen. Derudover måtte hun afgøre, om reagensglasset indeholdt saxitoksin. Endelig måtte afdelingen og Jørgensen indkaldes til krisemøde.
Hun så på uret. Jørgensen måtte snart være nået til København, og han ville garanteret være udmattet ovenpå den lange køretur.
På hendes kontor stod en stor papkasse med en mærkat, hvor der stod Ridascreen, demonstrativt placeret midt på hendes skrivebord, og hun bar straks kassen oven på og skyndte sig at klæde om.
Hun vidste, at meget afhang af, om hun traf de rigtige beslutninger fra nu af. Selve etableringen af laboratoriet talte sit eget skræmmende sprog, men havde det rent faktisk lykkedes dem at udvinde toksinet? Spørgsmålet stod ubehageligt åbent.
Selma dryppede en enkelt klar dråbe væske ned i en hvid plastikstav, der mere lignede en almindelig graviditetstest end et avanceret testkit til analyse af algetoksiner. Én streg betød, at prøven var positiv, mens to betød negativ. Endvidere angav en skala i en lille rude koncentrationen af toksinet. Derefter gentog hun øvelsen et par gange. Resultatet ville vise sig efter cirka tre kvarter, og hun gik i gang med nogle andre opgaver, mens hun utålmodigt ventede på, at svaret ville tone frem.
Hun fik et sug i maven, da hun så en enkelt streg i det lille firkantede vindue på plastikstaven. En mindre rød streg i kontrolvinduet indikerede, at prøven var korrekt udført.
Ernst var stødt til i laboratoriet og kunne med det samme aflæse resultatet i Selmas ansigt.
– Prøverne har forskellige koncentrationer, men jeg er ret sikker på, at de stammer fra samme kilde. Prøven fra Rune Alsing har et stort indhold af saxitoksin, og er jeg overbevist om, at der er tale om en opkoncentreret version af giften. Alsing blev altså med sikkerhed likvideret med toksinet, konkluderede Selma alvorligt.
– Hvad med den fugleinteresserede?
– Også saxitoksin, men en anelse lavere koncentration. Jeg tror, han blev inficeret af fuglen, sagde Selma. Han boede jo tæt ved Limfjorden, og han var faktisk ved at udstoppe en andefugl, da han faldt om, siger teknikerne. Der var vist tale om en fredet fugl.
– Hm, har han simpelthen neglet et selvdødt eksemplar på stranden? spurgte Ernst.
– Ja, han skar sig på en skalpel med inficeret blod fra fuglen, siger Retsmedicinsk i Århus. Og giften i blodet var stærk nok til at dræbe ham. Det forlyder, at han havde en samling, sjældne udstoppede fugle i et aflåst skur, så han har nok skaffet sig nogle eksemplarer på ulovlig vis, fra tid til anden.
– Ja, hvem skulle have troet, at fuglekikkeri kunne være livsfarligt?
Selma ignorerede bemærkningen.
– Endelig var indholdet af reagensglassene også saxitoksin i en særdeles opkoncentreret version, så det er desværre en kendsgerning, at de har haft held til at opformere toksinet til et koncentrat.
Selma forsøgte forgæves at få fat i Jørgensen og lagde en besked. Lige siden sagen med Marburg-virussen, havde hun frygtet, at der var et optræk til et endnu et biologisk terrorangreb. Implikationerne var store, og der var et hav af scenarier, man kunne forestille sig.
Og hun var ikke et sekund i tvivl om, at Danskeren måtte være involveret i sagen.
Maise blev sendt på tanken efter Kings. Hun kiggede spørgende på Selma, men sagde ikke noget. Hun var klar over, at der var tale om en særlig situation, og at Selma havde behov til noget at styrke sig på.
Selma tog i mod pakkerne og krængede cellofanet af, og den ene cigaret tog den anden.
Stemningen på det ekstraordinære møde på instituttet var trykket. Selv Ernst var påfaldende mundlam. De ventede på Jørgensen, der havde ringet og sagt, at han blev forsinket. Endelig kom han forpustet ind ad døren og undskyldte sig. Selma tog ordet.
– Vi står overfor en meget alvorlig situation. Det er nu bevist, at det biologiske laboratorium i Jylland rent faktisk blev anvendt til produktion af saxitoksin, som blev udvundet af det algeinficerede havvand fra Limfjorden. De har forladt stedet i al hast, men der er fundet et reagensglas med opkoncentreret saxitoksin, som jeg lige har testet positivt. Desuden har jeg også testet prøverne fra de to afdøde, og her var der ligeledes tale om saxitoksinforgiftninger.
– Jeg underretter straks Beredskabet om udviklingen i sagen, sagde Jørgensen. – Der er ingen tvivl om, at Rune Alsing er blevet dræbt. Hvad angår det fundne reagensglas med saxitoksin, sætter det sagen i et nyt perspektiv, og vi må gå ud fra, at der er planer om et biologisk terrorangreb. Det er ikke til at sige, hvor de vil slå til; det kan i princippet være hvor som helst. Vi har desværre ikke ret meget at gå efter. De har jo anvendt handsker og heldragter, så fingeraftryk og DNA kan vi kigge langt efter. Der er naturligvis indkaldt ekstra folk til at holde øje med lufthavne, stadioner og stationer.
– Kunne naboen beskrive køretøjerne eller de personer, der færdedes på naboejendommen? spurgte Selma.
– Kun meget mangelfuldt, sagde Jørgensen. Det eneste, vi fik ud af nabokonen var, at et af køretøjerne formodentlig er en sort firehjulstrækker, men dem findes der jo et hav af. Hun kunne ikke redegøre for hverken model eller nummerplader. Og det er sandsynligvis ikke naboen, hun har set i heldragt, men snarere en af vores eftersøgte. Og Gårdejeren er forsvundet. Han er muslingefisker og bliver betragtet som noget af en enspænder. Gad vide, hvad der er sket med ham.
Han gjorde en pause og fortsatte:
– Vi overvåger de virksomheder, der anvender meget vand i produktionen, som for eksempel bryggerier og fødevareproducenter, som vi vurderer som allermest udsatte, men vi kan desværre ikke beskytte alle.
