ALLEREDE I BAGGÅRDEN KUNNE DET MÆRKES, at der var noget i gærde. De uniformerede kolleger nikkede, en af dem sagde noget om vejret, men Lindell opfattede det som en slags opmuntring.
Fritzén sad på Ottossons kontor, da hun kom. De så op og hilste. Statsadvokaten var mere sammenbidt end ellers. Hun satte sig og tog blokken.
– Pressekonference i eftermiddag klokken fem, indledte hun.
Nu var der ikke tid til smalltalk.
– Du er vel med? sagde hun og kiggede på Fritzén, som så usikker ud.
– Hvordan ser situationen ud? spurgte Ottosson. – Har vi noget?
– Lidt. Meget lidt. Helt ærligt, faktisk ingenting. Men vi mener, at det er den samme fyr.
Hun fortalte om brevene med det makabre indhold.
– Jeg tror, vi lader det slippe ud til medierne så hurtigt som muligt, så kan vi måske advare nogen.
De var enige, og Lindell skrev hurtigt et notat på blokken. Næste spørgsmål var eventuel assistance fra rigskriminalpolitiet. Efter nogle minutters diskussion var de enige om at se tiden an.
– Jeg skal bruge flere folk, sagde Lindell.
– I orden, sagde Ottosson, men sagde ikke noget om hvordan og hvornår.
– Sammenhængen, sagde Fritzén kort og koncist og så på hende gennem sine tykke briller.
– To kvinder, der hedder Veronica, en med ‘k’ og en med ‘c’. Hvor Toiwo passer ind, ved jeg ikke. Måske fulgte han bare med i købet. Eller også var han målet ved det første mord, og navneligheden er bare en tilfældighed.
– Hvem var brevene til Hirmanen adresseret til? afbrød statsadvokaten.
– Postbudet kan ikke rigtigt huske det, men han mente, at det var Veronika Hirmanen. Er det navnet, så har vi at gøre med en fuldkommen galning.
– Som kan blive ved, så længe det skal være, tilføjede Ottosson.
Lindell nikkede og fortsatte.
– Hvis navnet er en tilfældighed, så må der være en anden forbindelse. Den ene er sygepelejerske på kirurgisk, den anden socialrådgiver med speciale i familiesager. Kan det være sådan noget? Men hvor kommer søsteren så ind? Har hun været indblandet i noget? En patient, der har følt sig mishandlet af livet? Vi må tjekke eventuelle klagemål. Hendes søster, Matilda Malmén, er god nok under den kølige overflade. Hun bor i Ulleråker, og vi har været der og talt med hende. Matilda kunne måske give os noget. Offeret har jo levet alene siden bruddet med fyren for et halvt år siden. Der lader ikke til at være nogle ‘hard feelings’ dér, men det ved vi ikke med sikkerhed. Beatrice tager derop igen.
– Har parret Hirmanen ingen børn? spurgte statsadvokaten.
Lindell rystede på hovedet. Hun tænkte hurtigt på Edvards idé
om, at Toiwo muligvis var målet for overfaldet i Norby, at han var far fra et tidligere forhold, og skrev et nyt notat på blokken.
– Vi må simpelthen gå i dybden med den finske dames arbejde, se, om vi kan finde noget der, måske et optrin eller en trussel for nylig. Måske hendes arbejdskammerater kan huske noget.
– Har I ikke tjekket hendes arbejdsplads? spurgte statsadvokaten.
Gad vide, om han kan se noget i det hele taget, tænkte Lindell.
Han må have anskaffet sig endnu stærkere briller.
– Jo, det har vi, men vi knokler videre.
Hun mærkede den uudtalte kritik. Hvem var det, der havde taget sig af Hirmanens arbejde? Fredriksson, så vidt hun huskede. For første gang følte Lindell, at der var for mange spørgsmål, der blæste i vinden. Hun måtte tale med Allan og kradsede en tredje krusedulle ned på blokken.
Da hun tyve minutter senere forlod afdelingschefens kontor, havde hun overmalet to fulde sider. Hun gik stille ned ad trappen, studerede notaterne, prøvede at tænke systematisk, og var lige ved at støde ind i Gösta Norrman, som kom spurtende hen ad gangen.
Klokken var kun ti i otte, men mødelokalet var allerede fyldt med folk. Lindell talte op til treogtyve kolleger. En af de største morgensamlinger, hun havde været med til. Stemningen var anspændt, og en småmumlen lå som et elektrisk tæppe over forsamlingen.
