29

Søndag nat

Igor lænede forsigtigt sin krop ud over kanten med et fast greb om både stigen og øksen. Med glidende bevægelser tog han stigen trin for trin sålydløst, som hans krop tillod det og nåede bunden i imponerende fart. Han var nu drevet af en dyrisk trang til at fåmissionen overstået og trådte forsigtigt ned påbetongulvet. Halm knasede svagt under hans fod, og hurtigt kiggede han over påden sovende kvinde. Hun vågnede ikke, han åndede lettet op og følte i samme øjeblik en voldsom spænding i kroppen. Han var nu mindre end ti meter fra sit mål. Hun sov og anede ikke, i hvor stor livsfare hun reelt befandt sig.

Han strammede sit greb om øksen og tog forsigtigt det første skridt, langsomt tog han det næste. Halmen knasede igen, og han frygtede hele tiden, at kvinden ville vågne og ødelægge overraskelsesmomentet. Men hun sov tungt, og han fortsatte.

Mindre end fem meter fra målet boblede spændingen i ham. Forventningen om snarlig succes havde vokset sig stor, da han tog yderligere et par skridt.

Højst to meter, den mindste lyd kunne vække hende.

Med langsomme, lydløse bevægelser samlede han begge hænder om økseskaftet. Han stod nu lige ved siden af kvinden. Hvis hun havde været vågen, ville hun skrige –et inderligt og rædselsslagent skrig, der ville gåigennem marv og ben. Men hun sov og lagde derfor ikke mærke til den skarpe, blanke økse, som blev hævet over hende. Hun var vidunderligt smuk, men skønheden snød, vidste han. Hun var en forræder mod Sovjetunionen. Hun måtte dø, og hendes skønhed kunne ikke redde hende.

*

Hun hørte svagt Thomas´ skridt i høet, men orkede ikke at åbne øjnene. Trætheden havde vundet kampen. Nu ventede hun bare på hans varme ved siden af sig. Han havde tilgivet hende, ingen havde før vist hende den tillid. Hun mærkede igen et jag i mellemgulvet af dårlig samvittighed, som havde fyldt hende den sidste tid. Hun elskede ham og havde løjet, men han havde vist hende, at han ville elske hende lige meget hvad.

Hun afventede stadig hans krop mod sin, men fraværet fik hende til langsomt at åbne øjnene, hvor tusmørkets minimale skær et øjeblik smertede. Hvor var han? Pupillerne søgte efter kærligheden, søgte efter ham.

Han stod nu med øksen hævet, spændte sine muskler, så knoerne var hvide af det hårde greb om skaftet. Som altid, når han myrdede, mærkede han en orgastisk følelse. Vidste, han ville sejre.

Kvinden åbnede langsomt øjnene, som om hun mærkede livsfaren. Hendes blåøjne blev paniske, og han hamrede med alle sine kræfter det skarpe øksehoved mod hendes hoved. Et lille gisp nåede ud mellem læberne, inden øksen kløvede hendes kønne ansigt.

Hugget var såkraftfuldt, at øksens blad med en høj, knasende lyd gik halvvejs igennem kraniet.

Han følte orgasmen i maven. Det var, som om tredive sorte fugle fløj en kampesten væk fra hans skuldre. Lettelsen over at have fuldført missionen var enorm.

Blodet stod ud af det livløse, smadrede kranium. Hun var uigenkendelig. Han stod helt stille, følte næsten Nirvana, mens han betragtede den livløse krop, som før havde været så smuk.

*

Han stod som naglet til stedet med fastlåste lemmer og kvalme over det syn, der netop havde mødt ham. Et skrig sad fast i halsen, og hans indre ville kun ét: holde om den kvinde, han elskede.

Han var gået ind ad porten og havde set den ranglede mand hamre en aflang genstand ned i Olga. Han havde bidt tungen til blods for ikke at skrige. Nu stod han og såscenen for sig igen og igen. Han havde fejlet, havde ikke kunne beskytte hende, som han havde lovet.

Han blev pludselig klar over, at han selv var i overhængende livsfare. Han løb med sålydløse skridt, han kunne, ind bag en halmballe, satte sig på hug, så manden ikke kunne se ham. Hans sorg blev til frygt. Han havde ikke tid til at sørge over sin tabte kærlighed lige nu. Hjertet hamrede af sted. Han trak vejret dybt og prøvede at tvinge kroppen til at slappe af. Det kunne han ikke. Han var stadig rædselsslagen. Han måtte lægge en plan, hvis han skulle slippe fra dette mareridt i live.

