EDVARD VÅGNEDE MED ET SÆT, vækket af en lyd. Rullegardinet var mørkt, men ude ved siderne kunne han ane et svagt lys. Havde han drømt? Så hørte han igen lyden. Det var Viola, den gamle kvinde, han boede til leje hos, som rumsterede på trappen. Hun var som altid tidligt oppe.
Selv kunne han blive liggende. Han havde intet at lave i nogle dage. I hele oktober og november havde han slidt hårdt i det, hjulpet med at opføre et par huse i Östhammarområdet. Vejret havde været mildt, og der var ikke så meget sne. Og arbejdet var gået hurtigere end beregnet. Gottfridsson, som han havde været håndlager for i over et år, havde været tilfreds. Det var let at arbejde sammen med ham. Han var fiskersøn fra HållMs eller Gårdskär og ufattelig stærk. Det lod til, at han kendte alle langs kyststækningen i Upplands nordøstlige hjørne og havde masser af arbejde. Edvard havde næsten arbejdet fuldtids hos Gotte hele året. Nu havde han ikke mere at lave.
Det var snart jul, og måske, men kun måske, skulle drengene Jens og Jerker herud nogle dage. Han tænkte på dem hver dag, de lå som træspåner og skvulpede i et kar, som var Edvard. Et sort, olieagtigt søle med knækkede livsspåner. Hans sønner, hans kærlighed. De sugede til sig af det mørke bryg. Af og til fiskede han spånerne op, mærkede deres lugt, lagde dem op til kinden, kyssede det sodede træ, mærkede dråberne mod sine hænder. Hans kærlighed. Så plumpede de tilbage, med en svagt plaskende lyd, skvulpende i karret. Så ensomt.
Edvard vendte sig tungt i sengen. I det fjerne hørtes nogle krager skrige. Så forbandet ensomt. Han lå med hænderne under hovedet og stirrede op i loftet som så mange gange før. Vel holdt han af øen og huset, vel var Violas omsorg rørende, og han blev varm ved synet af hendes magre skikkelse på trappen, når han kom kørende på vejen, men han savnede sine sønner, selv om han aldrig snakkede med nogen om de to drenge. Han var klar over, at han havde mistet dem, at de skulle vokse op uden at mærke hans støtte og kærlighed. Sorgen fik ham sommetider til at smide sig på sengen, hamre med knyttede næver ind i væggen og rable usammenhængende sætninger af sig. Det var som en afgrund inden i ham, som der aldrig kunne bygges bro over. Ham på den ene side, drengene og Marita på den anden. Han havde lært at leve med det, men ville aldrig igen blive helt glad over den vending, hans liv havde taget.
Sådan føltes det i de mørkeste timer. Når Ann var der, eller i det trættende arbejde, kunne han beherske uroen og den indre smerte, men det tog på kræfterne ustandselig at holde sorgen og ensomheden stangen.
Arbejdet rakte langt, dagene med Gotte gjorde ham træt, fik hans muskler til at svulme, fik hans navn til at flette sig ind i landskabet, gav hans vej til færgen og tilbage igen en mening. Men stadig oftere faldt han i staver, og han blev stående med redskaberne i hånden. Sommetider steg han ud af bilen på den korte overfartstur mellem Öregrund og Gräsö, ville ikke snakke med nogen, bare glo ud over Grepen og lade, som om han var på rejse. Så var det, som om Gräsö ikke var nok, og han ønskede, at sejlturen skulle vare længe, at færgens monotont aggressive motorlyd skulle vugge ham langt væk, hen over et hav, et varmt hav, hvor han slap for kulden.
Han lukkede øjnene og genkaldte sig sine børns ansigter. Dem ville han aldrig kunne slippe. De var bundet til hinanden. Hvad var det, der gjorde ondt? Var det pligten, den opgave, det var at være far, at overtage arven efter Albert og Erik, farfar og far? Han havde følt det så stærkt, forventningerne, håbene, at bringe stafetten videre. Havde taget det for en naturlig ting, som en selvfølgelig opgave. Han var født ind i en familie med jordbundne folk, der var gået fra generation til generation i en slags forvisning om den selvskrevne kontinuitet, den af skæbnen givne opgave, at være et tro menneske. Tro mod arbejdet og familien. Det var en kollektiv følelse, forstærket af farfaderens engagement i landarbejderne, at de kunne være stolte, at de skulle kæmpe for deres sted. De gav deres liv mening ved at hævde deres storhed, de voksede som klasse og som individer.
Nu stod han ved havet, var brudt ud af fællesskabet. Han havde forladt sine børn, sin arbejdsplads, sit sted. En faneflugt. Ville han nogensinde kunne tale om sin ret? Havde han forspildt sine rettigheder? Hvem ville høre på ham? Nok ikke børnene. Hvor mange havde han at snakke med? Fagforeningen var der ikke mere i den form, han kendte den. Det kollektive var væk. Tv-billederne og den forløjede journalistik talte ikke hans sprog, der var kun det private tilbage.
