MORDEREN TOG VEJEN gennem Valsätras villakvarter. Han småløb. Pistolen havde han stoppet inden for bukselinningen. Der faldt nogle snefnug på hans skuldre og hoved. Hans ånde stod som en sky om ham. Han satte farten ned, standsede op og lyttede til sirenernes skærende lyde, løb så foroverbøjet videre. Det føltes, som om brystkassen ville give efter for presset, som om pumpen ikke kunne klare belastningen. I villaerne glimtede adventsstjerner og lystrapper, et juletræ lyste idyllisk på en af grundene. Han var nødt til at standse op igen. Ud ad øjenkrogen registrerede han, hvordan en mand steg ud af en bil. Morderen så sig om, tøvede et sekund, løb nogle meter tilbage og ind ad indkørslen til villaens garage. Manden havde lige smækket bildøren i og opfattede morderens gispende vejrtrækning, vendte sig om og fik i samme øjeblik et voldsomt slag på siden af hovedet, lige over det venstre øre, blev slynget mod bilen og sank stille sammen med ryggen til bildøren. Han tippede forover og faldt til jorden med ansigtet lige ned i den sorte, våde asfalt.
Da luften sivede ud af mandens lunger, hørtes en hvæsende lyd. Et genskær fra udebelysningen glimtede i det mørke blod, som startede sin bane hen over garagens kolde gulv. Morderen iagttog blodets snørklede vej, inden han trak den stønnende mand ind mod hækken, som indrammede grunden. Morderen gav ham et spark i baghovedet. Manden forsvandt ind i bevidstløsheden og holdt op med at stønne.
Han holdt krampagtigt bilnøglerne i højre hånd, de
stive fingre blev ubarmhjertigt tvunget op, og lidt efter trillede Volvoen ud på Valsätravägen. Den svingede i høj fart til venstre mod Dag Hammer–skjölds Väg, så til højre, og forsvandt derefter mod syd. Klokkenvar 17.45. Der var gået syv minutter, siden Toiwo Hirmanens livsflamme blev slukket, mens hans kone skulle leve yderligere nogle minutter. Nogle minutter fra eller til spillede ingen rolle for morderen. Retfærdigheden var sket fyldest.
Han kørte i begyndelsen hurtigere, end fartbegrænsningen tillod, men tog det roligere, da 50 kilometer–skiltene dukkede op i Sun–nersta. Han havde slået en mand ned og stjålet hans bil, en bil, som var for iøjnefaldende. En mega bommert, det indså han nu, men tålmodigheden var sluppet op. De ville have fanget ham, hvis han var blevet ved med at løbe som en gal. Han forbandede sin amatøragtige opførsel, at han havde ladet sine følelser løbe af med sig. Det havde ikke været meningen at dræbe parret Hirmanen, han havde kun tænkt sig at recognoscere, men da han så hendes fede, grimme fjæs, hvordan hun nussede hunden og holdt den op med strakte arme, som om den var et lille barn, da tog vreden overhånd. Toiwo Hirmanen kom i samme nu ind i dagligstuen, og han grinede ad noget, hun sagde. Hun vendte hovedet mod ham og grinede med. Hunden logrede med den korte hale. Alle gode forsætter faldt til jorden, al planlægning slog fejl. Han smadrede vinduet og udslettede deres latter.
Nu måtte han improvisere, og det hadede han. Han kørte stille gennem byen, prøvede hurtigt at finde en passende flugtvej. Kvarteret her kendte han ikke særlig godt. Han kunne ikke huske, at han havde været i Sunnersta, siden han engang med skolen var taget ud til den gamle grusgrav for at løbe på ski og kælke. Han kom forbi graven og ville snart være ved Flottsund og den gamle Stockholms–vej. Den vej var nok ikke så smart. Dér ville politiet sikkert omgående sætte vejspærringer op. Han kørte stille ind til vejkanten. Volvoen føltes stor og uvant. Der lugtede nyt inde i bilen. Han måtte finde på noget! Han kom i tanke om, at der lige inden broen gik en vej til højre mod ‘Skaris’. Nu kom hukommelsen på gled. Han havde jo været på Skarholmen og danset med Eva. Han trillede ud på kørebanen igen og drejede lige efter mod vest. Han ville kunne nå at køre hjemad ad de små veje gennem Uppsala–Näs og Dalby. Han mente, at han kunne komme ud på Enköpingsvägen ad den vej. Han måtte hjem!
