Første gang jeg flyttede hjemmefra, flyttede jeg ind hos Dorte. Det var midt i gymnasiet, det havde været en hård vinter. Hver dag cyklede jeg to kilometer bagom ad markvejen ned til stoppestedet, mit nyvaskede hår frøs til istapper. Jeg tog en bus til Næstved Station, derfra kørte bybussen cirka hvert tyvende minut. Dorte syntes, det var alt for besværligt for mig. Hun havde fået en treværelses med altan i Næstved centrum.
Om morgenen, når jeg stod op, havde hun fyldt vand på kaffemaskinen. Hun havde skrevet en hilsen på kaffefilteret, mit krus stod på en bakke med smør og syltetøj. Jeg ristede brød og satte mig i stuen. Jeg behøvede ikke cykle hjemmefra før i sidste øjeblik. Nogle gange var hun gået i stå i en krydsogtværs og havde lagt den til mig, blyanten lå som en halvrøget cigaret i askebægeret. Om aftenen legede vi Gæt og grimasser, vi grinede så højt over Dortes anstrengelser, at underboen ringede og brokkede sig.
– Det skal vi nok, gamle sipperøv, sagde Dorte, næsten før hun havde lagt på, og så greb vi ud efter hver sin plaid og grinede videre ned i ulden, til det peb i tænderne.
Dorte mente, at det var hende, der havde indført kunstpelsen på Midt- og Sydsjælland. Hun havde haft fire, men den lyserøde var slidt op, og den lange havde hun foræret til en hjemløs. Jeg fik den med Mickey Mouse, vi stod i hendes soveværelse foran spejlet.
– Den klæder dig godt, den skal du have, sagde hun. – Det, man ikke har haft på i et år, skal man gå af med.
– Mener du det?
– Ja, undtagen begravelsestøjet.
Jeg vendte mig en gang til foran spejlet, men så ringede det på døren, det var min mor. Hun havde været til ørelæge, nu kom hun bare forbi med et par bøger, jeg måske savnede. Hun havde også fået ordnet hår, Dorte roste det. Vi blev stående i gangen, de havde ikke kunnet få en parkeringsplads, min far holdt og ventede lige dernede. Jeg savnede ikke de bøger. Min mor kommenterede ikke pelsen. Dorte sagde ikke noget om p-pladsen i gården, men hun skulle også tilbage til forretningen, hun havde bare været hjemme en time.
Det faldt mig så svært at få pelsen på. Hver dag trak jeg i min gamle uldfrakke, pelsen hængte jeg ud på altanen, så den skulle sne til og blive våd, før Dorte kom hjem klokken seks. Så gik entrédøren op, og en lugt af stegte løg bredte sig. Hun satte maden i varmeskabet og kom i joggingdragten, trak benene op i sofaen ved siden af mig.
– Går du ikke så meget med pelsen? sagde hun.
– Ikke rigtig.
– Ved du hvad, vi giver den bare til Vagns søster. Det er nok mere hendes stil.
Jeg havde ikke hørt om Vagn før, men samme aften kom han på besøg, han havde en særpræget tandstilling, og en lille måned senere opsagde Dorte lejemålet. Jeg flyttede hjem igen midt i april, anemonerne lyste inde i skovbunden, når jeg cyklede bagom markvejen med min taske på bagagebæreren sidst på eftermiddagen. Alting lugtede af muld og spirer, min mor og far vinkede mig i møde fra hver sin position på matriklen. Hele den sommer talte vi ikke om Dorte, jeg cyklede ned og besøgte hende i Skelby i smug, jeg købte nye kartofler med fra en bod ved landevejen. Vagn lå for hendes fødder på terrassen med en cigaret stikkende ud fra fortænderne, jeg følte mig så dum med de kartofler. Men så kom efteråret og vinteren, og før jeg blev student, var Dorte tilbage i vores køkken tirsdag og torsdag, min mor stod med ryggen til ved køkkenbordet og rørte længe i et eller andet med et eller andet.