Hans børn. Hvilken arv fik de? Han havde ikke engang givet de to sønner noget af betydning at holde fast i. Kunne de overhovedet føle stolthed?
De havde udviklet sig til fremmede, som betragtede hans verden med foragt. De kunne slet ikke forestille sig den. Hvori lå fejlen? Skylden? Var det hans og kun hans skyld? Eller var der en kollektiv årsag til, at teenagedrengene havde udviklet sig til, om ikke racister, så fremmedhadske, ude af stand til at føle empati, til overhovedet at strejfe den verden, som var deres fars, farfars og farfars fars?
Kontakten var cuttet, drengene sejlede ud på en rejse, som ingen kunne ane slutningen på. De levede nu et liv uden håb om andet end den hurtige rigdom, døgnfluelykken, oplevelsen af nuet. Edvard følte, at de levede et liv uden håb, som om hele verden var slået i stumper og stykker.
Albert, hans farfar, der var kommet til at betyde endnu mere efter sin død, drømte om et andet liv, det havde Edvard forstået efter at have læst hans efterladte notater. Han havde set frigørelsen af sig selv og sin klasse gennem organisatorens øjne. Den private lykke havde været så intimt forbundet med kollektivets fælles stræben og lykke, at det ene næsten ikke kunne adskilles fra det andet. Det var det, der havde skabt ferieugerne, mødrehjælpen og børneplejen, folketandplejen, pensionerne, skolen for alle. Det havde været en kamp gennem et halvt århundrede.
Albert havde skovlet svinelort og havde udrullet sin fagforeningsfane med samme glæde. Nu var fanen låst inde i Folkets Hus, eller var væk for altid, den blev aldrig mere rullet ud, blev aldrig mere taget ud af indelukketheden for at få lov til at blafre i vinden.
Edvard kunne huske den fra sine barne- og ungdomsår. Albert havde opbevaret den dybt inde i klædeskabet, i et specialsyet læderfutteral. Stangen med messinghylsteret hvor de to dele blev skudt sammen, havde været blankt lysebrunt, lakeret.
En verden i forfald! Hundrede års kamp. Firs års organisation. Gået op i røg.
Hvor var den private lykke, den fælles? Hvori bestod hans egen skyld?
Edvard Risberg ventede på hende, som han plejede, stående i vinduet med udsigt over både havet og den krogede grusvej. Sådan havde han stået de første måneder, hver gang, siden han var flyttet ud til Gräsö, og hun var begyndt at komme på besøg mere regelmæssigt. Han havde stået der, usikker i sin længsel, usikker på hendes følelser. Især efter at mordet på Enrico var blevet opklaret. Ann havde ikke rigtigt kunnet acceptere tanken om, at Enrico blev myrdet af sin egen bror, Ricardo, ham med det intense blik, ham, som fortalte historien om hans bror og ham selv, om deres familie, udryddet i Perus byer og i politiets og militærets fængsler.
Ann havde taget historien til sig, for hende var den muligvis blevet vigtigere end mordsagen. Da ophavsmanden til fortællingen senere viste sig at være en brodermorder, var selve kilden blevet forurenet.
Som tiden gik, og Ann havde analyseret Ricardos fortælling og sin egen reaktion, havde hun bedre kunnet forlige sig med tanken om Ricardo som gerningsmanden. Insektforskeren Rosander, som hun engang mente, var den sandsynlige jaloux morder, havde hun strøget af listen. Kendsgerningerne talte stadig imod ham, mens hendes intuition sagde hende noget andet. Edvard og hun havde diskuteret det adskillige nætter. Han havde kendt Rosander i mange år og fandt det usandsynligt, at insektforskeren skulle have kvalt Enrico Mendoza, den unge mand, han havde som sin opgave at skjule for politiet og indvandrermyndighederne.
Det var, som om alle disse diskussioner omkring mordet havde udmarvet deres kærlighed og længsel. Edvard blev mere og mere usikker på, om han fortsat ville kunne se hendes lille bil snoende sig hen ad vejen. Han havde stået i vinduet hver aften, også de aftener han vidste, at hun ikke kunne komme. Det blev et aftenritual, udsigten over landskabet og havet. Det var ikke hans terræn, det landskab, han var vokset op med og ind i, var det nordsvenske, opdyrkede landskab på grænsen mellem det flade land og skovene, klippegrundene og hederne længere nordpå. Gräsö var mere sønderbrudt, med vilde stenbakker, som kastede sig over den lidt småsure, magre og gnavne jord. Der var en genstridighed i synet, som han godt kunne lide. Jorden gav ingen løfter, andet end at gøre modstand. Den burde have udfordret ham som landarbejder, men i stedet for nød han jordens utilgængelighed, dens uvilje mod at lade sig kultivere af andet end af muldvarpene, de egenskaber, som engang havde skabt denne nydelse for øjet.
