TREOGFYRRE ÅR. 1.84 HØJ. Askeblondt hår. En krop fuld af ar efter et sammenstød med en lastbil uden for hovedbanegården i Stockholm. Blå øjne. Vægt: treogfirs kilo. På behandlingshjemmet havde han trænet sig op, og resterne af den muskelmasse kunne mærkes, ellers begyndte årene med misbrug, øl, sprut og fastfood at sætte sine tydelige spor. Bror til Mari, far til Chris. Ofte ubarberet.
En ensom mand. Uden en egentlig uddannelse og faglige kundskaber. Gæld: nul. Formue: 256.000 kroner. En taber.
Nabo til Arnold Lundmark. Som blev glad for at få en knægt, han kendte fra før, som nabo. “Han er god nok,” sagde Lundmark til dem, der spurgte.
Han havde ingen børn, men ville gerne betragte naboen som sin søn. Det havde han også sagt til ham. Senest den 5. december, da han inviterede på søndagsmiddag.
De havde spist sømandsbøf, som den gamle Lundmark egenhændigt havde bikset sammen. Imponerende. Selv formåede han knap nok at lave en kødsovs til spaghettien. De var kommet til at tale om gamle dage. Lundmark elskede at snakke om hans søskende, da de var børn i ‘Storgrind’, hvordan de kom hen til hans hus, til hans snedkerværksted.
Lundmark havde været snedker hele sit liv, eller tømrer som det hed, da han begyndte at arbejde i 30’erne. Da havde han været i lære som tømrer i fire år på en gård uden for Bro, inden han flyttede til ‘herregården’, en flytning på en tyve-tredive kilometer. Den længste rejse han indtil da havde foretaget.
Det var heller ikke blevet til ret meget længere rejser siden. Lundmark havde været trofast mod byen i næsten tres år. De gamle dage var dem, han huskede bedst, og diskussionen drejede sig som regel om netop dem. Han huskede mere og mere, flere og flere episoder. Sommetider syntes han, at den gamle broderede lidt for meget, ‘mindedes’ ting og sager, der aldrig var sket, i hvert fald ikke med nogen af hans familiemedlemmer involveret. Men det gjorde ikke noget. Han kom sjældent med nogen indvendinger, tværtimod kunne han godt lide Lundmarks snak. Han var på mange måder et levende opslagsværk over alt, hvad der rørte sig på gården og i sognet. Men dér hørte hans viden også op. Han kunne umuligt forestille sig livet i Stockholm eller Uppsala ud fra de korte ture til byen, han havde foretaget. Beretningerne fra Stockholm afviste han som ‘vrøvl’. Han var simpelthen ikke interesseret i storbyens liv og problemer.
De stod uden for den gamles hus. Det dryppede fra taget. Nedløbsrøret, som var gennemætset af rust, lod tagvandet løbe ud. Dråberne faldt tungt på de visnede solsikker, der stod i bedet nedenunder. De mindede om små giftige bomber, der faldt, men solsikkerne, som havde trodset efterårets vinde og den tidlige vinters sne, var ligeglade. De næsten tommeltykke, brune stilke gjorde stivnakket modstand. Selv om blomsterkronerne var blevet sorte og havde vendt deres ansigter mod jorden, var de tilsyneladende uberørte af angrebene ovenfra. Der stod også andre efterladte blomster: Solhattens toppede blomsterhoveder, som mindede om en ung piges bryster. Sølvlys’ smalle spirer, let nikkende i toppen, med de sorte frøkapsler, som sad på en snor. Høstanemonens lette, uldne frøstande lignede mest bomuldstotter, der havde været på vej et sted hen, men som var blevet fanget i et forsømt krat. Nøkketunges kæmpeaks, som hele sommeren havde stået som orange fyrtårne, havde set lurvede ud, hvis det ikke havde været for de blanke vandkrystaller, som blinkede i deres tørre hulrum.
Ingen af sommerens og efterårets farver var tilbage, men han syntes, at de næsten var smukkere nu.
– Det her er en solhat, sagde Lundmark. – Jeg kan godt lide stauder. Før havde jeg endnu flere. Sikke en frodighed! Det lyste rundt om hussoklen. Jeg kørte møg fra gården to gange om året og spredte det ud.
Lundmarks tilstedeværelse gjorde ham rolig. Den gamle trak ham rundt om hussoklen og prøvede at levendegøre de døde rester, men han lyttede mere og mere adspredt. Han var sulten og havde ikke spist noget siden i går.
