Fætter Lars kom forbi flere gange om ugen, når han havde været på planteskolen. Han var i grøn anorak og militærbukser, sit plantetøj, som han sagde. Arbejdet bestod i prikling og potning, udtynding af drivhusplanterne og ellers ekspeditioner. Det sidste var det sjoveste, så gik tiden hurtigst. Men der var nu også noget over at stå i den friske luft med markerne i ryggen og en lille stikling mellem fingrene og få penge for det.
Vi sad på trappen op til huset med hver sin øl i hånden, Per havde tændt en cigaret, det gjorde han ikke så tit mere. Lars hostede og viftede røgen væk, han lagde kortvarigt sin hånd på min arm sidst i bevægelsen. Jeg havde en striktrøje på, jeg havde fået den af Ruth. Hun havde lavet den til sig selv for mange år siden, nu strammede den for meget over hendes bagdel. Den var blå og hvid med islandsk mønster. Jeg følte mig godt tilpas i den. Lars rejste sig og stillede sig foran os med ølflasken i den ene hånd:
– Skal vi tage en gang hyggebold?
– Kan du holde til det? sagde Per.
– Ellers må du jo bære mig ud, sagde Lars og grinede, han rakte en hånd frem mod Per, Per smed cigaretten fra sig og trådte på den med sin kondisko, så tog han Lars i hånden og blev trukket op. Ølflasken rørte sig på trappen, jeg standsede den.
Hyggebolden skulle udspille sig op ad endevæggen i det, vi kaldte laden. Jeg gik med derover og ned til solvognen, som stod sammen med de andre havemøbler bagest. Den var fuld af strå, jeg børstede den af og satte mig. Så begyndte den lille, hårde bold at piske frem og tilbage mellem væggen og gulvet og deres bare næver, de tyrede den af sted med flad hånd, de hoppede og sprang. Jeg følte mig lidt malplaceret i den solvogn, jeg halvlå med en arm over panden for at afværge en eventuel fejlbold. De fik hurtigt varmen, sveden drev. I en lille pause trak de overtøjet af og smed det i min fodende, Per bøjede sig ned og gav mig et hurtigt kys, han smagte af cigaret.
Jeg begyndte at småfryse. Da de havde genoptaget kampen og spillet et stykke tid, rejste jeg mig og gik over gårdspladsen. Mine gummistøvler var ved at være tyndslidte, brostenene kunne tydeligt mærkes under dem. Græsplænen foran huset var svampet og fuld af mos. Nogen havde hængt en tennissok i buksbommen ved terrassen, jeg gik hen og tog den. Jeg kunne se Hans-Jakob inde i sofaen, han lå og læste avis, han var kommet tidligt hjem i dag. Han fik øje på mig og smilede. Jeg fortsatte videre ned i baghaven og gennem krattet. En fasan skreg op og lettede i skellet, den kom ynkeligt over en nøgen hyld. Jeg gik en lille tur i den knoldede ager. Da jeg vendte tilbage til haven, stod Lars i krattet med sin anorak over armen og smilede til mig:
– Har du været på vandring?
– Ja, jeg frøs lige. Nu fik jeg varmen.
– Så nu er du begyndt at tage tøjet af? sagde han og nikkede mod tennissokken, jeg løftede hånden med sokken, vi kiggede begge to på den:
– Nå, ja, sagde jeg, og så grinede vi.
– Den sweater klæder dig godt, sagde han. – Har Ruth lavet den?
– Ja, den har været hendes egen.
– De er nogle dejlige mennesker.
– Jeg er også meget glad for at være her.
– Det forstår jeg godt.
Han stak overraskende sin arm ind under min, og vi krydsede baghaven og kom ud på gårdspladsen, Per kom os i møde i T-shirt.
– Se, jeg fandt en sok, sagde jeg og løftede den lidt for kækt i vejret.
– Her har du din skat, sagde Lars til Per og slap min arm, han skubbede mig blidt hen foran ham.
– Ja, det har jeg da også, sagde Per.