ANN LINDELL ringede til Edvard Risberg fra bilen. Klokken var kvarter over elleve om aftenen den 10. december. Han tog telefonen efter første ringetone. Hun fortalte om mordene, at hun skulle knokle med arbejde, at hun sandsynligvis ikke kunne komme ud til Gräsö i juledagene, at hun var dødtræt, og at hun hadede sit job.
Det havde Edvard hørt før og kunne sikkert godt synge med på hendes klagesang. Lige siden de mødte hinanden for godt to år siden i forbindelse med en mordsag, havde deres forhold udviklet sig så langt, at de selv og deres nærmeste betragtede dem som et relativt fast par, selv om der var hundrede kilometer mellem dem.
Edvard havde forladt sin kone og sine to teenagesønner og bosat sig ved den nordsvenske kyst. Han havde været landarbejder og havde stået solidt plantet i den nordsvenske muld. Nu indåndede han duften fra havet. Han ernærede sig som løs arbejdskraft inden for landbrug og byggeri og som håndlanger for en kakkelovnsmager. Han tog de jobs, der dukkede op, og der kom flere og flere i takt med, at han udviklede sine kontakter i det nordlige Roslagen.
Edvard havde bedt om skilsmisse og havde kun sporadisk kontakt med Marita og drengene. De var nogle gange kommet ud til øen, men den dér tætte fortrolighed ville ikke indfinde sig. Sønnernes racistiske tilbøjelighed i forbindelse med mordet i Ramnäs, deres by, og fundet af den døde i skoven havde skabt et gab mellem dem, som der ikke kunne bygges bro over lige med det samme. Den ældste, Jerker, havde nu afsluttet skolen og var i praktik som ejendomsmægler. Jens gik i niende klasse og ville uddanne sig som elektriker.
Edvard sørgede over sine sønner, mere end han nogensinde havde indrømmet over for Marita eller Ann. Han havde bevaret den benhårde facade, han havde anlagt, lige siden drengene havde deltaget i hetzen mod den myrdede peruvianer. Ikke at de havde noget med mordet at gøre, men Edvard anså dem alligevel på en eller anden måde for medskyldige. De havde jaget flygtningen, slået ham og drevet hetz mod ham, som var han et dyr i skoven. Alle deres klodsede forsøg på bagefter at forklare deres opførsel blegnede i sammenligning med Edvards erindring om den myrdede under grantræerne. Det var et billede, der havde fulgt ham lige siden, og som han aldrig ville slippe af med.
Han havde svært ved at forstå, hvordan Ann kunne udholde sit arbejde. Et dobbeltmord på et gift par, havde hun sagt, det var alt. Han forstod hendes problemer, men vidste, at hun aldrig ville kunne forlade politifaget.
Ann kørte stille hjemad. Hun ville, som så mange gange før, ønske, at Edvard havde boet i byen, eller bare i nærheden af den, så hun slap for at komme hjem til en tom og stille lejlighed. Sommetider var hun blevet bange, i trappeopgangen eller på den dårligt oplyste parkeringsplads, men for det meste var det følelsen af ensomhed, der overvældede hende, og især når arbejdet afslørede menneskehedens værste sider.
Hun havde brug for Edvards varme. Allerhelst her i aften. De to myrdedes kolde kroppe, deres forvredne ansigtstræk, blodet blandet med urin og afføring, der var løbet ud af de slagtedes kroppe, den afslørende, iskolde belysning der altid blev tændt over ligene. Alt dette krævede en modvægt: Menneskelig varme. Hun savnede noget, der kunne tynge i den vægtskål. Nu tippede vægten altid over til fordel for volden og ondskaben. Hun måtte skabe sine egne ritualer for at overvinde den handlingslammelse, der truede hendes fred og hendes liv. Selvfølgelig kunne hun snakke med sine kolleger, og de talte mere og mere sammen, syntes hun, men de var nødt til at bevare det professionelle overblik, rent fagligt, for ikke at blotte deres svage sider alt for tydeligt. Ann mente, det var godt med et personligt engagement, at have nerve, det skærpede deres tanker, men det måtte aldrig overskygge deres primære rolle: Efterforskerens. Hun havde en diffus idé om, at alt for meget følsomhed ville forplumre deres iagttagelser.