Han havde forsøgt at få lidt morgenmad, men det mislykkedes. Erindringsbillederne fra om aftenen var der stadig. Den unge kvinde foran ham, med armene fægtende, det bedende blik, jo da, han havde set hendes øjne, selv om han bagefter havde overbevist sig selv om, at hun døde omgående. Men han vidste godt, det var løgn. Det var først ved det andet eller måske det tredje skud, at hun ikke levede mere. Det havde været betydeligt værre end med det finske ægtepar. Da kørte det på rent raseri, hurtigt og voldsomt, ruden der gik i smadder, lyden af hunden, kællingens skrig, flugten, tyveriet af bilen, det hele fik hans adrenalin til at suse.
I går aftes havde han været nødt til at følge efter sit offer, vente på hende og derefter træde frem, trække revolveren og se, om hun genkendte ham. Det var godt, at hun vidste, hvorfor hun døde, akkurat ligesom den finske kone, men hendes blik havde været anderledes. En ung kvindes uforstilte bestyrtelse og rædsel, da det gik op for hende, hvad der var ved at ske.
Denne gang var det i al fald bedre planlagt. Bilen stod parkeret på en sidegade, flugtvejen var forberedt, prøvekørt. Han var ude på Enköpingsvägen, inden strømerne havde nået at reagere. Hjemturen var foregået stille og roligt. Denne gang undgik han Örsundsbro, fortsatte lidt længere ad 55 og drejede af mod Hjälsta.
Han havde taget to store glas rom og lagt sig på sofaen, hørt radio, var blevet snalret, og ved tretiden var han faldet i søvn for så at vågne igen omkring syv om morgenen ved, at han frøs.
Nyhederne i radioen handlede meget om mordet og forbandt det umiddelbart med dobbeltmordet i Norby. De gjorde et stort nummer ud af, at de to myrdede kvinder hed Veronica. De havde endda et interview med en Veronica: Om hun var bange for at blive det næste offer? “Det føles væmmeligt – at blive myrdet på grund af navnet,” var det eneste, hun sagde. Politiet havde ingen kommentarer. En psykolog blev interviewet, og så slukkede han for radioen.
– Men jeg fortryder det ikke!
– Hva? sagde Lundmark.
– Ikke noget, sagde han hurtigt. – Jeg tænkte bare.
– Nu spiser vi, sagde Lundmark.
Den gamles hus lugtede lidt indelukket og lummert. To værelser og køkken i stueetagen og tre værelser ovenpå. I køkkenet var der gang i kartoffelgryden og en pande med stegte, saltede sild. Vinduerne var halvvejs dækket af damp. Der var varmt i køkkenet, og duften af sild fortrængte den kvalmende lugt.
– Jeg elsker saltede sild med sovs! sagde den gamle entusiastisk.
Hans bevægelser blev raske, næsten drengeagtige, da han hurtigt dækkede bord.
– Vi skal vel have en lille én, sagde Lundmark og tog to snapseglas ud af hjørneskabet.
De spiste til at begynde med målbevidst, hvor kun Lundmarks ivrige opfordringer til, at fadet skulle tømmes, brød stilheden.
Var det mon sværere at slå en ung kvinde ihjel? tænkte han, mens han pillede den tredje kartoffel. Det er lige så meget hendes skyld, og det kunne jeg se, at hun vidste.
Den gamle skubbede fadet væk. Lundmark havde nu fået stillet den værste sult og begyndte at snakke.
– Jeg skal fortælle dig en hemmelighed, sagde han. – Det er på tide, at du får det at vide. Han var påfaldende tilfreds da han så sin nabos forvirrede udtryk. – Det er noget, som ikke alle kan klare at høre. De tror, at den gamle Lundmark er blevet fuldkommen tosset, og vil indlægge mig på galeanstalten.
– Hvad så!
– Det er en lang historie.
Det var det, jeg frygtede, tænkte han og skød tallerkenen væk. Sildelugten var blevet nærmest uudholdelig.
– Gården her gemmer på mange skæbner, begyndte den gamle. – Jeg har jo arbejdet her i mange år, som du ved, sagde han med et skævt grin, – og masser af mennesker er kommet og gået her. En af dem er berømt.
– Jaså, hvem?
– Han var forfatter eller rettere, han er forfatter.
Den gamle tav, som for at aflæse reaktionen, men naboen virkede helt uberørt.
– Jan Fridegård, ham har du vel hørt om?
– Ja, muligvis.
