ANTON LUNDIN DØDE DEN 6. DECEMBER. Han blev enoghalvfjerds år. Det var en fælles bekendt i den gamle fagforenings bestyrelse, der ringede og fortalte det.
Edvard blev ikke særlig overrasket. Lundin havde haft lungekræft i to år. Den ene lunge var opereret væk, og den anden fungerede dårligt. “Det kunne kun gå én vej,” sagde Allan, som ringede. Edvard var tavs nogle sekunder, så billedet for sig af havemanden Anton Lundin, tomatdyrkeren, fagforeningsmanden. En god ven.
– Fandens osse, sagde han.
– Sørgeligt, for fanden, hvor sørgeligt, sagde Allan, som tog sig sammen for at skjule sin bevægelse.
– Hvornår skete det?
– Det er nogle dage siden, den 6., sagde Allan, og Edvard følte sig utrolig svigtet, at han ikke havde fået det at vide med det samme. Det ville aldrig være sket i gamle dage.
– Hvad siger Asta?
Allan snøftede højt.
– Jeg har tænkt mig at køre derhen i aften. Vil du med?
Ann var kørt om morgenen, og Edvard havde gået nede ved strandkanten, var løbet hen over rullestenene, havde set ud over havet. Isen havde ikke sat sig mere end et tyndt lag is inderst i bugten.
Små stykker af is bølgede frem og tilbage i de langsomme dønninger. Klipperne mod nord var klædt i hvidt, et lysende, næsten blændende panser af sne og tynd is. Et troldandepar tog en runde, dykkede med en hurtig, vrikkende bevægelse og ploppede op nogle meter derfra. Edvard morede sig med at gætte på, hvor de ville dukke op. En enlig svane kom sejlende rundt om Båtudden, prøvede at se statelig ud, men udstrålede mest ensomhed. Den så nøgen ud, forvildet. Den styrede målrettet hen mod troldænderne, som trak sig væk, ind mod tagrørene, sig selv nok. Svanen gled væk.
Han sukkede tungt og prøvede at koncentrere blikket om noget, som ville kunne sprede hans tanker, men landskabet var for tungt, for vemodigt en dag som i dag. Der var simpelthen for stille over vandet. En enlig, hvid måge kom glidende, svanen var forsvundet, der var kun isflagerne, der gyngede mageligt.
– Lundin, vores gamle leder, sagde han halvhøjt. – Kaldet ‘Tomat-Anton’. Edvard greb ud efter telefonen, tastede Allans nummer og lagde en besked på hans telefonsvarer, at han godt ville med ud til Asta. Hun og Anton havde været der så længe, Edvard kunne huske. Anton havde tilhørt samme generation som hans far, de var kammerater i fagforeningen, begge oplært af Edvards farfar.
Han bøjede sig ned og tog nogle småsten, lod dem falde ud af hånden én efter én. Det slog ham, hvor mange forstandige mænd og kvinder han havde truffet i afdelingen. Nu mistede de kontakten med hinanden, gled ud, nogle døde, andre flyttede, men de allerfleste var der stadig, dog isoleret fra hinanden nu uden det naturlige samlingspunkt, som 47’eren havde været. Edvard savnede den klogskab. Der var opstået en mangel, et savn, som blev stadig større. Han kunne næsten fysisk mærke, hvordan styrken gled dem af hænde. Det var, som om der var blevet lagt et stort tæppe over landskabet dér hvor gårdene og arbejdspladserne før havde bundet dem sammen. Edvard vidste, at det var et idealiseret billede, der havde allerede været store revner i det net før, men alligevel: Anton Lundin, Risbergarna, Allan, Stark, Wallin, Vera, de havde opretholdt en kontakt, som forbandede overmagten. De havde en betydning. Det var nok først og fremmest det: De bekræftede deres eget arbejde, deres værdighed, deres ståsted på landet og i landskabet, ved at møde ligestillede, at forsøge at opretholde en folkelig bevægelse. Forenede. De havde ved en slags uagtsomhed fået lov til at blive boende, men med en trompetfanfare i årtusindets sidste decennium havde de bragt sig i sikkerhed i hovedafdelingen, til passivitet og tavshed.
Men nu? Hvad med ham selv? En flygtning på en ø! Havde han noget at sige?
Viola havde lavet kaffe. De sad over for hinanden i køkkenet. Edvard dyppede i kaffen. Viola sagde noget om hønsene, som Edvard ikke opfattede. Viola tav.
– Jeg tager ind til byen, sagde han og fortalte om Anton.
Viola hørte på ham uden at komme med nogen kommentarer. Er det sådan, vi skal leve, tænkte han, som i små reservater, adskilt fra hinanden, siddende i køkkenet, slubrende, dyppende, lyttende til en radio med stemmer, som sjældnere og sjældnere siger noget væsentligt? Viola og mig, to krigere i en slagen hær. Viola gik hen og hentede mere kaffe.
– Ann ser slidt ud, sagde den gamle, da hun igen havde sat sig. Edvard så på hende.
– Jeg så hende i går aftes eller nærmest i nat, jeg var oppe en tur. Hun stod på gårdspladsen.
–Jaså.
– Jeg tror, hendes arbejde slider for meget.
– Ja, sådan er det vel.
– Hun burde flytte herud.
– Det tror jeg ikke, hun vil.
– Førstesalen er stor. Vi kan smide lidt skrammel ud, så bliver der bedre plads.
Edvard sagde ingenting. De sad tavse. Edvard tog en bolle mere.
– Jeg har tænkt mig, at du skal arve mig, sagde Viola pludselig.
– Hvad?
– Du må overtage, når jeg er væk. Jeg har ikke andre.
– Sikke noget snak! Hvad så med Justus?
Justus var et næstsøskendebarn, der boede i Sollentuna, og som et par gange om året kom over til øen, mest for at overvåge sine interesser, det var nu Edvards mening.
– Den skiderik! Han skal ikke have en øre! Jo, én ting: Uret i spisestuen kan han få.
– Det er sødt af dig, Viola, men …
– Det er allerede skrevet ned, afbrød den gamle, – nu ved du, hvordan landet ligger! Det snakker vi ikke mere om, sig bare ikke noget til Justus.
Edvard lagde sin hånd på Violas, som lå på køkkenbordet. Hånden føltes kold. Deres blikke mødtes. Hun smilede et skævt smil. Gebisset ragede lidt ud, men med en hurtig bevægelse med kæben fik hun gummen på plads igen.
– Sådan ligger landet, Edvard, sagde hun og lagde sin anden hånd på hans.
Det så ud, som en bunke rynkede pletter lå direkte på voksdugen. Uret i spisestuen slog et slag som for at besegle pagten, og at Sol-lentuna-Justus skulle have standuret.
