Den tolvte marts lidt over middag lå vi i vandsengen uden at kunne komme op. Solen skinnede, det larmede fra gårdspladsen. Hans-Jakob havde fået en gammel slagbænk forærende, han var ved at sætte den i stand dernede. Han sleb på den med en rystepudser, han havde været i gang et godt stykke tid. Vi var nøgne under dynen. Vi lå og kiggede op i skråvæggen, der var mærker fra en fod eller en hånd over mit hoved. Så lød der en høj latter, rystepudseren standsede, vi kunne høre ham tale med nogen. Per kom halvt op af sengen og lænede sig frem ved vinduet:
– Det er min fætter. Så er han kommet hjem.
– Ham, der var i USA?
– Ja. Han står nede ved min far.
– Så må vi hellere komme op.
– Det er lige meget, det er han ligeglad med. Lars!
Han tog fat i haspen, spurvene på gesimsen lettede, da vinduet gik op, og fætteren råbte tilbage dernedefra, så det rungede mellem murene:
– Halløj!
– Hvornår er du kommet?
– I går, de gamle hentede mig.
– I Cleveland?
– Ha, ha.
– Kommer du op? Nu, sagde Per og lukkede vinduet, han fik fat i sine underbukser på gulvet, trak dem på hinkende, fætteren kunne allerede høres på trappen.
– Hvad nu med mig? sagde jeg og trak dynen helt op over brystet. Så var han inde i værelset, de trykkede hånd og omfavnede hinanden, fætteren havde halvlangt hår og blå øjne. Han var i anorak, der stod en kølig, frisk luft om ham, den kom helt over til mig.
– Kæft, jeg er ude af form, sagde han og slog sig på maven, Per grinede:
– Har du fået for mange steaks? Du er blevet langhåret.
– Så er vi to, sagde fætteren og vendte sig mod mig:
– Jeg hedder Lars. Så er du Dorte, sagde han.
– Ja, det er Dorte, sagde Per.
Han havde et fast håndtryk, han bevægede sin hånd op og ned nogle gange, min fulgte med, det duvede i vandsengen. Han gik hen og satte sig i drejestolen, Per ledte efter noget tøj i hængekøjen.
– Så ligger I her og lumrer den, sagde fætteren.
– Det kan man godt sige, sagde Per.
– Har I været i byen?
– Hvad for en by? sagde Per.
– Jeg skulle måske have været på Pub 22, sagde jeg med u som i hus, jeg fortrød med det samme, men fortsatte, ellers var det endnu værre:
– Med min faster. Men så kunne hun ikke.
– Hun har en smørrebrødsforretning oppe i Ringsted, hun er rimelig ung i det, sagde Per.
– Hun har tyve års jubilæum til næste år, sagde jeg.
– Det var længe, sagde fætteren.
– Er du på cykel? sagde Per.
– Hvad tror du? Hvor er mutter?
– Derovre, vel.
– Skal vi se, om hun giver kaffe?
– Det synes jeg da, sagde Per, han havde fået bukser og T-shirt på nu, han kom hen og kyssede mig:
– Vi går over og laver noget kaffe.
– Jeg kommer lige om lidt, sagde jeg.
Vi sad rundt om bordet i køkkenet alle sammen, Ruth sad ved siden af Lars, hun lagde ustandseligt sin hånd på hans arm eller skulder:
– Du kan nok se, det er min dreng nummer to, sagde hun til mig, og jeg nikkede:
– Det kan jeg godt se.
– Hvad gør du så nu, indtil studiet begynder? sagde Hans-Jakob.
– Jeg skal lige tjene nogle penge ude på planteskolen, sagde Lars.
– Har du stadig dit værelse i Haslev?
– Ja, fra april. Hvad med jer to? sagde han og kiggede fra Per til mig:
– Skal I i gang med at studere?
– På et tidspunkt, sagde jeg. – Jeg tænker lidt på at blive lærer.
– Gør du det? sagde Per.
– Det var da en udmærket ide, sagde Hans-Jakob.
– Tænk en ekstra gang, sagde Ruth og grinede, hun dunkede Lars oven på hovedet, han blev ved med at kigge på mig imens:
– Se, hvad man finder sig i.
Han gik på Haslev Seminarium og havde biologi og fysik som linjefag. Jeg forstod, at han klarede studiet vældig godt, han havde fået indtil flere trettentaller. Det var ikke noget, han ville snakke om, han ledte samtalen væk. Han fortalte om sin lillebror, der var kommet i lære som konditor i Roskilde. Han havde lavet en kage i fjorten forskellige lag, øverst var den dekoreret med en helikopter af størknet sukker. Den var til en af de andre brødre, den mindste, de var fem i alt. Alle drenge. Lars var den ældste:
– Og den næstpæneste, sagde han og smilede, de blå øjne lyste hen over bordet.
– Nå, hvem er så den pæneste? sagde Ruth.
– Det er jo Leon, Ruth, sagde Lars, han udtalte hendes navn på engelsk, Per grinede:
– Ja, Leon har altid haft pigerne efter sig.
– Nå, har han det? sagde Hans-Jakob og drejede en teske i luften, han smilede skævt, Ruth langede ud efter ham over bordet:
– Ja, ligesom dig, før i tiden, sagde hun og rystede på hovedet, håret dinglede på hver sin side af midterskilningen, det var tykt og skinnende, hun drak et glas kærnemælk hver dag og påstod, det var derfor. Nu rystede Lars også på hovedet, han smilede imens:
– Nej, Leon er ikke skabt til at være alene.
– Det siger Dorte også altid, sagde jeg, og så kiggede Lars på mig og kneb øjnene lidt sammen, Per kom mig til hjælp:
– Det er hende med smørrebrødsforretningen. Fasteren.
– Altså om sig selv, sagde jeg og kunne mærke, at jeg rødmede, Lars rakte ud efter en kiks på det store fad.
– Sikke en masse Dorter, sagde han.
– Skal du ikke have lidt smør på? sagde Ruth. – Det er godt for hjernebarken.
– Et tykt lag, sagde Hans-Jakob.
Han kørte igen efter kaffen, vi stod alle sammen på gårdspladsen og vinkede farvel, da han steg på raceren med gedebukkestyr og satte i gang, han susede ud ad indkørslen. Oppe ved landevejen vendte han sig og vinkede en gang til, Per løftede begge arme i luften:
– Kom snart igen, råbte han, så stemmen knækkede. Han trak mig ind til sig. Ruth og Hans-Jakob var allerede på vej tilbage i huset, slagbænken stod på gårdspladsen i to dele, dér skulle den komme til at stå nogle måneder. Jeg gemte mit ansigt i åbningen på hans trøje, den lugtede lidt aflagt, det var en gammel en fra bunken. Jeg kunne mærke, at han sank, sener og brusk flyttede sig ned og op igen. Vi stod sådan, så gik vi over mod staldbygningen.