VAR DER NOGET, HAN HADEDE, så var det folk, der gloede. Han lukkede øjnene, fortrængte kvinden over for ham, prøvede at tænke på Mari, det var to år siden, de havde set hinanden. Han pressede tasken endnu hårdere ind mellem benene.
Hvad mon hun ville sige? Sikkert noget shit, men så ... For hun var jo okay. Hun havde altid været der, hans eneste faste holdepunkt gennem årene. Han smilede for sig selv. Åbnede øjnene. Kællingen gloede. Han mødte hendes blik og smilede. Hun så hurtigt væk, ud mod landskabet, der flimrede forbi. Han fulgte hendes eksempel, stirrede ud, prøvede at finde noget at fæste blikket på.
Mari. Hans eneste søster, i virkeligheden hans eneste slægtning, hvis man så bort fra Chris. Et åndsvagt navn! Det kunne godt minde lidt om ‘Krise’! Hvordan fanden kunne man finde på sådan noget? Eva havde garanteret været på skideren, da hun udfyldte papirerne. Han havde fundet ud af det efter en måned. Indtil da havde de kaldt ham ‘ungen’. Da han blev løsladt fra behandlingshjemmet, hed han Chris, og man ændrede jo ikke bare lige navnet på en unge. Det handlede, som med alt andet, bare om at tilpasse sig. Han havde ikke set ham i flere måneder. Nu skulle det blive anderledes!
Tasken mellem hans ben duvede tungt med i regionaltogets bevægelser. Den stod sikkert. Den var så stor, at den optog hele gulvpladsen foran ham og gjorde det umuligt for nogen at sætte sig på pladsen over for ham.
Landskabet udenfor sagde ham intet. Lyset stak bare i øjnene, det grønne, træerne, husene med de små redskabsskure, tømmerpladserne, en nervøst klemtende klokke ved en ubevogtet overskæring, et ivrigt vinkende barn, en endnu ikke rejst midsommerstang. Det flimrede hen over nethinderne. Billederne ætsede sig ind med en frygtelig fart, og der kom tårer i øjnene. Det var simpelthen umuligt at rumme alt det her. Han blev grebet af tvivl. En tyv er en tyv, tænkte han. Hører jeg til her? Han kiggede rundt i togkupeen, så mange mennesker, så mange venlige mennesker, så meget forventning. Midsommer.
Han tænkte hurtigt på Chris igen, men skød tankerne fra sig, så snart de dukkede op. Ikke endnu, ikke endnu. Han kunne høre på stemmerne i kupeen, hvordan alle glædede sig. Havde det været for nogle uger siden, måske bare for nogle dage siden, havde han spyttet på hele banden. For fanden, hvor jeg hader jeres forventning! En tyv er en tyv. En junkie er en junkie. Kom så igen, kom så igen, han rablede remser af sig, stirrede ud, flimmer, nye huse og tømmerpladser, en gruppe sortbrogede køer. Alt ser sgu så brunstigt ud, tænkte han. Det damper jo ad helvede til. En tyv er en tyv.
Han tog forsigtigt en pille fra jakkelommen, skjulte den i håndfladen og førte den op mod munden. Kællingen stirrede. Han smilede, svælgede og smilede igen. Hun så væk. Det er mig, der bestemmer over dig, ikke dig over mig! Sid du bare der og glo! Tak for fanden! Tak, tak tak ... !
Mari, nu er jeg på vej. Du kunne godt få nogle spir, men så spørger du bare om en masse shit. Det har du fra mor. Lortespørgsmål. Hvis du dog bare kunne tage imod lidt penge. Ti dask. Tyve. og sige: “Det har du vel nok gjort godt! Fedt! Lige hvad jeg har brug for!” Anerkende min kunnen, mine evner for at røve posthuse. Jeg ville gerne give dig noget. Hvorfor ikke tredive dask? Du kunne rejse, invitere den lille lærermand til Mallis.