Edvard kunne da også skimte brændingens hug mellem stene og bakker. Intet var gået til spilde her. Det bleggule græs fra sidste år stod med stive stubbe, og Edvard prøvede at forestille sig, hvordan det var at udnytte jorden her. Hvordan det havde præget menneskene, var det spørgsmål, han stadig oftere stillede sig selv.
Han havde formuleret en slags teori om landskabets indvirkning på folk, hvordan de forskellige typer mennesker afspejlede den egn, de boede i. Den fede agerjord i hans hjemby, Ramnäs, hvor han havde arbejdet i tyve år på byens største gård, burde havde skabt rige mennesker, generøse og vidtskuende, mens folk på de fattige øer burde blive indesluttede og genstridige. Men teorierne faldt for det meste til jorden på grund af den alsidighed, han mødte hos folk. Én ting stod klart: Han kunne kun leve lykkeligt blandt simple mennesker, som levede i nær kontakt med jord og dyr. Alt andet føltes uvæsentligt. Han vidste, at han med den holdning gjorde en dyd af nødvendigheden, men der var ikke andre klodser at bygge hans fortsatte liv op med. Han var flyttet fra lavlandet til kysten. Skulle han nu flytte længere væk? Bag Gräsö var der kun hav.
Nu levede han af de mange jobs, der var at opdrive. Som arbejder på en gård havde han prøvet det meste og var ikke bange for at tage de tilfældige tjanser, der fulgte med.
Han hvilede i arbejdet, det var tiden i huset, passiviteten, som fik hans tanker til at løbe som harer. Det var på det tidspunkt Marita og drengene og hans gamle liv dukkede op, det var dér, Enricos ansigt viste sig for ham.
En dag, da han havde boet hos Viola nogle uger, havde han taget en løftestang fra hendes hus og var gået ud på den gamle, forladte rapsmark. Han gik stille og roligt, overvejede, vejede nøje for og imod. Så standsede han op, sigtede, løftede stangen op med begge hænder og kylede den med voldsom kraft ned i den stenfyldte Gräsöjord. Det gav et brag, den kolossale styrke i hans udfald forplantede sig gennem hænder og arme, og det gik som et elektrisk stød gennem hans krop. Han lukkede øjnene og lod hænderne hvile på løftestangens kølige overflade, mærkede kræfterne i det smedede redskab, i hans krops forlængelse, ned i jorden.
Viola iagttog ham fra vinduet: Den let bøjede krop som med en kraftudladning igen hævede løftestangen og jog den ned i jorden. Denne gang lidt dybere. Hun kunne se beslutsomheden i hans bevægelser, hændernes greb og den glidende bevægelse, smuk som et maleri. Han er en spøjs type, tænkte hun, men han forstår at føre en løftestang.
Han slog stangen i to-tre gange, vrikkede den frem og tilbage som for at mærke modstanden, måle spændstigheden i jorden, så trak han løftestangen op, lagde den op på højre skulder og vandrede tilbage til huset. Rønnebærbladene føg hen over jorden, krusedes af den første nattefrost, rødkantede med brune, døde sklerotiske partier.
– Jeg var nødt til at mærke på bakken, sagde han til Viola, da hun kom ud på gårdspladsen.
Hun nikkede.
– Der er mange sten, sagde han og gik hen mod huset.
– Du, sagde hun, da han var gået et stykke, – jeg satte kaffe over. Han vendte sig om, så på den gamle kvinde et kort øjeblik.
– Du er en kernetøs!
Han så efter hende, da hun gik hen mod huset. Hun gik, som om hendes overkrop bar på en byrde, lidt krumbøjet, lidt skævt mod højre. De forholdsvis smalle ben, i tykke, ålede, brune strømper, forsvandt ned i afklippede, slubrende gummistøvler.
Han længtes efter Ann hver eneste dag, men havde lært at beherske sig. Han talte aldrig om det med hende. Han var bange for, at hun ville løbe skrigende væk, hvis hun blev klar over, hvor afhængig han var af hendes nærvær, af sine forhåbninger om, at hun når som helst ville komme kørende på vejen.
Han syntes, han kunne se, hvordan hans kærlighed skræmte hende. Hver gang de kom til at tale om fremtiden, og han lod noget skinne igennem om et fælles liv, gik hun i baglås. Nu undgik han emnet for ikke at fremprovokere nogen ubehagelige tanker. Han havde mærket hendes irritation, og at han blev straffet med, at der gik lang tid, før hun igen kom til øen, så for eftertiden holdt han tand for tunge. Det betalte sig.