Hun så intensiteten i deres blikke og bevægelser. Nu var der ingen, der spekulerede på omlægning eller på at sige op. Kritikken mod politimesteren og kommunens politistyrelse måtte vente. Alle var på tæerne og diskuterede. Ottosson stod i døren som en vagtmand eller som en slags toastmaster. Han nikkede til alle, sagde nogle opmuntrende ord, men med alvorlig mine. Lindell fik også et nik og et skævt smil. Sammy Nilsson stod lige op ad Haver, Fredriksson spildte lidt kaffe på jakken og brummede halvhøjt. Riis skrællede en banan, som han satte til livs i nogle hurtige hug. Sixten Wende stod lænet mod væggen og stirrede med en udtryksløs mine frem for sig. Lundin kartede som sædvanligt rundt, på behørig afstand af sine kolleger, bange for at blive smittet med en eller anden sygdom. Lindell lagde kollegieblokken fra sig og slog op på siden med de notater, hun havde gjort om morgenen.
Flere sluttede sig til. Ryde og Larsson fra teknisk afdeling, Munke traskede ind, Berglund og Norrman satte sig ved siden af hinanden, og Norrman lyttede med rynket pande til noget, Berglund sagde. Beatrice kom fejende ind i lokalet og satte sig ved siden af Lindell.
– Situationen? sagde Beatrice.
Lindell bladrede i sin blok. Hendes notater var ulæselige, den ellers så tydelige håndskrift var skiftet ud med noget, der mest lignede grafitti. Beatrice så på hende med et undersøgende blik, strøg håret om bag ørerne og skulle lige til at sige noget, da hun fik øje på Fritzén, statsadvokaten.
– Fritte er her, sagde hun og nikkede. – Jeg synes, at han begynder at se gammel ud. Han synker mere og mere sammen for hver dag. Han er måske syg.
Lindell så op. Hvordan kunne Beatrice fyre så meget pis af, når der var begået tre mord? Men hun kunne ikke lade være med at betragte Fritzén. Statsadvokaten talte med Ottosson, der så usædvanligt presset ud. Afdelingschefen slog ud med hænderne i en opgivende gestus. Fritzén fortsatte sin argumentation. Ottosson så sig om, næsten bedende. Et øjeblik mødtes deres blikke. Ottosson tog afsæt til at komme væk fra statsadvokaten, men denne tog fat i den flygtende og indprentede sit budskab. Jo, vist begyndte han at se gammel ud. Ottosson strøg forbi, nikkede til Lindell og sagde noget, som hun ikke opfattede.
Lindell indledte med at banke kuglepennen hårdt i bordet. Der blev et øjeblik så stille i lokalet, at man kunne høre en knappenål falde til gulvet. Alle stod stille, så på hende eller ned i gulvet, alvorlige, som om de gav det nye offer om ikke et minuts stilhed, så i hvert fald lidt respekt. Sådan følte Lindell det, at de sendte Veronica Malmén en tanke. Det blev oplevet af alle som nogle sekunders værdighed, men også som en energisamlende faktor. Så begyndte stole at skrabe, nogen pudsede næse. Nu satte alle sig ned.
Lindell så ud over forsamlingen, som hun plejede, inden hun gik i gang. Alle blikke rettedes mod hende.
– Jeg er bange for, at vi har at gøre med en seriemorder. Men ikke et mord til! Ikke et mord til, siger jeg.
Hun tav. Den energiske indledning havde yderligere skruet temperaturen op i lokalet. Stilheden var øredøvende. Ottosson rømmede sig, men inden han nåede at sige noget, fortsatte Lindell.
– Jeg ved, at alle plejer at gøre deres bedste, men nu må vi overgå os selv. Alle må give to hundrede procent af sig selv. Alle uoverensstemmelser, al snak om omlægning, al snak om at søge væk fra politiet, al ævlet må glemmes nu. Fra nu af. Vi er skidegode og skal nok få knækket denne satan! Ikke et mord til!
Hun tav, så ned i papirerne, strøg med en hurtig bevægelse noget hår væk fra ansigtet.
– Vi har besluttet ikke at begære hjælp fra rigskriminalpolitiet.
Lindell mente at kunne se bevægelser over bordets overflade. Der var en, der tog en kuglepen, en anden åbnede en mappe. Det var som en bekræftelse af hendes ord, at de vandt gruppens accept. En bekræftelse af, at de selv skulle opklare disse mord og det hurtigt. Der lå en beslutsomhed over de forsamlede, en fælles krop og hjerne, som nu samlede sig inden den endegyldige jagt.
