Jeg blev opkaldt efter Dorte, fordi hun ikke selv kunne få børn. Hun havde fået stillet diagnosen allerede som tyveårig, da hun var gift. Måske var det også derfor, de blev skilt, i hvert fald fik eksmanden meget hurtigt derefter fire børn med en syerske i Tornemark. De købte et parcelhus, som senere viste sig at ligge på en giftgrund. Det kostede dem dyrt, de kunne aldrig komme derfra. Dorte blev hul i stemmen, når hun talte om det, det gjorde hende alligevel ondt. De havde hverken råd til at ryge eller rejse, de tilbragte hver sommer i campingstole på terrassen. Eksmanden havde oven i købet pådraget sig en rygskade, han var faldet baglæns ned fra en carport. Nu nærmede han sig halvtreds og havde ikke udsigt til andet end slagteren i Tornemark, som Dorte sagde. Hun brød sig ikke om at tale om den diagnose. Mest fordi det var så væmmeligt, den dag hun fik besked. Hun var cyklet hele vejen til Køge for at blive undersøgt. Lægen havde kigget op imellem hendes ben og rystet på hovedet.
– Det er lukket land, havde han sagt.
Hun havde ikke forstået, hvad han mente. Hun havde stået længe i venteværelset bagefter med sin jakke i hænderne, det var en lyseblå flyverjakke. Så gik hun hen og spurgte sekretæren, og sekretæren hentede lægen. Han var midt i næste undersøgelse, han havde stillet sig i døråbningen med sin pandelampe og hænderne i siden:
– Jeg sagde, De bliver ikke mor, havde han sagt med store bogstaver, og Dorte havde kigget på ham og endda smilet, hun var kommet til at sige:
– Tak for det.
Det var næsten det værste. Og da hun kom ud, havde nogen stjålet hendes cykel, så hun måtte gå nitten kilometer fra Køge til Borup. Det var en smuk augustaften. Unge mennesker kørte på tandem i skumringen og lå i hvedemarkerne to og to og kiggede efter stjerneskud. Det var første gang i sit liv, hun ikke ønskede at leve. Flyverjakken var helt gennemsigtig af tårer, da hun nåede hjem. Hun lå tre dage i sengen, min mor og far kom på besøg med hvidkålssuppe til hende og manden. Hun var lille og bleg, hun omfavnede min mor som et barn, puttede sig i spenceren. Men på fjerdedagen stod hun op, hun tog en stor cognac og gik i kiosken efter et dameblad, hun lavede æselører på alle de sider, hvor der var pænt tøj. Ikke så længe efter blev hun skilt, hun flyttede til Roskilde og blev udlært og senere til Jersie og endda København, tre måneder hos en slagter på Østerbro, så købte hun forretningen i Ringsted. Den var hendes faste holdepunkt, mens hun fortsatte med at flytte rundt. De gange, jeg boede hos hende, morede hun sig med at sætte en seddel op ved siden af sit navneskilt på døren, så der kom til at stå »Dorte Hansen x 2«. Den ene gang ringede postbuddet på og spurgte, hvordan det skulle forstås.
– Det skal forstås fuldstændig, som det står, sagde hun.