Fra Per Finlands vandseng så man vejen bugte sig mellem marker og gårde og knaldhytter, tynd røg steg op over matriklerne. Når vi åbnede vinduet, kunne vi lugte birkebrændet fra deres egen skorsten. Han lå og strøg mig ned ad ryggen med en ru finger, hans stemme var også ru, han rømmede sig tit. Hjemme havde vi elpaneler, vi gik og ventede på fjernvarme. Men Dorte fik brændeovn efter Slaglille, hun fyrede med mælkekartoner stoppet med avispapir, hun stoppede dem afsindig hårdt. Jeg gemte vores kartoner til hende, det blev ikke til så mange, men hun havde en aftale med en kantine, også om aviser. Hos Per holdt de Politiken og Tipsbladet, det var Pers opgave at tømme postkassen nede i indkørslen. Han lagde sine lange arme omkring mig i sengen midt på eftermiddagen en weekend. Jeg havde været tidligt oppe og var gået en tur, vi havde mødt hinanden i krydset efter vandhullet, han var også til fods den dag. Vejene var smattede af opkørt jord.
– Lad os gå hjem og klæde os nøgne, sagde han og tog mig i hånden, vores gummistøvler sjoskede side om side i den bløde rabat.
Fra vinduet var alle markerne brune og sorte, skovbrynet havde også mistet de sidste farver. En flok krager lettede forskudt, da en minibus nærmede sig nede fra hovedvejen. Hans krop var meget varm at ligge op ad, han havde et godt blodomløb. Jeg kunne lide den måde, han spændte i øjenbrynene på under stor nydelse, ansigtet faldt helt sammen over mig. Nu landede kragerne en efter en derude, til sidst var de alle sammen på asfalten igen, stavrende og hakkende.
– Hvor er din mor og far henne? sagde jeg.
– Til noget bankét.
– På denne her tid?
– Det er noget frokostbankét.
– Nå, okay.
– De kommer først om nogle timer.
– Arbejder de på den samme skole?
– Nej, det vil de ikke, det er en dræber.
– Det er klart.
– Men det er ikke der, der er bankét.
– Hvor?
– På en af skolerne.
– Nej, nej.
– Det er hos biavlerne.
– Har I bier da?
– Kun dem, der lige kommer forbi. Nej, det er mange år siden. Det var alt for meget arbejde.
– Nå, på den måde.
Han tog et meget langt bad. Jeg lå og lyttede til ham, vandet brusede med stor kraft derude. Indimellem gav han nogle tilfredse lyde. Jeg tænkte på, om han også ville have gjort det, hvis jeg ikke havde været der. Jeg kom op af sengen og trak i mine bukser og trøjen, dampen væltede ud fra badeværelset. Han stod med lukkede øjne under bruseren. Jeg satte mig i den smalle vindueskarm, jeg lænede hovedet mod ruden. De havde stadig juletræet fra sidste år stående nede på terrassen, hver en nål havde forladt det. Det så ud til at have været en rødgran. Endelig blev vandet slukket, han vendte sig efter sit håndklæde og smilede helt overrasket tværs over gulvet til mig:
– Er du der? Har du taget tøj på?
– Det var bare midlertidigt, sagde jeg.
Da vi lå i sengen igen et stykke tid efter, raslede Volvoen over gårdspladsen. Pers forældre kom muntert trampende ind i huset, lidt senere steg en lugt af kaffe op gennem gulvbrædderne. Så gik vi ned og fik en kop med. Meget, meget senere samme aften spiste vi alle fire lammekølle i køkkenet. Jeg havde fået lam én gang tidligere, hos Dorte. Det var i stedet for Halkidiki, det var sørgelam. Hun var lige flyttet fra flyttemanden, de skulle have været af sted sammen. Vi var kun os to, fadet var pyntet med agurk og fetaost. Vi sad længe og kiggede på det.
– Sikke en appetit, vi har, sagde hun og tændte en cigaret. Hun havde forudbrunet sig fjorten dage hos Form & Figur, stemme og teint kom fra hver sin verden.