25

Leningrad

18. december 1934

Lugten var fad og trængte ind i de ellers lukkede næsebor. Leonid vidste, at stanken kom fra ham selv. Han sad alene i den lille celle. Peter havde været væk i lang tid. Til forhør, troede han, men vidste det ikke. Øjnene var som sædvanligt tunge og gled konstant i. Han kæmpede med alle kræfter mod søvnen. Han vidste ikke længere, hvad der var drøm og virkelighed. Nu var øjnene helt lukkede. Han orkede ikke, at kæmpe mod den mægtige fjende. Han gled væk og følte en behagelig varme fylde kroppen. Han så sin kone, Milda, for sig. Hun vinkede i den brune kjole, som moster Irena havde syet. Pludselig blev han revet væk fra det dejlige varme sted, og han snappede efter vejret. Det kolde vand dryppede af ham, og han følte kulden som tusinde knive. Vagten smilede skælmskt til ham og sagde den sætning, Leonid havde hørt så tit.

”Du har ikke lov til at sove.”

Med det samme kom den store mand med ordenerne og medaljerne frem bag vagten.

”Lad os være alene!” Vagten drejede om på hælen og forlod dem. Gitteret, imellem dem var stadig låst. Da vagten var væk, sagde manden: ”Vi har Milda i vores varetægt.” Dobbelthagerne dansede, når han snakkede: ”Du bestemmer hvilken skæbne, der skal overgå hende!” Stemmen lød træt og alvorlig.

”Hvordan bestemmer jeg det?” Leonid var så træt, at han næsten var ligeglad, selvom han vidste inderst inde, at han ikke var det.

”Indrøm, at det var Zinovjev, du planlagde mordet med!”

Han sukkede og kæmpede med øjenlågene: ”Jeg har fortalt, at det var jer, NKVD, som hjalp mig.

Den fede satte sig træt på vagtens skammel. Han stirrede ud i luften og mumlede: ”Hvem er det, du tror der har hjulpet dig?”

”Jeg fik aldrig hans navn. Men han var fra NKVD. Han var ung. Han kunne få vagterne væk fra Smolny, hvor jeg myrdede Kirov. Han skaffede mig pistolen, han sørgede for alle detaljer….”

Brølet afbrød Leonids talestrøm: ”Nu hører du her, dit lille svin! Du har vragforestillinger! Vi ved, at NKVD ikke hjalp dig. Vi ved, at det var Zinovjev!” Han måtte holde en kort pause, samle luft og fortsatte derefter i et roligere tempo: ”Du har to dage til, at tænke over sagerne og så regner jeg med sandheden. Ellers kommer du til, at føle en smerte, du ikke troede mulig!”

*

Jylland 1981.

Søndag nat

Igor følte svimmelheden skylle ind over sig. Han vidste, at han var på randen af bevidstløshedens mørke og holdt hænderne hårdt og fast på rattet, og den sorte Mazda strøg i høj fart ud ad den mørke landevej. Alt var gået galt igen. Han havde aldrig følt sig så uduelig.

Det var, som om han fik en åbenbaring i dette øjeblik, hvor han kørte 130 km/t pådenne danske landevej. Han var blevet for selvsikker. De mange likvideringer i Moskva havde gjort ham uovervindelig. Troede han. Han havde ikke haft oplevelsen af at fejle før. Nu havde han fejlet tre gange. Han såfor første gang for alvor menneskets berømte vilje til at overleve.

Manden og kvinden havde kæmpet, som han aldrig havde troet muligt. De ville bare ikke dø. Derfor måtte han gribe det helt anderledes an. Han kunne ikke længere se dem som objekter, der skulle likvideres. Han måtte se dem som mennesker. Som sit livs største udfordring. En udfordring, der måske ville koste ham livet.