Et ritual, som hun først i den senere tid havde indset faren ved, var hendes vane med at tage et glas vin eller to, når hun kom hjem fra arbejde. Hun plejede at falde om i lænestolen i dagligstuen med et glas i hånden. Sommetider med fjernsynet tændt, men som regel famlende efter fjernkontrollen for at slukke for rapporter fra omverdenen. Hun sad i mørket og gennemgik dagen. Så prøvede hun at tænke på noget andet end arbejdet. Det var blevet stadig sværere med tiden. Den nye omlægning var gået totalt i vasken, og Uppsala–politiet var i en tilstand af opløsning. Hun havde ganske vist ikke haft andel i den kæmpemæssige jobannonce, som mange af hendes kolleger havde sat i Upsala Nya Tidning, men var i høj grad enig i kritikken af nyomlægningen og ledelsen. Det tog på kræfterne, og hun så, hvordan flere og flere gik ned på det.
På trods af den dårlige samvittighed skænkede hun sig et glas rødvin. Hvis man ikke kan tage sig et glas efter et dobbeltmord, hvornår skulle man så kunne, tænkte hun letsindigt. Hver aften fandt hun på nye undskyldninger og foragtede sig selv for det.
Hun lod vinen strømme gennem kroppen. Hun lukkede øjnene og genkaldte sig scenen fra villaen. Det, der stod tydeligst prentet i hendes bevidsthed, var hadet. Der var koncentreret så meget had i mordene. Det var ikke nogen tilfældighed, der havde rådet, det var hun overbevist om. Der var affyret tre skud. Det første, hvis man godtog Rydes teori, havde ramt manden i ansigtet og været øjeblikkeligt dræbende. Derefter var våbnet blevet rettet mod kvinden, som havde to skudlæsioner, en kugle, der havde strejfet halsen på højre side og næppe havde skadet hende overhovedet, og så en på venstre side af brystkassen. Ryde var helt sikker på, at den kugle havde flået en arterie op og hurtigt medført døden via chok og forblødning.
Ann stolede på Ryde, selv om han ikke var læge. Han havde set så meget, at han sjældent tog fejl.
Hvem havde været målet? Eller havde morderen udset dem begge som skydeskiver? Det gik hurtigt op for hende, at hun ikke kom særlig langt med disse spekulationer. Hun prøvede at opbygge en teori om, at manden var det udsete offer og derfor blev skudt først, og at kvinden derpå var blevet myrdet, fordi hun havde været vidne til handlingen. På en diffus måde virkede det mere sandsynligt med en mand som offer. Men hvem ville myrde denne finske indvandrer, denne tilsyneladende pragtfulde Toiwo med grå tindinger, der sikkert talte som en godmodig Mumitrold? Han arbejdede på et regnskabskontor, det havde naboerne fortalt, og det var blevet bekræftet i de dokumenter, hun havde fundet i arbejdsværelset: En lønseddel fra Runings firma. Efter hvad hun forstod, så var det den første løn, der var blevet udbetalt, og det var i november. Det passede med naboernes oplysning om, at han havde været arbejdsløs i længere tid og lige for nylig havde fået et nyt arbejde. Og så går han hen og bliver myrdet, tænkte hun respektløst.
Ann besluttede sig for at sætte Haver til at tjekke mandens arbejde, og hvem han havde nået at træffe inden for godt en måned.
Og hvis det ikke havde nogen forbindelse til arbejdet? Privatøkonomi, kærlighedsaffærer, gamle uretfærdigheder, nabofejder, spillegæld, politiske årsager, ja, listen over mulige motiver kunne godt blive lang.
Hvis det altså ikke var en tilfældighed. En galning, der var kommet forbi og var blevet ophidset over det oplyste vindue og over, at to mennesker havde den frækhed at drikke kaffe i et opvarmet hus. Det kunne ikke udelukkes, det, der talte imod det, var, at så få skud blev affyret.
Ann skænkede sig endnu et glas vin. Det sidste i aften. Hun lovede ikke sig selv at holde op med at drikke vin, men at holde op med at læse avisens vinrubrik, den fik hende bare til at købe flere ‘superfund’, som i virkeligheden skulle lagres, men som hun aldrig kunne lade være med at forgribe sig på.
Klokken var halv et, da hun kom i seng. Selv om hun var dødtræt, og vinen havde gjort hende temmelig døsig, gik der lang tid, før hun kunne falde i søvn.