III

Italien 2003

Cikaderne udsendte deres knirkende massekor, mens varmen stod dirrende mod den støvede asfalt. Den ankellange, sorte kjole var ikke velegnet i varmen, og hun længtes efter kirkehvælvingernes kølige marmor og den blide kølende brise bag tykke, skærmende mure. Maria drømte sig et øjeblik tilbage til den svimlende fornemmelse i Peterskirken.

Paven havde set så uendelig lille ud, som en hvid marionet, men stemmen var klangfuld, melodisk og balsamisk Palme Søndag på Peterspladsen, og hun havde været næsten ved at besvime. Hun havde følt, at han havde talt til netop hendes hjerte, som hun stod midt i folkemængden af turister, gejstlige og festklædte romere på Peterspladsen i en skov af duvende palmegrene.

En støvsky og en varm, larmende udstødning fik drømmen til at briste, og en fæl os af diesel fik hende til at hive efter vejret. Bussen var en halv time forsinket, og chaufføren sad med en skævt rullet cigaret i mundvigen og gloede dorsk på sine passagerer.

Maria tog en dyb vejrtrækning og overbeviste sig selv om, at det blot var en lille prøvelse hun og søstrene skulle gennemgå, før de kom til den tyske by Heroldsbach, adskillige timers kørsel fra dette rædselsfulde sted. I byen havde en madonnafigur af træ skabt tumultagtige tilstande, efter at den tilsyneladende var begyndt at græde salte tårer, og inden længe havde nyheden spredt sig som en steppebrand, og valfartende pilgrimme fra alle verdenshjørner drog til landsbyen for at se det såkaldte tåremirakel.

Chaufføren gassede ufølsomt op, for at genne dem hurtigere ind som en flok kvæg. På trods af irritationen smilede Maria mildt til chaufføren, der stirrede lige gennem hende. Sveden kildrede sig ned langs rygraden, og stoffet måtte være gennemvædet.

Hun fandt en plads langt tilbage i bussen og satte sig med et lettelsens suk og forsøgte forgæves at skrue op for ventilationsdysen, der viste sig at være defekt.

Maria følte et stik af angst, da hun mærkede, at chaufføren blev ved med at øge farten på motorvejen og spændte den tynde, latterlige sikkerhedssele, der sikkert ville forslå som en skrædder i helvede, hvis det gik galt. Hun havde bemærket en ung nonne, der sad længere fremme i bussen. Hun var usædvanlig smuk med et ovalt ansigt, perfekte høje kindben og en sensuel mund. Maria undrede sig over, hvad der fik en så køn pige til at tilslutte sig ordenen. Nonnen havde smilet til Maria. Tænderne havde været pragtfulde hvide, som kridt. Maria lukkede øjnene og forsøgte at slappe af, men chaufførens slingrende kørsel, eder og forbandelser gjorde hende urolig, og hun fandt rosenkæden frem.

Et pludseligt uvejr sendte kaskader af vand ned fra en koksgrå himmel, og kraftige vindstød skubbede drilsk bussen fra side til side. Ud af forruden så Maria pludselig en slags mørk kontur. En tuschagtig, udflydende svævende silhuet hang over vejen. Hun skreg op, men på grund af den trommende regn var der ingen, der lagde mærke til hendes udbrud. Hun gjorde store øjne, da hun så, hvad skikkelsen forestillede. Det var en engel. Ikke en saliggørende, mild og altfavnende engel, men en sort, truende kontur, der stod mejslet mod himlen med tydelige udspilede vinger, der syntes printet mod horisonten.

Maria havde før hørt om nonner, der havde haft såkaldte visioner, men hun havde aldrig selv oplevet noget lignende. Det stod pludselig klart for hende, at der måtte være fare på færde. Hun måtte advare chaufføren. I det samme rejste den smukke nonne sig og nærmede sig chaufføren. Hun bevægede sig graciøst, på trods af den slingrende kørsel. Maria arbejdede sig klodset fremad i bussen og lagde mærke til, at samtlige nonner sov. Måske havde den kønne nonne også lagt mærke til den sorte engel? Hun forsøgte at råbe hende an, men det var, som om hjulenes rumlen mod asfalten, regnen og motorlyden slugte lyden af hendes stemme. Pludselig holdt chaufføren ind til siden. Den kønne nonne stod af, efter at have kastet et blik over skulderen. Maria følte pludselig en stikkende angst. Der havde været noget udefinerbart bundløst i det sorte blik. Hvorfor stod den kønne nonne af? De skulle jo alle valfarte til Heroldsbach.

Maria steg ud af bussen og forsøgte at kalde på nonnen, men hun var allerede nået et godt stykke væk fra bussen. Pludselig lød et kæmpe brag, efterfulgt af lyden af hvinende metal, og en eksplosion blæste kaskader af glas og forvredet jern ud i alle retninger.

Trykbølgen gjorde Maria døv et øjeblik. Til sin store overraskelse var hun sluppet helskindet fra eksplosionen. Gud havde holdt hånden over hende. Hun lagde sig på knæ i vejkanten og bad for de fortabte sjæle.

1

Selma var stolt af sig selv. Hun havde taget sig sammen og fået ryddet mindst halvdelen af den sødsuppefarvede sofa for stakke af papirer og havde fået arkiveret en del lodret, fyldt et par hængemapper og placeret dem i det store monstrum.

Maise kom pludselig til syne bag en stor buket med røde roser. Pigen havde en raptus med pasteller for tiden og var den dag klædt i en bleggrøn farve, der fremhævede hendes fine ungpigeteint. Selma betragtede misundeligt hendes posede hængerøvsbukser, der understregede den slanke figur. Selma fik hurtigt brillerne på og rejste sig mystificeret op. Var roserne fra Ernst?

– Nå? spurgte Maise og afleverede et lille kort og pustede en vildfaren pandelok på plads. – Er de fra ham Jørgen? Vipperne var tunge af mascara, og øjnene omhyggeligt defineret med kohl.

– Nej, søde, det er ikke ham Jørgen, sagde Selma. – De er fra en, der hedder Ingvar Christensen. Ham havbiologen fra fjernsynet. Hun krammede kortet i hånden.

– Fuck, hvor du styrer for tiden! udbrød Maise.

Oven på episoden med forgiftningen af vandet i Bella Center havde Selma fået mange blomster og ros for sin indsats. Men indtil videre ingen røde roser.

– Han er sgu da for nice! På en nørdet måde, afgjorde hun. – Han minder en smule om ham med de strikkede vejrsweaters, i en mere cute udgave, tilføjede hun.

– Voldborg? foreslog Selma.

– Ja, det er rigtigt! Min mor er helt fjollet med ham, selvom han ikke er nogen sexbombe, hvis du spørger mig!

Selma sad længe og beundrede roserne, efter at Maise var forsvundet. Hun tøvede lidt, men tastede så Ingvars nummer.

Han blev glad for at høre fra hende, og de snakkede lidt om fundet af laboratoriet i Jylland og forgiftningen af vandet i Bella Centeret.

– Man har faktisk haft mistanke om, at der i hvert fald på et tidspunkt også eksisterede ulovlige laboratorier i USA, hvor stoffet blev udvundet, sagde Ingvar. – Nærmere bestemt omkring Maine, som ud over at være berømt for deres hummere, også jævnligt hjemsøges af røde algeopblomstringer, hvorfor skaldyrsfarmerne naturligvis tager målinger dagligt i højsæsonen. Men man har aldrig kunnet bevise, at stoffet et blevet udvundet til terrorformål, som det er tilfældet her.

– Jeg burde have haft saxitoksin med i beredskabet, sagde Selma. Hun havde haft masser af selvbebrejdelser af samme årsag.

– Du må ikke bebrejde dig selv. Det er jo en ekstremt lumsk gift. Jeg kan illustrere det ved en historie, som for øvrigt er sand. Den udspillede sig nord for Vancouver, hvor der ligger en bugt ved navn Moor Bay, hvor fire personer var på lejrtur. En midaldrende mand besluttede at sig for at tilberede nogle muslinger, han havde samlet og tilbød sin yngre kammerat at smage. De spiste et par stykker hver, men efter kort tid begyndte de begge at føle en stikken og underlig død fornemmelse i mundhulen, som hurtigt spredtes til resten af ansigtet og kroppen. Efter kort tid, kunne de ikke længere bevæge sig, og vejrtrækningen ophørte.

Til alt held kom deres to kammerater, der havde været ude at hente vand, i det samme tilbage til lejren. De begyndte at give deres kammerater kunstigt åndedræt og fik tilkaldt hjælp over radioen. Undervejs talte de om, hvorvidt det tjente noget formål at fortsætte, da deres kammerater begyndte at blive blå, men blev alligevel ved, indtil hjælpen nåede frem. De to lammede mænd kom efterfølgende i respirator og kunne senere fortælle, at de overhørte diskussionen om, hvorvidt det var udsigtsløst at fortsætte, men havde været lammede i deres egen krop og ude af stand til at kommunikere.

– Det var dog en grusom historie, sagde Selma.

– Ja, du har ret. Nok om algegifte! Jeg havde faktisk tænkt på at spørge dig om noget.

Der opstod en pause.

– Må jeg ikke have lov at invitere dig ud, næste gang jeg kommer til København? Jeg har endnu et par rædselshistorier om giftalger, du bare bliver nødt til at høre!

Selma rødmede, så kinderne glødede og var glad for, at de talte i telefon.

– Jo da, bare ring, sagde Selma påtaget neutralt, mens hjertet pumpede løs.

Hamburg, 2003

Hun var imponeret over pressedækningen af sagen om de dræbte nonner. Den spektakulære nyhed om, at treogtyve nonner var blevet sendt præmaturt af sted til deres Skaber havde ikke overraskende ryddet forsiderne på alverdens medier.

Paven holdt en særlig mindegudstjeneste, og tusinder valfartede til Peterspladsen for at vise deres deltagelse, og højtideligheden blev transmitteret worldwide. Det var som om sagen blev ved med at køre i medierne, og til sidst blev hun lidt irriteret over at skulle blive ved med at trækkes med det, der vel ikke længere kunne kaldes en nyhed.

Men en dag fik hun et chok, da hun så sit eget smukke ansigt på forsiden af selv samme aviser. Billedet var så livagtigt, at der gik nogle øjeblikke, før det gik op for hende, at det ikke var et sorthvidt foto, men en tegning.

Pludselig traf hendes blik et ansigt, der virkede bekendt. Hun lod tankerne fare tilbage til minutterne op til den vellykkede sprængning, og hun kom i tanke om en emsig nonne, der havde været lige ved at ødelægge aktionen. Hun havde kunnet aflæse i nonnens blik, at hun vejrede fare og øjensynligt havde intentioner om at advare chaufføren. Heldigvis var det ikke lykkes. Men da hun læste billedteksten under portrætfotoet, gik det op for hende, at nonnen måtte have undsluppet sin skæbne. Hun blev harm over at se det frelste fjæs posere på forsiden; hun burde have endt sit sølle liv sammen med de andre i et eksplosivt helvede af brændende kemikalier! Vreden sydede ved tanken om, hvor nemt det ville have været at knække den runkne kalkunhals i bussen; hun ville ikke have anet uråd, før det var for sent. Hun måtte have haft en fabelagtig, fotografisk hukommelse, siden polititegneren havde kunnet afbillede hende så livagtigt. Det var utilgiveligt at begå en så fatal fejl. Nu måtte hun stå til måls for sin egen dumhed og var med ét blevet en af de mest eftersøgte personer i verden.

Godt nok havde hun fået en klækkelig sum af sin arbejdsgiver; hun var nu en holden kvinde, i hvert fald nogle år fremover, selv uden nye opgaver. Men hun frygtede, at billedet ville få negativ indflydelse på hendes forretning, og potentielle kunder ville givetvis betragte hende som et usikkert kort. Derfor tog hun straks en beslutning om at tage skæbnen i egen hånd. Hun udformede en enkel, men træfsikker plan.

Den eksklusive Chrysler kørte frem og tilbage på Reeperbahn, men hun blev skuffet over at se, at der ikke var nogen prostituerede på gaden – udvalget var formodentlig omvendt proportionalt med vejret – en serie skybrud havde lagt gaden øde. Hun parkerede bilen og fandt snart Herbertstrasse, der løb parallelt med Reeperbahn. Her sad pigerne i vinduerne som en levende udstilling, og hun scannede dem uden at finde, hvad hun søgte. Hun var lige ved at opgive, da hun så en spinkel skikkelse trippe ud ad en mørk port, hvis ansigt blev oplyst, da hun fik ild på en cigaret. Hun flashede et solidt bundt euro, der straks fik pigen til at nærme sig hende, og de fulgtes ad tilbage til Reeperbahn. Der havde ikke været nogen undren i pigens ansigt over, at det var en kvinde, der kontaktede hende – hun var nok vant til lidt af hvert.

Et triumferende smil kunne anes bag forruden på Chrysleren bag de pløjende vinduesviskere.

Det dryppede fra pigens sorte hår, og ansigtet var stadig blankt af regnvand, da de sad i bilen. Igen tog hun mål af byttet. Jo, øjemålet havde ikke fejlet noget, selvom pigen langt fra var lige så køn som hun selv. Hun havde sat kursen mod motorvejen og havde besluttet sig for at holde ind ved en rasteplads. Vejret kunne ikke have været bedre i hendes optik; autostrassen var næsten øde. Pigen så ud til at have fået varmen og tændte for musikken. Det var tydeligt, at hun spekulerede over, hvilke ydelser, der mon forventedes af hende. Hun stak pigen hundrede euro, mest af alt for at undgå, at hun ville blive urolig og stille spørgsmål.

Efter at have kørt forbi nogle rastepladser, der nærmest lignede turistattraktioner, øjnede hun en mulighed. En rasteplads uden restaurant og benzinstation. Blot nogle toiletter og forholdsvist mørkt. Perfekt til hendes formål.

Hun standsede bilen, tog nøglen ud af tændingen og sendte pigen et fortryllende smil og lænede sig over mod hende. Pigen formede sine cheriserøde læber til et kys, men få sekunder efter blev halsen brækket med en dæmpet lyd, og hovedet faldt slapt forover.

Hun steg ud af bilen, fandt benzindunken frem fra bagagerummet og sikrede sig, at der ikke var andre biler på vej ned ad afkørslen. Hun trak pigen ud af bilen, hev den ene sko med stilethæl af og bankede pigens tænder ud én efter én. Derefter gav hun liget skoen på igen. Fra handskerummet tog hun en stomipose og placerede under ligets røde satinkjole, hvorefter hun overhældte liget med benzin og tændte en tændstik. Efter at have sikret sig, at ilden havde taget ordentligt fat, kørte hun af sted i høj fart og sendte et sidste blik i bakspejlet.

Nu kunne hun se frem til lidt arbejdsro.

2

De rolige svømmetag og den dybe vejrtrækning bragte gradvist Lisa i en slags meditativ stemning, og med monotone, rolige bevægelser gled hun rundt i det cirkelformede bassin. Selvom hun havde haft lejlighed til at komme sig oven på hændelsen på lageret og det forgiftede vand, havde der meldt sig en slags efterreaktion i form af en kraftig migræne, der kom og gik, og hun havde taget en afspadseringsdag for at få slappet ordentligt af. John havde bekymret spurgt til, hvordan hun havde det, og for en gang skyld havde hun havde sagt det, som det var: Ad helvede til. Alligevel havde hun taget sig sammen til at komme ud af lejligheden og få lidt motion, der sikkert ville kunne opløse nogle af de spændinger, der havde sat sig i ryg og nakke. Hun havde en klar fornemmelse af, at kroppen healede sig selv og koncentrerede sig om sin egen, regelmæssige vejrtrækning. Efter at have svømmet femten baner føltes lemmerne behageligt tunge, da vandet slap kroppen på vej op ad trappestigen. Hun stod et øjeblik og sundede sig, mens det svimlede for hende. Måske havde hun taget lidt for hårdt fat.

Hun var næsten alene i DGI Byens svømmehal, bortset fra en enkelt mand, med dykkerbriller og sort gummihætte, der pløjede sig frem i det uendelige, uden at sænke farten. Han havde overhalet hende adskillige gange og var flere runder foran.

Hun glædede sig til det næste punkt på dagsordenen på dagen, der indtil videre havde stået i selvforkælelsens tegn.

Lisa svævede. Den håndfaste hovedbundsmassage fik myoserne til at smelte i en tilstand af ufatteligt velvære. Den franske frisør var ikke Østerbros mest berømte frisør for ingenting, hvilket han var udmærket godt klar over. Han kunne tillade sig at afvise kunder, hvis han havde for travlt, eller simpelthen, hvis han dømte dem uegnet til at indgå i hans eksklusive kundekreds. Prisen var også afstemt til et pengestærkt segment, som Lisa egentlig ikke tilhørte. Men frisørens charme og evne til at få hende til at føle sig som en filmstjerne var nok til, at hun havde bestilt tid. Hun havde til sin rædsel konstateret, at den seneste tids mange strabadser også havde sat sine spor i håret, der hang livløst og sørgmodigt som en solidarisk gestus med hendes sindstilstand. Blegheden havde hun delvist fået bugt med ved at sole sig i Fælledparken, og vipper og bryn havde fået en tur med Renés hjemmelavede farveblanding, så de matchede det mørkerøde hår, og han havde med mord i blikket advaret hende om, hvad der kunne ske, hvis man som rødblond badede i klorvand. Lisa troede nu ikke helt på, at håret ligefrem kunne blive grønt, men lovede, at hun ville bruge badehætte næste gang.

Øjnenes matte fremtoning kunne dog ikke ændres, og hun overvejede seriøst at gå med solbriller. Men frisøren havde i løbet af en halv times tid fået hende til at grine flere gange, hvilket ellers skete sjældent efter bruddet med Chris, som frisøren lige havde døbt hængerøven. Både h og ø voldte stadigvæk den parisiske frisør problemer, og resultatet var hylende morsomt. Og hver gang han omtalte Chris’ nye øgenavn, sendte han sin nye frisørelevs ende et beundrende blik. Hans røv sad præcist som den skulle i nogle jeans, der ikke overlod noget som helst til fantasien. Han vimsede rundt og leverede den seneste sladder med spiddende kommentarer.

Frisøren havde givet hende et kram og sagt, at hun bare kunne ringe, hvis der var noget, han kunne gøre for hende. Da talen faldt på erhvervelsen af strømpistolen, havde han foreslået, at den kunne afprøves på hængerøven og Lisa grinede, så tårerne flød.

Frisøren havde alvorligt sagt, at den eneste måde at komme sig over kærestesorger var at tage tyren ved hornet igen! En bemærkning, der afstedkom et højt fnis hos frisøreleven og de blikke, der blev vekslet, antydede, at de havde stor erfaring og viden om emnet.

Lisa sagde, at det nok først var i hendes næste liv, at hun ville kigge sig om efter en kæreste. En voldelig eksmand efterfulgt af Chris, som hun havde troet, hun skulle blive gammel sammen med, havde vingeskudt hendes forestillinger om mænd i alvorlig grad.

Efter to stive klokketimers koncentreret luksus kørte Lisa kortet igennem uden fortrydelse. Håret bruste som en rødblondt sky, og selvværdet havde fået et tiltrængt nøk i vejret. Hun satte sig ind i bilen og overvejede at rulle kalechen ned, men kom i det samme til at tænke på, at vinden ville ødelægge Renés arbejde.

Myldretiden havde sat sit tydelige præg på Østerbrogade, og selvom hun kun skulle køre et kort stykke, tog det uanstændigt lang tid. Distræt bemærkede hun gitteret på en stor firehjulstrækker i bakspejlet, der kørte meget tæt på hende, og irritationen blussede op. Det var at skide på miljøet at køre rundt med en benzinslugende, larmende bil i byen og helt overflødigt på en sommerdag, hvor vejene var fuldkommen tørre. Alligevel flagrede nervøsiteten i brystet, da bilen tilsyneladende skulle nøjagtigt samme vej som hun selv. Nede foran lejligheden overvejede hun, hvordan hun kunne ryste den sorte bil af. Skulle hun bare køre forbi lejligheden? Førerhuset på bilen var placeret så højt, at hun ikke kunne se vedkommende, der kørte bilen.

Pludselig lød der høje sirener fra flere udrykningskøretøjer med kurs mod Rigshospitalet. Firehjulstrækkeren gassede op med et højlydt brøl, drejede uden om hende og forsvandt hurtigt ned ad gaden i et højt tempo. Hun sad flere minutter og sundede sig, før hun fik taget sig sammen til at låse sig ind i lejligheden.

3

Jørgensen sad og læste Danskerens sagsmappe for tiende gang. Selv en intensiv og udmattende efterforskning havde ikke ført til pågribelse af Danskeren og hans kumpaner. Og det nagede ham. Siden forgiftningen af vandet i Bella Center var de ikke kommet et eneste skridt videre og han følte, at det hele gik i den forkerte retning.

Et navn fangede hans interesse. Måske var det værd at prøve at grave lidt i fortiden.

Danskerens praktiserende læge hed dr. Warming, og han fandt hurtigt nummeret. Da han kom igennem, fik han fat i en lægesekretær, der forklarede, at lægen var gået på pension og siden kommet på plejehjem, men hun vidste ikke præcist hvilket. Jørgensen bad Yusuf lave en liste over plejehjem i Lyngby-Taarbæk Kommune med telefonnumre. Der var gevinst allerede ved andet opkald. Lederen af plejehjemmet sagde venligt, at han var velkommen til at besøge dr. Warming, men at han skulle vide, at han var noget dement. Han huskede bedst ting, der var hændt for mange år siden, mens det, der lige var sket, som regel gik meget hurtigt i glemmebogen.

Jørgensen sukkede. Det havde også næsten været for nemt, hvis han var frisk som en havørn og kunne huske alle detaljer om sine patienter flere årtier tilbage.

Jørgensen spadserede i raskt tempo. Lugten af storkøkken med spor af kål og udkogt kød var trods varierende menuer mærkeligt nok altid den samme.

Plejehjemmet var en lav, brun murstensbygning med fladt tag og massive institutionsvinduer, omkranset af lave mørkegrønne buske med stikkende lange pigge, der udgjorde et udmærket værn mod rovfugle for hundredevis af pippende, sværmende gråspurve.

Indenfor var madosen mere koncentreret, og han kom i tanker om, at det nok var lykkedes ham at ramle ind i middagsmaden, som på så mange plejehjem blev serveret på slaget tolv, rygende varm, i alt for store portioner, forestillede han sig. Han så sig om efter noget personale og fik øje på en ung mand med fuldskæg, lyserød skjorte og lilla Crocs.

– Kan jeg hjælpe? spurgte manden venligt.

– Jeg skulle besøge Eskild Warming.

– Du er da ikke et af børnene, konstaterede manden.

– Nej, men jeg har et par spørgsmål at stille ham, svarede Jørgensen bidsk og viste politiskiltet.

– Han er enoghalvfems og stærkt dement, så jeg ved ikke, hvor meget du kan få ud af ham. Vi spiser lige, men om et kvarters tid er han klar, når han har fået sin kaffe.

Jørgensen betragtede det runde sygeplejerske-emblem, der var fastgjort på det brede bryst.

Lidt senere gik Jørgensen ned ad gangen og bankede på en grønlakeret dør, hvor der var ophængt et skilt med Her bor Eskild Warming, efterfulgt af en infantil, gul smiley.