Igen følte han sig svimmel. Den lille hvide bil var nu godt trehundrede meter foran ham. Foden pressede hele tiden hårdere på speederen. Han tænkte igen påkonsekvenserne, hvis det hele slog fejl. Han ville være et levende mål i Sovjetunionen. Hans tidligere kolleger ville vende sig mod ham, og den fine mand på Lubjanka Pladsen ville straffe ham. Det var selvfølgelig kun, hvis han overhovedet nåede til Sovjetunionen. Han tænkte ogsåpåden mulighed, at manden med slangeringenallerede nu havde fået ordre til at likvidere ham. Han havde en chance. En sidste chance. Det gjaldt nu virkelig liv eller død. Endnu en fejl var lig døden. Denne tanke fik ham til at presse endnu hårdere påden i forvejen hårdt prøvede speeder.

Ved siden af ham låden økse, han havde fundet ude bag ved fiskerhuset fåminutter efter, han var hoppet ud ad vinduet. Han havde ikke tænkt rationelt. Han havde instinktivt taget øksen og var gået med bestemte skridt mod lyden af stemmer. Pludselig var han blevet blændet af bilen. Det havde fået ham til at hæve den store økse. Den var tung. Han havde hugget præcis lidt for langsomt. Bilen var nærmest hoppet tilbage, og da han derfor havde hamret øksen i jorden, havde stødet revet ham omkuld. Han havde hurtigt rejst sig igen og var løbet efter bilen, men den havde været for hurtig.

Han halede langsomt ind påden lille, hvide bil, som blev presset til det yderste. Han måtte tvinge den af vejen. Blodet dryppede fra hans hoved, et øjeblik blev det hele sort, men så var han klar igen. Foden var ikke længere presset helt i bund. Alle instinkter skreg til ham, at han måtte have hjælp, men det ville være fatalt, hvis han mistede den hvide Lada af syne.

Han hamrede igen foden hårdt ned påspeederen med sine sidste kræfter og så, hvordan han kom tættere påsit mål. Mazda’en var nu såtæt på, at den næsten rørte ved Lada’en. Han holdt sig oppe påen blanding af adrenalin og overlevelsesinstinkt. Nu rørte Mazda’ens front ved Lada’ens kofanger. Langsomt drejede han pådet sorte rat og tvang bilen ud i en fuldstændig hasarderet overhalingsmanøvre, og langsomt gled han op påsiden af Lada’en.

Han stirrede gennem blod påføreren af Lada’en. Han såbange ud. Frygten stod malet i hans kridhvide ansigt. Han tog en dyb indånding og så, i en mærkelig tilstand mellem bevidsthed og drøm.Lenin stå påpladsen og råbe sine visioner ud til folket. Sårev han med alle sine kræfter rattet mod højre, og Mazda’en hamrede for fuld kraft ind i den lille, chanceløse Lada. Begge biler nærmest fløj ud påmarken, der lå langs landevejen. Hans øjne kunne ikke længere følge med. Det var som en karrusel, der snurrede alt for hurtigt. Han mistede langsomt bevidstheden, og hans hjerne bragte ham op til det fine kontor på Lubjanka Pladsen i Moskva, hvor han med stolthed i stemmen proklamerede, at missionen nu var fuldført.

*

Kim låog vendte og drejede sig i sengen. Han kunne ikke sove. Det var længe siden, han havde fået en ordentlig nats søvn. Missionen rumsterede hele tiden i baghovedet. Den var blevet fast inventar i hans tanker. I dagens lyse timer formåede han at glemme, hvad han gjorde imod sin bedste ven, men når mørket faldt på, og han låi sin seng, var sviget det eneste, der optog ham. Han havde prøvet at overbevise sig selv om, at han gjorde det rigtige, men han kunne ikke længere bilde sig selv den løgn ind. Han havde truffet et valg. Han havde valgt at udføre missionen.

Lige nu var situationen kaotisk. Han vidste ikke, hvad han skulle gøre, ønskede, at han kunne spole tiden tilbage. At han havde sagt nej, havde modstået fristelsen. Han havde ikke haft en chance for at vide, hvor det her ville ende. Eller havde han?

Han tvang sin kraftløse krop op fra sengen og gik ud i køkkenet. Opvasken grinede hånligt til ham. Han havde ikke taget sig af noget husligt arbejde overhovedet, siden han påtog sig missionen. Samvittighedskvalerne havde suget al hans energi. Kun når han var påarbejde, kunne han koncentrere sig om noget andet.

