Det var udmattende at gå med kufferten på bagagebæreren, den gled hele tiden til den ene side. Indimellem måtte jeg standse og sætte den på plads igen, jeg havde næsten ikke flere kræfter i armene efter de første kilometer. Før Teestrup blev jeg passet op af en hvid varevogn med to mænd i smækbukser, den ene rullede ruden ned:
– Skal du have hjælp?
– Nej, tak.
– Du kan bare smide det hele om bagi.
– Ellers tak.
– Hvor skal du hen? Skal du til Ringsted?
– Nej, jeg skal bare lige derhen, sagde jeg og pegede, og de drejede begge to ansigterne, jeg flyttede min pegefinger lidt til højre, mod en bygning omme bag et trådhegn.
– Nå, okay, du må hilse så, sagde den ene, og så kørte de videre, den anden smilede skævt i bakspejlet.
Bygningen var en gammel transformatorstation. Varevognen var for længst borte, alligevel gjorde jeg holdt ved trådhegnet og løftede kufferten ned. Jeg satte mig på den. Den gav efter på en lidt usund måde, jeg flyttede vægten længere frem i benene. Jeg havde kondisko på, snørebåndene daskede. Jeg var forfærdelig tørstig. Jeg havde pakket en æblejuice, men jeg kunne ikke tage mig sammen til at finde den frem. Enkelte biler passerede. Lidt senere en kraftig kvinde på knallert, det gav et gib i hende, da hun fik øje på mig. Jeg sad og hørte knallertlyden blive svagere og svagere, så fandt jeg juicen frem. Solen skinnede voldsomt, mine arme sitrede af kuffertanstrengelsen. Efter et stykke tid vendte lyden tilbage igen langt ude fra højre, den steg i styrke, til sidst rullede kvinden fra før ind foran mig. Hun slukkede motoren og kom ud af styrthjelmen:
– Alt i orden?
– Ja, sagde jeg og tog en tår juice, det skrattede i sugerøret. Hun var i cowboynederdel og vest med frynser, hun stod med knallerten mellem benene.
– Det slog mig bare, at du så så forladt ud. Lige da jeg var næsten i Haslev, sagde hun.
– Nåh, sagde jeg.
– Men så var det godt, at alt var i orden.
– Jamen, det er det.
– Så tænkte jeg på, om du også skulle ind til byen. For så kunne du godt få en optrækker.
– Men jeg har jo den der med, sagde jeg og pegede ned på kufferten.
– Jo, sagde hun. – Men den kunne vi så få hentet efterfølgende. Hvor langt har du gået med den?
– Det ved jeg ikke. Fem kilometer, måske.
– Av, av.
– Så jeg tror ikke, jeg har armkræfter til en optrækker nu, men det er rigtig pænt af dig, sagde jeg.
Hun nikkede.
– Så gør vi det på en anden måde, så lader vi cyklen stå i stedet for. Drik du nu bare færdig, vi har tiden for os, sagde hun, og jeg tømte min juice og rejste mig, klemte luften ud af brikken og stak den i bukselinningen i mangel af bedre. Hun trak i styrthjelmen igen. Så tog hun min kuffert og fik den placeret foran, på skrå imellem sine ben. Det så faretruende ud. Hun startede motoren og pegede om mod bagagebæreren, og jeg steg på. Vi kom slingrende af sted. Vi kørte meget langsomt. Jeg lagde mine arme omkring hende, hendes frynsevest lugtede af noget velkendt, sololie eller melon. Det måtte være krævende for hende at køre sådan, hun klemte kufferten fast med lår og lægge. Alligevel havde hun overskud til at nikke mod venstre, da vi passerede en hare på en eng. Dens ører vippede.
Jeg havde haft en forestilling om Haslev. Men allerede da vi kørte over bygrænsen, havde jeg glemt den. Vejene var brede og støvede, kloakdækslerne klonkede under os. Vi standsede ved et lille torv med tomme hængeampler, de lignede nogle, vi havde haft derhjemme. Jeg steg af, og hun fik gelejdet sig fri.
– Kan du klare dig herfra? Du har ikke behov for et værested? sagde hun ud gennem visiret.
– Nej tak, ikke i denne omgang. Tak for turen.
– Selv tak for selskabet. Skal jeg tage din cykel med ind en dag?
– Det er ikke nødvendigt, jeg går bare ud efter den.
– Helt i orden. Så vil jeg trille til bageren. Du må have det godt, sagde hun og gav mig sin hånd, den var blød og fugtig.
Jeg blev stående og så hende køre. Hun vendte sig og vinkede, før hun drejede om hjørnet ved en rødstensblok. Jeg lagde kufferten ned og åbnede den, fandt mine penge frem. Så stillede jeg den på højkant og lagde en trøje ovenpå, jeg efterlod begge dele og krydsede over vejen til en kiosk, hvor jeg købte tre små juice og en rulle kiks. Da jeg kom tilbage, stod Lars på torvet med en vognfuld hængefuchsia. Jeg troede et meget kort øjeblik, at det var en form for velkomst. Det var så mærkeligt et sammenfald, at vi blev nødt til at lade som ingenting. Jeg gav ham en juice og gemte kiksrullen i kufferten.