14

Lørdag eftermiddag

Igor svingede ned ad den vej, der var angivet påhans kort. Bilen bumpede pågrusvejen, og han tænkte med foragt, at han næsten allerede havde kørt halvvejs gennem dette latterlige lille kapitalistland.

Han kørte langsomt, ville ikke tiltrække sig unødig opmærksomhed, såhan parkerede ude pågrusvejen et par numre væk fra det hus, hvori hans mål befandt sig. Han slukkede motoren. Der var nu helt stille. Han lyttede intenst. En svag brummen fra en maskine lød i det fjerne. Han kiggede i bakspejlet og ud ad forruden. Der var ingen at se, så han bøjede sig hen mod handskerummet og fandt sin pistol. Den var blevet lun af at ligge i varmen. Han fandt også sin lyddæmper til pistolen. Han følte spændingen i maven. Forventningens spænding. Selvom han vidste, det var forkert, gav han sig selv lov til at nyde det, når han slog ihjel. Han skruede lyddæmperen påpistolen og tjekkede, at der var patroner i. Alt var klart. Han lukkede lydløst bildøren op. Luftindtrykkene satte sig med det samme i hans næsebor. Han kiggede mod himlen og missede mod solen. Det var et dejligt vejr at myrde i.

Med dæmpede skridt nærmede han sig hækken ved nummer 18 og kiggede gennem grenene over mod vinduerne, men kunne ikke se nogen mennesker derinde. Han måtte tættere på. Let foroverbøjet løb han hen til ydervæggen påhuset og stillede sig ved siden af døren med ryggen mod muren. Han lyttede. Stilheden var larmende. Såhørte han det tydeligt. Nogen gik rundt inde i huset. Han kunne mærke trangen koge indvendigt.

Han fiskede billedet af den lyshårede kvinde frem. Hende ville han ikke få problemer med at genkende. Han overvejede et flygtigt øjeblik, hvordan sådan en skønhed kunne være et sikkerhedsproblem for Sovjetunionen, men han slog det hurtigt hen. Han havde lært at stole blindt på KGB’s ordrer. De likviderede ikke uden grund.

Langsomt trykkede han ned på håndtaget. Døren var låst. Han greb resolut ned i lommen på læderjakken og fandt den lille dirk, som havde været hans faste følgesvend siden starten i KGB. Forsigtigt rumsterede han med dirken i nøglehullet, og et smil bredte sig om hans mund, da låsen langsomt slog fra. Døren knirkede næsten ikke, da han åbnede den. Personen i huset ville i hvert fald ikke have lagt mærke til det.

Han trådte ind i en lille entre, holdt pistolen frem for sig med begge hænder og pressede sig med en hurtig bevægelse op ad væggen. Hele hans krop var spændt, ivrig efter at udføre missionen. Langsomt stak han hovedet frem mod døren, såhan fik fuldt udsyn til stuen.

Hans øjne skimmede lynhurtigt rummet, der var tomt og stille. Han listede sig videre frem ind ad døren til stuen, stadig presset op ad væggen. Pistolen holdt han i et jerngreb foran sig.

Han stoppede op et øjeblik, da han syntes at høre en lyd. Lyden kom fra et sted i huset. Nogen gik rundt i et af de tilstødende rum. Lyden stoppede brat. Han holdt vejret. Såhørte han en ny lyd, en knirkende lyd, som når en person sætter sig påen seng.

Han gik frem mod den dør, der førte ind til det næste rum. Lyden var ikke længere at høre. Han drejede hurtigt sin krop rundt om dørkarmen samtidig med, at han sigtede mod det rum, han nu stod og kiggede på.

Rummet var et lille køkken, som faktisk lignede mange af de køkkener, han havde set såmange gange tidligere i Sovjetunionen. Han følte et øjeblik et savn i kroppen, men blev lynhurtigt fokuseret påsin forestående opgave og sneg sig lydløst over køkkengulvet. Han lavede en hurtig udregning i hovedet. Påbaggrund af husets størrelse måtte det næste rum være det sidste.

Døren ind til det sidste værelse var lukket. Han lagde hånden på dørhåndtaget, stoppede op og lyttede. Der var helt stille. Han tænkte over sit næste træk. Måske skulle han åbne døren lydløst og håbe på, at målet sad med ryggen til døren. Det ville give ham den fordel at fåtaget ordentligt sigte. Men hvis målet opdagede, at døren blev åbnet, ville hun kunne nåat forsvare sig, og han ville ikke have en chance for at opdage, om hun var bevæbnet. Han blev enig med sig selv om at sprænge døren og lynhurtigt tage sigte og derved drage fordel af overraskelsesmomentet.

Han var spændt til bristepunktet. Vidste, at han om lidt skulle dræbe. Spændingen gjorde ham ør i hovedet. Han tog en dyb indånding, spændte alle muskler og holdt pistolen med begge hænder.

Han koncentrerede al den kraft, han kunne mønstre, og kastede sin venstre side af kroppen ind mod døren. Den bukkede under for det kraftige stød og sprang op.

Han var hurtig som en gepard, skimmede rummet og tog sigte mod personen på sengen. Kvinden for sammen som et skræmt dådyr og udstødte et rædselsslagent skrig.Han såhurtigt, at hun var ubevæbnet. Øjnene lyste af frygt, men hun såalligevel mere rolig ud end de ofre, han plejede at overrumple. Det gjorde ham vred. Han følte, hvordan vreden blev afløst af arrogance og vidste, at han havde overtaget. Hun var chanceløs. Han følte sig som en Gud, der afgjorde om denne kvinde skulle leve eller dø. Han havde allerede truffet afgørelsen, som, han i dette øjeblik bildte sig selv ind, var hans egen at træffe. Ubevidst dannedes der et smil på hans læber.

Han lagde fingeren påaftrækkeren, nød et øjeblik de bange øjne, der kiggede skræmt påham. Hun var en køn pige. Hun ville blive et smukt lig. Hans finger pressede på aftrækkeren. Pludselig følte han et kraftigt slag i baghovedet. Alt blev sort.