Han åbnede køleskabet, tog en mælkekarton frem og skænkede sig et stort glas. Da han smagte påden søde, hvide væske, ramte den dårlige samvittighed ham igen som et lyn. Han huskede sig selv ståi Thomas’køkken og lyve sin bedste ven op i hovedet. Han havde undskyldt sit indbrud med at skulle aflevere en tennisketsjer, havde sagt, at han var gået ud i køkkenet for at fånoget at drikke. Det havde alt sammen været løgn. Derfra begyndte missionen at gå skævt. Han havde ikke fået gjort det, han havde fået ordre om, havde ikke ordnet det, han skulle i Thomas’lejlighed, og nu var situationen løbet løbsk.

Havde det været det værd –at forråde sin ven? Gråden overvældede ham. Måske kunne han aldrig gøre det godt igen. Måske ville Thomas ikke slippe levende fra det her…

*

Thomas stod påkirkens hårde gulv, mærkede, hvordan butterflyen strammede om halsen. Han kiggede sig nysgerrigt omkring. Kirken var pyntet med alle mulige og umulige farver af blomster. Røde, hvide, blå, lyserøde og gule. Hvide stearinlys i hobetal lyste over alt i kirken. Foran ham stod præsten. En gammel, gråhåret mand med et venligt, fredfyldt smil.

Han kiggede til siden og fik øje påBjørn, som kiggede tilbage og smilede opmuntrende til ham. Smokingen sad stramt påhans krop, men han såalligevel godt ud. Han lignede en viking, som aldrig ville svigte. Altid beskyttende. Ved siden af Bjørn stod Kim. Lyset fra loftsvinduet spillede i hans lyse hår og fik ham til at ligne Jesus med glorien, som var afbildet påde vinduer, hvor glasmosaikken dannede et mønster. Smokingen sad, som havde designeren skræddersyet den til ham.

Så spillede orglet med et brus bryllupsmelodien, og han rettede blikket mod kirkens indgang. Ind kom tre yndige piger klædt i ens lilla kjoler. De bar hver især en buket med de mest fantastiske blomster, hvis skønhed ikke engang de franske impressionister kunne gengive. Det kriblede i hansmave.

Som en lysende engel trådte hun ind i kirken. Alle blomsters skønhed blegnede ved siden af denne hvide gudinde. Hun gik yndefuldt med lette skridt, som fløjhun op ad det hårde stengulv. Tilskuerne sukkede og gispede over hendes skønhed. Hun nærmede sig ham og alteret. Lykke strømmede gennem kroppen. Han følte det som sit første scorede mål, sin første følelse af venskab, den første forelskelse og første orgasme. Alt dette påen gang. Det var denne fantastiske følelse af ubetinget lykke, der bølgede gennem hans krop.

Nu stod hun ved siden af ham. Sløret blev løftet væk fra hendes ansigt og afslørede hendes eventyrlige smil. Selvom han havde betragtet hende utallige gange, blev han stadig overvældet af hendes ansigts ubeskrivelige skønhed. Han følte sig ør af forelskelse, da præsten begyndte at tale.

”Såtilspørger jeg dig, Mona Valle: Vil du tage Thomas Källstrøm, som hos dig står, til din ægtemand? Vil du elske og æreham og leve med ham både i medgang og modgang, som en ægtehustru bør leve med sin ægtemand, indtil døden skiller jer ad?”

Stilheden føltes uendelig. Mona åbnede munden. Hansverden stod stille:

”Ja!”

En sten faldt fra hanshjerte.

Præsten vendte sig og kiggede ham dybt i øjnene:

”Såtilspørger jeg dig, Thomas Källstrøm: Vil du tage Mona Valle, som hos dig står, til din ægtehustru? Vil du elske ogære hende og leve med hende både i medgang og modgang, som en ægtemand bør leve med sin ægtehustru, indtil døden skiller jer ad?”

