Lotte Petri

VAND til BLOD

mellemgaard

Vand til blod © 2011 Lotte Petri og Forlaget mellemgaard

Sat med Palatino og Eurostile

Redaktør: Christian Stokbro • Grafisk produktion : KWG Design, Odense • Grafiker: Anna Grandt-Nielsen • Omslagslayout : Tine Wichmann • Tryk : Toptryk Grafisk

1. udgave, 1. oplag • ISBN 978-87-92801-89-0

Kopiering af denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at bringe korte uddrag

i forbindelse med anmeldelser.

www.mellemgaard.dk

Indledning

Ved langt de fleste terroraktioner i dag anvendes konventionelle våben som for eksempel bomber og skydevåben til at sprede død, rædsel og ødelæggelse. Men konventionelle våben er dyre at anskaffe og svære at smugle, hvorfor der i stigende grad er interesse for at finde nye våben, der er billigere at fremstille og sværere at opdage.

Biologiske våben har den fordel, set fra terroristernes synspunkt, at angrebet som regel først opdages omkring en uge efter, at det har fundet sted, når de første ofre begynder at udvise symptomer, hvilket gør det nærmest umuligt for myndighederne at pågribe gerningsmændene. Desuden har nogle af de mest dødbringende sygdomme i verden, herunder pest, kopper og anthrax samme influenzaagtige symptomer de første par dage, hvilket giver terroristerne et yderligere forspring, og kun ved hjælp af højteknologiske metoder kan det rent faktisk påvises, at der har været terrorister på spil, da sygdommene forekommer naturligt fra tid til anden.

Mange tror, at det kun er ekstremistiske terrorgrupper, der interesserer sig for biologiske våben, men i virkeligheden har der – især under den kolde krig – eksisteret hemmelige forskningsprogrammer til udvikling af både nye og mere effektive biologiske våben og fremførelsesmetoder både i USA og det tidligere Sovjetunionen, sideløbende med våbenkapløbet, hvilket er foregået i dyb hemmelighed, uden at befolkningerne i de pågældende lande og verdenssamfundet har anet noget om det. Efter den kolde krigs afslutning blev mange af de forskningsenheder, der forskede i at gøre bakterier og virus til våben, omdannet til biotekvirksomheder med legitime formål. Men spørgsmålet er, hvad der er sket med de mange tons biologisk materiale og topforskerne, der stod for fremstillingen af de dødbringende bakterier. Nogle af faciliteterne er blevet nedlagt, og langt størstedelen af det biologiske materiale destrueret, og forskerne er blevet genplaceret i virksomheder med fredelige, kapitalistiske mål. Men tanken om, at der i princippet kun skal én enkelt smittet person til at skabe en potentiel pandemi er skræmmende, og de fleste bakterier og virusser kan overleve længe, hvis materialet opbevares korrekt.

Nogle af de kraftigste toksiner i verden bliver produceret af giftalger. Ofre der bliver udsat for algegifte udvikler bevægelsesforstyrrelser, usammenhængende tale, svimmelhed, kvalme, og lammelse af vejrtrækningen med døden til følge. Den farligste algegift hedder saxitoksin og er et realistisk biologisk våben på grund af den store tilgængelighed, forholdsvis enkle udvindingsproces og store modstandsdygtighed overfor miljøpåvirkninger så som varme, fugt, kulde og tidens tand. I USA blev der i 1950’erne forsket i saxitoksin, og piloterne i amerikanske U-2 spionfly medbragte saxitoksin som selvmordspiller som sidste udvej, hvis de blev taget til fange, da giften var langt mere effektiv end cyanid-pillen.

Efter drabet på Osama bin Laden spørger man sig selv verden over, om terrortruslen mod vestlige mål reelt er blevet mindre, nu da al-Qaedas leder er væk. Nogle mener, at organisationen er sat ud af spillet, mens andre påpeger, at drabet på bin Laden kan tænkes at udløse en bølge af hævnaktioner mod Vesten i fremtiden. Og det hævdes også, at der er store interesser forbundet med at bevise, at organisationen stadigvæk er operationel, på trods af lederens død.

”… og alt vand i Nilen forvandledes til blod. Fiskene i Nilen døde, Nilen kom til at stinke, og egypterne kunne ikke drikke vandet fra Nilen. Der var blod overalt…”

– Gamle Testamente, 2. Mosebog, kapitel 7.21.