KAPITEL 41

Hele april blev jeg i Glumsø. Jeg sov, når jeg kunne. Jeg spiste, og jeg sad ved mit bord. Jeg gik en tur hver eftermiddag, jeg gik længere og længere ud ad landevejen, før jeg vendte rundt og gik tilbage. Jeg mødte ikke nogen, jeg kendte. Kornet var fremme på markerne nu, lærkerne steg i små ryk, mirabellerne blomstrede. Der var kommet en genbrugsforretning ved siden af boghandleren, hver anden dag var jeg inde og rode i kasserne. Det var mest duge og pudevår, de fik ind, det var ikke som i København. Jeg købte et stykke stof med citroner på, jeg endte med at smide det ud. Knud stod i solen på trappen i sine pauser, han vinkede ned til mig. De var allerede så småt begyndt at rydde ud og pakke deroppe, de havde skilt en gammel reol ad, den stak op af containeren på parkeringspladsen. Jeg stillede min rustne havestol under æbletræet i forhaven, der sad jeg og fik farve, nogle gange så jeg et ansigt betragte mig fra en togkupe.

Jeg havde en heftig postkortkorrespondance med Hase, først sendte han mig et fra Søndermarken. Når du nu ikke kom, skrev han. Jeg kommer om ikke så længe, skrev jeg. Gør det, skrev han tilbage, jeg glæder mig til at se dig igen, jeg har fået en ekstracykel og en trenchcoat, så kører vi til Hvidovre og ser lygterne tændes. Jeg vil hellere sidde bagpå, skrev jeg, så kan jeg holde fast i din trenchcoat, jeg er ikke meget for selv at cykle i København. Det må du gerne, men Hvidovre er ikke København, du har meget at lære, skrev han og bagefter: Jeg har mødt en, du også skal møde, hun bor i Vanløse, det er heller ikke København. Hun vil gerne læse tekster med os, hun er næsten forfatter, hun går på en skole. Du tror, det er løgn, men jeg mødte hende i Scala. Hvilke tekster, jeg skriver ikke tekster, skrev jeg. Hun kan mødes den tiende maj, skrev han, hun har et hul i sin kalender der. Det ville betyde meget for mig, hvis du kom, jeg giver en stor fadøl.

Hun ville hellere have kaffe. Vi havde fået det bord, som jeg mødte Hase ved første gang. Han var blevet meget langhåret nu, det klædte ham godt. Når håret faldt frem i ansigtet på ham, satte han det bag ørerne, det gav ham et smallere ansigt. Hans øjne var helt lysende blå. Jeg havde slet ikke lagt mærke til, at de var så blå. Måske var det, fordi han også havde fået farve, solen havde skinnet hver dag i tre uger.

– Hvor er du blevet brun, Hase, sagde jeg.

– Det er solarium, sagde han og grinede, og det gjorde hun også, hun havde en rislende latter, og så grinede jeg også:

– Ha, ha, sagde jeg.

– Nej, jeg har siddet meget nede i gården og læst på det sidste, sagde han.

– Dejligt, sagde hun.

– Ja, det er også en dejlig gård, du har, sagde jeg.

– Ja, sagde han. – Og i lørdags var jeg i Nyhavn hele eftermiddagen, med en gammel ven.

– Din trompetven? sagde jeg.

– Spiller du trompet, Hase? sagde hun.

– Nej, nej, ikke det, der ligner, sagde jeg og grinede, og Hase grinede også, han rystede på hovedet, håret faldt frem fra bag øret igen.

Vi skulle gennemgå fuga-digtet. Han havde kopieret det til os, vi sad og læste det hver især, hun drak af sin kaffe imens. Så skulle hun på toilettet, hun smilede og rejste sig, hun tog sin taske med derud.

– Hvorfor kan du ikke lide hende? sagde Hase.

– Det kan jeg da også godt.

– Jeg tror, hun er ret skarp.

– Hun virker meget glat i det. Også med det hår.

– Det er jo bare en stil.

– Stil og stil, sagde jeg, og han sugede kinderne ind, lænede sig tilbage i sin trenchcoat på stoleryggen. Jeg kiggede ned i digtet, jeg satte et par udråbstegn med min tusch og stregede noget under. Hun kom tilbage fra toilettet, hun havde taget læbestift på derude, den var helt mørkerød. Hun rislede ned på sin plads:

– Ja, sagde hun. – Nu er jeg jo ikke lyriker.

– Nej, sagde Hase.

– Hvad er du så? sagde jeg.

– Jeg er prosaist.

– Hun skriver kortprosa, sagde Hase.

– Blandt andet, sagde hun.

– Altså noveller? sagde jeg.

– Nej, kortprosa. Blandt andet, sagde hun. – Men jeg synes virkelig, der er meget godt i det digt. Du har arbejdet meget med kadencen. Men du kan godt skære lidt ned på adjektiverne.

– Ja, den blege hånd er nok for meget, sagde Hase.

– For eksempel, sagde hun. – Prøv og se, hvad der sker, hvis du bare skriver hånd. Måske er det nok. For det meste kan man nøjes med meget mindre.

– Der skal vel også lidt kød på, sagde jeg.

– Ikke, hvis der ikke er en grund til det, sagde hun. – Sådan arbejder jeg i hvert fald. Jeg spørger hele tiden mig selv: Hvorfor skal dét med, hvorfor skal dét med? Og hvis jeg ikke kan finde en grund, kommer det ikke med.

– Okay, sagde jeg, Hase nikkede.

– Det er på en måde det bedste råd, jeg kan give. Der er så meget, der lyder flot, der er så meget, man kan tage med. Man kan tage alt med. Men der skal være en grund. Enhver idiot kan indføre en sjov lille mand med hat i teksten.

– Eller en forfatterspire. Eller en dame på knallert, sagde jeg, Hase kiggede på mig.

– Ja, lige præcis, sagde hun.

– Det er jeg ikke sikker på, jeg er enig i, sagde jeg. – Nogle gange sker ting jo bare.

– Ja, sagde hun. – Men det er kun i virkeligheden. Og nu taler vi jo faktisk om tekster.

Hun havde en aftale i Havnegade klokken seksten, så det blev en kort gennemgang. Vi rejste os begge to og gav hende hånden, Hase gik op og hentede to store fadøl. Jeg kiggede ud på Axeltorv. Der var kommet blomster i amplerne derude, de lignede dem fra Haslev. Folk sad og snakkede rundt omkring eller stod og beundrede vandkunsten, Hase satte et skvulpende glas foran mig:

– Så er det os to.

– Ja.

– Så skal vi have øl. Så skal vi snakke.

– Ja, vi skal, sagde jeg og tog en stor tår, jeg følte mig hjemme og lettet, nu vi igen var alene:

– Det var i dag, vi burde ende i Tivoli, sagde jeg og stillede glasset, og han smilede til mig hen over kanten på sit:

– Alt ligger i dine hænder, sagde han.