Han mærkede suget i maven og åbnede munden for at bekræfte sin kærlighed til denne fabelagtige skabning, som stod ved siden af ham:

”…”

Han forsøgte, men kunne ikke fåordet ud, og han tog en dyb indånding og prøvede igen:

”…”

Igen ingenting. Mumlen hørtes fra salen. Han kiggede over påKim, som bekymret sagde:

”Thomas?”

Bjørn kiggede med underlige øjne påham.

”Thomas? Hallo! Thomas, vågn op!”

Febrilsk vendte han sit hoved mod Mona. Hun havde tårer i øjnene og råbte ind i hansansigt:

”Thomas, svar mig. Thomas! Thomas?”Hun ruskede i ham. ”Thomas, vågn op! Du måikke forlade mig…”

Hans øjne gled langsomt op. Hvor var han? Hans syn var sløret, men han kunne svagt høre en stemme kalde:

”Thomas!”

Han kiggede til højre og såOlgas slørede ansigt. Pludselig blev alt klart. Han såden smadrede bilrude foran sig og mærkede sin ømme, forslåede krop.

”Olga? Er du ok?”

”Åh, Thomas, jeg troede, jeg havde mistet dig!” Han hørte hende hulke. ”Jeg sidder fast. Du måhjælpe mig.”

Han skubbede med albuen til den krøllede bildør. Den sad fast. Så klikkede han sig fri af sikkerhedsselen og forsøgte at vende sig med benene mod bildøren. Hans krop skreg af smerte, han bed tænderne sammen og pressede mod døren med al den kraft, han kunne mobilisere. Efter et par hårde spark gav døren sig og åbnede med et brag.

Han rullede ud af den åbne dør og landede i noget blød bevoksning, en mark af en slags. Han rejste sig, mens hver en muskel i kroppen gjorde ondt, humpede rundt om det sammenkrøllede bilvrag og nåedeOlgas side. Han hev i dørhåndtaget. Det gav sig med et smæld, og døren gled op.

Synet, der mødte ham, var både horribelt og opmuntrende. Olga var i live og øjensynligt ved godt mod. Hendes store smukke øjne stirrede hjælpeløst på ham. Hun lå i en forvredet stilling, og hendes ene ben var fuldstændig smadret. Hun bad ham hjælpeløst:

”Du måløfte mig. Jeg kan ikke røre mit ben.” Hun lød ulykkelig, og tårerne trillede ned ad kinderne.

Han greb fat under hendes arme og trak hende langsomt og forsigtigt ud. Hun hylede som en stukken gris. I en langsom glidende bevægelse trak han hende ud af bilvraget.

De væltede om påmarkens bløde græs og stirrede op på nattehimlen. Pludselig overvældede følelserne ham. De var i live. De burde være døde. Han kunne mærke gråden presse sig på. Han havde fået nok af dette sindssyge eventyr. Han ville hjem. Hjem til Frederiksberg. Hjem, hvor der ikke var nogen sindssyg morder, der konstant var i hælene påham.

Den milde natteluft kærtegnede hans ansigt, og han satte sig op og spejdede rundt. De var havnet et meget øde sted, og han såkun marker, sålang øjet rakte.Han lyttede. Ingen tegn på liv. Med besvær rejste han sig og trak Olga op på´et ben. Han lagde hendes venstre arm omkring sin skulder.

”Du måhinke. Jeg skal nok støtte dig!”

Olga nikkede opgivende. Det såud, som om hun også havde fået nok af det hele.

De humpede af sted gennem det tykke underlag. Han vidste ikke, hvilken afgrøde dette var, men den havde reddet deres liv. Han fik øje påden sorte Mazda. Den låmed taget presset ned mod marken. Lyttende overvejede han at gå over for at sikre sig, at manden var død, men han skød tanken fra sig. Måske en fortrængning af problemet. Måske træthed. Han gad i hvert fald ikke værdige den sorte Mazda, som lå som et dødt metaldyr på marken, flere tanker.

Langsomt og usikkert humpede de derudad. Olgas slidte, grønne skuldertaske hang og dinglede påryggen. Natteluften gjorde livet lidt mindre uudholdeligt. Den var mild og forfriskende.

