Jeg havde ikke mere tilbage af min børneopsparing. For at holde mine udgifter nede var jeg begyndt at tage madpakke med til København. Jeg spiste den på en bænk på Axeltorv, jeg kiggede over mod Scala. Der var kommet borde og stole frem nu, i godt vejr sad folk med burgere og isdesserter. Hase så jeg ikke noget til, jeg havde sendt ham et postkort fra Dansk Cykel & Knallert Museum og følte, det var bedre fundet på end sidst, men han havde ikke svaret. Jeg havde en klapsammen eller et pitabrød med og drikkelse i en dunk. Når jeg havde spist, gik jeg nogle gange ind i Scala og blandede så få gram slik som muligt. Jeg gik op og ned ad Strøget og rundt i de små gader bag Rådhuspladsen, bagefter ud ad Vesterbrogade med min dinglende kanvastaske. Når det regnede, blev den mørkebrun. De solgte billige halvstøvler ved siden af Føtex, jeg fandt et par i min størrelse og skiftede med det samme, jeg fik mine gamle sko i en pose. Vesterbrogade forekom mig uendelig, jeg købte et stort marcipanbrød til overpris i en kiosk. Der var en antydning af varme i luften, den bølgede frem og tilbage mellem husene og slog op fra fortovet. En mand cyklede forbi med en lampe, en kvinde råbte efter ham. Jeg smed posen med de gamle sko i en skraldespand, helt ude hvor gaden sluttede. Så vendte jeg rundt og gik tilbage ad det modsatte fortov, jeg drejede til højre ved Enghavevej og gik hen til cykelhandleren og ind i Hases opgang. Jeg ringede på hans dør, men der blev ikke åbnet. Jeg smed marcipanbrødet ind ad brevsprækken, det landede på noget, der lød som en avis.
Tilbage på Vesterbrogade havde jeg fået en vabel på hælen, men der var alt for langt ud til skraldespanden med skoene. Måske ville jeg heller ikke have brudt mig om at lede efter dem. Jeg trak på det ene ben, jeg kom langsomt fremad. Oppe ved Hovedbanen gik jeg ind på et apotek for at købe plaster. Der var en lang kø, fire-toget kørte fra mig. Jeg ventede på det næste ved nedgangen til perronen, jeg købte en fransk hotdog og bagefter et stykke blød nougat, som jeg spiste i toget. Jeg sad og blundede med hovedet hvilende mod ruden, der hang altid den samme lugt i togets gardiner, af en slags brændstof eller tjære.
Solen stod lavt for enden af vejen, da jeg humpede hjem fra stationen med den ene halvstøvle i hånden. Jeg havde fået post, hele tre breve. Et fra banken med en advarsel i forbindelse med overtræk. Et fra en, der skrev, at Dorte var blevet indlagt med det, man ikke længere måtte kalde et nervesammenbrud. Nu gik det bedre, jeg skulle ikke være bekymret. Jeg var velkommen til at besøge hende, og så adressen og afdelingen, vedlagt to hundrede kroner i stanniol. Og et postkort i en tyk kuvert fra Hase, det var fra Prag, han var af sted med en gammel ven. Han ville komme hjem fredag og meget gerne vise mig Søndermarken lørdag, hvis jeg havde lyst. Altså i morgen. Jeg sad på trappetrinet. Jeg følte mig meget oprevet. Halvstøvlen lå på dørmåtten, den anden havde jeg stadig på. Jeg sad sådan længe. Jeg prøvede at skille tingene ad. Hvis jeg havde røget, ville jeg have røget. Jeg ville gerne se Søndermarken.