Han tog med tre-færgen, havde tænkt sig at tage et smut omkring Ramnäs, inden han kørte hen til Asta. Det var tre måneder siden han havde besøgt sin fødeby, hvor han havde tilbragt de første fyrre år af sit liv.
Han kendte vejen som sin egen bukselomme. Ved den nedlagte ICA-butik, hvor hans tidligere svigerfar havde drevet handel i årtier, stod der en gammel bekendt, men Edvard lod, som om han ikke så ham. Det var Widegren.
Ved den gamle skole satte han farten ned. ‘Hvidrosen’ var blevet solgt og flyttet, der ville ikke længere hænge stofstrimler i den store frugthave. Biavleren boede der selvfølgelig stadig, og Edvard modstod impulsen til at stoppe og hilse på det gamle ægtepar. Han vidste, hvor glade avleren og Alice ville blive, men han havde set kritikken i deres øjne over, at han havde forladt sin familie og byen. Forrige gang, det var for et år siden, havde de tolket hans besøg, som var han på vej tilbage til byen, og den skuffelse, han kunne læse i deres øjne, ville han ikke opleve igen.
Det var mørkt, da han kørte op foran laden. Lysmasten, som det havde taget Bengt Ramnäs næsten femten år at få op, var slukket, og armaturet hang på skrå. Edvard var overbevist om, at landmanden var kørt ind i den med et eller andet redskab.
Der var lys i hans gamle hus. Han blev siddende i bilen og studerede den kendte facade, den grå røg kom stilfærdigt kom op af skorstenen. Det gamle das, som han havde bygget om til sit observatorium, havde Marita revet ned. Hun havde nok ikke kunnet holde udsigten ud. Ellers lignede alt sig selv, som om han lige var kommet tilbage fra byen i et ærinde og nu var svinget ind på gårdspladsen.
Der var lys i køkkenvinduet hos Bengt Ramnäs. Da Edvard havde mødt ham sidst, virkede han træt og grå, undskyldte sig med forkølelse, men Edvard syntes, han så mere modløs end forkølet ud. Ramnäsmanden havde ikke ansat en afløser for Edvard, men hyrede tilfældig arbejdskraft for at tage toppene i forårs- og efterårsarbejdet. Dyrene klarede han selv. Marita boede stadigvæk i den gamle tjenestebolig. Edvard syntes i begyndelsen, at det var underligt, at hun kunne holde omgivelserne ud, men Marita sagde, at det var for drengenes skyld. Vrøvl havde han tænkt. Så meget betød Ramnäs vel ikke for Jerker og Jens. Tanken om, at hun ville blive boende nær ved Bengt Ramnäs gjorde ondt et sted inden i ham. De havde haft et forhold, da Marita var næsten tyve og var i huset hos Ramnässerne, men Edvard kunne ikke forestille sig, at Marita nu ville have noget at gøre med Bengt, som var tyve år ældre end hun. En af de første gange, han var kommet tilbage til gården, efter sin flugt til Gräsö, havde Bengt Ramnäs været i hans gamle hjem. Han havde set pinligt berørt ud, og Marita var anspændt, men det var hun jo, hver gang han kom. Han havde ganske vist naturlige grunde til at være der, de var naboer, det var hans hus, men alligevel. Edvard havde straks været på vagt, ledt efter spor. Han havde set på Marita, men havde ikke kunnet tolke andet end den sædvanlige kølighed.
Bengt havde snakket løs, men set lige plaget ud hele tiden, mens han mere eller mindre bakkede ud på fortrappen.
Hun bor der måske gratis, tænkte han, men i samme nu blev han rasende på sig selv. Så godt kendte han Marita, hun ville aldrig sælge sig selv. Men kærligheden, den manglende gnist, men også savnet, vemodet, skyldfølelserne, minderne om alt det, de havde oplevet, gjorde, at tankerne vandrede ad sære og mange gange irrationelle veje.
Han blev siddende i bilen. Om Marita havde set ham, vidste han ikke, det havde hun nok ikke. Hun ville aldrig komme ud på fortrappen. Heller ikke drengene, hvis de mod forventning var hjem-me. Ved at tænke på køerne, som nu stod yverspændte i stalden og ventede på aftenmalkningen, gik det op for ham, at han også savnede dem. Han, der plejede at afsky afløserrunderne. Skulle han gå ind og tage en tørn med kreaturerne? Det ville se underligt ud, nærmest sygeligt.
Han rullede ruden ned og lod lidt frisk luft komme ind. Sad derefter i ti minutter, svingede så rundt og kørte ud fra gårdspladsen. Han var lige ved at græde, men om det var tankerne om Marita, eller om det var et udtryk for spekulationer efter Anns snak om julen og en usædvanlig begivenhedsrig og sørgelig søndag, det vidste han ikke og ville heller ikke gå dybere ind i.
Han kørte stille tilbage gennem byen. Da han kom til afkørsels-vejen mod Getberget og Rosander, satte han farten ned og drejede noget tøvende ind på den smalle grusvej, dækket af is som en oversvømmet og tilfrosset grøft.
Han listede af sted, styrede, så højrehjulene havnede ude i den sparsomme snevold i vejkanten. Dér hang hjulene fast i sne fra i fjor og nedfald fra granerne. Vel fremme ved skovrydningen fortrød han igen, og det lykkedes ham at vende bilen uden alt for stort besvær.
Allan Frisk tog imod på gårdspladsen, kom hen mod Edvard med udstrakt hånd og hilste med en inderlighed, som Edvard ikke havde mærket længe. Frisk arbejdede som traktorfører på en gård lige syd for byen. Hans kone skimtedes i vinduet.
Der var dækket til tre. Elggryde. Allan havde slukket loftslyset og tændt stearinlys. Edvard syntes, at det var passende, der blev mørkt omkring bordet, og de spiste til at begynde med i tavshed, kun med korte kommentarer fra Allan og Edvard om madens fortræffelighed. Mona sagde ikke noget.
Efter maden blev de siddende. Mona dækkede op til kaffe, og samtalen om Anton Lundin begyndte tøvende at komme i omdrejninger. De to forbundskammerater var jævnaldrende. Og havde kendt hinanden i hele deres voksne liv. Lundin havde for dem begge været en ældre, god ven, en samlende kraft i afdelingen, og ikke kun det. Gennem sin ægte venlighed og omtanke var Lundin blevet en mand, man kunne stole på, man kunne henvende sig til, måske ikke som et orakel, men i hvert fald en bøje at lægge til ved. Edvard havde ringet til ham adskillige gange under sin skilsmisse. Han havde fået lidt skældud, og det fortjente han, det kunne han mærke i hver eneste nervecelle, men de havde mest snakket om, hvordan livet og kærligheden kunne organiseres.
Lundin og Asta havde levet sammen i halvtreds år, ret så isolerede i en mindre hus, uden børn, men med masser af hunde.
