6

MORGENSAMLINGEN BLEV EN TUNG OMGANG. Der var helt klart flere end Lindell, der havde sovet dårligt. Eller også var det vintermørket, der gjorde, at de ti politifolk, som var samlet til morgenmøde, så usædvanligt klatøjede og uinspirerede ud. Lindell troede, at det var, fordi julen stod for døren. De fleste frygtede, at opklaringen skulle gribe ind i deres juleferie. Lindell anede, at sådan ville det gå.

Hun så ud over den morgentrætte forsamling. Allan Fredriksson, som sad nærmest, dyppede en småkage i kaffekoppen og tabte den umiddelbart efter. Han mumlede noget uhørligt. Han lærer det aldrig, tænkte hun. Sammy Nilsson stod og diskuterede med den nye, Sixten Wende. De var med det samme faldet i hak, og Lindell lod dem gerne arbejde sammen. ola Haver var som sædvanligt sent på den. Forsman, Svensson og Riis sad tavse på deres pladser. Lundin, ‘Bacillen,’ som han blev kaldt, vaskede sikkert hænder.

Hjerneholdet, tænkte Lindell, og i samme nu så Fredriksson op, og deres blikke mødtes. Hun forsøgte at smile, men det blev en grimasse. Fredriksson fiskede videre i sin kop. Der kom flere ind: Beatrice Andersson, Gösta Norrman og Karl-Erik Berglund. De sidste var afdelingens gamle garde, Beatrice var den sødeste. Sammy glemte omgående sin opmærksomhed på Wende og greb fat i Beatrices arm. Lindell så, hvordan han hviskede noget i hendes øre, og hvordan hun svarede med et indforstået blik, inden hun sejlede videre. Mærkeligt nok gik hun hen til den sure Riis og lagde hånden på hans skulder og sagde venligt: - godmorgen. Der sker ting og sager, tænkte Lindell, som skulle sætte fut i gruppen her. Haver luskede ind, og Lindell besluttede at gå i gang. Klokken viste 8.02.

– Hvad ved vi om bilen?

Forsman rodede i sine papirer.

– Det er en rød Volvo, model S70, næsten splinterny. Den blev set på Dag Hammerskjölds Väg lige efter mordet. Dels af en af vores biler, og dels var der en mand, Nkala, der ringede, sagde Forsman efter at have tjekket sine papirer, - og fortalte, at han havde set en rød Volvo køre forbi skovkirkegården mod syd.

– Hvordan kunne han huske det?

Riis’ spørgsmål lød som en anklage.

– Han var ved at blive påkørt. Han løb i vejsiden, han er maratonløber ...

– Er han kenyaner? brød Svensson ind.

Forsman fortsatte uden at lade sig bringe ud af fatning og fortalte, at ifølge Nkala havde en rød Volvo i høj fart været tæt på at køre ind i ham. Han måtte kaste sig til siden. Umiddelbart derefter var bilen trukket op på vejbanen igen.

– Det var en enlig mand, der kørte.

– Så er det garanteret en kenyaner, sagde Riis i et forsøg på at være morsom, men ingen grinede.

– Ja, han så i hvert fald kun omridset af en mand. Det var faktisk mørkt.

Lindell kom til at tænke på en barndomsgåde om en sort mand, med sort tøj, på en sort vej og var lige ved at afbryde Forsman.

– Han virker troværdig, sagde Forsman og lagde ansigtet i usædvanligt udtryksfulde folder.

– Var han sikker på, at det var en Volvo? spurgte Lindell.

Forsman nikkede. Det så ud, som om han prøvede at beherske sine ansigtsudtryk.

– Vi lader ham kigge på, lad os sige ti forskellige mørke biler, med bilnavnet tapet over, på den samme vejstrækning, på det samme tidspunkt, så må vi se, hvor sikker han er, faldt Sammy Nilsson ind, og Lindell nikkede.

– Det er fint, sagde hun. – Som straf kan du arrangere det. I aften.

– Han er fra Zimbabwe, sagde Forsman.

– OK, sagde Lindell. – Zimbabwe, det lyder godt. Volvokendernes forjættede land. Selv var hun ikke sikker på, at hun ville genkende en Volvo S70.

