31
Leningrad
d. 28. december 1934
”Hermed starter jeg, Vasiliy Ulrikh, retssagen mod Leonid Nikolajev født 1904.” Stenografen tastede på skrivemaskinen, som klikkede mekanisk. De var kun tre i rummet.
”Du er anklaget for mordet på Sergei Mironovich Kirov. Hvordan stiller du dig?”
”Skyldig.”
”Hvordan dræbte du ham?”
”Jeg skød ham i baghovedet, så hans hjernemasse var synlig.”
Manden med medaljerne, som åbenbart hed Vasiliy Ulrikh, kiggede med foragt på ham.
”Handlede du alene?”
”Nej.”
”Fik du hjælp af elementer, der vil Partiet til livs.”
”Det kan man godt sige.”
”Hvad er navnene på de som hjalp dig?”
”NKVD!”
”Da retten har efterprøvet disse anklager fremsat af den sigtede, og ikke finder belæg for det påståede, afviser retten disse anklager mod NKVD. Har du noget at tilføje.” Leonid rystede på hovedet.
”Hermed dømmer jeg dig til døden efter den nye lov af 1.december, som forlanger retssag over de anklagede terrorister inden for ti dage, og umiddelbar henrettelse uden mulighed for appel efter dommen. Retten skal beklage, at tidsfristen på ti dage ikke er blevet holdt, men retten anså det for vigtigt at afhøre Hr. Nikolajev grundigt. Du dømmes til døden ved skydning, som vil blive eksekveret i morgen kl. 12.”
Mens han blev ført tilbage til cellen, tænkte han over denne nye lov. Han vidste, at den ville ændre Sovjetunionen. Nu kunne Stalin anklage og dømme alle sine modstandere, uden at disse ville have en jordisk chance for at kunne forsvare sig. Denne lov ville som konsekvens medføre, at Sovjetunionen blev et paranoidt forfølgelsesland. Et kort øjeblik glædede han sig over, at han ikke skulle leve i sådan et samfund.
*
København 1981
Tirsdag – Eftermiddag
Thomas læste ordene påpapiret igen. Først havde de ikke givet mening. Dokumentet var et officielt KGB dokument. To sætninger udsmykkede det gullige papir. Den første sætning var russisk og betød: Subjekt elimineret. Næste sætning var den, der i starten ikke gav nogen som helst mening: MB10031952. Han havde vendt og drejet sætningen i hovedet. Hvem var blevet elimineret? Han gættede på, at det var personens forbogstaver MB? Hvem var MB? Han kendte ikke nogen med initialerne MB!
Pludselig gik den logiske og tragiske sandhed op for ham. Det var sålogisk, som det kunne være. Det russiske M svarede til M pådansk. Men det russiske B svarede til V pådansk! Sætningen var altså MV 10031952.
Han følte et koldt chok skylle ned ad nakken, mens han stirrede påsætningen igen og igen. Han følte det som en boksehandske i maven, der med et præcist slag tog både luften og håbet ud af ham.
Han tørrede sine øjne, som om det ville udviske virkeligheden på dokumentet, genkaldte sig indgraveringen på den kolde sten:Mona Valle 10/031952…
Han kunne ikke længere kontrollere sin vrede og sorg. Han kastede dokumentet påstolen og fløj op, mens han med stor kraft hamrede sin hånd direkte ind i metalskabet foran sig. Metallet gav et højt smæld, og under normale omstændigheder ville hanshånd smerte gevaldigt, men vreden og gråden lukkede for alle følelser og indtryk. Der var kun en tanke i hans hoved: KGB myrdede Mona. De havde myrdet hans elskede Mona!
Han blev pludselig afbrudt af en vred stemme:
”Hvem tror De, at De er? De kan ikke bare slå løs på interiøret!”
Han vendte blikket mod en ung mand i jakkesæt. Uden at tænke løb han over og tog fat i mandens krave, mærkede, hvordan vreden nu ville ud. Han strammede grebet og holdt den anden næve faretruende knyttet.
Med et kom han tilbage til virkeligheden, pludselig bange for sig selv. Han slap mandens krave og undskyldte. Så greb han dokumentet og kuverten og gik fordi den lamslåede mand og ud ad Guldbankens fordør.
Han hørte kun svagt trafikken og børnenes legende stemmer. Det var, som om nogen havde lukket ham inde i en osteklokke. Mona var ikke blevet dræbt af en tilfældig flugtbilist. Flugtbilisten havde været en KGB mand.
Han fik øje påen lille cafe, og benene styrede automatisk derhen. Den var grimt indrettet med gulligt tapet. Der hang en tung sky af tobaksrøg i luften. Han satte sig ved et bord, fandt en pakke cigaretter frem og satte en i mundvigen. Rystende fik han fisket lighteren frem og satte ild til smøgen. En ung servitrice kom ned til bordet og spurgte, hvad han ville have. Han bestilte en kop sort kaffe, tog endnu et hiv af cigaretten og lagde dokumentet påbordet. KGB havde dræbt Mona. Hvorfor? Hvilken interesse kunne de have i at myrde Mona? Hvorfor havde Flemming Christoffersen dette dokument? Tankerne dundrede rundt i hovedet.
