Sommerferien sluttede, Lars var tilbage på seminariet. Men han kunne ikke komme op om morgenen, han blev ved med at stille vækkeuret frem. Andre gange lagde han det ned og trak dynen op over hovedet, jeg listede mig ud ad fodenden og åbnede altandøren. Jeg tog en gammel T-shirtkjole på og gik i køkkenet, jeg lavede en omelet af et par æg og en tomat skåret i skiver. Jeg bar det ind på værelset sammen med kaffen og stillede det på bordet, jeg sad og ventede på, at han skulle vågne. Det skete, at jeg tog vækkeuret og fik det til at ringe igen, jeg holdt det hen foran hans hoved. Det gjorde ham virkelig irriteret, han skubbede min arm væk og satte sig på kanten af skibsbriksen.
En søndag morgen havde jeg sagt til ham over morgenmaden, at jeg ville skrive et brev til Per og fortælle det, som det var. Han blev ved med at ryste på hovedet:
– Det går jeg aldrig med til, sagde han.
– Hvorfor? Så er det vel ikke værre, sagde jeg, jeg rørte ved hans hals under øret, huden var så fin lige der, jeg tænkte på ordet kæbelinje. Han lugtede altid godt, når han havde sovet.
– Jo, det er meget værre, jeg bliver syg af at tænke på det, sagde han og slog en hånd i bordet, hans stemme var meget presset, gråden lå allerøverst i halsen. Men det var mig, der begyndte at græde, jeg blev forskrækket over hånden, den ramte bordpladen lige ved siden af min.
– Undskyld, skat, sagde han. Vi lænede hovederne mod hinanden. Vi talte om, hvad vi kunne gøre. Der måtte være noget at gøre. Jeg sagde, at vi blev nødt til at gå ud sammen, i det mindste en lille tur på gaden.
– Du har ret, sagde han, og lidt senere kom vi i tøjet, det gik langsomt, vejret var ustabilt, han kunne ikke bestemme sig for korte eller lange bukser. Jeg sminkede mig foran altandøren, jeg tog en lyserød læbestift på og lidt mascara.
– Skal jeg tage penge med? sagde han.
– Næ, hvorfor? sagde jeg først, men et øjeblik efter:
– Jo, måske. Måske får vi lyst til noget.
– Nej, det tror jeg alligevel ikke, sagde han.
– Men så lad være med at tage penge med, sagde jeg.
Vi kom ned ad trappen og ud i baggården. De små piger legede med en vandkande den dag, jeg smilede til dem:
– Sikke I rigtigt kan vande, sagde jeg, de kiggede op på os og smilede, den ene løftede kanden foran sig.
Ude på gaden stod vi lidt uden at kunne bestemme os, så gik vi til venstre ind mod torvet. Der var ikke mange folk på gaderne. En enkelt ung fyr kom ud fra bageren med to store poser og drejede omkring et hjørne. Vi talte ikke, vi gik bare. Lidt efter stationen tog jeg hans hånd, jeg begyndte endda at svinge den, han standsede bevægelsen. Vinden var kølig, men solen skinnede nu, jeg trak ham med ned på en bænk. Vi fik solen i ansigtet, jeg lukkede øjnene. Jeg kunne høre hans vejrtrækning. Vi rejste os igen og gik bag om torvet gennem det lille stræde, en kraftig kvinde stod foran et skævt hus i sutsko, det var min redningsmand, nu uden knallert. Hun smilede til os:
– Davs.
– Hej, sagde jeg.
– Kan I holde varmen?
– Det går. Det er en lidt kold vind, sagde jeg, og hun nikkede:
– Ja, nu kan vi godt mærke efteråret, sagde hun, og så havde vi passeret hende, jeg løftede min hånd til en hilsen bag ryggen og klemte Lars med den anden, han havde ikke sagt noget, han sagde ikke noget, før vi var hjemme med røde kinder og frisk luft i håret, vi lagde vores trøjer.
– Hvem var den dame? sagde han.
– Hun kører på knallert, sagde jeg.
– Nåh, sagde han og smilede.
– Så fik vi gået en tur sammen. Det gik da meget godt, sagde jeg og smilede tilbage.
Men om aftenen havde han ingen appetit. Han stak til kartoffelsalaten, han spiste kun en halv pølse. Han havde en del, han skulle have læst til ugen efter, han var dårligt nok kommet i gang. Han sagde, han havde svært ved at koncentrere sig på klubværelset, når jeg også var der, det kunne jeg godt forstå. Jeg satte mig ved det vaklende bord i køkkenet med min krydsogtværs, der lugtede en lille smule råddent derude. Af gammelt kød eller pålæg, men jeg kunne ikke finde noget nogen steder. Der lå en halv pose mel med nogle dyr i på en hylde, men det lugtede ikke. Jeg smed posen ud og tørrede hylden af. Jeg åbnede skråvinduet, jeg lavede en kop aftenkaffe. Da jeg havde drukket den, gik jeg ind på værelset, han lå med lukkede øjne på skibsbriksen. Jeg satte mig. Dynen var varm. Jeg begyndte at røre ved ham, først reagerede han ikke. Så åbnede han øjnene:
– Jeg kan ikke byde dig det her, sagde han.