Var der mere? Lindell radbrækkede sin sløve hjerne. Nu havde hun ikke længere Lundkvist til at ping-ponge ideer med. Efter mordet på peruvianeren og den efterfølgende efterforskning, hvor det havde været umuligt at bygge bro over tillidskløften mellem Lindell og Lundkvist, var han blevet på drabsafdelingen i et halvt år, men havde derefter sagt op, solgt huset og var forduftet til Halland. Der var nogen, der påstod at have set ham ved Tylösand så sent som i sommer. Lindell greb sig i at savne den sure, reaktionære gamle stodder.

– Hvem var målet for overfaldet?

Hun havde spekuleret på det siden i går aftes. Hun var overbevist om, at alle i lokalet havde tænkt i lignende baner, men snakken fungerede som hjernegymnastik og katalysator for hele gruppen. Hun vidste fra tidligere, at afliringen af kendte facts kunne få maskineriet i gang, så der pludselig var én, der havde en brik til puslespillet. Det kunne være en indskydelse, et ord eller to, der blev slynget ud på må og få, men som fik lavinen til at begynde at rulle.

Her kom der ingen lavine. Kun trætte øjne rettedes mod hende. Hvis hendes kolleger da i det hele taget gad se på hende. De fleste så ned i deres notesblokke, hvor der absolut ikke stod noget af værdi.

– Jeg tror ikke, at det er en galning, sagde Lundin så stille, at der næppe var nogen, der hørte det.

– Du tror ikke, at det er en galning, gentog Lindell pædagogisk. – Hvorfor ikke?

– Miljøet, sagde Lundin. – Der færdes ikke så mange galninge i Norby, i hvert fald ikke med skydevåben. Havde det været inde i centrum eller på et lokalt værtshus, havde det forholdt sig anderledes. Dér kan en narkoman godt finde på at hive kanonen frem.

– Men hvad så med flugten? sagde Forsman eftertænksomt.

Nu er de i gang! tænkte Lindell tilfreds.

– Den virker ærlig talt lidt panikagtig, hvis man kan sige det sådan, tilføjede den nye, Sixten Wende.

– Nemlig, gentog Forsman, – hvis det havde været planlagt, ville morderen ikke behøve at slå en pensionist ned og snuppe hans bil.

– Det var altså ikke en pensionist, rettede Lundin ham. – Han er seksoghalvtreds år.

– Hvordan har han det? lød det fra Sammy.

– Kraniebrud.

Det slog Lindell, at det kunne været blevet det tredje mordoffer. Forsman fortsatte: – Hvis det var planlagt, så ville han have en flugtbil parat, muligvis stjålen, men alligevel parat. Nu tog han en chance. Hvad nu hvis den seksoghalvtredsårige pensionist havde været karatemester?

– Eller politimand, sagde Beatrice syrligt, og da ingen kunne tolke hendes udsagn, blev der i nogle øjeblikke helt stille.

– OK! Han vidste, hvem Toiwo og Veronika Hirmanen var, og havde et motiv til at myrde en af dem eller begge to, men han gjorde det amatøragtigt. Hvad siger I til det? spurgte Lindell.

– Han affyrede kun tre skud, sagde Forsman.

Lindell iagttog ham. Han kunne måske blive en ny ping-pong-partner.

– Han er en dygtig skytte. Lige i plet på finnen og så to mere mod damen, han misser det første, men rammer rent med det andet, sagde Berglund.

– Hvordan gik det med hunden? spurgte Haver pludselig.

Efter en god times tid blev opgaverne fordelt uden større vanskeligheder og brok. Der havde været et tidspunkt, hvor flere i gruppen, Haver, Sammy og først og fremmest Riis, brokkede sig over arbejdsfordelingen, men nu kom der sjældent nogen indvendinger. Lindell troede, at det havde været en måde at teste hende på. Det havde været drøjt at være ene kvinde mellem disse unghaner og trætte, ældre mænd. Selv havde hun været usædvanligt ung, da hun blev deres chef. Nu var hun seksogtredive og blev af de fleste regnet for en erfaren efterforsker og arbejdsleder, og hun behøvede ikke at slås for sin autoritet.