Pludselig lød en høj, irriteret gammelmandsrøst.

– Hvem helvede er nu det?

– Jeg hedder Jørgensen og kommer fra PET.

– Jeg kender ingen ved navn Jørgensen, og desuden agter jeg at sove til middag!

Jørgensen besluttede sig for at gå ind til den pensionerede læge i stedet for at diskutere gennem en lukket dør.

– Hvem sagde De, De var? gentog han mistroisk og målte hver en millimeter af Jørgensens skikkelse.

– Jeg hedder Jørgensen og er politimand, sagde han pædagogisk og rakte hånden frem, men den gamle ignorerede den. – Jeg ville spørge Dem om en patient, De engang har haft. Han hed Jakob Nielsen.

– Er De sikker på, at De kommer fra politiet. Hvorfor har De så ikke uniform på?

Hans øjne var gråhvide af ælde.

– Kan De huske Jakob Nielsen? Han fandt et billede af Danskeren frem.

– Hm.

Den gamle kiggede tomt ud af vinduet.

– Vidste De, at oliefyret er gået igen? Tonen var igen irritabel. Pludselig rejste han sig op og gik stift hen mod døren. – Man skal da også ordne alting selv!

Ude på gangen opstod en larm, og Jørgensen gik ud af værelset for at se, hvad der foregik. Den mandlige sygeplejerske havde åbenbart indhentet den gamle læge på vej ud ad glasdøren og på tilbagevejen sagde han:

– Selvom vi har syet en chip i tøflen, er det nu rarest, at han bliver på værelset. Han kan faktisk nå ret langt selv på kort tid. Og vi har jo begrænsede ressourcer!

Jørgensen sukkede. Spild af tid. Han tog afsked med lægen. På vej ud ad døren, sagde den gamle:

– Det var ikke godt med den familie. Slet ikke godt. Han virrede med hovedet, så det hvide hår stod som en sky omkring kraniet. – Men værst stod det til med søsteren. Hun var formodentlig en uopdaget silenced angel!

Jørgensen rystede opgivende på hovedet og håbede aldrig nogensinde, at han selv ville blive dement.

Yusuf skænkede kaffe for Jørgensen og spurgte, hvordan besøget på plejehjemmet var gået. Jørgensen fortalte om den frustrerende oplevelse, mens han rullede med øjnene. Fuldkomment tidsspilde og mystisk udtryk, han havde slynget efter ham på vej ud ad døren.

Yusuf blev pludselig alvorlig, og sagde:

– Det er da ikke sludder!

– Hvad mener du? spurgte Jørgensen.

– Ja, Silenced Angel er jo et andet udtryk for Shaken Baby Syndrome.

– Selvfølgelig! Du har ret, det tænkte jeg slet ikke på!

Måske havde lægen alligevel kunnet huske noget fra dengang.

– Spædbarnets hoved er jo meget tungt i forhold til kroppen, og halsmusklerne er slet ikke udviklede til at stabilisere hovedet, forklarede Yusuf. Så barnet besvimer simpelthen. Der kan opstå skader på hjernen og alle mulige senvirkninger, og der er faktisk også en del, der dør på grund af øget tryk i hjernen.

Igen brillerede knægten med sin viden, konstaterede Jørgensen. Nogen gange var det næsten for meget af det gode.

– Hm, sagde Jørgensen og rejste sig for at finde en cigaret. – Sig mig, har du læst rapporten?

– Ja, sagde Yusuf. Fra 1980 og fremefter var der flere indberetninger om familien til kommunen.

– Det er den ondelyneme en modbydelig sag, sagde Jørgensen. – Der står i øvrigt noget om en eller anden institution nederst, hvor Danskerens søster blev anbragt, for unge, psykisk udviklingshæmmede. Lur mig om det ikke er på grund af senskader i forbindelse med ruskevold. Det siger min intuition. Og hvem ved, måske er vi så heldige, at der står navn og telefonnummer til nærmeste pårørende.

4

Carim indstillede sit termiske Aimpoint-natkikkertsigte, der hørte til automatvåbnet. Ingen af delene havde været billige, og han kunne spotte dyr og mennesker på tolvhundrede meters afstand selv i bælgravende mørke. Han fangede et omrids, der trådte rødligt frem i natkikkertens linser. En ræv eller måske en stor hankat, konstaterede han med et hvidt smil. Den skulle bare vide, at han kunne se den ganske tydeligt på trods af mørket. Han fik pludselig lyst til at se, om han kunne ramme den. Træfsikkerheden var næsten som i dagslys. Han undertrykte dog trangen til at nedlægge dyret. Han havde trods alt vigtigere ting at tage sig til.

Han tændte sin lommelygte og så igen på kortet. Jo, han befandt sig på rette sted. Nu var det bare at vente. Han tyggede på indersiden af kinden og lo lydløst ved synet af en tyk, uformelig krop, der sad i et lille skur. Vedkommende havde ingen anelse om, at hans krops omrids sås klart i natkikkertens optik.

Hans rekognosceringsopgave gik ud på at finde ud af, hvor mange der bevogtede bygningen, før de andre stødte til. Og ind til videre var han ikke blevet særligt imponeret. Efter at have gjort sig sine observationer gik han i retning af firehjulstrækkeren, som han havde parkeret i et nærliggende skovbryn og ringede til Danskeren for at afrapportere, mens han startede motoren, gassede op og kørte af sted i højt tempo.

5

Danskeren trykkede på dørklokken på den massive dør til den sikrede institution for mentalt handicappede, der gik op med et mekanisk klik, efter at han omhyggeligt havde præsenteret sig over for personen i højttaleren. Gangene var klinisk rene, men da han passerede en af dørene, stod en rovdyragtig lugt imod ham. I et glasbur sad vagthavende og nikkede ligegyldigt til ham som tegn på, at han godt kunne gå ind på værelset.

Værelset lignede sig selv. Væggene var rosa, og på reolen tronede et stort eventyrslot af plastik, omkranset af heste med fehår, og et pink prinsesse-forhæng af tyl udviskede konturerne af den sovende skikkelse. Han trak forhænget til side og betragtede hende indgående. Hendes åndedrag var dybe og regelmæssige, og øjnene sitrede svagt bag øjenlågene. Sandsynligvis drømte hun om eventyr med prinsesser, drager og hekse, selvom hun var en voksen kvinde. Han lagde en Barbie-dukke, han havde købt, på Disney-dynen og strøg hende blidt over kinden. Han ønskede brændende, at hun vågnede og sendte et tindrende smil, lige som dengang, før den forbandede dag. Men hun reagerede ikke, selvom han gentog hendes navn flere gange.

Efter nogen tid forlod han værelset.

6

Bygningen lignede mest af alt en lidt kedelig, almindelig beboelsesejendom bygget af gulsten, med en velholdt intetsigende, kæmpe grund, der lå ned til en køn sø, hvor en høj skræppen fra fugle lød med jævne mellemrum. Kun kulørte skilte med usædvanlige påbud, bolsjestribede vejbomme og en enlig portnervagt vidnede om, at der ikke var tale om en konventionel beboelsesejendom. Mørket var denne nat næsten fuldkomment; et tæt skylag dækkede himmelen som et sort, uigennemtrængeligt gardin.

Danskeren befandt sig i en blandet sindsstemning. På den ene side var han forbitret over, at planen med at forgifte vandet i Bella Centeret var blevet forpurret i sidste øjeblik, men på den anden side var han optændt ved tanken om en ny aktion. Han vidste, at han var bestemt for noget langt større, og desuden havde den konstituerede leder af Organisationen opmuntret ham ovenpå fiaskoen under en telefonsamtale.

Han parkerede firehjulstrækkeren et par hundrede meter fra indkørslen til bygningen og gik det sidste stykke vej, indtil han kunne se portvagten tydeligt. Det lille hus var helt oplyst og havde vinduer til alle sider for at sikre et optimalt overblik over området. Danskeren ventede tålmodigt, mens han konstaterede, at portvagten åbenbart havde en forkærlighed for sodavand i store mængder, hvilket også tydeligt afspejledes i hans kropsbygning, der var udflydende, æbleformet, og halsen syntes druknet i dobbelthager. Snart kom den forventede reaktion, først i form af en urolig skiften stilling på stolen, hvorefter den tykke portnervagt forlod sin pind og gik i retning af noget buskads. Danskeren smilede, da han så ham skotte årvågent over skulderen for at se, om nogen holdt øje med hans gøren. Han skulle fandeme bare vide! Lydløst sneg han sig ind på portnervagten og slog ham ned i ét hug og trak ham ind bag noget buskads, så han ikke kunne ses fra vejen.

Lettere forpustet nåede han frem til en gårdsplads, der var indrammet af gulstensbygninger, som alle var mørkelagte med undtagelse af én. Lydløst nærmede han sig det store vindue og spejdede ind i et tomt kontor. Pludselig kom en skikkelse til syne.

Nattevagten var færdig med aftenrunden, der inkluderede inspektion af de høje vandiltningstrapper i vandværkets store hal, hvor vandet sprøjtede fra udstansede huller og drønede ned ad trappetrinnene for at slå uønskede, ildelugtende luftarter ud af vandet. Der stank af rådne æg, men det havde han efterhånden vænnet sig til.

Loftet var hvælvet som en katedral og forstærkede lyden af de enorme, plaskende vandmasser, der klaskede mod hårde overflader i en konstant brusen. Larmen var så høj, at arbejdstilsynet påbød brug af høreværn. Lugten forledte nogle til at tænke, at vandet var fordærvet. Men nej, vandet var alt andet end fordærvet. Faktisk var det noget af de reneste i verden, og der var hverken tilsat klor eller andre kemikalier. I stedet lod man det løbe ned ad den enorme, skulpturelle iltningstrappe, og dernæst fik vandet lov at sive langsomt gennem flere lag sandfiltre. Både vandtrappen og de indre overflader var dækket af rustbrune af jernforbindelser, som sammen med de tusmørkeblå vægge fik stemningen til at virke dyster.

Herfra blev mange hundrede tusinde husstande dagligt forsynet med krystalklart, rent vand. Selv cisternevandet kunne drikkes, hvad nogen anså som unødigt fråseri.

Han tog den hvide kittel af og hængte den pænt på knagen. De hvide langskaftede gummistøvler var svære at få af, fordi han svedte om fødderne, men omsider lykkedes det, og han stak i sorte, udtrådte træsko. Til sidst tog han det højrøde høreværn af og hang det uden på kitlen.

Svagt nynnende trissede han ind på sit kontor og vejede termokanden for at vurdere, om der skulle sættes en ny spand kaffe over til natten. Ubeslutsomt skruede han proppen af og snusede til indholdet. Kaffen var afgjort ikke nybrygget. Med et suk gik han ud i køkkenet og hældte vand på kaffemaskinen. Den trængte gevaldigt til en afkalkning, men han orkede ikke at gøre noget ved problemet, på trods af, at han beskæftigede sig dagligt med vand og dets aflejringer. Han håbede, at maskinen formåede at trække vandet gennem den tilkalkede kanal en sidste gang, og at dagvagten ville sørge for at give den en bypass.

Efter en halv time havde maskinen produceret en sort koncentreret væske, der udmærkede sig ved at være varmere end forrige generation kaffe på kanden, og han rustede sig til en begivenhedsløs nat.

I de fjorten år han havde arbejdet som nattevagt på vandværket, havde den mest opsigtsvækkende hændelse været en spritter, der var kravlet ind ad kontorvinduet for at overnatte. Den hændelse havde lært ham at sørge for, at vinduerne altid var haspede. Derfor undrede det ham, da en kold brise sladrede om, at det stod halvt åbent. Han havde da lukket det, før han gik ud for at sætte kaffen over?

Danskeren listede sig lydløst ind på vagten, der arbejdede koncentreret ved computeren, og i en lynhurtig bevægelse lagde han sin muskuløse arm som en jernring om halsen på manden, hvis halvkvalte skrig blev stoppet effektivt, da lufttilførslen blev afkappet.

– Hvis du kan holde kæft, slipper jeg grebet en smule, hvæsede Danskeren i øret på vagten, der gjorde nogle ynkelige forsøg på at nikke.

Danskeren lempede kvælertaget en smule, hvilket gav vagten mulighed for at tage et par gevaldige, krampefyldte vejrtrækninger.

Lidt efter sagde Danskeren:

– Jeg skåner dit usle liv, hvis du hjælper mig med noget. Men hvis du forsøger at lave numre, er det ude med dig. Han slap vagten.

– Okay, kvækkede manden og tog sig til halsen.

Danskeren drejede stolen rundt, så de havde front mod hinanden, og vagten fik lejlighed til at studere sin overfaldsmand indgående, hvilket ikke gjorde ham mere fortrøstningsfuld, hvad angik sin egen nære fremtid. Han forsøgte forgæves at regne ud, hvad manden ville ham, og overvejede om han skulle tilbyde ham sin tegnebog, som indeholdt to tusinde kroner, som han netop havde hævet. Han forsøgte at undlade at se overfaldsmanden i øjnene. Men blikket naglede ham som en issyl.

– Hva’… hvad vil du have? Ønsker du penge? stammede han og begyndte febrilsk at rode i cowboybuksernes lommer. – Se her! Jeg har masser!

En tynd læderpung, hvis bøjede form tydeligt bar præg af placeringen i baglommen, blev fisket op.

– Jeg kan bare hæve flere, tilføjede han og vurderede, at de halvtreds tusinde kroner, der stod på opsparingskontoen, muligvis var bedre givet ud i denne sammenhæng, end til udbetalingen på et rækkehus.

– Nej, for helvede, din hund. Jeg er sgu da ikke ude efter din fucking sparegris! Danskeren vrængede læberne nedad. – Har du ikke fattet, at du er med i et højere spil, der kan skrive os ind i historien?

– Øh, hvordan mener du? spurgte vagten.

Danskeren kunne se, at der ikke var meget at hente rent intelligensmæssigt hos nattevagten, men besluttede alligevel at give manden et hint.

– Der er behov for fucking udrensning!

Stik mod forventning var det, som om nattevagten alligevel fattede nogle af udsagnene, og han kneb øjnene sammen og så sig stjålent omkring.

– Du vil ikke gøre noget ved vandet, vel? Stemmen knækkede over.

Danskeren betragtede foragteligt nattevagtens skjorte, hvor mørke asymmetriske plamager trådte tydeligt frem. Selvom manden øjensynligt var dødsens angst, fik han pludselig fornemmelsen af, at han måske ikke var lige så åndsforladt som først antaget, hvilket fik ham til at overveje flere scenarier.

– Du har en eneste opgave. Og det er at hjælpe mig med komme ind i systemet her!

Han pegede på skærmen og snurrede kontorstolen rundt, så nattevagten atter havde front mod skærmen. Forstenet sad nattevagten foran skærmen og mærkede angsten som et bølgende hav, der steg og faldt. Han havde en frygtelig fornemmelse af, hvad manden med isøjnene havde i tankerne, men alligevel tillod fantasien ham ikke at tænke tanken helt ud i sin yderste konsekvens. Han havde svært ved at ramme tasterne.

– Hvad er det egentlig, du vil have mig til? gråden sad pludselig som et snærende bånd om den i forvejen ømme hals.

– Du skal give mig alle passwords til systemet, så jeg kan få kontrol over vandflowet. Og hvis du glemmer noget, slår jeg dig ihjel. Tro mig, jeg kan mærke, når folk lyver, og det ville ikke røre mig det mindste at vride halsen om på dig!

Igen forsøgte nattevagten at synke spyttet, der havde formet sig til en sej masse, der ikke lod sig hverken hoste op eller synke.

Til sin egen undren sagde han:

– Det kan jeg ikke under nogen omstændigheder give dig. Det er fortrolige informationer, og jeg vil ikke medvirke til terror!

På Danskerens kraftige hals flammede røde plamager op, og han begyndte aggressivt at gå frem og tilbage.

– Du gør bare som jeg siger! Fucking idiot! hvæsede han og trådte helt hen til ryglænet af kontorstolen.

Nattevagten følte en prikkende kulde mod sin nakke. Han var godt klar over, at hans liv hang i en tynd tråd, men alligevel følte han en slags fredfyldt fornemmelse ved at have nægtet at adlyde ordren, som han intuitivt vidste, ville kunne få implikationer for tusinder af menneskeliv. Aldrig tidligere havde han været så angst, og nu vidste han, at han havde mødt det onde i sin rene form. På trods af at han nærmest var handlingslammet af rædsel, begyndte en plan at tage form. Det var ikke nogen fantastisk kompliceret plan, men til gengæld var han rimelig sikker på, at han kunne gennemføre den, hvis han ellers formåede at holde hovedet koldt og få styr på sin stemme, hvilket nok var den største udfordring.

– Okay, jeg vil gerne hjælpe dig. Men jeg må lige på toilettet først.

Det lykkedes ham at sende et nogenlunde sammenhængende blik over skulderen, hvor han fangede de døde øjne, der på ny sendte paniksignaler gennem ham.

– Ja, hvis du er ved at skide i bukserne af skræk, kan vi jo lige så godt være praktiske omkring det, sagde Danskeren og snurrede kontorstolen rundt og hankede op i ham.

Danskeren travede frem og tilbage og bankede flere gange på døren til toilettet og fordrev tiden med at læse en sms, hvor der stod, at hans brødre ville indfinde sig i løbet af få minutter.

Efter omkring ti minutter kom nattevagtens blege ansigt til syne, og han begyndte langsomt at gå tilbage mod kontoret. Da de var trådt ind i kontoret, smed han sig pludselig på gulvet. Danskeren stod uforstående og betragtede manden, der slangede sig ind under skrivebordet, hvor han febrilsk slog med flad hånd mod en grå knap, hvorefter han trak sig baglæns ud på gulvet og satte sig i skrædderstilling, mens han stirrede resignerende ud i luften.

Det gik op for Danskeren, hvad nattevagten havde haft for, og et mægtigt raseri hvirvlede rundt i hovedet som en sort malstrøm. I én bevægelse greb han fat i en printer, løftede den højt op i luften og lod den falde tungt ned over nattevagtens hoved, hvorefter han slæbte den slappe krop ud i køkkenet og placerede den i et mindre lagerrum.

Første gang han så vandtrappen, vidste han, at han havde valgt den helt rigtige scene for finalen, som han havde døbt Den Knusende Aktion, der ville sætte et endeligt punktum for de skidtvigtige, vantro danskere. Vandtrappen knejsede himmelstræbende som et bjerg af levret blod. Snart ville en dødbringende gift effektivt blive pumpet ud og tildele det depraverede, forræderiske danske samfund et velfortjent hug. Han betragtede sig selv som en effektiv forsvarer af den rette tro og ville fandeme kæmpe til den sidste fjende var udslettet. Som dansker havde han et forspring i forhold til sine kollegaer, fordi han kendte til det danske sindelag, frikadellekultur og adfærd. Det var også årsagen til, at den konstituerede leder af Organisationen havde valgt netop ham som leder af aktionen.

Koranen havde givet ham svar på alle spørgsmål, og Biblen havde hjulpet til at finde den symbolik, der skulle tvinge de hovmodige, arrogante danskere til at forstå, at de som de største sataner i verden måtte bøde for deres provokation mod islam, som blev udkrystalliseret ved den blasfemiske genoptrykning og uophørlige, modbydelige og respektløse udbredelse af tegningerne af Den Hellige Profet. Danmark skulle passende rammes af den første egyptiske plage!

Næst efter USA og Israel havde Danmark kæmpet sig frem til en ufrivillig tredjeplads som fornærmende fjende, hvilket den afdøde leder af Organisationen havde understreget utallige gange i sine taler. Den nye konstituerede ledelse havde et erklæret mål, nemlig at tvinge Vesten i knæ til ydmygt at undskylde sine hovmodige handlinger. Midlet var en serie aktioner, der gradvist skulle tvinge fjenden i knæ.

I koranskolen havde han følt kærlighed og anerkendelse; der var noget at stå op til hver dag. Hans nye tro og venner, brødrene, havde givet ham følelsen af fællesskab. De var hans sande familie, og han kappede effektivt alle forbindelser til sin biologiske familie, med undtagelse af søsteren, som han besøgte så ofte som muligt.

Han ønskede inderligt at udviske alle minder fra sin barndom, men det var, som om de havde ætset sig i hukommelsen og dukkede op, når han mindst ventede det. For sit indre blik så han morens døde, angstmættede øjne, der som muldvarpeskud steg op over kaffekoppen. Øjnene havde nøjagtig samme farve som det sorte fluidum, der blev slynget rundt i en evigt malende bevægelse, der endte i en knaldende finale, da det årede og skårede stykke porcelæn, der engang havde udgjort en del af stadseudstillingen i vitrineskabet, ramte den stormønstrede voksdug og skvulpede over.

Han huskede alle detaljer fra den forbandede dag. En kaffedråbe hvælvede sig dirrende på voksdugen og ville snart tørre ud og udgøre en permanent del af mønstret.

Hans lillesøster havde lært at styre sin gråd på den hårde måde. Kun en hikstende bølge, der ramte mellemgulvet med uregelmæssige mellemrum og blanke, flakkende øjne vidnede om, at der netop var sket en uoprettelig ulykke. Og gråden ville bestemt ikke formilde faren – tværtimod. Et størknet mælkespor var brat stoppet på hagen, og hun sad bomstille. På trods af at hun var mentalt handicappet, vejrede hun udmærket situationens alvor. Farens tunge trin havde pludselig lydt faretruende. De var blevet vakt til live af den fedtede tallerknens fatale møde med klinkegulvet, og et stjerneformet mønster af mælk og cornflakes havde peget forræderisk i alle retninger.

Faderens eder havde været andet end bibelske og var ganske nøjagtige, uhyggelige forudsigelser af, hvad der ventede moren, lillesøsteren eller ham selv. Selvom han havde været forberedt på faderens blik, var det alligevel som om han blev lige rædselsslagen hver gang. Selv ikke den værste fantasi kunne beskrive det had, der emmede fra de lyse, vandblå opspærrede øjne. Og ingen kunne på forhånd vide, hvem blikket ramte.

– Hvad helvede foregår der her? havde faren råbt. Han havde rullet pisken sammen, så den lignede en sort slange. Men han ombestemte sig og rakte i stedet ud efter en Madam Blå suppeslev og vejede den ubevidst i de kraftige hænder. Knoerne trådte skeletagtigt frem mod det rødmende kød. Farens enorme skikkelse svajede kun en anelse. Han havde ikke drukket hele dagens ration snaps endnu, havde han registreret gennem en tåge af rædsel.

Børnene havde ikke turdet se på faren, men slog blikket ned og opsendte en stille bøn, selvom det nok var tvivlsomt, om den hjalp. Vorherre havde det med at være fraværende i sådanne situationer.

– Er det dig, dit lille svin, der smadrer vores dyre porcelæn? havde faren hvislet med uhyggelig fatning. Han havde knebet munden sammen til en tynd streg. Som flaskehalsen peger, faldt blikket på lillesøster, afsløret af sit mælkeskæg. Moren og han selv havde kun spist ristet franskbrød, sladrede tallerknerne.