– Der er ingen prestige i det her, og det er muligt, at vi må revidere denne beslutning, men nu kører vi for fuld skrue.
Pludselig var hun overbevist om, at de to myrdede kvinder var fællesnævneren. Toiwo Hirmanen var tilfældigvis blevet morderens offer, muligvis for at aflede opmærksomheden, måske ved en tilfældighed. Hvorfra denne indsigt kom, anede hun ikke, den lå bare lysende klar foran hende.
– Jeg tror, jeg gentager: tror! at forbindelsen mellem de myrdede og morderen er Veronika Hirmanen og Veronica Malmén. Det er dér, vi skal søge morderen, få ham ud i lyset og få ham anbragt bag lås og slå.
Ottosson nikkede, men det gjorde han så tit, så det betød faktisk ingenting, Lindell fortsatte med at opsummere, hvad de vidste, ofrenes identiteter og pårørende. Hun brugte tid på Veronica Malméns gamle kæreste, han skulle opspores og afhøres. Lindell så på Sammy. Det var ham, der havde opsøgt Kristian Castillo i går aftes.
Hun fortsatte med at gøre rede for, hvad der var blevet fundet i det seneste offers lejlighed, spurgte, om Norrman havde noget at tilføje, men han rystede afvisende på hovedet.
– Hvad er forbindelsen? Hvorfor sender man lort til sine ofre, i Hirmanens tilfælde to gange, og i Malméns tilfælde tre gange.
– Det tyder på had, sagde Wende stilfærdigt.
– Had, sagde Lindell eftertænksomt. – Også målrettethed. Gerningsmanden har bestemt sig, arbejder ud fra et bestemt mønster.
– Vil han sende flere lortebreve? Måske er der nogen, der allerede har modtaget en gul kuvert? Vi sender informationer ud om det her for at advare eventuelle tiltænkte ofre.
– Vi har undersøgt affaldsspandene i Liggargatan, men der var ingenting, sagde Norrman.
– Hvad med bilen? sagde Lindell. – Jeg tror, at den stjålne bil passerede Örsundsbro. Er han i det område?
– Vi havde lidt problemer med at finde folk til afspærringen i
Örsundsbro i går aftes, sagde Beatrice. – Den kom helt enkelt for sent op. Vi trak den tilbage i morges klokken syv.
– Hvis vi ser bort fra lortebrevene, så er bilen og det mangelfulde signalement det eneste, vi har.
Der er ingen smutveje. Vi må arbejde os ned i ofrenes baggrunde: arbejde, kærlighedsliv, fritid, tilbøjeligheder, økonomiske problemer, hvad som helst. Ola, har du fundet noget angående Toiwos arbejde?
Haver rettede sig op.
– Nej, ikke noget epokegørende. Jeg snakkede med hans chef og hans nye arbejdskammerater. Det er et lille firma, fire styk, fem med Hirmanen. Han havde været der godt en måned. Chefen sagde, at han var lidt langsom i starten, helt enkelt lidt ude af rutine. Han tog sig af cirka tyve små firmaer, momsregnskaber, skattepapirer, bogføring og den slags. Jeg fik en liste over firmaerne. Jeg bad skattevæsenet og fogeden om at kigge på listen og sige til, hvis der havde været noget ekstraordinært de sidste to, tre år. Da jeg spurgte dem i fredags, havde de ikke fundet noget. Tre af firmaerne havde haft lidt problemer, en mægler var bagud med skat, men det havde han været før, sagde fogeden, og det havde altid løst sig. Det lod til at være en ret stabil gruppe af små firmaer, mest håndværkere. Ingen i bilbranchen, heller ingen inden for restaurationsbranchen.
Lindell lyttede med tilfredshed på Ola Havers sammendrag. Han havde lavet mere, end hun havde troet. Hun kastede et blik på statsadvokaten.
– Hirmanen havde ikke nævnt noget om lortebrevene på arbejdet. Nu var han selvfølgelig ny og havde måske ikke den kontakt med sine kolleger. Men han havde ikke virket bekymret og urolig. Tværtimod havde han været glad for at få et job, og han blev ofte siddende og arbejdede over. Han plejede at gå ud og bowle og havde prøvet at få nogen med til Fyrishov. Det var det eneste personlige, som de andre kunne huske.
– Godt gået, Ola!