Men det komplicerede spil med og imod Lundkvist, ikke mindst efter Enrico-sagen, havde slidt hårdt på hende og på sammenholdet. Der var dem, der mente, at hun havde mistet grebet om opklaringen, havde ladet sig forføre af en af de indblandede og havde forsømt at pågribe en anden, den myrdedes bror og formodentlige banemand.

Det havde været et knoklearbejde for Lindell og hele afdelingen. Hun havde i et par måneder overvejet at sige op, men havde fået støtte af afdelingschefen og den forsagte Allan Fredriksson, som gned sin næse ustandselig i den værste periode. Hun var stille og roligt vendt tilbage til gruppen og det fællesskab, som var nødvendigt, for at arbejdet kunne udføres. Men sommetider var sammenholdet skrøbeligt, det var ligesom at gå på en knivsæg, syntes Lindell, og hun var overbevist om, at det ikke skyldtes gruppen, men mere presset udefra: Arbejdet, som hobede sig op, og den anstrengende omorganisering.

Nu var Beatrice Andersson kommet ind i ‘mandeslænget’, og det var Lindell glad for, på trods af at hun og Beatrice var meget forskellige.

Lindell tog trappen ned til Ottosson med lange skridt. Afdelingschefen sad fordybet i skrivebordets papirbunke, men han skubbede den til side, da hun trådte ind.

– Hvordan er situationen? spurgte han.

Hun satte sig. Der lugtede af sved hos Ottosson og af noget andet, som hun ikke kunne definere. Sommetider havde hun ham mistænkt for at være skabsdranker.

– Vi har ikke meget, sagde hun sukkende og slog mappen op på skødet. Hun gjorde rede for ræsonnementerne, og det slog hende samtidig, hvor trivielt politifaget kunne være. Disse evindelige rapporter, sammendrag og referater. Ottosson lignede lidt et marsvin, men med venligere øjne, som han nu lod hvile på Lindell. Han fulgte hendes mundbevægelser, som om han var døv, og strøg sig over skægget, der truede med at brede sig ud over hele ansigtet. Ottos-son var rigtig sød, og Lindell havde lyst til at række ham et salatblad.

– Det lyder fornuftigt, sagde han omsider, og Lindell bestemte sig for, at det var tanken om et overlagt mord, ganske vist med mangelfuld planlægning, men med klare motiver, som vandt chefens bifald.

– Hvad vil du gøre?

– Jeg tager Fredriksson med mig og kører ud til villaen igen.

– Bilen må være vigtig.

Lindell rømmede sig og nikkede. Hun var allerede i Norby i tankerne.

– Nå ja, sagde hun, – bilen, ja.

Afspærringsbåndene flagrede i vinden. En håndfuld nysgerrige stod samlet på det modsatte fortov. De kraftige fyrretræer svajede svagt. En kogle kom raslende ned. Lindell så op. Man blev næsten svimmel af at se op mod de mægtige fyrretræskroner med skyerne, der jagede forbi på himlen. Fredriksson og hun stod som to nysgerrige og studerede omgivelserne, men det lyste ud af dem, at de var politifolk. Gruppen på den anden side af gaden iagttog dem med stor interesse. Lindell krydsede gaden, og gruppen trak sig sammen, som om den var én organisme, lukkede sig og vendte ryggen til hende.

– undskyld, sagde hun, – jeg hedder Ann Lindell og er fra politiet. Jeg har et spørgsmål.

Gruppen så med mistænksomme miner på hende.

– Hvornår plejer posten at komme?

Ingen sagde noget.

– Postbudet, hvornår plejer han at dukke op? forklarede hun.

En ældre mand rømmede sig, tog et skridt til siden, så på hende.

– Cirka ved halv titiden, sagde han.

Han rettede sig op, og det forekom Lindell, at han gjorde honnør.

– Ved du, om han har været her i dag?

– Nej, ikke endnu.

Nysgerrigheden brændte i hans øjne, men han sagde ikke mere. Lindell så på uret.

– Tak for oplysningen, sagde hun og smilede.

Fredriksson stod og talte med den uniformerede politimand, der bevogtede villaen. Lindell tænkte undertiden, at kollegaen havde det lettere og var mere utvungen sammen med ordenspolitiet. Hun nikkede til politimanden og gav Fredriksson tegn til, at de skulle gå ind i villaen.

– Vi kigger lige lidt, og så vil jeg tage en snak med postbudet. Han kommer snart.