I et splitsekund krydsede deres blik klinger, og lillesøster magtede ikke at se bort. Som en slagtekalv blev hendes brune øjne suget ind i hans blege, og med en susende perfekt blå bue ramte sleven barnehovedet, der faldt forover som et æble, hvis stængel brutalt var knækket. Han stirrede undrende på en blodig aflang klat, der var blevet skudt katapultagtigt ud mellem barnelæberne og endt i mælkepølen, indtil han indså, at lillesøster havde bidt et stykke af sin tunge af.

Med et skrig jagede han den savtakkede æg i skjortebrystet på sin far og undrede sig over, at det hvide, kvabsede kød var så hårdt at stikke i. Han havde ramt et ribben. Med overmenneskelige kræfter og kvalmen bølgende i svælget havde han rystende trukket kniven til sig og stukket den ind igen lidt under det første indgangssår. Den eftergivende blødhed havde fyldt ham med afsky. Kniven havde fortsat sit arbejde i det uendelige, indtil det hvide bryst var forvandlet til en blodig masse. Krucifikset, der altid dansede konspiratorisk i takt med farens eksplosive åndedræt under afstraffelserne i sin guldkæde, syntes nu at være druknende i en flod af blod på farens ødelagte bryst.

Der havde ikke været den mindste tvivl i moren sind. Hun insisterede på at tage straffen. Og ingen stillede spørgsmål ved hendes vidneudsagn.

Danskeren virrede med hovedet for at få billederne til at gå væk, slog sig gentagende gange hårdt for panden og forsøgte at koncentrere sig om arbejdet. Det vigtigste var at holde fokus, blev han ved med at gentage for sig selv.

Han tastede programmeringskommandoer i et hæsblæsende tempo på en bærbar computer, som han havde koblet til vandværkets system. Selvom han var vant til at hacke store, dyre it-systemer, var denne opgave alligevel ikke så nem, som han havde håbet. En ting var at komme ind i systemet, hvilket havde været forholdsvist enkelt, noget andet var at navigere rundt og fucking forstå betydningen af indforståede forkortelser på komplicerede vandføringssystemer. Han fortrød en smule at have dræbt nattevagten, da han kunne have givet dem de oplysninger, som han nu selv måtte bruge dyrebar tid på at finde.

Men nattevagten havde selv valgt sin skæbne i et misforstået forsøg på at spille helt. Han var for indskrænket til at fatte, at han var oppe imod stærke, guddommelige kræfter og uanset hvad, ville de lykkes i deres forehavende. Hans trofaste brødre, ville effektivt holde uønskede gæster væk, så han i ro og mag kunne udføre den endelige hævn.

Han hilste hjerteligt på brødrene og forklarede, at han havde måttet uskadeliggøre nattevagten, der desværre havde nået at aktivere en alarm, så de måtte regne med at få ubudne gæster. Ahmad foreslog et system, der kunne advare dem på forhånd og lavede en improviseret, primitiv anordning med en pære, der lyste, hvis nogen passerede det sidste stykke af indkørslen, der ledte op til hovedbygningen, så de kunne nå at reagere.

7

Jørgensen lagde billedet, han havde modtaget fra Interpol på tastaturet og granskede det nøje. Der var noget bemærkelsesværdigt ved kvinden på billedet, der var usædvanlig køn, og der var indløbet efterretninger om, at hun befandt sig i Danmark. Der lå også en besked om, at han skulle kontakte Claire fra Interpol. Han skulle lige til at slå nummeret op i sine kontakter, da Yusuf kom ind ad døren. For en gang skyld så han sur ud, konstaterede Jørgensen.

– Jeg lige talt med lederen af den institution, hvor Danskerens søster befinder sig. Den gode nyhed er, at han lige har besøgt hende, og den dårlige, at der ikke er nogen kontaktdata, udover hans navn.

Jørgensen undertrykte en ed.

– Derudover har jeg lige fået at vide, at der er gået en alarm på et vandværk nord for København.

Med dybe rynker i panden bad Jørgensen Yusuf om at kontakte den nærmeste politistation i forhold til vandværket. Claire måtte desværre vente. Sagen med vandværket hastede mere, fornemmede han.

8

Det var blevet mørkt udenfor, da Selmas telefon ringede. De sad og så en af Lisas film og drak kaffe.

– Skal du ikke tage den? spurgte Lisa og puttede et stykke chokolade i munden.

– Jo, det bliver jeg vel nødt til, sagde Selma og gabte inderligt. Hun rejste sig besværligt og fandt mobiltelefonen frem.

– Sørens, sagde hun ærgerligt. Det var Jørgensen, der havde ringet, kunne hun se. Hun ringede nummeret op, gik hen til vinduet og stirrede ned på den mørke gade. Lisa betragtede Selma. Hendes øjne var store og alvorlige. Hun håbede ikke, at der var noget galt.

Straks efter at have afsluttet samtalen begyndte hun at samle sine ting sammen.

– Var det noget alvorligt? spurgte Lisa bekymret. – Skal du af sted så sent?

– Ja, desværre, sagde Selma. – Der er gået en alarm på et af vandværkerne. Normalt ikke noget at bekymre sig om. Men Jørgensen kunne ikke lide, at de ikke kunne komme i kontakt med nogen fra vandværket. Normalt slukker man alarmen, hvis der er tale om en fejl. Men denne alarm er ikke blevet afbrudt.

– Nå, men jeg er glad for, at du i det mindste ikke tager derud alene, sagde Lisa. – Hvad med Ernst?

– Jeg ringer til ham nu. Hyg dig nu, søde, sagde Selma og gav Lisa et kys på kinden.

9

Ernst og Brian sad og så tv, og Ernst nippede til en velfortjent whiskysjus. Han zappede irriteret igennem et endeløst antal amerikanske serier, befængt med lange reklameblokke og bandede over, at der ikke var en god film, når nu han for en gangs skyld havde besluttet sig for at slappe af. Brian rakte ham telefonen, da den ringede.

– Men Selma, helt ærligt, tror du ikke, at du overreagerer, bare en lille smule? Ernst var klar over, at han legede med ilden.

– For fanden, hvis jeg ikke troede, at det var noget, ville jeg sgu da ikke ringe dig op klokken tolv om aftenen, vel? Desuden henter Jørgensen mig om lidt.

– Undskyld, jeg er bare så træt, og det må du også være, min pige.

Selma ignorerede Ernsts larmende suk.

– Det behøver jo ikke at betyde, at tredje verdenskrig er brudt ud, bare fordi de har glemt at slukke alarmen. Manden kan jo have fået et ildebefindende eller måske er han på inspektionsrunde, for slet ikke at tænke på muligheden for, at der er tale om en teknisk fejl. For fanden, vi har jo lige afværget et angreb. Jeg nægter simpelthen at tro, at de har haft mulighed for at planlægge et nyt.

– Ernst, vær nu sød at tage med, bad Selma.

– Godt så, du vinder, min skat. Brian er her i øvrigt også, og jeg har tilladt mig at nyde lidt whisky. Vi tager en taxa ud til vandværket og ses inden længe.

– Fint, sagde Selma. – I må lige køre forbi instituttet for at hente beskyttelsesdragter og testudstyr.

10

Der var tavst i bilen, da Jørgensen drejede ind ad den lange, snørklede allé. Vejtræernes kroner lukkede sig foroven og gav dem fornemmelsen af at befinde sig i en mørk tunnel. For enden af allén kunne de se Ernst og Brian stige ud af en taxa. Ernst havde vist fået mere end en enkelt whisky, konstaterede Selma.

Brian satte sig på bagsædet af Jørgensens bil, efter at have puttet tre, skriggule tasker med overtræksdragter og testudstyr i bagagerummet. Han forklarede, at Ernst lige ville trække noget frisk luft, hvorfor han havde bedt taxaen om at standse et par hundrede meter fra bygningen. Han placerede sin nye bærbare computer på skødet. Den havde siden anskaffelsen fulgt ham overalt som en ekstra legemsdel.

Jørgensen havde sat det lange lys på, og de passerede forskellige kulørte refleksioner i mørket fra mange forskellige skilte med varierende påbud. Han talte konstant i mobiltelefon og forklarede Selma, at der var flere patruljevogne i området, hvoraf nogle allerede burde være nået frem. På vej op mod hovedbygningen fik de da også øje på en hvid, karakteristisk Ford Mondeo, der holdt i den fjerneste ende af gårdspladsen med slukkede lygter.

– Bare vent her, sagde Jørgensen, der steg ud og begyndte at nærme sig politibilen.

Selma undrede sig over, hvor Ernst blev af, men regnede med, at han stod og røg et eller andet sted i mørket og betragtede dem godmodigt.

Pludselig hørte hun et udråb fra Jørgensen. Hun steg ud af bilen og løb efter lyden af hans stemme og standsede nogle meter fra bilen. Nu kunne hun se, at politibilens forrude syntes at have fået et lag hvidt polaragtigt is på rekordtid, og dens uregelmæssige overflade var mælket.

Jørgensen lod fingrene løbe hen over den ødelagte forrude på politibilen og mærkede tydeligt flere huller, hvor det tykke glas var blevet perforeret. Han bøjede sig undrende frem og stirrede ind gennem sideruden. Synet, der mødte ham, overgik ethvert mareridt, og han gjorde tegn til Selma om, at hun ikke skulle komme nærmere.

Blodindsmurte, fortabte skikkelser hang foroverbøjet i sikkerhedsselerne.

Han skulle lige til at foretage et opkald, da en stemme fik ham til at stoppe bevægelsen.

Ernst fumlede i jakkelommen for at finde sin nye pibestopper med det smukke træskaft og gav tobakken et bestemt tryk, tændte med Zippo-lighteren og inhalerede den aromatiske røg. Han svajede let; whiskyen sad stadig i kroppen. Han kunne lige nå et enkelt stop tobak, mens han gik i retning af hovedbygningen. Efter en indskydelse satte han kursen mod et buskads. Al den snak om vand havde virket befordrende på trangen.

Selma så lige ind i mundingen på et automatvåben, og da hun flyttede blikket, lyste et hvidt smil op i mørket. Kroppen var frosset til is, og al tankevirksomhed var fordampet ud i mørket. Brian sad stadigvæk på bagsædet af Jørgensens bil og stirrede på manden med det uhyggelige smil og våbnet. Der var kun én ting at gøre. At adlyde geværmundingens bydende, fejende bevægelse, der gjorde dem forståeligt, at de skulle gå ind i den mørke hovedbygning.

11

Mørket inde i hovedbygningen var næsten totalt, og Selma var tæt på at snuble over en stak aviser og blade, der lå gulvet. Hun mærkede geværmundingen prikke mellem skulderbladene og kunne se Jørgensen og Brian lige foran sig. De blev ledt ind i en mørk gang. For enden af gangen stod døren på klem, og stemmen bag hende sagde kommanderende, at hun skulle fortsætte ind i lokalet.

De trådte ind i et kontor, der kun var oplyst af grøntgult baggrundslys fra nogle computere, og en kraftig skikkelse tegnede sig som en silhuet mod en af skærmene. Stemmen bag hende sagde noget på arabisk, der fik skikkelsen til langsomt at dreje rundt. En eller anden tændte for lyset og som i et mareridt registrerede Selma skikkelsens ansigtstræk i brudstykker, som om hjernen beskyttende bredte et slør ud for at skærme hende, men det lette smil, og øjnene var ikke til at tage fejl af. Den hvide hud så gusten ud i den grelle belysning. For anden gang inden for kort tid så hun Danskeren i en mørk udgave. Havde han farvede kontaktlinser på? Hun var tæt på at besvime af rædsel, da manden rejste sig op og begyndte at slentre hen imod hende. Det var sært nok kun det kolde geværløb, der holdt hende oprejst.

– Næh, hvem har vi dog der? spurgte Danskeren, – det er sandelig fint selskab!

Han ignorerede Brian, men stirrede nedladende på Jørgensen og Selma. Selma krympede sig ved lyden af hans stemme.

– Sig mig, troede I virkelig, at I kunne forhindre vores angreb! Stemmen var spottende. – Jeg har fandeme Gud på min side, vantro hunde! Han ændrede pludselig fokus til Selma.

– Og du har længe stået på min særlige liste, kælling. Det ærgrer mig, at jeg ikke gjorde arbejdet færdigt på hospitalet, men den fejl kan du trygt regne med vil blive rettet.

Selma mærkede kræfterne blive suget ud af kroppen, og hun var ved at kollapse. Han tog mål af Brian, der så ned. Jørgensens blik lyste af indestængt raseri.

Carim og Ahmad gjorde deres våben klar og gjorde det forståeligt, at Jørgensen, Brian og Selma skulle følge med.

– For satan, udbrød Ahmad pludselig. – Der kommer nogen!

Alle så på den lille spinkle pære. Ahmad betragtede afventende Danskeren.

– Giv vedkommende en varm velkomst.

– Skal vi dræbe ham? Spurgte Carim.

– Ikke, hvis det er en fra vandværket, jeg har brug for hjælp til det her lortesystem.

– Og hvad med de andre?

– Ja, det siger jo sig selv, sagde Danskeren irriteret. Dræb dem inde ved iltningstrappen – der er vel ingen grund til ligefrem at bringe vores aktion i fare med lyden af skud. Desuden kan de jo passende overvære finalen, før de dør.

Der lød et rabalder ude fra receptionsområdet, hvilket ikke lod til at forstyrre Danskeren, der koncentreret arbejdede videre. Ernsts høje, ranglede skikkelse med håret stående ud til alle sider kom til syne. Hans ansigt var formørket af raseri. Danskerens maskeagtige ansigt lyste op i et smil.

– Jamen det er jo et helt tilløbsstykke. Få dem ind til iltningstrapperne!

Uden et ord tog Ahmad ufølsomt fat i Selma og vred hendes arm pinefuldt om på ryggen. Brian, Jørgensen og Ernst fik selv lov til at gå, mens Carim fulgte dem nøje med geværsigtet.

– Allahu akbar! udbrød Danskeren og hankede op i en metalblå, mindre kuffert. Han gjorde tegn til, at alle skulle følge med ud af kontoret og ned ad en lang smal gang med en glasdør for enden, hvor en brusende lyd tog til i styrke, efterhånden som de nærmede sig. Han gav Carim ordrer til at sørge for, at fangerne skulle stille sig op ad væggen, længst muligt væk fra iltningstrappen. Danskeren åbnede glasdøren, og lyden af vandfald stod mod dem med fuld styrke. Selmas arm gjorde vanvittig ondt, men hun turde ikke ømme sig.

Danskeren stillede sig ved kanten af bassinet og formede nogle lydløse ord med læberne, hvorefter han forsigtigt stillede kufferten på kanten af bassinet og åbnede den. Den indeholdt en mængde reagensglas med klart indhold. Men alle tilstedeværende var klar over, at det tilsyneladende harmløse indhold ville være nok til at slå et meget stort antal mennesker ihjel inden for ganske kort tid. Selma forsøgte at få øjenkontakt med Ernst og Brian, der så underligt resignerende ud, hvilket fik angsten at accelerere for alvor.

Danskeren tog handsker på og skruede propperne af glassene, som om det var en helt almindelig dagligdags gerning, og hældte indholdet omhyggeligt ned i de frådende vandmasser.

Nu var det hele uigenkaldeligt for sent. Hun kunne lige så godt opgive og dø. Alt havde været forgæves. Toksinet ville nu blive pumpet gennem systemet og inficere vandet hos tusinder af husstande. Forbrugerne ville tillidsfuldt indtage vandet uden at ane, at de var dødsens.

Vand var noget grundlæggende her i livet; selve forudsætningen for eksistens.

Danskeren smed kufferten i vandet, hvor den for en kort tid lyste op i det sorte dyb. Han vendte sig om og målte hende med øjnene. Hun kunne mærke, at han havde besluttet sig for selv at slå hende ihjel. Selma overvejede et kort sekund at rive sig løs og springe i døden, men det ubarmhjertige greb om hendes arm fik hende til at opgive tanken.

Danskeren nærmede sig hende langsomt.

Et højt brag fik alle til at rette blikket mod glasdøren, der brutalt var blevet knaldet op. En mindre flok kampklædte betjente med pleksiglasskjold væltede ind ad døren.

– Kom bare nærmere, de herrer, forestillingen er desværre slut, råbte Danskeren højt. – I vantro djævle og jeres forbandede afkom skal snart dø, Allahu akbar!

Ingen tog notits af hans ord, og en uhyggelig lyd af skud rullede rundt mellem jerndragerne i loftet. Carim rettede geværet mod den gennemsigtige mur af pleksiglas og affyrede flere serier skud. Politiet besvarede skuddene, og Selma registrerede, at Carim krøllede sig sammen og tog sig til benet. Ansigtet var forvredet af smerte, og blodet sivede ud mellem fingrene. Han råbte noget, men ordene blev annulleret af brusende vand og skudserier.

To betjente forsøgte at overmande Danskeren, som nåede at slå den ene betjent i jorden med nogle kraftige, uhyggelige hug, før han endelig blev overmandet af en tredje, der fik ham tvunget i knæ og kneblede hans kraftige hænder.

Ahmad blev overmandet som den sidste og lå med ansigtet trykket mod klinkerne, mens øjnene glimtede sort af had. Carim syntes uskadeliggjort af sine egne smerter, men fik alligevel håndjern på, og snart sørgede ambulancefolk for, at han blev lagt på en båre. Danskeren blev ført ud som den sidste.

Lige inden han gik ud ad døren, fangede han Selmas blik.

12

Jørgensen gjorde tegn til, at de skulle følge efter ham sammen med politiets indsatsleder. Ernst tog Selma under armen, og sammen gik de tilbage til kontoret efter at have kaldt på Brian, der virkede voldsomt påvirket af optrinnet. Da de kom ud i gangen, vidnede en høj overlyd i øret om, hvor meget vandmasserne havde brølet, og sammen med skuddene frygtede Selma, at hun havde fået en høreskade, men var på en mærkelig måde ligeglad med det hele.

Hun bemærkede, at Jørgensen hurtigt havde genvundet fatningen og forsøgte at følge trop.

Stående i en kreds på kontoret sagde Jørgensen hæst, at nu gjaldt det om at begrænse katastrofen og advare befolkningen.

En af vandværkets medarbejdere arbejdede koncentreret ved computeren; han var forinden blevet tilkaldt af det lokale politi, og han virkede som om han havde en form for overblik. Han præsenterede sig som Andreas, næsten uden at tage øjnene fra skærmen.

– Vandet kan standses herfra, sagde han nøgternt. Han så på væguret. – Og uanset hvad, vil der gå noget tid, før det rammer husstandene. Mindst tre kvarter. Det vil sige lidt under en halv time fra nu af. Er der i øvrigt nogen, der har set min kollega, der havde nattevagten?

Ingen svarede. Selma stirrede på væguret, fandt sin mobiltelefon frem og startede stopuret.

– Men uanset hvad, må I straks advare forbrugerne. Der er en vis usikkerhedsmargen ved vandets transporttid, som blandt andet er afhængig af det aktuelle forbrug. Jeg har en plan over, hvor de berørte husstande befinder sig. Han rakte et kort til en af betjentene, der gav det videre til Jørgensen.

Jørgensen studerede kortet. Selma lagde mærke til, at kæbemusklerne spillede, selvom han virkede fuldkommen rolig. Han vekslede nogle ord med indsatslederen, der kort efter gav nogle kortfattede ordrer i radioen. Indsatslederen fik besked på at sørge for, at der blev udsendt en sms til de berørte husstande på dansk, arabisk og engelsk.

– Indsatslederen og jeg sørger for koordinering af beredskabet, sagde Jørgensen, der havde fået kommandostemmen på. – Vi alarmerer hæren, brandvæsnet, politiet og Hjemmeværnet. Jeg vil også kontakte spejderne og nogle andre netværk, så som idrætsforeninger og Rotary. Henvendt til Selma sagde han: – Ring, hvis der sker ændringer i situationen. Han gav hendes arm et klem og forlod kontoret sammen med indsatslederen.

– Satans, lød det ovre fra computeren. – Jeg kan ikke få adgang til systemet. Jeg ved ikke, måske er mit password udløbet. Jeg må simpelthen have fat i nattevagten. Han gik i gang med at taste et nummer på mobiltelefonen.

Brian lod til at være kommet til hægterne og gik over og stillede sig bag ved Andreas og begyndte at konferere. Lidt efter sagde Brian:

– Jeg har lige fået forklaret, at der er to muligheder for at standse vandet, og det er ved de trykforøgerstationer, der så at sige accelererer vandtrykket, og dermed får presset det hurtigere igennem til forbrugerne.

– Men hvor vurderer du, at toksinet befinder sig nu? spurgte Selma, direkte henvendt til Andreas.

– Ja, det blev jo hældt i bassinet under iltningstrappen. Efter iltningen ledes vandet gennem et sandfilter, hvor jeg formoder, det befinder sig nu, og derefter fortsætter det med kurs mod de to trykforøgerstationer og endelig kommer det videre til rentvandstanken og ud til hovedledningen og derfra ud til forbrugerne.

Selma sank noget.

– Men hvis vi kan sætte de to trykforøgerstationer ud af drift, som befinder sig på hovedledningens vej, kan vi nå at stoppe vandets fremfærd og dermed katastrofen, tilføjede Andreas.

– Hvordan gør vi så det? spurgte Ernst og foldede hænderne stramt over brystet. Han havde en utændt cigaret hængende i mundvigen.

Brian rettede på brillerne og svarede:

– Ja, her er det, at det bliver en smule vanskeligt. Det hele burde kunne styres herfra, men Andreas kan ikke logge på systemet. Jeg henter min computer i bilen, sagde Brian. – Måske kan jeg bruge den til at generere de nødvendige passwords, så jeg kan komme ind i vandværkets system. Det er åbenbart bedre sikret, end man lige skulle tro.

Selma så på stopuret og havde en fornemmelse af, at tiden accelererede. Selvom Jørgensen formåede at få beredskabet op i omdrejninger og få budskabet spredt om, at vandet var livsfarligt at drikke, var der formodentlig mange, der ikke ville nå at få beskeden, før det var for sent, hvis de ikke nåede at standse vandet, selvom alle medier, lige fra internettet, radio, tv og patruljevogne med megafoner og de frivillige, der gik fra dør til dør, blev taget i brug.

Det hele afhang af, om Andreas og Brian kunne nå at stoppe vandet fra centralt hold. Selvom der var en vis margin i forhold til vandets transporttid, som formodentlig var længere om natten på grund af et lavere forbrug, var der alligevel ufattelig kort tid at handle i.

Brian var i mellemtiden kommet tilbage og satte sig ved siden af Andreas, som hjalp med at koble Brians computer til vandværkets system. Hans briller lyste i computerens skær, og de slanke fingre dansede hen over tastaturet med virtuos lethed. Kun lyden af tasterne fyldte lokalet.

Hun stillede sig bag Brians stol og forsøgte at regne ud, hvad de kryptiske kommandoer med tilsyneladende tilfældige kombinationer af kolon, backslash og parenteser mon betød, men det hele forekom at være fuldkommen volapyk.

Så blidt som muligt spurgte hun:

– Brian, hvor lang tid tror du det tager at generere passwordet?

– Jeg ved det ikke, systemet opfører sig mystisk.

– Sig mig, plejer den at gøre sådan? spurgte han henvendt til Andreas. Jeg har stadigvæk kun viewer-rettigheder! Jeg kan ikke komme på som administrator. Jeg kan godt se vandets fremfærd, men ikke ændre en skid ved det.