– Der er en ting til, greb Haver ind. – Jeg tjekkede affaldet ved Migo. Vi har sikret os fem fingeraftryk, mest på dåser. Vi har ingen af dem hos os. Der var tre identificerede cigaretmærker: Prince, gul Blend og Marlboro light. Tre kvitteringer, en fra Adapt, en fra Hennes & Mauritz og en fra Maxi supermarked. Jeg tjekker med dem. Det er sikkert Adapt og muligvis tøjbutikken, som kan give noget. Hvis de kan huske kunden. Det fremgår jo, hvad kunden har købt og hvornår.
Haver tav og så på Lindell, som nikkede.
– Beatrice, sagde Lindell, – hvad sagde Veronica Malméns søster?
– Noget af det ved vi, som at Veronica havde en kæreste, Kristian Castillo. De var kommet sammen i tre år. Han læste på universitetet, noget med økonomi. Matilda udelukkede ham som gerningsmanden. Han lader til at være en stille og rolig fyr, lidt genert, sagde Matilda. Kommer fra Gävle, har boet i byen i fem år. Efternavnet stammer fra en spansk far. Ifølge ham er Kristian på vej til Malaysia, han er der måske allerede, sagde Beatrice og skævede hen til Sammy Nilsson.
– Hvornår tog han af sted?
– Det vidste faderen ikke.
Sammy Nilsson rømmede sig.
– Men det ved jeg! Han rejste den 9. december. Fløj direkte til Kuala Lumpur. To dage efter de første mord, men en dag inden det sidste.
Lindell kunne mærke en let bevægelse fra Beatrice ved sin side. Hun havde tidligere set mundhuggeriet mellem Sammy og Beatrice, men at de ikke talte sammen, var noget skidt. Hun smugkiggede på Beatrice, som stirrede ligeud.
Lindell burde være taknemlig, men hun havde på en eller anden måde sat sin lid til denne Kristian Castillo.
– Ved du, om han har en ny kæreste?
– Ifølge faderen ja. Hun hedder … sagde Sammy Nilsson tøvende, mens han rodede i sine papirer … – Emma. Hun tog ikke med til Malaysia. Jeg skal afhøre hende i dag.
– Godt!
Lindell vendte sig mod Fredriksson, der havde siddet tavs under samlingen. Han så også fraværende ud, men Lindell vidste, at det mange gange var en facade.
– Hvordan ser den finske dames liv ud, Allan?
Allan Fredriksson rettede sig hurtigt op, som om han blev overrasket af den direkte henvendelse. Han kneb sig i næsen og så mildest talt bøvet og uinspireret ud.
– Det er svært, sagde han. – Hvis der var få på Toiwos job, var der mange flere på Veronikas. Jeg har bedt om en liste over alle Veronika Hirmanens klienter det sidste halve år. Det er lidt tvivlsomt, om vi kan få alle oplysninger, sekretæren siger stop.
– For fanden! udbrød Riis oprørt. – Det drejer sig sgu om mord!
– Ja, det ved de jo, sagde Fredriksson blidt. – Jeg tror, at vi får det grundlag, vi har brug for. Men jeg ved så meget, at Hirmanen har arbejdet med familiesager, uoverensstemmelser, familieplaceringer og andet. Alt det, der handler om børnene. Hendes kolleger var ret tilbageholdende, da de udtalte sig.
– De har vel stødt på dårlig behandling i medierne, indskød Wende.
Fredriksson tabte tråden, så ned i sine papirer.
– Jeg tror, de er bange, sagde han.
– Var der nogle trusler, nogen der havde ladet munden løbe på hendes arbejde?
– Ikke noget særligt, sagde Fredriksson.
Så kom dog til sagen, tænkte Lindell.
– Hvad? sagde hun måske unødvendigt skarpt.
Fredriksson kneb sig i næsen og kiggede ned i sine notater igen.
Han er simpelthen dårligt forberedt, slog det Lindell. Det drejer sig trods alt om tre mord, og så sidder manden og væver!
– Jeg fik en liste af en mand, der hedder Johannes Ekman, som er en slags formand på den finske dames job. Fem navne, klienter som havde opført sig lidt ubehageligt.
Ubehageligt! Lindell trak blokken hen til sig, greb kuglepennen og gjorde sig klar til at notere.
Fem styk, tænkte hun, måske er der noget dér!
– Det er tre misbrugere, en arbejdsløs og en gulvlægger, alle selvfølgelig mænd, tilføjede han. – Af narkomanerne er to af dem kendt af os, en sidder inde, og det gør han rent faktisk, jeg har tjekket.
Bravo, tænkte Lindell.