Han havde muligvis hørt om ham, da han var barn. Hans mor havde været en flittig læser, og havde Fridegård tilknytning til gården, så burde hun have talt om ham.
– Han kom tit forbi og kiggede ind, fortsatte Lundmark, – selv efter han var blevet berømt. Han blev aldrig fin på den, ser du, aldrig højrøvet og vigtig som så mange andre. I halvtredserne tilbragte han i flere år somrene her på et husmandssted som gæst hos den gamle greve. Da var der stil over det. De fandt hinanden på deres ældre dage, havde en slags respekt for hinanden, selv om den ene havde blåt blod i årerne, og den anden var røgtersøn. Det er klart, at det, at han blev rost for sine bøger, også betød meget for den gamle greve, han kunne sole sig lidt i glansen. Men han var ikke den samme greve som i trediverne! Den satan var jo ikke rigtig velforvaret, bindegal. En rigtig arbejderplager. Den gamle greve købte gården lige før krigen.
Han tav lidt, som om luften var gået ud af ham. Han blev i nogle øjeblikke eftertænksom, inden han igen hævede glasset.
– Det skåler vi på!
– Skål!
Akvavitten var ved at kvæle ham. Han harkede løs, skubbede stolen ud, hev efter vejret, hostede larmende.
– Kan du ikke tåle en snaps?
Han sank ned på stolen igen.
– Den gale hals.
– Glem det. Jeg har haft besøg af Fridegård. Første gang var natten mellem sidste mandag og tirsdag. Jeg havde været ude og pisse og var lige faldet hen igen, da jeg vågnede ved en skrabende lyd. Da jeg kiggede op, stod han dér. Lyslevende for fodenden af sengen. Glem ikke, at han havde været død i tredive år. Hvad siger du så!
– Du havde drømt!
– Det troede jeg også, men han så virkelig ud. Han så på mig sådan lidt snu, som han gjorde nogle gange. Jeg tror, han i virkeligheden var en ret genert person, men når det var folk, han kendte, så han lidt underfundig ud, hvis du forstår, hvad jeg mener. Han var rar, det syntes alle. Havde vist nemt ved at få fat i damer.
“Det er bare mig,” sagde han. Han var altid beskeden, i hvert fald her på hjemmebane. Hvordan han var i forfatterverdenen, ved jeg ikke. Han smilede sådan lidt snedigt, hvad det nu skulle gøre godt for. Jeg tog mod til mig og satte mig op i sengen, fandt brillerne, og da de kom på, var der ingen tvivl: det var Fridegård! “Hej Arnold,” sagde han. Jeg hilste tilbage. “Hej Janne,” sagde jeg. “Hvordan står det til på gården?” Ja, hvad skulle man sige? “Det går stille og roligt,” fyrede jeg af, ”Jeg har taget en tur over markerne,” sagde han, og så fortalte han, at han var gået forbi alle husmandsstederne. Han satte stor pris på dem, forstår du. Der var nogen, han savnede. “De er døde,” sagde jeg. “Det kunne jeg se,” sagde han. Nu må jeg lige tage mig sammen, tænkte jeg, ellers smutter han. Han er jo en klog mand, en forfatter.
– Det var vel bare en drøm.
Lundmark lod som ingenting. Han skænkede et par snapse til, drak sin med det samme og fortsatte.
– Han fortalte om, at han havde været henne på gården og var gået omkring. Han syntes, det var sørgeligt, det kunne jeg høre på tonefaldet. Så rakte han hånden op og sagde noget, jeg ikke rigtigt kunne høre, men jeg forstod, at han ville gå sin vej. Jeg prøvede at finde på noget at sige, men for fanden, ikke et ord fik jeg frem. Så forsvandt han. Hvad siger du så?
– Du havde vel drukket om aftenen?
– Nej, for pokker, jeg var sært nok ædru. Han var der! Så sandt som jeg sidder her.
– Man kan drømme så virkeligt, at man bliver pissebange.
– Ja, det troede jeg også næste dag. Jeg sagde til mig selv: En død kan for fanden ikke vende tilbage.
– Nej, nemlig.
Lundmark så ud gennem vinduet. De hvide skægstubbe fik en sær glans af eftermiddagssolens sløve skær gennem de gråstrimede ruder. Han trommede lidt med fingrene på bordpladen.
– Men så i går! Da fik jeg besked. Da fik jeg besked, gentog han majestætisk.
Det rabler for den gamle, var hans første tanke. Han stillede ølglasset fra sig og skubbede stolen ud, da Lundmark rejste sig halvt op og rakte armen op.