– Må jeg se? spurgte Selma.

– Diagrammet her viser vandværket, trykforøgerstationerne, og her er selve vandledningen. Brian pegede mod skærmen med kuglepennen. Diagrammet var ret virkelighedstro, hvilket ikke ligefrem beroligede Selma, der nu kunne følge det giftige vands rute. – Selvom det ser ud, som om det går uendeligt langsomt på computeren, ville du opleve det meget dramatisk, hvis vi antog, at du kunne se direkte ind i en vandledning. Der er tale om et enormt tryk, der presser vandet fremad. Her er de to trykforøgerstationer, eller pumpestationer, som det vist også hedder. Når vandet når her til, sagde han og pegede på en stiliseret firkant, der skulle symbolisere den første trykforøgerstation, – sprøjtes det med enorm kraft ind i trykforøgerstationen, og giften hvirvles rundt og ryger med et enormt forøget pres videre mod den sidste trykforøgerstation inden forbrugerne.

Selma lagde mærke til, at Brians briller hele tiden rutsjede ned ad næsen.

– Når vandet når frem til den sidste trykforøgerstation, er der endnu et kvarter til sidste chance. Grafisk var dette uheldssvangre punkt markeret med en tyk lodret rød streg, der gennemkløvede den stiliserede blå vandledning. Han gjorde en dramatisk pause.

– Og efter sidste chance? spurgte Selma.

– Ja, så er der et kvarter, før giften er ude ved rentvandstanken og kort efter husstandene. For satan! udbrød Brian. – Jeg tror der er pillet ved systemet!

– Hvad siger du?

– Den er helt død. Den reagerer ikke på en skid! Ernst kom lige og se her. Jeg tror sgu, at der er virus i systemet!

Ernst ilede hen til Brian og stillede sig bag stolen. Herefter fulgte en indforstået snak. Selma tændte en cigaret og inhalerede hidsigt.

– En virus?

– Ja, jeg er lige ved at tro det, sagde Brian.

– Danskeren er ekspert i at fifle med it-systemer, sagde Ernst. – Han er fandens snu.

I det samme blev Selma ringet op af Jørgensen.

– Vi har alt mandskab ude, der fysisk går fra dør til dør, og banker folk op for at sikre os, at alle har fået og forstår beskeden. Hvordan står det til hos jer?

Selma måtte skuffe ham med, at der ikke havde været nogen væsentlige fremskridt. Brians ansigt var hvidt af udmattelse og frustration. Selma hørte en varslingssirenes karakteristiske mørke, bævende lyd, efterfulgt af flere sirener, der fulgte trop. Ville folk reagere på sirenerne og vide, hvad de skulle gøre? Og hvad med nydanskere og udlændinge, havde de nogen som helst form for chance for at regne ud, at der var fare på færde; og hvad med de gamle, syge og handicappede?

Selma stirrede stift på skærmen og fokuserede på det forgiftede vand, der nu var ubehageligt tæt på den første trykforøgerstation.

Hun kæderøg og var desperat over, at hun ikke kunne foretage sig noget som helst, der kunne ændre udfaldet af situationen. Tiden løb, og det ville ikke vare længe, før trykforøgerstationen ville sende det dødbringende vand nærmere uskyldige, intetanende mennesker. Chancen for at forhindre spredningen af giften var snart halveret.

Brian og Ernst diskuterede nu højlydt med Andreas og forsøgte forskellige tricks for at få systemet til at makke ret, blandt andet Nasa Metoden, der i al sin enkelthed gik ud på at slukke og genstarte systemet – et simpelt, men effektivt fif, der åbenbart kunne få genstridige it-styresystemer til rumraketter til at arte sig, og var vel også værd at forsøge sig med i denne situation.

Selma betragtede Brian, der holdt afbryderknappen nede, mens han talte langsomt til ti, hvorefter han tændte igen. Systemet startede kun trevent.

– Så for helvede, sagde Brian med desperationen dirrende i stemmen, – nu er vandet fremme ved den første trykforøgerstation.

Vandet fortsatte uhindret sin dødbringende fremfærd.

– Brian, tror du ikke, der er lagt en form for spærrefunktion ind? spurgte Ernst. – Danskeren er vel snu nok til at regne ud, at man straks ville forsøge at lukke systemet ned for at stoppe vandet.

– Du har måske ret. Under alle omstændigheder er det ikke en almindelig type fejl, vi oplever. Den virker underlig sløv.

Pludselig forsvandt alt lyset, og rummets eneste pejlemærke var en orange glød fra Selmas cigaret og baggrundsbelysningen fra Brians bærbare computer.

– Hvad helvede sker der? udbrød Ernst, der allerede havde tændt sin lille lommelygte, som han altid havde i bukselommen. Det hvide lys skar som en kniv gennem lokalet. I det samme ringede Selmas mobiltelefon, og ganske få sekunder efter afbrød hun samtalen.

Ernst lyste på hende og blev forskrækket over rædslen i hendes øjne.

– Hvad gik det ud på?

– Danskeren er stukket af. Han har såret to betjente under flugten. Han truede med at brække ryggen på en af betjentene, hvis de ikke fjernede hans håndjern. Han kan være lige i nærheden, de var ikke nået særligt langt. Politiet er på vej.

Hun følte, at hun burde være bange, men det var som om kroppen ikke formåede at mobilisere frygten. Men en følelse af blytung udmattelse bredte sig over alt, og hun stirrede ud i luften.

– Det syge svin, jeg kværker ham fandeme, hvis han vover at vise sig her! sagde Ernst med eftertryk og fortsatte, – Selma, hvor lang tid har vi?

Selma så på mobilens stopur.

– Omkring tretten minutter til sidste trykforøgerstation.

– Satans, sagde Ernst. – Vi må have strømmen genetableret, ellers er det i hvert fald uigenkaldeligt for sent. Andreas, hvor er relæet?

– Lige for enden af gangen.

– Brian, du går med mig. Selma, bliv her. Vi er snart tilbage, søde. Andreas skal nok passe på dig imens!

Selma nikkede og satte sig tungt på kontorstolen.

Ved hjælp af lygten fandt Ernst og Brian hurtigt relæet, der befandt sig i et metalskab.

Ernst så med sammenknebne øjne på de uoverskueligt mange ledninger, symboler og labels, der forekom mere forvirrende end afklarende. Pludselig fangede lyskeglen en tyk ledning, der hang slapt og dinglede. Brian kom med en ed, da han så indmaden af ledningen glimte i lyset fra lommelygten. Årsagen til strømafbrydelsen var fundet, og der var ingen tvivl om, at der var tale om sabotage.

– Det er jo som om, det er selveste det onde, der huserer, fnysede Ernst.

– Jeg så en skruetrækker og en knibtang i skrivebordsskuffen. Måske kan jeg fikse det. Lån mig lige lygten.

Før Ernst nåede at svare, var Brian forsvundet, men kort efter dukkede han op igen.

Mørket syntes at krybe ud fra krogene, og det svage lys fra den bærbare pc fik rummet til at gløde i et isnende petroliumsblåt skær. Andreas var gået ud for at lede efter nattevagten og navigerede ved hjælp af lyset fra sin mobiltelefon. Hun lyttede anspændt efter Ernsts og Brians fodtrin. Pludselig hørte hun skridt og følte lettelsen strømme gennem kroppen, men en stemme fik hjernen til at udspy glødende adrenalin.

– Så mødes vi igen, kælling! Hvorfor giver du ikke bare op og lader det uundgåelige ske? Døden vil være en lettelse. Hvorfor kæmpe imod? Du kan ikke ændre denne guddommelige plan, hvor meget du end spræller, det må vel snart være ved at gå op for dig!

Selma kunne tydeligt mærke, det had, der bølgede mod hende. Det nyttede helt sikkert ikke at argumentere med ham. Hans eneste mål var at dræbe så mange uskyldige mennesker som muligt.

– Intet formår at stoppe mig nu. Vandet skal forvandles til blod! Så, bitch! Jeg har set frem til dette øjeblik med længsel. Desværre blev straffen ikke, at I vantro danskere skulle druknes indefra i jeres eget blod, som det var tænkt i den oprindelige plan.

Selma forsøgte sløvt at forstå, hvad galningen sagde.

– Ja, den oprindelige plan var guddommelig enkel og symbolsk rigtig! I skulle kvæles i jeres eget blod. Mennesket består jo af tres procent vand. Cellevæggene opløses, når du er smittet med Marburg-virus, og du drukner indefra i dit eget fucking blod! Det var genialt fundet på af Organisationen, jeg kunne ikke selv have gjort det bedre. Det var den perfekte straf, I vantro hunde skulle lide. Du havde ikke en chance for at forhindre det, fordi du ikke ville vide, hvad der var sket, før det var alt, alt for sent. Desværre døde det skvat, der havde meldt sig til martyrtjansen, inden han kunne bringe planen til udførelse i form af en ny form for avanceret selvmordsangreb. Så jeg blev bedt om at udforme en ny plan, som faktisk er mere genial end den første. Du husker jo nok, hvordan remsen går, ikke kælling? Vand til blod og frøers mængde. Den blodrøde algeopblomstring var et guddommeligt tegn, det vidste jeg straks, da jeg læste om cysterne, der varslede en gigantisk koncentration af giftalger. Heldigvis er destillatet farveløst og uden smag; ingen når at opdage, at der er noget alvorligt galt, før det er for sent. Journalistsvinet var fucking forsøgskanin! Godt vi fik sat punktum for hans forbandede galpen op om ytringsfrihed! Han lavede en vrængende karikatur på et smil og begyndte at nærme sig hende. Lyden af stålet, der fløj ud af skæftet vakte rædselsminder, og hun turde ikke se på hverken Danskeren eller kniven.

Selma beredte sig på at dø og klemte øjne hårdt sammen.

Pludselig hørte hun sirener fra udrykningskøretøjer ganske tæt ved bygningen, og da hun åbnede øjnene, oplystes kontoret af blitzagtige glimt.

Danskeren var forsvundet.

I det samme blev lyset i loftet tændt, og computere startede snurrende op. Ernst viste sig i døråbningen.

– Ernst, Danskeren, han er i bygningen! Han truede mig med en kniv, sagde Selma åndeløst.

Han gik tavst hen og omfavnede hende et øjeblik. I det samme kom et par betjente til syne i døren. Ernst råbte, at de skulle gennemsøge matriklen efter Danskeren. Han var hvid i ansigtet af vrede.

Brian kom løbende tilbage med et sammenbidt udtryk. Der var kun ganske få minutter til, at vandet ville nå den sidste pumpestation.

Brian gjorde nogle tastninger.

– Jeg har sgu ikke flere idéer! Det har ikke hjulpet at genstarte systemet.

Selma og Ernst fulgte med i katastrofen på skærmen.

– Brian, du plejer ikke sådan at give op, sagde Selma og mobiliserede nogle kræfter, hun ikke anede, hun havde. – Hvad gør hackere egentlig? De har jo ikke noget password.

Pludselig var det som om, der gik en prås op for Brian. Han fumlede febrilsk efter sin mobiltelefon, hvorefter han tastede et nummer, mens han rettede på brillerne.

– Meat Loaf? Det er mig, Brian. Nej, for fanden, jeg har ikke tid til det pjat nu, det gælder liv eller død! Hør nu efter.

Herefter fulgte indforstået snak, der nok ville have hægtet selv den bedste af.

– Du er fandeme for genial, mand! sagde Brian.

Han smed telefonen på bordet og gik til tasterne.

Tiden var gået, og det forgiftede vand var næsten nået til den blodrøde streg på vandledningen. Der var ikke mere, hun kunne gøre. Nu lå det hele i Brians og måske Vorherres hænder.

– Sådan! lød det pludselig ovre fra skærmen.

– Hvad skete der? spurgte Ernst.

– Jeg er smuttet uden om Danskerens fælde.

– Hvad snakker du om?

Ernst og Selma skyndte sig hen til Brians stol og kiggede ham over skuldrene.

Vandet havde på magisk vis standset sin skæbnesvangre rejse, uhyggeligt tæt på den røde streg. Blinkende kommandoer om nedlukning af systemer tonede frem på skærmen, og Brian sørgede omhyggeligt for at sætte hak i alle dialogbokse, efterhånden som de dukkede op.

– Røvhullet havde jo lagt en snu foranstaltning ind i systemet, der gjorde, at selvom en fra vandværket loggede sig på og kendte koderne for nedlukning af trykforøgerstationerne, havde han sat den funktion ud af spillet ved at lægge en slags spærrer ind, så ligegyldigt om jeg skrev det rigtige password herfra og til dommedag, ville jeg ikke kunne komme ind i systemet. Men min gode kollega Meat Loaf har jo løst nogle, skal vi sige, ret komplicerede opgaver for nogle af sine kunder, og han har netop erfaring med at komme uden om spærrefunktioner og ind ad bagveje, som jeg ikke kan komme nærmere ind på. Så nu er trykforøgerstationerne sat ud af drift, og vandet burde stå stille, hvis vi ellers kan stole på grafikken.

– Sig mig er Meat Loaf hacker? var det eneste, Ernst kunne finde på at sige. – Det glemte han vist at nævne ved jobsamtalen!

Ernst var udover at være Selmas højre hånd også instituttets altmuligmand, når det gjaldt support af computere, og han havde sammen med Brian ansat Meat Loaf, der skulle gå Brian til hånde og aflaste Ernst.

– Jamen Ernst, pyt med, at manden er hacker, det er resultatet, der gælder! Det plejer du jo at messe om i timevis. Flot Brian! Selma gav Brian et stort kys på panden.

Pludselig lagde de mærke til Andreas, der var kommet stille ind i lokalet og havde sat sig ned på kontorstolen og stirrede ud i luften. Selvom Selma først lige havde mødt ham, kunne hun se, at der var noget helt galt.

– Hvad er der i vejen, Andreas?

– Min makker…han lå ude i et baglokale til køkkenet. Jeg er overbevist om, at han er død.

– Ernst, jeg går ud og ser, om der er noget, jeg kan gøre. Sørg for at rekvirere en ambulance under alle omstændigheder. Du må også straks briefe Jørgensen og vandværkets ledelse. Faren er i princippet stoppet, men ikke drevet over.

Andreas fandt et nummer frem til Ernst, der hurtigt kom i forbindelse med en repræsentant fra vandværkets ledelse, der allerede var blevet alarmeret og snart ville være fremme. Der var ligeledes blevet indkaldt personale fra et af de andre værker.

Andreas viste vej til køkkenet og pegede på en åben dør i det fjerneste hjørne. Selma gik ind i lokalet, og tanken strejfede hende, at Danskeren måske befandt sig lige i nærheden. Men hun prøvede at fokusere på den udstrakte skikkelse og trøstede sig med, at politiet jo var på vandværket.

Hun kunne straks se, at var død. Alligevel følte hun instinktivt efter en eventuel puls på halspulsåren, men der var ingen tvivl; han var død og havde formodentlig været det i nogen tid. En enkelt stribe blod var løbet ned ad kinden fra venstre øre. Hun tog Andreas under armen og sammen forlod de lokalet.

– Tænk, hvis der bare er sluppet en smule toksin forbi nåleøjet eller værre endnu, at vi har lavet fejl i beregningerne, sagde Ernst lidt efter.

– Du har ret, sagde Selma, der havde ringet til Jørgensen og briefet ham om den dræbte nattevagt. Kontoret på vandværket myldrede med betjente, og politiets teknikere var netop ankommet for at undersøge liget af nattevagten. På trods af en massiv eftersøgning af Danskeren var der intet spor af ham.

– Jeg har for en sikkerheds skyld sendt Overvågningstjenestens udrykningsdrenge af sted, som vil sørge for at tage vandprøver sammen med vandværkets folk. Vandværkets ledelse siger, at der under alle omstændigheder skal gå en uge, hvor hele systemet bliver gennemgået og rengjort sammen med vores folk. De berørte husstande får forbud om at røre vandhanerne og i det hele taget komme i kontakt med vand fra cisterner eller andre vandkilder i husstanden. Så vores beredskab har ikke været forgæves.

Selma var følelsesløs. Selvom det var lykkes at standse vandet, kom den forventede forløsning ikke. Ernsts arme lukkede sig blidt bagfra om hendes skuldre, og i et øjeblik opløstes spændingerne i en varm bølge, der gennemskyllede kroppen.

En enkelt tåre efterlod et salt spor på kinden.

Et sted i Europa

Hun hadede hver centimeter fra navlen og nedefter, som hun stod i badeværelset og betragtede sin krop i spejlet.

Under hospitalsopholdet i forbindelse med voldtægten, fandt lægerne ved en tilfældighed ud af, at hun led af kronisk tarmsygdom, og det var nødvendigt at fjerne det meste af endetarmen, og hun fik lagt en stomi. Resten af sine dage måtte leve med, at afføringen skulle opsamles i en pose, og at der var en lang liste af fødevarer, hun måtte undvære. Derudover var det vederstyggelige kristne kors, som voldtægtsmændene havde påført hende som en slags morbid signatur i bikinilinjen – et evigt hæsligt minde om den nat, hendes liv blev smadret for altid.

Hun besluttede at forlade sin fødeby og starte en ny tilværelse. Hun ville vie sit liv til at hævne sine forældre og sine egne rædsler. Efter forældrenes død tilbød en barnløs tante, at hun kunne bo hos hende, men kort efter døde tanten af cancer.

Herefter var hun helt alene i verden. Som femtenårig uden familie og penge syntes drømmen om at starte et nyt liv, langt væk fra den forbandede by Prijedor, fuldkommen uopnåelig. Hun havde et smukt ansigt og en slank, yndefuld krop, og alle mænd drejede hovedet af led for at få så mange detaljer med som muligt. De anede ikke, at der bag den smukke facade brændte et monstrøst, destruktivt had, der aldrig kunne slukkes.

Om natten lå hun søvnløs for at finde ud af, hvordan hun kunne skaffe penge til at rejse bort og starte forfra. Prostitution var en nærliggende mulighed, men hun var blevet afvist af flere bordelmuttere, på grund af stomien og det skæmmende ar. I stedet fandt hun på at samle ældre mænd op på barer og restauranter for så at drikke dem fulde. Derefter listede hun deres tegnebøger ud af lommen og stak af. Desværre var hun efterfølgende ikke særlig populær på et udvalg af barer og restauranter og måtte snart finde på noget nyt.

For sine sammensparede penge købte hun en brugt PC, og der åbnede sig en verden for hende, hun ikke anede eksisterede. Hver dag en ny åbenbaring, og det viste sig, at der fandtes masser af mennesker, der af den ene eller anden grund følte et lignende had, og hun fandt grupper på nettet, som nogen måske ville kalde rabiate eller ekstremistiske. Men for hende var det en kærkommen mulighed for at få afløb for en lille mængde af sit had.

I år 2000 havde hun nok penge til at rejse fra byen og med sine flotte karakterer kunne hun opnå adgang til hvilken som helst studieretning, men hun havde altid været god til kemi, så valget lå lige for.

Hun færdiggjorde studiet med første-karakter fra Universitetet i Sarajevo, et år hurtigere end sine studiekammerater. På studiet var hun en enspænder og undgik i det hele taget projektarbejde med andre, med en enkelt undtagelse; Daniel var usædvanlig høj, ranglet og ekstremt velbegavet. Hun havde straks lagt mærke til ham under en forelæsning, hvor underviseren kom til kort, spiddet af hans ræsonnementer. Med djævelsk list fik han underviseren lokket på glatis og lod det skinne igennem, at der kun var fordi han var i et godt lune, at han ikke gjorde ham til grin over for hele holdet.

Daniel sad altid bagerst i undervisningslokalet. Det virkede som om han halvsov, som han sad med de lange ben skødesløst overkors og hænderne foldet bag hovedet, men hun sandede, at det langt fra var tilfældet. Der var snarere tale om en slags kontemplativ tilstand, som han kunne gå ud og ind af, som det passede ham. Efter optrinnet med ydmygelsen af underviseren, blev hun klar over, at de fleste andre studerende frygtede ham – ikke på grund af hans fysik, men hans uomtvistelige intelligens og sarkastiske bemærkninger satte de fleste til vægs i løbet af kort tid.

En dag, da hun sad på et tæppe i parken og terpede til eksamen, dumpede han pludselig ned på græsset ved siden af hende, og spurgte om de ikke skulle læse op til eksamen sammen. Han havde taget sine runde briller af og pudset dem i sin krøllede skjorte. Hun havde lagt mærke til, at han havde overraskende rare øjne, og for en gang skyld befandt hun sig sammen med en mand, der ikke flirtede, men alene var sammen med hende på grund af hendes intellekt.

De skiftedes til at besøge hinanden på deres respektive kollegier, og efterhånden glædede hun sig til, at de skulle ses.

Eksamen gik som forventet godt, og de fik begge udmærkelse. For at fejre resultatet gik de ud og spiste på en indisk restaurant. Ved kaffen spurgte Daniel, om hun kunne tænke sig at komme til møde på hans kollegium den følgende dag. Hun overvejede kort tilbuddet og spurgte, hvad det var for et møde. Han svarede lidt undvigende, at det drejede sig om et spirituelt møde og tilføjede, at hun ikke ville fortryde, hvis hun kom.

Som sædvanlig fulgte han hende hjem, og da de skulle sige godnat, trak han hende ind til sig, hvilket udviklede sig til et åndeløst kys, og hun adskilte læberne, så tungerne kunne få frit spil. Hun var overrasket over at mærke en varm, elektrisk ladet bølge gennemskylle hende og ønskede ikke, at han skulle stoppe.

Dagen efter kom han og hentede hende, og de fulgtes ad over til hans kollegium. Mødet skulle foregå i kollegiets køkken, og hver kvadratmeter var optaget af unge, hvoraf hun genkendte nogle studerende fra andre studieretninger på universitetet. Hun bemærkede også, at hun var den eneste kvinde til stede.

Manden, som åbenbart var aftenens centrum, var lille, vindtør og kedelig at se på. Han havde et almindeligt gråt jakkesæt på og et lille overskæg. Hun ville aldrig have lagt mærke til ham, hvis hun havde mødt ham på gaden. Men da han begyndte at tale forstummedes snakken, og alles opmærksomhed blev rettet mod ham. Egentlig var der ikke så meget nyt i det, han sagde, men han havde et særligt talent for formidling, der gjorde, at budskabet straks fængede. Han var utroligt nærværende, og alle de tilstedeværende fik følelsen af, at han talte til netop dem. Hun fik kuldegysninger, og for første gang i sit liv følte hun ægte ærefrygt.

Efter foredraget fik hun et chok ved at erfare, at manden havde talt i tre stive klokketimer uden pause. Daniel vinkede hende over til sig, hvor han stod og konfererede med prædikanten. Hun var beæret over invitationen. Daniel havde åbenbart introduceret hende ret detaljeret, for prædikanten lod til at være meget inde i hendes baggrund. Den lille prædikant havde et meget intenst og glødende blik og talte indtrængende til hende. Han sagde, at der var brug for folk med hendes begavelse, og at der var brug for kvinder. Han spurgte meget høfligt, om han måtte have lov til at kontakte hende senere, hvilket hun indvilligede i.

