Den første nat i huset sov jeg siddende. Jeg sad i lænestolen med benene oppe og dynen over mig. Jeg havde ikke fået lagt sengetøj på, selv om Dorte havde mindet mig om det:
– Husk nu at lægge sengetøj på som det første, man segner altid efter en flytning.
Kanesengen var ellers samlet, den fyldte næsten hele soveværelset, døren kunne lige netop åbnes. Egentlig havde jeg lagt mig i den omkring midnat, jeg havde ligget længe og kigget ud i mørket. Der var ingenting at se. Så stod jeg op og gik ind i stuen, tændte arkitektlampen og satte mig i lænestolen. Jeg sad helt stille og lyttede. Der var heller ikke noget at høre. Jeg rakte ned i min kanvastaske på gulvet og fandt en pakke tyggegummi. Tog fire stykker og tyggede, det buldrede og bragede. Holdt pause i tygningen og lyttede. Jeg tyggede, til der ikke var mere smag, så gik jeg ud i køkkenet med tyggegummiklumpen. Da jeg åbnede lågen til skraldespanden, væltede støvsugerrøret bag mig med en høj lyd. Lyden blev ved med at ringe i mine ører, da jeg sad i stolen igen, nu med dynen over mig. Jeg foldede den over brystet og faldt i søvn med hovedet hængende og sov, indtil et flere hundrede meter langt godstog passerede omkring solopgang, arkitektlampen brændte i daggryet.