Hjernen arbejdede påhøjtryk. Han havde ingen våben, så han blev nødt til at snige sig ind påmanden. Han løftede hovedet lige akkurat over halmballen, så han havde udsyn til laden. Det syn, der mødte ham, fik de små hår til at rejse sig. Morderen havde taget Olgas pistol.

*

Han såsig omkring. I hånden holdt han den ladte pistol, som han havde fundet ved siden af kvinden. Han havde tjekket, om pistolen indeholdt flere kugler. Han ville ikke begå samme fejl to gange. Helt stille lyttede han nu intenst.

Der var fuldstændig og forræderisk stilhed i laden. Men han havde lært af tidligere fejl. Måtte ikke undervurdere manden. Han kunne dukke op alle steder fra.

Han drejede rundt og rettede pistolen lige frem for sig. Langsomt og med forsigtige skridt bevægede han sig over mod ladens udgang, porten stod påvid gab. Hvor gemte han sig?

*

Thomas hørte noget halm knase. Lyden forskrækkede ham, og han begyndte at krybe langs med halmballen, væk fra porten. Han havde nu kun flugt i tankerne. Langsomt stak han igen hovedet op og spejdede rundt.

Manden var med langsomme skridt påvej over mod hans gemmested. Panikken var ved at gribe ham. Han rystede og følte sig svimmel, men forsøgte at tage sig sammen. Han kunne ikke nåat flygte. Hans bedste forsvar lige nu var et angreb.

Han krøb tilbage mod ladeporten, satte sig påhug med ryggen mod halmballen og stirrede ud i mellemgangen. Han hørte sig eget hjerte hamre og frygtede et kort øjeblik, at lyden ville afsløre ham.

Halm knasede ganske tæt på. Han spændte alle muskler i kroppen. Nu måtte det briste eller bære.

*

Igor var nu småfem meter fra porten. Han sørgede hele tiden for at holde udkig til alle sider. Der var stadig helt stille. Han overvejede kort muligheden af, at manden var væk. Umuligt. Manden havde kørt den hvide Lada, der nu stod som et vrag ude påmarken. Han måtte være her i laden hos kvinden. Alt andet var utænkeligt.

Han tog endnu et skridt fremad, mærkede, hvordan hjertet slog hurtigere. Han var nervøs. Han kunne ikke lide, at han ikke vidste, hvor manden var. Pludselig føltes det, som om situationen var ude af kontrol.

Hans fingre pressede påaftrækkeren, såhan hurtigt kunne skyde, hvis det blev nødvendigt.

*

Thomas lyttede intenst. Manden bevægede sig næsten lydløst, men han kunne alligevel ganske svagt høre hans skridt. Stemte beregningerne, var han mindre end en meter væk. Han tog en dyb indånding og pustede ud sålydløst som muligt, spændte musklerne som en flitsbue. Nu handlede det om sekunder, før manden ville se ham. Han havde kunén chance.

Han satte af i et kraftspring og snurrede rundt i samme bevægelse. Han strakte armene frem til angreb. I et splitsekund mødtes deres øjne. Han fløj lige frem imod den ranglede mand, som imidlertid var hurtig og kastede sig mod venstre med en voldsom bevægelse.

Han fik kun lige akkurat fat i mandens trøje, men måtte slippe taget og faldt med et bump ned på det hårde betongulv og rullede rundt. Han havde fejlet. Igen. Låmed hovedet mod jorden og prøvede febrilsk atfinde en udvej, da han hørte den klare, russiske ordre skære gennem luften:

”Lig helt stille!”

Instinktivt drejede han hovedet og stirrede direkte ind i pistolmundingen. Mandens øjne fyldtes af had, da han hvislede:

”Nu kan ingen redde dig! To gange tidligere skulle jeg have skudt dig. Men tredje gang er lykkens gang.”

Manden tog sigte. Rædselsslagen så han pistolmundingen pege direkte mod sin pande. Han lukkede øjnene, mens flimrende billeder flød over nethinden. Sålød et øredøvende brag. Han forventede at glide væk fra denne verden, men mærkede ikke noget. Kuglen kom aldrig.

Han åbnede øjnene og såind i russerens tomme øjne et øjeblik, inden han faldt livløs til jorden. Forvirret så han påden døde mand og mærkede, at hans syn blev sløret. Det sidste han så, inden han gled ind i bevidstløshedens mørke, var Bjørn, der kom løbende mod ham. Han vidste ikke, om han såsyner. Alt blev mørkt.

Han åbnede langsomt øjnene og stirrede op i ladens loft med sløret blik. Stærke hænder ruskede i ham.

”Thomas! Thomas, vågn op!”