Han smilede ved tanken. Han mærkede roen. Pillen, eller muligvis bare tanken om pillen, muligvis tyngden af tasken ved hans fødder, gjorde ham blid som et lam. Han smilede. Nu må jeg passe på! Ikke sidde som en fandens junkie og få grineflip. Hvad skal jeg tænke på, ‘Storgrind’ måske? Hvor længe er det siden, jeg var der? Ti år vel. “De har revet hytten ned,” sagde hun i telefonen, da han foreslog, at han kunne sove der.
“Den var rådnet op,” havde hun sagt.
Han syntes, at hun lød trist, da hun sagde det. Det er klart, det var deres hytte, deres barndoms tumleplads og legested. Nu tændte de op med den i kakkelovnen.
Han blev mere og mere træt, blundede og var vel faldet i søvn, hvis ikke følelsen af uro havde ligget og skurret inde i ham, lå på lur som et mavesår. Den var uforudsigelig, ramte pludseligt og voldsomt. Han måtte være på vagt. Nu, hvor han var så tæt på.
Toget foretog en hurtig opbremsning, som om lokoføreren lige pludselig var kommet i tanke om, at han skulle standse i Bålsta.
Da han steg af 13.04 ved Bålsta station med 329.000 kroner i en sportstaske, brød solen frem. Det var midsommeraften, og det ville ikke blive regnvejr i eftermiddag. 329.000 kroner. De vejede godt til. Søsteren Mari så ham komme gående lidt skævt på stive knæ i gangtunnelen med tasken i højre hånd, søgende med blikket, usikkert smilende, da han fik øje på hende ved bilen. De slidte cowboybukser, trøjen, der hang og slaskede om hans krop, sandalen på den ene fod, som var lappet med et stykke snor, plus hans helt særegne måde at gå på, fik hende til at tænke på et sygt menneske, på en hjemløs. Hun blev grebet af fortvivlelse, blev rørt over hans skæve smil.
– Brormand, sagde hun ømt, da han stod foran hende.
– Hej med dig, sagde han stille, som om han ikke rigtigt stolede på sin egen stemmes bæreevne.
Hun gik hen til broderen og klappede ham på kinden. Han satte tasken fra sig.
– Brormand. Ubarberet og lurvet.
Han nikkede.
– Hvordan har du det?
Han kunne ikke få et ord frem.
– Godt du kom. Jeg blev virkelig overrasket, da Konrad sagde, at du havde ringet.
– Han lød lidt anstrengt.
– Vi skal have gæster, du ved. Han mente vel, at der blev for lidt plads, men som jeg sagde, så er der plads i huset.
– Ærgerligt med hytten.
– Skideærgerligt, men det ville blive for dyrt at sætte den i stand.
Han pillede ved tasken.
– Nu ser du gladere ud, sagde Mari og klappede ham på kinden igen.
De sad tavse ved siden af hinanden de ti kilometer, der var derud. Ved Yttergrans kirke drejede de af, og Mari sagde noget om et job. Han mumlede om et arbejde i et budfirma.
– Budfirma? sagde Mari spørgende og skævede til ham.
– Kan du huske ham Martin, der boede i ‘Trippan’?
Mari rystede på hovedet.
– Ham med den skøre mor.
– Nå jo.
– Han har et firma.
– Jaså, og der kan du få arbejde?
– Jeg mødte ham i Stockholm.
Der blev ikke sagt mere, før de nærmede sig Storgrind, det husmandssted deres forældre købte i begyndelsen af 60’erne, og som Mari nu havde overtaget. Dér boede hun og hendes Konrad en stor del af sommerhalvåret. Mari var laboratorieassistent og hendes mand folkeskolelærer i svensk og historie.
Det sidste stykke vej til husmandsstedet var kantet med tæt granskov, plantet i 30’erne, da husmændenes små jordlodder igen blev anlagt én for én. Skov fulgte kornmark i snorlige rækker, men han syntes, at skoven så kæmpestor ud, flere af grantræerne stod gråklædte med gulbrune, afskallede stammer. En syg skov.
Så åbnede skoven sig igen lige så hurtigt, som den havde omsluttet vejen, og engen og kornmarkerne gjorde det muligt at se helt ned til bugten.
– Stop lige lidt!
