I stedet for at tage til København steg jeg af i Ringsted og gik op til smørrebrødsforretningen. Dorte stod på trappetrinet til baggården i en lugt af steg og fik sig en smøg, hun slog ud med armene, da hun så mig:
– Nej, hej, skat, er det dig? Hvordan kan det være?
Hun omfavnede mig med cigaretten i strakt arm, kyssede mig på kinden.
– Vi har ikke undervisning i dag, sagde jeg.
– Hvorfor ikke det?
– Det har man ikke alle dage.
– Nej, men kom med ind så. Det var vel nok dejligt at se dig. Er du ked af det?
– Næ.
– Jo, du er da ked af det.
– Nej, jeg er bare træt, det er nok det.
– Ja, for jeg kan da se, du er helt forkert i øjnene.
– Jeg sover ikke så godt om natten.
– Er det togene?
– Nej, nej, det er kun hyggeligt.
– Du er da glad nok for huset, ikke?
– Jo.
– Sikke en smuk og dejlig pige, du er, lige meget om du er dødtræt, sagde hun og kyssede mig en gang til, så gik vi ind i køkkenet, hun tog en kop til mig og hældte kaffe op fra termokanden på bordet.
– Vil du have en ostemad? sagde hun.
– Nej, tak.
– Er du på kur?
– Lidt.
– Nej, hvad synes du om den her? sagde hun og strakte alle sine fingre ud foran mig, neglene var koralfarvede, farven klædte hendes hånd godt.
– Den farve klæder din hånd godt, sagde jeg.
– Ja, det synes jeg nemlig også, men den der er også pæn, sagde hun og pegede mod mine fingre med de alt for korte, nu blommefarvede negle.
– Pølsefingre, sagde jeg og viftede med dem.
– Nehej.
– Joho.
– Men det er i hvert fald rigtig pænt, når du sætter dit hår op sådan, sagde hun.
– Her ved ørerne?
– Ja, og sådan lidt oven på hovedet, og så når der falder en lille tjavs ned sådan, det kan jeg godt lide. Hvorfor kan du ikke sove?
Jeg trak på skuldrene:
– Jeg ved det ikke.
– Kan du følge med på studiet?
– Mm.
– Er du glad for det? Hvordan går det derinde?
– Meget godt.
– Meget godt, det er halvskidt.
– Nej, det er ikke. Meget godt er meget godt, sagde jeg og tog en tår kaffe, det gjorde hun også, bagefter tørrede hun læbestiftranden af med fingeren:
– Nå, men det er jeg rigtig glad for at høre.
– Mm.
– Kan du huske, dengang jeg lå vågen i Lübeck? sagde hun, og jeg nikkede, det kunne jeg godt huske. Hun havde været på bustur med en ny kæreste, han var høj og rødmosset. Når de gik på gaden, kunne hun være under hans arm. Hun havde ikke tidligere haft så høj en mand, men han havde heldigvis også mave, jeg kan ikke klare en mand uden mave, sagde hun altid. Bussen afgik fra pladsen foran Næstved Station, det havde vist sig, at hun kendte flere i selskabet. De stod alle sammen med deres tasker og hilste på hinanden på kryds og tværs i morgenlyset, hun havde det koboltblå jakkesæt på og et tørklæde, der bølgede behageligt om halsen, hver gang det luftede lidt. Alle virkede så glade og forventningsfulde. Når hun hilste på en ny, steg hendes latter. Hun slog ud med hånden i luften og lo og lo over sin egen begejstring. De havde bestilt et værelse med balkon, måske ville man kunne sidde dér med en flaske sekt og lidt saltstænger. Hun fik vinduespladsen i bussen, der var en juicebrik i holderen foran hvert sæde, hun kunne næsten ikke sidde stille:
– Nej, se! Der er juice, sagde hun og ikke ret længe efter:
– Se rundkørslen! Se den lille pige!
Og et øjeblik efter ved byskiltet:
– Se alle de fugle der, det var dog fantastisk!
– Ja, det er den fugl, de kalder mågen, sagde kvinden i sædet bagved, flere grinede, og så grinede Dorte endnu højere og rejste sig halvt op i sædet og vendte sig, hun lagde sin hånd oven på kvindens på sæderyggen:
– Er det måger? Jamen, jeg er nok fugleblind.
Da hun var kommet ned på plads og havde siddet stille et lille øjeblik, stadig smilende, lænede kæresten sig over mod hende og sagde:
– Nu synes jeg, du skal dæmpe dig lidt.
Så var det, som om alt liv forlod hende. Hun kunne ikke sige, hvordan det skete. Mundvigene sank. Hun blev slap i armene. Hun drejede sit ansigt og kiggede ud på de lysegrønne marker og træer og små, springende rådyr. Hun havde aldrig set noget så ulykkeligt. Og de var ikke engang nået til Mogenstrup. Hendes hænder lå dødt i skødet på det koboltblå jakkesæt, hun tænkte: Jeg er ikke andet end et hylster. Efter Bårse vendte kæresten sig smilende mod hende:
– Skal du ikke have din juice, Dorte?
Hun kunne ikke svare. Hun rystede ganske stille på hovedet.
– Hvad siger du? sagde han.
– Næh, hviskede hun og drejede sit ansigt meget langsomt, kiggede ud på den blå himmel med flystriberne, alt det liv, der ikke skulle blive hendes alligevel, alle de skove til ingen nytte. På Rødby-Puttgarden gik det lidt bedre et kort øjeblik, da hun købte læbestift, og ekspedienten roste hendes valg:
– Den er så fin i farven.
– Ja. Den er sød, fik hun sagt med et lille smil.
Men i de tre dage i Lübeck sagde hun næsten ingenting. Hun sad og stak til schnitzlerne, hun løftede sit glas uden at drikke, når nogen skålede. Begge nætter lå hun på ryggen med opspilede øjne, det var, som om hun ikke kunne lukke dem, hun havde ikke en tanke i sit hoved. Bare den tomhed. Først da de sad i bussen hjem, faldt hun i søvn uden for Oldenburg, hun sov kun et kvarter, men da hun vågnede, havde hun lyst til en kop kaffe. En stor, sort kop. Det skulle være hendes egen derhjemme og så en god film og et fodbad. Helt alene i den dejlige lejlighed, og en af dagene ville hun flytte rundt på møblerne. Da hun fik den tanke: Sofaen står nok bedre under vinduet, blev hun klar over, at hun var i bedring.
Jeg blev et par timer i forretningen og hjalp med at skære steg og ordne salat og appelsin, hun havde et nyt tiltag med såkaldte pastrami-gifler, jeg arrangerede femten. Resten ville hun tage løbende. Hun fulgte mig ud til baggården, da jeg skulle af sted, vi stod og snakkede lidt, mens hun røg, så omfavnede vi hinanden. Hun hostede over min skulder.
– Hov, sagde hun. – Er du for meget på kur til lidt steg?
– Narj, sagde jeg, og så fik jeg et stykke med i papir med en pose udenom. Plus to appelsiner og en pakke brød og tre hundrede kroner. Jeg gav hende et kys på kinden.
– Jeg har helt glemt at spørge, hvordan det går med Hardy, sagde jeg.
– Nå, men det går fint nok, sagde hun. Så gik det alligevel ikke.
– Det er jeg rigtig glad for at høre, sagde jeg.