– Jeg taler med Nehlin fra narkoafdelingen.
Lindell vendte sig mod Munke, som mødte hendes blik. Hun anede, hvad den lynhurtige Munke mente om Fredrikssons rapport.
– Vi får dem ind, så hurtigt vi kan, sagde Fredriksson med et suk.
– Vi må sætte flere til at gennemgå listen med alle dem, der har været i kontakt med hende, men ikke har skejet ud. Det vender vi tilbage til, sagde Lindell og kunne mærke, at hun måtte tænke over, hvem hun skulle sende med Fredriksson til socialvæsenet.
Lige nu ville hun bare videre.
– Hvad med bilen? Noget nyt? Sammy, hør nu efter!
– Bilen er identificeret som en Volvo. Vores sorte ven var overbevisende. Han satte et mærke ved syv ud af ti bilmærker og var stensikker på Volvoen. Jeg tror, det er sandsynligt, at morderen forsvandt sydpå ad Dag Hammerskjölds Väg. At stemme dørklokker i Sunnersta er nyttesløst. Jeg ringede til benzintanken nede ved Flottsund og hørte, om han havde set en Volvo, men han havde ikke noget bud. Kører man mod Sunnersta, skal man enten dreje af mod Ultuna, hvilket ikke er sandsynligt, eller køre ud på den gamle Stockholmsväg og dreje til højre eller venstre. Det sidste alternativ, hvis man ser bort fra Sunnersta, og det må vi nok gøre, er at dreje til højre inden Flottsund, og så kan man enten køre ud på landet via Lurbo eller køre ind mod byen. Det sidste tror jeg ikke på, for så havner man i Norby igen.
– Altså, sammenfattede Lindell, – enten Stockholmsvägen eller mod vest ud på bøhlandet.
Sammy Nilsson nikkede. Det her havde de talt om før, men det føltes vigtigt at opsummere, for at alle skulle drages med ind i processen med så veldefinerede opgaver som muligt.
– Jeg tror på Örsundsbro, sagde Lindell. – Vidnet ved tankstationen virker meget troværdigt. Spørgsmålet er, om vi skal uddybe og udvide efterforskningen i den retning.
– Det lyder fornuftigt, sagde Sammy. – Det er det eneste halmstrå, vi har.
– Berglund, Norrman og Riis tager sig af Örsundsbrosporet. Er det i orden? Spørg folk på vejen, tag kontakt med postvæsenet og deres landpostbude, de kan have set bilen. Få støvet en eller anden amtsformand op, eller hvad det nu hedder, fra LRF og kør rundt, lad ham udpege hvert eneste sted, hver eneste hus og landbrug, hvem der bor der, de indfødte, de indlejede, sommergæster, hele møget!
– LRF? sagde Normann.
– De har lokalkendskab. Nu kan vi bruge den sociale kontrol over landet til noget nyttigt. Desuden kører der et isfirma i området. Tag kontakt med chaufføren og hør, om han har set en Volvo, nogle underlige mennesker, ja, du ved!
Berglund noterede ivrigt. Det her var en opgave, han syntes om.
– Er det i orden?
Lindell var ikke helt klar over, hvad den tre mand stærke efterforskningsstyrke havde af andre opgaver. Hun kunne simpelthen ikke huske det. Men ingen protesterede. Hun mente, at alle var tilfredse med at komme ud af byen og drøne rundt ude på landet.
– Krystalklart, sagde Norrman.
Lindell så ned på sine notater. Normalt skulle en anden have benyttet lejligheden til at tage ordet, men ingen gjorde tegn til at ville udtale sig. Hun havde prøvet at skabe en mere afslappet stil på møderne for at få lidt diskussion og kreativitet frem, men det var, som om den tredobbelte morder gik rundt i lokalet og kiggede i politiets kort, og ingen ville lufte et argument, som ikke førte nogen steder hen. Der var ikke plads til det sædvanlige mundhuggeri og vittigheder.
Lindell så op og betragtede nogle af sine kolleger. Der lå en stor og forventningsfuld alvor over lokalet. Det var hende, de ventede på. Nu hvor de havde afvist tanken om at begære assistance fra Stockholm, hvilede ansvaret endnu tungere på hende, og hun tænkte et øjeblik på, om det var en korrekt beslutning, inden hun tog sig sammen til det næste spørgsmål.
– Jeg talte med den kollega, der var på stedet først. Veronika Hir-manen levede jo nogle minutter efter, han kom ind i villaen. Han påstod at hun prøvede at sige noget, og kollegaen mener, at det var et navn. Det lød, som om hun sagde ‘K’, at navnet skulle begynde med ‘K’. Hvad siger I til det?