– Vent, nu skal du bare høre!
Han blev siddende. Han stirrede ned i den halvspiste mad, syntes at den udskårne sild begyndte at røre på sig. Fy for fanden, hvor silden lugter grimt, tænkte han. Den sovs, som han for bare ti minutter siden havde smovset i sig med stor appetit, så forbandet klæbrig ud, som den hang fast i kartoflerne. Han hørte ikke længere rigtigt, hvad Lundmark snakkede om, al energien gik på at bekæmpe den stadigt voksende kvalme.
– Hører du efter?
– Ja da, jeg har det bare så helvedes dårligt. Hvad fanden har du puttet i silden?
Den gamle så ned på sin egen tallerken, der var renskrabet til den mindste sovsedråbe.
– Næh, det er ikke sildens skyld, skyndte han sig at sige. – Jeg havde det fint, da jeg smagte på dem i går.
– Jeg syntes, silden var god, lige tilpas saltet. Tog du noget sovs til? sagde den gamle og kikkede hurtigt på tallerkenen. Tag en snaps til!
Han rystede på hovedet.
– Fortsæt, opfordrede han. – Jeg vil gerne høre, hvordan det gik.
Den gamle var ikke sen til at følge opfordringen.
– Da jeg stod der med kæderne i hånden, du ved, Blommen er så pokkers omstændelig i alt, hvad han gør, så der skulle meget til, før alt var i orden, ja, og jeg stod der og fandt ud af det hele, så kom der en ind. Han stillede sig i døren til værkstedet, så skyggen faldt ind over bænken. Jeg så skyggen og troede, det var Blommen, der var kommet for tidligt. Jeg sagde noget om det, og så hørte jeg, hvordan han lo højt.
“Hvad skal du med stødoptageren?” sagde han, og så genkendte jeg stemmen, han har jo en nydelig stemme. Jeg var ved at skide i bukserne! Men jeg tog mig nogenlunde sammen og sagde, at Blommen skulle låne den.
“Er det Egons søn?”
“Sønnesøn,” sagde jeg.
“Ja, tiden går,” sagde han og tog et par skridt ind i værkstedet. Han så sig omkring, tog noget værktøj, jeg tror egentlig ikke, at han var så fiks på fingrene eller interesseret, men han ville være høflig. Han var høflig, det hørte jeg mange sige. Han satte sig på bænken, lænede sig mod ryglænet og lagde hatten fra sig. Han så ned på sine sko, det var sorte spadseresko, men lidt tilsølede. “Har du været på gården?” spurgte jeg. Han nikkede, så bedrøvet ud, eller sådan bestemt. ”Jeg så på fars gamle arbejdsplads. Alt var forandret, men jeg genkendte nogle gamle ting. Det hele er forandret, men sådan er det vel. Jeg stod der ved gavlen og iagttog menneskene, unge piger med heste. De lo og så dygtige ud, håndterede hestene fint. Jeg ville gå hen og snakke med dem, men hvem vil tale med en gammel mand?” Sådan sad han tavs lidt, jeg tror, han tænkte på pigerne. “Men jeg tror ikke, at folk er lykkelige,” sagde han pludselig. “Der er ikke noget liv i byen, og dem, man ser, smiler ikke. Det ser ud, som om alle ved nøjagtigt, hvor de skal hen, men alligevel ikke. Forstår du, hvad jeg mener? Som om alle gik rundt med en anden retning indeni.”
– Han har jo altid været filosofisk anlagt, som man siger, sagde Lundmark, – men han var bekymret, det var tydeligt.
Kvalmen var aftaget en smule. Der var noget i den gamles historie, som han syntes om, og han var rykket lidt nærmere bordet, men havde flyttet tallerkenen, så han slap for at have den lige under næsen.
– Han fortsatte i den dur, sagde at menneskene ikke var lykkelige. Han talte om befrielse, og hvad ved jeg. Man kunne mærke, han havde tænkt over det. Det har vel også været hans arbejde at udtænke ting og sager for folk og skrive om det. “Jeg troede på fremskridtet, at vi skulle tage afsæt i historien og bevæge os fremad. I alt, hvad jeg skrev, havde jeg denne gård med mig, jeg havde fars og mors liv, opsøgte gamle gravhøje med Pettersson, læste de gamle indskrifter og ville ligesom løfte klassen, hele byen. Jeg troede oven i købet, at overklassen, jordejerne, fabrikanterne kunne være med på rejsen. At intet menneske skulle være fange af andre eller af sig selv. Sådan tænkte jeg. Nu ved jeg det ikke mere, ikke, når jeg ser folk på vejene og ser ind gennem vinduerne.”