Pigen kom og satte den rygende kop foran ham. Han tog fat i hanken med rystende hånd. Kaffen skvulpede ud over kanten og var lige ved at ramme den brune konvolut. Den brune konvolut! Han satte koppen ned igen og tog konvolutten op, åbnede igen sprækken i toppen med dirrende hænder og stirrede ned i mørket. Han stak fingrene ned og mærkede igen de små hår rejse sig, da han følte på endnu et papir i konvolutten. Hvad nu? Han trak et mindre stykke krøllet kladdepapir frem og genkendte straks Christoffersens håndskrift:
Unge Källstrøm!
Hvis du læser dette, betyder det, at alt er gået galt!
Jeg har instrueret min gamle ven og advokat, Mogens Laurbjerg om at give dig nøglen til boksen, hvor du har fundet dette brev. Jeg har skrevet brevet hundredvis af gange, men hver gang er sandheden for pinefuld, så jeg bliver ved med at krølle det sammen og forkaste forslaget! Jeg har prøvet at fåordene til at spille sammen, så lyrikken gør sandheden mindre afskyelig. Men selv ikke den bedste digter kunne fådenne sandhed til at se pæn ud. Jeg vil derfor undlade at sminke sandheden. Jeg vil begynde fra begyndelsen.
For ti år siden mødte jeg en fyr, hvis navn er sagen uvedkommende. Vi mødtes pådet gymnasium, hvor vi begge var ansat. Vi havde mange interessante drøftelser og samtaler. Det udviklede sig til et regulært venskab. Min ven fik mig langsomt overbevist om kommunismens glæder og mål. Jeg lod mig indhylle i hans propaganda om Sovjetunionen og dens fremtid. Langsomt blev jeg mere og mere fanatisk. Jeg åd Marx, Engels og Lenins skrifter råt og kom hurtigt frem til, at dette var mit kald.
Jeg blev hvervet som spion for KGB i 1972. Jeg vil ikke trætte dig med mine opgaver, som mestbestod i at rapportere om folkestemningen i Danmark og andre mere eller mindre interessante ting. Op igennem 70´erne følte jeg det som en kæmpe byrde, at jeg ikke åbenlyst måtte tale om min kærlighed til kommunismen. Jeg ville udrette noget. Jeg ville ikke bare være en, der propaganderede min mening til den danske befolkning som skribent i den kommunistiske avis, Land og Folk. Jeg ville aktivt hjælpe Sovjetunionen.
Mit hverv som spion hjalp mig til at blive universitetsprofessor. Jeg fik nogle anbefalinger fra de rigtige mennesker, og pludselig havde jeg erhvervet en vigtig stilling. Nu kunne jeg aktivt påvirke mine studerendes og senere mine læseres mening om Sovjetunionen.
Men der skete noget undervejs. Jeg begyndte langsomt at se anderledes påSovjetunionen. Jeg læste flere og flere sovjetkritiske bøger, og mit syn påUnionen ændredes gradvis. Da jeg mødte dig, var mit syn ændret totalt. Jeg var begyndt at hade Sovjetunionen.
Men jeg var fanget. Man hopper ikke uden videre af. Det ville have været min død. Derfor måtte jeg blive ved med at rapportere til KGB. Jeg hadede mig selv og drak ret kraftigt i denne periode, og det hele kulminerede den aften, hvor du og Mona var på besøg. Vi sang og drak og havde det forfærdeligt sjovt. Alle mine bekymringer forsvandt for en kort bemærkning. Du blev så fuld, at du måtte lægge dig. Efter du var gået i seng, fortsatte Mona og jeg samtalen, som udviklede sig i takt med, at jeg blev mere og mere fuld – og mere og mere sentimental. Det endte med, at jeg fortalte Mona om mit dilemma. Jeg fortalte, at jeg var spion for Sovjetunionen, og at jeg samtidig hadede Sovjetunionen.
Næste morgen da jeg vågnede, gik det op for mig, hvad jeg i min fuldskab havde afsløret. Jeg stod op og ledte villaen igennem. Men Mona var væk. Jeg styrtede ud til min bil og kørte ind til det gymnasium, hun arbejdede på. Jeg fulgte efter hende hele dagen. Observerede, hvem hun talte med, og hvor hun gik hen. Mine tanker drev mig til vanvid. Jeg såhele min verden styrte sammen, hvis sandheden kom ud. I Danmark ville jeg være forræder. Sovjetunionen ville se mig som afhopper. Jeg var færdig!
Jeg var påvanviddets rand, og da hun cyklede hjem om eftermiddagen, slog det klik for mig. Jeg sådet som den eneste måde at løse problemet på. Jeg dræbte hende. Jeg kørte ind i hende med høj fart og fortsatte uden at se mig tilbage. Det var mig, der var flugtbilisten.
”Nej, nej, ikke dig, ikke …” Han måtte gnide sine øjne, Bogstaver sejlede for hans blik.
Efterfølgende udfærdigede jeg et dokument til min KGB kontakt i Danmark, hvor jeg fortalte, at jeg var blevet afsløret, men selv havde taget mig af problemet. Min kontaktpersonfik udarbejdet en ordre, hvorefter det blev pålagt mig at slå Mona Valle: MV10031952, ihjel. Nu havde jeg officielt fået ordren og derfor ikke handlet mod KGB’s ønsker. Jeg udfyldte bekræftelsen på, at subjektet var elimineret, altså det dokument du sidder med, og jeg skulle lige til at sende det til kontakten. Da gik det op for mig, hvor langt jeg var nået ud. I stedet for at sende dokumentet, gemte jeg det. Jeg talte ikke længere med min kontakt og afværgede alle hans forsøg på kontakt. Jeg var nu officielt en afhopper. Da KGB ikke gav et anonymt tip om mordet, fandt jeg ud af, at de var bange for, at jeg ville tage andre med i faldet. Jeg vidste nu, at jeg er i livsfare.