Han stod ud af bilen, gik hen til grøftekanten, sprang over grøften og stillede sig med hænderne mod den øverste pigtråds rustne torne. I den tredelte birk sang en solsort. Udsigten ned mod vandet var inddelt i felter, først græsstykket til kvierne, med det sparsomme, blege græs, de vilde rækker af slåenbuske og enebærbuskes stolte silhouetter, så et lidt bredere felt med et grønt hav af hvede, som blev afløst af strandengens fløjlsbløde, smaragdgrønne tæppe og til sidst, helt nede ved bugten, et gyldenbrunt område med siv, hvor en musvåge sagte patruljerede kanten. Så svævede den ud over vandet, lettede ved hjælp af opvindene og forsvandt ud af synsfeltet. Han kunne mærke pigtrådens grove, rustne overflade, og han vidste, hvordan hænderne ville lugte, når han førte dem op til ansigtet. Solsortens sang lød endnu mere intens.
Mari blev siddende i bilen, selv om hun burde skynde sig tilbage til husmandsstedet og forberede maden. Hun iagttog sin brors skikkelse, så, hvordan han så ud til at ånde friere. Her var hans udbrændthed ikke så åbenlys som ved den grå beton i gangtunnelen ved Bålsta station. Hvorfor kommer han her? tænkte hun. Konrad havde brokket sig lidt, men havde egentlig ikke noget at komme med, hans to brødre havde allerede installeret sig på husmandsstedet for at fejre midsommer. Når hendes eneste bror kom, om end uanmeldt, så ville han alligevel ikke kunne opveje den invasion, som Karl og Kenneth med familier, i alt ni personer, forøgede Storgrind med.
Han drejede hovedet og smilede. Mari smilede tilbage. Han så virkelig slidt ud. Da han kom ud fra behandlingshjemmet og bosatte sig i Uppsala med Eva og Chris, havde han set rimelig frisk ud, uden sprutten og pillerne. Nu, fem år senere, var hans hud indtørret, furet, håret var blevet gråt og havde mistet sin glans, skuldrene var sunket, og frækheden til dels forsvundet. Alt dette kunne hun konstatere. Det gjorde ondt, men han var i live, han stod der med hænderne mod pigtråden, spejdende efter musvågen. Græd han? Nej, der skulle vist mere til.
Mari åbnede bildøren og spurgte sin bror, om han ville gå over vænget hjem. Han nikkede, åh gud, han smiler, tænkte hun, næsten jublende glad.
Han kiggede efter bilen, der forsvandt hen ad den smalle grusvej, hvor den grønne midterrabat så ud, som den altid havde gjort, frodig, græsdækket. På skrænten voksede der vilde jordbær, som blomstrede nu. Det duftede af mjødurt, de stod i en samlet klynge i grøftekanten bag en delvist afgnavet hæg. Så meget duft havde han ikke sanset i årevis.
Hvad følte han denne midsommeraften 1999 ved randen af de smukkeste marker, han kendte, marker, han troede at have glemt? Vemod. Helt sikkert vemod. Tankerne om Chris, men også om Eva, den smukkeste af dem alle engang, fik hans hænders greb om pigtråden til at stivne i en desperat knugen, som gjorde ondt. Han slap tråden, svang benene over og trådte ind på kviernes mark. Han mente at kunne ane nogle brune kroppe mellem enebærbuskene. De havde sikkert hørt ham nu og var nysgerrige.