– Sig mig, er der slet ingen spor af Danskeren? spurgte Selma.
– Desværre ikke. Og vi aner faktisk ikke, om han stadigvæk er i landet. Men vi gør alt, hvad der står i vores magt for at pågribe ham.
– Vi er gået i højeste beredskab på instituttet. Hvis I eller nogen i offentligheden observerer noget mistænkeligt, er vi klar til at rykke ud, sagde Selma.
Lisa havde travlt med de sidste forberedelser inden udstillingen i Bella Center. Hun havde en alenlang liste over ting, der skulle tjekkes på sin to do-liste. Klokken var efterhånden hen ad halv ti om aftenen, og det var næsten mørkt. Hun strakte sig i kontorstolen og drak den sidste bitre sjat kaffe i kruset og gned sig søvnigt i øjnene. Men en lyd skærpede hendes sanser. Mordforsøget på lageret fik stadigvæk angsten til at dukke op, og årvågenheden og frygten var stadig intakt, som om kroppen bare ventede på en lejlighed til at gå i panik. Hun fumlede i tasken og mærkede den beroligende kontur af strømpistolen.
Lyden gentog sig, og hun forsøgte at regne ud, hvad der foregik. Hun løftede tasken, placerede den på knæene og holdt højre hånd om strømpistolen. Pludselig hørte hun skridt, der nærmede sig. Trinene standsede lige uden for hendes kontor, og døren svingede op.
– Hvad fanden laver du her? råbte hun højt til skikkelsen. Det var en høj, mørkhåret mand, hun aldrig havde set før. Hun var lidt imponeret over sig selv og lyden af sin stemme, der ikke rystede det mindste. Måske havde hendes fortid i et voldeligt parforhold alligevel hærdet hende?
– Hvad siger du? Manden hev et eller andet ud af øret. Nogle ørepropper til en Ipod.
– Jeg spørger, hvad du laver her?
– Jeg gør faktisk rent, mand, sagde skikkelsen og holdt to kæmpe behandskede hænder i vejret.
Lisa fattede sig og rødmede dybt. Det var jo bare en stakkels rengøringshjælp. Satans til frygt. Skulle hun aldrig blive fri for den?
Lisa blev straks i bedre humør. Manden så jo godt ud! Lidt ærgerligt, at han skulle rende rundt om aftenen og gøre rent. Eller måske skulle hun overveje at arbejde over lidt oftere? Hans overarme var heller ikke helt ringe, konstaterede hun og smilede forfjamsket.
– Nå, jeg må videre på min rute, sagde han og smilede hvidt.
Smilet havde distraheret hende så meget, at der gik et kvarter, før koncentrationen var genoprettet. Til gengæld havde trætheden sat sig, og efter en time sjoskede hun ned til bilen, mens hun gabte inderligt.
Selma havde fået kopi af danskerens sagsmappe fra PET. Hun følte, at hun måtte foretage sig et eller andet konstruktivt, ellers ville hun blive sindssyg. Hun sad længe og bladrede i sagsmappen. Konklusionen tegnede sig efterhånden klart. Der var tale om et skadet og farligt menneske.
Barndommen havde været forfærdelig, og han var blevet systematisk mishandlet i hjemmet af faren. En skolepsykolog skrev i et notat, at faren kun behøvede at linde på et forhæng, hvor den pisk, der blev brugt flittigt til at afstraffe ham, hang på sin krog, før sønnen tissede i bukserne af skræk. Da han var omkring fjorten år gammel, blev faren dolket ihjel, og moren fik en dom for drabet på tolv år. Han blev derefter anbragt i en plejefamilie. Lillesøsteren, der var hjerneskadet, kom på særlig institution for unge med mentale handicaps. Han søgte ind hos Hjemmeværnet, hvor han hurtigt avancerede til en ledende post, og det begyndte tilsyneladende at gå bedre.
Da han var i slutningen af tyverne ændrede han navn til Mustafa og konverterede til islam. Selma gættede på, at der var tale om en reaktion mod hans kristne baggrund, der på alle måder havde spillet fallit. Og det gik op for hende, at hadet til kristendommen syntes nedfældet i citatet, som Jørgensen havde fundet i cellen. Skulle vandet farves rødt som en slags hævn for alt det, han havde måttet udstå? Var algeopblomstringen en kærkommen lejlighed til at føre sin egen hellige krig? På en fuldkommen absurd facon forekom det scenarie at have sin egen sindssyge logik. Selvom manden var rasende intelligent, måtte hans følelsesliv være forkvaklet. Selma erkendte, at hun ikke var psykolog, men hun havde dog lært så meget på psykiatriforelæsningerne på studiet, at vold avlede vold.
Drabet på journalisten Rune Alsing, der med sine foredrag om Muhammed-tegningerne og stædig insisteren på ytringsfriheden, var en regulær, religiøst funderet likvidering i form af et giftmord, og hun var fuldkommen overbevist om, at det var Danskeren, der stod bag.
Yusuf gav Jørgensen et mindre chok, da han lod den tykke aflytningsrapport klaske ned på det rodede skrivebord.
– Lad være med at liste ind på mit kontor! sagde Jørgensen arrigt.
– Jamen jeg bankede på flere gange, sagde Yusuf. – Du må hellere læse konklusionerne, Jørgensen. Det ser lige godt træls ud, tilføjede han på klingende århusiansk.
Jørgensen masserede sin stive, ømme nakke og åbnede rapporten med en træt mine. Udskriften af aflytningsrapporten var foruroligende læsning. Jørgensen rynkede panden, efterhånden som han læste indholdet af rapporten. I årevis var flere medlemmer af en københavnsk karateklub blevet aflyttet af PET. Der var foretaget suspekte, fælles rejser blandt klubbens medlemmer, angiveligt for at deltage i religiøse møder, hvor der blandt prædikanterne befandt sig en række fremtrædende islamistiske ideologer, der tiltrak hundredvis af tilhængere, som lyttede til deres retorisk højspændte og opildnende jihadtaler. Derudover var der nogle kedelige gengangere i deres omgangskreds, som PET flere gange havde haft i søgelyset, uden dog at have nok på dem til at foretage en egentlig anholdelse.
