I februar mødte jeg Hase i Scala. Han sad og fik sig et spejlæg med stegte kartofler. Jeg genkendte ham fra ryggen, han rakte ud efter ketchupflasken og rystede den godt. Jeg stod og kiggede på ham, egentlig havde jeg tænkt mig at gå videre, men så vendte han sig og fik øje på mig. Han rejste sig, og vi gav hinanden en lille omfavnelse. Jeg havde købt to hårspænder, de lå i en alt for stor plasticpose, han pegede på den:
– Er du ude at handle?
– Ja, på en måde.
– Jeg får lige lidt morgenmad.
– Det ser godt ud.
– Vil du have noget? Man kan også få toast.
– Nej, jeg har lige spist.
– Så kan du få kaffe. Deres kaffe er rigtig god. Sid ned, sagde han og slog ud med armen mod bordet, jeg lagde min pose på en stol og satte mig.
– Skal det være cappuccino? Eller au lait?
– Olé, sagde jeg, og han nikkede lidt skævt:
– Jeg henter den lige.
Han havde stadig meget mad tilbage på tallerkenen, nu lå det og blev koldt, mens han stod i kø ved disken. Han var højere, end jeg huskede ham, men stadig lidt skrutrygget. Der var åbenbart noget i vejen med kaffemaskinen, pigen deroppe måtte tilkalde assistance, folk stod og flyttede sig fra fod til fod i køen. Han var ved at læse en paperback, Madame Bovary, den lå med bagsiden opad, et gult mærke stak ud. Hans frakke hang over stoleryggen. Han kiggede ned på mig deroppefra, han smilede, han var blevet mere langhåret. Endelig lykkedes det med den kaffe, han kom ned med den på en lille bakke.
– Det var rigtig sødt af dig. Nu blev din mad kold, sagde jeg.
– Nej, nej, det gør ikke noget. Hvad går du ellers og laver?
– Ikke så meget.
– Ser du noget til „De gamle“? sagde han, og så grinede vi, jeg tog en lidt for stor mundfuld af kaffen og fik luft med ned, hostede og måtte tage en mundfuld mere.
– Ikke rigtigt, gør du? sagde jeg, og han rystede på hovedet:
– Nej, jeg holdt jo op.
– Gjorde du det?
– Jamen, er du også holdt op?
– Ja, på en måde. Eller, jeg er ikke rigtig begyndt, sagde jeg, og det grinede vi også længe af, han skar i sit spejlæg, blommen flød ud. Jeg var mærkelig i halsen efter den kaffemundfuld, jeg kunne ikke rigtig styre min stemme:
– Det var lidt noget pjat med det læsegruppenavn, sagde jeg.
– Ja, du er ikke så gammel, vel?
– Enogtyve.
– Men jeg er femogtyve, så det passede på mig. Jeg havde faktisk fødselsdag i går.
– Havde du det? Til lykke.
– Det er derfor, jeg sidder og får morgenmad nu, det blev lidt halvsent.
– Var du i byen?
– Nej, bare ude at spise med en gammel trompetven, og bagefter på værtshus.
– Spiller du trompet?
– Nej, for pokker, sagde han, og så grinede vi igen, han lagde bestikket og skubbede tallerkenen fra sig.
– Men du er da korsanger, sagde jeg.
– Ikke mere, ikke efter jeg flyttede fra Greve. Jeg overtog min brors andelslejlighed på Enghavevej her i efteråret, sagde han, og jeg nikkede, jeg blev ved med at sidde og nikke.
– Altså på Vesterbro, sagde han.
– Ja, ja, sagde jeg.
Han var begyndt at ryge, det så lidt mærkeligt ud. Han pustede røgen skråt nedad med meget effektive pust. Han fortalte om lejligheden, den lå oven på en cykelhandler, det var virkelig smart, for han punkterede hele tiden. Jeg havde svært ved at se ham for mig på cykel. Andelen havde kostet elleve tusind, han havde lige måttet tænke lidt over det, han havde nemlig planlagt en rejse til Ecuador, han havde ikke råd til begge dele. Jeg havde også svært ved at se ham i Ecuador, han lænede sig frem over bordet i sin sweater og smilede til mig:
– Skal vi have en øl? sagde han.