Ud over, at jeg er hoppet af, har jeg også fundet et bevis fra en topmand i NKVD, som kan give mig uvurderlige oplysninger. Jeg håber, at disse oplysninger når frem til mig, så jeg kan offentliggøre dem og mit eget engagement i KGB. Det er min eneste vej ud af dette mareridt. Derved kan jeg også fortælle dig om Monas død og give dig den sandhed, jeg skylder dig!
Men –som jeg indledte brevet med –såer alt gået galt, hvis du læser dette, og så er jeg højst sandsynlig død. Det er dog vigtigt for mig, at du får sandheden at vide, og at du hører min anger. Jeg forventer ikke tilgivelse eller forståelse. Jeg ved, at undskyld er et fattigt ord. Men det er det bedste, jeg kan give dig. Undskyld!
Din ven. Flemming Christoffersen.
Langsomt sivede ordene ind i hans bevidsthed og gav mening. Sandheden var så uendelig uforståelig for ham. Han troede, at han havde kendt Flemming Christoffersen.
Han huskede tilbage påalle de gange, hvor han havde ønsket at kunne sætte ansigt påflugtbilisten. At han kunne rette sit had mod en bestemt person. Nu havde denne person et ansigt. Christoffersens ansigt. Den mand, som han havde betragtet som en god ven. Den mand, hvis død han havde grædt over. Han havde stjålet Mona fra ham, ødelagt deres fremtid. KGB havde tilintetgjort de to mennesker, han elskede: Mona og Olga.
Han brød sammen og mærkede, hvordan verden skred sammen. Han fik lov til at græde i fred. Der kom ingen hjælpsom sjæl over og trøstede ham på den lille gule cafe. Han sad der med sin sorg og følte sig voldsomt alene. Hvor var retfærdigheden i verden? Tomt stirrede han ud i luften, havde hverken styr påtid eller sted. Endelig rejste han sig og gik op til baren for at betale for sin kaffe.
Kvinden bag disken smilede til ham og sagde: ”Den er påhuset. Du ligner i øvrigt en, der kunne trænge til en spids.”
Han svarede ikke, gik stift ud af cafeen. Det var stadig stegende varmt udenfor, og han følte sig elendig tilpas, vidste ikke, hvor han skulle gå hen, men på en eller måde styrede benene selv vejen. Han gik med tunge skridt hen mod Garnisonskirkegården og endte ved Monas grav. Fortvivlet så han på den grå granitsten.
*
Kim stod foran den store, hvide villa. Den lignede et mindre palads. Han havde været her to gange tidligere og huskede det tydeligt. Han havde været ellevild, havde vidst præcis, hvem manden var. Det gjorde de fleste indenfor PET. Manden hed Tom Davidsen og var chef for afdelingen for international spionage. Det havde været hans drøm at fåansættelse i den gren af PET.
Ved samtalen han havde fået at vide, at hans bedste vens chef, Flemming Christoffersen, var KGB spion. Oplysningen havde rystet ham, og han havde frygtet, at Thomas var blevet indblandet i noget snavs.
Det var den dag, hans dårlige samvittighed blev en del af livet. Davidsens tilbud havde været enkelt. Han skulle udspionere Thomas og finde ud af, hvad han kunne, om Flemming Christoffersens tilknytning til KGB. Davidsen havde ment, at Thomas måske vidste mere, end han gav udtryk for, eller måske selv var i fare.
Først havde han blankt afvist at udspionere sin bedste ven. Men da Davidsen lokkede med en potentiel fastansættelse i afdelingen, havde han været for svag og sagt ja til missionen. I ugerne efter havde han haft svært ved at udspørge Thomas om Christoffersen. Han havde hele tiden fået samvittighedskvaler. Derfor var missionen langt fra udbytterig for PET. Han havde utallige gange været ved at fortælle Thomas sandheden, men vidste, det ville betyde en fyreseddel fra PET. Han var fanget.
Eftersom missionen var gået lidt trægt, havde Davidsen fået den ide at aflytte Thomas´ lejlighed, som specielt efter Flemmings død var interessant for Davidsen, som håbede på, at Thomas vidste noget mere om dødsfaldet eller KGB-netværket i Danmark. Hans opgave var at bryde ind, hvilket ikke ar svært, fordi han havde nøgle, og plante et aflytningsudstyr i Thomas’hjem. Desværre var denne opgave gået helt galt. Thomas havde været hjemme sammen med den russiske pige. Han var selv endt med at fåen påskrinet.
Nu stod han her ved den hvide villa igen, men denne gang skulle det hele ordnes. Han ville gøre skaden god igen. Han måtte tale med Tom Davidsen.
Han trykkede påden lille runde knap, som spillede en melodistump og derved annoncerede gæster ved døren. Der gik et lille minut, så stod Davidsen i døren og så meget overrasket ud:
”Øh, goddag Kim. Hvad laver du her?”
