ALLAN FREDRIKSSON gik med faste skridt hen til sit kontor, rasende på sig selv. At høre på sådan noget sludder! Hun vidste ikke, hvordan situationen på ‘drab’ var. Hun hørte ikke snakken, og hvad der i virkeligheden skjulte sig bag mishagsytringerne. Hun levede i sin egen verden, helt opfyldt af pligt og af sin egen fortræffelighed! Og Ottosson! Han nikkede bare og klappede i de små hænder. For fanden, han var garanteret forelsket i Lindell!
Fredriksson følte for første gang rigtig afsky, måske endda had til sit arbejde og sine overordnede. Han tvang sig til at sætte sig ned ved skrivebordet. Hvad skulle han gøre? Sygemeld dig, havde hans kone foreslået. “Der er ingen, som takker dig, fordi du går og hænger med mulen,” havde hun sagt. “Sygemeld dig og find et nyt job!” Det var let nok at sige. Efter tredive år i faget var det ikke så let at bryde op. Hvem vil have en midaldrende, udbrændt politimand?
Han sad stille nogle minutter og gennemgik de fortærskede argumenter for og imod.
Det var ikke ham, der havde forandret sig. Det var byen, hele miljøet, bøllerne ude på gaderne. Han følte sig utidssvarende, ude af trit med samfundet og dets krav. Så langt var han kommet i sin analyse, og der var ikke noget enestående eller originalt i den konklusion, den delte stadig flere i korpset. Men han ville gerne formulere sig lidt bedre, komme med en konklusion, som satte fingeren på det ømme punkt, på, hvad der krævedes, af ham selv og af politiet. Magtede han det? Eller ville han bare give op?
Fredrikssons pligtfølelse og professionalisme fik ham til at tage sig sammen og begynde at tænke på dagens arbejdsopgaver: Tre blandingsmisbrugere, en gulvlægger og en arbejdsløs. Han kom med et ironisk ‘hm’, tog telefonen og begyndte at ringe. Først til skattevæsenet, hvor han havde en gammel kontakt, som uden at stille spørgsmål plejede at give ham de oplysninger, han ville have. Det var hans kones fætter, som var på mærkerne, hver gang Fredriksson ringede. Han følte sig på en konspiratorisk måde som en del af politiets arbejde og spurgte bare i forsigtige vendinger om, hvad der lå til grund for Fred-rikssons spørgsmål. Denne gang var han mere euforisk.
– Er det om mordene?
– Næh, ikke direkte, sagde Fredriksson. – Jeg er i gang med en mishandlingssag.
– Jaså, sagde fætteren på skattevæsenet skuffet, og Fredriksson tænkte, om det havde været bedre, hvis han havde sagt sandheden, men han fik sine oplysninger lige så kvikt som sædvanligt.
Fem navne, fem personnumre. En af dem med et ‘K’-navn. Ham ville Fredriksson gemme til sidst. Fem mænd, som havde følt sig dårligt behandlet af de sociale myndigheder. Fem navne, men kun én sikker adresse: Göran Johansson, han boede i Eriksberg.
Fredriksson trak telefonbogen hen til sig og fandt straks gulvlæggeren. Han tastede nummeret og fik en henvisning til en mobiltelefon.
Göran Johansson svarede ved femte ringetone og blev mærkbart nervøs, da han hørte, at det var politiet.
Fredriksson noterede. Det virkede tilforladeligt. Manden kunne give klare og fornuftige oplysninger. Den 10. december havde han spist julefrokost på Flustret. Den 12. havde han været hjemme hos samleveren og hendes børn.
På spørgsmålet om han genkendte navnet Veronika Hirmanen, fnyste han bare i røret.
– Den møgkælling, sagde han. – Ikke at jeg ønsker, at folk skal dø, men hun var en forbandet heks, skal du vide.
– Hvad mener du?
– Totalt følelseskold, sagde gulvlæggeren, og Fredriksson kunne mærke mandens opdæmmede vrede bag de to ord.
– Hvordan har du det så nu?
Fredrikssons spørgsmål kom bag på ham selv og måske endnu mere på manden.
– Hvad mener du?
– Har du fået styr på dit liv?
Der opstod nogle øjeblikkes stilhed i den anden ende.
– Nogenlunde, sagde Göran omsider.
Fredriksson fik de oplysninger, han havde brug for til at tjekke mandens alibi, og de afsluttede samtalen. Han stirrede på en ny liste med navne, som skulle tjekkes, men lagde den til side indtil videre og ringede til Nehlin i gadepatruljen.
