De sad alle tre i køkkenet omkring et lille firkantet bord og fik en kop the.
”Jeg husker stadig, dengang vi fik vores fjernsyn,” sagde Enten. ”Det var i starten af halvtredserne.”
”Åh, ja,” fortsatte Eller. ”Og i 1954 begyndte man at sende programmer hver eneste dag i et par timer.”
”Det var lige på det tidspunkt, fjernsynet gik i stykker,” sukkede Enten.
”Har I så ikke set fjernsyn siden?” spurgte Otto undrende. Han kunne slet ikke forestille sig en hverdag uden tv.
”Næh,” sagde Eller.
”Jamen nu er det blevet meget bedre,” sagde Otto ivrigt. ”Nu er det med farver og det hele, og der bliver sendt programmer både morgen, middag og aften, næsten hele døgnet rundt.”
”Hele døgnet rundt?” Enten og Eller kiggede på hinanden og lo. De lo og lo, som om det var verdens bedste vittighed, de netop havde hørt. ”Hvorfor dog det?”
”Jamen det vil folk gerne ha’,” sagde Otto. ”Det passer altså. Det er især om aftenen, at alle sidder og kigger på skærmen.”
”Ja, hvad skulle man ellers give sig til,” sagde Klump.
”Sidder folk og kigger på fjernsyn hver aften uden at lave andet?” lo Enten.
”Ja, faktisk.” Otto tænkte på aftnerne hjemme hos sig selv, når hele familien var samlet. ”Eller også sover de. Der er faktisk mange, der sidder og sover foran fjernsynet.”
”Ho, ho,” lo Enten. ”Det bliver sjovere og sjovere.”
”Men hvad med jer?” sagde Otto. ”Hvor længe har I boet her i det her hus gemt væk bag den store tjørnehæk.”
”Altid,” sagde de i munden på hinanden.
”Men der var da engang, hvor vi af og til var på ture ude omkring,” sagde Enten.
”Åh ja, ih hvor var vi på nogle dejlige ture dengang,” nikkede Eller. ”Vi kørte i hestevogn til stranden eller gik over i skoven. Det var rigtignok tider.” Han sukkede og så trist ud. ”Men det er vi holdt op med, efter at mor døde.”
”Hvornår var det?” spurgte Otto.
Enten og Eller trak på skuldrene, men så rejste Eller sig pludseligt op og gik over til køkkenbordet. Der sad forskellige udklip fast på tapetet ved siden af vasken, og han pillede et af dem ned fra væggen og rakte det til Otto. Det var helt gult af ælde og fuldt af fluepletter så det næsten ikke var til at læse.
”Thea Hammer, død i ... 1953.” Otto kiggede op. Det var så længe siden, at han næsten blev helt svimmel. Endda længe før hans egen mor og far var blevet født.
Enten og Eller nikkede.
”Vil det sige, at I ikke har været ude på den anden side af hækken i alle de år?”
De nikkede og så meget triste ud, som om det var for ganske nylig, deres mor var død.
”Lad os tale om noget andet,” mumlede Eller.
Enten nikkede. Så lyste han op i et tandløst grin. ”Har du lyst til noget at spise, et stykke ristet brød, for eksempel?” spurgte han, og endnu inden Otto nåede at svare, trak han i en snor, der hang ned fra loftet, og straks begyndte der at ske noget flere forskellige steder i køkkenet. En automatisk døråbner, der sad på køleskabsdøren, åbnede køleskabet. Samtidig foldede en glidebane sig ud fra køleskabet helt over til bordet, hvor de sad. En lille faldlem blev udløst, og en smørkrukke dumpede ned på glidebanen. Samtidig var der i den anden ende af køkkenet en mekanisk arm, der tog et skiveskåret stykke franskbrød og puttede det ned i sprækken på en gammeldags brødrister. Da brødet var færdigt, blev det skudt ud af risteren og i en høj bue, og med en hale af krummer efter sig fløj det som en komet hen over hovedet på Otto – der måtte dukke sig for ikke at få brødet i nakken – og landede midt på bordet lige i det øjeblik, hvor smørkrukken med et dunk, havnede på samme sted.
Otto stirrede på brødet, der var ristet dejligt gyldent på begge sider. ”Det må jeg nok sige,” sagde han og lo. ”Det er den sjoveste måde, jeg nogen sinde har fået serveret et stykke toast.”
Enten og Eller nikkede stolt til hinanden. Så lænede Eller sig over mod Otto og børstede nogle krummer ud af håret på ham. ”Ja, men du må undskylde, at vi havde glemt, at du sad i skudlinien. Vi plejer jo ikke at sidde tre omkring det her bord.”