Anton havde været en klog mand. Han havde været som et koncentrat af den visdom, der spirede op af jorden, den jord, som de begge følte som deres. At miste en sådan kraft føltes tungt, selv om både Allan og Edvard var taknemmelige og berigede over, at de havde lært ham at kende.
Allan spurgte om, hvordan Edvard trivedes på øen. Edvard kunne mærke, hvordan kammeraten listede lidt som katten om den varme grød, som om han ville spørge om noget andet. Det var, som om der var kommet en anden tone i mange af de gamle venners stemmer. Edvard kunne ikke lide det. Så forandret var han ikke. Han var blevet skilt fra Marita, men ikke fra den øvrige verden, men det var, som om vennerne ikke længere var sikre på, om det var den gamle Edvard, de havde foran sig. Eller syntes de, at han var på en rejse væk fra dem, fra de fælles holdepunkter? Bare det at komme sammen med en fra kriminalpolitiet virkede fremmed. Måske var der nogle, der følte sig en smule misundelige over hans handling, at turde skubbe stolen ind efter sig, takke og gå. Han havde i hvert fald gjort noget. Om det var godt eller ej, kunne selvfølgelig diskuteres.
De var måske mest nysgerrige efter, hvad han havde mistet, og hvad han havde vundet. Edvard prøvede at sætte ord på det, men lød mest trist og ked af det. At tale om havet og Viola var ikke let, heller ikke om den dobbelte følelse af savn og befrielse. De måtte gå tilbage og snakke om det gamle, være på sikker grund. De talte om foreningen, men ikke engang det føltes særlig rart. Det blev mest til beklagelser. Det Landarbejderforbund, de gerne ville tale om, eksisterede ikke mere.
Besøget hos Asta Lundin blev lige så følelsesfuldt, som Edvard havde frygtet. Hundene gøede i deres gårde, og Allan brød næsten omgående ud i gråd, så Asta måtte tage om ham og trøste ham som et barn. De stod på verandaen, tæt sammen, og Edvard så på Astas ansigt i udebelysningens skær.
– Anton led mod slutningen, sagde hun, og også Edvard var lige ved at tude.
– Lungekræft er noget forbandet noget, fik han frem.
Allan faldt til ro og begyndte at tale om Antons tomater. De gik ind, og Asta satte kaffe over. Begravelsen skulle åbenbart foregå næste weekend, de talte om bærere. Edvard lovede at finde fanen frem. De talte om at ringe til forbundet, men vedtog at lade være. Anton skulle begraves på Alsike kirkegård.
– Hvad med hundene? spurgte han.
– Jeg skiller mig af med dem, der er for meget arbejde.
Det slog Edvard, hvor ensom Asta ville blive. Som om hun kunne læse hans tanker, fortalte hun, at hendes søster skulle komme dagen efter. Hun var også alene og kunne blive mellem jul og nytår. Allan havde været tavs og rørte med en udtryksløs mine i kaffekoppen. Asta for op og hentede en roulade fra køleskabet, og med lange, raske bevægelser skar hun den ud i en håndfuld skiver, lagde dem på fadet og stillede dem frem på bordet. De var med hind-bærfyld. Anton tog en skive og nikkede bare.
Hvor mange gange havde de ikke siddet i dette køkken og spist roulader, færdigsmurt smørrebrød og kager? Allan så sig omkring, som troede han, at Anton ville komme tilbage fra det lille kontor, som var indrettet i et gammelt klædeskab, med et ringbind eller et cirkulære i hånden. Edvard kunne høre hans stemme, hans noget famlende indledning, den kraftige, ofte af tomatskuddene sortgrøn-farvede pegefinger, som fulgte linierne i en skrivelse fra forbundet.
Asta fulgte dem ud på fortrappen. Hundene gøede i mørket, men tav da Asta råbte noget beroligende. Frosten bed i kinderne. De stod stille et minut. Hundene larmede. De grønmalede stolper, der bar trappens tag, trængte til at blive malet, konstaterede Edvard. Han strøg med hånden over træet.
Det knagede under fødderne fra gårdspladsens grus. Suset fra granerne mod nord lød, som det altid havde gjort. Glimtet fra drivhuset var også det samme. Alt var som før, og alligevel ikke.
Edvard ringede til Ann fra mobiltelefonen, da han svingede ud fra Lundins ejendom. Hun tog omgående telefonen, og de aftalte, at de skulle ses. Edvard ville bare gå ud og spise noget let, elgen føltes stadig tung i maven, men Ann havde lige lavet kartoffelsuppe, hvor der var nok til dem begge, og de besluttede, at han skulle komme forbi.
Ann så lidt stresset ud, men da de først sad til bords, kiggede hun på Edvard, øste suppe op og smilede. Brødet var friskt, osten rigtig fuldfed og suppen fantastisk. Det var ikke så tit, Ann tog sig tid til at lave nogle mere tidkrævende retter, men hun forklarede, at hun trængte til at gå og lave noget i køkkenet for at få lidt adspredelse og for at samle tankerne.
– Det lyder besværligt, sagde Edvard, – at adspredes og samle på én gang?
– Vi formoder, at flugtbilisten er opsporet, sagde Ann koncentreret. – Vi har et vidne i Örsundsbro, som er ret sikker på, at han så bilen passere på mordaftenen.
Tidspunktet stemmer, og der er en detalje, der får os til at tro, at det er det rigtige køretøj.
Edvard løftede øjenbrynene. Ann lød som en politirapport. Hvor mange talte om ‘køretøjer’? Hun tav, og det slog ned i hende, at hun havde tavshedspligt. Hvis en kollega talte med sine nærmeste på den måde, hun snakkede med Edvard på, ville hun sikkert have set på det med utroligt kritiske øjne, men alligevel fortsatte hun.
– Volvoen havde en tagboks med et ret specielt udseende, og det bed en fyr mærke i.
– Er han en pålidelig type?
– Ja, det tror jeg. Vi havde jo fortalt om bilen i håbet om, at nogen skulle ringe, men tagboksen havde vi ikke omtalt. Fyren arbejder på Q8-tanken i Örsundsbro og kender trafikken dér godt. Han havde aldrig set den Volvo før.
– Der er mange Volvoer.
– Ja, men tagboksen afgør det hele. Jeg er næsten bombesikker. Desuden mente fyren, at føreren bøjede sig ned som for at skjule sit ansigt, da han kørte forbi tankstationen.
– Han biksede måske med bilradioen eller samlede noget op, han havde tabt?
– Næh, tankmanden fik straks på fornemmelsen, at der var noget galt. Jeg mødte ham i dag, og han virker reel nok.
– Var han sød?
– Hold op! Reel, sagde jeg.
– Og hvad med våbnet?
