”Jeg har en masse gode idéer til opfindelser,” sagde Klump inde i Ottos hovede, mens han var ved at finde nogen tandhjul i en papkasse.
”Nåh. Det har jeg tilfældigvis også selv.”
”Ja, det ved jeg, men det er jo ikke alle idéer, der er lige gode.”
”Nej. Det er jeg godt klar over.” Otto fandt resterne af et gammelt bornholmerur, med masser af tandhjul bag ved urskiven. Der var to huller i urskiven. Det lignede skudhuller, men det kunne det vel ikke være?
”Nogen får gode idéer, og andre får dårlige idéer,” sagde Klump.
”Prøver du på at sige, at mine idéer er dårlige, og dine idéer er meget bedre?” Otto stoppede op. ”Er det det du siger?”
”Ja ... øh nej. Nej selvfølgelig ikke. Det manglede da bare.” Klump lo. ”Men jeg har altså fået den her fantastiske idé, som jeg er sikker på, du vil kunne lide. Men det allerbedste ved den er, at den også lige er noget for din mor og far.” Klump lo igen. ”Den er genial!”
Otto sukkede dybt. Så lod han urskiven dumpe tilbage i kassen og rettede sig op. ”Okay ... Så lad mig da høre, hvad det er.”
”Fremragende, strålende, hør her.” Klump smaskede veltilfreds. ”Det er genialt! Fantastisk! Helt ærligt det er ...”
”Lad mig nu høre,” afbrød Otto og sukkede. ”Så skal jeg nok fortælle dig, om det er så smart og genialt, som du selv synes.”
”Prøv først om du ikke kan gætte det selv. Hvad ville gøre livet meget lettere for din far og din mor ... ja også for os?” Der kom ingen svar fra Otto. ”Tænk dig nu om Otto. Hvad er det, dine forældre bruger aller mest tid på at bande over og skælde ud på ... ud over dig, naturligvis!”
”Vores bil,” sagde Otto.
”Netop! Lige præcis bilen. Og hvorfor er det, at de altid hidser sig op over den?”
”Fordi den aldrig kan starte.”
”Netop! Du er ikke så dum, som du ser ud til. Og hvad er det så for en opfindelse, jeg har udtænkt, Otto?”
”En ... øh, en ny bil?”
”Nej, nej, nej! Selvfølgelig ikke.” Klump sukkede opgivende. ”En skubbe-bilen-igang-når-den-ikke-vil-starte-maskine.”
”En hva’ for en?”
”En skubbe-bilen-igang-når-den-ikke-vil-starte-maskine!” råbte Klump med begejstring i stemmen. ”Dine forældre vil elske dig for det. De vil simpelthen falde dig grædende om halsen og takke dig hver eneste morgen, når de slipper for at skulle skubbe bilen igang.”
”Tror du, vi kan lave sådan en maskine?” Otto kneb øjnene sammen. Solen stod lavt over træerne og skinnede ham ind i ansigtet.
”Yep!” sagde Klump. ”Med mig som hjerne og med dig som krop kan vi lave lige, hvad vi vil.”
”Det lyder godt nok som en god idé. Jeg er også selv træt af at skubbe den møgbil hele tiden.” Otto kløede sig på det store sår, han havde på knæet, fra sidst han havde hjulpet med at skubbet bilen. Pludselig var den gået i gang, og med et hop sprang den flere meter fremad, så Otto var faldet så lang han var og havde skrabet sit knæ hen ad asfalten.
”Det ville også være dejligt at slippe for den daglige omgang bilrøg lige ind i hovedet,” tænkte Otto. Hver gang bilmotoren gik i gang, udstødte den en kæmpe, sort røgsky, som ikke kunne undgå at ramme lige ind i hovedet på den eller dem, der skubbede. Otto rejste sig helt op. ”Klump! Jeg giver dig ret. Det er en strålende idé. Lad os straks gå i gang.”
”Vi skal bruge en masse tandhjul,” sagde Klump ivrigt. ”Og drivremme og skruer, slanger, tændrør og måske også en kaburator, men i hvert fald tandhjul. Masser af tandhjul!”