Bjørns ansigt dukkede nu op i hanssynsfelt. Han kunne se, at Bjørn talte, men hørte det kun svagt.

”Thomas! Thomas, jeg er her!”

”Bjørn, er det dig?”

Bjørns stemme blev mere tydelig, som om nogen skruede op for volumen: ”Ja da. Jeg fik ham! Ambulancen er påvej.”

Han hørte nu sirenerne i det fjerne, og i det samme gled han tilbage i bevidstløshedens mørke.

30

Leningrad

d. 27. december 1934

Han kiggede sig rundt i den tomme celle. Han savnede Peter. Han var skyld i hans død. De havde fortalt ham, at hvis han ikke underskrev tilståelsen ville de dræbe Peter. Nu græd han bitre tårer.

Pludselig gik cellens gitre op, og Leonid vendte sig. Han gjorde store øjne. Det var Josef Stalin. Han bar en brun uldjakke og høje støvler. Bagved ham, pegede en soldat på Leonid med sit gevær.

Diktatoren brummede:

”Jeg ved, at du gjorde, hvad Zinovjev beordrede dig til!”

Han vidste, hvem Zinovjev var. Han havde været en af Lenins nærmeste medarbejdere, og var tidligere leder af Leningradsovjetten og nu i venstrefløjsopposition til Stalin. Han var altsåen af Stalins største fjender. Nervøst svarede han:

”Jeg har aldrig mødt Zinovjev. Det var NKVD, der planlagde mordet påKirov.”

Stalin blev ildrød i hovedet. ”Løgner! Vi ved, at Zinovjev stod bag. Tilståså!”

Han mandede sig op og mødte Stalins blik. ”Jeg tilstår kun sandheden. Det var NKVD, der stod bag.”

Stalin sukkede og trak et dokument frem: ”I dette dokument erkender du, at det var Zinovjev, som arrangerede mordet påSergei Kirov. Jeg er en rimelig mand. Hvis du underskriver, undgår dudødsstraf.”

Det var løgn. Han havde myrdet en af Sovjetunionens yndlinge. Nationen krævede hans hoved pået fad. Ikke engang Stalin kunne forhindre dette.

”Jeg underskriver ikke denne løgn!” Han så opgivelse i de sorte georgiske øjne. Han havde vundet.

*

København 1981

Mandag Eftermiddag

Advokat Mogens Laurbjerg parkerede sin Mercedes foran den grå bygning på Frederiksberg Allé. Han blev siddende lidt i bilen og mærkede solen brænde gennem ruden. Han tog solbrillerne af og lagde den i forruden.

Bisættelsen var gået godt. Han havde arrangeret det forholdsvis hurtigt, men alligevel ville det have faldet i Flemming Christoffersens smag. Ingen kirke, ingen præst og ingen religion. De havde mødtes i kapellet og havde sammen mindedes den afdøde. Der havde hverken været taler eller salmer. Kun stilheden og folks egne tanker.

Hans egne tanker var gået tyve år tilbage til, da han mødte Flemming første gang. Han huskede den velklædte nydelige herre, som han var blevet introduceret for til en sommerfest hos nogle for længst glemte venner. Flemming havde været et spændende og levende indslag i en forsamling af fine sagførere og fruer i pels, selvom solen skinnede. Else og ham selv var betagede fra starten og havde efterfølgende inviteret Flemming til middag, hvor han havde underholdt med spændende historier fra Sovjetunionen og hans mange rejser. Han var en af de slags mennesker, som en sjælden gang imellem krydser ens vej. Et menneske som havde ens udelte opmærksomhed. En livsnyder og en eventyrer. Han havde egentlig altid været misundelig på Flemming og så alligevel ikke. Flemming var et geni, han var elegant, han var sjov, og han var charmerende. Men han var ikke lykkelig. Det havde altid skinnet ud af øjnene. Han havde selv været lykkelig. Måske ikke så meget længere, men for tyve år siden var han i hvert fald lykkelig. Hvorfor Flemming var ulykkelig, vidste han ikke. De havde aldrig talt om det. De havde kun talt om alt det gode. Han kendte ikke den anden side af ham.

Efter bisættelsen havde der været kaffe og kage i et mindre lokale, som lå tæt på kapellet. Han havde ikke kendt nogle af de fremmødte. Ingen velkendte ansigter, og det havde slået ham, at han ikke havde kendt sin vens familie og venner. Flere og flere spørgsmål havde dukket frem, som alle mundede ud i et stort. Hvem var den egentlige Flemming Christoffersen?