Jørgensen blegnede, da han så konklusionen på rapporten.
– Der er ingen tid at spilde! Få Selma ind til et møde, straks.
– Det sørger jeg for.
– Og i øvrigt, fint arbejde, sagde han næppe hørligt, og gik i gang med at læse rapporten grundigt fra ende til anden.
Lisa vågnede tidligt om morgenen og følte sig for en gang skyld fuldkommen udhvilet. Hun besluttede sig for at tage et smut i Bella Centeret for at se, hvordan arbejdet med standopbygningen skred frem, før hun tog ind på kontoret. Hun kørte kalechen ned og nød at mærke vinden fange håret og tændte for radioen for fuld knald. Hun havde aftalt et kort møde med udstillingschefen i Bella Centeret.
Den svungne glasfront reflekterede effektivt det strålende solskin, som dog ikke blev værdsat af folkene, der havde travlt med forberedelser til udstillingen. Som en travl bikube myldrede det ind med folk, der slæbte uhåndterlige roll-upbannere, plakater og stuepalmer ind i de store udstillingshaller. Håndværkere fastgjorde spraglede friser på standene og satte spånplader op som ruminddelere, forskelligfarvede tæpper med varierende luv blev rullet ud, skåret til og beskyttet med malerplastik. Reoler blev fyldt med farvestrålende brochurer, og projektører oplyste plakater, og pudsige gimmicks blev udstillet, så de underbyggede temaet mad & vin på en mere eller mindre fiks måde. Grønne planter, kæmpe vinflasker og alskens fødevarer var med til at forstærke fornemmelsen af at befinde sig i en avanceret madjungle. Der blev trukket ledninger, og midlertidige baglokaler med cafeborde og stole skulle danne rammer for en velfortjent pause og mulighed for at hvile ømme fødder og trætte rygge.
John havde været til smagning af Marc de Bourgogne med nogle af drengene fra GOBI Vin, og på et tidspunkt havde de fået nok af destilleret druekvas og fået en ubændig trang til humle og var endt på morgenværtshus, efter at have kørt dødsruten igennem. Han sad ukoncentreret på kontoret og fortrød bitterligt, at han aldrig blev klogere. Han af alle burde vide bedre. Som professionel i vinbranchen var det ikke smart at drikke sig en kæmpe kæp i øret, særligt når man skulle på arbejde dagen efter.
Han opgav at læse Børsen og gik ud for at hente en kop kaffe og opløste to Treo i et papkrus. Pludselig lagde han mærke til, at firmaets grå metalskab stod halvt åbent. Der var ikke tale om et decideret pengeskab, men det var altid aflåst og indeholdt de bærbare PC’ere, diverse nøgler og lidt rejsevaluta. Og op til udstillingen i Bella Center lå adgangskortene også omhyggeligt låst inde. Det var svært at afgøre, om der manglede nogen, da det hele lå rodet tilfældigt sammen. Sekretæren måtte lige tjekke det, når hun mødte. Han havde i hvert fald ikke selv hoved til en systematisk, tålmodighedskrævende opgave lige med det første.
Lisa trådte ud af et af mødelokalerne på første sal og tog afsked med udstillingschefen. Det hele gik heldigvis efter planen, og det lod til, at der var fuldkommen styr på det hele. På vej ned ad rulletrappen modtog hun en sms fra John om nogle manglende adgangskort. Hun granskede hukommelsen for at afgøre, om hun havde bemærket, at det grå metalskab stod åbent, men mente, at det havde været lukket. Men helt sikker var hun ikke. Hun kom i tanker om episoden på kontoret med rengøringsassistenten, men følte sig overbevist om, at han ikke kunne have noget med tyveriet at gøre. Der havde bestemt ikke været noget mistænkeligt ved ham.
Tanken om, at det måske kunne være en af de to mænd fra lageret, der havde været på spil, sneg sig ind på hende og gjorde hende urolig.
Da hun ringede til John, sagde han kort for hovedet, at hans største problem var, at de lige nu manglede nogle adgangskort og bad hende om at skaffe nogle ekstra. Han spurgte også til, hvordan arbejdet skred frem med standen.
I det spraglede mylder af mennesker stivnede en høj, kraftig mand, da han så den rødhårede kvinde og stirrede længe efter hende, indtil hun var forsvundet ud ad glasdøren.
I forhallen skælvede vandoverfladen uroligt i det nyreformede elegante bassin med koi-karper, der flokkedes om de særlige foderpiller, som en af Bella Centerets ansatte forsøgte at fordele ligeligt. Det var fodringstid, og de største, tunge eksemplarer med karakteristisk karpemund tog for sig af retterne som førstevælgere, mens de mindre artsfæller pænt måtte vente på deres tur. Deres energiske bevægelser fik rygaftegningen til at spille levende i lyset fra projektørerne i røde og hvide farver.
Asger havde haft meget, meget travlt. Han havde ordnet toiletterne og puttet blåt afkalkningsmiddel i kummerne, men nu ville de også have, at han skulle samle alle stuebirkenes blade sammen. Deres kroner nåede helt op til glasloftet i Bella Centeret, og det var lige før, at han kunne høre, når et knastørt blad ramte gulvet. De satans blade blev ved med at falde ned, som om de store stuebirke gjorde det med vilje. Fejebladet blev tømt gang på gang, og han navigerede haltende gennem mylderet af mennesker.
Asger så sig i smug omkring. Der var heldigvis ingen, der holdt øje med ham lige nu. Han smilede indvendigt og arbejdede sig over mod fiskebassinnet og famlede i lommen efter brødet, som han samme morgen omhyggeligt havde pakket ind i sølvfolie, efter at have trillet små faste, glatte kugler af den svampede brødkerne. Ingen havde nogensinde taget ham i at fodre fiskene, hvilket var meget forbudt. Fiskene kostede angiveligt en formue og måtte absolut ikke få andet end de kedelige, brune foderpiller, der stank langt væk. Fiskene skulle jo også have deres dessert, tænkte han. De rødspraglede fisk havde en hypnotisk tiltrækning på ham, og i al hemmelighed kaldte han dem for sine fisk. Meget diskret lod han brødkuglerne trille ned i bassinet og nød synet af de kraftige munde, der grådigt brød overfladen.