Han befandt sig i en bil uden for Gottsunda Centrum.
– Jo da, sagde Nehlin. – Nils Gunnar Skott kender jeg udmærket. En yderst nobel herre. Kan du huske sagen om den engelske garderofficer? Skott var indblandet, men blev aldrig fældet. Jeg mener, at Västeräskollegerne snuppede ham for et års tid siden, men kun for besiddelse. Han er tilbage i byen. Hvorfor spørger du?
Fredriksson gav et kort resumé.
– Tja, amfetamin, måske, men ikke mord. Skott virker så fandens fej. Hvad handlede bøvlet på socialen om?
Fredriksson blev ham svar skyldig. Han kunne simpelthen ikke huske, hvad der lå til grund for truslen på socialen. Han bladrede som en rasende i sine notater.
– Det var ikke noget alvorligt, sagde han, – men Skott var med til det.
– Skal vi tage ham ind?
– Ja! Han skal sgu ind!
– Torkel Wedin, siger det dig noget?
– Ja, desværre, men ham kan du godt holde op med at lede efter, sagde Nehlin. – Han døde i efteråret. Overdosis.
Fredriksson stregede navnet over.
– Så har vi en til, en vis Kurt Gotthard Manfredsson.
– Lyder som en sigøjner, sagde Nehlin. – Aldrig hørt om ham.
Fredriksson afsluttede samtalen. Navnet sagde heller ikke ham noget. Han gik ind i efterforskningsregisteret, og dér stod han. 1999, boede i Svartbäcken. Afhørt i forbindelse med en mishandling uden for Svenssons værtshus i Skolgatan.
Fredriksson fortsatte med den arbejdsløse Patrik Blomberg. Via AF fandt han frem til, at denne havde arbejdet i firmaet B&W frem til sommeren, men var blevet afskediget. Han havde fået sygedagpenge i en måned om efteråret, men dér ophørte også alle spor.
Fredriksson ringede til B&W og snakkede ganske kort med personalechefen. Blomberg havde gentagne gange stjålet værktøj. Første gang havde firmaet nøjedes med en advarsel, anden gang valgte Blomberg selv at sige op. Fagforeningen havde været indblandet, men havde ikke gjort meget for at bistå sit medlem. Efter hvad Fredriksson kunne udlede af samtalen, så havde den langfingrede ikke været særlig populær blandt sine arbejdskammerater, og ingen var kede af, at han var holdt op.
Fredriksson takkede for oplysningerne og gjorde nogle notater på computeren. Han havde fået et telefonnummer og tastede det tøvende. Han så på adressen: Gärdets Bilgata. Det var lige i nærheden af Veronica Malméns bopæl.
Patrik Blomberg tog straks telefonen. Han lød ikke som en værktøjstyv, syntes Fredriksson, men var tydeligt nervøs, da han hørte, at det var fra politiet. Ja, han boede stadig på Kvarngärdet, og han havde læst om mordene.
På spørgsmålet om, hvad han havde lavet om aftenen den 10. december, blev han usikker.
– Jeg var vist nok hjemme, sagde han. – Jeg skal prøve at tænke mig om. Hvorfor spørger I mig?
Fredriksson sagde noget om et tip, vel vidende, at det ikke var særlig smart. Blomberg ville naturligvis undre sig over, hvem der havde ment, at han havde noget med mordene at gøre, men Fredriksson havde ikke lyst til at inddrage sagen med socialvæsenet.
Den aften Malmén blev myrdet, vidste han til gengæld helt sikkert, hvor han havde været.
– Jeg spillede billard hele aftenen, nede på Sysslomansgatan. Da jeg cyklede hjem, stod der en masse politifolk ved Migo.
Fredriksson fik navnet på tre af Blombergs kammerater, som kunne bevidne, at han havde været i billardsalonen mellem syv og elleve. Desuden kunne personalet sikkert huske ham.
Efter samtalen med to af billardvennerne var Fredriksson overbevist om, at den unge mands beretning stemte, men selvfølgelig skulle det følges yderligere op.
Han sammenfattede, hvad han var kommet frem til om morgenen. Tyndt, mente han selv, da han læste udskriften, men det var trods alt endnu en brik til puslespillet.
