Otto lå på sin seng med benene op ad væggen. Det var den stilling, han normalt lå i, når han skulle tænke.
”Du kan altså høre alt, hvad jeg tænker?” tænkte Otto. Han havde svært ved at tro det.
”Yep!”
”Jamen hjerner kan ikke snakke,” tænkte Otto vredt. ”De ... de kan kun tænke og sådan noget!”
”Tillykke,” nynnede hjernen. ”Din kan altså både tænke og tale. Hvor er du heldig!”
Otto følte sig ikke spor heldig. Tværtimod. ”Så var det vel dig, der fik mig til at svare ”ude i skoven”, i geografitimen i dag?”
”Ha, ha. Ja. Jeg kunne ikke lade være. Var det ikke sjovt?”
”Sjovt?! Hele klassen grinede af mig, og Hr. Willumsen blev sur!” Otto satte sig op og tog sig til hovedet. ”Jeg må være ved at blive skør,” tænkte han og blev igen mindet om sin onkel Gudmund igen.
”Måske,” sagde hjernen. ”Nu har jeg sådan set aldrig prøvet at være hjerne for en skør person, så jeg kan ikke sige noget om det med sikkerhed.” Der var stille et øjeblik. ”Ja hvad vil det overhovedet sige at være skør? Jeg mener, der er da mange her i byen, som mener, at din far for eksempel er lidt skør.”
”Vel er der da ej,” tænkte Otto.
”Jo, dét er der. Det er da heller ikke helt normalt at have fire bilvrag, tre gamle vaskemaskiner, indmaden fra en forulykket sportsflyver, to vindmøllevinger, en skibsmotor, en motor fra en traktor, to rustne knallertvrag, og en gammel redningskrans, hvor der med utydelige bogstaver står ”Titanic”, og tyve gamle rustne trillebøre spredt ud over hele baghaven, vel? For slet ikke at tale om alt det ”løse” skrammel, der bare ligger rundt omkring, og som ingen kan se hvad er for noget.”
”Det er jo, fordi han reparerer ting! Det er hans reservedelslager.”
”Ja, ja den er go’ med dig. Hele haven ligner en skrothandel,” lo stemmen i Ottos hovede..
”Ja, men forhaven er den flotteste i byen,” sagde Otto hurtigt.
”Det er den,” sagde hjernen. ”Den er meget flot. Med nisse og det hele, ha, ha.” Hjernen lo, så Otto fik helt ondt i hovedet.
”Hold op med det åndssvage grin.”
Men hjernen lo bare videre.
”Du har bare at gøre som jeg siger,” råbte Otto arrigt. ”Du er min hjerne, så jeg bestemmer over dig!”
”Hvem siger det?” lo hjernen.
”Sådan er det bare,” råbte Otto. ”Du er ikke andet end en lille, grå klump fuld af huller og rynker. Du ved ikke en skid!” Men inderst inde vidste Otto godt at hjernen havde lidt ret. Men det var jo bare fordi hans far elskede gamle ting og aldrig kunne nænne at smide noget som helst ud. Ja, man kunne vel sige, at han samlede på gamle ting. Mest på gamle maskiner med store tandhjul, men også andre ting som for eksempel papkasser. Hele deres kælder var fuld af papkasser, som hans far sagde var for gode til at blive smidt væk.
Forhaven derimod var meget velholdt. Den lille græsplæne var altid nyklippet, og blomsterne strålede om kap med den lille nissefigur med knaldrød nissehue, som Ottos mor havde stillet op midt på græsplænen. Hans mor var meget påpasselig med den forhave. Det var lige før man ikke engang måtte gå på græsset.
”En lille, grå klump. Det er, hvad du er. Og det er, hvad jeg fra nu af vil kalde dig! Klump!”
”Hov, hov,” sagde hjernen, ”det lyder ikke særlig pænt.”
”Bare hold mund, Klump!”