Keramikskiltet med ægteparret Hirmanens navne på så endnu mere dystert ud end dagen før. Lindell syntes, at det var hæsligt. Måske havde Veronika Hirmanen selv lavet det på et kursus.

– Ville du sætte sådan et skilt op? spurgte hun Fredriksson og tappede på det med pegefingeren.

– Næh, sagde han.

I samme nu faldt det ned og splintredes mod betonen. De så på hinanden. Fredriksson var mest befippet, som om han troede, at Lindell med vilje havde puffet skiltet ned. Politimanden på gaden havde vendt sig om, og gruppen af interesserede folk gjorde det samme.

– Pokkers også, sagde Lindell, – men det var faktisk hæsligt.

Hvad hun havde ventet at finde, anede hun ikke, og hun gik planløst rundt i villaen, mens Fredriksson gik ind i arbejdsværelset.

– Toiwo spillede lire, hørte Lindell ham sige.

Hun havde også set diplomet. Selv gik hun ud i køkkenet. Det var Haver, som havde gennemgået det i går aftes, og han havde sagt, at der ikke var noget af interesse. Det var Lindells opfattelse, at køkkenet tit var det vigtigste rum i en husundersøgelse. Dér blev der ofte taget imod telefonopringninger, og dermed fandtes der oplysninger om telefonnumre og andre informationer, huskesedler, der blev sat op på køleskabsdøre og opslagstavler. Folk tilbragte meget tid i deres køkkener, og hun mente, at det måtte sætte sine spor.

Hun betragtede opslagstavlen. Dér blev de almindelige meddelelser samlet med tandlægetider og indkøbslister med telefonnumre til kvarterets pizzariaer og telefonnummeret til lægen. Lindell skrev nummeret til lægen ned. Ellers intet. Ingen telefonnumre eller navne, som ikke kunne udredes.

På køkkenbordet ved siden af havde man samlet en bunke med diverse tryksager, reklamer og brochurer, et krydsordsblad, en indbydelse til Den Finske Forenings julefest, seks aviser, en rulle gavepapir og en svarkupon til en bogklub. Veronika Hirmanen havde tænkt sig at bestille Kerstin Ekmans nyeste roman. Lindell granskede alle margener i jagten på et nedkradset telefonnummer eller et navn, et klokkeslæt, hvad som helst. Men der var intet.

Hun gik over til den lille bogreol med kogebøger og løse opskrifter. Det italienske køkken var den bog, som var flittigst brugt, men der var også nogle vegetariske kogebøger og et pragtværk om asiatisk mad. Hun lagde dem alle på køkkenbordet. Der faldt nogle løse lapper ned på gulvet. Hun gennemgik det hele. Hvad forventede hun at finde? Hun vidste det ikke og så ud over bunkerne på bordet, inden hun lagde alt på plads igen. Hvem skulle tage sig af alt det her? Som sædvanlig fik hun lidt dårlig samvittighed, når hun gennemgik folks ejendele.

– Finder du noget?

Fredriksson stod pludselig i døren.

– Nej.

– Postmanden er på vej. Jeg så ham ude på gaden.

Lindell forlod villaen og indhentede postbudet, inden han forlod det lille vænge.

– Hej. Ann Lindell fra kriminalpolitiet. Har du tid?

– Jo da, sagde postbudet, tørrede sveden af panden og spyttede et kæmpestort stykke tyggegummi ud.

– Har du travlt?

– Næ, sagde han i et beskedent tonefald. – Jeg tager det som træning.

– Du kender jo ægteparret Hirmanen, ikke? Du ved, at de blev myrdet i går?

Postbudet så straks mere alvorlig ud og nikkede.

– Jeg vil godt spørge dig om deres post. Fik de mange breve?

– Ikke specielt.

– Private breve?

– En del, mest fra Finland, tror jeg.

– Var der nogen mærkelige forsendelser den sidste tid?

Postbudet så tankefuld ud, rystede forsigtigt på hovedet.

– Postmeddelelser, pakker? spurgte hun og kunne ane svaret.

– Sommetider fra Finland, og så bogklubspakker.

– udbetalingskort?

– Den slags ser man ikke så meget mere. Nu bliver alt sat ind på én konto.

– Det er netop derfor, du måske har lagt mærke til en postanvisning.