Lundmark tav.
– Er det det rene vrøvl?
– Det ved jeg ikke, jeg læser meget lidt.
– Han undskyldte sig med, at han var en genganger, at han ikke kunne leve det rigtige liv, ikke kunne se som de levende, men var nødt til at betragte alt sådan lidt fra siden. At de gamle målestokke ikke længere passede til nutidens standard.
Lundmark så spekulativ ud. Som snedker havde han haft styr på mål, tommer som centimeter. Han havde godt kunnet lide Fride-gårds tale om målestokke, men kunne ikke blive klog på, hvad han egentlig havde ment. “En tomme er jo en tomme,” ville han have protesteret, men lod det ligge. Det ville lyde tyndt, havde han tænkt, som han stod dér i sit værksted, stadig med kæden til stødoptageren i hånden. Men de gamle mål gjaldt vel også i dag.
– Men hvad ved man nu, hvor vi er med i EU og alt mulig andet lort, sagde han eftertænksomt.
Kvalmen var kommet igen. Han tænkte på i går aftes. Hvad han huskede bedst, var kulden bag forretningen. Han havde jo kun stået der tyve minutter, men havde frosset som en hund, da Veronica Malmén var kommet rundt om hjørnet.
– Han sagde en ting mere, begyndte Lundmark igen. – Han påstod, at han sommetider fortrød, at han havde skrevet så mange bøger. Det havde måske været bedre, hvis han var gået ind i politik. Det var jeg ikke enig i, dér stod jeg af! Bøger lever stadig, hvorimod politikeres snak bare forsvinder op i den blå luft. Han sagde, at forfatterne ikke brød sig så meget om partipolitikken, at de havde været for optagede af at skrive.
– Så gik han næsten lige så brat, som han dukkede op. Han skulle ned til Arnö, udspionere forfatterne på skolen.
Han følte sig halvsløj, og maven var i oprør, han havde svært ved at følge Lundmark, som uafbrudt kaglede videre, oplivet af snapsen og sin egen stemme. Han blev pludselig misundelig på den gamle og hans evne til at udlægge teksten. På hans liv, hans hænder, som var mærkede af et livslangt snedkerarbejde, tog mål, filede, indpassede, limede, hans orden i tilværelsen, med de gamle værktøjer i nydelige rækker i værkstedet. Han så sig rundt i køkkenet. Den gamle havde selv lavet alle møblerne. Skabene med de sindrige åbneanordninger, ja, alt det, der gik gennem Lundmarks hænder, havde der været en mening med, og det var der stadig. Han biksede med en gammel, men stadig funktionel stødoptager, fik den i orden, smurte, synede de gamle tandhjul, prøvede dem af. Han fik oven i købet saltede sild, selv om lugten lå som en dis over køkkenet.
– Jeg skal vist lige strække benene lidt, sagde han.
Lundmark afbrød sin ordstrøm.
– Tag en snaps til, sagde han og greb efter flasken.
– Ja tak. Jeg føler mig lidt sløj.
– Der er kun én ting, jeg spekulerer på, hvorfor han kom til mig, en gammel mand. Han burde jo opsøge de unge. Han burde være gået til dig og ned til Storgrind, til din søster.
– Vi ville måske ikke forstå det.
– Nej, det er måske sådan, det er. Han vidste, at jeg havde forstået ham. Han var klar over, at jeg ikke ville blive bange. Jeg har set meget.
Han tav og så sig rundt i køkkenet, som om Fridegård ville dukke op igen.
– Hvad mon han fik at se på Biskops-Arnö, fortsatte Lundmark, – om de unge forfatterspirer kunne give ham noget håb? Du har vel set dem på vejen? De er så unge, mest unge piger og mænd, ser lidt lurvede ud. Hvad mon de skriver om? Det kan ikke være de samme ting, som Fridegård fortalte om, det er klart, men hvad tænker de unge i dag? I min generation var der kun én vej.
– Hvad var det for en vej?
Den gamle så på ham med et udtryk, der var svært at tyde. Han vidste at Lundmark virkelig tænkte over tingene, at Fridegårds besøg havde rusket op i hans ret ensformige liv.
