Dorte var så stolt af festsangen i Ællingen, at hun udbad sig en stak til at lægge på disken. Vi sad i køkkenet bag forretningen med en kop kaffe, hendes cigaret lå og røg i askebægeret, hun havde slet ikke tid til at ryge den. Hun grinede og hostede, hun holdt tidsskriftet op foran sig, hun nynnede melodien og læste teksten igen og igen.
– Hvor er det dog skønt. Den var sgu også alt for god til ikke at blive trykt, sagde hun.
– Jeg synes, det er lidt mærkeligt.
– Ja, lidt mærkeligt er det. Men også meget flot.
– Husk din smøg.
– Nå, ja. Ih, altså.
Hun sugede og hev i cigaretten, skoddede den så i et kort og effektivt hug. Rejste sig og lettede på låget til en stor gryde, en syrlig lugt af æbler steg op.
– Vil du have noget mos? sagde hun.
– Nej, tak.
– Jeg synes, du går og svinder ind. Får I ikke mad ude på farmen?
– Jo, jo.
– Er han sød ved dig?
– Meget.
– Bærer han dig på hænder og fødder?
– For det meste.
– Og du tjener også nogle penge?
– Ja.
– Godt, sagde hun og gik ud i butikken, kom tilbage med to femhundredekronesedler, som hun krøllede sammen og rakte mig:
– Her. Til en ny permanent.
– Ha, ha. Men det skal du ikke.
– Det skal jeg, og det vil jeg.
Ikke længe efter kom jeg i en periode til at tjene gode penge som sangskriver, jeg forfattede festsange, i første omgang for skolelærere i Ringstedområdet, siden spredte rygtet sig så langt som til Osted, én fest kunne føre fire nye sange med sig. Jeg fik hundrede halvtreds stykket, og jeg kunne godt lave to på en uge, selv om jeg stillede visse krav til mig selv. Jeg ville af princip ikke kopiere en linje fra en tidligere sang, jeg ville helst heller ikke rime på verber. Jeg afskyede aktiv nutid. Jeg lå i vandsengen og forfattede, Ruth havde foræret mig en rimordbog, som var til stor gavn. Jeg sang sangene igennem for Per, før jeg sendte dem af sted, nogle gange spillede han til. Han væltede indholdet ud af vores hængekøje og lagde sig dér med sin guitar. Når han bevægede sin hånd, trådte alle de lange muskler op ad armen frem, hårene stak ud fra armhulen. Jeg begravede min næse i de hår, så klemte han mig fast:
– Nu har jeg dig, smukke.
– Gnn.
– Kom her.
Han trak mig op til sig, guitaren dumpede ned i bunken af snavsetøj med et lille pling. Vi kunne næsten ikke trække vejret i den hængekøje. Vi lå og kiggede ud, solnedgangen var ny hver eneste dag, lige nu én stor lyserød stribe fra syd mod nord over markerne. Vi bevægede os, hængekøjen kom i tunge svingninger, hans mund var næsten helt inde i mit øre:
– Hvad skal vi? hviskede han. – Jeg ved ikke, hvad vi skal.
– Mener du nu?
– Ja, også nu. Og i det hele taget.
– Vi venter bare lidt, så finder vi ud af det, hviskede jeg tilbage, det var ikke noget, jeg ellers gik og tænkte meget på, jeg undgik at tænke på det. Jeg tænkte på mine festsange og på, hvordan jeg kunne gøre mig behjælpelig ovre i huset, lave mad og vaske op, støvsuge sofaen, selv om ingen nogensinde ville opdage det, pudse et glasbord. Jeg tænkte på viben, der dykkede i små ryk over brakmarken derude nu, huit-huit, med de takkede vinger og spytkrøllen, den var kommet så tidligt i år, det gjorde den hvert år, man havde næsten ikke opdaget, at vinteren var gået, og så var viben der.