Hun bemærkede pludselig en mand med rødt hår, fregner og nogle underlige, blege, gennemborende øjne, der stirrede på hende med åbenlys interesse. Hun mærkede et stik af ubehag, da han sendte hende et smil. Han nærmede sig den lille prædikant, der åbenbart nærede meget varme følelser for den rødhårede kæmpe, hvilket overraskede hende.

Hun gik utålmodigt frem og tilbage på kollegieværelset og kiggede endnu engang på armbåndsuret. Daniel var mere end en halv time forsinket. De skulle på café, og hun havde glædet sig hele dagen. Irritationen blev erstattet af bekymring. Der kunne jo være hændt ham noget. Tanken gjorde hende helt kold indvendig, og hun blev pludselig klar over, at han betød meget mere for hende, end hun egentlig havde villet indrømme overfor sig selv. Ordet kærester var ikke en del af hendes aktive ordforråd, men alligevel forekom det meget rammende for deres forhold.

Efter at have ringet forgæves et par gange, besluttede hun sig for at tage over på hans kollegium for at lede efter ham. Han kunne jo have glemt deres aftale, selvom hun tvivlede. Pludselig fik hun fornemmelsen af, at der var noget rivende galt og satte farten op på cyklen. I løbet af få minutter var hun fremme og sprang op ad trapperne. Foran hans dør sundede hun sig et øjeblik, mens hun hev efter vejret og bankede derefter på. Ingen svarede. Mærkeligt nok var døren ikke låst, og hun trådte ind i lokalet. Der gik nogle sekunder før det gik op for hende, at værelset var ryddet for alle hans ting, og der var blevet gjort grundigt rent. En knugende fornemmelse voksede eksplosivt i brystet, og hun afsøgte grundigt badeværelset uden at finde spor efter ham.

Den følgende uge gjorde hun alt for at opspore ham, men ingen, hverken studiekammerater, lærere eller administrationen havde hørt fra ham. Hun gik til politiet, men de ville se tiden an.

Det lå i luften, at han måske havde søgt nye græsgange.

13

Ernst havde igen tilbudt Selma, hun kunne sove hos ham uden forpligtelser. Han havde faktisk insisteret på det, da han var fandens utryg ved, at Danskeren stadigvæk var på fri fod, men Selma fik ham overbevist om, at det ikke var nødvendigt. Hun var så udmattet, at hun bare ville hjem og sove i Lisas lejlighed. Han gav sig ikke på spørgsmålet om at følge hende helt op i lejligheden, og de sad et øjeblik og fik en drink. Lisa vågnede ved, at døren gik, og hun stod op og satte sig i sofaen sammen Selma. Hun havde hørt om katastrofen i nyhederne. Hun lovede Ernst at passe godt på veninden og hun gik ud og hentede en sovepille, som hun gav Selma, der tog dem uden indvendinger.

Ernst tog afsked, men var langt fra tryg ved situationen, og bandede over, at Selma var stædig som et æsel.

14

Jørgensen havde blundet i sin chefstol, der var vippet helt tilbage, og for sammen, da Yusuf råbte hans navn. Han havde arbejdet hele natten, og nu var trætheden for alvor ved at sætte sig.

– For fanden da, snærede han. – Er du ude på at slå mig ihjel?

– Nej, selvfølgelig ikke, undskyld.

Yusuf stod foran det store, årede skrivebord, hvor papirdynger tårnede sig skævt op og truede med at rutsje i forskellige retninger.

– Hvad er det så, der er så vigtigt? spurgte Jørgensen og gabte.

Det slog pludselig Jørgensen, at Yusuf kun var en ung knægt. Ikke antydningen af rynker og sådan lidt pluskindet. Men Jørgensen måtte erkende, at knægten faktisk var meget dygtig til sit arbejde. Ud over at være korpsets bedste arabiske oversætter til autentisk århusiansk, var han sgu også en gang imellem i stand til at bruge indersiden af hovedet. En kompliment, som Jørgensen kun uddelte til uendeligt få. Yusuf var bachelor i arabisk og kommunikation fra Handelshøjskolen i Århus og havde fået tolv i alt, så vidt Jørgensen vidste. Hans forældre kom vist oprindeligt fra Pakistan, og han var opvokset i Risskov. Selvom Yusuf ofte irriterede Jørgensen, var han dog den mindst irriterende af hans nærmeste medarbejdere for tiden. Men Jørgensen havde også et krævende, stressende og til tider meget utaknemmeligt arbejde. Så kunne knægten finde på at give ham kaffe og en basse fra bageren. Det havde han sgu aldrig oplevet før. Virkelig en menneskekender, den knægt.

Jørgensen kendte ikke ret meget til Yusuf privat, udover, at han var fabelagtig til at lave mad. Både nogle karryretter, der kunne få sveden til at springe og dansk mad, som vor mor lavede den, frembragte han, som om han aldrig havde lavet andet. Knægten skulle bare læse en opskrift en enkelt gang, hvorefter han producerede en velsmagende ret, hvor katten han så end havde lært det henne. Han havde sågar fået Jørgensen til at synes om grøntsager. Hemmeligheden lå i brugen af krydderier, havde han sagt og smilet fiffigt. Jørgensen håbede i sit stille sind, at knægten snart ville invitere ham på gammeldags oksesteg med det hele. Hold kæft en sovs, Yusuf kunne lave. Den kunne sende selv den bedste husmor til tælling.

– Claire Vermount fra Interpol har forsøgt at få fat på dig adskillige gange vedrørende det billede, hun har sendt dig. Hun ringer igen i morgen. Hun var vist på vej ud i lufthavnen på tjenesterejse og ville have mobilen slukket resten af dagen.

– Hm, sagde hun ikke andet? spurgte Jørgensen, hvis hårrødder begyndte at klø af sved. Han kunne næsten mærke, at noget ildevarslende var på vej.

– Hun sagde, at vi havde et problem, sagde Yusuf med eftertryk. – Et meget alvorligt problem.

Jørgensen rejste sig op. Uroen havde ødelagt et gyldent øjeblik, hvor han for en gang skyld havde haft lyst til at snakke lidt uformeldt og måske byde på en øl.

– Men Claire må da for helvede have været lidt mere specifik. Hvad sagde hun ordret, Yusuf?

– Hun ville tale med dig om den Sorte Engel.

Men hvem fanden var nu den Sorte Engel? tænkte Jørgensen undrende.

Jørgensen var i den syvende himmel. Hjemme hos Yusuf i privaten, en lille velindrettet lejlighed på Nørrebro. Som svar på hans hemmelige bønner, var Jørgensen blevet indbudt til culottesteg, som også var en af hans favoritter.

Yusuf skrabede små, nye æggeblommekartofler, som om han aldrig havde lavet andet og hentede kolde øl fra køleskabet. En stor dugkold Carlsberg-dåseøl, som Jørgensen havde drømt om hele dagen, og som snart skulle gøre hans livret selskab. Godt nok var jobbet stressende, men man måtte jo gøre noget for holdånden.

Jørgensen betragtede fascineret Yusuf, der huserede i køkkenet med stribet forklæde og grydelapper. Yusuf havde knaldsort hår, en misundelsesværdig permanent solbrændt kulør og blændende hvide tænder. Han lignede grangiveligt førsteelskeren i en bollywoodfilm, tænkte han og granskede lejligheden. Ikea havde rigtig nok ikke levet forgæves. Ikke at han var ekspert på området, men mange kvinder havde vist stor forkærlighed for konceptet, og ofte tvang de deres mænd ud til en ækel betonklods i Gentofte med projektører, skrigende børn og absolut ingen ilt. Og kunderne blev drevet rundt som kvæg på en prædestineret rute, forbi babyting, køkkener og alt muligt bras, man ikke havde brug for, mens man fyldte ting i en gul pose. Han delte skæbne med alle danske mænd, der havde tilbragt timevis i ufrivillig nærkontakt med et uendeligt antal løsdele og sammenføjninger, der ikke altid holdt vand. Han genkendte en del gengangere i Yusufs møblement, men blev yderligere venligt stemt både over for Ikea og Yusuf, da han begyndte at lave de indledende øvelser til hjemmelavet bearnaisesauce.

Jørgensen sukkede og tømte øllen. Han knappede endnu en iskold øl op og tog en ordentlig tår.

– Hvem tror du, billedet forestiller, siden Claire sagde, at vi har et stort problem. Hun plejer da ikke at male fanden på væggen.

– Ja, hun ville lige dobbelttjekke det.

Jørgensen forsøgte at genkalde sig Claires ansigt og skikkelse. Claire var fransk-canadier, og var ansat ved Interpol med speciale i terror. Hun var en anelse rund, nogen ville måske sige trivelig; Jørgensen fattede ikke moden, der dikterede, at man lige frem skulle se knogletegningen på kvindekroppen. Komplet misforstået efter hans mening. Næ, former og kurver, det var han fan af. Og Claire var i besiddelse af begge dele, og så havde hun nogle fandens smukke dådyrøjne, som var lige til at drukne i. De havde haft en del samarbejde i forbindelse med optrevlingen af internationale terrorceller og havde mødt hinanden et par gange rundt om i Europa til internationale konferencer inden for global sikkerhed og terror, og de havde været ude at spise nogle gange sammen med andre kollegaer. Han glædede sig til at tale med hende og blev helt opstemt ved udsigten til livretten og en samtale med Claire, selvom det sandsynligvis betød mere arbejde. Han havde en forbandet led følelse ved det hele; en slags mandlig intuition, han brystede sig af for alle, der gad høre på ham, og den holdt som regel stik. Desværre.

15

Fætrene slægtede hinanden tydeligt på. Brunt strithår og så mange fregner, at drengene om sommeren med ét forekom nougatbrune, når det lysebrune pigment flød sammen. Brune øjne og masser af hår på armene, der blev bleget guldfarvet af solens stråler.

Den årlige udflugtsweekend for slægten efter Oline og Søren Borgvad var allerede mislykket på forhånd. I år havde kommandanten – en midaldrende, barnløs kvinde – fundet på, at familien skulle på udflugt i nogle spejderhytter midt ude i en eller anden skov. Primitiv ferie med das. Føj for helvede! Hvert år havde de svoret, at det var sidste gang de tog med, men atter havde forældrene overtrumfet deres protester og truet med bål og brand, hvis de nægtede. På trods af, at de snart fyldte atten, følte de sig som nogle tøsedrenge, som de stod og småbævede foran kommandanten, mens de sagde ja og ammen, mens de hver især ønskede, at hun ville fucke af. For at det ikke skulle være løgn, var mobildækningen så dårlig, at man skulle gå næsten en kilometer stik øst for bare at opnå antydningen af signal, der hele tiden skvattede ud. Og fjernsyn var naturligvis bandlyst.

Stemningen var på lavpunktet.

De slæbte to poser guldbajere ud i en lysning og glædede sig til en tiltrængt pause fra familien og kommandantens uendelige række af pligter, som hun mente, de unge havde godt af. De ville skide på Oline og Søren!

De fire fætre havde fulgtes ad i tykt og tyndt. Ikke, at de så meget til hinanden i hverdagen, men når familien var samlet, hang de ud sammen og drak bajere for at holde det hele ud. Men denne her lorteskov var altså lige ved at være mere, end de kunne klare. Per var den ældste af drengene; alfa-hannen. Hele to måneder ældre end de andre tre. Sjovt nok var han både større og stærkere end de tre andre og var naturligvis født i løvens stjernetegn, hvilket han ikke var tilbageholdende med at fortælle til alle, der gad lytte, især piger. Han havde en magisk tiltrækningskraft på det modsatte køn.

Per klaskede en myg mod sin solskoldede, ømme nakke og led i stilhed. Myggene havde øjensynligt festet hele natten i en sand blodrus. De havde næsten drukket alle øllerne, da de hørte en ulden rumlen, der hurtigt nærmede sig, og lugten af regn nåede dem, da en svag vind rejste sig.

Christian var klart den kløgtigste i flokken, men han var beskedent anlagt og kunne aldrig finde på at hævde sig over for de andre. Vejret gjorde ham urolig, og desuden mente han, at de hellere måtte se at komme hjem, før forældrene og kommandanten opdagede, at der var ugler i mosen. Hans forslag om at vende hjemad afstedkom delte meninger, og Per kaldte ham forventeligt for en tøs, men rejste sig alligevel og kastede en dåse i en flot vinkel ind i skoven.

– Okay, girls, så går vi, sagde han og smilede skævt.

I det samme brød uvejret løs. Serier af lyn oplyste den blygrå himmel i uforudsigelige savtakker efterfulgt af voldsom torden, og et svovlgult lys gav træerne skær af bronze. Som et trylleslag forstummedes fuglesangen. Pludselig gav det sig til at regne med store tunge dråber, der slog mod det tørre græs.

For fætrene var dette en yderligere understregning af, at det årlige arrangement burde sløjfes permanent. De løb alt, hvad de kunne, og nåede lige hjem, før himmelen åbnede sine sluser for alvor.

De troede lige, at de havde overlistet kommandanten og sneget sig ind i deres egen hytte, hvor det flød med sure sokker, jordslåede håndklæder og tomme chipsposer, da hendes stemme rungede. Slukørede sjoskede de over til førerbunkeren, hvor der selvfølgelig var propert og styr på sagerne.

– Godt I kom, sagde hun. – Jeg mangler lige et par friske fyre til at hente vand. Hm, I ser også ud som om, I også selv kunne trænge til noget!

Blikket afslørede, at hun havde regnet det med øllerne ud for længe siden. Hun måtte være synsk eller i ledtog med djævlen.

Spejderhytterne var indrettet efter et eller andet holistisk øko-princip, der gik ud på at udnytte alle naturens ressourcer optimalt. Regnvandet blev opsamlet og genbrugt til toiletterne, mens drikkevandet blev hentet fra en aftapningshane i et ubehjælpsomt snedkereret træskur, som var usandsynligt uhumsk, fordi hanen var dækket af en blanding af rust og kalk. Gulvet var hjemmestampet og smattet på grund af en utæt pakning, der dryppede ustandseligt.

De slog plat eller krone om hvem, der skulle tappe vand i en galvaniseret spand, og Christian tabte.

Christian holdt vejret og trak skjorteærmet ned over hånden for at undgå at komme i direkte berøring med det udsnit af skadelige bakterier, som han mente måtte gro på belægningen. Han fandt derudover en plastikpose, som han trak ud over hånden, selvom de andre hånede ham. En ujævn, plaskende stråle hostede sig igennem den tilkalkede hane, og efter tredive sekunder var farven skiftet fra rødbrun til nogenlunde klar. Christian fik brækfornemmelse af lugten af jern, der stod ud fra hanen.

Kommandanten tog imod spanden med et stramt smil. Hun mente, at vandet var det fineste i Danmark, med masser af sunde mineraler, som sagtens kunne drikkes fra hanen. Hun havde dog slækket lidt på principperne, da småbørnsmødrene insisterede på, at det først skulle koges for at dræbe eventuelle bakterier. Kommandanten tænkte i sit stille sind, at de var bundhysteriske, men var klar over, at man ikke kunne diskutere sådan noget med småbørnsmødre.

Christian hældte efter kommandantens udførlige anvisninger vandet op i en stor gryde, der stod på et smedejernsblus med en gul gasflaske nedenunder.

Efter at have udført endnu et par småpligter, fik de omsider fri og kunne lige nå en velfortjent eftermiddagslur, inden aftensmadshelvedet startede med, at de skulle skrælle flere tons kartofler og hakke mindst lige så mange løg.

Det hele så umanerligt sort ud, tænkte Christian og forsøgte at læse skyerne, der gled ind over hinanden i flere lag som forrevne koksgrå slør. Tordenen bølgede uforløst frem og tilbage, og lydbølgerne forplantedes lavfrekvent i hytternes træværk, så de små begyndte at hyle.

Christian var lidt bekymret for lynene, der slog ned ubehageligt tæt på dem, og han havde hørt lyden af et større træ, der segnede mod skovbunden. En bajer, talte han inden i hovedet, men nåede højst til halvanden styk, før tordenen svarede igen.

De sad surmulende og skrællede kartofler. Absurde mængder skulle der til, hver aften sammen med kommandantens klistersovs. Stemningen var i bund ved tanken om, at øllerne var drukket og udsigten til en meget lang aften i familiens skød.

Snart lød middagsgongonen. Christian havde hovedpine på grund af det trykkende vejr og småkvalme, sikkert på grund af for mange øller på tom mave. Han besluttede sig for at lægge sig og droppe aftensmaden, og bad Per om at give kommandanten besked. Tanken om sovs og kartofler fik det til at vende sig i ham.

Aftensmaden blev indtaget ved et improviseret langbord inde i en af spejderhytterne. Store kander saft med kommandantens egen hyldeblomstdrik blev sendt rundt og skyllet ned i rigelige mængder. Fætrene drømte igen om øl og så fortvivlet på hinanden.

Christian vågnede ved, at Per ruskede i ham, og han kunne straks aflæse angsten i fætterens øjne. Der var åbenbart sket noget forfærdeligt. Han skyndte sig i tøjet, og sammen løb de over til førerbunkeren. Per fortalte stakåndet, at flere af de små pludseligt havde fået det meget dårligt. Da de trådte ind i førerbunkeren, fik de øje på hans lille fætter, der lå slapt i Pers mors arme, og da hun lagde ham på sofaen, gik han pludselig i kramper. Drengens far forsøgte desperat at ringe til alarmcentralen, men der var stadigvæk intet signal.

Kommandantens hytte blev hurtigt udnævnt til lazaret, da der snart viste sig at være flere, der blev syge. Pludselig lød der et skrig fra moren. Pers lillebror var holdt op med at trække vejret. Christian havde lært førstehjælp og begyndte at give den lille kunstigt åndedræt. Forsigtigt blæste han luft ind gennem de små næsebor, mens han omhyggeligt sørgede for at holde munden lukket, så luften ikke sivede ud den vej. Han instruerede faren i, hvordan man gjorde.

Christian besluttede sig for, at han måtte hente hjælp.

Selv kommandanten var ved at miste fatningen.

Christians lunger sved og brændte. Han havde løbet på må og få gennem skoven, hvor mørket havde sænket sig, mens billederne af hans bevidstløse fætter tonede frem på nethinden. Han vidste instinktivt, at han var tæt på at dø. Men hvad var årsagen? Det kunne måske være noget smitsomt af en art. Han havde hørt om småbørn, der døde af hjernehindebetændelse og mæslinger. Men et eller andet sagde ham, at der var noget galt med vandet, eller måske var der tale om en fødevareforgiftning?

Han anede ikke, hvor han befandt sig. Han mente at være gået stik øst – i retning af det sted, hvor de sidst havde sporet antydningen af et mobilsignal, men kom pludselig i tvivl. Skoven syntes med ét at være blevet tættere, godt hjulpet af mørket, og han var ved at falde over en brombærgren, der havde fanget hans bukseben som en slynge. Tårerne begyndte at trille, da han forsigtigt fjernede grenen og stak sig på tornene. Han var tæt på at opgive, da han hørte lyden af en bil, der susede forbi et sted bag træerne. Han begyndte at løbe i retning af lyden og brød igennem et buskads. Pludselig befandt han sig på en smal, men forholdsvis nyasfalteret vej. Tvivlrådigt kiggede han i begge retninger. Hvilken retning skulle han vælge?

Efter nogle minutter hørte han igen lyden af en bil, og kort efter fik han øje på et par blændende lygter. Han stillede sig midt ud på vejen og viftede med armene, og føreren af bilen slog bremserne i og rullede vinduet ned.

– Hvad er der fat, knægt? spurgte en ældre skaldet mand.

– Jeg tror, de dør!

– Hvem?

– Vi er på udflugt i nogle spejderhytter, og efter aftensmaden blev børnene syge, ét efter ét. Og den mindste holdt op med at trække vejret! Det må være noget fødevareforgiftning af en art eller måske en virus.

– I har vel ikke drukket vand fra hanen?

– Nej, vi fik det fra et tappehus.

Manden grundede et øjeblik.

– Jamen har I ikke hørt, at det er forbudt at drikke vandet? Det kan I ikke undgå at have hørt.

– Vi har ikke hørt noget. Der er ikke tv i spejderhytterne. Og mobilnettet er nede i området.

Den gamle mand bad ham om at sætte sig ind på forsædet, hvorefter han satte bilen i bevægelse og accelererede kraftigt. Efter at have kørt nogle minutter fik Christian forbindelse til alarmcentralen. Vagthavende gav ham et nummer til Overvågningstjenesten, hvor han gentog sin historie og forklarede, hvor spejderhytterne befandt sig.

16

Selma havde taget en sjælden hjemmearbejdsdag og forsøgte at komme sig oven på strabadserne på vandværket. Hun havde en konstant fornemmelse af lige at være vågnet fra et mareridt, hvor angsten stadigvæk gennemskyllede kroppen. Det krævede næsten overmenneskelig styrke at overbevise sig selv om, at hun ikke længere befandt sig i overhængende livsfare. Danskerens kolde blik forfulgte hende, og hun forsøgte desperat at blinke det væk ved at tænke på noget helt, helt andet. Men hun kunne ikke give slip og blev ved med at genopleve rædselsscenerne på vandværket.

Telefonen ringede og der gik nogle øjeblikke, før hun opfattede essensen i det, Maise sagde. Der var kommet en besked, som Selma hellere måtte se. Selma bad hende om at scanne den ind og maile den. Hun satte vand over til kaffe og trommede nervøst med fingrene på bordet, mens hun ventede på mailen. Allerede da vandet kogte, tikkede beskeden ind. Selmas blev ved et trylleslag klar i hovedet, da hun læste beskedens ordlyd. Et øjeblik efter ringede hun til Ernst og bad ham om at møde på kontoret øjeblikkeligt.

Selma nåede frem til kontoret i løbet af kort tid og fik øje på Ernst, der var ved at låse sin cykel. Han så træt ud, og håret kom i uorden, da han tog cykelhjelmen af.

– Hvad er der sket? spurgte han.

– Jeg tror, at vi har omkring tyve forgiftningstilfælde med saxitoksin. De har befundet sig i nogle spejderhytter og drukket vand fra et tappehus.

– Jamen, det burde jo være stoppet, inden vandet nåede de første forbrugere!

– Åbenbart ikke, bed Selma ham af.

– Lige, hvad vi manglede, skumlede han. – Vi må hellere snakke med vagthavende på vandværket og bede dem om at sende et kort over vandforsyningen, selvom jeg ikke kan forstå, hvordan de er kommet i kontakt med vandet. Kan det ikke bare være en fødevareforgiftning i den her lummervarme? Ernst tørrede sigende sin svedige pande, hvorved hentehåret kom til at stritte endnu mere.

– Ernst, symptomerne er ikke typiske for fødevareforgiftning. Ingen opkastninger eller diarré. Kun lammelse og bevidstløshed. De giver kunstigt åndedræt. Vi må have dem indlagt akut.

Ernst tog læsebrillerne på og fandt nummeret frem til vandværket. Efter et kvarters tid tikkede en mail ind med et indscannet kort.

– Se her, Selma, de befinder sig hér.

Han plantede en spadeformet tommelfingernegl på kortet. De granskede begge kortet, uden at blive meget klogere.

– Jamen Gud! Det er jo mellem de to trykforøgerstationer, udbrød Selma chokeret. Der var jo ingen tilslutning til forbrugerne, vel?

