Søndag over middag blev jeg ramt af en voldsom effektivitet trods træthed. Jeg havde nu ikke sovet rigtigt i to nætter. Jeg slæbte mit vasketøj i en sæk gennem hovedgaden hen mod kirken og ned ad en lille bakke til et hjørne, hvor jeg mente, der lå et møntvaskeri. Det gjorde der ikke. Der var slet ikke noget hjørne, der var en græsplæne med en sandkasse og et gyngestativ, to unge piger sad på en bænk og røg. De kendte ikke noget til noget møntvaskeri. Den ene sagde, at man kunne få renset sit tøj oppe hos skrædderen. Hun havde nye, hvide lærredssko på, hun fik den anden til at træde på sit cigaretskod. Den anden mente, at der lå et møntvaskeri i et højhus i Sorø, det var ikke noget, hun kunne skrive under på, men hun mente det. Hendes onkel boede nemlig i Sorø. Mens de talte, stod jeg og kom i tanke om, at jeg ikke havde nogen mønter. Jeg havde brugt dem, da jeg betalte for månedskortet i går. Jeg gik tilbage op ad den lille bakke forbi købmandsgården og gennem hovedgaden. Boghandleren havde lavet en udstilling af magasiner og uldsokker i vinduet, jeg kunne forstå, at sokkerne var produceret af en lokal kvinde. De var stribede og i mange størrelser. Jeg havde været derinde om fredagen for at købe nogle skrivetuscher, ekspedienten havde spurgt, om jeg mente spitmakkere. Hun havde lagt et udvalg på disken, jeg købte to for ikke at virke nærig.
Jeg bar min vaskesæk over ryggen, der var gods i den, både håndklæder og bukser og mange bluser. Det var alt sammen kulørt. Jeg havde forestillet mig, at der ville være til to maskiner, nu gik jeg hjem og fyldte badekarret med sæbe og varmt vand. Jeg tømte sækken ned i vandet, jeg rørte rundt med en stor grydeske, bagefter lod jeg det ligge lidt i blød.
Inde i stuen fik jeg tømt en flyttekasse og placeret indholdet i kommoden og i bunden af skabet i soveværelset. Jeg lavede mig en kop kaffe og drak den stående ved køkkenbordet, så gik jeg ud og skyllede tøjet og vred det op. Det var hårdt arbejde, især med cowboybukserne. Mine hænder blev helt røde, knoerne sved, da jeg stod ved tørresnoren med tøjet i en gammel balje, jeg havde fundet i skuret. Den var ikke helt ren, men det var der ikke noget at gøre ved. Tøjet kunne lige netop være på snoren, hvis jeg hængte det op på den korte led. Jeg havde et stort badehåndklæde og to små lysebrune påtrykt Cafax. Jeg gik ind i skuret og ryddede lidt ud, satte gamle urtepotter oven i hinanden, så de fyldte det halve, smed en bunke fugtige aviser i skraldespanden. Himlen var meget mørk. Da jeg stod med en ny kop kaffe inde i køkkenet, begyndte det at regne. Først ganske lidt, men i løbet af kort tid hamrede dråberne mod ruden. Jeg løb ud i haven og flåede tøjet ned fra snoren, jeg smed det i bryggerset.
Sidst på eftermiddagen hængte jeg vasketøjet over alle stolerygge og ned fra kommoden og på radiatoren og skruede helt op for varmen. Stuen kom hurtigt til at lugte kraftigt af skyllemiddel, jeg åbnede vinduet på klem. Jeg gik ind og lagde mig i sengen og trak dynen op over hovedet. Da jeg vågnede, var det ved at blive mørkt. Jeg gik ud og børstede tænder. Mens jeg stod med skum om munden, bankede det på. Det var et ungt par i regnfrakker med en tom picnickurv. De ville høre, om de kunne låne min telefon.
– Der er en lige derovre, sagde jeg og nikkede mod stationen.
– Nej, for den virker ikke, sagde pigen. – Det er derfor, vi spørger.
– Vi glemte at stå af toget i Lundby, vi skal bare give hendes bror besked. Han venter på os, sagde fyren.
– Jamen, jeg har ikke nogen telefon. Jeg er lige flyttet ind.
– Det er han også. Det er derfor, vi glemte at stå af. Altså ikke her, sagde pigen og kradsede sig på det ene lår, hun var i hvide cowboybukser med mange græspletter.
– Nå, sagde jeg.
– Vi tror, det er, fordi de ikke har tømt den, sagde fyren. – Men så må du undskylde forstørrelsen.
Pigen grinede og rystede på hovedet ad ham, hun løftede kurven undskyldende:
– Vi har været i Knuthenborg lige fra klokken ti i morges, sagde hun.
– Måske kan I spørge dem, der bor oven på stationen, sagde jeg. – Der bor i hvert fald nogen.
– Jamen, så gør vi det, tusind tak for hjælpen, sagde de som med én mund og kom ned på havegangen, de vendte sig og vinkede, regnfrakkerne lyste i tusmørket.
Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle lave. Jeg burde vaske mit hår. Jeg kom i tanke om, at jeg ikke havde fået aftensmad, jeg gik ud i køkkenet og åbnede alle lågerne, der var både pasta og pitabrød og indtil flere dåser tun, men ikke noget, jeg for alvor havde lyst til. Jeg gik ind i stuen og kiggede mod stationen, der var lys på førstesalen, men ingen at se derovre. Så stoppede jeg en hundredekroneseddel i lommen sammen med nøglen, trak i en trøje og smækkede efter mig.
Grillbaren var en udvidet pølsevogn i et træskur, den lå på parkeringspladsen ved bageren. Jeg købte en bøfsandwich og en gang pommes frites og bar æsken hjemad i begge hænder, det dampede op gennem hullerne i låget. Da jeg nærmede mig huset, så jeg en ung kvinde gå ud af min forhave og langsomt op mod stationen. Hun standsede og trak ærmerne ned over hænderne, kiggede skråt tilbage på huset. Hun blev stående, nu med armene over kors, da hun fik øje på mig. Jeg vidste ikke, om jeg skulle hilse på hende. Jeg drejede ind i forhaven med grillæsken, men så fik hun fart på og var hurtigt tilbage i haven:
– Hej, du der.
Hun havde vådt hår, hendes stemme skingrede let:
– Det kan altså ikke nytte noget, at du sender folk op til os for at ringe.
– Nej. Undskyld, sagde jeg.
– Vi kan ikke have folk til at stå og ringe på for at ringe til alle mulige, så må de gå ned på tanken.
– Det må du meget undskylde.
– Eller ned lige efter kirken. De fleste kan nok godt gå det stykke, hvis de virkelig har behov for at ringe.
– Selvfølgelig.
– Plus det, at jeg var lige midt i noget, sagde hun og samlede sin stortrøje om sig.
– Det er jeg meget ked af.
– Godt.
Hun nikkede til mig, vendte rundt og gik tilbage mod stationen. På trappetrinet under lygten deroppe stod de to med picnickurven og kiggede ned på mig, pigen vinkede. Jeg løftede min grillæske højt til en hilsen, pigen sagde noget til fyren, nu begyndte de at gå imod mig. Jeg lavede et spørgende ansigtsudtryk, der skulle kunne ses på afstand, men til sidst var de helt henne ved mig, pigen smilede:
– Det er rigtig, rigtig pænt af dig, sagde hun.