”Jeg kan ikke mere, Tom. Jeg kan ikke forråde min ven længere. Han skal have sandheden at vide.” Han lød som en nervøs 13-årig dreng.
Tom funderede over situationen, der gik en evighed. Såsvarede han: ”Godt, Kim. Vi skal faktisk ogsåhave en snak med Källstrøm. Jeg skal nok fortælle ham sandheden.”
Han følte sig lettet, men stadig nervøs for Thomas´ reaktion.
*
Thomas sad i sin gamle lænestol i stuen påFrederiksberg. Han græd. Alt, han havde troet på, var en illusion. Christoffersen havde myrdet Mona. Ordene lød stadig for bizarre. Hvordan kunne en mand som Flemming Christoffersen leve med sådan en byrde. Hvordan kunne han fåsig selv til at myrde et andet menneske? Nu forstod han, hvorfor han havde taget sig af ham, som en far tager sig af en søn. Han havde villet gøre skaden god igen. Vreden buldrede indvendigt. Han hadede Christoffersen for, hvad han havde gjort.
Han blev revet ud af sine tanker, da dørklokken ringede. Han tørrede øjnene og gik ud og åbnede.
Udenfor stod en lavstammet mand og rakte den ene hånd frem.
”Goddag, Källstrøm!”
Han tog hånden og spurgte undrende: ”Hvem er du, og hvor kender du mit navn fra?”
Manden kiggede undersøgende påham. ”Måjeg komme ind? Jeg har noget, jeg skal tale med dig om.”
De gik ind i stuen og satte sig. Han lignede en over fyrre, og havde et elegant jakkesæt på. Håret var kulsort og sat tilbage med gele.
”Du svarede ikke påmit spørgsmål! Hvem er du?”
Manden kørte nonchalant fingrene gennem håret og smilede.
”Mit navn er Tom Davidsen, og jeg arbejder for efterretningstjenesten.”
”Og hvorfor opsøger du mig?”
”Din ven, Kim, sagde, at vi måske kunne finde dig her.”
Han kogte. Havde Kim nu ogsåsvigtet ham? Det var, som om manden fornemmede hans raseri.
”Kim vil dig kun det bedste, og derfor fortalte han mig, hvor jeg kunne finde dig.”Davidsen rømmede sig og fortsatte: ”Vi ved godt, at den historie, du fortalte politiet, var løgn. Vi ved ikke, hvem den døde pige er, men vi kender den døde mand. Hans navn er Igor Dorynski. Han var en professionel og meget farlig KGB agent. Hvorfor ville han myrde dig?”
Han kiggede undersøgende påDavidsen. ”Jeg har fortalt sandheden til politiet!”
”Nå, det er egentlig heller ikke vigtigt. Det vigtige er, hvem Igors kontakt i Danmark var. Vi tror, det var den samme kontakt, som din ven, Flemming Christoffersen, havde.”
Det løb koldt ned ad ryggen påham. ”Vidste I, at Christoffersen var spion?”
”Ja. Det har vi vidst i lang tid.”
”Hvorfor anholdt I ham såikke?”
Tom Davidsen smilede og rettede påsit jakkesæt. ”Vi forsøger at holde forholdet til Sovjetunionen pået rimeligt niveau. Det ville afføde et ramaskrig, hvis vi begyndte at anholde danske spioner. Det kunne skabe en international krise, som vi ikke har råd til. Desuden var Christoffersen kun en lille fisk. Vi ville fange den store fisk.”
”Såhan fik lov til at gårundt og lave ravage, fordi I er bange for Sovjetunionen?”
Manden kiggede med sympati påham. ”Vi forstår, at det er svært at begribe, men vi har brug for hjælp til at finde den vigtige KGB kontakt i Danmark. Han styrer netværket af spioner herhjemme. Har du nogen ide om, hvem det kunne være?”
Han rystede surt påhovedet.
”Hvis det kan hjælpe dig, ved vi, at Flemming Christoffersen ville forsøge at gøre sit forræderi mod Danmark godt igen. Vores efterretning siger, at Christoffersen skulle have modtaget et bevis, der ville skade Sovjetunionen og inkriminere Stalin i endnu højere grad end hidtil. Dette bevis måmorderen have taget med sig, da han slog Christoffersen ihjel, og han har formentlig efterfølgende afleveret det til kontakten. Du ved ingenting, som kunne hjælpe?”
”Nej, og jeg vil bare gerne videre med mit liv.”
”Det forstår jeg godt. Du vil ikke blive forstyrret igen, og alt, hvad du har hørt, er naturligvis strengt fortroligt. Hvis det kommer frem, at du har talt over dig, har vi mange måder at ødelægge dit liv på. Så lad det ikke komme så vidt. Farvel, hr. Källstrøm.”
Davidsen rejste sig og spankulerede ud ad hans lejlighed. Han blev siddende og tænkte. Han tænkte på Mona. På Christoffersen. Igor. KGB. På den store KGB kontakt. Pludselig fik han nok af det hele. Han ville ikke høre mere om sagen, og han ville ikke tænke på den mere. Han tog konvolutten med Flemming Christoffersens brev og gik ned ad bagtrappen og ud i gården.
Luften var mild, og solen lunede hansulykkelige krop. Han gik over til den jerntønde, som stod ved siden af skraldespandene i gården. Han havde aldrig vidst, hvad tønden var til. Men nu fandt han noget, den kunne bruges til.