– Det ville forudsætte, at hun genkendte morderen, sagde Gösta Norrman.
– Det mener kollegaen at hun gjorde, sagde Lindell.
– Hvad bygger han det på?
– Øjnene, sagde Lindell og så på Norrman.
Der blev stille i lokalet. Norrman nikkede.
– OK, sagde han, – den køber vi. ‘K’ altså. Det betyder jo noget, når vi gennemgår Hirmanens klientlister fra socialkontoret. ‘K’ gentog han.
– Jagten på ‘K’, sagde Sammy Nilsson.
– Det er Luciadag i dag, hørte Lindell nogen sige.
De brød op efter et kvarters yderligere overvejelser. Lindell indhentede Fredriksson på vej ud af mødeværelset og bad ham om at komme ind til hende. Statsadvokaten og Ottosson blev siddende tilbage.
– Suverænt med isbilen og LRF, sagde Ottosson.
– Det var det, sagde Fritzén.
Lindell smilede lidt og stuvede med hurtige bevægelser sine notater ned i skuldertasken.
– Det gælder om at få det hele med, sagde hun bare.
Fredriksson ventede på hendes kontor, da hun kom. Han sad i gæstestolen og bladrede i Upsala Nya. Lindell besluttede sig for at gå lige til sagen, lagde tasken på bordet, satte sig dog ikke ned, men stillede sig med ryggen til vinduet.
– Hvordan går det? sagde hun.
Fredriksson raslede med avisen, foldede den omstændeligt sammen, kneb sig i næsen og så på hende med et fastere blik, end hun havde regnet med.
– Det er noget lort, sagde han med en fast stemme, som overraskede Lindell endnu mere.
– Hvad mener du?
– Jeg er tooghalvtreds år og har været politimand i hele mit liv. Jeg har været det af interesse, jeg har godt kunnet lide det. Jeg har forladt hjem og familie om morgenen, om aftenen og sommetider om natten. Uden at klage, for det har ligget i arbejdets natur. Nu gider jeg ikke engang stå op om morgenen.
I virkeligheden ville Lindell ikke høre mere om hans tvivl og problemer. Det kom på tværs, tog hendes kræfter, men hun tvang sig til at lytte.
– Jeg holder nok op, sagde han, og også det havde hun hørt før. Hele efteråret var snakken gået på gangene, i kaffestuen, ja, overalt hvor politifolk samledes, om hvor forbandet de havde det, hvordan omlægningen truede med at smadre alt effektivt politiarbejde, hvordan ledelsen var langt fra virkeligheden. Hvordan politistyrelsen var forblindet af kommunal snæversynethed, af amatørisme og partihensyn.
– Det har vi snakket om, sagde hun uventet og ubevidst afvisende. – Nu har vi en tredobbelt morder, vi skal finde.
Fredriksson nikkede, men så hverken overbevist eller rystet ud efter Lindells udfald.
– Jeg ved det, sagde han bare, – men mord eller ikke mord, så magter jeg ikke det her arbejde. Så enkelt er det.
– Er der problemer på hjemmefronten? spurgte hun og tænkte på Fredrikssons kone, hende med den trætte og mugne stemme. Kvinden som reducerede Lindell til et ‘hende’.
– Det er der kommet, men det hænger sammen med jobbet.
– Hvad mener du? sagde hun og så samtidig på uret.
– Det er en lang historie, sagde Fredriksson træt, og nu var han vendt tilbage til sin defensive stil igen.
Det var noget, hun ikke ønskede at høre. Det gjorde hende ondt, at hun ikke kunne være mere forstående mod sin kollega. Han trængte i den grad til støtte, og hvem skulle give ham det, om ikke hun?
– Vi må sætte os ned i ro og mag og snakke om det her, sagde hun og gik hen til Fredriksson og lagde hånden på hans skulder. – Senere, når ‘K’ er fanget, så sætter vi os, vi kan måske gå ud og få lidt at spise, ikke?
– Jo da, sagde Fredriksson. Han så op på hende og prøvede at smile, men det mislykkedes totalt, og hun fik dårlig samvittighed, da hun så hans ansigtsudtryk.
– Jeg tager Veronika Hirmanens arbejdskammerater, hvis du tager de fem klienter, sagde Lindell, og hun syntes, at Fredrikssons ansigt blev endnu mere formørket.
Fredriksson forlod uden et ord kontoret.