Han åbnede bildøren og gik de få meter hen til hoveddøren. Hans øjne skimmede navnene på dørtelefonen, indtil de fandt Källstrøm. Hans fingre pressede knappen i bund. Han ventede. Intet svar. Han trykkede knappen i bund igen. Stadig intet svar. Pludselig blev hoveddøren åbnet og en ældre dame gik besværet ud af døren og fik øje på ham:

”Skulle De ind her?”

”Ja tak, nu skal jeg…”

Han greb døren og holdt den for damen, som takkede og langsomt bevægede sig videre i dagens gøremål. Han gled ind i opgangen og gik hurtigt op ad trapperne, indtil han nåede Källstrøms dør. Han ringede endnu engang på. Han ventede. Stadig ingen Källstrøm. Han tog hånden ind i inderlommen på blazeren og fiskede det brune brev frem. Kiggede på teksten udenpå og smed brevet ind ad brevsprækken. Han sukkede og gik ned ad trapperne igen. Nu håbede han, at Källstrøm ville få brevet hurtigt. Hans tanker faldt tilbage på den bankboks, som nøglen passede til. Hvad var det, den indeholdte?

*

København 1981

Mandag middag, 2 uger efter.

Han stod og kiggede ud af det store vindue. Han befandt sig påtiende etage, såhan kunne se langt væk. Han følte sig som en konge, der spejdede ud over sit rige. PåRigshospitalets parkeringsplads myldrede alle mulige farvede biler rundt imellem hinanden som myrer i en tue. Han kiggede op og så,at solen skinnede fra en skyfri himmel. Klokken var tre om eftermiddagen.

Døren til stuen blev åbnet. Han drejede hovedet og fik øje påen lille, firskåren mørkhåret kvinde, hvis hvide kittel klæbede til hendes krop og afslørede, at det nok ikke var hendes størrelse. Han smilede.

”Hej Tove.”

Hun gengældte smilet, som løftede alle rynkerne og fik hende til at ligne en blomst, der sprang ud:

”Hej, Thomas. Hvordan har vi det i dag?”

”Ja, jeg kan jo kun snakke for mig selv, men jeg har det godt!”

Tove nikkede, smilede og sagde med sin let hæse stemme: ”Såvi holder fast ved, at du bliver udskrevet i dag?”

Han nikkede: ”Ja, det synes jeg. To uger må være nok.”

Tove drejede om påhælen og sagde, imens hun gik ud af døren: ”Godt, såmeddeler jeg overlægen det.”

Hun lukkede sagte døren efter sig. Han gik med stive ben over til den lille hospitalsseng og lagde sig. Han ville blive udskrevet om en time, såder var god tid. Han var glad for at skulle væk fra hospitalet og ud i den rigtige verden igen. Han lukkede sine øjne og tænkte to uger tilbage.

Han havde været bevidstløs i to timer, før han vågnede op og så Bjørn sidde ved hospitalssengen. Han havde været helt forvirret og forskrækket kigget sig om efter den ranglede morder, men Bjørn beroligede ham med, at de befandt sig på sygehuset i Århus. Med hans hånd i sin, fortalte Bjørn, at han i radioavisen havde hørt, at en receptionist påHotel Meribel var sporløst forsvundet, og at man havde fundet blodrester påstedet.

”Jeg kunne jo nok regne ud, at noget var helt galt, så jeg tog min fars gamle jagtgevær …”

”Jagtgevær? Havde du et jagtgevær …?

Bjørn løftede afværgende hånden. ”Jeg tog min fars gevær og skyndte mig til Fredericia for at tjekke, om du stadig var der. Det var du ikke! Jeg var i syv sind, Thomas – virkelig, men så kom jeg i tanke om fiskerhuset i Esbjerg. Jeg tog chancen, men … ”

”Gregersen…” hviskede han, og Bjørn nikkede med rynket pande.

”Ude af mig selv og efterhånden godt paranoid kørte jeg frem og tilbage i Esbjerg og omegn i en eller anden desperat søgen efter dig. Til sidst … hvad? Vil du ha´ vand?”

Bjørn skænkede fra kanden og rakte glasset til ham, før han fortsatte: ”Til sidst ved et usædvanligt held – så jeg de to bilvrag og genkendte din hvide Lada. Mere?”

”Nej, tak, det er fint. Og så gjorde du hvad?”

Bjørn så på væggen, før han igen fangede hans blik. ”Jamen, jeg fulgte sporene, Marken var trampet godt og grundigt ned, så det var ikke så svært. Jeg fik øje på laden og nåede lige at se dit fantastiske styrt mod fjenden, denne ranglede mandsperson, som pludselig stod med en pistol i panden på dig!”