– Nej, det virker meget mystisk. Jeg ringer og spørger, om de ikke kan sende et mere detaljeret kort.

Han forsvandt ind på sit eget kontor.

Kort efter kom han tilbage med et flagrende stykke papir.

– Her er et nyt kort, hvor hvert et rottehul skulle være indtegnet, sagde han.

– Hvor er det nærmeste hospital i forhold til ofrene? spurgte Selma.

– Herlev.

– Jeg må straks ringe og tale med ledelsen, sagde Selma. – Ringer du til Jørgensen?

Et øjeblik efter lød et udbrud fra Ernst.

– Se her, du havde sgu ret!

Selma kneb øjnene sammen. Der var tale om en scanning af en dårlig kopi foretaget i al hast. Men et lille symbol indikerede, at der befandt sig et aftapningssted, klos op af hovedvandledningen.

Selma fik fat i lederen af akutmodtagelsen og briefede ham om patienternes formodede tilstand og behandlingsbehov og spurgte, om de havde nok respiratorer, eller om de skulle rekvirere nogle fra de omkringliggende hospitaler. Det eneste, som man kunne gøre for at forsøge at redde ofre for saxitoksin, var behandling med respirator. Chancen for at få patienterne til at brække giften op var for længst forpasset.

Lederen af akutmodtagelsen sagde, at der var et ledigt afsnit oppe på samme etage som Patologisk Afdeling. Han spurgte, om der var tale om noget smitsomt, hvilket Selma ikke helt kunne udelukke.

Selma gjorde sig klar til at tage af sted og håbede ikke, at de kom for sent. Hun bad Ernst om at holde skansen, da hun frygtede, at der måske stadigvæk kunne dukke nye tilfælde af forgiftninger op.

17

Næste dag sad Jørgensen klar ved telefonen og ventede på opkaldet fra Claire, mens han igen betragtede billedet, hun havde sendt, der forestillede en smuk kvinde. Der noget foruroligende over de store, mørke øjne, der fik maven til at snøre sig sammen i en ubehagelig, rumlende knude. Han skænkede sig endnu en kop kaffe, vel vidende at det nok ikke hjalp på den knugende fornemmelse i maven.

Selvom han havde ventet opringningen, gav det alligevel et sæt i ham, da et eksternt opkald bimlede i lokalet. Han rømmede sig og mumlede en forkortet, indstuderet nonchalant præsentation i røret. Det var Claire. Den varme stemme gik lige i hjertet.

– Sig mig undgår du mig? tonen var en anelse drillende.

– Det kan man vist ikke lige frem sige, men du har måske hørt, at vi havde en mindre incident i Danmark!

Historien var også blevet slået stort op i de internationale medier.

– Jo, naturligvis, sagde Claire indforstået. – Har du fået billedet?

– Jo tak, men forklar lige, hvem den Sorte Engel er, sagde han.

– Officielt er hun stendød, sagde Claire. – Det var faktisk i Tyskland, at man fandt resterne af hendes formodede lig på en rasteplads nord for Hamborg. Men billedet her er jo et tydeligt bevis på, at hun stadigvæk er i live. Det er taget for ganske nylig af Säpo på Grand Hotel i Lund, hvor hun i øvrigt er blevet set sammen med Danskeren.

– Men da man konstaterede, at hun var død i sin tid, var der da nogen tvivl om, ligets identitet?

– Helt sikker kan man jo aldrig være, men højde, drøjde og alder matchede. Tænderne var slået ud, hvilket slørede identiteten, men det, der gjorde udslaget, var, at man fandt en smeltet stomipose på liget.

– En stomipose?

– Hun tilbragte nogen tid på hospitalet efter en særdeles grov voldtægt, hvor lægerne ved et tilfælde opdagede, at hun led af Chron’s sygdom, der var så fremskreden, at de måtte bortoperere endetarmen. Det er faktisk en frygtelig historie. Hun blev som sagt voldtaget af bosniske, paramilitære soldater, der udover at have skudt faren for øjnene af hende også voldtog og dræbte moren. Grufuldt at forestille sig, men på det tidspunkt i starten af 1990’erne var det ikke enestående, og der har jo været flere lignende tilfælde, både i medierne og i folkemunde, som man bare ikke har kunnet bevise. Vidnesbyrd fra krigsretten er et studie i menneskelig ondskab. Pigens familie var muslimer, godt nok i moderat grad, men det havde åbenbart provokeret voldtægtsmændene, for ud over voldtægten, skar de også et kors i hendes underliv ved bikinilinjen. Hun boede hos en tante, der kort efter døde af cancer, hvorefter hun flyttede på kollegium og begyndte at læse kemi til den helt store guldmedalje. Ja, jeg lyver ikke, for hun fik faktisk en eller anden udmærkelse for sin hovedopgave. Men hun blev hvervet på studiet, Jorgensen.

– Af hvem?

– Al-Qaeda.

Jørgensen stivnede.

– Vi mener i øvrigt, at der er sket en større omorganisering efter drabet på bin Laden. Man har stiftet en ny globalt arbejdende celle, som hurtigt kan flyttes til et hvilket som helst sted i verden i løbet af ganske kort tid. En helt ny organisationsform, som samles om hadet til Vesten. Cellen tæller både utilpassede elementer og professionelle terrorister, der udfører opgaver, der spænder lige fra likvideringer til bomber. Derudover er der naturligvis behov for martyrer til selvmordsangrebene, men der er tilsyneladende ikke problemer med at rekruttere dem. Hadet til Vesten er eksploderet efter bin Ladens død. Og Danmark ligger højt på ønskelisten over terrormål. Kvinder er attraktive for al-Qaeda, fordi vi stadigvæk bærer rundt på et stereotypt billede af den typiske terrorist.

Jørgensen tændte en cigaret og pustede anspændt ud.

– Og hvad har damen så bedrevet?

Jørgensen tog endnu et ordentligt sug af cigaretten. Han fornemmede, at han fik brug for lidt stimulanser, da det virkede som om, at Claire havde meget mere i ærmet.

– Ja, i starten brugte de hende til at udvikle de nye kemikaliebomber, som vi blandt andet har set forsøgt anvendt til at sprænge fly i luften. Damen var, eller jeg skulle måske hellere sige er, noget af en blæksprutte. Ud over at være en meget habil kemiker er hun også i stand til at udvikle nye fremføringsmetoder og snedige måder at slå ihjel på. Hun har vist sig at være uhyggelig opfindsom, og det hun ikke selv kan lave, får hun fremstillet i underentreprise. Man har fundet giftpile og små ampuller med uhyggelige gifte, forklædt som læbestifter, pudderdåser og mobiltelefoner. Ja, kun fantasien sætter grænsen. Men hun er også blevet brugt til mere konventionelle likvideringer eller, hvis der var behov for en lokkedue. Ja, du kan vel se, at hun er køn som bare helvede.

Han funderede. En død kvindelig terrorist genopstår i Danmark? Jørgensen ønskede sig pludselig langt, langt væk.

– Hun er tilsyneladende begyndt at udvise interesse for jeres biologiske overvågningstjeneste. En noget usund og farlig interesse, hvis du spørger mig. Jeg håber, at I har styr på sikkerheden, hvad angår Overvågningstjenestens medarbejdere. Hun er fuldkommen samvittighedsløs. Hun fik sit øgenavn, fordi hun saboterede en bus med nonner på vej til en tysk landsby, hvor nogen angiveligt havde set et træikon græde ægte tårer. Stedet er blevet et kendt valfartssted. Hun havde forklædt sig som nonne og sprængte bussen i luften, og mere end tyve nonner og buschaufføren omkom i eksplosionen. Den eneste overlevende nonne fik en slags vision, eller måske skulle man hellere sige hallucination, inden eksplosionen og forklarede, at hun havde set en skyggeagtig, sort engleskikkelse på himmelen ganske få minutter før bussen og dens passagerer blev forvandlet til småpartikler af en kraftig kemikaliebombe. Hun insisterede på at stå af bussen, hvilket reddede hendes liv.

Jørgensen sank noget. Tanken om en alliance mellem Danskeren og en af verdens farligste internationale terrorister var næsten for meget.

– Sørg for at få hende uskadeliggjort, sagde Claire, alvorligt.
– Jeg ved, at du om nogen kan løse opgaven, tilføjede hun. – Du får den backup herfra, du har brug for. Jeg mailer hendes fingeraftryk, selvom jeg tvivler på, at hun kan finde på at efterlade sig nogen. Men husk, at hun først og fremmest er en enspænder, sagde Claire. – I sidste ende er hun sin egen arbejdsgiver.

Jørgensen ringede af. Han råbte på Yusuf og sagde, at helvede var løs, og at der skulle sættes ekstra fokus på medarbejderne i Overvågningstjenestens sikkerhed. Han bad også Yusuf om at grave alt frem om den Sorte Engel. Yusuf smækkede nonchalant en tung sagsmappe på bordet og yderligere et chartek med de oplysninger, han selv havde fundet frem til. Var Jørgensen virkelig så nem at regne ud? Han sukkede og gik i gang med læsningen.

Da han var færdig med at læse stakken af papirer nogle timer senere, var hans værste anelser bekræftet. Hvis den Sorte Engel virkelig var på spil, stod han over for én person eller måske snarere et væsen, der havde snøret selv de smarteste politifolk og udholdt flere pinsler, end hvad der var menneskeligt muligt. Askebægret var fyldt, og han sad tankefuldt og stirrede ud i luften.

18

Herlev Hospitals karakteristiske, futuristiske profil tegnedes gråt mod en skifferfarvet, tordentung baggrund. Selma havde svært ved at holde hovedet koldt i lummervarmen, der fik kitlen til at klistre til kroppen. Hun havde tiltro til, at vagthavende havde styr på situationen, men hun var ret pessimistisk, hvad angik patienternes prognoser, hvis man gik ud fra, at de havde indtaget vand med en dræbende dosis. Hun håbede, at de havde nok respiratorer, da det temmelig sikkert var nødvendigt for alle ofre at få hjælp til at trække vejret.

Hun kørte op på den etage, som hun havde fået anvist, hvor en hær af plejepersonale i al hast var i gang med at rigge et nødafsnit til, der kunne give patienterne den bedst mulige pleje. Hun vidste, at der var en overlæge på vej fra Rigshospitalet, der havde særlig erfaring med behandling af patienter med respiratoriske lammelser.

Selma duppede overlæben med et papirlommetørklæde og tog en dyb vejrtrækning. Der ville forhåbentlig ikke gå lang tid, før de første patienter ville ankomme til hospitalet i ambulancer. Selma hilste på afdelingssygeplejersken, der virkede kompetent og rolig og lod til at have kontrol over situationen. Alle på afdelingen iførte sig specielle heldragter, handsker og særlige masker, hvis det skulle vise sig, at patienterne fejlede noget smitsomt.

Et kvarter senere var alt et tilsyneladende kaos af patienter, der var blevet intuberet i ambulancerne og hurtigt blev koblet til respiratorer, der stabiliserede dem foreløbigt. Endelig ankom lægen fra Rigshospitalet, en høj midaldrende, sportstrænet mand, der systematisk tilså patienterne og meddelte, at det så nogenlunde stabilt ud for de flestes vedkommende.

19

Jørgensen og Yusuf og var på vej ud til Herlev Hospital. Nyheden om, at omkring tyve personer var blevet bragt ind med tegn på alvorlig forgiftning, havde fået ham til at indkalde ekstra mandskab.

Overvågningstjenesten havde stået for oprettelsen af et akutafsnit til modtagelse af patienterne. I receptionen skulle han vise legitimation, før han kunne få angivet, hvor nødafsnittet var placeret. De stod en tid og ventede på elevatoren, og Jørgensen pillede utålmodigt ved sit nøglebundt i lommen. Endelig gled dørene til side, og de ventede på, at elevatoren blev tømt. Jørgensen syntes at genkende et par smukke øjne hos en sygeplejerske, hvis underansigt var dækket af en halvmaske. Hvor havde han set de øjne før?

Erkendelsen kom, idet dørene gled sammen. Den lummervarme luft forvandledes pludselig til isnende kulde, og han forsøgte forgæves at få åbnet dørene ved at hamre på knapperne i elevatoren, hvilket udløste irriterede suk og himmelvendte øjne blandt passagererne.

– Satans. Det var hende, Yusuf. Den Sorte Engel!

Yusuf trykkede på en knap, der fik dørene til at glide op. Men det var for sent. Skikkelsen med de smukke øjne var forsvundet i mylderet.

– Er du sikker på, at det var hende? spurgte Yusuf.

– Helt sikker kan man vel aldrig være, sagde Jørgensen forpustet, efter at de i al hast havde afsøgt lobbyen og restaurantområdet. Den kønne dame var forsvundet i menneskehavet.

Jørgensens krop var i bankende alarmberedskab. Hans evne til at huske ansigter fejlede ikke noget. Den havde aldrig svigtet ham tidligere. Han ringede til Selma og lagde en besked.

De besluttede sig for at tage trapperne, hvilket Jørgensen fortrød allerede på første sal. Astmatisk hivende efter vejret nåede Jørgensen frem flere minutter efter Yusuf, der var i god form.

Prustende som en hvalros, sundede Jørgensen sig på reposen, og det var lige før det sortnede for øjnene af anstrengelse. Yusuf havde allerede fundet afdelingen, der lå bagerst, blandt nogle sengeafsnit, der ikke var i brug.

Etagen virkede spøgelsesagtig og forladt. Alt var indsvøbt i røgfarvet plastik, og massevis af senge og borde stod pænt arrangeret på rad og række. Yusuf ledte ham hurtigt hen mod et afsnit, hvor lys, stemmer og skramlen vidnede om travl aktivitet. De blev bedt om at tage dragter og masker på, da man endnu ikke vidste, om patienterne fejlede noget smitsomt. Jørgensen blev lettet over at genkende Selma, der stod og snakkede med en sygeplejerske.

Selma hilste på Jørgensen og satte ham hurtigt ind i situationen. Hun mente, at der var tale om et isoleret, afgrænset tilfælde af forgiftning. Overvågningstjenestens folk og ingeniører fra vandværket var på vej ud for at undersøge aftapningsstedet nærmere.

– Fik du min besked? spurgte Jørgensen.

– Hvilken besked?

Jørgensen forklarede, at han mente at have set den Sorte Engel i elevatoren på hospitalet.

– Jeg bliver nødt til at holde skansen ind til videre, sagde Selma roligt. – Kan I ikke få nogen betjente til at sørge for sikkerheden? Patienterne er jo i princippet også i fare.

Jørgensen fik hurtigt nogle betjente på plads til at kontrollere indgangene til afdelingen. Han var lettet over, at der tilsyneladende var styr på situationen, selvom det var forstemmende at se, at samtlige patienter lå i respirator. Jørgensen bad indtrængende Selma om at passe godt på sig selv. Han havde helst set, at hun kom i sikkerhed, men hun var ikke til at rokke.

– Når du engang giver dig selv fri, lader du dig ekskortere af et par af mine mænd. Jeg vil ikke have, at du færdes alene.

– Jørgensen, jeg er altså gammel nok, til at passe på mig selv, sagde Selma og smilede.

– Det ved jeg godt, men du har på en eller anden måde tiltrukket dig opmærksomhed fra et særdeles uheldigt hold. Hvis der er tale om den eftersøgte kvindelige terrorist, og hun har udset sig Overvågningstjenestens chef som offer, må vi være meget forsigtige.

– Okay, jeg skal nok passe på, sagde Selma.

Pludselig lød en høj skinger alarm, og flere sygeplejersker styrtede hen mod en høj tremmeseng. Nogle tjekkede systematisk værdierne på skærmen over sengen, mens andre tog blodtryk, lyttede på hjertet og talte pulsslag. Efter et øjeblik slukkedes alarmen, og roen sænkede sig atter over afdelingen. Der var åbenbart tale om falsk alarm, kunne Jørgensen aflæse i deres ansigter.

Selma betragtede tankefuldt den imponerende udsigt fra en af altanerne. Hun havde stjålet sig til en lille pause. Himmelen var gennemstukket af stjerner, og byens lys funklede i mørket. Hun hvilede underarmene mod rækværket og tog en dyb vejrtrækning. Benene var ømme og hævede, og ryggen værkede. Hun var udmattet og havde bare lyst til at lægge sig ned og sove. Men tanken om de dødsens syge patienter, fik kroppen til at koble nødreserverne til, og hun håbede, at hun kunne holde sig gående natten over. Men måske var det klogest at tage en time på øjet? Hun var sindssygt bange for at lave fejl, og hendes hjerne arbejdede tungt og trægt. Det var simpelthen uforsvarligt at blive ved. Tidligere havde hun sagtens kunnet klare en døgnvagt uden søvn, men de mange strabadser og måske også det faktum, at hun ikke var helt ung længere syntes at have svoret sig sammen, og kroppen føltes tung som bly. På trods af udmattelsen og de hektiske timer på hospitalet, kom hun i tanker om, at Jørgensen havde observeret en kvindelig terrorist, og Selma genkaldte sig hans blik, der havde udtrykt en dyb bekymring for hendes sikkerhed, som hun på det tidspunkt havde slået hen. Stående alene på altanen følte hun sig pludselig udsat. Måske blev hun nøje betragtet i dette øjeblik? Kolde ilinger for gennem kroppen, og hun skød glasdøren til side og trådte ind i en mindre, mørk opholdsstue, hvor fjernsynet kørte larmende uden tilskuere. Hun gik ud i vagtstuen, hvor monitorer viste patienternes værdier, og konstaterede, at alt så fredeligt ud. Endelig tjekkede hun, at vagterne var på plads. Alt dette var med til at berolige hende i nogen grad. Alligevel var det som om en ny slags uro havde lejret sig i kroppen.

Hun havde bedt afdelingssygeplejersken om at vække hende højst en time senere, eller hvis der bare skete den mindste forværring af patienternes tilstand. Desuden havde hun fuld tillid til, at lægen fra Rigshospitalet kunne holde skansen. Afdelingssygeplejersken forklarede hende, hvor hun kunne finde det lokale, hvor bagvagterne plejede at sove. Hun gik ud af afdelingen gennem et mørkt afsnit, fandt hurtigt soverummet og låste døren indefra. Briksen så lidt hård og umagelig ud, men øjnene gled i straks efter hendes overkørte hoved ramte puden, og vejrtrækningen blev kort efter dyb og regelmæssig.

20

Lisa var vågnet om natten, øm i kæberne. Hun havde skåret tænder igen, og spændingen havde vanen tro sat sig som hovedpine, der kun modvilligt lindede på skruetvingen ved tredje Panodil. Hun så på uret. Klokken var præcis to minutter over fire. Hverken nat eller dag, mumlede hun og stod ud af sengen for at hente sig et glas mælk. Hun tænkte på Selma, der kæmpede for at redde forgiftningsofrene på hospitalet, og misundte hende ikke hendes arbejde. På vej ind i seng, kom hun i tanker om, at hun havde glemt at tage sikkerhedskæderne af. Hvis hun ikke skulle ligge for nedrullede gardiner den følgende dag med dundrende migræne, måtte hun absolut få så meget søvn som muligt. Derfor afmonterede hun alle tre sikkerhedskæder, hvis Selma nu skulle komme hjem. Så slap hun for at stå op og lukke hende ind.

Hun lå i lang tid og vendte og drejede sig. Tankerne viklede sig ind i hinanden og kørte i samme rille; forbudte og formålsløse tanker om Chris og hende sammen. Hold kæft, hvor hun savnede ham og følelsen af at putte sig ind til ham om natten. Den tryghed kunne ikke opvejes af alverdens sikkerhedskæder og en kraftig strømpistol. Omsider faldt hun dog i søvn.

Efter nogen tid blev hun vækket af en lyd. Irritationen flammede op. Kunne Selma dog ikke lære at liste! Hovedpinen var kun et ekko af sig selv, men belært af bitter erfaring skulle man ikke tirre den for eksempel ved at hidse sig op, da den pludselig kunne finde på at eksplodere i tindingerne, så hun vendte sig om på den anden side med et dybt suk.

Pludselig kom lyden igen, og denne gang stivnede hun. Hvad, hvis det ikke var Selma? Mistanken vakte angsten til live, og den foldede sig ud som en sort tåge, der bølgede frem og tilbage i kroppen. Hun stod op og gik med rystende ben ud i entréen og stirrede på døren. Hun erindrede at have taget sikkerhedskæderne af, men ikke at have efterladt døren på klem. Der var visse ting, man aldrig nogen sinde glemte som tidligere voldsoffer. Erkendelsen af, at der var nogen i lejligheden ramte hende som et kølleslag.

Alligevel tvang hun sig til at gennemsøge lejligheden. I princippet kunne vedkommende befinde sig i hvilket som helst af rummene. Hun valgte at undersøge soveværelset først. Hænderne rystede ukontrollabelt, da hun skulle åbne sit store, trefløjede klædeskab. Hendes egen garderobe forekom nærmest levende i mørket, godt hjulpet af en al for livlig fantasi, men heldigvis var skabet tomt. Endnu en lyd sendte et elektrisk stød igennem hende. Den kom ude fra køkkenet.

Hun var ved at skrige af angst, men tvang sig til at trække vejret dybt ned i mellemgulvet. Hun kom pludselig i tanker om mobiltelefonen. Så stille som muligt, listede hun hen til sengen, hvor den heldigvis lå på sin faste plads på natbordet. Hun aktiverede skærmlyset, der gav værelset et blåt genskær. Hun tastede 112. Vedkommende i den anden ende forekom at tale utilladeligt højt. Det måtte kunne høres i hele lejligheden. Pludselig gled den ud af hendes hånd og ramte et vandglas på natbordet, der røg på gulvet, og skårene skød klirrende ud til alle sider. Hun bøjede sig ned for at samle telefonen op og tørrede den af i natkjolen. Kort efter slukkedes skærmlyset automatisk og efterlod soveværelset i et næsten totalt mørke.

Pludselig fik hun en fornemmelse af at blive betragtet indgående, og erkendelsen var ved at blæse hende omkuld.

Skikkelsen stod i dørkarmen og udfyldte næsten hele døråbningen. Hun forsøgte at skrige, men lyden blev kvalt af sine egne anspændte stemmelæber. Omridset stemte på manden fra lageret, men mørket i rummet gjorde det svært at skelne ansigtstrækkene.

– Det var rigtigt dumt gjort, lød en kold stemme. – Og selvom det var lykkes dig at tilkalde politiet, ville de ikke kunne nå frem i tide. Sig mig, hvor er i øvrigt den anden kælling? Tonefaldet var henkastet. – Jeg kom egentlig for at ekspedere hende, forstår du.

Spørgsmålet var ikke vanskeligt, men Lisas hjerne var gået i sort, og hun stod og vuggede fra side til side på fodballerne, uden at ænse, at hendes bare tæer blev skåret til blods af glasskårene. Han trådte et skridt nærmere, og hun kunne se ham tydeligere. Pludselig faldt puslespilsbrikkerne på plads, og hun kunne skimte mandens ansigtstræk og det faktum, at han havde trukket en langbladet kniv.

– Hvis du straks fortæller mig, hvor hun befinder sig, vil du få en hurtig, smertefri død.

Han flåede gardinet til side, og knivens æg skinnede blåt i skæret fra gadebelysningen. Han foretog udkastet til et snit i luften med en modbydelig susende lyd, der var så skræmmende, at et skrig alligevel undslap Lisa. Det fik hende til at vågne til et mareridt, og pludselig kunne hun mærke smerten fra glasskårene, der jog op gennem fodsålerne.