En kraftig skikkelse gled ind ad en dør og bevægede sig ned ad en lys betontrappe til et større net af gange, der løb under Bella Centeret. Mest af alt lignede det et underjordisk gangsystem på et hospital, og talrige rør snoede sig langs væggene i gangene. Danskeren aktiverede pandelampen og bredte et stort kort ud på gulvet, der viste rørføringen og kneb øjnene sammen. Det ville blive svært, men ikke umuligt. Han foldede kortet sammen, hankede forsigtigt op i kufferten med reagensglassene og fortsatte ned ad en smal gang. Han havde medbragt en kanyle og afprøvet nålen; den var stærk nok til at stikke igennem hård plastik.
Ernsts nevø Brian, der var chef for instituttets it-afdeling, sad med et alenlangt sammenhængende udskrift og gumlede på en gul understregningstusch, mens han kneb øjnene sammen. Udskriften stammede fra en gammel matrix-printer, der var blevet en slags kæledække i it-afdelingen, fordi den var så ældgammel, men alligevel stadig driftssikker.
Den prikkede skrift var svær at tyde – printeren manglede blæk. En advarsel var dukket op som en dialogboks med et trekantet skilt, der tilkendegav, at der var dubletter i adgangsloggen, hvilket absolut ikke burde kunne forekomme, men som det gælder i alle livets forhold, var der åbenbart også her en undtagelse fra reglen. For at være helt sikker på, at det ikke var systemet, der drillede, måtte han møjsommeligt gennemgå listen over kommen og gåen for de seneste par uger. Og den var intet mindre end alenlang. Han så på uret. Maven rumlede, og han overvejede at gå tidligt til frokost, da han fik øje på skurken. To personer kom stort set samtidigt og forlod instituttet med få minutters mellemrum med identisk adgangslog, hvilket betød, at de havde identisk strimmel på magnetkortet, der gav adgang til instituttet – faktisk en umulighed, men ikke desto mindre syntes det at være lige netop det, der var sket. Og det kunne kun forekomme, hvis nogen havde kopieret strimlen.
Og situationen var alvorlig, fordi det var chefen for Overvågningstjenestens magnetstrimmel, der var blevet kopieret.
Ernst bankede på døren til it-afdelingen, hvilket enten ikke blev hørt eller også ignoreret, så han gik lige ind og var ved at falde over en masse ledninger, der lå rodet sammen i et uoverskueligt, mangefarvet kaos, men tilsyneladende var der mening i galskaben, da alle ledninger hørte til et eller andet sted, enten i en stationær pc, en bærbar eller i andre elektriske dimser.
Brians assistent, der gik under navnet Meat Loaf, lå henslængt i afdelingens orange lædersofa, og de lange ben ragede langt ud over armlænet. Han var dybt begravet i et udskrift. Brian sad i en ramponeret lænestol og skrev en masse ned med gnidret skrift på en blok.
– Hvordan går det min dreng? spurgte han. Meget mystisk med adgangsloggen. Har I fundet ud af noget?
– Brians øjne var indrammet af nogle billige røde læsebriller, han formodentlig havde fundet i et supermarked.
– Jeg har sat Meat Loaf på sagen, sagde Brian.
Meat Loaf var en mand af få ord med et kvikt hoved, og han havde allerede løst nogle ret komplicerede opgaver til UG.
– Hvad siger I til noget kage? spurgte Ernst.
Maise havde været hos bageren.
– Jo, tak, sagde Meat Loaf og krøllede sine lange ben sammen og gjorde mine til at rejse sig.
– Lækkert! sagde Brian koncentreret uden at flytte blikket en millimeter fra skærmen.
Meat Loaf fikserede sultent på kagen.
– Jeg tænkte, at I trængte til noget sødt, sagde Ernst jovialt.
Ernst begyndte at save humpler af chokoladekagen med en drabelig brødkniv, som øjensynligt var it-afdelingens universalredskab, både når det gjaldt udskæring af brød, afkortning af kabler og som smøreredskab. Han så sig om efter tallerkner, men opgav at finde nogle rene blandt stabler af snavset service, der klistrede symbiotisk sammen, og besluttede sig for at servere den lune kage på køkkenrulle.
– Hvad tror du om det med adgangsloggen?
– Ja, systemet burde have blokeret for dublettens adgang, og den fejl har jeg rettet nu, så næste gang vedkommende forsøger sig, får han en lang næse.
Ernst forlod lokalet. Han var urolig og besluttede sig for at underrette institutdirektøren om problemet.
Selma var ved at skrige af frustration. De sad på Jørgensens kontor og røg. Jørgensen havde sat hende ind i aflytningsrapportens hovedkonklusion, der i al enkelthed gik ud på, at aktionen ville ske allerede inden for nogle få dage. Desværre havde de stadigvæk ikke nogen som helst indikation af, hvor angrebet ville finde sted, selvom PET havde genereret en liste over mulige terrormål. Han var afhængig af, at Selma og hendes stab hurtigt kunne tage vandprøver, hvis PET eller beredskabet fik mistanke om en mulig forgiftning af vandet.
– Jeg er bange for, at vi ikke kommer videre lige nu, sagde Jørgensen irriteret.
– Du har ret, sagde Selma og rejste sig. – Jeg har nogle laboratorieopgaver, jeg skal have nået, men ring endelig, hvis der kommer nye oplysninger i sagen.
Selma var for en gang skyld alene i det store, fælles laboratorium og nød stilheden. Hun førte en vatpind i tætte zigzagbevægelser hen over gelen i petriskålen og satte den ind i dyrkningsskabet. Hun lirkede proppen af et lille slankt reagensglas og skulle til at dryppe et par klare dråber i glasset, da hun hørte en lyd, der kom fra modsatte ende af lokalet. Hun gik undrende en runde i laboratoriet uden at finde noget, der kunne forklare lyden, og fortsatte derefter arbejdet og genvandt hurtigt koncentrationen. Kort efter fik hun dog fornemmelsen af, at nogen holdt øje med hende – en næsten håndgribelig følelse, men lokalet var jo tomt.