Da de var nået omkring en kilometer, pegede Olga lige frem. En lille gård var kommet til syne i horisonten, og han mærkede fornyet håb. Turen til gården var lang og smertefuld, men efter en halv times humpen og jamren var de endelig fremme.

Han lagde Olga ned påryggen og gik selv over mod den rødmalede lade, der tårnede sig op som en stor, firkantet klods. Der faldt en lille sten fra hans hjerte, da han mærkede, at porten gav efter. Han kiggede ind i laden, som var fyldt med halmballer. Perfekt! Han gik tilbage og samlede Olga op. Sammen humpede de ind i laden og hen til en stor stak løs halm. Så blidt han kunne, lagde han Olga ned. Hun jamrede, men heldigvis sagte.

Halmen knasede under ham, da han satte sig. Han kiggede påden forslåede kvinde, som låved siden af ham. Hendes ene ben var rødt af blod, og man behøvede ikke nogen medicinsk uddannelse for at se, at den var helt gal. Han lagde blidt hånden påbenet, hvilket fik hende til at gispe af smerte. Han trak hurtigt hånden til sig.

”Olga, vi har brug for hjælp.”

Hun nikkede med smerte i øjnene: ”Men først må vi komme til hægterne igen. Det er jo ikke kun mig, der er kommet til skade. Du har brug for hvile. Vi henter hjælp i morgen tidlig.”

Han mærkede sandheden i hendes ord, og hvordan trætheden skyllede ind over ham.

”Er du sikker? ”

Hun nikkede.

”Okay, i morgen tidlig står jeg op og henter hjælp.”

Olga overvandt sine smerter og smilede kærligt til ham. Han lagde sig påryggen og stirrede op i ladens tag, tænkte over sit drømmesyn,Kims nervøse ansigt, og pludselig slog en ubehagelig tanke ned i ham. Hvad nu, hvis det var Kim, som havde forrådt ham? Hvad, hvis det var Kim, som over for KGB’shitmanhavde afsløret, hvor de befandt sig? Hvor meget vidste han egentlig om Kims job? Han tænkte tilbage. Det var Kim, der havde ført dem til sommerhuset påFyn, hvor morderen let havde fundet dem. Kim havde ogsåvidst besked om Hotel Meribel, hvor morderen igen havde forsøgt at komme dem til livs! Havde Kim måske en side, som han intet vidste om? Han prøvede at slåtanken ud af hovedet, men det var for sent. Han følte uroen brede sig. Men hvad såmed sedlen i Bjørns jakkelomme? Hvem af hans bedste venner havde dolket ham i ryggen?

*

Han åbnede langsomt øjnene. Hvor var han? Pludselig gik det op for ham, at han var i live. Han kiggede ud ad forruden, som havde fået en kæmpe flænge i midten. Udsigten vendte på hovedet, og han kom hurtigt frem til, at bilen måtte være landet på taget. Han spændte med rolige bevægelser sikkerhedsselen op og mærkede, hvordan han blev presset endnu mere ned mod bilens tag. Han følte hurtigt smerten i hovedet, men forsøgte at fortrænge den. Det virkede delvist.

Han rakte med en famlende hånd ud og tog i bildøren. Den åbnede med en knasende lyd, og han rullede sin ødelagte krop ud af den åbne bildør. Hans ben gjorde ondt, da han prøvede at rejse sig, og han kom vaklende på benene. Det var stadig mørkt. Han vidste ikke, hvor lang tid han havde været væk, men han var vendt tilbage fra bevidstløshedens mørke.

Han spejdede omkring sig og fik hurtigt øje påden hvide Lada. Med voldsomme smerter humpede han over mod bilen. Han ville kvæle manden og kvinden med sine bare næver. De skulle bøde for den smerte, som han følte nu. Langsomt kom han tættere påbilen, som var endnu mere sammenkrøllet end den sorte Mazda.

Hans hjerte stoppede i et sekund. Bildøren var åben. Det faktum fik ham til at humpe hurtigere. Han nåede over til bilen og bøjede sit hoved ind i vraget. Bilen var tom.