Han smilede anstrengt og rakte alligevel ud efter glasset igen. ”Og så gav du ham en kugle lige i panden eller hvad?”

”Desværre, Thomas. Jeg måtte skyde ham i ryggen.”

”Ingen grund til at skamme sig, dér – du reddede mit liv,” sagde han, og Bjørn nikkede.

”Og ja, så tilkaldte jeg bonden på gården og fik ham til at ringe efter en ambulance. Det er sådan set det. Hvordan har du det?”

*

Dengang havde han det forfærdeligt, var dybt ulykkelig over at have mistet både Mona og Olga – de eneste to kvinder, han nogensinde havde elsket – revet bort så brat, at han kunne føle det i hjertet. Heldigvis var Bjørn ved hans side det første døgn, støttende og forstående, selvom hans øjne ikke skjulte, at han var forfærdet over at se ham sådan. Så rejste han hjem med lovning om at informere hans familie.

De var kommet og havde besøgt ham, men kunne ikke helt forstå, hvad der var hændt deres søn og bror. De var meget kærlige og omsorgsfulde, men han havde lukket dem ude, var kold og afvisende. Ikke for bevidst at være fjendtlig, men hans tanker kredsede hele tiden om Mona og Olga. Familien var hurtigt taget tilbage til Sjælland igen og håbede sikkert på, at deres næste møde ville blive, som det plejede.

Kim havde lagt besked om, at han ville besøge ham i København. Pådet tidspunkt, to dage efter ulykken, besluttede hospitalet at overføre ham til Rigshospitalet og derved give ham den bedste psykoterapeutiske hjælp. Sessionerne hos psykologen havde de første dage været ufrugtbare. Han var brudt hulkende sammen, når Olgas navn blev nævnt. Befandt sig i et kæmpemæssigt sort hul, der ikke havde nogen trappe eller stige at kravle op ad.

Påtredje dag kom gennembruddet, som psykologen kaldte det. Han kunne fortælle hele historien. Han havde grædt, men han var ikke brudt sammen. De næste fem dage kravlede han længere og længere op af det sorte hul og kunne tale konstruktivt om både nærdødsoplevelserne og tabet af Olga og Mona.

Og nu lå han her – fuldt påklædt og skulle hjem. Han kiggede rundt i det lille værelse, der havde været hans hjem de sidste 14 dage. Han ville ikke savne den klaustrofobiske, sterilt udseende stue med de kridhvide vægge. Han savnede lejligheden påFrederiksberg.

Tankerne søgte tilbage til for to dage siden. En ung politimand ved navn Rune Jørgensen var kommet påbesøg for at afhøre ham. Han havde givet ham samme forklaring, som psykologen havde fået: Han kendte Olga fra en bar, og de havde haft en romance. Han vidste ikke, at hun opholdt sig illegalt i landet. Pludselig var de blevet jagtet af denne sindssyge, høje ranglede mand…

Han havde løjet og fortalt, at der sikkert var tale om en jaloux ekskæreste. Han fortalte også, at manden havde myrdet receptionisten på Hotel Meribel, Gregers i fiskerhuset og kørt dem af vejen i bilen, og at de med nød og næppe havde overlevet sammenstødet. Morderen havde derefter fundet dem i laden, hvor han havde dræbt Olga og næsten ogsådræbt ham, men såvar Bjørn kommet og havde reddet hans liv.

Det havde ikke pånoget tidspunkt forekommet som en mulighed at fortælle den rigtige historie. Den var for kompleks. For sprængfarlig. Han vidste, slaget over KGB var vundet, men han havde tabt krigen. De høje herrer påLubjankapladsen i Moskva ville aldrig kunne blive stillet til ansvar for Olgas død. Det skulle man være ret blåøjet for at tro på.

Han havde nu lagt hele sagen påhylden dybt inde i sin bevidsthed. Den ville poppe op i ny og næ, men han ville fortrænge den, ligesom han stadig fortrængte Monas død.

Han tænkte meget på Olga, følte sig stadig forelsket, hvilket gjorde savnet næsten ubærligt. Men ligesom med Mona ville han aldrig se hende igen.

Døren blev åbnet, og han blev revet ud af sine tanker. En lille, tyk mand med skaldet isse kom ind påstuen. Overlægen.

”Nå, hr. Källstrøm. Det var det! De må endelig kontakte os, hvis De føler tilbagefald, og husk at kontakte den psykolog, jeg har anbefalet Dem. Man må aldrig tage for let på denne slags posttraumatiske stress.”