Selma hev proppen af et nyt glas, og snart havde hun fyldt en trådkurv med reagensglas, der skulle i ned i instituttets kølerum i kælderen.
Nede i den smalle, halvmørke kældergang hørte hun en skrabende lyd bag sig. Hun så sig over skulderen. Gangen var tom, og hun rystede lidt på hovedet ad sig selv.
Skikkelsen bevægede sig lydløst i mørket og sendte forvrængede skygger mod den kalkede væg. Personen kunne lugte varmen fra forbrændingsovnen allerede et stykke nede ad gangen. Ovnen tørrede bestandig fugten, der drev ned ad væggene i kælderen, og en helt særlig lugt af ælde og mug stod ud i den halvmørke gang. Pludselig hørte skikkelsen lyden af skridt, der nærmede sig og så sig omkring efter et skjulested. Skikkelsen smuttede ind i fyrrummet, hvor varmen pulserede som et ulmende hjerte, og ventede til lyden af skridt var forsvundet.
Ernst kunne ikke forstå, at Selma havde forladt sit kontor uden at slukke computeren, hvilket var forbudt på instituttet af sikkerhedsmæssige årsager. Det var sent på dagen, og hendes taske stod på skrivebordet. Med det forholdsvist begrænsede kendskab, Ernst havde til kvinder, var han overbevist om, at de hellere ville miste en arm end at rende fra deres elskede dametaske. Oven i købet lå hendes mobiltelefon midt på skrivebordet som for at understrege, at så glemsom kunne man alligevel ikke være. Ernst ringede til Maise, som var i gang med at frankere breve i postrummet.
– Hun er ikke på sit kontor. Tasken og mobiltelefonen ligger på skrivebordet, sagde Ernst.
– Ja, det med mobilen undrer mig ikke, sagde Maise. – Men tasken, det kan jeg ikke forstå. Hun ville sgu da aldrig rende fra sine smøger!
Med en ubehagelig fornemmelse i mellemgulvet stod Ernst i den forladte reception og røg. Han så utålmodigt på uret. Tiden gik i tomgang. Mailen med efterlysning af Selma i huset havde ikke givet noget resultat. Et kvarter senere fik han øje på Maise.
– Sikke noget, hvad? Minen var for en gang skyld alvorlig, og det ironiske teenageskær var fordampet.
– Ja, men vi ved jo ikke, om der er sket noget, sagde Ernst, mest af alt for at berolige sig selv.
– Det er da fucking weird, at hun sådan bare er væk, sagde Maise. – Lad os starte oppefra og arbejde os ned. Jeg tog lige og tjekkede direktionsgangen, mens jeg var der.
De tog elevatoren op og startede på fjerde sal. Alle kontorer blev undersøgt, men der var intet spor af Selma. En læge stirrede først med forbavselse og siden medvidende på Ernst og Maise, da de trådte ud af et linnedrum.
– Hold kæft en idiot, sagde Maise, lidt efter. – Så du, hvor han gloede? Sådan en nar! Sig mig, tror du, han tænkte, at vi havde noget kørende?
– Sandsynligvis, sagde Ernst og slog øjnene ned. – Hvis du hellere vil hjem, er det i orden med mig.
– Selvfølgelig hjælper jeg dig, det er da klart. Den klamme stodder må da selv ligge og rode med sine afsporede fantasier!
– Det er pænt af dig, sagde Ernst oprigtigt.
– Årh, det manglede da bare, sagde pigebarnet og skridtede hastigt af sted.
Efterhånden havde de afsøgt hele instituttet, undtagen kælderen. Ernst ville lige tjekke Selmas kontor igen for at se, om hun skulle være kommet tilbage i mellemtiden, men alt var, som de sidst forlod det.
De tog elevatoren ned i kælderen og blev mødt af en ubestemmelig lugt af dyr og desinfektionsmidler. Maise gik målrettet til venstre hen mod det afsnit, hvor instituttets tekniske anlæg, kedler og forbrændingsovnen befandt sig.
– Her er hun i hvert fald ikke, sagde Maise efter at have ladet blikket vandre rundt i lokalet, hvorefter hun lukkede en jernbeklædt trædør med besvær. De gik videre og åbnede flere døre, der gemte på små depotrum til desinfektionsmidler og trykflasker. På dørene var der advarselstrekanter med teksten fjernes ved brand.
På trods af instituttets effektive rengøringspersonale hang en hengemt lugt af kælder i næsen. Ernst krummede sin lange krop sammen og tændte for lyset i et mindre, lavloftet lokale, hvor udtjente skrivebordslamper, defekte kontorstole og enkelte reoler stod hulter til bulter. Han sukkede opgivende. Han var ved at være alvorligt nervøs for Selma.
En enkelt glasdør markerede opdelingen af kælderafsnittet og forsøgsdyrafsnittet, hvor betongulvet var udskiftet med skinnende linoleum, og væggene var beklædt med hvide kakler. Blinkende tændtes loftsbelysningen, og Ernst gik sammenbidt i gang med at tjekke de enkelte sektioner. Det forekom ret absurd, at Selma af en eller anden grund skulle befinde sig i kælderen, men et eller andet fik ham til at fortsætte. Dyrene reagerede positivt ved, at lyset blev tændt, og høje hvin fra hamsterne hilste dem muntert.
Til sidst manglede de kun vagtstuen og kølerummet. Ernst konstaterede hurtigt, at vagtstuen var tom. En elektronisk hængelås blinkede rødt uden for kølerummet, og Ernst så appellerende på Maise, der behændigt gik i gang med at taste otte-ni cifre, hvilket blev kvitteret med et højt klik. Hans blik fejede henover de forskellige genstande i rummet, der talte alt lige fra vaccineampuller til en kasse øl, nogen havde stillet på køl. Hans blik fangede med ét en hvidklædt skikkelse, der sad i hjørnet.
– Selma! råbte han og styrtede over til skikkelsen.
Selma sad op ad nogle kasser og så uhyggelig bleg ud. Hun smilede ved synet af Ernst og Maise og forsøgte at rejse sig op, men måtte opgive. Med Maises hjælp fik Ernst Selma op at stå og bugseret ud af kølerummet og ind i dyrepassernes vagtrum, der lå længere nede ad gangen.