Han tændte sin lighter, satte ild til konvolutten og lod det brændende papir falde ned påbunden af tønden. Det var, som om det hjalp at brænde sandheden. Han ville videre. Han ville ikke lade fortiden og KGB ødelægge sit liv.
32
Onsdag – Morgen
Han sad i den store, brune læderstol, som han elskede såhøjt. I denne bløde stol blev alle problemer til luft, som langsomt sivede væk. Han havde perfekt udsigt til den store have, som han med nærmest sygelig passion passede og plejede.
Han bukkede sig frem og tog whiskyglasset med Chivas Regal. Langsomt slubrede han de dyre dråber i sig, nød den luksus, han kunne takke sin afdøde hustrus familie for. Distræt drejede han på ringen, så slangen syntes at stirre ham dybt i øjnene. Han var træt. Ikke søvnig, men udmattet. Det havde været de mest stressende uger i hans liv. Mest af alt fordi han ikke selv kunne tage affære, men kun kunne sidde og vente på svar om, hvordan missionen var gået.
Igor havde aldrig givet svar. Han var blevet fundet skudt ved en gård i Jylland. Fordømte amatør! Han følte ærgrelsen vokse og skyndte sig at tage en slurk whisky i et forsøg påat slukke den indre vrede.
Det havde været en enkel mission. Igor skulle bare myrde pigen, som havde plantet lokkemaden for Källstrøm, der såskulle have offentliggjort sin falske viden. Pigen var død. Men Källstrøm havde aldrig offentliggjort dokumentet. Det var helt tydeligt, at hun havde kvidret om sandheden. Nu vidste Källstrøm besked om det hele. Men hvad skulle han kunne gøre med sin viden?
Han rystede påhovedet. Nej, Källstrøm havde lagt arm med KGB en gang, og det stod nok ikke højst påhans ønskeliste at prøve igen. KGB bossen, Boris Semichev, havde personligt ringet og talt med ham igen. Det havde ikke fået konsekvenser for ham, at Igor havde fejlet. Semichev ville derimod have ham til at holde et vågent øje med Källstrøm. Alt var arrangeret.
Han rejste sig dovent fra stolen og gik hen til reolen. Bogen, han ledte efter, stod brun og ussel blandt de andre bøgers farvestrålende omslag. Den skilte sig virkelig ud. Både udseendemæssigt og indholdsmæssigt. Han rakte ud og tog den. Tidens tand havde sat sit tydelige præg. Han gik med lange skridt tilbage til lænestolen og satte sig.
Han havde læst dagbogen fra ende til anden to gange, såhan vidste udmærket, hvad der stod i den. Han ville bare gerne se den en sidste gang, inden han udførte Semichevs ordre om at brænde den.
At Flemming Christoffersen havde anskaffet sig denne bog var utroligt. Men KGB havde vidst alt om det. Det havde været som at stjæle slik fra småbørn. Han lukkede øjnene og tænkte på, hvordan Christoffersen var kommet i besiddelse af bogen.
Flemming havde tit fortalt om en kontakt, han havde i Sovjetunionen. En mand ved navn Yuri. Det utrolige sammentræf var, at Yuris bror havde renoveret den afdøde NKVD chef, Yagodas, gamle hus. Inde i et af panelerne havde broderen fundet Yagodas dagbog. Broderen vidste ikke, hvad han skulle gøre med den, så Yuri hjalp ham og fik kontakt til sin gamle ven, Flemming Christoffersen. Det var naturligvis en gave fra himlen til Flemming. Bare synd, at han kun nåede at læse den én gang. Nu lå den her i hans eget hus, på hans skød. Han bladrede i den. Det var utrolig læsning, og specielt siderne om Kirovmordet var sensationelle. Den tidligere chef for det hemmelige politi, NKVD, havde nemlig skrevet meget direkte om mordet. Han kunne tydeligt huske passagen og ville nok aldrig glemme ordene, sålænge han levede:
Stalin opsøgte mig i dag med en yderst presserende sag. Sergei Kirov er blevet farlig for partiet, som han vil føre i en anden retning end Stalin. Han var meget klar i sin ordre. Kirov måtte forsvinde. Jeg vidste, det ville komme. Rygtet går inden for Kremls mure om Stalins frygt for Kirov. Jeg vil personligt tage mig af denne sag og sætte min bedste mand på den. Allerede under mødet med Stalin aftalte vi at finde en ung, desperat mand til at udføre mordet, så det aldrig kan pege tilbage på os. Det er ikke en behagelig opgave, men jeg forstår dens nødvendighed. Ingen er en bedre leder end Josef Stalin, og min fornemste pligt er at udføre hans ønsker.
Han sank en klump, mærkede historiens vingesus og rejste sig. Med bestemte skridt gik han ud i den fine have og ned til tønden bagest i haven. Han fiskede en lighter frem. Ilden ramte den gamle dagbog, og flammerne tog langsomt, men sikkert fat i det skrøbelige papir. Han smed bogen ned i spanden og så, hvordan flammerne nu omsluttede hele bogen. Det var lidt vemodigt at se denne historiske skat gåop i røg. Men Semichev vidste bedst.
*
Thomas vågnede ved vækkeurets høje hyletone. Han satte sig forvirret op i sengen. Han havde sovet fra det øjeblik, hovedet ramte puden, og til nu. Han strakte sig og kiggede med trætte øjne på uret. Det viste, at klokken var 10.