Nu kom hun! Han kunne høre, hvordan Viola satte kaffe over, eller rettere kunne høre det på lydene, der trængte ud, at kedlen blev skyllet, blev fyldt op og sat på komfuret, så kom smældene fra skabet, nu blev lågen lukket op og i igen efter nogle sekunder. Nu vidste han, at den gamle stod ved vinduet ligesom han selv. Var hun lige så afhængig af Ann, som han var?
Hun tog sin taske ud. Hun ville blive weekenden over, det så han nu. Han havde læst om dobbeltmordet og snakket med hende et par gange i telefonen og forstod, at det var en tung sag. Hun så op mod vinduet, nikkede, og han kunne mærke varmen komme, hvordan han sank, pressede sig ubevidst mod vindueskarmen. Nede på gårdspladsen plaprede Viola løs. Hvilken forandring fra den første modtagelse! Da blev hun behandlet som en indtrænger, en trussel mod Edvards tilstedeværelse på første sal. Viola var kommet til at holde af ham, det havde han snart forstået, og med Anns opdukken var der pludselig en rival, en person, som kunne trække ham tilbage til byen. Nu, hvor Edvard havde boet her så længe, føltes truslen ikke helt så påtrængende.
Det skyldtes nok, at Ann også blev rørt af den gamles omsorg og omtanke, selv om hun beklagede sig over hendes plapren. Men nu så hun ud til at trives, smilede og lyttede. De havde kendt hinanden i to år, og allerede fra første færd havde de mærket spændingen mellem sig. Ved slutningen af Enrico-sagen havde hun igen forsonet sig med ham på Gräsö. Han var indstillet på at prøve at opbygge en ny identitet, hun var færdig med opklaringen og den vending, den havde taget, træt af ensomheden. Træt af at savne ville hun hellere længes. Eftersom hun mere eller mindre havde fået besked på at sygemelde sig, havde hun startet bilen for at køre op til sine forældre i Ödeshög, men var standset efter nogle kilometer og havde i stedet ændret kurs mod Gräsö og Edvard.
Hendes arme og hænder havde altid fascineret ham. De små, men brede hænder, og de muskuløse arme var som skabt til at bage brød. Han kunne næsten se fingrene i dejen, armene melet ind et stykke op, æltningen, de tunge bevægelser. Han så dejen flytte sig under hænderne, han ville gerne være den dej. Han greb ud efter hendes hånd, som hvilede over sofaens kant, førte den op til sin mund, bed forsigtigt i knoerne. Fjernsynet var tændt: Nyhederne. Han registrerede ikke hvad der blev sagt.
– Sch, sagde hun, selv om han ikke havde sagt noget.
Han bed lidt hårdere.
– Hmm, sagde hun langt væk. Hun stirrede op mod loftet. Han tændte en cigaret, skønt han vidste, at hun ikke brød sig om det.
– Hvordan går det med sagen?
– Hmm, sagde hun.
– Var det hårdt?
– Ja, skidehårdt. Heldigvis var der ingen forældre eller børn at tage hen til og underrette. Det er næsten det værste.
– Har I nogle ideer?
– Nej, faktisk ikke et eneste tip. Vi har en morder, som åbenbart er dukket op ud af det blå.
– Men hvorfor?
– Ja, hvorfor slår man to anstændige medborgere ihjel? Det føles, som om han har tilintetgjort selve meningen med livet. To mennesker, der sidder i deres dagligstue, drikker kaffe og lige skal til at kigge i et fotoalbum, så kommer døden, med ét bliver alt tilsølet af blod.
– Var det planlagt?
– Det tror jeg. Jeg tror ikke, det var en galning, der bare kom forbi de kanter.
De tav, og han iagttog hendes ansigt. Han mente, han kunne se, hvordan hun anstrengte sig for at forstå, hvad der var sket. Han beundrede hendes evne til at komme ind under huden på det, som åbenbart var foregået, at hun ud af det tilsyneladende irrationelle kunne se det mønster, der kunne opklare en sag. Han havde set det tilstrækkeligt mange gange i den tid, de havde været sammen, til at forstå, at hun var en god efterforsker.
– Kan det have været den ukendte søn, der var kommet tilbage for at myrde sine forældre?
Ann sendte ham et hurtigt blik, og han syntes, han kunne se et smil i hendes ansigt.
– Hun havde ikke født nogen børn.
– Men hvad så med ham?
– Hvad mener du?
– Han kan jo godt have været far.
Hun åbnede øjnene.
– Det har jeg ikke tænkt på! Det er den eneste tanke, jeg ikke har tænkt, udbrød hun.
– Morderen kommer for at tage livet af sin kummerlige far, der har svigtet ham, og hans kone ryger med i købet.
Ann satte sig op.