– Nej, ikke så vidt jeg husker.

Lindell så på ham. De lyseblå øjne så uskyldsrene ud. Det kortklippede hår strittede, ikke af hårgele, men af sved. Han får nok snart lungebetændelse, tænkte hun og skulle lige til at takke ham for hjælpen og gå tilbage til villaen, da han rømmede sig.

– Ja? sagde Lindell.

– Jeg kom i tanke om noget. For en måned siden fik de en foret kuvert med noget, som ikke var helt friskt.

– Hvad mener du?

– Den lugtede simpelthen af lort, sagde han og rynkede ubevidst næsen.

– Af lort?

– Ja, som menneskelort, eller hundelort, eller hvad ved jeg, men lort var det. Jeg troede først, det var en ost. Du ved, de kan jo godt stinke.

Lindell nikkede.

– Så for måske to uger siden kom der en til.

– Også lort?

– Ja, næsten endnu værre, det var så slemt, at kammeraterne på arbejdet reagerede.

– Stod der afsender på?

– Nej.

– I en almindelig gul kuvert?

– Nemlig.

– Ikke fra Finland?

– Nej, sådan en kuvert man køber adressesedler til og betaler portoen på den måde.

Lindell var helt med. Hun havde sendt en julebog til sin far forleden dag.

– Det var dig, der bragte begge breve ud?

Postbudet nikkede.

– Fik du nogen reaktion fra parret Hirmanen?

– Nej, ingen.

– Hvad hedder du?

– Allan Mörth.

– Er du fra Linköping?

– Næ, fra Boxholm. Hvorfor?

– Jeg er også østgøter, sagde Lindell adspredt, hun havde allerede tabt interessen for postbudets oprindelse.

Postbudet stressede videre. Han var sikkert kommet bagud med ruten og havde nu travlt med at få det indhentet.

Fredriksson stod uden for villaen og så op mod fyrretræerne. Det var, som om de drog blikkene op mod himlen. Lindell iagttog, hvordan han gned næsen. Han mærkede hendes blik, smilede pludselig og vendte sig mod hende.

– Det er snart jul, sagde han og så påfaldende tilfreds ud.

Hun nikkede, mens hun studerede det overplastrede vindue. Hér stod han, tænkte hun. Nu skal jeg jagte ham, følge i hans spor, prøve at forudsige hans tanker og bevægelser, betragte hver tråd i det net, der omgiver ham og de to myrdede. Hun blev slået af tanken om det absurde i sit arbejde. Hun smilede til Fredriksson, men følte sig utrolig træt. Længslen efter Edvard kom pludselig som et sug i kroppen.

– Hvad har det at stemme dørklokker givet?

– Ikke noget endnu, sagde Fredriksson. – Vi begyndte i går aftes og har været i hele gaden. Der var to naboer, som ikke var hjemme.

– Hvad siger folk?

– At Hirmanen var et par, som ikke gjorde noget væsen af sig. Det lader til, at ingen af naboerne kom sammen med dem. Jeg tror, at naboerne syntes, at de var lidt kedelige, muligvis højrøvede. Ingen sagde noget direkte negativt, men der var heller ingen, der sagde noget rigtigt positivt.

– Sladder, med andre ord. Skal vi snuppe en kop kaffe?

– Ja.

De kørte hen til deres yndlingskonditori, ‘Savoy’, der gik helt tilbage til halvtredserne. De tog kaffe, hver sin Luciabolle, og Lindell fik desuden en rosinbolle.

– Hvad skal du lave i julen? spurgte hun, da de havde sat sig.

Fredriksson tyggede roligt på sin bolle.

– Vi havde tænkt os at besøge konens bror i Ludvika, sagde han omsider og så på Lindell med et eftertænksomt blik.

– Er hun fra Dalarne?

Fredriksson virrede med hovedet og så ud ad vinduet.

– Fra Alunda.

Ann tænkte på den lille by, hun kørte forbi på vej ud til Gräsö og huskede, at Edvard havde sagt, at dér boede kun ‘bondeknolde’. Hvad lavede han nu?

Hun pillede ved rosinbollen på fadet, men gjorde ingen tilløb til at spise den. De sad tavse. Hun var kommet i tanke om brevene med det lortestinkende indhold.