Han blev lidt forskrækket over at have sovet sålænge, men han havde haft brug for det. For første gang i lang tid følte han sig udhvilet. Han regnede ud, at han havde fire timer til mødet med sin nye chef, Jørgen Berthelsen.
Han stod op af den lune seng og såud ad det lille vindue. Igen i dag skinnede solen, og varmen sivede langsomt og ubemærket gennem de usynlige sprækker i vindueskarmen. Han tog en morgenkåbe påog gik over til sit skrivebord. Det havde stået urørt siden den morgen, han havde fundet Flemming Christoffersens forræderiske lig. Han kiggede flygtigt hen over de kilder, som låspredt ud over skrivebordet. Han blev hurtigt enig med sig selv om, at en kop kaffe og en smøg ville gøre underværker, inden han satte sig ned for at arbejde.
Kaffemaskinen brummede og hostede, mens den sorte væske pjaskede ned i kanden. Han savnede et kort øjeblik sin hvide Lada, som havde udstødt de samme jamrende lyde, som kaffemaskinen gjorde nu. Billedet af Lada’en medførte ogsåbilleder af Mona og Olga. Gud, hvor han dog længtes efter dem. Mona havde været hans livs kærlighed, mens Olga havde tændt en gnist, som han troede var død. Han rystede påhovedet, ville ikke pine sig selv længere. I går, inden han gik i seng, havde han lovet sig selv, at hele dette mareridt var slut. Han ville ikke længere hænge med mulen og tænke på de pinsler, han havde været igennem.
Han hældte kaffen op i et krus og gik gennem stuen og ud på altanen. En smøg blev tændt, og røgen sivede op i luften og blandede sig med tusindvis af andre partikler. Trafikken var larmende. Travle mennesker var i gang med dagens dont. Hanshumør var stadig helt i bund. Der manglede ligesom en del af ham. En del, som blev efterladt ude påden jyske hede.
Dørklokken ringede. Han mærkede, hvordan han automatisk gik i forsvarsposition. Han huskede stadig PET chefen, Tom Davidsens, ubehagelige besøg. Han gik forsigtigt ud til hoveddøren og mærkede, hvordan nervøsiteten steg. Han kiggede ud gennem spionhullet i døren og udstødte et lettelsens suk.
*
Bjørn trykkede igen påringeklokken og hørte med det samme låsen blive slået fra. Døren blev åbnet, og Thomas stod med strittende morgenhår.
Han kunne ikke dy sig: ”For fanden, hvor ser du ud!”
”Du ligner sgu heller ikke Miss Fyn.”
De smilede begge og mødtes i et kram. Det føltes, som om krammet varede længere end normalt, men han havde brug for venskabelig kontakt, følte sig som en fiasko, og klumpen i halsen føltes påstørrelse med en pære. Han frygtede det, han skulle fortælle sin ven. Frygtede for Thomas’reaktion. Men han måtte lette sit hjerte. Han kiggede på Thomas og spurgte så:
”Giver du en øl? Jeg har noget, jeg skal snakke med dig om.”
Han smilede ikke længere, Thomas nikkede og viste ham indenfor.Da de begge havde fået en slurk øl ude påaltanen, spurgte Thomas:
”Har du det okay?”
Pludselig pressede tårerne sig på. Han kunne ikke holde dem tilbage. Han mærkede en hånd påskulderen og følte, hvordan det hjalp. Han tvang sig til at tage sig sammen og snøftede engang, før han begyndte:
”For fanden, Thomas. Jeg var ved at slå en anden mand ihjel.”
”Jamen, du gjorde jo ikke noget galt. Han ville have myrdet mig, hvis du ikke havde skudt ham.”
Han rystede påhovedet: ”Jeg taler ikke om det der russersvin. Ham er jeg glad for, at jeg gjorde kål på. Han fortjente døden.”
Thomas lignede nu for alvor et spørgsmålstegn. ”Hvem er det så, du snakker om? Hvem var du ved at slåihjel?”
Han samlede mod til sig. Stemmen dirrede, da han sagde: ”Erikas elsker. Jeg var ved at slåErikas elsker ihjel.”
”Hvad er det, du siger? Har Erika en affære?”
Han nikkede og mærkede håbløsheden skylle ind over sig. Han rømmede sig og fortsatte: ”Jeg begyndte at mistænke hende allerede for et halvt år siden, men fik først klar besked for en uge siden.”
Thomas brød ind: ”Fortalte hun dig det?”
Han rystede afvisende påhovedet: ”Nej! Det lyder lidt langt ude, det her. Men jeg havde en mistanke, som blev ved at ligge i baghovedet. Jeg hyrede til sidst en privatdetektiv for at fåvished. Han fandt hurtigt ud af, at den var god nok. Hun var mig utro.”
Han opfattede Thomas’misbilligende blik, men fortsatte: ”For fanden, Thomas. Jeg har været langt ude. Jeg blev besat af tanken om at miste Erika. Jeg blev besat af tanken om, at mit og Erikas forhold var en sag, jeg kunne kæmpe for og nå at redde.”
Thomas rynkede brynene, men undlod at bryde ind.