Her havde han rendt omkring som dreng, i bakkerne, mellem træerne og selv i sivbæltet var der stier, han havde løbet på, for det meste alene, for bortset fra Storgrind var der jo ikke andet i nærheden, i hvert fald ingen steder med børn. Det nærmeste var Båttorpet og Gläntan, inde i skoven lå Ryssbacken og Lillstugan. Han huskede navnene helt tydeligt! Det var sydsvensk opdyrket jord, et af de rigeste landskaber for en dreng. Hvis nogen tog med ham, så var det Mari, og sommetider en klassekammerat fra byen, der havde boet på husmandsstedet nogle dage eller en uge. Mest Klasse, undertiden Tord og nogle gange Tommy. Han gik på kviernes sti, skråt nedad mod ‘Borgen’. Hvis han kunne få det ud, tænkte han, skrige det ud, hyle som en indianer, men han gik roligt og eftertænksomt. Han var hjemmefødning, og spejdede han mod syd, lå Stockholm ved horisonten, nok halvtreds kilometer væk. Hver aften og nat kunne man se hovedstadens lys som en aura over himlen. Dér var han ingen, dér styrtede han rundt på gaderne som en tyv sammen med de andre småtyve efter sig, junkierne, luderne. Den eneste bande, der var her i vænget, var kvierne, som satte efter ham. Han lo højt ved tanken om kontrasten, i morges i Ropsten hos Charlie og lige nu i en kvægindhegning. Ud over vemodet var der også glæden og taknemligheden over for hans søster. Hun havde ikke sagt ét ord om hvordan og hvorfor. Havde ikke spurgt om en skid! Bare klappet ham på kinden.
Tasken! Han for op som en jaget, sprang over skellet for at undgå alle slåenbuskene og nåede lige at tænke, at markeringen var for dårlig. Efter at have rundet en smal strimmel med espeløv, som stak ud i vænget, så han husmandsstedet, og på gårdspladsen uden for den gamle lade stod Maris bil. Han kunne skimte nogle personer ved husmandsstedet og fortsatte sin spurt.
Sportstasken stod uden for bilen og lyste i rødt, blåt og hvidt. På afstand så den ud som et strøget fransk flag, som tilfældigt var blevet smidt på jorden. Ingen havde set ham, da han sprang over træstakittet og ind på grunden. Han bøjede sig ned bag bilen og åbnede forsigtigt tasken. Øverst lå Dagens Nyheter med hans røveri på forsiden, noget tøj og et håndklæde. Alt så ud til at være urørt. Han mærkede efter med hånden og følte på plasticposerne nedenunder med sedlerne pakket tæt, tæt. “Jeg er rig,” mumlede han og førte hånden hen over de lovende bundter. Kropsvarmen emmede fra ham. Han mærkede efter en sidste gang, inden han hurtigt trak lynlåsen til.
To børn havde helt stille sneget sig frem ved laden og iagttaget den ukendte mand ved Konrads bil. Han blev pludselig bevidst om deres tilstedeværelse og vendte sig om. Børnene sagde ikke et ord, men strøg af sted som efter en fælles aftale, rundt om ladegavlen.
– For fanden i helvede, sagde han og sparkede til tasken, tog den og begyndte at gå op mod huset.
På gårdspladen foran husmandsstedet var der dækket op på et langt bord. Konrads brødre sad i hver sin liggestol med en øl i hånden. Det var mange år siden, han havde set dem, men han genkendte straks Kalles smalle ansigt med fipskægget, som faktisk var begyndt at gråne. Kenneth, den anden bror, mindede mere om svoger Konrad, rund i det og tyndhåret. De havde fået sig nogle øl.
– Den flygtede bror, I presume, sagde Kalle, da han rejste sig og rakte hånden frem. – Det er længe siden!
Han nikkede, tog hånden og mærkede, hvordan sveden piblede frem på panden. Kenneth granskede ham, arbejdede sig op af stolen og rakte sin buttede hånd frem.
– Fedt, sagde han bare.
– Vil du have en øl? spurgte Kalle.
– Ja tak.
Han mærkede uroen vige for noget andet, da han stille og roligt bællede en kold guldøl i sig, som Kalle havde trukket op af en isfyldt spand. Han genkendte den rustfri spand. Den kølige, bitre øl, det at han var i Storgrind og var opfyldt af husmandsstedet, plus den kendsgerning, at han havde 329.000 kroner i en taske ved sine fødder, fyldte ham med en fortrøstning, han ikke havde følt i mange år. Han følte sig helt enkelt lykkelig, smilede til Kalle og tog en slurk mere.
– Jaså, og hvad laver du så nu? spurgte Kenneth.
