En dag jeg gik rundt i Larsbjørnsstræde, stod en af ekspedienterne fra den store genbrugsforretning ude på hjørnet og græd. Det var hende med det hvide hår og skoene. Hun vendte siden til mig, da jeg passerede, men jeg kunne tydeligt høre hendes undertrykte hulken. Jeg gik over på den anden side af vejen og ind i Janus, på førstesalen havde jeg set nogle mexicanske glas. Men de var alligevel ikke så pæne. Jeg kiggede ud ad vinduet, hun stod stadig dernede, en af de andre ekspedienter kom ud og stod lidt med hende. Så gik de tilbage i forretningen sammen. Jeg prøvede en slasketrøje og endte med at købe den, den ville være udmærket over gamacher, når jeg først begyndte at gå i gamacher. Jeg havde været inde i genbrugsforretningen derovre mange gange, gulvet flød med snørestøvler, tøjet hang alt for tæt på bøjlerne, herreskjorter og habitjakker og gamle pyjamasser. Når man trak et stykke tøj ud, fulgte to andre med. Det hele lugtede syrligt og støvet, jeg kunne godt lide den lugt. Jeg havde købt et par benvarmere derovre og brugt dem på armene om aftenen, når jeg frøs hjemme i stuen. Nu stod de to ekspedienter og bladrede i en notesbog oppe ved disken, da jeg kom ind. Jeg rodede i en kasse med underkjoler, mens jeg ventede på, at de skulle sige noget. Jeg fandt en lyseblå underkjole med hvide kanter. Endelig sagde hende, der havde grædt:
– Men det var altså fire.
– Jamen, det siger jeg også, sagde den anden. De kiggede ned på mig, da jeg trak den lyseblå underkjole helt op af kassen, jeg nærstuderede størrelsen og kantmaterialet og lagde den så tilbage.
– Det kunne jo aldrig have været fem, sagde hende, der havde grædt.
– Nej, så var du død, sagde den anden.
Jeg blev ved med at gå rundt mellem tøjet, men nu sagde de desværre ikke mere. Jeg kunne mærke, de kiggede på mig. Endelig valgte jeg et par strikhandsker og lagde dem på disken, hende, der havde grædt, slog beløbet ind. Da jeg lagde tyve kroner, sagde hun:
– Læser du ikke dansk?
– Nej, sagde jeg.
– Nå, jeg syntes bare, jeg havde set dig ude på KUA.
– Ja, det syntes jeg også, sagde den anden, nu nede fra en stak skjorter:
– Jeg kunne nemlig kende dig på kinderne.
– Nå, nej, sagde jeg og lagde handskerne i min taske:
– Det var ikke mig, hej igen.
– Ja, hej, hej, så, sagde de.
Jeg kom ned ad trappen og ud på gaden, jeg gik op mod Strøget og ind i en tøjforretning på hjørnet, gennem skoafdelingen op til dametøjet ovenpå. Jeg tog en tilfældig tweedfrakke med ind i et prøverum og betragtede mit ansigt fra alle sider i de to spejle, smilende og ikke smilende, bagefter prøvede jeg frakken, den var slet ikke så dum. Men da jeg sad i toget hjem, besluttede jeg mig for at give den til Dorte, jeg ville alligevel aldrig få den brugt. Jeg havde hørt hende udtale sig positivt om tweed en gang ved Gisselfeld, da vi kørte en sjælden søndagstur med min mor og far og beså de gamle ege, bagefter drak vi kaffe på en parkeringsplads.
Da jeg steg af toget, sad fyren fra billetkontoret ude på bænken på perronen. Kontoret var lukket nu, han sad og hørte walkman.
– Så er det fyraften, sagde jeg, da jeg gik forbi ham, han var i skjorteærmer, han trak ud i den ene hovedtelefon og smilede til mig:
– Hvad sagde du?
– Undskyld, jeg sagde bare, at nu har du fri.
– Nåh, ja. Nej, jeg har sgu smækket mig ude, sagde han.
– Har du det? Men har du ikke lukket nu?
– Jo, jo. Men til lejligheden.
Han slog hovedet bagover og pegede samtidig op mod førstesalen:
– Jeg har lige smækket alle mine nøgler inde deroppe. Men min kæreste har fri nu her. Så jeg venter bare på, at hun kommer.
– Med toget?
– Ja, hun arbejder nede i Vordingborg.
– Nåh, så er det jer, der bor deroppe?
Han nikkede:
– Ja.
– Nu forstår jeg det. Så har du da ikke langt til arbejde. Fryser du ikke sådan der? sagde jeg.
– Det er ikke så slemt.
– Du må gerne vente ovre hos mig, jeg bor jo lige derovre, sagde jeg og pegede i retning af huset, han nikkede:
– Ja, det ved jeg godt. Det gør ikke noget. Hun kommer nu her.
– Nå, okay. Jamen, hej så, sagde jeg og tog i døren til ventesalen, den var selvfølgelig låst nu, jeg rystede på hovedet ad mig selv og smilede til ham:
– School for the gifted, sagde jeg, og han nikkede, han så lidt forvirret ud.
Da jeg var drejet om hjørnet ved bygningen, kom jeg i tanke om frakken, jeg gik tilbage til ham og løftede den op af posen:
– Du kan låne den her så længe, sagde jeg.
Så sad vi sammen på bænken, han iført tweedfrakken. Jeg fik hovedtelefonerne og hørte et af hans yndlingsnumre. Jeg sad bare og lyttede uden at sige noget, indimellem nikkede han til mig og løftede øjenbrynene, og jeg nikkede tilbage. Han havde nogle korte, brede hænder. Frakken standsede et godt stykke fra hans håndled. Da toget dukkede op nede mellem træerne, rejste han sig. Vi var stadig forbundet via walkmanen, så jeg fulgte med. Jeg tog hovedtelefonerne af og rakte ham dem, han kom ud af frakken og gav den til mig.
– Tak for hjælpen, vi ses, sagde han.
– Ja, hej, vi ses, sagde jeg og blev stående ved bænken, mens toget bremsede op, jeg foldede frakken sammen og fik den møjsommeligt placeret i posen igen. Så nærmede hun sig, jeg kunne høre dem bag min ryg:
– Hej.
– Hej, hvad laver du her?
– Jeg smækkede mig ude.
– Nå, så var det godt, jeg kom nu.
– Du havde jo sagt fire.
– Den kunne lige så godt været blevet fem.
– Så var jeg død, sagde han og grinede, og jeg vendte mig og så dem forsvinde bag hjørnet, det var ganske rigtigt hende, der havde henvendt sig til mig den aften med picnicparret, men det interesserede mig slet ikke nu. Jeg stod med min frakke i posen og det sammenfald i dagens tekst, fire, fem, død, det betød ikke noget som helst, alligevel var det så mærkeligt, at jeg slet ikke kunne samle tankerne. Engang havde jeg set et program om en kvinde, der så tegn alle vegne, hun købte ind og trænede og sov efter de tegn, til sidst blev hun skilt, fordi alt omkring hende også gik fra hinanden, værktøj og stole og syninger især. De syninger havde jo ikke noget med noget at gøre, men som hun selv sagde: Man ser og hører selvfølgelig det, man vil se og høre. Jeg gik hjem med min frakke. Jeg låste mig ind og lavede kaffe. I det samme program havde der også været et portræt af den lille østriger, der havde haft hikke i otteogtyve år. Ham man ellers altid læste om, nu sad han der og hikkede, mens han talte om sin lidelse. Egentlig kunne han have talt om hvad som helst, det havde næsten været bedre, hvis han havde talt om noget helt andet.