– Vi har hylstrene, men det siger ikke så meget. Vi har en rapport fra et våbentyveri hos en sportsskytte i september, som kan være af interesse, men der er så mange skydere i omløb.
– Siger du ‘skydere’?
Ann smilede.
– Det er et af Fredrikssons udtryk. Han synes vel, at det lyder pænere end pistoler og revolvere.
– Bare som en lille skyder.
– Ja, som en lille skyder.
– Hvordan kommer I videre?
– Ja, kom med et bud! Hvis man passerer Örsundsbro, hvor havner man så? Min idé er, at morderen er søgt ind til Stockholm. Fredriksson tror på en lokal morder.
– En bondemand i Kulla eller Hjälsta?
– Du er sandelig inde i Upplands geografi!
– Det er gamle landarbejdsjorder. Vi holdt nogle møder dér. Broafdelingen var ret aktiv.
– Nu stemmer vi dørklokker i huse og bondegårde uden for Ör-sundsbro og håber på bid. Vi håber, at folk på landet er mere opmærksomme, end byboere er.
Ann faldt i staver. Hun sad med skeen i hånden, vippede den over venstrehåndens knoer, prøvede at få den til at balancere. Edvard begyndte at tage af bordet og sætte i opvaskemaskinen.
– Garage, sagde hun pludselig.
– Hva’?
– Han kan ikke være så dum, at han lader Volvoen stå fuldt synlig uden for et hus.
– Måske en lade?
– Ja, en lade eller et skur.
– Dem er der nogle stykker af, sagde Edvard og tog det sidste af bordet. – De myrdede har ingen tilknytning til egnen?
– Næh, ikke så vidt vi ved. De havde ikke noget sommerhus. De tog til Finland hver sommer.
– Tag derud sammen med en fra Hjemstavnsforeningen og kør rundt, tjek sted efter sted. Spørg landmændene, de chauffører, der kører med mælk og is, distriktssygeplejerskerne, landpostbudene.
– Du er ikke helt dum, sagde Ann. – Ønsker du honorar?
– Ja, nu, sagde Edvard og lagde sine hænder på hendes skuldre.
‘Skal vi have børn?’ tænkte hun. ‘Skal jeg bringe det på bane nu?’ Hun rejste sig, vendte sig om og så på ham. Han sænkede blikket, pludselig genert, som om han anede hendes uudtalte overvejelser.
I samme øjeblik ringede telefonen. De så på hinanden et kort nu, inden hun gik hen for at svare. Jobbet eller Ödeshög? tænke han, men allerede efter det første svar, var han klar over, at det var jobbet. Anns stemme blev straks skærpet.
– Hvor? spurgte hun.
Hun var tavs nogle sekunder.
– Ja ja, det ved jeg, afbrød hun. – Jeg kommer.
Hun blev stående med hånden på telefonen.
– Trouble? sagde Edvard i en mellemting mellem et spørgsmål og en konstatering.
Ann nikkede.
– Et nyt mord, sagde hun. – En ung pige.
Hvordan klarer hun det? var den første tanke, der løb gennem Edvards hoved. Så kom vreden, blandet med en slags uigennemskuelig følelse af forladthed, at hun svigtede han. Det var underligt, erkendte han, men han kunne ikke lade være med at tænke tanken.
– Vil du gerne have, at jeg bliver?
Hun svarede ikke umiddelbart, men vendte sig stille om mod Edvard og nikkede. Han løftede hånden for at tage om hende, tøvende, vidste ikke, om hun ville synes om den berøring lige nu. I stedet for blev det en let bevægelse med armen, en gestus af opgivenhed.
– Ja, jeg vil gerne have, at du bliver.
Så gik hun, eller rettere småløb, snuppede sine nøgler, mobiltelefon og skuldertaske.
– Vær nu forsigtig, sagde Edvard. – Jeg holder meget af dig. Meget.
Hun nikkede.
– Det kan godt blive sent.
– Jeg venter.
Hun løb ned ad trapperne med klaprende hæle. “Bag Migo” havde vagthavende sagt. Ti minutters kørsel.
Der var sket et sammenstød på E4, og i et svimlende sekund bildte hun sig ind, at der var en rød Volvo indblandet. Men det var et andet mærke, Lindell anede ikke hvilket, men afgjort ingen Volvo. Den stod parkeret halvvejs oppe på fortovet, to af hendes kolleger stod hos en ældre mand. Det er ikke ham,” tænkte Lindell. Hun greb mobiltelefonen og tastede lynnummeret til Fredriksson. Hun hadede at ringe til ham. Det var altid hans kone, der tog telefonen. Lindell undskyldte sig, kvinden i den anden ende lagde røret fra sig uden et ord, og Lindell hørte, hvordan hun råbte: “Allan, det er hende!” ‘Hende,’ ikke ‘Ann’ eller ‘Lindell’.
Fredriksson lød ikke overrasket, bare træt. Hvem pokker er ikke træt? tænkte hun bittert. Hun bad Fredriksson om at ringe til et par kolleger og fortalte, at pigen hed Veronica og var seksogtyve år.
– Næh, mere ved jeg ikke, sagde hun, slukkede og så på uret: 21.31, søndag den 12. december 1999.
På hjørnet af Torkelsgatan og Sankt Olofsgatan stod en politibil, og yderligere to på parkeringspladsen uden for Migo. Hun kunne skimte de blåhvide afspærringsbånd. Der havde allerede samlet sig et stort antal nysgerrige, påfaldende mange unge. Hun kørte ind på parkeringspladsen og måtte vente på, at det behagede de sensationslystne, der pegede, snakkede og endda lo, at flytte sig. Hun lukkede bildøren i med et smæld.
– Er det ikke hyggeligt! sagde hun til de nærmeste. – Gå hjem og kig på Sporten i stedet.
– Møgkælling! var der en, der sagde.
– Strisserfisse, sagde en anden.
Hun vendte sig om, tog nogle skridt nærmere, men vendte lige så hurtigt om og gik med raske skridt ind mod Kvärngärdet og mordstedet. Hvad ventede hun at finde? Det vidste hun ikke, men havde en anelse.
Sammy Nilsson var allerede på stedet, også Haver. Lindell blev glad, da hun fik øje på dem. Jeg skulle måske ikke have ringet til Allan? tænkte hun.
– Hvordan ser det ud?
Hun stirrede mod skærmene, de havde sat op. Samuel stillede sig tæt ved siden af hende, rystede på hovedet, og Lindell vidste, at det ville se frygteligt ud. Som sædvanligt. Som altid!
– Ung kvinde, seksogtyve år, Veronica Malmén, bor, eller boede på Liggargatan her i nærheden. Skudsår, cirka seks, der ramte. Været død en halv time, det var nogle unge mennesker, der ringede fra en mobiltelefon, alarmen indløb 20.58.
