Jeg havde lejet huset året forinden. Det var en bungalow ikke langt fra togskinnerne. Dorte skridtede afstanden af i sine hvide træsko, mens jeg stod i forhaven og bed i et æble. Udlejeren havde budt os direkte fra træet, hun havde trukket en gren ned, da tre-toget kom ind. Hun var i jakkesæt, det så ukomfortabelt ud. Det slog mig, at hun måske kun var på min alder, omkring de tyve. Hun tog også selv et æble, hun blev ved med at pudse det i bukserne.
– Arbejder du her i byen? sagde hun.
– Nej. Jeg er begyndt at studere i København, sagde jeg og fortrød min at-form, det jakkesæt gjorde ikke noget godt for hende, armene kunne ikke rigtig være i ærmerne.
– Jamen, så er du jo godt placeret her.
– Det var tanken.
– Hvad studerer du? Nu har din mor vist resultatet, sagde hun og kiggede ud mod vejen, hvor Dorte kom klaprende tilbage med vind i de lyse striber:
– Syvogtyve meter plus minus, sagde hun højt og løftede sin ene fod i vejret.
– Hun er min faster, sagde jeg.
– Nå, derfor, sagde udlejeren.
Vi fik lov til at blive så længe, vi ville, vi skulle bare smække efter os. Vi sad i hver sin sprukne vindueskarm i stuen og talte om huslejen, jeg ville lige kunne klare den uden at tage lån. Der var en fad lugt ude fra toilettet, den mindede om brakvand. Dorte tændte en cigaret, hun havde altid lighteren liggende i selve pakken.
– Det er godt nok et lækkert hus, sagde hun.
– Jeg har jo ingen møbler.
– Du får min kommode med skufferne. Og hønserøvslampen, vil du ikke have den?
– Jeg mangler mere et bord.
– Så du ikke det ovre i skuret?
– Altså her?
– Ja, lige bag døren, sagde hun og hoppede ned, og jeg fulgte efter.
Det var et lille køkkenbord med klapper. Dorte nikkede med cigaretten hængende fra mundvigen:
– Kan du ikke se det ved stuevinduet?
– Jeg skal have nogle gardiner.
– Det er da lige meget, du kan altid købe persienner. Se den der, sagde hun og pegede på en kaffedåse på hylden, men så kom der et godstog, og vi fik andet at tænke på. Vi stod i døråbningen og betragtede den lange række af rustrøde vogne.
Før vi gik, tog vi en runde i haven. Ud over æbletræet var der pære og mirabelle og et enormt vildnis bagest, som Dorte mente, måtte være hindbær. Vi kiggede ind ad alle vinduer, det var et godt lys derinde, eftermiddagssolen lagde sig hen over gulvene. Dorte lænede panden mod køkkenvinduet:
– Det skal bare shines lidt op, det er det originale Vordingborg.
Så vendte hun sig og rensede skiftevis den ene og den anden træsko for græs og gult mirabellesnask, hun tørrede hænderne i nogle blade og så på sit ur:
– Pas på dig selv. Jeg får en gris.