Hans hænder begyndte at ryste. Han havde myrdet to mennesker. Han ledte efter håndtaget til vinduet, men fandt ikke noget og blev pludselig klar over, at bilen var udstyret med automatiske vinduesåbnere. Han fandt knappen, og den friske luft strømmede ind i bilen.
I det fjerne hørtes sirener. Rystelserne i hænderne tog af. Han kunne pludselig se sig selv i en funklende ny Volvo, køre stille og roligt gennem Uppsalas rigmandskvarter. Mälarbugtens sorte vand kunne skimtes mellem de kraftige ege og klyngerne af espetræer.
Nogle kilometer senere, efter at have listet sig frem på grusvejene vest for byen, kom han ud på hovedvej 55. I lokalradioen havde han gentagne gange hørt rapporter om politiets efterforskninger. Der blev talt om to døde, ‘et råt og brutalt dobbeltmord,’ ‘vejspærringer’ og ‘ekstraindkaldt politi’. Dette havde domineret udsendelserne, lige siden han svingede ind på broen over Lurbo. På et tidspunkt havde han set en politihelikopter i luften. Selv om faren ikke på nogen måde var drevet over, følte han sig alligevel forholdsvis sikker. Ved Örsundsbro drejede han væk fra hovedvejen, og en stor ro faldt over ham. Det var lykkedes. Han standsede. ‘Björnarbo’ læste han på skiltet til højre. jeg er lidt som en ulv, tænkte han og svingede til venstre. Næh, heller ingen ulv, de jager i flok. jeg er alene.
Den store sorg truede med at overmande ham. Han holdt hænderne hårdt knuget om rattet og gentog stille: – Chris, Chris, Chris. Drengens navn var blevet som en besværgelse. Havde han dog bare kunnet glemme! Men det kunne han ikke, og det måtte han ikke! Han måtte aldrig glemme! “Du må acceptere kendsgerningerne,” havde hun sagt. “Du tror det måske ikke nu, men på længere sigt vil du synes, at det er en god løsning.” Sådan en møgkælling! Hvad ved hun om fremtiden. jeg ved alt om den. Nu ved jeg alt om den. Hun løj og smilede, som alle sociale kællinger gør. Nu er hun død. Han for sammen, som havde han fået et stød. jeg er mere som en tiger, en ensom, menneskeædende tiger.
Han overholdt hastigheden gennem Örsundsbro. Ved tankstationen, hvor han tidligere havde fået benzin på, stod der nogle mænd og diskuterede. De så efter Volvoen. Han kiggede til højre for at undgå, at nogen skulle genkende ham. De sidste kilometer prøvede han at få det hele til at bundfælde sig. Her sad han i en stjålen bil, mens hans egen stod parkeret på Väster Torv, nogle kilometer fra mordstedet. Han forbandede sin egen klodsethed, han burde have taget det køligt, sonderet terrænet og så vendt tilbage til villaen og gennemført sin opgave på en mere planlagt måde. Hvad skulle han stille op med bilen? Et øjeblik spekulerede han på at køre tilbage til byen, dumpe den et eller andet sted og hente sin egen, men slog det ud af hovedet. Det var for risikabelt. Byen vrimlede med politi, ikke mindst i den vestlige bydel.
Han tog ud til husmandsstedet uden at have gjort sig bemærket, kørte med det samme bilen ind i den gamle lade, den kunne lige være der. Det raslede i den gamle syrenhæk, en flok fugle lettede, da han gik forbi.