Sammy Nilsson så på hende, ventede på opfølgende spørgsmål, men Lindell stod tavs, så på Haver, som med bøjet hoved vandrede langs indkøbscenterets mur med en stærk lommelygte i hånden. Han lyste langs facaden, og hun anede, at det var for at have noget at tage sig til, at slippe for at se liget, at konstatere: Dér er et cykelstativ med to cykler, dér ligger et skod, dér har nogen knust en flaske.
Hun gik hen mod skærmene. Ryde var der allerede. Han stod bøjet over en kvindekrop.
Lindell så først benene, bare, med brune strømper, et par pæne sko, ikke særlig egnede til gåture en vinteraften. Ryde rettede ryggen. Han så stiv ud. Kvinden var skudt i brystet og ansigtet. Lindell kastede omgående op. Samuel lagde en arm om hendes forover-bøjede ryg. Foran hende, på asfalten, lå kartoffelsuppen.
Et øjeblik tænkte hun på Edvard. Hvad lavede han nu? Sad og kiggede på Sporten? Hun rettede ryggen. Sammy havde stadig sin arm om hende. Hun følte en stor taknemlighed mod kollegaen.
– Undskyld, sagde hun og spyttede.
Der kom nogle snefnug farende, dansende i projektørens skarpe lys.
– Den samme gerningsmand, sagde hun, mere for sig selv.
– Formodentlig, sagde Sammy.
– Skudt med seks skud, på klos hold, sagde Ryde tørt.
– Veronica, sagde Sammy. – Det er en satan, der har specialiseret sig.
Først nu opdagede Lindell en gruppe, der stod cirka tyve meter væk. Dér stod Beatrice Andersson og talte med nogle unge mennesker.
– Var det dem, der ringede?
Sammy nikkede.
– De hørte skuddene og så mundingsflammerne, og hvordan hun faldt om.
Lindell gik hen til gruppen. En ung pige, måske sytten år, to lidt ældre fyre. Beatrice nikkede til Lindell.
– Jeg hedder Ann, også fra politiet, sagde hun.
De unge vendte sig om. De så alle tre virkelig rystede ud. En af de unge mænd holdt pigen i hånden.
– Har I brug for at tale med nogen?
De unge så spørgende ud.
– Når Beatrice er færdig, mener jeg. Det er modbydeligt at skulle se sådan noget. Jeg tænkte, om I ville snakke mere om det, med en anden?
Ingen sagde noget.
– Bor I i nærheden?
Pigen nikkede.
– Jeg sørger for, at nogen følger jer hjem, sagde Lindell.
Hun tænkte på en præst, men slog det ud af hovedet.
– Det kan du måske ordne? sagde hun til Beatrice.
Nu var hundepatruljen på stedet. Lindell vekslede et par ord med hundeføreren, der dog var så optaget af sit, at han kun svarede med nogle intetsigende udtryk. Sammy talte med Ryde, Haver noterede et eller andet. Han holdt sig stadig et stykke væk. Så kiggede han op, så hen mod Lindell, løftede hånden til en hilsen. Jeg brækkede mig altså, tænkte hun og kunne mærke den syrlige smag i munden. Munke, chefen for ‘ordenspolitiet’, nærmede sig.
– Vi har indvandrerproblemer i aften. Inde i byen. Jeg har ringet efter flere folk. Hvordan er situationen?
Munke talte i korte sætninger, hidsigt som sædvanligt. En dygtig politimand, en god organisator, som ville bukke under med mavesår eller blodprop inden et år, det var i hvert fald, hvad Lindell troede. Hvis han ikke inden da fik et andet job, men det var næppe sandsynligt. Han var tredje generations politimand i Uppsala og elskede sit arbejde og korpset.
– En ung kvinde denne gang. Måske er det den samme mand. Det tror jeg. Hende her hedder også Veronica, akkurat som i Norby, men med ‘c’.
Munke så op fra sin mobiltelefon.
– Fandens osse! sagde han og tastede et nummer.
Lindell gik hen til Haver, som tog en cigaret.
– Ryger du?
– Jeg er begyndt på det her, sagde Haver med plaget stemme. – Jeg snakkede med Ryde. Han syntes, at det var i orden, at jeg begyndte at støvsuge langs muren.
– Har du fundet noget?
– Jeg fik en følelse af, at han har stået her, presset sig op mod væggen og ventet.
– Han vidste altså, at hun ville komme forbi?
– Ja, det tror jeg. Det er et godt sted at stå og vente. Mørkt og ikke særlig mange mennesker, der går forbi.
– Det vil sige, at han kendte hende, hendes vaner, at han har skygget hende.
– Hun havde været ude og handle. Så du ikke bæreposen?
Det havde Lindell ikke gjort.
– Hun havde været inde og købe tykmælk og plantemargarine. Hun var overbevist om, at i morgen var der atter en dag, sagde han trist.
Der var noget ved Haver, som tiltalte Lindell, men samtidig irriterede hende. Det at han så så sårbar ud. Men han tænkte i hvert fald! Han tænkte over tingene og ville gerne gøre et godt stykke arbejde, han var ikke gift med sit job, og det var hovedsagen.
– Er der nogen rapporter om biler, der kørte fra området?
– Ikke efter hvad jeg har hørt.
– Er der andet?
– Gösta og Karl-Erik tjekker hendes adresse og de pårørende.
Det var godt. Det gamle, uadskillelige makkerpar var omhyggelige og gode til at takle folk. Nu kørte det!!
– Vi samles om en time, medmindre der bliver sagt noget andet, sagde Lindell og vendte tilbage til gruppen omkring liget.
– Det er en revolver, vi har fundet fem hylstre, sagde Ryde med ryggen til Lindell. – Samme type som sidste gang.
Hun fiskede telefonen op og ringede til Edvard og sagde, at det ville bleve sent, meget sent, formentlig skulle hun arbejde den halve nat. Han lød søvnig og ikke særlig skuffet. Syntes hun.
Hun slukkede telefonen og skjulte ansigtet i hænderne, stod sådan i nogle sekunder og tænkte intenst. Hvad nu?
Haver havde sørget for at få projektører stillet op og finkæmme-de nu jorden nærmest forsiden. Han gik rundt med forsigtige skridt og puttede det, han fandt, i poser: skod, nogle dåser, en Kleenex, kvitteringer og alskens ragelse, som samles bag et indkøbscenter. Lindell iagttog fascineret hans skygge, som dannede en kæmpestor silhouet op mod muren: en monstrøs skidtsamler.
Beatrice Andersson indhentede hende, inden hun nåede hen til Ryde og fotografen.
– Det lader til at være en enlig mand, sagde hun. – De unge så ham ikke, før skuddene faldt, først bagefter. De befandt sig måske tyve meter væk. De så, hvordan hun faldt om efter det første skud, og mente, at hun strakte hænderne op i en slags afværgende bevægelse, derefter skød han flere skud i hurtig rækkefølge.
