Min forhave var overraskende blevet fyldt med hvide og gule krokus, de myldrede frem under alle buske og i den lille græsplæne. Solen skinnede, jeg gik og fejede min havegang. Ti-toget havde lige forladt perronen, en enkelt passager var steget af og traskede nu forbi ude på vejen med sin håndtaske, hun nikkede mod min plæne:
– Sikke et liv.
– Ja, mon ikke, sagde jeg og smilede til hende, så stod Knud oppe på trappen ved stationsbygningen og vinkede mig hen til sig. Jeg stillede kosten og slentrede derop, han lagde sine arme over kors:
– Vil du have en kop kaffe?
– Joh.
– Kom med, sagde han, og jeg fulgte efter ham gennem bagdøren ind i det lille kontor bag disken. Han trak mig til side og begyndte at kysse mig på halsen og så i nakken:
– Vil du også have noget til den kaffe? sagde han med luft i stemmen, og det ville jeg egentlig gerne, jeg kiggede ud ad ruden mod perronen, der var ikke et øje.
– Det næste tog kommer først om halvtreds minutter, sagde han, allerede halvt ude af bukserne.
– Nej, det gør da ikke. Det kommer lige om lidt.
– Nej, det er gennemgående.
– Siden hvornår?
– Siden i dag.
– Er der kommet ny køreplan?
– Nej. Det er kun i den her uge.
– Hvorfor det?
– Sådan er det bare, det får vi ikke at vide.
– Jamen, hvad skal folk så gøre?
– Hvad for nogle folk?
– Dem, der skal med.
– Der skal ikke nogen med. Der er aldrig nogen med herfra tolv over ti.
– Aldrig?
– Nej.
– Hvad nu, hvis jeg skulle med?
– Du tager da aldrig mod Næstved.
– Nej, men hvis jeg nu skulle?
– Så kunne du ikke det, sagde han, og så kom toget, det var ganske rigtigt gennemkørende, det hvinede forbi med sin lange række af vogne, en hvid plasticpose lettede på perronen og landede igen et stykke derfra.
Så fik vi den kaffe. Jeg sad på kanten af det lille bord og kiggede over mod min bungalow, vinduerne stod åbne, jeg havde haft sådan en trang til at lufte ud og friske op, deraf også fejningen af havegangen. Jeg havde lagt tøj i blød i badekarret, trøjer og sokker, det ville kunne tørre i blæsten på snoren i baghaven. Han sad på kontorstolen, han lagde sin hånd på mit knæ.
– Du er tidligt oppe i dag, sagde han.
– Næ. Det er meget normalt.
– Du plejer da at sove længere.
– Det gør jeg da ikke.
– Men så skal du have dig en god, lang middagslur, sagde han, jeg tjattede til hånden på knæet, han tjattede tilbage. Han tog en tår kaffe, han tørrede sig over munden.
– Jeg har søgt ind som lokofører, sagde han så.
– Har du det? Altså togfører?
– Nej, lokofører. Ham, der fører toget.
– Fra hvornår?
– Det ved jeg ikke endnu. Foreløbig har jeg bare søgt.
– Nå. Men det er da spændende for dig.
– Ja, det er rimelig spændende.
– Så kan du ikke gå og holde øje med mig hele dagen herfra. Så må du nøjes med at gøre det oppe fra lejligheden, sagde jeg.
– Nej, for vi skal også flytte, sagde han.
– Skal I flytte? Hvor skal I flytte hen?
– Det bliver så Høje Tåstrup. Der kommer Hanne oprindeligt fra.
– Nå, sagde jeg.
– Er du ked af det? sagde han.
– Næ. Jeg har ikke noget imod Høje Tåstrup.
– Du skal ikke være ked af det. Det er også først til sommer. Måske kan vi skrive sammen.
– Ha, ha.
– Det kunne vi da godt, sagde han med et såret tryk på kunne, jeg fik ondt af ham, den hårde, trekantede krop i kontorstolen med poloskjorten oppe af bukserne. Han strøg sig en gang gennem håret, jeg smilede til ham:
– Ja. Selvfølgelig kunne vi det.
Da jeg kom tilbage til bungalowen, var døren smækket. Jeg stod på trappetrinet og hev i den, jeg havde ikke haft nøgle med. Det måtte være al den susen under udluftningen, de mange åbne vinduer. Jeg hentede en rusten havestol og trak den hen foran soveværelsesvinduet. Jeg fik lirket vinduet helt op og mavede mig via vindueskarmen direkte ned i sengen, og dér blev jeg liggende. Jeg var virkelig ikke ked af det, det havde bare været det bratte skift, fra at stå med ham indeni til at sidde adskilt og bekendtgjort om Høje Tåstrup på få minutter. Som han havde spået, lå jeg i sengen til langt ud på eftermiddagen, og da jeg vågnede, gik jeg ud og plukkede en buket krokus. Jeg gik hen til stationen med den, han var ved at gøre kassen op, hans kæreste stod ved siden af i sin stortrøje. De kiggede begge to overrasket på mig, jeg rakte hende den lille buket:
– Værsgod, sagde jeg, hun fik et mildere udtryk i ansigtet, munden blev lidt bredere:
– Hvorfor det? sagde hun.
– Jeg har så mange, sagde jeg.