Der var ingen bøger om søvnproblemer på biblioteket, og jeg brød mig ikke om at bestille nogen hjem. Jeg gik rundt mellem hylderne. Bibliotekaren talte i telefon ved sit skrivebord, det var en lang og indviklet samtale om opmagasinering. Hun sad og kradsede med en kuglepen på et stykke papir foran sig imens, indimellem førte hun kuglepennen op foran øjnene og drejede den rundt. Hendes ben stak frem under skrivebordet, jeg genkendte sokkerne, de var magen til dem i boghandlerens vindue. Jeg fandt en litteraturhåndbog, men den viste sig ikke at være til hjemlån. I stedet lånte jeg en stak dameblade og en digtsamling af en pige fra Reersø. Så gik jeg ud igen.
Larmen på gaden var overvældende. En af kommunens biler holdt midt på vejbanen og spyede røg, føreren var øjensynligt gået på apoteket. En skraldevogn havde forgæves forsøgt at passere, nu stod de to irriterede skraldemænd i kedeldragter og enedes med en fodgænger om det utidige i situationen. Fodgængerens hund havde fået øje på noget, den gøede voldsomt og hev og sled i snoren. En bilist dyttede rytmisk. Bagerpigen betragtede scenariet fra trappen ude foran forretningen, jeg standsede ved vinduet, kiggede på franske vafler og tærter.
– Nu skal jeg være der, sagde hun og åbnede døren for mig, egentlig skulle jeg ikke have haft noget i dag.
– Sikke et leben, sagde hun.
Hun så ud til at være på min egen alder. Måske havde hun været bagerpige i flere år, hun rettede på tebollerne og børstede krummer væk med kyndig hånd. Jeg valgte en onsdagssnegl. Da jeg lagde byttepengene i pungen, gik døren op, og en firskåren dame i stumpebukser kom ind med lidt besvær, hun lænede sig frem over disken:
– Hvad koster linserne?
– Fem en halv.
– Hvad koster hindbærsnitterne?
– Også fem en halv.
– Så tror jeg, jeg tager en hindbærsnitte.
Bagerpigen tog den forreste hindbærsnitte med tangen og lagde den i en pose, hun lod posen stå åben, damen stod stadig og kiggede.
– Hvad koster napoleonshattene?
– Seks kroner.
– Seks kroner ligeud?
– Ja.
– Så tror jeg også, jeg tager en napoleonshat.
– Må den komme med ned til snitten?
– Hvad for en?
– I posen. Må den komme med ned i posen?
– Ja, det tror jeg ikke, der er noget i vejen for, sagde damen og begyndte at lede efter mønter, og jeg kom ud af forretningen med min bibliotekspose og onsdagssneglen. Kommunens mand steg ind i bilen henne ved apoteket nu, dyttede og satte i gang med skraldevognen og resten af trafikken, en ladvogn og en ældre mand på knallert, efter sig. Kortegen fortsatte ned ad Østergade. Jeg gik hjemad, jeg tænkte på bagerpigens liv og levned, ordet leben. Da jeg svingede op mod stationen, så jeg min mor stige ud af bilen foran mit hus. Jeg vendte meget hurtigt rundt og gik hen til kroen. Jeg stillede mig bag hegnet ved bagindgangen, jeg kunne høre nogle tale om kartoffelsalat inde fra køkkenet, vinduet stod på vid gab. En mand kom ud med en overfyldt skraldepose, han hilste venligt på mig. Jeg forlod kroen og gik hen til Brugsens parkeringsplads og op ad den lille smutvej ved siden af stationen. Bilen holdt stadig uden for mit hus, men jeg kunne ikke se min mor nogen steder. Jeg stod lidt ved et træ, så pilede jeg bag om stationsbygningen og helt ud for enden af perronen. Jeg trådte ind i buskadset. Klokken var halv to. Løvet på den anden side lyste gult og rødt, hvert lille vindpust sendte et drys blade ned på skinnerne. Jeg ventede et kvarter, før jeg gik tilbage, nu var bilen borte. Min mor havde smidt en hilsen ind ad brevsprækken og lagt et pund kaffe i skuret.
Jeg følte ingen rigtig glæde ved den onsdagssnegl. Jeg sad i min seng og spiste den, mens jeg kiggede i bladene fra biblioteket. I et af dem var en artikel om faldgruber i hverdagen under overskriften Rygrad som en snegl. Der var noget galt med den sætning, men det var så mærkeligt et sammenfald, at jeg ikke kunne samle tankerne om fejlen. Jeg lavede kaffe af min mors kaffe. Jeg havde ikke mere mælk, så jeg måtte søde den godt. Om aftenen hængte jeg et stort badehåndklæde og et lagen op foran vinduerne i stuen og prøvede alt mit tøj, jeg bar spejlet fra entreen ind i stuen. Jeg lakerede mine negle og besluttede mig for en ny stil og en anden måde at tænke og gå på, jeg fik oven i købet lyst til at fabrikere et indlæg til en avis. Jeg vidste ikke om hvad. Jeg havde ikke nogen specialer. Højst festsange, men de var fortid. I stedet skrev jeg en liste over ting, jeg burde gøre og se i København. Jeg var fuld af gode ideer. For en gangs skyld faldt jeg i søvn uden problemer, men jeg vågnede alt, alt for tidligt. Stuen lignede en slagmark af tøj og sko, og der var kommet neglelak på arkitektlampens fod. Jeg ryddede op og klædte mig på. Så var klokken næsten seks. Fem over ni tog jeg toget.