– Tænd lyset og skru op for varmen, befalede han, og Maise vimsede rundt for at efterkomme hans ordrer.
Selma var iført en T-shirt, et par hvide bomuldsbukser og kittel. Ernst så sig om i lokalet efter noget, han kunne pakke hende ind i, og fandt en uldplaid og en overdimensioneret fleecesweater, som han fik hende i med noget besvær. Plaiden svøbte han om benene.
– Sig mig, hvad lavede du i kølerummet, søde Selma? Stemmen var omsorgsfuld og han så vurderende på Selma, der så forfærdelig medtaget ud.
– Jeg… jeg skulle bare lige ned med nogle prøver, sagde Selma lavt og gned hænderne mod hinanden. – Og da jeg skulle ud igen, var døren låst. Hendes stemme rystede og læberne havde en blålilla nuance.
– Hm, sagde Ernst, du læner dig vist op ad en mild hypotermi, min skat.
– Hvad? spurgte Maise og så bekymret på Selma.
– Ja, nedkøling, sagde Ernst. – Hendes legemstemperatur er faldet til omkring fire-femogtredive grader. Jeg tror ikke, at der er tale om en svær hypotermi, heldigvis, for så burde hun ikke ligge her, men på intensiv afdeling på Rigshospitalet. Maise, laver du ikke noget te?
Maise tændte for vandkogeren og rakte kort tid efter Selma et dampende krus.
– Kan låsen være defekt? spurgte Ernst.
– Det må den jo have været. Den burde ikke kunne smække, sagde Selma og nippede til teen. – Men hvor var jeg dog bange. Jeg var sikker på, at I tænkte, at jeg var gået hjem.
– Vi regnede ikke med, at du ville rende fra din taske, sagde Ernst og strøg hende over kinden.
– Vi må have tjekket den lås, sagde Selma. – Jeg vil ikke ønske det for min værste fjende at blive smækket inde på den måde. Jeg må have fat i viceværten. Ernst overvejede kort, om han skulle fortælle det med kopieringen af Selmas adgangskort. Han havde stærkt på fornemmelsen af, at det var relateret til hændelsen i kølerummet, men besluttede sig for at skåne Selma og vente til næste dag.
– Næ, min snut, du skal hjem i et varmt bad og så på hovedet i seng. Og jeg kører dig. Du er jo ude af stand til at køre bil, sådan som du ryster. Jeg skal nok ordne det med låsen.
Selma så taknemmeligt på Ernst. Det var først kun lige ved at gå op for hende, hvad der kunne være sket, hvis Ernst og Maise ikke havde fundet hende.
Kuldedøden skulle efter sigende være smertefri, hvilket måske kunne være en trøst.
Hun lod Ernst gelejde sig hen til elevatoren. Ude på parkeringspladsen begyndte hun at skælve voldsomt, og selvom de havde varmen kørende på højeste trin i bilen frøs hun, så tænderne klaprede.
Først en times tid senere, efter at have stået længe under den varme bruser, ophørte rystelserne gradvist.
Næste morgen lå hun længe i sengen og følte sig skidt tilpas; som indvarslingen til en ordentlig omgang influenza. Hun stod op og gik ud i køkkenet for at lave en kop kaffe. Lisa var åbenbart taget tidligt af sted og sikkert på vej ud i Bella Centeret. Hun tændte mobiltelefonen og aflyttede beskeden fra Brian. En serie pludselige kuldegysninger for gennem hende. Så var den næsten håndgribelige fornemmelse af, at der var nogen, der betragtede hende formodentlig rigtig. Hun kunne ikke fatte, at det var lykkes nogen at skaffe sig adgang i instituttet, hvis sikkerhedsforanstaltninger var ret omfattende. Måske var indespærringen i kølerummet ikke et uheld, men del af en plan, der skulle sætte hende effektivt ud af spillet? Hun begyndte pludselig at ryste kraftigt over hele kroppen, og tårerne brændte i øjenkrogene. Fingrene føltes stive og kolde, da hun tastede nummeret til Jørgensen.
Hun måtte forsøge et par gange, før hun kom igennem.
– Jeg tror, at jeg har været udsat for et mordforsøg, sagde hun.
– Hvad får dig til at tro det? spurgte Jørgensen forbavset.
– Jeg skulle ned og deponere nogle prøver i vores kølerum, hvorefter døren smækkede i og låste. Jeg sad der ganske længe og ville nok ikke have overlevet ret mange timer i den kulde. Heldigvis fandt Ernst og vores piccoline mig. Vores it-chef siger, at mit adgangskort er blevet kopieret.
– Er I fuldkomne sikre? stemmen var skarp.
– Han siger, at han er helt sikker på, at der er en dublet i vores adgangslog, hvordan det end kan ske. Jørgensen, jeg er alvorligt bange for, at der er nogen, der er ude efter mig, sagde hun indtrængende.
– Bare rolig, Selma. Jeg sætter ekstra mandskab til at efterforske sagen, og jeg skal jeg nok finde ud af, hvad fanden der foregår. Prøv at hvilet dig. Du må være helt udmattet oven på den oplevelse. Og husk at tage den med ro – en alvorlig nedkøling er ikke sådan til at spøge med.
Selma afbrød forbindelsen og stirrede ud i luften. Det hele var ved at være for meget.
I Bella Centerets storkøkken var man gået i gang med at tilberede mad til udstillere og besøgende, og smagsvarianterne var afpasset trosretninger, diæter, allergier og pudsige madvaner. Bella Centerets chefkok talte safrantråde til sin berømte bouillabaisse, som skulle serveres som forret til udstillerne i den store restaurant. Fiskefonden havde kogt ned hele morgenen og var snart reduceret til den ønskede koncentration. Alt gik efter planen. Han målte omhyggeligt Maldon-salt op og kværnede hvid peber i en skål, som skulle bruges, når suppen skulle smages til. Kunsten var at docere krydderierne rigtigt, og hans suppe fik det perfekte touch, når han tilsatte sin hjemmerøgede chili, der fik tårerne til at trille, hvis man ikke sørgede for at fjerne kernerne.