Otto lo. ”Det gør ikke noget.” Han kiggede på brødet foran sig. ”Men ... men man skal selv smøre det, ik’?”
”Jo,” nikkede Enten. ”Men vi arbejder på sagen.” Han nikkede over mod hjørnet af køkkenet, hvor der lå nogle løsdele til en motor og en arm med en smørekniv bundet fast.
”Vi har bare ikke fået den til at virke ordentlig endnu.” sagde Eller. ”Den brækker brødet i småstykker hver gang, så det ikke kan bruges til andet end andemad.
”Men vi skal nok få den lavet,” sagde de i munden på hinanden.
Otto lo. Det lød, som om det kunne være deres valgsprog: ”Men vi skal nok få den lavet.” Han smurte brøddet, og tog et par bidder af det.
”Ja, her sidder du jo godt, Mylleberg,” sagde Klump pludseligt. ”Men har du helt glemt vores mission. Har du helt glemt din onkel?”
Otto fór op. Stolen faldt bagover med et brag, og de to gamle tvillinger gav begge et forskrækket spjæt.
”Hvad sker der,” spurgte Enten. ”Har du fået lopper?”
”Jeg har helt glemt, at jeg har stuearrest, og jeg skal besøge min onkel, og jeg skal nå hjem igen, inden min mor eller far opdager at jeg er væk.” Otto var allerede henne ved døren. ”Jeg bliver altså nødt til at gå nu.”
”Jamen dog, jamen dog. Kan vi ikke gøre noget for at hjælpe dig?” spurgte Eller, og Enten nikkede. ”Ja. Et eller andet.”
”Øh ...det ved jeg ikke rigtigt,” sagde Otto.
”Jo vent lidt,” sagde Enten. ”Vi kan køre dig derhen.”
”Jer? Jamen I har jo ikke været udenfor i årevis. I får et chok. Og hvordan vil I køre mig? I har vel ikke en bil,” sagde Otto. Han var heller ikke sikker på, om han overhovedet havde lyst til at sidde i en bil, hvor Enten eller Eller sad bag rattet.
”Nej,” sagde Enten og så snedig ud, ”men vi har vores tandem-flyvecikel.”
”Ja,” nikkede Eller og rejste sig op. ”Og jeg tror efterhånden, det er på tide, at vi tager os sammen til at se verden på den anden side af hækken.”
”Jeg er enig” sagde Enten. Han havde også rejst sig. ”Helt enig.”
Otto sagde nej, han mente virkelig ikke, det var en god idé at køre ude på gaderne med flyvercyklen, men Enten og Eller var umulige at overbevise. De ville bare køre ham derhen. De trak deres læder flyvehjælme på og fandt også en til Otto. Den var alt for stor, men de sagde, at han skulle have den på. Så skyndte de sig alle tre ud i haven, hvor cyklen stadig lå.
”Den er nok gået i stykker efter sammenstødet med træer,” sagde Otto med håb i stemmen.
”Ork, nej. Den er solidt bygget. Der skal mere end sådan et lille bump til at slå buler i den,” sagde Enten stolt, og sammen med Eller fik han den rejst op.
”Der er jo kun plads til to personer på den,” sagde Klump.
”Ja, der er jo kun plads til to på den,” gentog Otto og slog ud med armene, som om han ville sige, at så blev de nødt til at opgive projektet.
”Snikke, snakke,” vrissede Eller. Han tog et ekstra sæde frem og satte det fast på stangen mellem de to sadler. ”Vi har da prøvet at være tre på engang,” sagde han.
”Åh, ja,” nikkede Enten. ”Den gang vi havde Tossetøsen med.”
”Nemlig,” sagde Eller. ”Dengang vi havnede i guldfiskebassinet.” De havde nu fået cyklen gjort klar, var kravlet ind mellem alle jernstængerne og sad på hver sit sæde. ”Hop op,” sagde Eller og klappede på sædet imellem dem.
Otto sukkede opgivende. Så satte han sig op.
”Af sted,” hujede Enten og Eller i munden på hinanden. De trådte godt i pedalerne og styrede lige mod havelågen.
”D... den er altså rustet helt fast,” nåede Otto at råbe. Så brasede de lige ind i den. Lågen sprang op, vingerne klippede det øverste af hækken af, så tjørnegrene og blade fløj om ørerne på dem, cyklen slingrede, men de holdt balancen. De var ude på vejen.