På kommandobroen herskede der voldsom aktivitet. Chefen for Kri-minalafdelingen diskuterede livligt med afdelingschefen for Efterforskningen og Ottosson fra ‘drabet’. Telefonerne ringede i én køre, civilbefolkningen var nu vågnet rigtigt op, og mere end trehundrede-oghalvtreds opringninger med tilknytning til mordene havde kunnet registreres det sidste døgn. De, som mere handlede om spørgsmål, opfordringer og fantasifulde forslag, blev sorteret fra allerede i vagtcentralen, men opdagede man den mindste gnist af interesse i en telefonopringning, skulle den registreres og tjekkes. Det var først og fremmest Havers opgave. Fra nu af ville han hele tiden være på stationen, vurdere tips og fungere lidt som en koordinator.
Fredriksson nikkede til Anneli, som var deres sekretær. Han misundte hende ikke opgaven, men hun så ud til at trives.
– Men hvis sammenhængen er navnet Veronika, hvor fanden står vi så? sagde efterretningschefen fra Krimi.
Fredriksson så op fra sine notater. Det var ikke så tit, Walfrids-son brugte bandeord.
– Så kan han slå til hvor og når som helst. Hvor mange Veroni-kaer er der i byen?
Veronika, tænkte Fredriksson og så for sit indre blik tveskægget ærenpris’ dybblå blomst og aksblomstret ærenpris’ spæde knop. Han fik øje på Haver, som snakkede med en efterforsker.
– Tag lige det her, sagde Fredriksson til Haver og gav ham redegørelsen. Ola Haver tog imod den uden at afbryde sin diskussion.
Hundeføreren, der var fulgt i morderens spor på Kvarngärdet, kom ind i lokalet, også med nogle papirer i hånden.
Sikke et postyr, tænkte Fredriksson. Han blev stående i døren og betragtede sine kolleger. Her var ingen tøven. Den sydende aktivitet stod i skarp kontrast til hans egen vægelsindede væremåde. Fra ‘Havet’, uden for kommandobroen, hørtes latter.
Fredriksson gik ind i kantinen, købte sig en kop kaffe og en plast-overtrukken mazarinkage. Hvor mange mazarinkager havde han ikke spist? Han satte sig tæt op ad den store potteplante midt i lokalet. Det så ud, som om han ville gemme sig i det grønne. Han lænede sig tilbage og stirrede op mod glastaget, lod blikket vandre hen over kollegaerne og lokalet. Øjnene fæstnede sig på den mølædte papegøje oven på køleskabet. Gul og rød, med blå, stirrende øjne og kun med én vinge i behold.
Fredriksson tyggede langsomt, drak sin kaffe og besluttede sig for at sige op efter nytår. Eller måske sygemelde sig, reviderede han sin beslutning sekundet efter. Det hårdt sammenpressede mazarinplastic viklede sig op af sig selv. Han krammede det hurtigt sammen igen og forlod kantinen uden at rydde koppen væk efter sig.
‘Kurt Gotthard Manfredsson.’ Fredriksson stirrede på navnet på notesblokken. Kunne det være den ‘K’, som Veronika Hirmanen havde på læberne? En misbruger. Havde hun virkelig prøvet at udtale hans fornavn? Hvis de nu havde mødt hinanden på hendes arbejde, så ville hun vel ikke være så familiær. Han havde fået et helt andet billede af Hirmanen.
Men på den anden side, hvad kunne han vide om et døende menneskes tanker. Mennesker var mange gange irrationelle. Hun huskede ham af en eller anden grund som Kurt.
Han besluttede sig for at besøge Kurt Manfredsson. Han burde have nogen med, det vidste han, men havde ikke lyst til at tale med en kollega, og slet ikke at sidde ved siden af nogen i bilen.
Fotografiet af Kurt forvirrede Fredriksson lidt. Manden så nemlig uforskammet glad ud. Han var blevet afhørt angående et brutalt overfald, hvor en yngre mand havde fået fem tænder slået ud og milten sprængt af et spark. Manfredsson havde været til stede. Hvorvidt han havde været delagtig i mishandlingen, kunne ikke fastslås. Alle havde været berusede, og vidneudsagnene havde været modstridende og diffuse.
Det var måske derfor, han så så glad ud. Han vidste, at han ikke kunne anholdes, og slet ikke bures inde og fældes. Han var blevet afhørt af Norrman.
Fredriksson forlod politistationen uden at tale med nogen. Han burde havde vekslet et par ord med Norrman for at få lidt mere kød på det, skulle måske også have meddelt Haver på kommandobroen, hvor han tog hen.
I bilen tænkte han over Lindells ord om, at de skulle gå ud og få lidt at spise, når ‘K’ var fanget. Før i tiden havde kollegerne på ‘drab’ haft et fællesskab, deres respektive havde lært hinanden at kende, de var rejst til Finland sammen, i det hele taget havde de kommet hinanden mere ved. Nu var det, som om arbejdet ikke længere gav dem tid eller overskud til at mødes i fritiden. Arbejdet var nok. Hans kone ville ikke blive særlig henrykt, hvis han foreslog, at de skulle tage på restaurant med Lindell eller andre.