Han kløede sig lidt i skægget og sluttede såaf med: ”Nå, men held og lykke og farvel.” Han smilede.

Han takkede og sagde farvel.

Et kvarter senere stod han påden parkeringsplads, han kort forinden havde betragtet fra vinduet. Sommerluften var varm og føltes kvælende. Solen bagte på hanshud, og kropstemperaturen steg. Han spejdede rundt og fik hurtigt øje påKims blåVolvo. Kim dyttede og vinkede smilende.

”Hej, gamle jas! Det er sgu godt at se dig uden for den deprimerende hospitalsstue.”

”Hej, Kim. Det føles ogsårart, selvom jeg er ved at brække mig af hede!”

Kim satte bilen i gear, gled langsomt ud fra parkeringspladsen og foreslog, at de tog en bajer undervejs, men han ville allerhelst hjem og slappe af. Kim forstod ham, og kort tid efter holdt de påFrederiksberg Allé.

Opgangen duftede af sulfo fra den ugentlige trappevask. Han fiskede nøglen frem, og døren åbnede med en knirkende lyd. Han tøvede af en eller anden grund med at gåind. Det låstadig dybt i ham, at han følte sig jaget. Han rystede påhovedet og trådte ind i gangen, hvor en masse breve og reklamer lå og ventede påham. De måtte vente. Han lukkede døren og smed skødesløst alt tøjet i gangen, før han gik ud på badeværelset og tændte for bruseren. Det kolde vand gav en gysende fornemmelse, men han vænnede sig hurtigt til temperaturen og lod vandet regne ned over sin nøgne krop. Han var blevet mere mager, end han havde været inden mødet med KGB. Han tænkte, at det ikke kun var i Gulag, de udmagrede folk.

Han tørrende sig hurtigt i et gammelt håndklæde og gik ind i soveværelset og åbnede skuffen med underbukser. Han fandt et par shorts, som han tog på.

Et næsten euforisk sus gik igennem ham, da han med brevene i hånden opdagede en cigaretpakke påbordet. Han havde ikke røget i to uger og følte nu trangen presse sig på. Han tændte smøgen og inhalerede den kradsende røg.

Han havde fået ti breve. Kun tre af dem såspændende ud. Resten genkendte han som regninger, såde blev lagt lidt væk. Han orkede ikke at tænke påøkonomi nu.

Det første brev var fra Københavns Universitet. Essensen i brevet var, at han skulle kontakte en vis hr. Thorvald Abrahamsen hurtigst muligt. Han lagde træt brevet påbordet og aftalte med sig selv, at det ville han gøre i morgen. Et nyt kraftigt hvæs påcigaretten fyldte hanslunger med den røg, som han havde savnet såfrygteligt.

Det næste brev i bunken var fra en advokat Laurbjerg. I brevet opfordredes han til at tage telefonisk kontakt hurtigst muligt. Han havde aldrig hørt om nogen advokat Laurbjerg før. Hvad ville han? Nummeret stod i bunden. Han tog endnu et hiv, så greb han telefonrøret og drejede nummeret. Han ventede tre ring før en ældre kvindestemme svarede:

”Hos advokat Laurbjerg, De taler med Else.”

”Øh… Goddag mit navn er Thomas Källstrøm og jeg….”

”Ahh goddag Hr. Källstøm. Vi har længe ventet at høre fra Dem.”

”Nå, må man spørge hvorfor?”

”Ja, De må have mig undskyldt, men jeg ved det faktisk ikke. Jeg har bare fået strenge instrukser om at aftale en tid så hurtig som muligt med Dem.”

”Jeg har altså aldrig hørt om en advokat Laurbjerg….”

”Men han kender åbenbart Dem. Hvad siger De til klokken 14 i morgen?”

”Tjo, det kan jeg vel godt klare.”

”Alle tiders Hr. Källstrøm. Har De adressen?”

Han kiggede igen på brevet: ”Ja, det står i brevet.”

”Jamen så ses vi i morgen.”

”Farvel.”

Han tilbragte resten af aftenen med at se fjernsyn. De viste en engelsk krimi, som han fandt højst kedelig og forudsigelig. Efter en gang spagetti med tomatsovs fra skabet, faldt han hurtigt i søvn og vågnede først kl. 9 næste morgen.

Han følte, han havde sovet i tre dage og følte sig svimmel og groggy. Efter et koldt styrtebad kom han dog hurtig til sig selv og blev klar i hjernen, mens han konsumerede en hurtig kop kaffe og en skål havregrød. Han var ude af døren kl. 10.