”Ja, ja,” tænkte Otto. ”Men først skal vi have en eller anden plan.” Han gik ind i den hule, han engang havde bygget af gamle brædder og plastik, og som ingen andre turde gå ind i, fordi de var bange for, at den skulle ramle sammen om ørerne på dem. Han fandt et krøllet stykke millimeterpapir, og en lille blyantstump frem. Han havde engang set en film i fjernsynet om en opfinder, der meget nøjagtigt tegnede sine opfindelser på store millimeterpapirark, så derfor startede han også altid med det. Han lavede et par hurtige streger og brummede tilfreds.
”Flere tandhjul,” hvinede Klump begejstret. ”Det ser fint ud, med der kan godt være flere tandhjul. Især der nede i højre hjørne.”
”Ja, ja,” sagde Otto. ”Det kommer. Men der mangler lige nogle benzinslanger og ...” han tegnede langsomt en streg, mens tungen, halvt ude af munden, prøvede at følge med,” ...og nogle jernstænger til at stive det hele af med.”
”Ho, ho, ho,” lo Klump og godtede sig. ”Det bliver den bedste opfindelse, vi nogen sinde har lavet.”
”Det er i hvert fald blevet den flotteste tegning af en opfindelse, vi endnu har lavet,” tænkte Otto og satte den fast på væggen med et par tegnestifter. Så gik han ud ad hytten og hen til bunken af gammelt skrot og jern. Han kiggede nemlig aldrig på sine tegninger, når han byggede sine opfindelser. Det gjorde bare det hele meget sværere, havde han fundet ud af.
Hele resten af formiddagen og resten af eftermiddagen hamrede og skruede og savede Otto ude i haven. Inde i huset gik hans mor og far og kastede nervøse blikke ud ad vinduet, mens de tænkte på, hvad de nu skulle udsættes for. Ottos mor blev altid så nervøs, når han gik i gang med en ny opfindelse. Hun havde aldrig helt kunne glemme det med bjørnefælden.
Otto havde engang lavet en bjørnefælde ude i haven. Først gravede han et dybt hul, som han så dækkede til med nogle tynde grene og blade. Otto syntes det var en rigtig god idé, han der havde fået, men det syntes hans mor bestemt ikke. Det råbte hun i hvert fald meget højt nede fra hullet.
Under aftensmaden tabte Ottos mor sin gaffel på gulvet. Hun dykkede ned under bordet for at samle den op. Men da hun kom op igen, var hun ligbleg i ansigtet, og hendes mundvige hang så meget nedad, at Otto blev helt bange for, at de skulle glide helt ned på halsen af hende.
”Hva’ er der,” brummede Ottos far, med munden fuld af mad. ”Du ser ud som om du har set et spøgelse.”
”S... strømper,” hviskede hun hæst og kiggede på Otto med store øjne. Hun hostede lidt og gentog, nu lidt højere: ”Strømper. Otto du har t... to forskellige strømper på!”
Otto kiggede ned under bordet, og det samme gjorde Fie og hans far.
”Ups!” sagde Klump.
”Jamen ...” sagde Otto. Men han kunne jo ikke begynde at forklare, at det var fordi, hans hjerne havde fortalt en vanvittig historie, mens han var ved at tage tøj på, og han derfor glemte at kigge efter, hvad han lavede.
”Det, øh ... det betyder sikkert ingenting.” Hans far kiggede på ham, og klappede ham på ryggen. ”Du havde bare lidt for travlt med at komme ud og opfinde ting i morges, ikke, Otto?”
”Jo,” sagde Otto og nikkede ivrigt. ”Det havde jeg nemlig. Jeg er i gang med den bedste opfindelse, jeg nogen sinde har lavet. Bare vent og se. I bliver virkelig overraskede.”
”Hvad er det da?”
”Det er en hemmelighed.” Han kiggede ud ad øjenkrogen på sin mor. Hun var stadig lidt bleg, og hun kiggede så undersøgende på ham. Han drejede hovedet og smilede sit mest charmerende smil til hende.
Hun sukkede, trak på skuldrene og stak så gaflen ned i en kartoffel.
”Pyha. Krisen er overstået,” hviskede Klump forsigtigt, selvom der ikke var andre end Otto, der kunne høre det.
”Måske,” tænkte Otto. ”Måske.”