Lindell så ud af øjenkrogen, hvordan de tre vidner blev ført væk af en uniformeret betjent. Hun så, hvordan pigen kastede et sidste blik på stedet, hvor Veronica Malmén lå.
– Han var højrehåndet, eller han holdt våbnet i højre hånd, fortsatte Beatrice, som så tav stille og fulgte Lindells blik. – Han skød med strakt arm, han støttede muligvis med den venstre, skråt nedad. Han så rolig ud, syntes de unge mennesker. ‘Målbevidst’ var det udtryk, en af fyrene brugte.
– Med andre ord en henrettelse.
Beatrice nikkede og bladrede videre i sine notater.
– Han løb eller snarere joggede væk mod beboelseshusene, så sig ikke for, men strøg ligeud. En af fyrene ville løbe efter, men blev forhindret i det af de andre.
– Nogen bil?
– Ikke efter hvad de så. Han forsvandt bare.
– Påklædning?
– Sort jakke, kort, måske læder, cowboybukser, barhovedet. De gættede på han var 1.80 høj, normal af bygning.
– Svensk?
– Formodentlig.
– Det må vi sende ud, selv om det er tyndt. Tag den røde Volvo med også.
– Mener du det?
– Det kan være den samme fyr, og måske har han beholdt bilen, selv om det virker usandsynligt. Så dum kan han vel ikke være. Så vil jeg gerne have en vejspærring i Örsundsbro. Du ved, lige uden for byen med marken på venstre side.
Hun blev irriteret på sig selv over, at hun ikke havde tænkt på det før.
– Ringer du til vagthavende?
Beatrice så sammenbidt ud og nikkede.
Hun kan lide det her, tænkte Lindell og lagde sin hånd på kollegaens arm. Så gik de hver til sit. Lindells mobiltelefon ringede. Det var Gösta Norrman. Han var i Veronicas hjem, ingen åbnede, men de var gået ind med nøgler, de havde fundet i hendes jakkelomme. Karl-Erik Berglund gik netop rundt hos naboerne og samlede informationer om Veronica, om de havde set noget usædvanligt, havde hørt skænderier, om Veronica havde en kæreste, og om alt muligt andet, som naboer kunne kende noget til.
– Der står kun én tandbørste i badeværelset, svarede Norrman lakonisk på Lindells spørgsmål, om hun boede alene.
Hun fik adressen og sagde, at hun ville slutte sig til dem så hurtigt, hun kunne. Hun gik hen til Haver, som nu havde samlet ret mange poser. Han smilede faktisk.
– Jeg kører til Liggargatan, sagde hun. – Det bliver sikkert vanskeligt at kunne mødes om en time. Vi siger ved midnat i stedet for. Beatrice tager sig af efterlysningerne, og Munte er i topform. Kan du tage en runde i centeret, når du er færdig her? Snakke med pølsevogne, folk der stadig hænger rundt omkring.
Haver tændte en cigaret, og Lindell ønskede pludselig, at hun røg, så hun kunne gøre ham selskab i en handling, som ikke havde noget med mord og elendighed at gøre.
Seksogtyve år, tænkte hun, da hun nærmede sig hoveddøren på Lig-gargatan. Der var lys i alle vinduer. Naboerne havde fået noget at snakke om. Det ville vare længe, inden de faldt til ro i aften. Når man er seksogtyve, så er forældrene sikkert i live, måske er der søskende? tænkte Lindell. Hun bævede ved tanken om at skulle besøge en mor og far med sådan et budskab om, at deres datter var blevet blodigt nedslagtet bag et indkøbscenter.
Det var vel hende, der måtte gøre det. Hun ville tage Gösta Norr-man med, så kunne Karl-Erik fortsætte med lejligheden.
Hun bankede forsigtigt på døren, hvor der sad en håndskreven seddel med ordet ‘Malmén’. En nydeligt skrevet seddel med nogle smukt tegnede roser rundt om navnet. Lindell tænkte på ægteparret Hirmanens hæslige keramikskilt. Hun gik ind. Der var tændt lys i entreen. En bøjle med et par jakker, et sæt regntøj og to paraplyer. Over en stol lå der smidt en olivengrøn trøje. Pæn farve, tænkte hun.
– Det er mig, råbte hun ind i lejligheden.
Gösta Norman stak hovedet ud fra et værelse.
– Hej, sagde han med alvorlig mine. – Jeg er herinde.
Lindell kiggede ganske kort ud i køkkenet, inden hun gik ind til kollegaen. Det var et soveværelse.
– Jeg har fundet en adressebog. Der er en Malmén mere: Matilda, muligvis en søster. Uppsalanummer.
– Forældre?
Norrman nikkede.
– Bor i Helsingborg.
De stod tavse. De slap for selv at overbringe dødsbudskabet, men lossede det videre til kollegerne fra Helsingborg. Det var, hvad de begge tænkte. Norrman rev sig i håret. Lindell så det blåmønstrede sengetæppe, nydeligt bredt ud over en enkeltseng. Der duftede svagt af parfume. Alt så rent og pænt ud, smagfulde, pæne møbler. En ung kvindes hjem. Langs den ene væg stod der en bogreol, og Lindell gik hen til den. Flere bøger om heste, cirka tyve romaner, fotoalbummer, ringbind med pænt skrevne etiketter. Mobilen ringede. Det var Fredriksson, der var kommet til Migo. Han havde talt med hundeføreren. Viro havde opsnuset et spor, men det endte brat på Skruvgatan. De vekslede et par ord. Lindell fortalte hvilke foranstaltninger, der var taget, og at han godt måtte komme med til Lig-gargatan.
– Måske, sagde Fredriksson kryptisk, inden han afsluttede.
Hvad har han lavet, siden det varede så længe? spekulerede Lindell på, da Norrman rømmede sig.
– Hun arbejder åbenbart på lasarettet, sagde han.
Han kom fra Närke og sagde altid ‘lasarettet,’ mens det i Uppsala hed ‘sygehuset’.
– Akademiska Sygehus?
– Ja, kirurgisk afdeling. Jeg har fundet et arbejdsskema. Hun er sygeplejerske. Var sygeplejerske, rettede Norrman sig selv.
– Synger Cornelis ikke om Veronica?
– Ingen anelse, sagde Norrman, som begyndte at tage ting ud af bogreolen.
– Hvad tror du? Er det den samme fyr? Som i Norby, mener jeg?
Norrman standsede op med et ringbind i hånden.
– Det ved jeg ikke, vi må tage det systematisk.