Tiden var ved at være inde til, at han skulle smage det hele til. Han havde doceret krydderblandingen nøjagtigt til hver af de tre, enorme industrigryder, og selvom han var garvet med næsten tyve år på bagen som chefkok, mærkede han en snert af pikant nervøsitet. Selve retten var også noget af en udfordring i sig selv, fordi skaldyr og fisken skulle behandles forskelligt og for Guds skyld ikke koges i smadder.
Han så på uret. Tiden var inde. Med en kæmpe slev fordelte han krydderblandingerne i gryderne og rørte omhyggeligt rundt til det hele var opløst. Til sidst tog han smageskeen og stak den i en af gryderne. Den gyldne suppe smagte intet mindre end pragtfuldt. Som at tage en bid af Provence. Han lukkede øjnene et øjeblik og så et udstrakt landskab for sig med pinjetræer, olivenlunde og et azurblåt hav i baggrunden.
En insisterende, prikkende fornemmelse summede i mundhulen, og i et splitsekund troede han, at han havde fejldoseret chilien, og han nåede at sige en halv, selvbebrejdende sætning, før han styrtede omkuld og gik i kramper. En af køkkendrengene tog sig forfærdet til underansigtet ved synet af chefen, der lå på gulvet med ansigtet i en forvredet grimasse. Han ilede straks hen til chefkokken og knappede den øverste knap op i skjorten, mens han råbte på hjælp. En af kokkelærlingene skyndte sig at ringe efter en ambulance fra køkkenets vægtelefon, mens køkkendrengen begyndte at give kunstigt åndedræt. Men lige meget hjalp det, og han blev konstateret død, da lægeambulancen ankom ti minutter senere.
Asger haltede hen mod karpebassinet efter at have listet franskbrødskuglerne i lommen på sit arbejdstøj. Han nød solen, der skinnede igennem det store glasparti, men blev irriteret, da han konstaterede, at hans fødder igen traf flere knasende, nedfaldne blade fra den dumme stuebirk, der åbenbart ligefrem ønskede, at han skulle starte forfra på det arbejde, han udførte dagen før.
Han glemte dog straks sin irritation. For der var noget galt. Rigtig galt!
Hænderne havde allerede talt en snes ensartede brødkugler op, der lå parat i den ru håndflade. Men allerede på lang afstand af bassinet kunne han se, at vandoverfladen var blank og ubevægelig. Normalt svømmede karperne energisk rundt. De glinsende rødspættede rygge var erstattet af svævende, hvide og ubevægelige fiskebuge, der syntes at hænge i usynlige kroge i forskellige vanddybder.
Asger satte sig på hug med kasketten i hånden. Tårerne flød ned ad kinderne; han var overbevist om, at det var hans skyld, at alle fiskene var døde, bare fordi han måske var kommet til at give dem lidt for meget franskbrød. Han var gal på sig selv og overvejede, hvordan han kunne gøre det godt igen. Og hvad skulle der nu ske med fiskene? Det var synd for dem, tænkte Asger. De fortjente en fin begravelse konkluderede han. Selvom det var længe efter fyraften, kunne han ikke få sig selv til at lade de døde fisk ligge i bassinet. De måtte straks begraves.
Asger boede i en beskyttet bolig for unge med særlige behov i et fint lille rækkehus med en mindre have, hvor han havde sået morgenfruer og gulerødder. Han havde allerede i tankerne udpeget stedet, hvor fiskene skulle begraves. Under det flotte æbletræ, hvor de sure æbler snart ville udvikle sig til fine spiseæbler af en art, han havde glemt navnet på. Asger haltede ud i rengøringsrummet, hvor han fandt to blå spande og et fiskenet og begyndte at fange fisk, da han opdagede, at en person nærmede sig bassinet. Han dækkede spandenes indhold til med avispapir og skyndte sig væk, mens han bed i en våd tommelfingernegl.
I metroen følte han sig køresyg. Svedte og kløede sig i øjnene. Læberne summede mærkeligt, som om han var blevet stukket af en væmmelig bi. Pludselig faldt han om og kiggede sig undrende omkring – alle lyde syntes at være suget bort. Han forsøgte klodset at rage spandene til sig for at undgå, at de blev stjålet, men kom i stedet til at vælte den ene spand, og de glatte rødspættede fisk spredtes i alle retninger og fordelte sig mellem benene på de måbende passagerer.
Først flere sekunder senere gik det op for passagererne, at manden med fiskene var død.
I udstillingshallen havde Lisa travlt med at uddele små plastikglas med vin til en sværm af både professionelle og private messedeltagere. Hun var efterhånden blevet ret ferm til at spotte messegrippe, der hæmningsløst forsynede sig med gratis kuglepenne og gadgets i rummelige tasker medbragt til formålet. Hun måtte flere gange ringe efter nye forsyninger fra vinfirmaets kontor, som sekretæren sendte af sted i taxa. Hun var godt tilfreds med standen, der var meget velbesøgt, og John havde smilet anerkendende, da han så den.
Hun sukkede, da en ældre mand med portvinstud signalerede utålmodigt, at han gerne ville have bløp nummer otte, og hun havde flere gange rykket for, at servicepersonalet bragte noget kildevand, så hun havde et sundt alternativ til fulderikkerne, men der var ingen, der tog telefonen.
John stod i dyb samtale med en repræsentant fra Netto, som han efter eget udsagn havde forsøgt at lande som kunde i flere år. Lisa fløj rundt og fyldte op med pindemadder med ost og pølse og følte sig mere som serveringspige end marketingchef. Men egentlig nød hun den summende hektiske stemning, og hun havde da også truffet mange, vigtige pinger i branchen. Det hele var jo en stor netværksøvelse. Eneste anke var, at hun havde glemt at tage skiftesko og vabelplaster med. Noget, der alligevel afslørede hende som nybegynder i branchen.
Pludselig standsede Lisa midt i en bevægelse. Et signal om, at der var noget rivende galt startede som en kriblen langs rygsøjlen, der forplantede sig videre ud i kroppen og sendte advarsler ud i alle kroppens afkroge.