– Genbrug, sagde han kort og tænkte: ‘Mig skal du ikke få ned med nakken, din satan. Jeg er god for 329.000, og jeg skal vinde mit liv tilbage.’
– Genbrug?
– Ja. Nemlig. Jeg samler flasker i tunnelbanen.
Kalle grinede.
– Du er blevet miljøaktivist. Miljøambassadør i undergrundsbanen. Genbrug, min bare røv!
Kenneth lo også med og indstillede skydningen.
Han installerede sig i huset. Efter at have pakket tøjet og tandbørsten ud, smed han tasken ud gennem vinduet på bagsiden og proppede den ned i krybekælderen. Nu kunne han fejre midsommer! Det var, som om lykken fysisk greb fat i ham ved den varme husvæg. Han lukkede øjnene, hørte, hvordan insekterne summede deres sang. Der sad et mørkegrønt insekt på et pileblad og bare nød midsommertidens overdådige grønhed. Han rørte lidt forsigtigt ved det, og det flyttede mageligt på sig, men lod sig i øvrigt ikke forstyrre, det viftede bare lidt med sine følehorn. Før i tiden ville han have fanget billen, have slået den ihjel med æter og spiddet den på en tavle. Nu var det, som om insektet kunne mærke, at nålenes tid var forbi, at det var en harmløs berøring. Billen fremviste sin pragt, sin skinnende og stive krop, løftede nogle af de behårede ben, drejede sig stille rundt, så de kom til at stå øje mod øje. De iagttog hinanden, sluttede en pagt, inden billen løftede de smaragdgrønne dækvinger og lettede.
Han blev siddende ved det veldækkede bord ved siden af sin søster. De andre betragtede ham nøje. Fulgte hans bevægelser, noterede sig hans korte svar på deres spørgsmål, prøvede at regne ud, hvad der havde bragt den fortabte søn til husmandsstedet. Der var ingen, der spurgte, hvordan Eva og Chris havde det, om han havde set sin søn for nylig, eller hvilke fremtidsplaner han havde. Det var ikke, fordi de ikke var nysgerrige, men mere det, at de var overbeviste om, at han ikke havde nogen fremtid at tale om. De ville måske ikke genere ham med alt for nærgående spørgsmål. Hvordan det end var, så forestillede han sig, at de var tilfredse med, at han ikke så alt for hærget ud, de havde ventet sig en sølle taber, men han kunne faktisk sidde med uden at forstyrre midsommeridyllen. Konrad så Maris glæde over at have sin bror med til bords. Et øjeblik følte han et stik af jalousi, hendes hånd som så ømt lå på broderens arm, de varme blikke, hun sendte ham. Han mente at kunne læse en snert af revanche i hendes øjne, hun, der i alle årene havde forsvaret sin bror, undskyldt ham, selv når han havde kvajet sig eftertrykkeligt. Nu sad han her, leende, mager i ansigtet, men med smilerynker, som lignede Maris. Konrad ledte i hans træk efter spor af stofferne, af sprutten, af ulykken med lastbilen, som nær havde smadret hans svoger, men han så på trods af alt dette forbløffende frisk ud. Kunne det være, fordi han havde rejst sig, som han havde fortalt Mari i køkkenet, at han havde besluttet sig for at leve et andet liv, fri for stoffer og tyverier. Selvfølgelig var det muligt, Konrad havde før hørt om, at der var sket mirakler, men han stolede ikke på den gamle stofmisbruger. Han gjorde sig dog umage med ikke at vise noget af sin mistænksomhed og fjendtlighed. Han ville ikke provokere. Han vidste, hvad det kunne ende med.
Han havde drukket tre snapse, tre sølle snapse, nogle øl, ikke noget vin, nej, ikke vin, fy for helvede! Det måtte blive øl, og til alt held havde Konrad købt rigeligt ind. Han drak støt hele midsommeraftenen, men formåede dog et par danse med børnene rundt om den pyntede stang. Han bemærkede søsterens blikke, følte hendes forventninger. På et tidspunkt rundede han hjørnet for at lette trykket og sneg sig om bag huset. Tasken lå der nedenunder. Tung, fandens tung, sprængfyldt med smukke sedler. Han bestemte sig for ikke at drikke mere. Han kunne se det i hendes øjne, i Konrads øjne. Han trak nogle sedler ud og proppede dem ned i bukselommen.