I det udsagn lå en ældre kollegas kritik, mild, men alligevel kritik. Han ville arbejde. Systematisk. Det vil sige gennemgå hvert eneste ringbind, bladre og bladre, kigge på postkort, feriebilleder og fotos af kærester, familie og heste, gennemgå verifikationer af alt fra Nordbanken og kontoudtog fra Sparekassen.
Der hvilede en koncentration over Fredrikssons ansigt og hele hans holdning, som Lindell ikke ville forstyrre.
– Du får lov til at arbejde i fred, sagde hun, pludselig glad for at være omgivet af proffer.
Hun gik ind i dagligstuen. Da hun så ud over møblementet, slog det hende, at denne Veronica ville hun godt kunne trives sammen med. Hun havde en god smag, i al fald en smag, som passede godt med Lindells egen. I stuen var der en varmt gul sofa med et lavt bord foran. Bordet så dyrt ud, muligvis taks, og på bordpladen var der placeret en koboltblå vase med en buket blomster, alle i samspil med vasens farve. Tæppet, som dækkede det meste af gulvet, var flødefarvet. Ellers var stuen sparsomt møbleret. Nogle stole flankerede et bord, som kunne slås ud til dobbelt størrelse. I hjørnet ud mod vinduet stod en piedestal, hvor en gammel fjerasparges vældede ud over en lys urtepotte. På væggene nogle billeder med fuglemotiver. Alt sammen nøje gennemtænkt. Så lige pludselig ændredes hendes indtryk af stuen og dens indehaver. Lindell fik i stedet en fornemmelse af, ikke smag, men beherskelse. Stuen var ikke et socialt sted, men snarere et forsøg på kontrol. En lille smule uorden ville have gjort det varmt og menneskeligt. Sagde det noget om Veronica Malmén? Sikkert. Men hvad? Måske var det uden betydning, men Lindell tænkte, at det var vigtigt. Hvis liget havde ligget her i stuen, ville effekten have været ubærlig. Nu lå hun på kold asfalt i et råt, snefygende decembermørke, og det var på en måde i orden. Kors, tænkte hun. Jeg begynder at blive træt – tag dig sammen!
Hun forlod stuen og gik ud i køkkenet. Også dér rent og pænt. Ikke en kop eller tallerken stod fremme, skinnende køkkenvask, alt på sin plads. På væggen en opslagstavle med nogle huskesedler. ‘Ring til Madde’, stod der øverst. Så med sjusket håndskrift ‘Ring til politiet!’ Lindell sammenlignede håndskrifterne lidt nøjere, det var vist den samme person, der havde skrevet de to notater. Ved ‘Ring til politiet’ var der desuden et udråbstegn. Hvorfor? Hun greb mobilen og ringede til vagtcentralen. Friberg svarede. De kendte hinanden godt.
– Gider du tjekke i afdelingen for anmeldelser, om vi har fået en opringning fra en Veronica Malmén for nylig?
Friberg spurgte, om det drejede sig om ‘Migo-mordet’. Alle mord fik hurtigt et navn, det samme fik alle jagede mordere. I aften var det ‘Migo-mordet,’ og måske ‘Migo-morderen’. I morgen, eller om nogle dage, hvis der da havde kunnet konstateres en sammenhæng mellem Norby og Migo, hvad ville navnet så blive?
Lindell trak lidt modløs ud i køkkenskufferne, åbnede skabe og synede køleskabet. Alt på sin plads. Hvis hun sammenlignede med rodet i Hirmanens køkken og arbejdsværelse, fremstod Veronica Malméns som et vidunder af orden. ‘Ring til politiet!’ Hvorfor? Var det spørgsmål, som optog hendes tanker. Havde hun følt sig truet? Var noget blevet stjålet? Var der en gammel kæreste, som havde terroriseret hende? Hun gik ind til Norrman, der sad på sengen og bladrede i et ringbind.
– Har du set spor efter en kæreste?
– Muligvis, der er en mand, som går igen flere gange. Se lige her!
Han holdt et fotoalbum frem, pegede på et billede. Det forestillede Veronica og en ung mand, stående op mod en hvidmalet mur, hvis overflade var fyldt med glasskår. Himlen sås som en smal rand øverst oppe. Parret stod tæt sammen, men havde ingen kropskontakt. De stod ranke i ryggen, lidt stift. De havde lyset i ansigtet og missede mod kameraet. Det var ikke noget godt billede.
– Ferie? sagde Normann spørgende. – Middelhavet måske?
– Det ser sådan ud. Er han med på flere billeder?
– Ja, i forskellige omgivelser. Mest feriefotos. Dette her er for eksempel formodentlig taget i Danmark, du kan se skiltene, sagde Norrman og holdt et andet album op.
Lignende opstilling, men nu op mod en husmur, en vinhandel. Parret stod i skygge, noget mere afslappede og glade. Begge smilede, og Lindell så, at Veronica havde været en smuk ung kvinde, inden de seks skud havde massakreret hende. Lyst hår, delt i en meget skarp midterskilning, store, sminkede øjne, en bred mund med en latter, som så ægte ud. Det så ud, som om hun lige havde sagt noget til fotografen, gjort en håndbevægelse, haft en indvending, men alligevel været i godt humør. En afværgende gistikulation, tænkte Lindell. Manden var på omtrent samme alder, kortklippet med et svensk udseende, lidt sammenpresset ansigtsform, hvilket gjorde, at han så lidt truende ud. Øjnene sad for tæt på næse og mund til, at man kunne kalde ham pæn. Lindell studerede hans ansigt nærmere. Måske var han noget ældre, muligvis tredive. Et ar i hans ansigt, der gik fra hårranden til nogle centimeter nede på panden, gjorde, at han så ældre ud. Der var noget afventende i hans holdning, skuldrene skød frem.
– Ikke noget navn?
– På fyren? Næh.
Matilda Malmén ved det sikkert. Er der nogen, der tager hen til hende?
– Jeg tror, at det er ordnet, sagde Norrman kort.
I samme nu ringede Lindells mobil. Det var Friberg, det hørte selv Norrman for Friberg talte højt som sædvanligt. Lindell lyttede uden at afbryde, takkede og slukkede for telefonen.
– Det er den samme morder, sagde Lindell roligt.
Norrman så op.
– Veronica ringede til os for en uge siden. Der var en, der havde sendt et brev med menneskelort til hende. Det var altså sket tre gange.
– Det var som satan!
– Den eller de samme mordere, sagde Lindell tankefuldt. – Hvad er det for et menneske, der sender lort til folk?
– Et sygt menneske, sagde Norrman.