Han blev overmandet af en stor træthed. Vel inde i huset, med dets kendte indelugte, sank han ned ved bordet. Nu var han dobbeltmorder. Han havde ikke før fysisk skadet nogen, og da slet ikke mishandlet eller dræbt. Nu var han morder. Han havde begået den ultimative forbrydelse: at tage et menneskes liv. Alligevel følte han ingen anger, kun en stor træthed.
Det raspede under køkkenvasken. Han slog mennesker ihjel, men kunne ikke udrydde musene. Han hældte en øl op, stirrede ned i skummet, førte glasset forsigtigt op mod munden og drak som et menneske, der ikke havde fået noget at drikke i flere dage. Han åbnede en flaske til, tog pistolen frem og syntes, at den stadigvæk føltes varm. Han lagde den på bordet.
Rusen kom snigende. Lemmerne føltes tunge.
Han sad i mørket. Fra køkkenvinduet kunne han se lys i Lundmarks vindue.
Den gamle havde arbejdet på herregården i alle årene, han var faktisk født der. Nu var han en krumbøjet, lidt vindtør gammel mand, som ret ofte søgte op til huset. I begyndelsen var det irriterende, men han havde vænnet sig til det. I virkeligheden savnede han Lundmark de dage, han ikke kom forbi. Nu havde han ikke set ham i et stykke tid og var blevet lidt bekymret, men faldt til ro ved synet af det gule skær fra den gamles vindue. Han levede i hvert fald.
Han fik lyst til at gå ned til ham. Beruselsen gjorde ham sulten efter selskab. Han måtte snakke med nogen, men hvad skulle han snakke om? At han lige havde skudt og dræbt to mennesker? Det ville nok være lidt for skrap kost selv for den gamle Lundmark.
Han rejste sig stille og tændte lyset over køkkenbordet. Lampen spredte et mildt skær over rodet i køkkenet. Han begyndte sløvt at rydde kopper og fade, gamle emballager og tomme flasker væk. Hans hus skulle aldrig komme til at ligne en losseplads, det havde han bestemt. Han faldt også til ro ved sine hænders flytten med porcelæn og bestik, de hverdagsagtige lyde. Han skyllede tallerknerne rene, skrabede madrester ned i affaldsspanden og lukkede varmt vand ud i vasken. Med hovedet lænet mod køkkenskabet vaskede han alt det op, som havde samlet sig de sidste dage. Han kunne godt lide lyden og duften af opvaskemidlet og nynnede en gammel Beatlessang.
Ellers var der stille i huset, også på gårdspladsen og i skoven udenfor. Pludselig og hent uventet blev han grebet af den gamle modløshed. En junkie er altid en junkie, tænkte han, åbnede en øl til og gik ud i mørket.
Hvis man hørte godt efter, kunne man måske opfange rådyrenes forsigtige skridt på området ned mod søen. Det var en vinteraften med små skyer, som sejlede over himlen, og selv om temperaturen faldt, blinkede stjernerne modløst og mat. Det ville blive minus femten grader om natten, og isen i bugten blev forstærket for hver time, der gik. Han syntes næsten gennem den barske decembernat at kunne høre, hvordan isen voksede. Nu vidste han, hvordan han skulle løse problemet med den stjålne bil.
Kulden jog den sidste rest af beruselsen ud af kroppen. Han følte sig træt og ensom, men var klar over, at en morder måtte være ensom. Hvem tager sig af en morders ensomhed? Nu havde han kun sig selv og sin hævn. Det var den, der gav ham kræfter til at vaske op, børste tænder, snakke med Lundmark, og en gang om ugen taste en besked til Mari. Hævnen var ikke sød, der var ikke noget sødt i hans tilværelse, men den gav hans liv mening.
Langsomt, men sikkert ville han tilintetgøre dem, der havde til–intetgjort ham og Chris.
Hvem ville tale med en morder? Hvem kunne han betro sine hemmeligheder til? Fra nu af ville han være tvunget til at købe mennesker, købe deres tillid og varme. Han ville købe ludere, både mænd og kvinder.