Hun lå med ryggen til ham. Rygradens linie med de kantede omrids slyngede sig som et lovende spor ned mod hofternes kurve. Han lagde sin hånd på hendes balde, strøg den ganske stille. Den bløde, varme hud fornemmede han som en slags ler, noget materiale, der levede under hans fingre. Skabt for netop dette øjeblik, alene for ham. Så banalt, tænkte han. Så fandens banalt, men sådan er det: Skabt netop for dette øjeblik. En bølge af kærlighed og lyst strømmede gennem ham. Han førte hånden ned mellem balderne og klemte let den rundede muskel, bøjede sig frem og kyssede hendes skuldre, lod tungen løbe over den dunede hud, samtidig med at han stille gentog hendes navn for sig selv.
Hun strakte det ene ben ud, skubbede bagdelen op og kom med en lyd som mindede om et dyrs. Hans tunge vandrede videre hen over ryggen, mens hånden søgte hen til hendes skød, hvor han lod den blive.
Ann bevægede sig meget stille, en glidende bølgen i doven vellyst. Det matte skær fra stearinlysene reflekteredes i det fugtige, han havde afsat på hendes ryg. Han kom nærmere, og hun vendte overkroppen mod ham, tog om hans hoved og førte det mod sit. Hun sagde noget, som han ikke opfattede, og han kyssede hende, bed forsigtigt i hendes underlæbe, samtidig med at han med en finger langsomt aede hendes køn. Han bed hende igen, lod tungespidsen glide over hendes ansigt, fra læberne, over kinden mod øret, som brændte feberhedt, sugede sig fast i øreflippen og rykkede kroppen endnu nærmere. Uden for vinduet ruskede nordøstenvinden, og han syntes, han kunne høre lyden fra havet, en evindelig bølgebevægelse over nøgne klipper. Han forestillede sig, hvordan kystlinien blev overskyllet af brændingerne, som om de aldrig fik nok. Hendes åndedræt var støn af stumme skrig. Duften af køn forøgede hans lyst, og han bed hende forsigtigt, meget ømt, i nakkens linie ned mod skulderen, søgte tæt ind mod hendes krop, blev trukket ned af hende, hviskede.
Hun svarede, utydeligt, mumlende, med lukkede øjne og munden som et sår.
Over dem stod himlen over Gräsö, stjernebestrøet, decembermørk. Over havet lå en natlig ængstelse med den urolige fjord, som omfavnede skærene og blev brudt over grunden, om og om igen. De få fugle purrede op i deres fjerdragter, sank ind i deres egne kroppe og ventede stoisk på dagslyset. Men lige nu var det allermørkest, lysene i beboelseshusene blev slukket ét efter ét, kun nogle få udebelysninger glimtede, og fra fyret spredtes et kraftigt, hvidt skær, som blev slynget ud over himlen i regelmæssige kast, et blegt lys.
Edvard og Ann lå omslynget af hinanden i heftig kærlighed. Han kunne næsten ikke adskille sine egne lemmer fra hendes. De var i en akt, som udelukkede verden, forlod mørket og lyset, det urolige hav og den frosne jord, som lukkede sig om gårde, krat og græsmarker. I nogle få øjeblikke var der intet af dette, kun duften fra to glinsende kroppe, kun lyden af tunge åndedrag og råb som om hjælp. Edvard kærtegnede hendes bryster, krammede dem, og hun pressede sine hænder mod hans, for at sige: Forlad mig ikke, elsk mig så hårdt og smukt, du overhovedet kan. De mødtes i en svimlende bevægelse, en konvulsion af fælles smerte og sammenflettet liv. Udmattelsen var total, og de sank tungt ind mod hinanden, han stadig i hende, hun med armene om hans ryg, fanget i et favntag og med benene rundt om ham som en bensaks. Hun kyssede hans hals dér, hvor saltsmagen blandede sig med hendes egne dufte.
Edvard stillede sig ved vinduet, lod varmen fra radiatoren strømme op ad sin nøgne krop. Gårdspladsen lå stille hen, kun oplyst af lygten på verandaen. Så han nøje efter mellem træerne, kunne han se lyset fra Viktors hus. Vendte han blikket mod havet, var der kun det kompakte mørke. Han havde ønsket at komme hertil. Nu stod han ved havet. Dette syn føltes så kendt, selv om han ikke havde boet på øen så længe. Det var, som om hans gamle udsigt, fra barndomshjemmet og fra hans og Maritas og børnenes hus, var udvisket. Ramnäs gård, med hegn, med lade, kornmagasin, silo, brændeskur, værksted og skure, føltes som en fremmed jord, han aldrig skulle gense. Det var ikke så tit, han havde været der i de sidste to år. Alt føltes fremmed, han så på sin tidligere arbejdsplads med en fremmeds øjne. Et liv, der var sunket i grus. Han prøvede at genkalde sig nogle minder, lidt varme, men det lykkedes ikke. Han havde ganske kort vekslet nogle ord med Bengt Ramnäs, men det var kun af høflighed over for et fremmed menneske. Bengt, som han hver dag havde arbejdet sammen med. Bengt, som havde bollet hans kone. Ingen bitterhed, knap nok noget vemod, bare slut, tomt.