Lindell tog et par skridt ud i entreen. Veronica Malmén måtte have oplevet det som en uhørt krænkelse, lort i hendes breve, lort i hendes perfekte lejlighed og i hendes liv. To gange havde hun ringet. Først for en uge siden, efter anden sending. Så for to dage siden, da det tredje brev kom. Politiet havde intet foretaget sig, det mente Friberg i hvert fald ikke. Hun måtte have været rasende. Det var grunden til udråbstegnet på tavlen. Lindell gik ind i køkkenet, studerede håndskriften en gang til. Hun havde været frustreret. Fulgte der et brev med lorten? Havde hun været klar over, hvem det var? Det burde hun have været, eller i det mindste have anet. Hun havde fået tre advarsler.
Mødet på politistationen ved midnat blev kortvarigt. Lindell fortalte om brevene, og at de med stor sandsynlighed jagede én morder. Hun så pressens reaktioner for sig og indskærpede, at ingen måtte tale med nogen fra medierne overhovedet, hvis det ikke i forvejen var aftalt. De talte om pressekonferencen næste dag, og så ville de gå ud med oplysningerne om morderens lortebreve. Måske ville nogen så blive advaret. Måske havde andre fået et brev, og tilsammen dannede de et mønster. Lige nu kunne de ikke se et.
Karl-Erik havde talt med Matilda Malmén, som viste sig at være en søster. Hun var brudt sammen og blev behandlet på psykiatrisk afdeling på Ulleråker. Sammen med hende var der også en kæreste. Af ham havde de fået navnet på Veronicas ekskæreste: Kristian Castillo, boende i Ekebykvarteret. En patrulje havde ledt efter ham, men uden at finde ham. Så vidt Matildas ven vidste, havde Veronica ikke nogen fast kæreste lige nu. Hun havde levet alene siden brud-det med Kristian Castillo for et halvt år siden. De var, ifølge søsterens ven, gået stille og roligt fra hinanden. Han mente heller ikke, at de havde nogen kontakt mere. Castillo havde muligvis en ny kæreste.
Kollegerne i Helsingborg havde underrettet forældrene, Unni og Henry. Der sænkede sig en kort tavshed i lokalet, da Karl-Erik talte om det midaldrende par, som nu havde mistet deres yngste barn. De kunne ikke forstå, hvem der ønskede deres datters død. Hvem kunne fatte den ondskab, der lå bag den planlagte henrettelse?
Sådan sad de her Lucia nat, cirka ti kriminalfolk og chefen for kriminalafdelingen, plus Munke fra ordenspolitiet og Liselotte Rask, som tog sig af informationerne, udmattede af alt det arbejde og alt det blod og al den menneskelige sorg og smerte, tunge i krop og i sind, og prøvede at tænke.
Norrman fortalte, at Veronica sandsynligvis havde været en hestepige, måske havde hun sin egen hest i en stald. Der var oplysninger, som tydede på det. Hun var uddannet sygeplejerske og havde fast vagt på Akademiska Sygehus i nogle måneder. Hun havde inden da arbejdet på Arbejdsformidlingen et års tid. ‘På prøve’ ifølge søsteren, men havde ikke kunnet trives dér og var gået tilbage til sygehuset.
De diskuterede lidt, om de skulle begære assistance fra Rigskriminalpolitiet. Beslutningen skulle tages næste morgen.
Det var, som om de sidste timers anspændelse nu gjorde sig gældende. De sad sløve, tomt stirrende, fordybede i deres egne tanker. Lindell besluttede, at de skulle afslutte. Telefonerne ringede i ét væk. Hun så på Allan Fredriksson, der stod lænet op ad væggen. Han, om nogen, burde få noget søvn. Det sidste, der skete, var, at Haver fortalte om sine ‘fund’ langs muren. Ingen blev særlig ophidsede over indholdet i de plasticposer, som teknikerne skulle tage sig af. Da Haver tav, brød de op.
– Samling klokken otte, var det sidste Lindell sagde, da gruppelokalet blev rømmet.
De tilbageblevne var en indkaldt sekretær, Rask, Svensson, Riis, Munke og nogle flere. Selv om det var ved at blive nat, kunne efterforsknings- og indsamlingsarbejdet ikke gå i stå.
Edvard sov, da hun kom. Han lå på dagligstuesofaen, snorkende. Fjernsynet stod og flimrede, og Ann slukkede for det. Hun betragtede den mand, som hun nu kaldte for sin. Han havde åbnet en dåse øl, som stadig stod på bordet, hvor også tv-bladet lå opslået. Hun lod ham ligge. Hvis jeg vækker ham, kan han sikkert ikke falde i søvn igen, tænkte hun, selv om det i virkeligheden var sådan, at hun ikke havde lyst til at snakke. Hun ville have stilhed og mørke i lejligheden, et glas mælk og en kølig seng. Edvard havde fyldt opvaskemaskinen og ladet den køre, havde tørret af på borde og stole. Komfuret skinnede. Han havde taget brusebad. Ann følte på håndklædet og snusede lidt i den blå, fugtige frotté.
Vækkeuret ringede halv syv. Da hun vaklede ud på badeværelset, hørte hun Edvards forsigtige morgenskramlen bag den lukkede køkkendør. Hun tog brusebad og besluttede sig for at ringe til Ottosson med det samme, også til Fritzén, statsadvokaten.
Edvard havde lavet kaffe. Ann gik hen til ham, lagde sin hånd på hans skulder, strøg ham over hovedet og gav ham et hurtigt kys på kinden.
– Tak fordi du ryddede op.
– Jeg faldt i søvn, sagde han. – Hvornår kom du?
– Lidt over et.
Hun hældte kaffe op, satte sig og så på ham over bordet. Han så forbløffende kvik ud efter at have tilbragt natten på en ubekvem sofa.
– Det er den samme fyr som i sidste uge. En ung pige er blevet skudt.
– Der stod kun lidt i Upsala Nya Tidning.
Ann tog avisen, og på første side havde man nået at få med, at der var sket et nyt mord. Munke, af alle, udtalte sig. Nogle rutinemæssige, betydningsløse ord.
– Ingen spor?
Ann rystede på hovedet. Edvard forstod, at hun ikke ville snakke. Han rejste sig og blev stående ved brødristeren, mens brødet blev ristet.
– Det ser ud til at blive fint, sagde han. – Jeg tror, jeg kører ud til øen her til formiddag. Jeg skal hjælpe Viktor med hans varmtvandsforsyning.
– Kan du ikke blive?
– Det bliver vel mest arbejde for dig nu?
– Jo da, knokle-knokle, som Sammy siger.
Hun så på ham. Han smilede lidt genert, som han altid gjorde, når hun betragtede ham.
– Det ville være dejligt at have dig her et par dage. Jeg har brug for dig, tilføjede hun efter en kort pause, som om hun havde vendt det med sig selv.
– OK, sagde han. – Jeg kan blive til i morgen. Jeg ringer til Viktor. Han må klare sig med koldt vand en dag til.
– Jeg kan godt lide dig, sagde hun.
Han blev gennemstrømmet af stor kærlighed og rødmede.