Kvarteret Blenda bestod af nogle etageejendomme i gule mursten, bygget tæt sammen, så gårdene gav et trangt og mørkt indtryk. Man-fredssons adresse førte Fredriksson hen til et hus midt i området. Han kiggede op mod facaden. En kvindelig vicevært spredte grus foran indgangen. Han hilste på hende, og hun smilede og nikkede.
– Kurt Manfredsson, ved du, om han bor her endnu?
Kvinden så op.
– Det må guderne vide, sagde hun.
– Hvad mener du med det?
– Ham er der altid bøvl med, sagde viceværten kort.
–Ja?
– Er du fra socialen?
– Nej, fra politiet.
Kvinden nikkede som for at bekræfte sine meninger om lejeren.
– Anden sal, sagde hun og strøede en vifte af grus ud foran Fredriksson. – Så du ikke skvatter, sagde hun.
Kurt Manfredsson åbnede efter tredje ringetone. Han var ædru, eller i hvert fald ikke synligt påvirket. Godt, tænkte Fredriksson.
– Ja, sagde manden.
Fredriksson så på ham, at han godt vidste, at gæsten var politimand.
– Allan Fredriksson fra politiet. Jeg har nogle spørgsmål.
– Hvad er der nu?
– Kan vi tale lidt sammen?
Da Fredriksson trådte ind i entreen og hørte, hvordan Manfreds-son smækkede døren i bag ham, fik han en ubehagelig følelse i kroppen. Han burde ikke være taget herud alene.
De satte sig i køkkenet, som var overraskende ryddeligt. Man-fredsson så politimandens blik.
– Min samlever, sagde han, og han udtalte ordet tydeligt og med en vis stolthed i stemmen, – plejer af og til at sjaske lidt her. Du ved, kællingerne vil have det pænt.
– Jeg efterforsker tre mord, indledte Frederiksson og så alvorligt på manden. – Dennegang er der ingen milt med.
– Og hvad vil du have, jeg skal sige?
Fredriksson tog notesblokken frem, åbnede den og så ned på sine notater. Helt unødvendigt, da han kendte alle de tilgængelige facts om mordene.
– Jeg vil vide, hvor du befandt dig om eftermiddagen og aftenen den 9. december.
Manfredsson smilede.
– Hvordan fanden skal jeg vide det? Det er jo flere evigheder siden.
Fredriksson opdagede, hvor dårlige mandens tænder var, da han formede munden til et stort grin. Nu så han ikke glad ud mere.
– For nogle dage siden, rettede Fredriksson ham. – Prøv!
– Jeg drak vel?
– Hvorhenne?
– Her, måske i byen et sted, jeg ved det ikke.
– Er du ædru nu?
– Man kan ikke være stiv altid. Det ser ikke pænt ud.
Fredriksson fik det stadig sværere med Manfredssons fnisen.
– Har du hørt om mordene i Norby og ved Migo?
– Jeg følger ikke så meget med. Det rager ligesom ikke mig, hvis der er nogle kællinger, der bliver stukket ned.
Hvad er det, som gør Manfredsson til en eventuel mistænkt? Hvordan kan han holde det ud? Han har jo mulighed for at leve et bedre liv. Han har en bolig og åbenbart en samlever, som gerne vil gøre rent.
– Genkendte du nogen af de myrdede?
Manfredsson så på Fredriksson.
– Du kan ikke li’ mig, hva’?
– Det har ikke noget med sagen at gøre. Svar på spørgsmålet.
– Det tror jeg ikke, sagde manden lynhurtigt.
– Veronika Hirmanen, kender du navnet?
Manfredsson kiggede ud. Samleveren havde vist overset vinduespudsningen, for man kunne ikke se ret meget gennem de grå ruder.
– Det gør jeg måske, sagde han lidt efter. – Det er vel derfor, du er her, er det ikke?
Fredriksson sad i en halv time i Manfredssons køkken. Han spurgte og noterede, men overhørte mandens til tider spydige kommentarer. Fredriksson følte sig som en maskine, eller rettere en maskindel, som ud fra programmet udførte de mekaniske punkter i en arbejdsproces. Det var uden særlig stort engagement, han systematisk arbejdede sig igennem, hvad der forventedes af en efterforskende politimand under forhør.
Manfredsson havde haft et sammenstød med Veronika Hirmanen i august. Det drejede sig om penge.
