Så sad jeg med det unge par midt mellem mit vasketøj i stuen med pommes fritene, bøfsandwichen havde jeg ladet ligge ude på køkkenbordet. De sad begge to yderligt på deres stole, pigen vippede med den ene fod, så klapbordet rystede let. Måske havde jeg ikke fået strammet skruerne helt, det virkede lidt vakkelvornt.
– Nu skal I bare spise, sagde jeg.
– Tak som byder, sagde fyren uden at tage.
– Vores tog kører tyve over ti, sagde pigen.
Fyren kiggede på sit ur:
– Det er om nøjagtig en time og halvtreds minutter.
– Fik I fat i din bror så? sagde jeg.
– Ja. Han skulle jo have hentet os i Lundby, sagde pigen.
– Ja, det var det, du sagde, sagde jeg, og pigen nikkede:
– Han er nemlig lige flyttet derned. Vi kommer rigtig fra Sundbyvester. Altså, alle sammen, sagde hun og vippede og vippede med sin fod, hele bordet sitrede.
– Alle tre, sagde jeg.
– Nej, fire faktisk, han har også en dreng på to, sagde fyren.
– Det var mange, sagde jeg.
– Så vi skulle lige have set hans hus på hjemvejen. Men nu tager vi bare hjem, sagde hun.
– Dit ben, skat, sagde fyren, og så smilede hun, hun havde et sødt smil, og der blev stille et stykke tid.
Hamborg-toget kom drønende. Jeg havde spist under en fjerdedel af pommes fritene, fyren havde taget en enkelt.
– Du glemte din bøfsandwich, sagde pigen til mig.
– Nå, ja, vil I have den?
– Nej, den skal du da spise selv. Vi har også fået så meget i dag, vi er overhovedet ikke sultne.
– Det er jeg heller ikke.
– Så kan du få den med på arbejde i morgen, sagde fyren.
– Hvad arbejder du som? sagde pigen.
– Jeg studerer. I København.
– Nej, gør du? Jamen, så bor du da rigtig godt her.
– Ja, det må man sige, sagde jeg, og de nikkede begge to, de sad let foroverbøjede ved bordet med hænderne i skødet.
De fortalte om turen til Knuthenborg og de dyr, de havde set. De tog sådan en tur en gang om året, hans moster boede nede ved Nakskov, de kørte i hendes bil. Det var en Opel på gule plader, hun havde et hjemmeservicefirma. De plejede godt nok at være af sted en dag om sommeren, men mosteren havde haft brækket sit håndled. Hun var faldet ned ad en skrænt på Hestehovedet i maj, hun havde set en mand, hun troede, hun kendte. Det var et kompliceret brud, der var gået flere dage, før det blev opdaget. Hun var blevet mere og mere dårlig, hun havde ligget i sengen med vand i hele armen til sidst. Og folk blev ved med at ringe for at høre, hvornår hun kom og gjorde rent. Endelig var det lykkedes hende at køre til Stokkemarke og vaske gulv i to parcelhuse. Hun havde haft gips på i seks uger, bagefter var armen helt død i det. Hun var først begyndt at køre bil igen for nylig, deraf den forsinkede tur til Knuthenborg.
– Hun mistede rigtig mange kunder på de uger, sagde han.
– Hun er erklæret otte procent invalid, hun er rimelig afhængig af sin hånd, sagde pigen.
– Det er man jo, sagde fyren, de nikkede begge to, og der blev stille et stykke tid igen.
– Hvad laver I så selv? sagde jeg.
– Vi arbejder i Tivoli hver sommer, sagde han. – Jeg sælger pølser, og hun er andepige.
– Det var sådan, vi mødte hinanden, det er to år og tre måneder siden. Man fatter det ikke, sagde hun, og han klappede hende på håret:
– Ja, der kom du selv på krogen.
– He, he, sagde hun og klappede tilbage, så rømmede hun sig:
– Nej, seriøst. Tivoli er verdens bedste arbejdsplads. Der er ikke to dage, der er ens derinde.
– Det er værre med resten af året, sagde han, og hun tjattede til ham:
– He, he, he.
Vi blev enige om at tænde fjernsynet, jeg havde tre kanaler, men der var ikke rigtig noget at se. Alligevel blev vi hængende ved en udsendelse om stumfilm, hun rykkede tæt op ad ham og lagde sit hoved på hans skulder, jeg kunne se, at hun kæmpede for at holde sig vågen. Da udsendelsen sluttede, rejste jeg mig:
– Vi må hellere gå over til toget i god tid, sagde jeg.
– Nej, følger du os? Tusind tak, sagde pigen, og de kom hurtigt op af stolene og i de mudrede kondisko. Der var stadig virkelig god tid, da vi tog afsked på perronen. Jeg vinkede en gang til på vej tilbage over sporet. De vinkede tilbage, så fandt han noget i lommen på sin regnfrakke, som optog dem. Jeg dristede mig til at kaste et blik på køreplanen ved gavlen. Der kørte ikke flere tog om søndagen. Det opdagede de også et øjeblik efter, de indhentede mig på min havegang, de var noget blegnæbbede. Da jeg satte nøglen i døren, lagde pigen en hånd på min skulder og takkede for min venlighed, jeg svarede uden at vende mig:
– Der er ingenting at takke for.
– Jo, det er der i hvert fald, sagde hun.
– Vi kan bare ligge på vores regnfrakker inde i stuen, sagde fyren.
– Nej, der var jo gulvtæppe på, sagde pigen. – Vi kan have regnfrakkerne over os.
– Jeg har nok nogle gamle tæpper, sagde jeg.
– Så kan vi følges ind i morgen, sagde pigen. – Hvad tid går dit tog? Vi skal nok sidde musestille.
– Altså, hvis du skal læse på noget eller noget, sagde fyren.
– Lidt over ni, sagde jeg.