– Skal vi tage til Ödeshög i julen?
Anns spørgsmål afbrød hans tanker.
– Bare et par dage?
– Jeg ved det ikke, sagde han og vendte sig om.
Hendes krop lyste i mørket. Hun lå på siden, vendt mod ham. Brysterne lignede frugter.
– Det er vel på tide, at du træffer min mor og far …
– Ja, sagde han helt følelsesløst.
– De er nysgerrige.
Edvard vendte sig igen mod vinduet, famlede efter pakken i vindueskarmen, tændte en ny cigaret.
– De er nysgerrige efter at se den mand, der er skyld i, at deres datter så sjældent kommer hjem.
– Du var da hjemme sidste jul?
Han tog et dybt sug af cigaretten og vendte sig om. Det forekom ham, at han havde oplevet situationen før, ikke emnet jul og Ödes-hög, men temaet, og fik pludselig sommerfugle i maven. Hvad var det, som pressede sig på fra hans tidligere liv? Han anstrengte sig for at se åben og afslappet ud.
– Mor ringede forleden. Vi snakkede om, at jeg skulle komme juleaften og i juledagene. Det ville være skønt, hvis du tog med.
Strålevarmen fra radiatoren varmede hans endebalder. Han trak fletstolen til sig og satte sig, skoddede cigaretten og så på hende.
– Jeg tager med, sagde han. – Det bliver skønt.
Han så hendes overraskelse. Så bliver der ingen jul sammen med drengene, slog det ned i ham. Han blev nødt til at ringe. Måske kunne de komme til nytår, det nye millenium, men de havde sikkert planlagt noget andet end at sidde på en dyster ø.
– Jeg tænkte på drengene, sagde han. – Jerker og Jens, tilføjede han, som om der havde været flere muligheder. – De ville måske komme herud?
– Har du talt med dem?
– Kun lidt.
– Giver det problemer at lave det om?
Edvard rystede næsten umærkeligt på hovedet.
– Der er så meget, der er lavet om på, sagde han kryptisk.
Det var ikke så tit, hans børn og tidligere liv kom på bane. Edvard havde ikke haft energi til det, men havde først og fremmest ikke været vant til at snakke om sit liv med Marita og børnene. Ann havde på sin side ikke ønsket at træde ind i det minefelt, som Ramnäs var. Hun havde forsøgt at se Edvard adskilt fra mordet på Enrico og livet i Ramnäs, hans ægteskab og skilsmisse, ja, alt det som var den gamle Edvard. Nu var han Edvard på øen, hendes samlever. En mand.
– Kom, sagde hun, – læg dig her hos mig.
Han krøb ind til hende, krammede hende kærligt. Sådan lå de nogle minutter. Han kunne mærke trætheden, hvordan det begyndte at rykke i benenes muskler, mærke hendes duft og rolige vejrtrækning.
Ann var lysvågen og hørte, hvordan Edvard gled stadig dybere ind i søvnen. Hun kærtegnede ham forsigtigt over ryggen, følte på arret over skulderbladet. Vil jeg have børn med denne krop? tænkte hun. Hun var seksogtredive og havde det sidste år spekuleret mere og mere på børn. Enten må jeg beslutte mig nu, holde op med pillerne og blive gravid inden for et år, max to, eller forlade Edvard. Han rørte sig i hendes favn. Hvis jeg kan få børn, hvis han gerne vil have flere, hvis han gerne vil have børn med mig.
Hun havde set, hvordan Edvard var blevet mere og mere knyttet til øen, og der skulle nok meget til for at få ham til at forlade Violas hus. Skulle hun bosætte sig her? Spørgsmålet var blevet formuleret for nogle år siden og vendte tilbage hver gang, hun kørte om bord på færgen. Det slog hende, når hun kørte ind til Öregrund for at købe ind, når hun sad sammen med Viola i hendes køkken, når de sejlede over fjorden med båden. Kunne hun få et job i Östhammar? Kunne hun forlade drabsafdelingen i Uppsala, sine kolleger? Hun kendte stadig ikke svarene, kun at hun længtes efter at få børn. Så enkelt var det: Hun ville have børn. Hun fik lyst til at vække Edvard.
Så skød hun tankerne væk, gjorde sig fri af ham og listede ud af sengen. Lampen på toilettet blændede, og hun slukkede den omgående, vaskede sig i mørke, betragtede sit ansigt i det svage lys, der strømmede ind fra dagligstuen. – Edvard, Edvard, mumlede hun, strøg med hånden over kinden, strøg håret tilbage og stillede sig tæt ind til spejlet, som om svaret på hendes spørgsmål kunne læses i hendes eget spejlbillede.