Sommeren var virkelig kommet for at blive. Det var allerede varmt. Han fortrødøjeblikkeligt, at han havde taget lange bukser og ditto trøje på, men gav pokker i det. Han puttede en smøg i munden og spadserede hele vejen til Københavns Universitet på Njalsgade. Han havde nydt at gåog tænke for sig selv. Nydt det dejlige vejr. Nydt ikke at føle en morders iskolde ånde i nakken, men tankerne blev af og til rettet mod Olga og Mona.

Han henvendte sig i receptionen:

”Goddag, mit navn er Thomas Källstrøm. Jeg skulle tale med en hr. Thorvald Abrahamsen.”

”Øh ja. Har De en aftale?” spurgte den smilende receptionist.

Han rystede påhovedet.

Hun fortsatte: ”De er heldig. Der er lige en, der har aflyst sit møde, såhan har tid om ti minutter. Vær venlig at tage plads.” Hun pegede påtre stole, som stod bag et bord.

Han satte sig og kiggede ud i luften. De ti minutter sneglede sig af sted, og i følge hansur blev det også til et kvarter. Han fik næsten et chok, da damen råbte:

”Værsgo, han har tid nu!”

Han blev vist ind pået lille kontor, hvor der bag et rodet skrivebord sad en lille tyk mand med sort krøllet hår. Manden smilede og sagde:

”Ja, undskyld rodet, men vi har mange manuskripter i øjeblikket.”

Han såspørgende ud.

Manden fangede hans blik og fastholdt øjenkontakten.

”Åh ja, det er sandt. De aner slet ikke, hvem jeg er. Jeg talte jo ogsåkun med Flemming. Jeg hedder Thorvald Abrahamsen, og jeg er ansvarlig for udgivelsen af Flemming Christoffersens bog om Josef Stalin.”

Det gøs i ham, da han hørte navnet Stalin. For mange dårlige minder.

”Det glæder mig at møde Dem.”

”Tag plads!”

Han satte sig påen lille stol mage til dem i venteværelset. Manden begyndte at snakke med det samme: ”For det første måjeg kondolere med Christoffersen. Han var en yderst vellidt herre, og det chokerede mig meget, da jeg hørte om hans død! Og såendda selvmord!”

Abrahamsen spilede øjnene op, da han sagde selvmord, som for at vise det chokerende i det. Han skulle bare vide, tænkte han.

”Mange tak, det har været en svær tid.”

Thorvald Abrahamsen rømmede sig. ”Men livet går videre. Vi har stadig lyst til at få udgivet bogen. Det vil med andre ord sige, at vi stadig ønsker at have Dem tilknyttet projektet.”

”Jamen, hvordan? Christoffersen er jo død!”

”Vi har fundet en til at tage over, hvor Christoffersen så at sige slap. De skal være hans forskningsassistent, ligesom De var Christoffersens.”

Han var oprigtigt overrasket. ”Jamen kan man det?”

”Sagtens. De kommer begge til at stå som forfattere på bogen.”

Han tænkte lidt og spurgte så: ”Hvem er den nye forfatter så?”

Abrahamsen kiggede ned i bordet, som om navnet var ridset ind i træet. ”Han hedder Jørgen Berthelsen. Han er historiker og vil meget gerne fortsætte, hvor Christoffersen slap.”

Han trak påskuldrene. ”Kender ham ikke.”

”Han er yderst kompetent. Kan De mødes med ham i morgen påChristoffersens gamle kontor, klokken 14? Såkan I lære hinanden at kende, og De kan sætte ham ind i, hvor langt I er nået.”

Han tænkte lidt over sagen, havde egentlig overvejet at holde lidt ferie for at komme væk fra det hele. Men påden anden side var det at begrave sig i arbejde påen måde ogsåat komme væk fra det hele. ”Ja. Det passer mig fint.”

Sommerluften var nu ulidelig. Han så på uret. Der var rigelig tid til en god frokost og en kop kaffe før mødet med den mystiske advokat Laurbjerg. Han traskede ind på en cafe tæt på Strøget og tænkte over mødet med Thorvald Abrahamsen.

Det var kommet bag påham, at de ville fortsætte projektet, men det glædede ham alligevel. Såvar arbejdet i hvert fald ikke spildt. Han glædede sig til at møde denne Jørgen Berthelsen og håbede, han ville komme ligesågodt ud af det med ham, som han havde gjort med Christoffersen.Han spiste to stykker smørrebrød, en med hønsesalat og en med leverpostej.

Det var tid til dagens næste aftale. Han gik ud i sommervarmen, spadserede langsomt og lod varmen bage sin krop. Da han var nået ud forbi Østerport Station og gik på Dag Hammarskjölds Allé, blev maven fyldt af den velkendte knude. Han kiggede på uret. Han havde tid.