– Jeg ved det ikke mere, sagde han tøvende. – Dengang virkede det så enkelt. Vi havde på en måde vores sammenhold, folk stod sammen om hinanden, gale og kloge på hinanden, husene lå sammen. Vi gik i skole sammen, vi voksede op og begyndte at arbejde på gårdene, mange tog selvfølgelig ind til byen, men hvis man så sig om, var der en slags orden, vi levede efter. Når folk snakkede, så kunne man forstå det, tage stilling.
Han lod sætningen dø ud, usikker på, hvordan han skulle komme videre.
– Men han kommer vel igen, sagde han fortrøstningsfuldt.
Det milde vejr var gået over i en bidende blæst fra vest. De to kumpaner stod lidt på gårdspladsen og iagttog, hvordan sneen faldt og dækkede jorden. Han gik hjemad, noget usikkert. Kvalmen lettede i den friske luft. Han frøs. Havde for lidt tøj på som sædvanligt. Da han var hjemme, gik han ind i husmandsstedets tusmørke, men fortrød. Han tog et tæppe med, gik ud og tog en efterladt havestol med hen til gavlen, hvor der var rimeligt læ, fejede sneen væk og satte sig. Han betragtede sine fodspor hen over det fint kuperede græs. En enlig mands fodspor i sneen. Han fandt en cigaret frem, trak tæppet tættere omkring sig og røg stille, fraværende, med små bevægelser.
Kunne han klare det her? Han tvivlede for første gang på sin plan. I slutningen af oktober havde han bestemt sig, lavet listen, først med fem navne, men efter en uge havde han tilføjet et, en jurist fra statsamtet.
I over en måned havde han kortlagt deres arbejdstider og rutiner. For første gang i mange år havde han følt, at han havde en opgave, at stå op om morgenen, at spise morgenmad, at vaske op, planlægge dagen og sætte sig i bilen som enhver anden Svensson på vej til jobbet. Han overvågede sine udvalgte ofre med stor omhu, førte notater og tegnede til og med kort, rekognoscerede for at finde de steder, hvor han kunne parkere bilen, og hvilke flugtveje der var. Det var som et almindeligt job, og han glemte mange gange sin egentlige opgave. På den måde var efteråret en god tid, men efterhånden som mørket fik fastere og fastere greb om dagene og pressede dem sammen, så blev morgenerne også stadig sværere, tungsindet lå som et svedigt tæppe over ham, når han vågnede, og om eftermiddagen kom mørket tidligere og tidligere, også i hans sind. Han fik meget sværere ved at koncentrere sig, ville have det overstået.
Lundmark forandrede sig også, syntes han. Blev mere vanskelig og kritiserede ham, fordi han ikke fandt sig et job. Mari, hans søster, hørte han stadig sjældnere fra. Det blev tungere at leve med en viden om, at han helt alene måtte bygge sit liv op, uden Eva, uden Chris, for hvad var hævnen værd? Han slog spørgsmålet ud af hovedet. Nu havde han bestemt sig, og noget kunne han vel fuldføre uden at kvaje sig.
To navne strøget ud. Der var fire tilbage. De havde alle på en eller anden måde medvirket til, at Chris blev taget fra Eva og dermed ham selv. Ingen på listen, ingen myndighed, havde for alvor regnet med ham. Han var bare faderen, der havde drukket og været på stoffer. At bringe ham med ind i undersøgelsen, havde ingen skænket en tanke.
Spidsen af cigaretten lyste rødt, små røde glødflager fløj væk. Han betragtede sporet, som fulgte sin egen bane, så, hvordan han ubevidst var gået i en bue. Det var, som om der kom en svækkelse halvvejs, hvor han ikke længere havde formået at holde kursen. Sneen faldt tættere.
Han tændte en ny cigaret. Armaturet på væggen vuggede stille i vinden og gav en rytmisk pibende lyd fra sig. Han længtes efter en kvinde, ikke ‘Regis’, men en anden, en at krybe tæt ind til. Eva? Var der en anden mulighed? Måske et andet sted, i en anden by? Hvor var hun nu? I København? Eller var hun død? Han længtes efter hende, huskede de skønne timer, de havde haft sammen. Inden heroinen tog hende, havde hun været en smuk kvinde. Hun havde båret og født deres barn stoffri. Det var ham, der havde ødelagt det hele. Eva alene med Chris, det gik ikke. Da han kom hjem fra behandlingshjemmet, oplevede de en lykkelig tid.
