Jeg sov meget tungt den nat. Jeg hørte ikke en lyd fra parret i stuen eller fra togene eller fyret i bryggerset lige ved siden af mig. Det måtte ellers have sat i gang natten igennem, soveværelset var meget varmt, da jeg vågnede. Mine kinder brændte. Det var helt lyst udenfor, himlen var blå, jeg fortabte mig i barken på det gamle pæretræ et øjeblik, før det bankede forsigtigt på døren én gang til, så gik den op.
– Godmorgen, hviskede pigen. – Det er bare, fordi den er halv ni.
Hun var allerede i regnfrakken, fyren stod bag hendes skulder med sit runde, smilende ansigt:
– Vi tillod os at lave en kop kaffe, værsgo, sagde han og trådte frem med et krus i udstrakt arm, jeg kom hurtigt op af sengen i min natkjole:
– Tak for det.
– Vi vidste ikke, om vi skulle vække dig før. Vi tænkte, at du måske var typen, der kan blive hurtigt færdig.
– Ja, ja, sagde jeg og tog en tår, det var en vældig stærk kop kaffe. De stod og kiggede på mig.
– Undskyld, jeg er lidt forsovet, sagde jeg.
– Vi venter bare ude i haven, sagde pigen.
– Solen skinner så dejligt, det er ikke ret tit, vi kan få morgenkaffe udenfor. Den er som sagt kun halv ni, sagde fyren.
Jeg kunne høre dem tale i forhaven, mens jeg kom i tøjet og forsøgte at sætte mit hår ved spejlet i entreen. Jeg var varm og mat af søvn. Den ene stemme afløste den anden derude, men jeg kunne ikke skelne ordene. Engang lå jeg på en strand en hel dag, mens svage, fremmede stemmer talte omkring mig. Jeg tænkte siden på det som en stærk lykke at ligge sådan, ubemærket i et væld af uldne samtaler. Jeg kunne ikke få mit hår til at sidde, det strittede i den side, jeg havde ligget på hele natten. Jeg glattede det med lidt vand og lavede en løs hestehale, så hentede jeg min skindjakke og gik ind i stuen efter tasken og en bog. Alt mit vasketøj var lagt sammen i en sirlig stabel på klapbordet. Radiatoren stod stadig på højeste blus, jeg skruede ned og tog min nøgle på kommoden, så gik jeg ud til dem.
– Var det her fem over ni? sagde pigen, og jeg nikkede:
– Ja. Har I billetter?
– Næ. Det skal vi da købe. Har du egentlig penge, Lasse? sagde hun, og det havde han, eller i hvert fald næsten, de skulle kun låne fyrre kroner af mig, da vi stod på stationen. Toget var rettidigt, men meget overfyldt. Vi gik igennem det fra den ene ende til den anden, men der var kun ét ledigt sæde med plads til to.
– Sæt dig nu dér, sagde hun til mig. – Jeg sidder bare på skødet.
Så jeg satte mig ved vinduet med Lasse ved siden af og hende oven på ham, det knitrede i regnfrakkerne, hver gang de bevægede sig. Han pustede hendes hår væk fra sit ansigt, jeg rakte ned efter bogen i min taske. Åbnede den, kiggede ud på et rødligt skovbryn og flokke af måger over markerne, lidt senere råger og gæs, en blå traktor efterladt i et skel med åben dør, føreren på knæ efter noget i plovfuren. Jeg nåede at se ham rejse sig og ryste opgivende på hovedet, før vi var forbi, ingenting, og så Ringsteds utallige tegltage.