– Er klokken så mange?
– Vi er jo frie fugle, sagde han og gik op efter to store fadøl, han tog sin brugte tallerken og bestikket med sig, det så meget hjemmevant ud. Jeg tænkte på, hvorfor jeg i så fald ikke havde mødt ham derinde før. Men måske tog han sin tallerken med op sådan alle steder. Det var en virkelig stor stor fadøl, jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle komme igennem den, og hvad vi skulle snakke om imens, men allerede halvvejs gik det bedre. Han fortalte om sin bror og deres opvækst i Karlslunde, han spurgte også til min skolegang. Han havde haft sin egen far til klasselærer, det havde ikke været helt nemt, men efter syvende skiftede han skole. Der var en inspektør, der hed Gravballe, de kaldte ham Røvballe eller Rovbille, også lærerne, som om Gravballe ikke var sjovt nok i sig selv, men det tænkte han først over mange år senere. Hvor kunne man være dum. Hans bror var blevet læge nu, han havde været en mønsterstuderende, han havde endda sat lejligheden i stand, mens han gik til de sidste eksaminer. Han var typen, der sleb og grundede alt, meget provokerende. Men nu nød Hase selvfølgelig godt af det.
– Du skal komme og besøge mig en dag, sagde han.
– Ja, sagde jeg.
– Så skal jeg lave kalkungryde, jeg kan en virkelig god kalkungryde, sagde han.
Jeg gik på toilettet. Jeg havde ingen fornemmelse af, hvad klokken var. Inde hos den gode bager på Hovedbanegården havde de haft fastelavnsboller, jeg havde planlagt at tage en med hjem, det skulle jeg huske. Jeg pjaskede vand i ansigtet og kom i tanke om, at jeg havde makeupcreme på, jeg duppede mig med en serviet. Jeg kunne også droppe den fastelavnsbolle. Men under alle omstændigheder ville jeg tage det næste tog, hvis jeg kunne nå det, ellers det næste igen.
Han havde hentet en øl mere, da jeg kom ud. Den ville jeg under ingen omstændigheder kunne drikke, jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle sige det. Jeg fik gelejdet mig ned på min stol, Madame Bovary var forsvundet, sikkert i rygsækken, han sad med hovedet i hænderne, håret faldt lidt forover.
– Jeg er jo blevet digter, sagde han.
– Er du blevet digter? sagde jeg.
– Ja, i november. Den nittende, sagde han og grinede, ikke noget stort grin, han kløede sig på halsen. Han var begyndt at komme i en åben lyrikcafe i efteråret, de første gange havde han bare siddet og lyttet til de andre, men i november havde han taget mod til sig og meldt sig til at læse op. Han havde været så svedig i hænderne, at papiret blev vådt, mens han sad og ventede. Digtet hed Fuga for kød. Han var forpustet allerede på vej op til den lille scene, han skulle læse efter en ældre mand med læderhat. Det var noget mærkeligt noget med de læderhatte. Hvis der var noget med kunst, var der altid mindst en læderhat. Ikke at han ville kalde sit eget digt kunst. Arrangøren havde taget mikrofonen og præsenteret ham:
– Vi skal nu høre Digter Hase.
– Digter Hase, sagde jeg.
– Ja, sagde han, og så grinede vi, det var gået udmærket med oplæsningen, han havde fået et stort bifald.
– Det digt vil jeg da gerne læse, sagde jeg.
– Det skal du ikke. Det er ikke godt.
– Jamen, du fik jo et stort bifald.
– Jo, jo, men det får alle, sagde han og tog en tår øl, det gjorde jeg også, eftermiddagen gik, og om aftenen spiste vi soulfood oppe på andensalen, gumbo og pecan pie, bagefter gik vi på den irske pub. Vi brugte alle vores kontanter, og jeg glemte min pose med hårspænderne et sted undervejs, men det gjorde ikke så meget. Jeg kunne købe nogle nye næste gang. De var ikke ret dyre.