– Hun ville ikke betale fem flade øre! Hun sad bare der og så storsnudet ud.
– Hvad gjorde du så?
Manden over for ham fnyste højt.
– Jeg sagde min mening, at hun var en satans kælling, en rigtig forbandet socialluder.
– Gjorde du mere? Gik du ikke over til vold?
– Det står i dine papirer. Jeg ryddede hendes skrivebord, gjorde rent bord.
– Truede du hende?
– Det kan jeg ikke huske.
Ifølge hendes arbejdskammerater sagde du til hende, at hun kunne ‘vente sig’. Hvad betød det?
– Man siger så meget. Men nu har hun åbenbart fået, hvad hun fortjente.
Manfredsson blev generet af den tilsyneladende ligegyldige attitude, politimanden lagde for dagen. Han prøvede at provokere, men forsøgene faldt til jorden over for Fredrikssons rolige mine.
Under forhøret voksede tanken om, at Kurt Gotthard Manfredsson var en morder, sig stadig stærkere. Der var noget i hans opførsel, som Fredriksson blev opmærksom på, som en uro, blandet med en slags skråsikker stolthed.
Var han på en sygelig måde smigret over at blive afhørt i en drabssag? Eller så sikker på, at han aldrig kunne forbindes med mordene, at han kunne sætte denne nonchalante, overlegne mine op? Hvorfra kom mandens uro?
Fredriksson afsluttede samtalen med at sidde og bladre stille frem og tilbage i blokken som for at studere de kryptiske notater, finde modsigelser. Han så lynhurtigt op på Manfredsson, som sammenbidt stirrede på politimanden. Det var et spil, som Fredriksson var mester i. På sine gode dage var han ualmindelig skrap til forhør. Med sin stilfærdige og sommetider lidt omstændelige facon kunne han fremkalde en forunderlig blanding af tillid og usikkerhed. Balancen mellem de to stemninger kunne han justere, som man stillede et ur. Manfredsson reagerede med vrede.
Fredriksson slog op i notesblokken.
– Du skal ikke ud at køre? sagde han, med en replik hentet fra en amerikansk tv-serie.
– Hvad?
– Du skal ikke rejse væk, eller?
Manfredsson rystede på hovedet.
– Hvor skulle jeg rejse hen?
– Vi vil godt tale lidt mere med dig. Ret snart, tror jeg.
Han vendte hurtigt tilbage til politistationen og skrev notaterne fra forhøret ind. Da han printede en afskrift ud, beregnet til Haver på kommandobroen, følte han sig for første gang i uendelig lang tid tilfreds. Forhøret havde stimuleret ham, modstanden havde fået hans gamle livsånder til at flamme op. Det var sgu Man-fredsson.
Fredriksson havde ingen reel grund til at være så overbevist, det var han klar over, men følelsen af, at der havde været noget, var så stærk.
Det var også, hvad Haver indså, da han skimmede notaterne igennem. Ikke så meget på grund af substansen, men mere på grund af Fredrikssons overbevisning. Da Haver havde læst færdigt, kiggede han på kollegaen, som var blevet inde på kommandobroen og sad på kanten af sekretæren Annelis skrivebord og talte med hende.
Fredriksson smilede, og det var nok første gang i en måned. Da han opdagede, at Haver havde læst færdigt, kom han over.
– Hvad mener du?
– Interessant, sagde Haver.
– Ham vil jeg se nærmere efter i sømmene. Der er noget.
– Han blev måske nervøs af en eller anden årsag?
– Det tænkte jeg også på, men der var noget i hans adfærd, som var sygeligt.
Haver iagttog Fredriksson, hørte intensiteten i hans stemme. Haver smilede pludselig. På trods af trætheden følte han sig lidt oplivet.
– Netop, Allan, sagde han med varme. – Det her ordner vi!
Fredriksson smilede smørret og forlod lokalet. Da han kom ud på ‘Havet’, mødte han Månsson, de var lige ved at støde sammen.
– Du er tilbage, konstaterede Fredriksson.
– Den gamle er ikke færdig endnu.
Månsson havde fået et slagtilfælde i april, og ingen troede vel, at han nogensinde ville komme tilbage til stationen.
– Jeg kører på halv tid indtil videre, men det føles fint.
– Fedt, sagde Fredriksson med varme i stemmen.
De skiltes, og da Fredriksson havde gået nogle meter, kom erkendelsen til ham som et skred inden i ham.
– Nu er du på den, Manfredsson, sagde han højt og tog trapperne op til sit kontor med lange skridt.