Med tunge skridt gik han ind på Garnisonskirkegården, som han efterhånden kendte sågodt. Hans ben gik automatisk hen til stedet, hvor hun lå. Graven var pæn. Der lå friske blomster. Han tænkte kort over, hvem de mon var fra, men slog tanken fra sig og stirrede på gravstenens inskription. Han fik tårer i øjnene.

Mona Valle: 10/03 1952 - 13/11 1980. Hvil i fred!

Han stod længe og stirrede pågraven, imens tårerne trillede ned ad kinderne påham. Det gjorde stadig næsten fysisk ondt. Han kom til sig selv og huskede aftalen med advokat Laurbjerg og kiggede på uret. Et kvarter til mødet. Han gik hurtigt væk fra graven og luntede hen til den høje bygning ved Sortedams søen, hvor Laurbjerg havde kontor. Heldigvis kendte han København som sin egen bukselomme.

Han trådte ind i receptionen, oplyste sit navn og blev vist direkte op på fjerde sal. Da han havde klaret trapperne kom han ind til et forkontor, hvor en ældre dame sad og tastede på en skrivemaskine. Hun kiggede op:

”Ja?”

”Thomas Källstrøm.”

”Jamen, Goddag. De kan bare gå ind. Advokaten har tid nu.” Hun pegede med en kroget finger på en dobbeltdør. Han gik hen og lukkede sig selv ind. Han kiggede sig hurtigt rundt. Det var et stort kontor med flotte designermøbler og et nydeligt stort egetræsbord, som advokat Laurbjerg sad bag. Han nikkede.

”Hr. Källstrøm?”

”Ja, det er mig.”

”Værsgo og tag plads.”

Han takkede og satte sig i stolen foran skrivebordet. Advokaten begyndte med velartikuleret stemme:

”Mit navn er Mogens Laurbjerg. Jeg var advokat for nu afdøde Flemming Christoffersen.”

Han løftede øjenbrynet. Selvfølgelig. Den gamle har efterladt mig et eller andet historisk ragelse. Han blev varm om hjertet og udbrød:

”Har jeg arvet noget?”

Hurtigt følte han sig flov over sit upassende udbrud og kiggede ned i bordet. Advokaten rømmede sig.

”Det kan man godt sige. Flemming kom til mig for nogle uger siden. Ja, det var faktisk dagen før eller var det samme dag…?” Advokaten kiggede eftertænksomt op i luften, men forsatte:”… som han døde. Han fik mig til at love noget.”

Nygerrigheden voksede.

”Jeg lovede ham, at hvis der skete ham noget, ville jeg give dig den her.”

Laurbjerg tog en sølvnøgle frem og lagde den påbordet.

Han kiggede undrende på.

”Denne nøgle passer til sikkerhedsboks nummer 356 i Guldbanken påGl. Kongevej. Husk boks nummer 356!”

”Hvad er det?”

”Jeg ved det ikke. Jeg holder bare et løfte til en gammel ven.” Advokaten rejste sig op og holdt hånden frem.

Han rejste sig ogsåog trykkede den.

”Farvel, Hr. Källstrøm.”

*

Han kunne mærke nysgerrigheden boble og følte, hvordan benene gik hurtigere og hurtigere. Han gik den lange vej på rekordtid og så den lille banks facade. Guldbanken stod der med store sorte bogstaver. Han trådte ind og så hurtigt, at han var eneste kunde i banken. En pæn ung dame stod ved skranken.

”Kan jeg hjælpe?”

Han holdt nøglen frem. ”Jeg vil gerne tjekke min bankboks.”

Damen nikkede. ”Naturligvis! Denne vej.”

Han blev ført ind i et stort kvadratisk lokale. Alle væggene var beklædt med metalbankbokse. Han lod blikket vandre, indtil han fandt den rigtige boks. 356 stod der med små sorte bogstaver. Han stak spændt nøglen i hullet. Den passede. Han åbnede den lille metaldør. Inde i det lille rum låen brun konvolut. Han mærkede maven knurre af spænding, da han tog konvolutten ud og satte sig påen af de seks stole, der stod placeret i midten af lokalet. Med febrilske håndbevægelser åbnede han konvolutten og fiskede et papirark op. Han læste flygtigt bogstaverne på den første side og så igen og igen. Pludselig gav de mening. Hans hjerte sprang et slag over og knuden i maven blev større. Chokket skyllede ind over ham. Han nægtede at tro, hvad han læste!