Otto hældte mælk på havregrynene. Mens Klump havde fortalt om elefantdrengen, havde Otto fået tøj på, redt sin seng, og fundet tallerken, glas, mælk, sukker og havregryn frem og stillet det på bordet. Han skulle lige til at skovle en mundfuld havregryn ind i sin mund, da han opdagede, at det var en gaffel, han prøvede at spise med.
”Ha, ha Otto. Man kan da ikke spise havregryn med en gaffel.” Klump lo, og syntes, det var vældig morsomt.
”Det ved jeg da godt,” udbrød Otto irriteret og smed gaflen ned i vasken. Han åbnede en skuffe, og tog en ske frem. ”Men du snakker, snakker, snakker jo hele tiden, så det ikke er til at koncentrere sig om noget som helst.” Han skubbede skeen ned i havregrynene og stak den ind i munden. ”Den der sindssyge historie om Elefantdrengen ...”
”Ja, hvad med den?”
”Ja den fik mig til at glemme, at ... ja at se mig ordentligt for.”
”Så kunne du altså godt lide den?”
Otto nikkede. Han måtte indrømme, at han var blevet lidt opslugt af den historie. Tænk engang. En dreng som i virkeligheden var en elefant indeni. Nogen gange følte han sig også selv som en helt anden person. Engang havde han spurgt sin mor, om hun var sikker på, at han var hendes barn, og så havde hun sagt noget, som han aldrig havde kunnet glemme igen. Også selvom det lød, som om hun havde sagt det for sjov. Hun sagde nemlig, at hun også altid havde haft en mistanke om, at han var blevet forbyttet som spædbarn. Tænk, det sagde hun! Det kunne Otto ikke glemme.
”Jeg kan godt fortælle en anden historie, mens du nyder din morgenmad.”
Otto sukkede. ”Okay. Men en kort en.”
”Ja, ja. En historie tager nu engang den tid en historie skal tage.”
Så begyndte Klump at fortælle historien om sølvskeen, der blev så træt af aldrig at blive taget frem og spist med, at den en dag sprang op fra den skuffe, den lå i, og hoppede ud i verden på sit ene ben. Den prøvede på at tjene lidt penge ved at optræde for folk på gaderne i de store byer, men for det meste var der ingen, der lagde mærke til den. Indtil den en dag faldt ned fra en bænk, og landede på en metalrist. Lyden af ægte sølv, der støder mod metal, var så smuk, at flere folk stoppede op for at lytte efter, og skeen fandt ud af, at ved at gnubbe sig op og ned ad metalristen kunne den spille den smukkeste musik.
Fra den dag af gik det rigtig godt for sølvskeen. Overalt hvor den kom frem, blev folk begejstrede. De klappede og smilede og syntes, at musikken var fantastisk. Sølvskeen var lykkelig. Den fik set det meste af verden, og den forestillede sig, at den kunne fortsætte med at rejse rundt på den måde lige til sine dages ende. Men en dag opdagede skeen, at dens musik ikke længere var helt så smuk, som den plejede at være. Folk klappede heller ikke helt så meget mere, og der var ikke så mange, der smilede. Så var det, at skeen opdagede, hvad der var galt.
Den havde gnubbet sig mod så mange metalriste, at den efterhånden var blevet slidt helt tynd og spinkel. Dens musik havde slet ikke den dybde og klang, som den havde haft i starten. Og jo mere skeen spillede desto værre blev det. Til sidst begyndte folk at gå udenom skeen i en stor bue, og nogen holdt sig endda for ørerne og rynkede på næsen, når de gik forbi. Da indså skeen, at det glade rejseliv var forbi.
Den havde lige penge nok til at komme hjem til sit gamle hjem i kommodeskuffen, hvor alle de andre sølvskeer lå. De så stadig lige så fine og blanke ud som den dag, de var blevet lavet. Da de så hvor tynd og slidt den så ud, begyndte de at grine ad den, og da husets frue fandt den og tog den op, sagde hun: ”Hvad er dog det for en skrækkeligt grim ske, den skal straks smides ud!”. Så lo de andre skeer endnu højere. Men den slidte sølvske var ikke spor ked af det, for da den så alle sine gamle venner ligge på rad og række på præcis de samme pladser, som de havde ligget hele deres liv, blev den meget, meget glad for, at den var rejst ud i verden. Selv om den måske ikke ville leve lige så længe som alle de andre fine skeer, så havde den i hvert fald levet et spændende liv, og det lå den og tænkte på, lige indtil den smeltede i flammerne i ovnen på den store forbrændings anstalt.