”Jeg kom længere og længere ud i mine tanker, og til sidst var min eneste løsning, at han måtte forsvinde. Jeg turde ikke konfrontere Erika af frygt for, at hun valgte ham i stedet for mig. Min løsning var, at hvis han ikke var der længere, ville hun blive hos mig.”
”Bjørn, for fanden, det her ligner ikke dig. Hvad går der af dig?”
”Jeg ved det ikke. Jeg blev sgu helt sindssyg af mine tanker. Jeg fik hans navn og adresse og det hele.”
”Hvordan?”
”Jeg mødtes med privatdetektiven den dag, du og Olga kom hjem til os. Han gav mig en seddel med navn og adresse. Der havde jeg sgu besluttet mig. Jeg ville slå ham ihjel.” Han gemte hovedet i sine hænder. ”Thomas, jeg ville fandeme slå ham ihjel! Jeg var blevet til et uhyre. Jeg havde fundet pistolen frem og det hele.”
”Bjørn, hør her. Du er bestemt ikke noget uhyre. Du reddede mit liv, og du har ikke myrdet nogen. Svigt er en svær størrelse at håndtere. Jeg synes, at du skal tale med Erika om det.”
Han løftede hovedet og kiggede påsin ven.
”Selvom jeg reddede dig, så reddede du også mig. Hvis du ikke havde stjålet pistolen, og hvis jeg ikke havde skudt ham russeren, tror jeg, at jeg ville havde gjort noget, som jeg ville fortryde. Det hele stod klart for mig, da jeg hørte radioavisen om den forsvundne receptionist. Pludselig var jeg bange for, at der var sket jer noget. Alle andre problemer blev mikroskopiske, og sagen med Erikas elsker blev mindre vigtig. Efterfølgende har jeg haft sindssyg dårlig samvittighed over, at jeg var parat til at tage et liv. Men du har ret. Jeg må snakke sagerne igennem med Erika. Jeg er bare såpissebange, Thomas. Tænk, hvis hun forlader mig. Jeg elsker hende over alt på jorden.”
Thomas krammede ham. Det måtte være et ynkeligt syn udefra at se to voksne mennesker, som var såmeget i rendestenen, men han følte, det hjalp. Han tog sin øl, drak en slurk og kiggede påThomas.
”Tak, Thomas. Tak, fordi du er min ven.”
Thomas smilede: ”Det er mig, der takker.” Thomas åbnede cigaretpakken og holdt den frem. Med dirrende hænder tog han en.
Da han havde fået ild påsin smøg, rettede han øjnene ud mod vejen, hvor mennesker puffede og masede for at komme forbi hinanden. Han mærkede, hvordan det hjalp at fålettet sit hjerte. Den samvittighedsknude, han havde båret pådet sidste stykke tid, var blevet betydeligt lettere. Han frygtede stadig Erikas reaktion, men han måtte konfrontere hende snarest.
Han betragtede sin ven, og lagde først nu mærke til, at Thomas så bleg ud.
”Hvad med dig, Thomas – er du ok?”
*
Thomas kiggede over påBjørn. Han havde ikke lyst til at fortælle om Christoffersens gerninger endnu. Det måtte vente. Han skulle først selv bearbejde det. Han sagde med en lidt mumlende stemme:
”Jeg har meget at bearbejde. Hjernevrideren kaldte det posttraumatisk stress. Jeg ved ikke. Jeg savner bare Olga såmeget. Og når jeg ikke savner Olga, såsavner jeg Mona. Men det er noget, jeg selv skal klare.”
Der gik lidt tid, såsagde Bjørn: ”Vi er sgu et kønt par, vi to. Nu henter jeg to bajere mere, og såaftaler vi, at vi ikke snakker mere om Erika, Mona, Olga og sindssyge russiske KGB folk!”
Han nikkede og smilede.
En time senere tog de afsked. De havde holdt deres løfte om ikke at snakke om kærlighed, og det havde faktisk hjulpet. Tænk, at noget såsimpelt som at snakke om fodbold og tennis kunne hjælpe på så seriøse problemer. Nu håbede han bare for Bjørns skyld, at samtalen med Erika ville gågodt. Han var blevet overrasket over Bjørns planer, men det gik op for ham, at der efterhånden skulle meget til at chokere ham.
Han sad og sålidt ud i luften, og det var, som om stilheden kaldte alle skeletterne frem igen. Han lod det ske, begyndte at græde. Egentlig vidste han ikke, om han græd over Mona, Olga eller de mordforsøg, han havde overlevet. Det hele blev ligesom blandet sammen. Han prøvede at tage sig sammen og huskede såpludselig aftalen med den nye chef. Hurtigt tørrede han øjnene og greb notaterne inde på kontoret.
Han mærkede, hvordan solens stråler var behagelige i stedet for kvælende varme, men trafikkens larm gik direkte i hovedet. Han følte sig trist og uoplagt.
Han snusede indtrykkene ind gennem næseborene, havde savnet den københavnske luft. Med lettere skridt gik han hen ad gaden, mens han iagttog de travle mennesker, han passerede. Mange af ansigterne så stressede og problemfyldte ud. De bare skulle vide, hvad problemer var.