Edvard havde vendt sig om på ryggen og snorkede. Ann betragtede ham et øjeblik, inden hun stille tog sit tøj på, lånte hans store fåreskindsjakke og gik lydløst ned ad trappen og ud på gårdspladsen.
Det var midnat mellem den 11. og 12. december. Billederne for igennem hende. Hun tænkte på sin kollega, Allan Fredriksson, hans sårbarhed og tynde skal, som næsten ikke kunne holde til presset. Hun havde set det igen ved villaen i Norby. Han havde det svært, ligesom de fleste af dem, men han var måske mere medtaget end de fleste. Selv følte hun en slags mening med sit arbejde, selv når det var mest modbydeligt. Og et brutalt dobbeltmord var modbydeligt. Så meget forkert, så meget ondskab, men alligevel mærkede hun anspændelsen som en befrielse fra disse stakke af rutinemæssige rapporter om mishandling, voldtægter, trusler og røverier, der hobede sig op på hendes og de andres skriveborde.
Fra hendes stakke med papirer, hendes udprintninger, rapporter og indspilningsbånd, fotografier, efterforskningsregistre og notater på et uendeligt antal kollegieblokke, var der først og fremmest én stemme, der skreg højere end alle andre: Hævnens. De ilde tilredtes råb om retfærdighed. Bag hvert ansigt, hvert notat, hver dræbende hånd, var der et krav om en eller anden pervers orden. At den orden ikke stemte overens med hendes eller samfundets orden, var en anden sag. Det var, som om hun førte dagbog over alt det samfundsmæssige lort, der flød op. Om hun var glad for den rolle eller ej, anede hun ikke.
Hun førte jo ikke bare bog, men greb også aktivt ind i processen, klippede de løse tråde af, der hang ud fra samfundskroppen. Hun var samfundsrevser i en verden så fuld af krav og kompleksitet, at få, om nogen, kunne trænge ind bag alt og få øje på et mønster og dermed en løsning. Hun klippede løs, og trådene faldt, blev ekspederet. Et sted løb trådene sammen, det fornemmede hun. Politikken? Jo, vel var det politik, det var skolen, at læse og skrive, at skabe sig en platform, at erobre et sprog. Det kunne dreje sig om et psykologjob på stedet, om prisen på et ishockeyudstyr, om, hvordan boligerne og bydelene blev planlagt, om jobbene. Ud af dette søle løb trådene ud. Hun hev og sled, klippede.
Hun var gået ind i politiet, fordi hun ville have retfærdighed. Det lød faktisk ret højtravende, når hun formulerede sine bevæggrunde. Først det sidste år, efter knap femten år i tjenesten, havde virkeligheden for alvor indhentet hende. Det var ikke nok at klippe tråde. Det havde Fredriksson for længst forstået. Spørgsmålet var, hvor længe han kunne holde til det? Og hvor længe kunne hun holde til det?
Skulle hun gå ind i politik? Skulle hun forsøge at komme rundt på skolerne? Hun havde deltaget i en debat på den lokale tv-kanal, og midt under udsendelsen blev hun slået af erkendelsen af, at hun burde arbejde nærmere det grundlæggende. Debatten havde berørt volden, mobningen og stofferne på skolen, og hun havde svært ved at forsvare sig mod den konservative kommunalpolitiker, som angreb den kommunale skole for slaphed og normopløsning. Dengang talte hun som politikvinde, understregede sin faglige rolle og talte generelt om samfundets ansvar. Hun gjorde det let for politikeren, som plæderede for friskoler. ‘Reservater’, tænkte hun, men sagde ikke noget. Det havde hun fortrudt. Efter udsendelsen havde den konservative prøvet at give hende et knus og sagt noget om, at hun var velkommen til et konservativt møde i hans bydel for at diskutere videre. Hun havde også trukket sig fri af hans greb og hurtigt tænkt på sin far, socialdemokraten Einar Lindell, som afskyede højrefløjen.
Hun gik planløst hen over gårdspladsen ikke alt for langt væk fra udebelysningen. Ikke fordi hun var mørkeræd, men hun havde en anelse om, at Viola, på trods af det sene tidspunkt, holdt øje. Hun kunne godt være vågen på alle tidspunkter. Det var, når smerterne satte ind, at hun var oppe og gå lidt rundt. Ann ville ikke gøre Viola bekymret ved at forsvinde for langt ud af synsfeltet.