– Chris! Den dejlige knægt! Hvor er han? Han begyndte at snakke halvhøjt med sig selv i nattemørket. De fine snefnug hvirvlede ned over hans sammensunkne skikkelse. Han trak tæppet tættere om sig. Han ville have Eva hos sig, krybe ind til hende, få varmen.
Men Eva krøb man ikke ind til, hun var en hårdt spændt fjeder, umulig at omfavne uden at den slog tilbage. Den havde slået ham i ansigtet gang på gang.
Han havde mærket det kolde stål hele sit voksne liv. Sommetider i narkorusen havde han taget det for varme, men havde fået sådan nogle slag, at han kun kunne rejse sig med meget stort besvær. Han lod blikket hvile på fodsporene, forbandede sin ensomhed og sit rådne liv.
Smagen af den saltede sild fik ham til at brække sig. Han længtes efter en kvinde. Han længtes efter varme. En indre varme. Så ville han kunne sidde hele natten på denne utætte stol. Det sidste halve år havde skubbet hans liv i en retning, som han faktisk havde bestemt sig for at forhindre. Hvad var hans vilje så værd? Ikke en skid! Nu var han morder. Gang på gang så han den unge kvindes blik for sig. Han ville ikke læse avisen. Han ville ikke vide mere. Ikke om hende, ikke om sig selv. Efter mordene i Norby havde han købt alle tænkelige aviser, havde hørt radio, men det var han ikke længere interesseret i.
Tværtimod, han ville ikke vide noget. Han ville bare sidde op mod gavlen, ryge, sne inde, blive skjult. Ingen kvinde skulle varme ham. Ingen Chris. Der var ikke noget liv tilbage, der fortjente at kaldes liv. Først nu kom indsigten. Sporene i sneen førte bare i én retning. Han lænede sig til siden og kastede sildene op.
Han famlede med hånden på jorden. Fik en håndfuld sne op og stoppede den i munden. Skulle han tage til København? Prøve at finde frem til Eva og måske sammen med hende tage et eller andet sted hen, til de varme lande, opgive at fortsætte, styre helt udenom og stikke af? Det ville blive et liv med stoffer, det vidste han. Han havde en kvart million tilbage af pengene fra røveriet, og det var han stolt over. Han havde ikke skejet ud, smidt om sig med pengene, men i stedet systematisk købt det, han havde brug for. Til at begynde med fast overbevist om, at hans nye liv var begyndt.
Det havde været et stykke tid ind i efteråret, inden han havde indset, at det ikke ville gå, som han havde tænkt sig. Faktisk til slutningen af september, hvor beskeden kom fra socialkontoret. Han havde nægtet at acceptere, men havde ikke haft de rigtige ord. Han havde prøvet at trænge igennem, men ingen lyttede. Alle disse undersøgelser, denne boren i hans og Evas baggrund. Som om han ikke selv vidste, hvordan den så ud! De elskede at snakke om det, der havde været. Det havde kællingerne papir på. Han talte hele tiden om fremtiden, men hans ord prellede bare af.
I begyndelsen af statsamtets behandling, med disse stakke af papirer foran sig, var han blevet rasende, snakkesalig, energisk, men inderst inde vidste han, at det var begyndelsen til enden. Eva var overhovedet ikke dukket op. Det var jo formelt hende, undersøgelsen handlede om. Han var kommet med for sent. Så holdt han mund. Han havde passivt set til, hvordan hans Chris forsvandt.
Ved slutningen af forhandlingen havde juristen ved siden af ham lagt sin hånd på hans arm. Det var som et brændende stød. Selv om det var hans eneste egentlige menneskelige kontakt under hele processen, føltes det som en fjendtlig handling. Han havde trukket armen til sig, skudt skuldrene i vejret og havde lænet sig frem.
Hvad han huskede bedst, var, at alles øjne var rettet mod ham, og han kunne mærke, hvordan han krympede, mens de voksede, svulmede op, hvordan papirbunkerne flød over, satte sig i bevægelse hen mod ham og truede hans liv.
Han havde set så meget lort, at han kunne tyde tegnene, kunne læse i deres øjne, at han var en taber og dermed basta. Han orkede ikke mere, drikkeriet var taget til, og det var desperationen også. Han havde fået nogle måneder med håb, men derefter gik det ubarmhjertigt ned ad bakke.
Så, i begyndelsen af oktober, åbnedes en revne i hans liv. Han havde trukket sig tilbage, undgået at blive trukket ned i afgrunden, men sprækken var blevet større. Et sort svælg havde åbnet sig, og der var Chris ikke med, kun djævelskab som tidligere, Charlie og narkobulerne.