Det føltes som om hendes blik blev tiltrukket ufrivilligt af øjnene, der stirrede på hende. Som et insekt, der søger lyset, selvom det kan betyde den visse død. Dér stod han. Nonchalant lænet op ad en skranke i nabostanden. Han stangede tænder med et tyndt træspyd af samme slags, som hun selv brugte til pindemadderne. Smilet var bredt, men nåede ikke øjnene, der tog sig god tid til at studere hende indgående. Hvor længe havde han stået der og betragtet hende? Hendes strube snørrede sig sammen, og sveden sprang i håndfladerne. Spiddet til gulvet stod hun bomstille, mens han nærmede sig langsomt. Det var manden fra lageret, ham, der havde flænset hendes kaleche!
En stemme tæt ved hendes øre vækkede hende af trancen, og en skikkelse stillede sig mellem hende og manden.
– Du Lisa. Nick fra Netto elsker Sancerren fra 2009. Kan du ikke fikse en flaske til? Tempereret for Guds skyld, så er du en skat. Hans kollega skal også lige overbevises.
På vej over til Nettomanden sagde John:
– Er der noget galt? Du ligner én, der lige har set et spøgelse!
Lisa glippede med øjnene og spejdede efter manden, der i mellemtiden var forsvundet i menneskemylderet.
Selma var på vej på arbejde, da hun blev ringet op af Jørgensen, der var blevet alarmeret af Bella Centerets sikkerhedschef, der havde fortalt, at en kok og en servicemedarbejder var døde. De var enige om, at der selvfølgelig kunne være tale om et tragisk tilfælde, men det kunne ikke udelukkes, at der var noget galt. Hun ringede til Ernst, der fandt dødsfaldene mystiske og sagde, at han straks ville tage derud og vente på hende.
Hun sad fast på motorvejen på vej derud og bandede over de evige trafikpropper, og hun var irritabel over at have spildt kostbar tid, da hun endelig nåede frem. Hun kom pludselig i tanker om, at Lisa befandt sig et eller andet sted inde i Bella Centeret. Bare der ikke var fare på færde.
I indgangen ringede hun til sikkerhedschefen, der kom hende i møde ganske kort tid efter. Han førte hende ind på sit kontor, der var spækket med skærme, der viste billeder fra overvågningskameraer, der var placeret rundt omkring i udstillingshallerne.
– Kokken faldt om ude i køkkenet, sagde sikkerhedschefen, der havde gråt, tætklippet hår.
– Har du kendskab til, om han eventuelt led af en kronisk sygdom?
– Nej, ikke mig bekendt. Men det er jo temmelig stressende at være kok, sagde sikkerhedschefen. – Men det er godt nok noget mystisk med servicemedarbejderen – han er ansat i skånejob og laver forefaldende arbejde. Jeg har fået at vide, at han faldt om i metroen, og en læge, der var med toget, forklarede, at han var død på stedet. Han havde slæbt nogle døde fisk med. Og det var ikke almindelige fisk. Det var nogle af Bella Centerets karper, hvor nogle af dem er afsindigt dyre. Men det fik os jo til at tjekke fiskebassinet, hvor det viste sig, at alle de øvrige fisk er stendøde. Derefter kontaktede vi straks politiet, der henviste til jer, da det tydede i retning af, at der var noget galt med vandet.
– Har politiets teknikere nogen indikation af, hvad servicemedarbejderen døde af? spurgte Selma tankefuldt og lod blikket glide rundt i lokalet.
– Ikke, hvad jeg ved af. Han blev straks kørt til obduktion.
Selmas blik frøs et øjeblik, og hun fokuserede på en skærm, der viste menneskemylderet i en af udstillingshallerne.
– Hvor foregår de billeder? Chokket begyndte først at sætte sig flere sekunder efter, at billedet havde tonet frem.
– Det er nede i hal E, sagde sikkerhedschefen. – Hvorfor?
– Kan du gå lidt tilbage på båndet? spurgte Selma åndeløst.
Sikkerhedschefen gik hen til et kontrolanlæg og gjorde nogle tastninger. Selmas bryst gik op og ned som en blæsebælg, og hun blegnede. Kulderystelserne var for et øjeblik kommet tilbage for fuld styrke, og hun rystede over hele kroppen.
– Har du det skidt? Han gik hen til et bord med en bakke med drikkevarer og skænkede noget juice. – Her, drik det, så får du det bedre, sagde han omsorgsfuldt.
– Tak, sagde Selma, der havde fattet sig en smule. Billedet havde været knivskarpt. Selv en kasket, mørkt hår og solbriller havde ikke forandret hans fremtoning nævneværdigt. Hun ville kunne genkende ham, hvor det skulle være.
Hun tvang sig til at tænke klart og bad om at blive ført ned i køkkenet. Hun skottede rundt i menneskemængden og troede flere gange, at hun så et glimt af Danskeren, men hver gang viste det sig ikke at være tilfældet.
På trods af travlheden i køkkenet, var stemningen præget af, at der lige var sket et dødsfald. En yngre mand sad i et hjørne og stirrede tomt ud i luften, og sikkerhedschefen fortalte, at det var ham, der havde forsøgt at genoplive chefkokken. Selmas blik afsøgte køkkenet. Politiets teknikere var ved at rigge til og havde slået kreds om liget. Hun hilste på Jørgensen, der konfererede med en af teknikerne, der bar en hvid heldragt med hætte. Hvis vandet var inficeret, lurede katastrofen lige om hjørnet, tænkte hun. Både opvaskemaskiner og vandhaner blev flittig brugt, og hvis hun havde ret i sin mistanke, ville der snart ske flere dødsfald. Ernst dukkede op sammen med laboranten fra instituttet, og hun gjorde tegn til, at de skulle finde et sted at tale uforstyrret. Sikkerhedschefen anviste et omklædningsrum, og hun kaldte Jørgensen til sig.
– Jeg har lige set Danskeren på et overvågningskamera, sagde Selma åndeløst.
– Hvor? råbte Jørgensen.
– I en af udstillingshallerne. Hal E, men han kan jo være hvor som helst på nuværende tidspunkt.
Jørgensen tastede et nummer og gav ordrer med kommandostemme.