Per Finlands mor hed Ruth, hun redigerede et lille tidsskrift. Hun havde fået lov til at bruge skolens kopifaciliteter. Lærere og elever og andre interesserede kunne få trykt digte og små noveller. Hun sad ved spisebordet med papirerne og vred sig, en sløjdlærer havde forfattet et eventyr om H.C. Andersen på vers, det var ikke rigtig dårligt, men trykke det kunne hun ikke. Tidsskriftet hed endda Ællingen, hun havde fået ideen til det under den store influenzaepidemi i fjor. Hun slog i sædet på stolen ved siden af sig, jeg rejste mig fra sofaen og gik hen og satte mig hos hende.
– Skriver du digte? sagde hun.
– Næ.
– Det skulle du tage at gøre. Per siger, du er god til at skrive.
– Det er hun også, sagde Per fra sofaen halvt liggende, han havde fået langt pandehår, det karambolerede indimellem med hans øjenvipper.
– Du skulle se den sang, hun skrev til sin fasters fødselsdag, sagde han.
– Hvor gammel blev hun?
– Nå. Bare treogfyrre, sagde jeg.
– Må jeg ikke høre den? sagde hun, og så rømmede jeg mig og begyndte at synge, min stemme rystede. Jeg måtte holde en lang pause mellem to vers, hvor jeg rømmede mig en gang til. Jeg sang med en større alvor, end sangen var tiltænkt. Hun sad med hovedet på skrå, Per var kommet op i siddende stilling ovre i sofaen. Lige da jeg var færdig, gik døren til arbejdsværelset op, faderen stod i døråbningen med sin blokfløjte.
– Ikke nu, Hans-Jakob, sagde Ruth, hun lænede sig tilbage i stolen og smilede til mig:
– Det er virkelig en fin sang. Den vil jeg gerne trykke.
– Er den ikke lidt for privat? sagde jeg.
– Næ. Det er lige meget.
– Det var da en festsang, ikke? sagde Hans-Jakob.
– Jo, til hendes faster, sagde Per.
– Hvornår er festen?
– Den har været. Eller, der var ikke nogen fest, sagde jeg.
– De var kun de to, sagde Per.
Om aftenen fik vi en spansk rødvin til gryderetten, vi sad i køkkenet i mange timer og snakkede. Ilden buldrede i brændeovnen, vi grinede af sløjdlærerens versefødder. Per strakte sine ben under bordet og fangede mit ene. Lige før midnat gik Ruth i spisekammeret og improviserede en dessert af syltede abrikoser og krokant, faderen åbnede en flaske dessertvin, og jeg tænkte: Jeg er voksen. Jeg sidder ved et bord. Jeg var nitten år, månen hang over staldbygningen. Et par uger senere var jeg flyttet ind derovre sammen med Per, på førstesalen, i den nyistandsatte lille etværelses med eget bad, det var tredje gang, jeg flyttede hjemmefra. Vi fik et tinkrus af min mor og far i indflyttergave, men de nåede ikke at se domicilet.