KAPITEL 14

Hver aften stillede Per et vækkeur, og hver morgen sov vi over os. Det var helt lyst, når vi vågnede tæt sammenfiltrede, jeg fik vristet mig fri og kom ud af sengen. Forældrene var for længst kørt på arbejde. En fasan spankulerede rundt nede på gårdspladsen, den satte af og kom op på fuglebrættet med en høj skratten. Skovspurvene sad i buskadset som små oppustede uldtotter, jeg sagde det til Per:

– Kom og se skovspurvene. De er helt oppustede.

– Det er jeg også efter i går, sagde han og kom op til mig, han lagde sine arme omkring mig, jeg lænede hovedet bagover mod hans skulder.

– Men rejebrødene var gode, sagde jeg.

Jeg var begyndt at gå med skisokker, jeg havde fået et par af Ruth, hun havde købt dem i Abrakadabra. Hun havde også købt en hængekøje til os, nu hang den mellem spærene i den etværelses og var fuld af vores snavsede tøj. Per stod og rodede efter en T-shirt dernede, han kunne snart få hestehale.

– Skal vi køre hen i hallen i dag? sagde han.

– Og hvad?

– Spille badminton. Der er altid baner om tirsdagen.

– Du gider da ikke spille mod mig.

– Jo, jeg gør da.

– Jeg kan heller ikke, jeg skal på arbejde.

– Nå, ja. Så tager jeg med.

– Det behøver du ikke.

– Jo, jeg sidder bare og venter udenfor.

– Det er da alt for koldt i dag.

– Så tager jeg bare en bold med. Eller jeg går ind og leger med en unge.

– Det kan du da ikke.

– Det kan jeg da godt.

Ruth havde skaffet mig et job to gange om ugen, det foregik på fritidshjemmet ved hendes skole. Jeg læste lektier med en lille fyr, der hed Niller. Mandag og onsdag troppede jeg op klokken fjorten, netop som alle børn og ansatte havde sat sig med kiks og frugt. Niller blev så rasende hver gang. Han rejste sig fra bordet med knyttede hænder, de små skuldre sitrede. Det var ikke det bedste udgangspunkt for lektielæsning. Men jobbet var lagt mellem fjorten og femten, så blev det sådan. Vi sad i et lille rum mellem puder og brætspil med bøgerne foran os, der var en sødlig lugt derinde, af uvasket hovedbund og madpakke, størknet mudder. Jeg fik en udmærket løn, jeg sagde til Ruth, at jeg ville til at betale husholdningspenge, hun vendte det hvide ud af øjnene. Per havde haft jobbet før mig i halvanden uge, men han kunne ikke lære fra sig, når det kom til matematik. Han havde måttet åbne det lille vindue i puderummet, han havde stået og hvisket »pislort« mange gange ud ad det lige så stille, mens Niller sad stiv som en pind med matematikbogen omme bagved. Da jeg fik min første løn, gik jeg ind hos blomsterhandleren ikke så langt fra skolen og købte en stor sukkulent til Ruth. Hun blev meget glad for den, hun stillede den på gulvet ved spinderokken.

Per fulgte mig på arbejde og tilbage igen, han kildede mig i vandsengen, så jeg var ved at besvime, han klædte sig af og på flere gange dagligt og tog med til lægen, da jeg var blevet gravid og også med bussen på hospitalet syv lange dage senere, og på hjemvejen sent samme eftermiddag havde han købt en gave til mig, et hårspænde fra en sølvsmed, det var bukket af en tretårnet spiseske. Jeg var så lettet og frisk til trods for narkosen, vi grinede og grinede, til chaufføren tyssede på os. Men om aftenen måtte jeg gå i seng før maden, Per sagde til sine forældre, at jeg var sløj. Han kom over med rugbrødsmadder til mig lidt senere, sirligt pyntet med karse og sky, han havde gjort sig så umage. Han strøg mig over ryggen, han stillede et glas mælk på mit natbord.

En dag gik vi en meget lang tur. Vi gik gennem skoven og om på den anden side ved åen og videre ud ad den bugtede landevej. Solen havde skinnet hele ugen, men hver nat frøs det stadig en del. Markerne var hvide. Vi gik hånd i hånd, bortset fra når en bil nærmede sig. Så trådte vi ind i vejkanten, sneen derinde var helt hård i overfladen, den kunne bære en. Vi stod og kyssede, mens to biler passerede, den bageste satte farten ned og standsede et lille stykke fremme. Det var min mor og far. De kom ud på vejen, og vi gik hinanden i møde. Det var tredje gang, de så Per. De gav ham hånden, Per smilede meget, det lange pandehår faldt ind over hans ansigt. Han tog sin ene vante af og satte håret bag ørerne, det havde næsten været bedre, om han havde ladet det være. Min far omfavnede mig, bagefter stod min mor tæt op ad mig, min far spurgte Per, om vi kunne holde varmen i gemakkerne. Per smilede stadig meget og blev ved med at have alt for travlt med sit hår, en bil passerede i høj fart, vi måtte alle ind og stå i sneen et øjeblik.

Da de var kørt videre, gik vi et langt stykke uden at tale, vi vendte om ved mosen.

– Har du ikke en serviet, så du kan pudse din næse? sagde jeg.

– Næ. Det har jeg ikke.

– Kan du ikke tage et blad så? Du går og snøfter op hele tiden.

– Generer det dig?

– Ja, ellers ville jeg jo nok ikke sige det, sagde jeg, jeg kunne næsten ikke kende min egen stemme, jeg tænkte på at lade mig falde forover i en snedrive. Under andre omstændigheder kunne jeg sagtens have gjort det, og Per ville have fulgt efter mig på et sekund. Men jeg gik rask til, jeg var hele tiden et lille stykke foran ham. Ved skovbrynet lettede en musvåge fra en hegnspæl tæt på os, vi kunne ligefrem mærke suset, vi blev helt forskrækkede. Det hjalp, vi grinede. Lidt efter trak Per sin hånd til sig, så jeg gik med hans tomme vante i hånden. Jeg blev lige overrasket, hver gang han gjorde det, jeg blev aldrig klogere.

Da vi kom hjem, bagte vi hindbærsnitter. Mens mørdejen samlede sig, tog jeg opvasken fra dagen før, jeg tørrede også køkkenlågerne af med en karklud. De var gule og blå, det var Per, der havde malet dem for nogle år siden. Han havde selv fået lov til at vælge farverne, bagefter havde han malet en enorm blomst på staldbygningens gavl. Blomsten var blevet et pejlemærke i landskabet, man kunne se den helt fra Aversi.

Vi spiste tre hindbærsnitter hver. Resten stillede vi på et fad til Ruth og Hans-Jakob, så gik vi over og lagde os. Vi vågnede først langt ud på aftenen, nu ville vi ikke kunne sove igen før alt for mange timer senere.