– Hvordan mener du? sagde jeg.
– Det her. Det er jo ikke et liv. Du går bare her, og så går du ud i køkkenet.
– Jeg går da også i byen. Og vi gik den tur i dag.
– Jo, jo.
– Og jeg var næsten i Fakse i forgårs.
– Hold nu op.
– Nej, for det er rigtigt. Jeg bestemmer da selv, om det er et liv.
– Men det er jo også mit liv.
– Ja. Men så har det heller ikke noget at gøre med, om du kan byde mig det. Så er det jo dig selv. Så er det dig, der ikke vil.
– Det er jo ikke helt nemt, vel? sagde han, uden at jeg skulle svare på det, jeg vendte mig halvt og kiggede ud på aftenhimlen, som om der var noget vigtigt derude.
– Kom her, sagde han og trak mig ned oven på sig, han sled min ansigtshud op med sine skægstubbe, jeg sugede mig fast i hans underlæbe og slap den.
– Og så skal vi endda på hyttetur i næste weekend, så skal du være helt alene, sagde han.
– Hvad er det for en tur?
– Til en eller andens hytte. Jeg ved ikke, hvad det er.
– Jamen, altså med hele klassen?
– Ja, ja, sagde han.
Det blev en underlig uge. Dagene flød sammen for mig. Jeg stod under bruseren og tænkte på at få og på at miste. Der var en af de andre, der hele tiden brugte af min shampoo. Det var den dyre fra frisøren, jeg gemte den ellers bagest i fyrretræsskabet. Jeg havde købt en ny efterårsjakke i nylon med vatteret for, Lars havde rost den, jeg gik rundt i gaderne i den. De var begyndt at sælge såkaldte flapjacks på tanken, hvordan det end var kommet sig, jeg købte en hver dag og spiste den til frokost. Jeg gik ud forbi seminariet. Jeg gik ikke helt op til bygningen, jeg stod bare for enden af vejen og kiggede. Plæner og bænke var tomme. Jeg forestillede mig, hvad der fandt sted bag de tykke, hvide mure. En pedel malede en træplade på to bukke omme ved et anneks, han vinkede til mig med penslen.
De skulle af sted direkte efter skole om fredagen. Lars tog sin sovepose med om morgenen, han satte den fast på bagagebæreren med en elastik. Jeg stod i køkkenet med hovedet ud ad skråvinduet og vinkede til ham. Om eftermiddagen gik jeg en tur, jeg gik op i nærheden af seminariet, jeg så ham i en flok på parkeringspladsen. De var ikke så mange. Der var en pige med brunt hår og skjorten uden på bukserne. Hun stod med noget i hånden og løftede det, de grinede alle sammen, en af de andre gjorde mine til at ville tage det. Hun smuttede ind på førersædet af en hvid bil, så var det nok bilnøglen. Bilen startede, latter og klirren, Lars satte sig ind ved siden af hende. Jeg vendte rundt og gik langs en baghave videre ind mellem to huse på en sti, en kvinde luftede sin hund, hunden standsede foran mig, jeg klappede den.
Da jeg kom hjem, hentede jeg min kuffert i kuffertrummet og pakkede mine ting og mit tøj. Jeg tog et stykke papir fra en mappe for at skrive et brev, men jeg vidste ikke, hvad jeg skulle skrive. Jeg sad og kiggede. Jeg havde glemt tinkruset, det stod på bordet med nogle grene i. Jeg gik ud i køkkenet med det, jeg smed grenene ud og tørrede kruset af, jeg gik ind og lagde det i kufferten, så begyndte jeg at græde. Jeg græd så længe, at jeg var helt svag i kroppen til sidst. Jeg lagde mig på skibsbriksen og faldt i søvn. Da jeg vågnede, var det først på aftenen. Jeg gik ud og kom koldt vand i ansigtet, ham fra Egøje spillede Dire Straits. Ikke så længe efter pakkede jeg ud igen, jeg lagde alting på plads. Jeg plukkede to nye grene af nede i baggården i tusmørket.
En uge senere var det ham, der havde skrevet et brev til mig. Det lå inden i min krydsogtværs, da jeg kom tilbage efter en solarietid fredag sidst på eftermiddagen. Han skrev, at han var meget ked af det, og at han var flyttet ud hos sine forældre, til jeg fandt noget andet. Han havde det virkelig dårligt, det var der også en læge, der havde sagt nu. Han vidste ikke, hvad han mere skulle skrive, jeg skulle passe på mig selv.
Jeg åbnede skabet, der manglede ganske rigtigt en del af hans tøj. Det føltes som en lettelse. Det forstod jeg ikke. Det gjorde også meget ondt. Jeg blev ved og ved med at stå og se på de halvtomme hylder.