Hans tanker faldt påmødet med Tom Davidsen dagen før. Han havde ikke tænkt såmeget over samtalen efterfølgende. Han havde været for knust. Nu gennemgik han i hovedet de oplysninger, han havde fået. Christoffersen var spion, men havde forsøgt at komme ud af det. Forsøgt at råde båd påsine fejltagelser. Men han var blevet dræbt inden da. Han fik pludselig lidt ondt af Christoffersen, men inden længe kom han alligevel frem til, at Christoffersen lå, som han havde redt. Han følte dog ikke helt det samme had som dagen før. Flemming Christoffersen havde fået sin straf.
Hans tanker bevægede sig ind påden anden oplysning, han havde fået. Der var en KGB spion i Danmark, som styrede alle de russiske spioner i landet. Davidsen havde fortalt, at denne højst sandsynligt havde været kontaktmand for både Christoffersen og russeren, Igor.
Hadet til KGB gnavede i kroppen. Det løgnagtige og forræderiske agentur, som i allerhøjeste grad var aktivt i lille Danmark. Han måtte slå det ud af hovedet. Han ville ikke længere lade de slyngler ødelægge dagen.
Han gik hele vejen, gensåparkeringspladsen, hvor han havde afgivet sin forklaring om Christoffersens dødsfald. Han skubbede det ubehagelige minde fra sig og åbnede den ulåste dør. Han tog trappen i let løb. Det gode vejr havde alligevel hjulpet lidt på humøret.
Da han nåede ned til de gamle kontorer, kunne han ikke dy sig. Han ville lige sige hej. Han bankede først påhistorikeren Alfred Munks dør. Intet svar. Han tænkte med et smil, at Munk sikkert sad og sov, før han gik videre til næste dør og bankede på.
Han hørte Max’velkendte stemme: ”Kom ind!”
Han åbnede og såden lille tykke spradebasse sidde bag skrivebordet.
”Hej, Källstrøm. Er du kommet for at få en bajer?”
Han smilede. Max udnyttede som sædvanlig alle lejligheder til at drikke en bajer.
Han rystede påhovedet. ”Hej, Max. Desværre ikke i dag. Men jeg kommer jo igen på mandag, så mon ikke der bliver tid?”
Max lyste op. ”Nå, såI kører videre med projektet?”
”Ja. Jeg skal mødes med den nye chef nu. Vi ses, Max.”
Han lukkede døren, inden Max kunne nåat argumentere for, at de sagtens kunne nåen hurtig én.
Han fortsatte ad gangen til sidste dør. Christoffersens gamle kontor. Han følte egentlig ikke noget vemod ved igen at ståforan denne dør. Han havde besluttet sig til at komme videre, og det ville han gøre. Han samlede hånden i en knytnæve og bankede på. Der gik omkring fem sekunder, så blev døren åbnet.
Manden, der åbnede døren, var høj, skaldet og med et langt, tyndt ansigt. Han kiggede ind i mandens øjne, som var matte, men alligevel venlige.
”Goddag. Jeg hedder Jørgen Berthelsen.”
Han smilede. ”Jeg hedder Thomas Källstrøm!”
Berthelsen slog ud med den ene hånd. ”Godt, du kunne komme. Kom indenfor og sæt dig!”
Han trådte ind i det kontor, som havde været skueplads for likvideringen af Flemming Christoffersen. Han kunne ikke undgåat fåen klump i halsen. Påen eller anden mærkelig måde savnede han alligevel Christoffersen.
Han satte sig påstolen og så, hvordan den høje Jørgen Berthelsen satte sig overfor. De kiggede et øjeblik hinanden an, sålagde Berthelsen ud:
”Nå, Källstrøm, eller må jeg sige Thomas? Jeg vil starte med at sige, at din rolle i projektet ikke vil blive mindre, bare fordi jeg sidder ved roret. Du vil stadig have en aktiv rolle, og jeg håber, at du vil lægge samme ild og sjæl i arbejdet, som du gjorde under Flemming Christoffersen. Jeg har gennemgået jeres arbejde indtil nu, og det er meget imponerende.”
Han takkede og sagde: ”Jeg vil gøre mit til, at dette samarbejde bliver lige såfrugtbart som det samarbejde, jeg havde med Christoffersen.”
Han havde knap udtalt ordene, før han ønskede dem tilbage igen. De lød patetiske. Men Jørgen smilede tilfreds.
”Godt, så lad os komme i gang.”
Efter en times tid havde de udvekslet meninger om bogens videre tilblivelse. Thomas følte sig tilfreds. Han vidste ikke, om han brød sig om Jørgen, men denne virkede, som om, han ville give ham ansvar i projektet, og det var vigtigt.
Jørgen rejste sig og rakte hånden frem. ”Tak for i dag, Thomas. Vi ses påmandag. Såskal vi nok få skrevet en god bog.” Han trykkede Jørgens hånd og mærkede en stor ring mod fingrene. Kiggede ned og så en sølvring som forestillede en slange.
”Vi ses Jørgen.”
*
Da døren til kontoret havde lukket sig, lænede han sig tilbage i stolen. Källstrøm havde virket som en fornuftig ung fyr.
Han var glad for at have den unge mand med på projektet. Det ville holde ham i gang, så han ikke spekulerede så meget over Christoffersen og alt det andet, der var hændt.
Selv havde han svært ved ikke at tænke på den sommeraften, hvor han havde sagt farvel til sin kræftsyge kone. Hendes hviskende stemme og knugende fingre, da hun som det sidste, før hun udåndede, stak ham noget i hånden. Ringen. Han ville bære den til den dag, han døde.