Konrad så spørgende på ham, da han stak ham hundredkronesedlerne.
– Det er for øllerne, sagde han og anstrengte sig for at se ædru ud.
– Du kan lige tro nej, sagde Konrad.
– Det er for øllerne, gentog han, – og for kost og logi. Skidegodt!
– Ikke tale om!
– Ser du, sagde han og gik et par skridt nærmere, – det var skidefedt, at jeg måtte komme herud, jeg vil betale for mig selv, jeg vil ikke være en nasserøv.
Konrad så på svogeren, tog mål af ham, tog imod de tre hundredkronesedler, usikker på, hvad han skulle gøre. Nasserøv, det har du været i hele dit liv, tænkte han, men sagde ikke noget, tog imod pengene og proppede dem lige så respektløst i lommen.
– Man vil jo gerne opføre sig ordentligt, ikke? begyndte han forfra, men tav hurtigt, som om han kom i tanke om, at pengene var stjålet under et bevæbnet røveri.
– Det er i orden. Drik nu ikke for meget, sagde Konrad, - jeg vil ikke have ballade.
– Hvem fanden vil have ballade?
– Hvad har du gang i?
Han lo højt, trak hurtigt på skuldrene og så helt enkelt vældig tilfreds ud.
– Jeg mener, at du blæser det sådan op. Vil du låne penge?
Konrad fik en skraldende latter til svar. En hjertelig latter, og latterens styrke kom bag på ham selv. Det var en fremmed lyd, der havde taget ham i besiddelse, og han tav brat.
– Nej sagde han, – jeg har ikke brug for at låne penge. Jeg vil egentlig bare være en rigtig Svensson, og det kan da godt være, de låner penge, men jeg kører mit eget løb.
Konrad så lidt træt ud. Midsommergæsten mente at kunne skimte en snert af foragt, måske oven i købet afsky i hans ansigtsudtryk.
– Dit eget løb, sagde han bare og nikkede som for at understrege, hvad han mente om en misbrugers muligheder.
– Nemlig, mit eget løb! Nu går jeg ned til vandet, så kan du lege sækkeløb imens.
Konrad så efter ham, den lidt skæve ryg, den nonchalante gang, der blev understreget af den berusede snublen, og armene, der ikke rigtigt ville flytte sig i takt med den øvrige krop. Der var noget ynkeligt over hans sjoskede stil, som om den demonstrerede, at selvsikkerheden bundede i rådvildhed over for livet, det liv, som han aldrig helt havde haft succes med. Nu skulle han køre ‘sit eget løb’. Konrad rystede på hovedet. Den traditionelle midsommerolympiade var i gang på gårdspladsen foran huset. Konrad var Storgrinds Samaranch og gik hen for at overvåge legene. Indtil nu var alt gået fint, Maris bror holdt sig i ro, og vejret var rimeligt.
Han gik med raske skridt hen over græsset, kvierne var ikke at se. Konrads ansigtsudtryk og kommentarer havde næsten fået ham i dårligt humør og til at opgive sit forsæt om at holde lav profil. Han tænkte intenst på tasken under huset, strøg i tankerne med hånden over sedlerne, lod fingrene løbe bladrende over de hårde pakker. Hvor længe havde han ikke siddet sådan i går aftes med en følelse af lyst og magt. Jeg har magt, tænkte han, og den nyformulerede tanke spredte en sjælden varme i hans lemmer. Han tog længere skridt. “Jeg har magt over Konrad,” sagde han halvhøjt og lo ad det komiske i det. En kvie kiggede forbavset frem bag en række enebærbuske.