– Egentlig er det jo lidt ærgerligt, sagde han og lod blikket glide intimiderende nedad hende. Hendes krop var én stor, dirrende nerve, som var fikseret i sit eget rodnet.

– Men det er ikke særligt heldigt, at du befinder dig på de forkerte steder og ser ting, du ikke burde! Han var nu så tæt på, at hun kunne lugte ham. De hvide øjenvipper plirrede konstant henover hans mørke øjne som et reptil. Hun trådte baglæns, indtil hun stødte hoften mod vindueskarmen.

Pludselig mærkede hun to hænder om halsen som en skruestik. Gispende forsøgte hun at vride sig fri, men han var langt stærkere end hende. Billeder af hendes eksmands ansigt i nøjagtig samme situation, sendte panikken gennem kroppen, og hun var overbevist om, at hun skulle dø.

Hun rev og kradsede manden i ansigtet, og han slap taget et øjeblik, mens han skreg af smerte. Ansigtet var oversået med rifter. Mellem rifterne var huden hvid og fregnet, og håret lod til at have været farvet. Hun så hun ind i et mørkt og et isblåt øje. Gradvist gik det op for hende, at han måtte have haft mørke, farvede kontaktlinser på, ude på lageret, og at han nu havde tabt den ene linse, da hun kradsede ham i ansigtet.

– Sig for helvede så, hvor hun er, luder!

Det gik op for Lisa, at manden måtte være den danske terrorist. Ham, der havde forsøgt at slå Selma ihjel og ham, der var stukket af fra fængslet. Hun forsøgte at fortrænge alle de ugerninger, som han havde på samvittigheden.

Hun kantede sig hen mod sengebordet og gjorde et spring fremad, mens hænderne for ned i natbordets skuffe og fik fat i strømpistolen. Han skulle ikke få hende for let, svinet. Om det så var hendes sidste gerning, skulle han påføres smerte! Rifterne i ansigtet havde givet hende blod på tanden.

Han grinede overbærende, da hun stod og fægtede med strømpistolen. Smilet var blodigt. Det var lykkes hende at rive hul på hans læbe, og han lignede en uhyggelig teatermaske. Hun overvejede nøje, hvor hun ville prøve at ramme ham. Hendes fødder klistrede til gulvet i sit eget blod. Hun aktiverede pistolen og sprang frem som en kat og strejfede ham på knæet. Stik mod begges forventning, sank manden straks bagover med et overrasket udtryk. Lisa ventede ikke, men angreb ham igen. Denne gang fik han strømpistolen sat direkte på tænderne; han havde krænget læberne fra hinanden i smerte, og stødet lod til at gå direkte gennem kraniet med en modbydelig knitrende lyd, og hans store krop blev pludselig helt slap. Lisa sank sammen på hug og stirrede forstenet på manden, der lå udstrakt foran hende.

Lyden af sirener og derefter trin, der syntes at komme uendelig langvejs fra, blev pludselig nærværende. En person var trådt ind i soveværelset og tændte lyset i loftet. Et sæt bebrillede øjne stirrede undersøgende på hende.

– Hvad helvede sker der lige her? spurgte underboen, der var kommet ind ad døren, uden at Lisa havde bemærket det.

Hun stirrede igen på den udstrakte skikkelse på gulvet. Blodet sivede ud af hans mund.

Det var som at stige op til vandoverfladen; lyde, synsindtryk og ikke mindst lugte stod mod hende i koncentreret styrke. Manden foran hende lugtede hengemt, og hun rynkede på næsen.

– Ja, jeg kunne regne ud, at du nok havde herrebesøg, men på et tidspunkt lød det som om det blev lige hedt nok! Så jeg alarmerede ordensmagten! Han smilede selvsikkert og snoede sit overskæg. Underboen var flink på en meget klæbende måde, og på trods af, at hans lugt, der mindede om Zoologisk Museum, havde hun alligevel lyst til at omfavne ham.

– Men dog, hvad er der lige sket her? spurgte han og granskede den absurde skikkelse på gulvet og Lisas blodige fødder. – Kom, Lisa, vi går ud i køkkenet. Han fik hende op at stå og tog hende lempeligt under armen. Lisa humpede af sted. Smerterne fra fødderne var næsten uudholdelige.

Pludselig var lejligheden fyldt med politi og ambulancefolk. Lisa registrerede kun sløvt, hvad der foregik omkring hende. Efter politiets ankomst, havde underboen været nede og hente noget Jägermeister, da Lisas lejlighed var tørlagt. Det smagte ækelt, men virkningen var god nok, konstaterede hun.

– Du kan bare komme ned til mig og sove, tilbød underboen – Jeg skal nok passe på dig!

– Tak for tilbuddet, men jeg klarer mig, sagde Lisa.

Politiet stillede hende et hav af spørgsmål, og en ambulancelæge undersøgte sårene på hendes fødder og vurderede, at hun måtte en tur på hospitalet og få pillet glasskårene ud og måske få et par sting. Han var også lidt bekymret for hendes psykiske tilstand, så han indlagde hende til observation på Rigshospitalet. Lisa følte ingen angst, kun en blytung træthed og knaldende hovedpine.

21

Den yndefulde skikkelse kastede sorte flagrende forvrængninger af sin silhuet mod de hvide vægge. Masken dækkede belejligt underansigtet, og håret var dækket af en fiks lille, grøn operationshat. Fødderne var små og stukket i et par hvide plastikslippers, der gav en lille svuppende lyd, hver gang hun tog et skridt. Hun havde set nyhederne i fjernsynet, genkendt ordet saxitoksin, og hun forstod på billederne, at der tilsyneladende var overlevende, og at der måtte handles hurtigt. Antallet af hospitaler, der kunne tænkes at modtage et større antal patienter i kritisk tilstand kunne tælles på én hånd, og på akutafdelingen på Herlev Hospital havde vagthavende uforvarende kommet til at tale over sig, da hun præsenterede sig som vikar. Der var konstant mangel på hænder, særligt efter den nyligt opståede krisesituation.

I løbet af en halv time stod hun i den kulørte forhal på Herlev Hospital og forsøgte at regne ud, hvor man havde anbragt patienterne. Her var det til gengæld ikke muligt at indsmigre sig hos receptionisten, der åbenlyst havde fået mundkurv på. Men hun havde jo god tid. Og selvom hospitalet var stort, kunne indlæggelsen af omkring tyve dødssyge patienter på samme tid trods alt ikke ske uden en vis dramatik. Hun tog forsøgsvis elevatoren op på den øverste etage og arbejdede sig gradvist nedefter. Inden længe kunne hun fornemme på travlheden, at hun snart havde fundet frem til afdelingen, og hun smilede ved sig selv.

Men smilet krakelerede, da hun fik øje på to civilklædte betjente, der var anbragt som vagthunde. Hvis hun bevægede sig langs vinduespartierne, kunne hun gå forbi afdelingen og måske komme ind ad indgangen i den modsatte ende, uden at de to kæmper bemærkede det. Nødafsnittet var ud over Patologisk Afdeling den eneste afdeling, der var i brug på etagen, så hvis hun bare gik udenom, var sandsynligheden for, at hun rendte ind i nogen, ret lille.

Men da hun nåede den anden indgang, fik hun øje på endnu et par vagter, og frustrationen viste sig som to knyttede næver og en ed på et uforståeligt sprog. Men hendes udmærkede hjerne begyndte snart at udforme en ny plan, der måske endda var bedre end den oprindelige.

Håret blev sluppet løs og smøg sig sort ned mod taljen. Kitlen blev knappet lidt ned, og brysterne skubbet opad i bh’en, og hun greb en fyldt linnedkurv, som hun skubbede foran sig.

Pludselig stoppede hun, mens hun betragtede den ene vagt og blev et øjeblik suget ind i et væld af minder. Skikkelsen lignede på en prik, og hun fik et chok, da hun så ham rette på de runde John Lennon-briller. Nej, det kunne jo ikke være ham. Det var umuligt. Nøjagtigt et år efter sin forsvinden havde hun modtaget et opkald fra prædikanten om, at Daniel var død. Han ville ikke komme ind på de nærmere omstændigheder, men han understregede, at Daniel var død for en større sag og hun skulle mindes ham med ære. Sorgen over hans død havde været overvældende og savnet svært at komme sig over. Men prædikanten havde sagt til hende, at han gerne ville mødes med hende, så de kunne snakke om Daniel, og derudover ville han også gerne høre, om hun var interesseret i at kæmpe videre for sagen, så hans død ikke havde været forgæves. Han gav hende nogle ugers betænkningstid. Og da de talte sammen igen, var hun klar.

Hun fangede blikket på vagten med de runde briller. Ved nærmere eftersyn kunne hun godt se, at det ikke var ham, men ligheden på afstand havde været slående.

Vagten tabte fatningen en anelse, trods mange år i tjenesten, da han fik øje på den smukke kvinde.

– Excuse me, guys, sagde hun på gebrokkent engelsk og pustede en yndig hårlok til side. – Is this oncologic?

– No, it’s not, sagde betjenten, og rejste sig op i fuld højde.

Det var fuldkommen umuligt at finde rundt på hospitalet, og hun var bestemt ikke den første, der var faret vild. Makkeren fik opgaven med at følge hende ud til elevatoren, da den høje betjents telefon ringede i det samme.

Lidt efter kom hun tilbage uden linnedkurven. Han undrede sig over, hvor makkeren var blevet af. Kvindens ansigt havde fundamentalt ændret karakter, øjnene lignede pludselig sorte stålknapper, og hun havde en kanyle i hånden. Med ét genkendte han hende. Det var den Sorte Engel. Erkendelsen bragte en sjælden snert af frygt med sig. Pludselig sås et hvidklædt hold med en seng imellem sig for enden af gangen. Kvinden vendte om og forsvandt i retning af elevatoren. Betjenten løb efter hende, men da han nåede elevatoren, var den allerede på vej ned. Han fik pludselig øje på en sammenkrummet skikkelse i et hjørne og genkendte makkeren.

Han fornemmede straks, at han var død, og smerten sugede et øjeblik al luften ud af mellemgulvet, og han sank sammen på knæ, mens han lagde øret mod makkerens bryst. Der var ingen respiration eller hjertelyd. Sorg og vrede jog et øjeblik igennem ham, men mange år i tjenesten tvang ham til at fokusere på, at han måtte forhindre den Sorte Engel i sit forehavende.

Hun iførte sig en ny maske, et mintfarvet hårnet og fandt en passende identitet, der var printet på en kittel, som opgraderede hendes status med, hvad der svarede til en otte ti års intensive studier. Hun skød hage og bryst frem og indstillede sig på at agere læge. Hun hilste venligt på sygeplejerskerne og en mandlig læge og fortalte, at hun var udsendt fra Hvidovre Hospital for at aflaste nødafsnittet. Den mandlige læge fra Rigshospitalet, dr. Manning, havde lige tid til at vise hende rundt og fortælle lidt om hver enkelt patient på udmærket engelsk.

En ældre mand, hvis gråblege ansigt ikke lovede godt for prognosen, havde rigtig dårlige værdier. Han havde ud over forgiftningen også fået konstateret KOL. Rygerlunger var ikke den bedste kombination med respiratorbehandling, idet op mod halvdelen fik tilstødende lungebetændelse; en meget alvorlig komplikation og som oftest fatal for KOL-patienter. Konen, der lå på samme stue, så gammel og affældig ud. Hun dvælede lidt ved to små børn, der så medtagne ud med blålige læber og mørke skygger under øjnene.

De gik derefter fra stue til stue, og dr. Manning gennemgik indgående patienternes status og behandlingsplan. Den kvindelige læge spurgte, om der var andre læger på vagt, og dr. Manning forklarede, at chefen for Overvågningstjenesten tog sig et velfortjent hvil. Han glædede sig til at præsentere dem for hinanden. Han tilbød at hente en kop kaffe til hende og forsvandt.

Hun gjorde sig nogle overvejelser. Personalet eller patienterne først? Det var et svært valg, men hvis hun skulle lykkes med sit forehavende, måtte hun handle hurtigt. De burde alle være døde nu, men respiratorerne havde nok forhalet forløbet noget. En respirator, der blev afbrudt, ville angiveligt give lyd fra sig og påkalde sig opmærksomhed, men selvom afdelingen var velbemandet, var der vel ikke et genoplivningshold per patient? Men hun havde meget travlt, for hun havde ikke haft tid til at skjule vagtens lig.

Arbejdsgiverens instrukser havde været krystalklare. Patienterne skulle straks dræbes. Deres død skulle kompensere for de fejlslagne aktioner. Næsten tyve menneskers død ville helt sikkert give avisoverskrifter, der ville bringe dem berømmelse og anerkendelse verden over, tænkte hun, og smilede ved tanken om saldoen på hendes bankkonto, der snart ville tælle et sekscifret beløb.

Dr. Manning kom til syne med en kop kaffe til hende, som hun kvitterede for med et blændende smil, hvorefter han briefede hende om resten af ofrene for forgiftningen.

Selma vendte sig uroligt på briksen. Selvom kroppens totale udmattelse havde sendt hende ned i en dyb søvn, var underbevidstheden på overarbejde. Kaskader af billeder fra den seneste tids strabadser var blandet sammen i én stor pærevælling, der føg rundt i hendes hjerne. Billeder af Danskerens himmelblege øjne, omkranset af hvide, tætte øjenvipper gennemborede hende. Med et skrig satte hun sig brat op i sengen og stirrede panisk ud i det mørke lokale.

Hun steg ud af sengen og så på uret. Hun havde sovet i to stive klokketimer. Aftalen med afdelingssygeplejersken havde helt klart været, at hun skulle vækkes efter én time. Var der mon noget galt? Hun stak hastigt i et par portørbukser og styrtede ud ad døren, mens hun forsøgte at fange kitlens ærmegab med armen.

Allerede ude på gangen kunne hun høre, at der var gået op til flere alarmer.

Den Sorte Engel skubbede et rullebord fyldt med bløde dropposer foran sig som alibi. Hun arbejdede systematisk. På hver stue slog hun respiratorerne fra, og efterhånden havde hun ved et trylleslag fjernet patienternes eneste mulighed for overlevelse.

Forinden havde hun sendt dr. Manning i kantinen til en velfortjent sandwich, som han nok ville kløjes i, når hans personsøger snart ville gå amok.

22

Nødafsnittet forvandledes med ét til et stort gedemarked af forskellige faggrupper, der kæmpede en desperat kamp for at forsøge at genoplive patienterne. Men der var hverken hænder eller hjertestartere nok til at ændre situationen, og desuden var patienternes tilstand så kritisk efter forgiftningen, at et respiratorstop var nok til at feje det sidste håb om overlevelse af banen. Selma havde givet ordrer om, at indsatsen skulle koncentreres om børnene, men lige meget hjalp det. Monitorernes udglattede kurver vidnede om det formålsløse i at fortsætte. Eksperten i forgiftninger, dr. Manning, så fuldkommen desillusioneret ud. Han var klar over, at patienternes prognoser var håbløse, og, at der sandsynligvis ikke var noget at stille op.

Selma følte, at noget var gået i stykker indvendigt, og tårerne trillede ned ad kinderne ved synet af den døde lille dreng, hvis læber allerede var cyanblå. Hun var fortsat i det uendelige med at forsøge at genoplive ham, indtil en af sygeplejerskerne insisterende havde sagt, at det var formålsløst, hvilket hun godt vidste, hun kunne bare ikke stoppe. Det var alt for tidligt at dø som fireårig.

Hun anede ikke, hvad hun skulle gøre af sig selv. Det hele havde været én stor fiasko. De havde forsøgt alt, hvad der var menneskeligt muligt, og alligevel var det lykkedes at sabotere respiratorerne. Et afmægtigt raseri kæmpede med tårerne, og hun var ved at miste kontrollen over sig selv. Hun blev et stykke tid inde på stuen, hvor den særlige stemning af død gennemsyrede alt, og plaskede koldt vand i ansigtet fra håndvasken, for at få hold på sig selv. Hun rakte ud efter et papirhåndklæde og tørrede sit grådspættede ansigt. I spejlet stirrede hun ind i et par sorte stikkende øjne, der ætsede sig ind i hjernen med en serie elektriske stød. Selmas blik vandrede ned mod hendes behandskede hænder, hvor en lille kanyle var rettet mod hende selv. Selma skulle til at skrige, men i et enkelt spring var den spinkle kvinde sprunget på hende, væltet hende omkring på gulvet og knaldede hendes hoved mod linoleummet. Nålen sænkedes langsomt ned med kurs mod halspulsåren.

En lyd uden for døren fik den Sorte Engel til at dreje hovedet og Selma fik vristet en hånd fri, og med al kraft gav hun kvinden noget i retning af en ørefigen. Kvinden skreg af smerte og løftede nålen højt i vejret, og endnu engang sænkedes den i retning af Selma.

– Slip så den kanyle, for helvede! lød det henne fra døren.

En betjent sigtede direkte mod kvindens hoved med sin tjenestepistol. Pludselig kastede Englen sig frem, og næsten samtidigt faldt skuddet øredøvende højt. Smidigt kom hun på benene og pegede på betjenten med kanylen, som om hun skulle til at kaste en dartpil. Igen lød et skud. Kuglen gennemborede væggen tæt ved Englens hoved, hvor håret stod som en mørk sky omkring hende. Hun forekom smuk på en absurd måde.

Selma skreg til betjenten:

– Pas på!

Manden kastede sig næsegrus forover, og undgik lige akkurat kanylen, der ramte væggen lige bag ham. Selma sprang frem med et skrig. Hun havde grebet en stor sprøjte fra et rullebord, som hun holdt om med begge hænder og jog den af alle kræfter ind i underste del af den spinkle kvindes ryg. Englen hylede af smerte og faldt om. Hun forsøgte at rejse sig op på alle fire, men underkroppen brast, og hun landede igen på gulvet med en masse eder og forbandelser på et sprog, som Selma ikke kendte. Det var lykkedes Selma at give den Sorte Engel en ufrivillig, godt improviseret spinal bedøvelse, der gjorde, at hun ikke kunne bruge sine ben lige foreløbig; hun var lammet fra navlen og nedefter. I mellemtiden havde betjenten formået at krabbe sig over til kvinden og sikret overkroppen.

– Tøm hendes lommer, kommanderede betjenten. – Jeg vil fandeme ikke risikere at stikke mig på nogen af hendes forbandede nåle!

Selma så bekymret på kvinden, der godt nok var stækket, men langt fra slået. Hun gik ud og fik fat i en af sygeplejerskerne og bad om at få adgang til medicinrummet. Kort efter kom hun tilbage. Hun ville ikke tage nogen chancer, og hun tog to ampuller op af lommen og fyldte en sprøjte med indholdet.

– Man har fandeme lyst til at give kællingen en dødssprøjte, sagde betjenten. – Det vil skåne menneskeheden for en del besvær, tilføjede han. Sorgen over makkerens død gennemsyrede ham og en afmægtig vrede snørede halsen sammen.

Selma tænkte, at en sprøjte med sovemedicin sikkert ville række indtil videre og begravede den i kvindens ene balle. Efter et øjeblik faldt Englen i en dyb, kemisk søvn, der nok skulle give dem den fornødne arbejdsro, indtil forstærkningerne nåede frem.

Pludselig mærkede Selma en uvant mathed i benene, og det svimlede for hende. Det lykkes hende at få tilkaldt en sygeplejerske, der straks hentede dr. Manning, der fik hende bakset ind i et undersøgelseslokale, hvor der var en ledig briks. Han målte hendes blodtryk, der var svimlende højt, men hun slog det hen med, at kroppen omsider reagerede negativt på længere tids strabadser. Alligevel fik dr. Manning fat i en læge fra skadestuen, da der tilsyneladende var noget, der bekymrede ham.

Selma forsøgte at sunde sig i undersøgelsesværelset. Ansigterne fra de døende patienter passerede revy for hendes blik. Hun vidste, at hun ikke kunne have handlet anderledes, men alligevel kæmpede hun med en uoverskuelig følelse af skyld.

Pludselig følte hun sig stakåndet, selvom hun lå ned, og det var som om de stik i hjerteregionen, som hun efterhånden havde vænnet sig til, tiltog drastisk i styrke. Frygten prikkede i hele kroppen, og følelsen af, at der virkelig var noget alvorlig galt med hende tiltog, for hvert sekund, der gik.

I det samme gik døren op, og en kvindelig læge kom ind sammen med dr. Manning. Selma aflæste straks sin egen, dårlige fremtoning i hendes ansigt. Hun lyttede på Selmas hjerte og tog hendes puls.

– Sig mig, har du noget med hjertet? spurgte hun direkte. Du har helt klart en mislyd. Hun rullede stetoskopet sammen og puttede det i lommen.

Selma nikkede og hviskede:

– Mitralklapinsufficiens.

Pludselig fik hun åndenød og mærkede panikken brænde i brystet.

Lægen tastede et nummer på sin arbejdstelefon og førte en kort, lavmælt samtale. Selma hev efter vejret, og dr. Manning fik rejst hovedgærdet op, for at lette respirationen.

– De har ikke plads på hjerteafdelingen, men der kommer en hjertelæge og ser til dig lige om lidt, sagde han beroligende.

Den kvindelige læge tændte for en ultralydsscanner, der startede langsomt op. I det samme kom endnu en læge ind og præsenterede sig. Han var omkring de tres med hvidt skæg. Selma blev mere og mere fokuseret på det basale behov at trække vejret, og desuden mærkede hun en ubehagelig trykken for brystet, der voksede og voksede i styrke. Lægen bad om et akut EKG og studerede kort efter udskriftet, med alvorlig mine. Derefter puttede han lidt ultralydgel på Selmas bryst og førte scannerhovedet forsigtigt frem og tilbage, mens han så vurderende på de sorthvide billeder. Der var tale om en meget kraftig scanner med knivskarpe billeder, der underbyggede, hvad Selma selv fornemmede tydeligt. Hjertet slog særdeles uregelmæssigt, og der var nogle pauser imellem hjerteslagene, og det føltes som om nogen trak stikket på hende indefra. Åndeløst fulgte hun billedet af sit eget hjerte på skærmen, og hun blev pludselig klar over, at hun var i livsfare. Det var absurd, at hun skulle få et hjerteanfald på et hospital. Var hun virkelig ved at dø? Tanken fyldte hende med rædsel. Kroppen føltes tung og kraftesløs, og smerterne i brystet steg og steg. Hvorfor havde hun dog ikke passet bedre på sig selv og kvittet cigaretterne? Men det var håbløst at bebrejde sig selv og alt for sent at ændre noget som helst. Hun prøvede sløvt at følge med i lægernes snak, men synet var indsnævret til smalle tunneller. Hun mærkede, at hun var ved at miste bevidstheden.

Dr. Manning løb hen mod døren og aktiverede stuens alarm, mens hjertelægen lagde hovedgærdet ned. En forpustet sygeplejerske dukkede op og spurgte, hvad der var sket, og hun blev straks sendt af sted efter hjertestarteren. Efter flere forsøg på at få hjertet i gang, stirrede hjertelægen opgivende på monitoreringsmaskinens alarmerende mangel på udsving. Herefter bad han sygeplejersken om at række ham injektionssprøjten med Adrenalin og tog omhyggeligt mål, før han tømte indholdet direkte i hjertekulen.

