33
Onsdag – eftermiddag
En times tid senere sad Thomas påaltanen påFrederiksberg Allé med en cigaret i munden. Røgen kradsede. Han burde stoppe med at ryge, og pludselig fik han en åbenbaring. Af en eller anden årsag var han stadig i live. Han burde være død. Ligge i en kiste ligesom Mona og Olga. Hvorfor havde han overlevet? Han havde fået en chance til, en chance til at leve sit liv. Han samlede den halvfyldte cigaretpakke op og kvaste den i hånden.
Et nyt liv uden smøger. Et nyt liv, hvor han ikke ville se sig tilbage. Et nyt liv, hvor han ville forfølge lykken. Det ville blive svært. Han følte igen, hvordan de mørke minder overtog hans sind. Ville han nogensinde blive lykkelig?
Dagene gik sin gang. Hver dag skubbede alle ulykkerne længere væk. Men de var absolut ikke glemt. Han kunne ikke fortrænge det, der var sket. Ofte brød han grædende sammen i frustration over at have mistet Mona og Olga. Tit følte han lyst til at forlade det hele. Forlade alle minderne, lejligheden på Frederiksberg. Men et eller andet holdt på ham. Et eller andet gjorde, at han blev.
Hadet til Christoffersen var der stadig. Han havde besøgt hans grav, hvorfor vidste han egentlig ikke. Måske ville han have vished for, at forræderen virkelig var død. Måske var det hans måde at nærme sig en forsoning med Christoffersen.
Arbejdet påbogen hjalp ham til noget, der lignede en hverdag, selvom han var en skygge af sit tidligere jeg. Han var ikke længere den sjove, varme fyr, som han selv holdt af. Hændelserne havde gjort ham kold og menneskesky. Han havde åbenlyst problemer med at knytte sig til folk. Var bange for at miste igen, hvis han lod andre komme for tæt på.
Bjørn havde konfronteret Erika med sin viden, og hun var brudt hulkende sammen og havde tryglet Bjørn om at tilgive hende. Bjørn havde været lykkelig over ikke at miste sit livs kærlighed. Han havde vel set, hvad den slags gjorde ved folk. Nu var Erika og Bjørn som nyforelskede, og Bjørn ringede dagligt for at tjekke, om han var okay. Han var glad for at have en ven som Bjørn.
Forholdet til Kim havde forandret sig meget. De talte sjældent sammen. Kim havde ringet pådøren til lejligheden påFrederiksberg og fortalt om sit svig. Om den mission, han var blevet pålagt af PET. Kim havde været brødebetynget, men han havde smækket døren lige i hovedet påham. Han var blevet såvred, at han ikke svarede påKims efterfølgende breve og telefonopkald. Han følte sig svigtet af sin bedste ven.
Men denne solbeskinnede søndag var Thomas Källstrøm i det bedste humør, han havde været i lang tid. Han kørte gennem København påden gamle sorte cykel, han havde købt som erstatning for Lada’en. Luften gjorde ham frisk, og han klarede turen pålidt over et kvarter.
Han gik op ad trappen, indtil han nåede lejligheden på3. sal til højre. Han ringede på. Ventetiden føltes som en evighed, men pludselig hørte han låsen blive klikket frem, og ansigtet, som han havde savnet så meget, dukkede frem.
”Hej, Kim.”
Kims måbende ansigt afslørede, at det ikke var ham, han havde forventet at se.
”Hej, Thomas. Hvordan går det?”
”Det går sgu ikke sågodt. Jeg savner min bedste ven.”
Et smil dannedes påKims læber, og han sagde: ”For fanden, mand. Undskyld. Jeg var en nar.”
”Ja, du var. Og jeg regner ikke med, at det gentager sig. Men vi er jo venner. I tykt og tyndt.”
Kim trådte et skridt frem og gav ham et kæmpe bjørnekram.
”Hey, slap af og gem kræfterne.”
Kim kiggede undrende påham. ”Hvad skal vi da?”
Han tog tennisketsjeren, som stadig hang påryggen, frem og viste den med et smil til Kim:
”Jeg tænkte, at du ville have revanche?”