‘Toiwo og Veronika’. Navnet dukkede op igen som en formel. Lindell prøvede at danne sig et billede af deres liv. Veronikas søster havde ikke meget at komme med. Søstrene havde næsten ikke haft nogen kontakt. På spørgsmålet om Veronika kunne tænkes at have haft en anden mand ‘ved siden af’, var søsteren først nærmest bristet i latter og var derefter blevet oprørt. “Udelukket,” havde hun hævdet. Selv var hun ugift. På spørgsmålet om der havde været en anden mand inden Toiwo, havde hun svaret benægtende. “I hvert fald ingen, som jeg kender til,” havde hun sagt, men var så kommet i tanke om en ungdomskæreste, der hed Erland. Efternavnet havde hun glemt. Lindell havde bestemt sig for at droppe emnet. Veronika Hirmanen havde ikke virket særlig forfløjen og udfarende i sit kærlighedsliv. “Men hvem ved,” sagde Lindell halvhøjt i mørket. Edvards idé om Toiwo som far i et tidligere liv måtte tjekkes engang, men intet i de papirer, de havde gennemgået, havde understøttet den teori.
Problemet var, at det myrdede par virkede alt for almindelige, for selvudslettende til at motivere et mord. Det var betydeligt mere enkelt med lovovertræderne, de var altid fulde af forurettelser, ubetalt gæld, gamle stridigheder, som kunne føre til trusler og vold. Her var bare et midaldrende par i en betalt villa. Lidt kedelige, heller ikke særlig sociale og udadvendte, kun almindelige, pæne.
Færgens kørerampe blev slået ned med et dumpt smæld. Det måtte være sidste ordinære tur. En ø. Et stykke land, som var afskåret fra fastlandet, et stykke som tilsyneladende havde taget springet, var skudt ud og nu sejlede sin egen vej, ud i Ålands hav. Edvard var med på den sejltur.
Ville hun med? Hvad for et liv ville det blive? Hun følte sig pludselig utrolig ensom. Lyset fra Edvards vindue dannede et rektangel på gårdspladsen, og dér stillede hun sig. Lod sig belyse. Viola var derinde, det kunne hun fornemme. Hun så op mod himlen. Bliver jeg mon en stjernekigger ligesom Edvard? tænkte hun. Hun huskede, hvordan han i begyndelsen af deres bekendtskab havde taget hende med ud i mørket, havde udpeget stjernerne og billederne. Hun havde spurgt, hvordan andre kulturer så på ‘vores’ billeder. Hvad kaldtes Karlsvognen i Alaska? Edvard havde ikke noget svar.
Hun havde nok studeret Edvard mere end stjernekonstellationerne, betragtet ham i smug. Hun mente, det var dér, på disse tidspunkter med blikkene mod himmelhvælvet, at han havde vundet hendes kærlighed. Han kom mere til sin ret udendørs, det havde hun fundet ud af, enten det var mørkt eller lyst. At gå sammen med Edvard på de gamle græsmarker på Gräsö over de faldefærdige, levende hegn, ad gamle markveje, forbi de halvt raserede hølader, det var at møde en mand, hun kunne elske.
Ved havet var han tavs. Dér havde han ikke flere ord. Han kunne sommetider pege, identificere en fugl, han havde lært at kende, men ellers var han mest tavs. Om sommeren svømmede han lange strækninger, ud til brændingen og tilbage, der måtte være mindst en kilometer. Først troede hun, at det var for at gøre indtryk, men en sommerdag, da hun helt uanmeldt kom ud til øen, tog Viola hende med ned til stranden og pegede. Dér stod han i brændingen, med vandet skyllende over anklerne. Afstanden og det lange klippestykke gjorde, at det så ud, som om han gik på vandet. Hun havde kaldt på ham, og han havde vendt sig om og vinket. Han havde været nøgen. Afstanden til hendes liv var mere end de femhundrede meter, der var imellem dem. Da han så kom svømmende, ikke smukt og hurtigt, men tungt i vandet, prustende, havde hun bestemt sig til at blive nogle dage. Det var den første sommer i 1998. Hun havde kaldt ham Weissmüller, og han havde bare smilet. Et af de sjældne smil, var steget op af vandet og havde omfavnet hende. Han havde været kold og begyndte snart at skutte sig. Sytten grader. Han havde stået i brændingen en halv time. “Der var sol derude,” havde han undskyldt sig med.
Lindell begyndte at blive kold og tog nogle hurtige løbeture frem og tilbage over gårdspladsen. Hvor var morderen nu? Det var det spørgsmål, hun skulle besvare. Alt andet var uvedkommende. Hun mærkede dragningen hjem til Uppsala, til sit skrivebord, til bilen sammen med Fredriksson. I morgen lørdag. De havde aftalt, at nogle af dem skulle holde en hviledag, lade de seneste dages informationer synke ind og så mødes igen søndag formiddag.
Alle var ivrige efter at komme i gang, det føltes som et kapløb mod juleaften. Han skulle fanges inden da!