Han blev grebet af modløshed, derefter desperation og angst. På det tidspunkt besluttede han at trække så mange med sig i faldet som muligt, de velopdragne i slå-om-bluser, andre mere afslappet klædt, omtrent som Mari. Men alle sad med smalle hænder og afventende, men med skrappe ord. Der var ingen menneskelighed til! Som om han ikke var en af dem, et menneske. De bladrede fraværende og målbevidst i deres papirer og smilede på den der medfølende og falske måde.
Han huskede besøget på hans husmandssted.
Han havde ganske vist haft det lidt rodet, men så forfærdeligt så det heller ikke ud. De havde set sig omkring, ikke sådan nysgerrigt, men han havde registreret deres vurderende blikke. De målte og vejede ham.
Deres samtale havde været venlig, men alligevel var det, som om de hele tiden havde talt forbi ham. De havde brugt mange ord, han ret få. Han havde prøvet at byde på kaffe, men de havde afslået. Han havde stillet et fad frem med bananer, som han af en eller anden grund havde købt dagen i forvejen, men de havde forklaret, at de lige havde spist frokost.
De havde brokket sig over vejen, for sjov, men alligevel. Der havde været skovhugst forrige vinter, det havde Lundmark fortalt, og tømmerbilerne havde presset vejbanen sammen, det havde han forklaret, men de havde sgu brokket sig og spurgt, om det overhovedet var muligt at komme frem ad vejen om vinteren. Han havde henvist til, at Lundmark havde boet der hele sit liv og altid var kommet frem.
Går der en skolebus? havde de spurgt. Han kunne ikke svare, og de havde begge gjort nogle hastige notater på deres blokke. Først da kom han i tanke om, at Chris skulle begynde i skolen om to år, havde overhørt det næste spørgsmål, og havde været nødt til at bede dem om at gentage.
De havde spurgt, om han var vant til at have med børn at gøre. Spørgsmålet havde gjort ham stum. Han tænkte på den korte tid med Chris, det var ikke meget, det indså han.
De havde spurgt om Eva, om og om igen, som om de ikke vidste, at hun havde været misbruger til og fra de sidste ti-femten år. Han troede, han havde gjort klogt i ikke at forsvare hendes livsførelse, men i stedet prøve at give dem et billede af sig selv som en, der kunne påtage sig hovedansvaret for Chris. Hvis Eva senere skulle blive stoffri, var det fint, men drengen havde ret til en far.
– Jeg er ude af lortet nu, jeg søger arbejde, bor godt og har det fint, havde han bedyret.
Han havde prøvet at snakke om sommerfugle, at hans store interesse, da han var barn, var biller og sommerfugle, men de havde bare lyttet høfligt og ikke stillet opfølgende spørgsmål. Det var, hvad han havde at komme med, når de spurgte om hans erfaringer med børn. Så havde han talt om blåvinger, alle de forskellige varianter. Han havde rodet sig ud i at tale om de vandkalve, han havde haft i vandbeholdere. Hvor åndsvagt! De kællinger var skide ligeglade med insekter.
Allerede dengang, da han gennemblødt af sved var sunket sammen på køkkenbænken, havde han følt sig som taber. De havde snakket med ham, men alligevel ikke rigtigt, ikke som Lundmark.
Han havde set det så mange gange, alle disse forbandede sociale kællinger, kuratorer og overvågere. Strisserne var bedre: deres roller var klart og tydeligt defineret. Han var tyven, junkien, de skulle undersøge og tage med. Det var et mere jævnbyrdigt spil. Han kendte de roller og kunne takle det, når de var klogest, eller rettere når han havde efterladt sådanne huller, at det hele kom for en dag. Det kunne han håndtere. Han kunne blive pågrebet, blive bragt ind til forhør, ja, endda sat i fængsel uden vrøvl, han kendte reglerne. Men socialvæsenet havde han aldrig kunnet fordrage. De så ham ikke og havde aldrig gjort det.
Engang havde han taget Mari med, for at hun skulle se og forstå, muligvis for at få støtte, men så havde de straks ændret tonefald, var kommet med kaffe og havde plapret løs, det, som Mari var så god til. Mari havde ikke forstået hans raseri. “Du er for nærtagende,” havde hun sagt, “du må høre på, hvad de har at sige, ikke kun snakke om dig selv.” Men det var da derfor, han var der: For at tale om sig selv og om Chris. Deres liv. Måske også Evas.