Lyset nede hos naboen havde ændret sig. Det var slukket i stueetagen, mens der nu var lys på første sal. Han syntes, det var stærkt, at den gamle var still going strong, at han kunne klare huset, maden, at holde det rent og pænt. At han kunne klare ensomheden. Han havde viftet det væk, da han fik ros. “Jeg har altid været alene,” havde han sagt, ikke uden stolthed. “Jeg har altid klaret mig selv.” Men det var løgn. Der havde været en kone, eller samleverske, for længe siden. Hvor længe hun havde boet der, vidste han ikke og ville heller ikke spørge. En stor kvinde, som hadede de få børn, der var i nærheden. Hun havde sikkert også hadet Lundmark. For senere flyttede hun til Bålsta.
Havde Lundmark været yngre, så kunne de være taget ind til byen og have fået en kæp i øret, måske tage på chartertur til de Kanariske Øer. Havde Lundmark været en kvinde, havde de kunnet drikke cognac og bolle. Nu var han en gammel mand. En mand, som snart stillede træskoene, som snart skulle dø. Så ville hans vindue slukkes for altid.
Han blev stående på gårdspladsen, til han hundefrøs. En fugl lettede fra et grantræ, og der hørtes en svag puslen. En ugle? Han spejdede ind i det mørke tæppe, men så ingenting. Lundmark slukkede lyset.
Han ventede yderligere tre timer, lod radioen være tændt, lå på køkkenbænken, lyttede til det meningsløse ævl, der blev sendt ud over landet. Der var ikke noget i det, han hørte, som angik ham.
Klokken halv to stod han op, kiggede på termometeret og tog et glas rom. Det knirkede i græsset, da han gik ud, og døren til garagen var hvidstrimet af frost. Han kørte roligt ned mod søen, passerede nogle huse, men alle havde slukket lysene, og efter et kvarters tid var han ved broen, eller rettere dæmningen, der førte ud mod Arnö. Han standsede før broen, gik hen ad vejen og drejede direkte ud på isen. Sivene veg til side, og en tynd hinde af overfladeis splintrede under hans fødder. Han gyngede med kroppen, men isen virkede helt solid. Han gik måske hundrede, hundredeoghalvtreds meter ud og mente at kunne høre forandringen i den lyd, som hans skridt skabte mod isen.
Efter nogle minutter var han sikker. I det svage måneskær tog han bestik af retningen. Under ham var isen så usikker, at den gav efter. Han havde fundet stedet. Han spejdede ud over den tilfrosne overflade. Arnö aftegnede sig som en mørk skygge, lyden fra en stor lastbil hørtes som en lav rumlen.
Tilbage ved bilen tog han støvlerne af, pakkede en pose med tøj og en plaid. Volvoen accelererede hurtigt og kørte ud på isen med voldsom fart, det rystede så meget, at han et øjeblik mistede kontrollen, men han genvandt den og fik øje på de spidse træsilhouet–ter, som var hans kurslinie.
Nogle sekunder senere kunne han mærke, hvordan bilen svajede og tippede lidt mod højre, og han flåede bildøren op og kastede sig ud. Mens han rullede sig væk fra vågen, hvor bilen stille sank igennem den brudte is, slap en latter ud af hans mund. En luftboble sprang, da den nåede overfladen. Så blev alt stille.
Med plaiden over skuldrene gik han hen mod huset. Nu slap han for at følge vejen og kunne i stedet skyde genvej over strandengene og græsmarkerne. Det var lige ved, at han kunne skimte søsterens hus mellem de spredte grupper af træer ved Båttorpet og Gläntan. Han kendte vejen, hvert et strå. Han klatrede over pigtråd, som lå skjult, indfiltret i det visne græs. “Mari, min søster,” mumlede han. At han skulle leje et hus så tæt på deres fælles sommerminder var der vel ingen, der havde troet. Tænk, hvis han kunne gå her sammen med Chris! Så skulle Mari være faster. ‘Faster Mari!’ De kunne gå over markerne og hilse på faster Mari.
Himlen var helt klar. Han var på en måde lykkelig, indtil det slog ham, at han aldrig kom til at gå her med Chris.