En svag vind fra søen krusede vandoverfladen og førte en duft af grillkul med sig, som blandede sig med lugten fra dyndet i strandkanten, hvor de halvrådne træpæle, som var sunket ned i bundslammet, vidnede om, at der engang havde været en bro. Hen over søen hørtes musik, det kunne være fra Arnö, eller helt fra Häggeby. Ellers var der stille, ingen både på søen, kun lyden af nogle enkelte biler af og til. Et stort område af skoven på den anden side af søen var fældet, siden han sidst havde besøgt Storgrind, og den hvide villa lyste som et patricierpalads. Dér skulle man bo, tænkte han, tæt ved søen – bade og fiske, have en båd at sejle ud i. Dér skulle man bo.
Han satte sig med ryggen mod et væltet elletræ, hvis porøse stamme vrimlede med insekter og edderkopper, pillede adspredt i det mørnede træ, hvor nogle sorte biller kravlede endnu længere ind i veddet. Han huskede billefælderne, maddingen af små flæskebidder og æbleskrog, spændingen om morgenen, når de skulle tilses. I de tidlige morgener var det tit diset, når han gik rundt til de dusinvis af fælder, han havde gravet ned i forskellige områder, nogle i vænget, andre ved strandkanten og i skovbrynet ved det gamle husmandssted. De fleste havde han allerede sat på nåle, og mange gange var glassene fulde af myrer, men sommetider kunne han finde en sjælden art, som kunne gå ind i samlingen. Det, han huskede bedst, var duften af æter, berusende dampe, der steg op fra det lille stykke vat i ‘morderglasset’. Han kom i tanke om hvordan han sommetider tøvede med at putte den lille bille i. Følelsen af en definitiv afgørelse, at have magten til med et eneste lille puf at få billen ned i vattet, hurtigt lukke låget til og iagttage den korte dødskamp gennem glasset. Han havde mange gange dårlig samvittighed, især i begyndelsen, men bevidstheden om at endnu en art skulle føjes til samlingen, fik ham altid til at fuldføre. På den anden side slog han aldrig nogen biller ihjel, han havde i forvejen. Så lod han dem løbe.
Det sværeste var nok alligevel at sætte nålen i. ofte gav dækvingerne ikke efter så let, der var en modstand, som var mere ubehagelig end selve aflivningen. Æteren gjorde det hele pænt og ordentligt, det lugtede oven i købet lidt rart, berusende, forventningsfuldt. Det var kun nålene, der var ubehagelige. Sommetider varede det fem, ti minutter, inden han kunne få sig selv til at presse den spidse nål gennem den højre dækvinge. Han dækkede over sin tøven ved at lade som om, han valgte størrelsen på nålen, men han vidste alt om nåle. Der var også sommerfugle, så skulle der bruges andre nåle.
Gudfader, tænkte han, hvor var det længe siden! Utroligt at de gik med til det? Vi tog til Stockholm for at købe specielle nåle. Mor og far. Og så mig. Mari må jo have været med, eller også var hun hos mormor. Nålefamilien. Hvad tænkte far mon, han gav vel pokker i sommerfugle, men senere syntes han, de var smukke på tavlerne, udspændte med strimler af smørrebrødspapir over det første stykke tid, for at fiksere vingerne. Sommerfuglekroppene var lettere at trænge igennem, der var ingen modstand. Han plejede at tænke på nålene, senere, i narkohulerne, da var der ingen tøven.
Han havde taget et par øl med ned til stranden og åbnede den første med et smil, et skævt billegrin. Gamla Stan. Postmuseet. Nålene. Togrejserne. Øllerne forsvandt ned i halsen. Hvor han elskede den drik. Far med sine principper, den første cola i Bergsbrunna, den næste i Alsike. Det blev Bergsbrunna-Alsike-Knivsta-Odensala-Märsta. Han smed den tomme flaske i søen, men fortrød næsten med det samme og vadede ud i det lave vand, fiskede flasken op, gik tilbage til ellestammen og åbnede den næste. Han var gennemblødt helt op til lårene. Nu skulle ‘Regis’ have været der, et stille put på stranden, på deres barndoms strand! ‘Regis’ var en piveskid, der ikke turde forlade Flemingsberg. Nålene. Ville han nogensinde komme til at købe nåle? Var butikken der overhovedet endnu? Ville han nogensinde komme til at købe noget til Chris?