Jeg skrev for meget om det trappetrin. Der smækkede jeg mig ude i marts. Der sad jeg og stirrede i april. Der stod min mor og far i dynejakker langt inde i maj. Med hver sit hoved på skrå.
Syrenerne blomstrede. En bus svingede ud fra stationen. Varm lugt af diesel, så syrener igen. Jeg havde bare arme, luften var lun og mild.
– Du glemte de her, sagde min far og rakte mig posen. – Vi tager op og vasker ned.
– Far har lagt dem ud, sagde min mor.
De vendte rundt og gik hen til bilen, min mor satte sig ind. Spand og kost ragede op fra bagsædet. Min far løftede sin hånd til en hilsen, håret hævede sig i vinden. Jeg gik tilbage i køkkenet. Jeg lod døren stå åben efter mig. Jeg tog et glas mælk, jeg hørte dem køre igen. Dette er, hvordan det kunne have været.
Jeg havde pakket og sorteret det meste af natten. Nu var mit gode tøj i den ternede kuffert på køkkengulvet, resten havde jeg smidt ud. Jeg havde fyldt tre sorte affaldssække. Jeg forstod ikke, hvor alt det tøj kom fra. Jeg kunne ikke huske, at jeg havde købt så meget. Der var T-shirts og trøjer og mange slags gamacher. Sko og støvler, ubrugte genbrugskjoler.
I en af sækkene lå også mine såkaldte tekster. Engang forekom det mig umuligt at kassere en skriftlig formulering, nu var jeg kommet efter det. Jeg havde forsøgt ikke at læse i papirerne undervejs, men enkelte stive sætninger sprang mig i øjnene. Jeg havde kigget væk, jeg havde bakset med den sæk. Jeg skrev generelt for meget om flytninger. Nu den kuffert på køkkengulvet, posen med bukserne lå i vindueskarmen. Udenfor blomstrede syrenerne hvidt, ved vejen, og min mor og far sad i en bil med spand og kost allerede over alle bjerge og Glumsø.