23

Lisa havde en udefinerbar følelse af at befinde sig uden for sin egen krop. Hun var vågnet tidligt og lå og betragtede det grå morgenlys, der langsomt blev gyldent. Billedet af Danskerens afsindige udtryk i øjnene, da hun satte strømpistolen mod tænderne, blev ved og ved med at gentage sig, selvom hun prøvede at udviske billederne af ham.

Hun var dødsens træt. Bare tanken om at stige ud af den moderne hospitalsseng syntes fuldkommen uoverkommelig, og hun betragtede sine fødder, der var omviklet med gazebind. En dæmpet dunken i fodsålerne advarede om, at det nok ikke ville blive smertefrit at liste på toilettet, men efter at have udskudt projektet et kvarter stod hun ud af sengen, og skar grimasser, da smerten fra fodsålerne fik hende til at snappe efter vejret.

Ude på toilettet plaskede hun forsigtigt koldt vand i ansigtet og betragtede sit spejlbillede. Det var som om noget var ændret fra dagen før. Angsten var trængt i baggrunden, og selvom det havde været en forfærdelig oplevelse, at Danskeren var trængt ind i lejligheden og havde forsøgt at myrde hende, havde det faktum, at hun havde handlet og taget skæbnen i egen hånd givet hende en ny form for styrke og selvtillid.

Hun listede ind i seng igen og klemte øjnene i.

Hun måtte være faldet i søvn, for lyset havde ændret sig, og værelset lå badet i gyldent sollys. En skikkelse stod og betragtede hende. Hun blev glad for at se, at det var John. Hans ansigt dukkede frem bag en kolossal buket med solsikker, og under armen havde han en aflang æske chokolade, som han lagde på dynen.

– Nå, hvordan går det så?

– Ja, som man kan forvente efter et voldeligt overfald, sagde Lisa tørt. Det var noget af et chok, men jeg tænkte her i morges, at det hjalp, at jeg fik ham uskadeliggjort med strømpistolen.

– Det var meget modigt af dig. Han kunne sagtens have dræbt dig, sagde John og rømmede sig.

– Jeg er faktisk ikke særlig modig, sagde Lisa stille.

– Hvad mener du?

– Jeg er ikke så sej, som jeg gerne vil give udtryk for. Forstår du, jeg lever med angst hver eneste dag.

John satte sig på en stol.

– Hvorfor?

– Jeg levede i mange år i et særdeles voldeligt parforhold. Min eksmand forsøgte at slå mig ihjel. Han var vanvittigt jaloux og til sidst også psykisk syg.

– Hvor er han nu?

– Han er død. Politiet dræbte ham, da han var i færd med at slå mig ihjel.

– Hvorfor i alverden har du ikke sagt noget om det? Tonefaldet var en anelse skarpt.

– Jeg ved ikke, jeg prøver jo at lægge det bag mig, sagde Lisa.

– Hm, det forklarer jo også, hvorfor du reagerede så stærkt i parkeringskælderen. Jeg troede naturligvis først, at det var hændelsen på lageret, der stadigvæk sad i dig, og det gjorde den vel også, men din fortid må alligevel have sat trumf på angsten.

Lisa nikkede.

– Jeg tror for øvrigt ikke, at man bare kan beslutte sig for at lægge sådan noget bag sig, sagde John eftertænksomt. – Det skal ske gradvist, og måske må man leve med, at det ikke lykkes fuldt ud. I hvert fald nytter det ikke noget at lade som om det aldrig var hændt, tilføjede han. – Jeg synes faktisk, at du er utrolig modig. Tænk på, hvor meget energi, du skulle bruge for at overkomme din egen angst, samtidig med at du skulle kæmpe for dit liv over for en morder. Det er fandeme flot gået!

Lisa så ned.

– Her forresten, de er til dig. Han pegede på buketten. – Og chokoladen er fra kontoret. Jeg skulle hilse mange gange og sige, at du understår dig i at vise dig, før du er kommet dig helt.

Han fokuserede på Lisas fødder.

– Hvad er der sket?

– Jeg jokkede i nogle glasskår. Det er ikke noget alvorligt, men det gør fandens ondt.

Der opstod en tavshed. John rejste sig op for at finde en vase til blomsterne. Da han kom tilbage sagde han:

– Jeg må hellere se at komme tilbage til kontoret. Men jeg ringer en af dagene. Pas nu godt på dig selv. Pludselig nærmede han sig og gav hende en omfavnelse. Duften af hans læderjakke og en snert af tobak var overvældende, men ikke ubehagelig.

Hun stirrede på døren længe efter, at han var gået.

24

Selma var tørstig og læberne klistrede sammen. Langt, langt borte registrerede hun, at der var nogen, der kaldte på hende. Langsomt åbnede hun øjnene på klem.

– Du har været væk nogen tid, sagde en stemme, der tilhørte en sygeplejerske, hun ikke kendte. – Du er på hjerteafdelingen, og din situation er stabil. Der er stuegang om lidt.

Selma lukkede øjnene igen og flød tilbage i søvnen, der var så dyb, at den nærmede sig bevidstløshed.

25

Der gik lang tid, før Selma kom sig oven på strabadserne på Herlev Hospital. Ernst havde været flittig til at besøge hende og beordret hende til at søge krisehjælp, da han var bange for, at hun aldrig ville komme sig rent psykisk.

Hun fik takket hjertelægen for, at han reddede hendes liv. Han havde på det strengeste påpeget, at hun omgående måtte lægge sin livsstil om, hvis hun ville undgå problemer i fremtiden. Alligevel kunne en operation komme på tale, hvis hun igen fik et lignende anfald.

Derefter var Selma startet på intensiv genoptræning. Først med at gå forsigtigt op og ned ad gangene for derefter at køre korte intervaller på motionscykel. Efterhånden prøvede hun også kræfter med trapper og var sat på diæt, hvor enhver form for kolesterol var bandlyst. Vægten havde reageret positivt på kuren, og hun var blevet seks kilo lettere, hvilket havde afstedkommet mange komplimenter fra Ernsts side. Selvom hun stadigvæk var svag, følte hun alligevel, at det gik fremad dag for dag.

Efter en måned på hospitalet blev hun udskrevet og tog en taxa hjem til sig selv. Tanken om, at Danskeren stadigvæk lå i koma, gav hende mod til at prøve kræfter med at bo alene, og hun indså, at hun virkelig havde savnet sin nyhavnslejlighed, da hun satte nøglen i låsen, selvom trapperne havde været en udfordring, på trods af den intensive træning på Herlev Hospitals bonede trapper.

Allerede da hun åbnede døren til lejligheden, slog det hende, at der var noget galt. Der gik nogle sekunder før hun registrerede, at der var blevet gjort rent, luftet ud og købt nye potteplanter. Køleskabet var også blevet fyldt op med alle hendes livretter, men kun de mest hjertevenlige af slagsen, konstaterede hun. Hun sendte Lisa en kærlig tanke og smed sig i sofaen. Veninden havde kun besøgt hende et par gange og undskyldt sig med travlhed på arbejde. Desuden skulle hun vel også selv komme sig oven på Danskerens overfald, tænkte Selma. Hun kunne ikke lade være med at være stolt af veninden. Selvom hun umiddelbart forekom skrøbelig, var hun alligevel både modig og stærk, når det kom til stykket. Men det var næsten ufatteligt, at den spinkle kvinde havde overmandet Danskeren.

Hun gav sig til at åbne posten, der lå i en sirlig bunke på bordet. Et par regninger og en fin, håndskrevet invitation fra Ernst om at komme til middag ugen efter fik hende til at smile ved sig selv.

26

Maise knaldede døren op med foden og trådte ind på kontoret med et stort smil. Selma bemærkede, at, ud over at bøjlen var væk, var dagens farve orange. Knaldorange, næsten selvlysende, og i øvrigt næsten samme nuance som deres egne udrykningskøretøjer. Hun slæbte på flere kæmpe buketter, som hun forsigtigt lagede på sofaen.

– Du er sgu godt nok ombejlet, Selma, jeg har aldrig set så mange flotte buketter. Man skulle tro, at du havde lagt din profil ud på en datingside!

– Hvad mener du? spurgte Selma vagtsomt.

– Ej, har du? spurgte piccolinen med et borende blik.

– Ja, det har jeg faktisk, men du vover at sige et ord til Ernst, han får simpelthen et flip.

– Nej, det ville da være totalt ondt, sagde hun og tilføjede:

– Ud over, at der står fire buketter nede i receptionen, som jeg ikke kunne slæbe, er der altså kommet en del fanbreve til dig, mens du var syg. Der er særligt to, jeg tror, kunne have din interesse!

Hun smilede et perfekt smil og vendte tyggegummiet.

– Kom så med dem, smilede Selma og rev det ud af piccolinens orange klør.

– Der er et fra ham der Jørgen. Og det andet er fra havbiologen!

Hun skoddede den halvt røgede cigaret, proppede skoddet tilbage i pakken og forlod lokalet.

Selma rev kuverten med brevet fra Ingvar op. Hjertet bankede, men på den fede måde. Det var en middagsinvitation. På fiskerestaurant, hvis hun altså turde! Efterfulgt af en smiley. Gu’ fanden, om hun turde! Men hun skulle i hvert fald ikke nyde noget med skaldyr!

Men hun kom til at tænke på, at Ernst ville blive såret, hvis hun meldte afbud, da han havde inviteret hende til middag netop samme dag. Hun ringede Ernst op.

– Ernst, kan vi ikke udskyde middagen en dag? Jeg har en anden aftale.

Efter en kort betænkningstid sagde han:

– Okay, hvis de andre kan. Og glæd dig til min berømte vildtsvinekølle i Barbaresco-marinade! Det bliver årets middag!

Selma var lettet over, at han ikke havde spurgt, hvad hun skulle. Hun gad ikke åbne brevet fra Jørgen. Det kunne vente.

27

Ernst havde inviteret til middag klokken nitten i herskabslejligheden med udsigt over Israels Plads. Den fortættede, krydrede duft af veltillavet mad fyldte hele opgangen. Selma tænkte på havbiologen. De havde været ude at spise fin middag. Hun kunne mærke, at han var mere end professionelt interesseret i at høre hendes beretning om, hvad hun havde været igennem. Men hun kunne ikke håndtere hans nærhed og var på en måde lettet, da han sagde, at han skulle nå nattoget til Jylland, hvor han stadigvæk havde noget analysearbejde at ordne de næste fjorten dage. Derefter ville han vende tilbage til København. Hun håbede at se ham igen, men vidste også, at hun måtte have mere tid til at komme sig oven på den seneste tids hændelser.

Selma holdt pause på vej op ad trapperne og blev indhentet af Jørgensen og hans unge assistent, hun havde glemt navnet på. Hun granskede Jørgensen, der så ud, som om han ikke havde været i seng om natten. Han baksede med en pose, der angiveligt indeholdt flere flasker vin fra Magasin. Selma havde glemt at tage en gave med til værten, men regnede med at blive tilgivet.

Ernst tog smilende imod dem i døråbningen iført et kokkeforklæde og fløjtede falsk ved synet af flaskernes etiketter, der fik ham til at behandle dem med stor forsigtighed og vinkede gæsterne energisk indenfor.

Han havde dækket op med en flot, hvid damaskdug og fine glas, der snildt kunne rumme et par guldfisk. Alligevel manglede lejligheden et feminint touch, konstaterede Selma distræt, mens hun tog imod et langstilket glas champagne. Brian og Meat Loaf hilste uden at flytte blikket fra Ernsts nye fladskærms-tv, de havde koblet til computeren, og de var dybt optaget af et eller andet spil. Selma tvivlede på, om de nogensinde voksede fra det pjat, men misundte dem alligevel lidt, at de kunne gå så meget op i et spil.

Lidt efter ringede det på døren, og Lisa og en mand, som Selma ikke kendte, trådte ind. Lisa havde fået farve i kinderne, konstaterede Selma. Manden hed John og var Lisas kollega i vinfirmaet. Han havde også vin med, der afstedkom et højt udbrud hos Ernst, der betragtede flasken med begejstret kendermine.

Ernst bød velkommen og udbragte en champagneskål. Selma lod sig dumpe ned i sofaen og nød at blive serviceret af Jørgensen, der viste sig som både galant og opmærksom.

– Hvad med fiskeren, der ejede laden, hvor laboratoriet blev etableret, har man fundet frem til ham? spurgte Selma og knækkede skallerne af en pistacienød.

– Jeg har simpelthen aldrig været ude for en lignende sag. Der bliver ved at dukke nye rædsler op for hver dag, der går, klagede Jørgensen. – Jo, han dukkede faktisk op i et fiskenet i går, sagde han med et suk. Dødsårsagen var kraniebrud, siger Retsmedicinsk, og desuden havde han flere stiksår i maven. Vi fandt jo masser af blod under de gummimåtter, de havde lagt i laboratoriet, og jeg har egentlig ikke været i tvivl om, at de havde dræbt ham, men alligevel er det rart, at brikkerne er faldet på plads, og at vi endelig har fundet hans lig. Men vi har stadigvæk ikke fundet hverken trawleren på videoen eller dens ejer. Men jeg håber, at SOK kan være behjælpelige med at overflyve området med helikoptere, så vi snart kan få den lokaliseret. Men der går nok lang tid, før vi kommer os over tabet af de dygtige betjente, der blev dræbt.

Han stirrede ud i luften.

Selma betragtede adspredt Lisa og John, der var fordybet i samtale.

– Du kan jo takke din veninde for, at vi fik Danskeren passiviseret. Hun er en sand heltinde!

Selma nikkede. Det var virkelig noget af en dåd, når man tænkte på, hvor angst Lisa måtte have været. Og styrkeforholdet måtte havde været en grotesk udgave af David mod Goliat.

– Noget nyt om hans tilstand? Det kriblede ubehageligt i hende, hver gang, hun tænkte på Danskeren.

– Nej, den er uforandret. Enten vågner han pludselig op, eller også ligger han der år ud og år ind som en grøntsag. Det er ikke til at vide med sådan nogle komapatienter, men det ved du nok mere om.

– Ja, der kan gå flere år, før de vågner, men det hører alligevel til sjældenhederne. De fleste vågner inden for et par uger, eller også dør de af tilstødende infektioner, hyppigst lungebetændelser. – Der er i øvrigt en ting, der undrer mig, fortsatte Selma. – Du sagde på et tidspunkt, at journalisten havde damebesøg den aften, han blev dræbt. Fandt I nogensinde ud af, hvem det var?

– Vi regner med, at det var den Sorte Engel, han havde været så dumdristig at invitere hjem. Resultatet af vores efterforskninger er, at hun var blevet hyret til at slå journalisten ihjel. Hans symbolværdi var på højde med Kurt Westergaard og vi ved, at der var sat en pris på hans hoved i flere islamistiske kredse. Det var almindeligt kendt, at Rune Alsing var noget af en skørtejæger, så Danskeren regnede med, at han nok ikke ville kunne modstå den Sorte Engel. Hun har efter al sandsynlighed puttet giften i hans glas. Vi fandt godt nok en næsten tom flaske champagne, men undrede os over, hvor glassene var, men hun har sgu nok bare vasket dem op og dermed fjernet alle spor.

Selma skuttede sig. Det var ubehageligt at tænke på det smukke ansigt, der forekom som en maske, der dækkede over uudslukkeligt had. Tårerne brændte pludselig i øjenkrogene, og billederne af de døende patienter for over nethinden. Hun forsøgte at blinke dem bort og tvang sig til tænke på noget andet.

– Hvad sker der med den Sorte Engel nu? spurgte hun og rømmede sig.

– Tja, hun bliver formodentlig stillet for en international domstol, sagde Jørgensen.– Og hun kommer nok ikke ud foreløbig. Hun har indtil videre nægtet at udtale sig. Men sagen er ikke så enkel, fordi hun jo officielt er erklæret død, så det bliver sikkert en lang proces.

– Og de andre terrormistænkte?

– De sidder begge i varetægtsfængsel i isolation.

– Sig mig, ved I noget om, hvordan Danskeren egentlig rekrutterede terroristerne? spurgte Selma, der stadig havde svært ved at forstå omfanget af det komplot, Jørgensen udrullede for hende.

– Tja, vi ved, at den slags ofte sker i fængslerne. Men i dette tilfælde var det en karateklub, der blev brugt til rekruttering og træning af potentielle terrorister. Vi har gennem længere tid aflyttet flere af klubbens medlemmer. En af dem, vi anholdt, var i øvrigt formodentlig involveret i det planlagte anthraxangreb mod den københavnske undergrund. Karateklubben fungerede som fysisk og mentalt træningscenter, hvor instruktørerne sørgede for at fjerne deres empati ret effektivt ved gradvist at træne eleverne i nærkamp og overvære tortur og drab på dvd. Jeg siger dig, at det ikke var for børn, det materiale, vi beslaglagde. Det var simpelt hen noget af det værste jeg nogen sinde har set! Jørgensen gjorde en pause. – De håndplukkede eleverne, og jeg forstiller mig, at der var tale om forholdsvist velfungerende mænd, men enspændere, der i en eller anden grad følte sig udstødt af det danske samfund. De var i hvert fald ikke særlig godt mentalt integrerede. Vores teori går ud på, at en personlig krise kombineret med depression gør emnerne mere åbne for manipulation eller hjernevask, om du vil. Et dødsfald, skilsmisse, arbejdsløshed eller afbrudte studier giver lavt selvværd og dermed mulighed for indoktrinering. Eleverne endte med at nære en dyb foragt for danske demokratiske institutioner, og rodløsheden og tomrummet skabte plads til nye rabiate værdier og had mod Vesten som helhed, og de fleste droppede familie og venner til fordel for deres nye brødre, som de fik i terrornetværket, der gav dem social status og selvværd i en grad, de ikke tidligere havde oplevet. På overfladen er de tilsyneladende velintegrerede og velfungerende mønstereksempler på pæne unge mennesker. Pokkers svært at opdage, før det er for sent.

– Men sagen om Marburg har vi dog fået helt styr på nu, sagde Jørgensen og smilede. Aktionen var planlagt af al-Qaeda, der betalte direktøren for vaccineinstituttet i Almarty for at fingere et tyveri af en ampul med Marburg U-virus fra instituttets egen beholdning af virusstammer, som han gav til det, man må kalde en klassisk selvmordsterrorist, der injicerede virussen i armen og fløj til København via Moskva. Men der gik jo som bekendt det galt under aktionen, at terroristen døde af en overdosis, da kondomet blev gennemætset af mavesyren, hvilket formentlig forhindrede den helt store katastrofe. Direktøren er i øvrigt er blevet anholdt og sigtet i sagen. De sad lidt og stirrede ud i luften.

Ernst og Yusuf var gået i køkkenet, hvor Selma kunne høre, at Ernst højlydt belærte Yusuf om marinader, der i dagens anledning var blevet ophøjet til raketvidenskab.

Ernst piftede og råbte, at de godt kunne gå til bords, og Jørgensen tog Selma under armen og førte hende hen mod bordet. Hun vinkede Lisa over til sig.

– Tak for hovedrengøringen, søde Lisa. Hvordan går det med dig? Jeg har været så bekymret!

– Det er vist dig, man skal være mest bekymret for, sagde Lisa. – Jeg har haft travlt på arbejde det meste af tiden, og jeg synes selv, at jeg er blevet noget af en sommelier! Lisa så køn ud med let makeup og håret sat op. Selma bemærkede, at kollegaen havde svært ved at slippe hende med øjnene.

Jørgensen trak galant stolen ud for Lisa og Selma, og satte sig derefter i midten og skålede.

De to nørder havde overhovedet ikke reageret ikke på Ernsts råb, så han tog strømmen fra høretelefonerne og piftede igen øredøvende, hvilket effektivt rev dem ud af deres fiktionsverden.

– Men hvem udvandt så giften fra algerne på laboratoriet? Godt nok er det ikke ekstremt vanskeligt, men jeg vil ikke lige frem kalde det nemt. Den Sorte Engel? spurgte Selma.

– Ja, det er vi ret sikre på. Men det er mere ud fra anvendelse af udelukkelsesmetoden. Vi har endnu ikke fundet nogen beviser på, at det rent faktisk var hende. Men ingen af de andre havde forudsætningerne for at udvinde toksinet. Hun var jo universitetsuddannet i kemi. Jeg formoder også, at det var hende, der spærrede dig inde i kølerummet. I øvrigt fandt vi også ud af, at kasserne med laboratorieudstyr faktisk var bestilt til vinfirmaets lagerfaciliteter i Århusgade, hvor din veninde arbejder.

– Hvad sker der, hvis Danskeren vågner? spurgte Selma.

– Han får uden tvivl livstid, sagde Jørgensen. – Bevisbyrden er jo overvældende.

Ernst og Yusuf kom til syne i døråbningen. Ernst bar stolt på et kæmpe fad, hvor dyrekøllen tronede. Han havde øjensynligt tænkt sig at tranchere den ved bordet.

28

Den sukkende, hydrauliske hvislende lyd kom fra respiratoren, der fik det kraftige bryst til at hæve og sænke sig regelmæssigt i en abrupt, mekanisk bevægelse. Stuen var stor, sval og blottet for menneskelige lyde. Kun lyden af respiratoren sladrede om, at Danskeren rent faktisk var i live.

Hudens farve var bleg med en gusten undertone, øjnene syntes indsunkne, og læberne krængede indad, understreget af plastikslangen, der sørgede for at puste liv i den bevidstløse krop. Pludselig gik den massive dør lydløst op, og to personer trådte ind. De stillede sig ved hovedgærdet og studerede instrumenterne. Et øjeblik efter rettede de øjnene mod patienten. Øjnene viste hverken medfølelse eller deltagelse.

Det kløede i Selmas fingre for at slukke for respiratoren og dermed for Danskerens liv. Jørgensen lagde sin hånd oven på hendes, som om han gættede hendes tanker. Hun var splittet mellem ønsket om hans død og et brændende ønske om, at han skulle stilles til ansvar for sine handlinger. Men tanken om, at han ville slå øjnene op i det øjeblik fik det næsten til at sortne for hendes øjne, og raseriet kogte i hende. Terroraktionerne havde krævet alt for mange dødsofre. Uskyldige civile havde mistet livet på grund af en terroraktion, der var fostret i en syg og afsporet hjerne på baggrund af en fanatisk ideologi, der var funderet på fordomme og løgn.

Hun vidste, at han ville forsøge at flygte, hvis han så sit snit til det, uanset, hvor mange de satte til at passe på ham. Jørgensen gav hendes hånd et klem og førte hende ud af stuen.

Om forfatteren

Lotte Petri er uddannet cand. mag. i fransk og HD i afsætningsøkonomi; ved siden af har hun endvidere arbejdet i vinbranchen og er uddannet i ledelsesbaseret coaching.

Igennem flere år var hun ansat i Dansk Erhverv som marketingchef og havde sin daglige gang i Børsbygningen.

Petri har tidligere udgivet den anmelderroste spændingsroman Den 5. plage. Ved siden af sin forfattervirksomhed er hun også en habil foredragsholder.

Forlaget mellemgaard er stolte af at kunne præsentere denne nye stjerne på den danske krimihimmel.